EN Drink for meget

[Deleted]

Dagene var gådet og tom vidste ikke helt hvor han var han hadet lovet en Hav frue sit løfte om at se hinden igen og måtte finde noget vand men der var for meget Arua i luften til at han kunde se noget som helst Igen så han var faret vild IGEN han sukket der var ikke gået en dag hvor han ikke hadet tænkt på Indira han kikket rundt hvor pokker var han han sukket rolige bare han ikke kom ind i Problemmer med noget eller nogle han sukket stille og igen og lage sig stille ned på græset Tom kunde mærke sin mave knore og kunde ikke regtit finde noget af spise hans han ven Kronhøjrten gik ved siden af sig og spidste lidt af vært han smitle til den " når det da godt nogle kan få noget ned i maven " Tom kom i tanke om et stykke brød han hadet i sin taske han tog det op der var ikk emeget tilbage han sukket trist " Indira jeg er på vej " han sukket mens han lukked øjne og kune næste mærke hinden tæt på sig igen han sukket trist og tog sig stille til hovdet det var svært ikke at have nogle penge til at købe mad eller til at finde noget mad for der var ikke noget lige her i om krængens tom kunde jo godt Spise Kronhjørten som var hans ven han rysted på hovdet og rejste sig for at finde noget mad han lage stille hånden på Kronhjørtens vide pæls som lyste i solen tom rejste sig stille op og satte sig stille op på Kronhjørten og sagde stille i den Ører " lad os ride lidt det kan være vi møder nogle der kan hjælpe os med at fidne ud af det her rød " han sukket rolige mens Hjorten satte sig i galop han kikket lidt bag ud mens han smilte til den og kikket op da han red vider han sukket stille mens han tog sig lidt til skulderen måske var det ikke en godide at tænke for meget over indra hun hørte til i havet mens han hørte til på ladet han sukket lidt men venner kunde de godt være tom kom til en by som han ikke regtit kendte tril han hoppet ned fra kornhjorten og kikket på den mens han gik tæt ind til den og kikket på alle de mennsker som gik her han tænke det måske ikke var så god en inde at gå her inde

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ved at være hen på dagen, da Thranduil endelig ankom til Natmya i Manjarno. Det var efterhånden ved at være lang tid siden at han havde sat sin fod der. Nu siddende på hesteryg, og uden at skulle have krigshornet i ørene, blod over det hele, og et hav af råb, skrig, død og ødelæggelse, så var det uden tvivl med til at gøre ham langt mere.. komfortabel. Det var et råd som han havde skænket en ung kvinde. En ung elver. Det var vel bare gået op for ham selv, at han ikke selv havde fulgt det? Og nu gjorde en større indsats for sig selv, for han kunne ikke gøre sit arbejde optimalt, dersom han gik rundt med de oldgamle fordomme som han gjorde. Selv under denne årstid, måtte han erkende, at han var faktisk var imponeret over hvor smukt her egentlig var, og det var.. fascinerende for ham. De mosgrønne øjne så sig omkring. Han havde brug for noget at drikke, men til nu, havde han ikke været heldig med nogen bæk, flod eller lignende, som han kunne knæle ved. Hånden strøg han let over hestens smukke og bløde manke. Det havde været hans mest trofaste ven igennem skræmmende mange år, og naturligvis var det en som han passede utrolig godt på. ”Snart må vi passere en flod, min kære ven. Her er frygtelig grønt, så det må nærme sig..” Hvorvidt om der var andre i nærheden, var stort set ikke noget som gjorde det mindste for Thranduils vedkommende. Han havde ganske vidt sin bue og sit pilekogger med, som han havde over ryggen, og med buen ved sin side, så hvis det skulle blive nødvendigt, kunne han trække den og slå fra sig. Han var dog ude på ganske andre ting i denne situation. Han kom ikke i ærinde om at gøre nogen ondt. Tvært imod.
Siddende i sin mørkegrønne kappe, og med tøj på, kun lavet af det som naturen havde skænket dem, samt gaver, som han havde fået af slottet tilbage i sin tid, så var han faktisk temmelig pænt klædt. Man var jo trods alt heller ikke skovens konge for ingenting, og det var en titel, som selv Procias’ kongehus, havde valgt at skænke ham. En titel som han bar med stolthed.

