Sold or... dead?

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen, selvom Joshua ikke havde nogen anelse om hvor lang tid de egentlig havde været igennem det. Stående med hvad man kunne kalde for et informationsskilt om halsen, som fortalte om deres form, deres tilstand, hvor de var fra, samt deres race. De var til salg.. Som havde de været en genstand. Med et reb omkring halsen, tydeligt træt, og med skælvende ben, da man ikke just kunne sige, at de blev behandlet særlig godt, så havde selv Joshua modtaget adskillige slag nu om dage, når han havde forsøgt at stå op for Mirry. Den eneste som han havde tilbage fra sin barndom, og den kvinde som havde den største betydning for ham. Ja, han måtte vidst erkende, at han var blevet temmelig glad for hende, selvom det nu heller ikke ligefrem kunne siges, at være nogen overraskelse. De havde været sammen igennem den sidste lange tid. Det var to dage siden han havde fået noget at drikke, og han begyndte at kunne mærke det – Straffen for igen at stå op for Mirry, så vidste han, at dette var en af de sidste muligheder han havde, for at komme derfra, inden de ville slå ham ihjel. De havde allerede snakket om det.. Han havde hørt det.
Blikket gled mod Mirry som stod længere nede af podiet. De var delt op, alt efter hvad de duede til. De fysisk stærke – altså mændene, stod i den ene side, og de motorisk og fingerdygtige – kvinderne, stod nede i den anden. Han var bekymret for Mirry, også fordi at han vidste, at det skræmte hende, og at han ikke kunne stå der og holde om hende, som han plejede at gøre. I og med, at han endnu en gang faldt i staver, så fik han en kraftig en med pisken over ryggen, hvilket direkte tvang ham i knæ med et kraftigt gisp. ”Vågn op, din dovne hund! Du er ikke på udstilling! Du ER udstillingen!” hvæsede slavehandleren af ham. Sammenbidt kæmpede han sig op at stå igen og med en tydelig sitren i kroppen. Han havde mærker efter mange slag. Det var ikke fordi at hans liv eller tilværelse havde været nem for dem. Først børnehjem, så kraftig sygdom, som han kun lige med nød og næppe var kommet over, og nu dette? Det kunne da være begrænsninger for hvor mange modgange som folk måtte møde igennem sit liv! Han tog endnu en gang omkring skiltet omkring sin hals. Han var møghamrende beskidt, ligesom resten, og så var han langt mere spinkel end så mange andre af dem som stod der, men det var vel heller ikke underligt med det liv som han havde haft? Det var også derfor at han frygtede hvad der ville ske, når dagen for alvor gik mod sin ende.. Kunne de finde på at tage hans liv?

[Deleted]

Mirry kunne stadig mærke den brændende fornemmelse mellem benene fra den sidste mand, der havde trængt sig på hende… misbrugt hende og kaldt hende ord, som hun efterhånden begyndte at tro på var sande… for hun var vel ingenting, som de så ofte fortalte hende? Hun var en falden engel og når de opdagede de tydelige mærker på ryggen, så blev ordene først hårde og onde… indtrængningen brutal og ligegyldig, som om hun ikke var af følelser heller. De blev ikke behandlet særligt godt og af den grund, så prøvede Joshua alligevel at stå op for hende, hvilket ikke altid var nemt for hende at tackle; hun følte så ofte det var hendes skyld når pisken ramte over hans krop, for han var jo tyndere end de andre. Selv hun havde tabt sig en del siden de var blevet revet væk og ud i slaveri, var blevet usikker på sig selv… og igen var hun kun glad for, at hun havde Joshua, for han var virkelig den eneste hun kunne sige sig at stole på eller ønske at søge tryghed ved, for han var virkelig det bedste i hendes liv, på trods af alle de andre omstændigheder. Hendes egne ben skælvede selv og hun var beskidt, som alle de andre, hvortil hun kun bar en ét lags kjole uden noget indenunder, for det skulle jo være nemt at komme til hende. Hendes ryg var bar, hvor kjolen hang i en snor omkring hendes nakke og den nåede cirka ned til hendes ankler. Hun vendte blikket hen imod Joshua, der stod derhenne og alt for langt fra hende hvad hun følte; hun var blevet rigtig glad for ham, men det var vel heller ikke så underligt efter de ting de efterhånden havde gået igennem sammen. Et snøft forlod hende og hun tog sig straks til munden, fordi hun vidste slavehandleren ikke kunne lide når det skete. Hun var bange, for hun ville gerne over og stå i hans arme, der efterhånden var det eneste trygge hun kunne sige sig at have i sit liv. Selv stod hun med et skilt om halsen, hvilket kun gjorde det hele langt mere nedværdigende. Hun gispede let da han fik et slag over ryggen med pisken, knækkede sammen og kom op at stå igen og hun så længelsfuldt efter ham. Slavehandleren kom over til hende og rev fat i hendes lange uglede hår, fordi hun nu både havde snøftet og gispet. "Hold kæft horetøs," hvislede hans isnende stemme i hendes øre og det løb hende koldt ned ad ryggen, men hun nikkede bare stumt og rejste sig ordentligt op, da han gav slip på hende igen og bevægede sig mod en anden, der også have sagt en lyd. Hun så hen mod Joshua og mimede hans navn med læberne.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde denne sene aften færdiggjort dagens gøremål i Dvasias, som havde bestået i at udforske Det Magiske Marked fra en kundes indblik, for at finde ud af hele handleteknikken var de der solgte ting og ligeså for at se om der var nogle fælles træk som han kunne gennemskue. Det kom sig af at han og Jacqueline havde snakket om at komme på handelsmarkedet for at skabe deres eget rygte og navn i Imandra, mest i Peula, hvilket han faktisk havde syntes var en ganske glimrende idé. Efterhånden havde de fået styr på det store hus derhjemme, men de manglede stadigvæk lidt mere stab, så han tænkte han ville kigge sig omkring efter nogle han ville finde passende, eller nogle som han kunne give et bedre liv end hvad de stod og havde på podierne. I og for sig ville han gerne købe dem alle, men det var der heller ikke penge til… men han ville komme hjem med to, så meget var han da sikker på. Det var også grunden til at han havde rejst hertil på to heste, for så kunne de to nyeste tjenestefolk sidde på én sammen og han kunne ride på sin egen - for han nægtede at trække dem hjem efter hesten, det var simpelthen for nedværdigende.
Han stod og betragtede to bestemte på podierne, to der stod og udvekslede blikke, hvoraf drengen fik et piskeslag for dovenhed og pigen fik en reprimande over at have gispet over det; ergo så kendte de hinanden, for deres blikke talte med venskab og kærlighed når de så på hinanden og der slog det ham allerede, at det skulle være dem. De så heller ikke ud som de andre, for drengen var spinkel og tynd, i forhold til de andre mænd der stod omkring. De så ud til at have historie sammen og det kunne betyde, at han kunne slå to fluer med et smæk; få to nye tjenestefolk og give dem begge et liv sammen. Han var hurtigt besluttet og han gik hen imod slavehandleren og så på ham med en fast mine og sammenknebne øjne. Han trak op af sin pung, hvad han fandt passende for dem, for han ville kun give det mindste som slavehandleren ville acceptere, for fornøjelsen skulle ikke være for meget på hans side. "Pigen der… og drengen her," sagde han og pegede kort hen mod Mirry, og så på Joshua, hvor han og slavehandleren stod tættest på hinanden. Han lagde mønterne i hånden på slavehandleren der så noget overvejende ud, men da Lestat så noget bestemt ud, så gav han sig og nikkede sig. Han tog skiltene af Mirry og Joshua, inden han hev dem hen til sig i deres snore og overrakte snorene til Lestats hånd, hvor han roligt lukkede hånden omkring dem. Snorene var de reb, der sad omkring deres hals og han måtte blive nødt til at tage dem med sig sådan indtil de var ved hestene, der stod opstaldet ved en kro yderst i byen. "Kom så," sagde han med en neutral stemme, skænkede dem et enkelt blik og begyndte at gå, hvor han forventede de fulgte med, for han holdt jo deres snore. Han gik ikke for hurtigt, for han havde lagt mærke til deres skælvende ben, så de måtte være trætte og mangle energi.
Han fik dem hurtigst muligt med sig til kroen, hvor hestene stod opstaldet og han fik afbetalt staldpasseren for at passe på hans to heste, hvor han trak dem med hen til den, de skulle sidde på, på vejen hjem. "Op med jer," sagde han lettere beordrende, hvor han så afventende på dem om at skulle komme op. Som en foranstaltning for nysgerrige Dvasianere, så bandt han deres reb om halsen fast i sadlen, men dog kun i det nederste stykke, så de kunne sagtens bevæge sig en del. Da de var kommet op at sidde, så tog han snoren på hestens hovedtøjlen i sin ene hånd, inden at han svang sig op på sin egen hest, som staldpasseren stod klar med, han takkede og så red han af sted med dem.