[Deleted]

Tom hadet ikke Nogle ide om han skulde være stolt over sine evener eller noget som helst han tænkte da tit på den elver kivnde som han møtte første gang og husket hvordan hun hadet røt han kind han smitle varmt og tog sig på kinden han hadet ind til vider mødt mange sjove mennsker og utrolige søde mennsker men også mødt nogle skmule tyber som han ikke regtit kunde lide tom sukket stille mens han lage ramen om hjorten ha nvar ikke glad for at lade den være men folk kikket lidt på ham da han kom gåne på gaden med en kronhjort som ride dyr en barn peget på tom " see mor see en regtit snevid Kronhjort " moren åbnet munden ganske kort og gik til siden tom rømde lidt og gemte sig helt ind til Kronhjorten han var ikke helt van til at folk kikket sådan på ham et stille smil kom fra tom og han bukket stille fra sideren han fadt et sted at side hvor hjorten også kunde få noget af drikke den slikket det stille op og man kunde let se den fra lang af stand af han sukket stille mens han kikket rundt og sagde til sig selv " vi må da snart være ved en by eller sådan noget hvor man kan få lov til at spidse i fred og så kan jeg måske få et andet job også så jeg kan tjne lidt hånd høre til os min ven " han grinte lidt og kastede noget vand i hovdet på Kronhjorten den rulde med øjne og to noget vand i munden " hvad ??" sagde tom lidt sjovt og så med et spytted den vandet i hovdet på den tom kunde ikke lade vær med at grinte da han så den gik hen for at drikke mere tom måtte Sefølige tøre sit Ansigte af for vand og så var han driv våd han smilte varmt til den den var faktis hans enste sådan regtit ven ind til vider

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde bestemt ikke meget for at skulle søge ind mod byerne. Selv var han langt mere glad for skovene, parkerne, de store enge og steder hvor naturen hersket og dyrene befandt sig, og det var bestemt ikke fordi at han ikke stolede på folk, men det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han ikke gjorde det. Tøjlerne til hesten havde han kun i den ene hånd. Hesten vidste hvordan man skulle begå sig, og det var egentlig noget som han havde det ganske fint med. Han så sig omkring. Det var frygtelig mange år siden, han havde sat sin fod herude, og det var egentlig ikke fordi at det gjorde ham noget. Det var også nu at man kunne sige, at verdenen var faldet langt mere til ro, selvom det naturligvis gjorde ham trist, at se det hele så opdelt, og det at der ikke var særlig mange ude. Folk var vel bange for det? Han rev en smule i tøjlerne, hvilket fik hesten til at stoppe, da han så en mand komme ridende på en.. kronhjort? I hans forstand, var det slet ikke et dyr som skulle rides på, da det ikke var noget arbejdsdyr, og som en repræsentant for skoven og dyrene dermed, så var det noget som han slet ikke kunne tåle at se! Han bed tænderne så tydeligt sammen, at hans kæber trådte betydeligt mere frem, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, sådan direkte om ikke andet. Han rystede på hovedet. Nej, det var ikke noget som han kunne fortsætte med at kigge på, så han søgte hastigt i retningen af ham, selvom det var ganske roligt. Hovene lød, da han hastigt red over jorden. Folk begyndte at kigge efter ham. Selv hesten var frygtelig elegant af sig, som en elver, men den havde også været sammen med Thranduikl igennem frygtelig mange år, så det var ikke fordi at det var noget som man kunne gøre noget ved det. ”En kronhjort er et vildt væsen og et dyr af skoven, og ej et dyr som skal rides, som en hest,” påpegede han med en yderst sigende, men dog varm og mild stemme. Det lå slet ikke til ham at snakke ned til folk, men derimod havde han nok en tendens til at virke meget bedrevidende.

[Deleted]

Tom hørte en stemmen og stoppet op og hævet næsen og kikket ned på Kronhjorten " vi er venner og ser ham ikke som en Arbejds dyr " han hoppetstille ned og tog sin stav mens han nikket til Kronhjorten at den bare kunde ride af sted men også så den kunde blive i nærheden vis den fik Problemer med tingen stille vente han sig mod person " og må man så spøger hvem de er ??" Tom prøvet så godt som han kunde at se person men der var for meget Aura i luften til at han kunde se det han måtte holde sig for øjne lid og lukke dem af og til for ikke at blive blindet af lyset som kom fra de mange mennsker Rolige vented han på svar fra person og tog sin stav ind til sig men kronhjorten puste lidt med hovdet og løb sin vej mange mennsker sprædte sig for ikke at stå i vejen for den den løb mod skoven i nærheden tom smilte stille " jeg redet hans liv en gang og han mit og nu er vi så bundet til et bånd Mellmen os jeg giver stade hans fri hed " han vente sig om for at se på Kronhjorten "

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil besad absolut intet magisk i sit sind, så der var ikke ligefrem nogen aura omkring ham, selvom det nu heller ikke var noget som han bed sig fast i. Det eneste, som han primært havde lagt mærke til, var det faktum, at denne mand, red på en hjort, hvilket bestemt ikke var et dyr, som man skulle ride normalt. Deres ben var tynde og spinkle, og selvom der kunne ligge en kraft i deres spark som uden lige, så var det ikke en styrke som de faktisk havde, om man skulle være helt ærlig. Og derfor valgte han at åbne munden. Han vendte de mosgrønne øjne mod ham endnu en gang. ”Venner rider ikke på hinanden, min gode ven. Jeg vil anbefale dig, for hans velbefindende, at vandre ved hans side for fremtiden,” sagde han ganske sigende. Han blev stående. Folk kiggede, selvom det nu ikke gjorde ham noget. Han havde selv brug for at komme lidt ud af skovene i ny og næ, og det var faktisk rart at se noget andet til en forveksling. Det var ikke ofte, at man hørte om en hjort som dannede bånd på den måde, så det i sig selv, var noget som han faktisk måtte finde ganske fascinerende, for det var et bånd som elverne og druiderne for det meste, fik med de andre væsner af skoven. ”Jeg er Thranduil Devárniä,” præsenterede han sig med en rolig stemme. Han var dog imponeret, for den hjort så ud til at være meget komfortabel omkring den mand. ”Det ser man yderst sjældent udenfor skoven..” bemærkede han endeligt.

[Deleted]

TOm vidste ikke helt om han kunde lide denne mand han kikket lige ud da han kun kunde se noget af hans Enagie "ja det er det og vi hjælper hinaden da jeg ikke helt kan se " svaret han lidt mens han tog sin stav som han hadet fundet mens han prøvet at finde den regtit sted hvor elveren stod " mit navn er Tom Kröton Dragons " svaret han rolige mens han ragte hånden ud i luften han kunde vel godt være høflige selvom den anden person ikke var det tom smilte rolige hvad var ha for en han ville snart finde sin havfrue igen men problemet var bare at han kunde finde vand og vis han ikke kunde finde vand hvor skulde han så møde hinde igen han kikket rolige mens han ventede på manden skulde ræke hans hånd han så lidt sort arua længer frem " ond siden væsner " svaret han så mens der gik to dæmoner forbi man kunde næsten mærke deres Enagier de smilte lumsk til Tom han holdte sig klar igen men de heldigevis forbi tom vidste ikke helt hvor eller han var havnet henne " du ved vel ikke hvor jeg kan finde en dup nok til at en person kan svøme i det ?" han syntes selv hans spørsmål var dum men gik vel han smilte rolige mens tænkte sig om

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil betegnede sig selv mere som en beskytter af skovens væsner, og det indebar så sandelig også det væsen, som denne mand kom ridende på, for han vidste, at dyret i det lange forløb, slet ikke kunne bære det. Ganske vidst kunne det godt være, at han ikke kunne se, men han havde vel andre alternativer, end at pine de kære dyr? ”At sidde højere end det smukke væsen, er næppe en ting, som hjælper Dem med Deres problematik,” begyndte han med en rolig stemme, for løgn var det næppe heller ikke. Han betragtede ham sigende. De menneskelige skikke, som med det at give hinanden hånden og den slags, havde han aldrig været særlig god til, så han tog ikke imod den hånd. Han nikkede blot i retningen af ham. ”En ære. Jeg er Thranduil Devárniä,” præsenterede han sig roligt og med en ganske sigende mine. Dæmonerne som passerede, tog han sig ikke direkte af, selvom det ikke var ofte, at man så dem herude. Han brød sig heller ikke om dem, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rystede let på hovedet, inden han igen vendte blikket i retningen af ham igen. ”Er det vand De søger..?” spurgte han med en ganske sigende mine. Lige hvad det ellers var, som man kunne svømme rundt i, vidste han ikke ligefrem.

[Deleted]

Tom kikket lidt ned og nikekt til hvad elveren sagde " ja jeg søger vand for " han stoppet sig selv måske var det ikke en god ide at sige han skulde finde en kvinde nær der ved han sukket rolige mens han kikket rundt og så på ham igen " jeg søger en ven der mulige vis holder til ved mange vand kanter " svadet han rolige mens han Betagte ham han ville ikke sige en han holdt meget af for så ville han sikkert bare grine af ham tom smilte letted og kikket så hen at manden ikke ville tage mod hans hånd undert ham han kunde ikke se nikked særlige meget " og for det andet han bad mig selv om det at side på hans ryk " svadet han så mens han begynte at gå hen af gaden dette væsen var mærklige han forstod det og på en måde ikke " men de har igen rat hr Thranduil " svadte han s stille og kikket på de mange Enagie udladinger der var