//Out

[Deleted]

Det skælvede helt i Joshuas ben, da han igen måtte kæmpe sig op at stå. Han var langt mere spinkel og tynd, end det som så mange andre var, og han havde hørt, at det var sidste aften, de ville give ham muligheden for at blive solgt, ellers ville de slå ham ihjel. Ikke noget som han havde nævnt for Mirry, for hun havde allerede mere end rigeligt at tænke på. Han vendte blikket mod hende, da det var hende som de tog fat i. Han kunne bestemt ikke lide den tanke, også fordi at det gjorde ham vred og ked af det, når de egentlig bare var to individer, som ønskede at leve deres liv, og det var vel heller ikke meget at forlange, var det? Han kneb øjnene sammen, kun for kort at møde hendes blik. Han mimede hendes navn i retur, inden han igen vendte blikket frem. Han var træt, sulten, og han havde tydeligt ondt, også fordi at det ikke rigtigt var noget som han kunne gøre det største med uanset hvad. Han stod der som en del af en udstilling som folk kunne komme og kigge på, købe hvis det var noget som de var interesseret i, selvom det var de større fyre, som kunne lave fysisk tungere og hårdere arbejde, som blev valgt først. Selvfølgelig var det dem som blev valgt først.
Den ædle herre som kom dem i møde, fik kun Joshua til at sænke blikket. Det var noget som de havde lært, da de ikke skulle være på samme højde med dem, som kunne finde på at købe dem. At det var ham som blev købt, var noget som direkte overraskede ham. Han hævede blikket, kun for at vende blikket mod Mirry som stod nede i den anden ende. ”M-Mirry..” endte han dæmpet, da skiltene forlod hans hals, og rebet lagt i mandens hånd, da betalingen var gået igennem. Armen lagde han automatisk omkring hende, for det var virkelig svært at forstå, at de faktisk skulle væk fra de podier der! Han bed sig svagt i læben. Det virkede dog alligevel til at denne mand faktisk tog hensyn i det tempo som han gik i, selvom det var direkte nedladende at blive trukket efter, som en hund i snor, for det var slet ikke noget som han brød sig om. Da de endelig nåede hestene og han beordrede dem op på dem, måtte han kun hæve blikket mod den. Der var højt derop, for nogle som ikke havde energi til noget som helst. Han nikkede blot. ”Javel… min herre.. Kom Mirry..” Med den energi som han havde, så hjalp han hende op på hesten, kun for selv at direkte måtte kæmpe op for at komme op bag ved hende. At de skulle bindes fast til sadlen, sagde han dog ikke noget til. Han snakket ikke.. selv det, var noget som han var blevet alt for træt til, og tanken om at de nu skulle til at tjene nogen som en slave, var slet ikke noget som han brød sig om. Han lod Lestat tage tøjlerne og red videre med dem. Ja, hvor de skulle hen, havde han ingen anelse om.

//Out

[Deleted]

Mirry kunne mærke en lille spinkel glæde i hende, da hun fik kontakt med Joshua gennem deres lille mimeri og udveksling af blikke. Hun så dog selv frem igen, for hun frygtede den slavehandler, for han var en brutal og direkte klam mand, der bare gjorde med dem som de passede ham, opfandt nærmest straffe for små ting, bare for at have det sjovt. Det var virkelig ikke retfærdigt på nogen måde at skulle blive behandlet som slaver, for gang på gang blev de trampet på og det rystede bare hele det balance element hun havde fundet før og fået Joshua med op på. Det var jo faktisk lige blevet rigtig glade for hinanden, da de blev trampet ned som slaver og trukket med rundt, solgt fra den ene og den anden og smidt ud af huset igen, fordi de ikke duede alligevel. At den herre som kom hen mod podiet faktisk valgte både hende og Joshua, var virkelig godt, for de havde faktisk nærmest været valgt sammen alle gange. Hun så dog ikke på manden der ville købe dem, så snart han kom tæt nok på, for det var jo uhøfligt. Hun fulgte med hen til manden, hvor hendes reb blev givet til ham… men hun stod nu ved siden af Joshua, hvilket var det bedste af det hele. Hun krøb ind i hans arm med et let suk og følte sig allerede lidt bedre tilpas end ellers, hvor hun for et øjeblik glemte den brændende fornemmelse mellem sine ben. "Joshua," sagde hun dæmpet til ham, som nærmest kun var en hvisken. Endeligt skulle de af podierne igen, for der havde de stået lidt for længe efterhånden, så nu håbede hun bare at hun ikke skulle tilbringe den første nat i sengen hos den mand, der netop havde købt dem… det var faktisk hendes største skræk lige i øjeblikket. Hun bed tænderne sammen da de nåede til hesten og så træt op på den høje ryg, hun skulle op på, selvom hun dog kom op at sidde. Hun sagde ikke noget, men makkede bare ret og hun hjalp dog selv Joshua op, som han kæmpede for at komme op bag hende. Hun tog hans arme frem og lagde dem omkring hendes mave, så han kunne holde om hende, og hun kunne have hænderne på hans. Hun sagde ikke noget på hele turen, men tænkte i de mest grusomme baner, for skindet bedragede altid på dem som købte dem.

//Out