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil var det dyrene og skovens væsner, som han satte højere end frygtelig mange andre, fordi at han var den mand som han var. At denne unge mand var på jagt efter noget som kom fra havet, fik ham dog til at rynke lidt i panden, for lige hvad det var, han egentlig søgte, vidste han ikke, for han havde ikke rigtigt styr på nogen menneskelige væsner fra havet. Dem som han havde hørt om, skulle eftersigende være en myte, og derfor troede han ikke på, at det ville være aktuelt. ”En veninde som holder til ved mange vandkanter? Jeg beklager, at jeg ikke rigtigt kan hjælpe dig. Jeg formoder at du søger i retningen af havet eller floder, søer eller andet?” spurgte han roligt. Et sted, så var det jo også noget som gjorde ham nysgerrig, for det kunne jo også godt være, at hans kære veninde var rejsende på et skib eller noget lignende, og det var bestemt ikke noget som gjorde hende det mindste. At hjorten selv havde bedt ham om at tage plads, fik ham igen til at rynke på næsen, men ikke noget som han ville diskutere yderligere. Nu var det jo ikke fordi at hjorte og skovens dyr, var kendt for at være i besiddelse af tungens tale, så hvordan vidste han det? Han tvivlede ærligt, men nu vidste han også at folket foruden dem som levede i skoven, skulle man tage med et gram salt, og ikke bare tro på, for det var tydeligt, at man ikke altid kunne stole på hvad de fortalte. ”Dyr besidder ej det talende sprog, min ven, så jeg må erkende, at jeg betvivler hvad du fortæller mig.” Han fortsatte roligt efter ham, for han var en nysgerrig mand. ”Jeg kan vise dig frem til vandene, om det kunne være af interesse?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kneb øjnene sammen. Tvivlede denne mand virkelig på at han kunne forstå sig på de dyriske behov, og hvordan et dyr tænkte, når det var det væsen som han tilbragte størstedelen af tiden omkring? En hjort var ganske vidst et væsen med kraftige ben, men det var ikke ensbetydende med, at den kunne holde vægten af en voksen mand! ”Var det en fornærmelse?” spurgte han denne gang langt mere direkte. Der var skam selv grænser for hvad han fandt sig i, når det endelig skulle komme så langt, men det var åbenbart ikke noget, som denne mand havde nogen forståelse for, go det var noget som et sted gjorde ham irriteret. Han følte virkelig at denne mand gik og hånede ham. Han foldede hænderne roligt over ryggen, også selvom han stadig havde buen ved sig. Det var jo aldrig til at vide, hvad man fandt på disse kanter eller på disse veje trods alt. ”Jeg kan ikke benægte, at vi kunne komme til at løbe ind i det væsen. Det er jo trods alt mørkets tid,” fortalte han ærligt. At han så fortsatte med at spørge ind til elverne som væsen, var noget som tydeligt forundrede ham, også fordi at det var en meget… nedladende måde at spørge om den slags ting på i hans øjne. ”… Undskyld mig?” fortsatte han. Han troede virkelig ikke sine egne ører.

[Deleted]

Tom smilte lidt " nej nej ikek en fornermls " svardet han blidt mens han kikket over mod elveren igen " jeg spøger af nysgerie hed jeg har kun foget fortalt om jer i af min mor da jeg er Slave født " svadte han og kikket igen hen mod elveren som gik med ham han kunde ikke lade vær med at smile lidt han virked til at være fin på den Tom vidste jo ikke at han var konge eller leder over elveren så han vidste ikke hvordan han skulde forholde sig over for en prins eller konge han tog stille sin stav tryk ind til sig han smilte rolige " men vi jo også opvosket på vær sin vis såå jeg gider ikke Diskoter det mere ellers ender det sikkert med at vi river hovderen af hianden " svadet han og gav Thranduil et puf med skulderen han sukket stille og rolige men kikekt så op det ville være godt at ligge med hinden igen i jorden og bare nyde den friske luft sammen han hadet snart været i samlige steder

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste ikke helt hvordan han skulle tage denne mand, for han brød sig faktisk ikke om ham, og den måde, som han var overfor andre på. Om det var den menneskelige skik at være sådan, vidste han ikke, men i hans verden, så var han netop blevet fornærmet, og det var faktisk ikke noget, som han fandt sig i. ”Hvor jeg kommer fra, er det en fornærmelse,” forklarede han med en ganske sigende mine. Han lod hænderne fortsat hvile over hans ryg, da han gik side om side med denne mand. Han var uden tvivl en mærkelig af slagsen, men at vise ham mod vandet, det kunne han jo trods alt godt gøre. At manden var slavefødt, var naturligvis trist, men så burde han da vide, hvordan man skulle være overfor andre? ”Det gør mig ondt,” sagde han roligt, dog med en ærlig stemme. Puffet mod skulderen, var i hans øjne en trussel, for det var sådan at det var i skovene, også fordi at det var en kraftig fysisk kontakt, og han vidste slet ikke hvordan han skulle tage disse ting, og det var noget som faktisk forvirrede ham en hel del! Han vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. ”Vi er opvokset med hver vores, kan jeg se.. Bevæger du dig videre frem og går mod venstre, når du når skillevejen, vil du komme videre ned til vandet,” forklarede han roligt, og stoppede op. Han vidste ikke om han burde fortsætte med.