A beautiful sunset..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var skam en retskaffen mand, og kunne han hjælpe en kvinde med at finde tilbage til det sted, hvor hun hørte til, og specielt når det kom til Procias, så gjorde han det gerne. Denne gang, havde det jo ikke ligefrem været noget stort eller ekstraordinært for ham, og derfor, gjorde det ham faktisk også glad, at se, at det var sådan at hun reagerede på det. Glæden var så tydelig at spore i hendes øjne, og det var noget, som glædede ham så frygtelig meget at se, fordi det jo for ham, kun havde været så lille en ting. ”Som jeg erindrer, så ligger Procias ganske vidst omringet af vand på alle sider, men landet er jo trods alt stort, og ingen beder dig om at søge til vandet,” fortalte han med et stille smil på læben. Ja, det kunne virkelig more ham, at se nogen være så glade for en hjælp som i princippet havde været en smal sag for ham, og det, at hun næsten ikke virkede til at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv, når det kom til dette, så var det uden tvivl kun noget, som morede ham mere end hvad godt var i den anden ende.
Hvis de alligevel skulle samme vej før eller siden, så kunne Salvatore da lige så godt følge hende på vejen, i stedet for at lade hende rende rundt herude, hvor han selv ikke turde tænke på, hvad der kunne ske hende på vejen herude! ”Jeg skal selv samme vej, og i stedet for, at du går dig vild, så kan jeg jo vise dig den rette vej,” forklarede han igen med et venligt smil på læben. For hans vedkommende, så var der ingen skumle bagtanker ved noget af det her. Han sendte hende endnu en gang et af sine milde, men overbærende smil, for han var jo slet ikke ude på at gøre hende elendigt tilpas, for hvis hun ikke havde haft sin frihed i synderlig lang tid, så var det jo heller ikke ligefrem mærkeligt, at det var svært for hende at finde ud af. ”Der er slet ikke noget at takke mig for. Måden at sige tak på, kan jeg se i dine øjne, og så langt, at du gør, hvad jeg har bedt dig om, så forlanger og kræver jeg ej mere af dig. Kom… lad mig vise dig vejen hjem,” opfordrede han, idet han gjorde et nik i retningen af vest – I retningen af Procias.

[Deleted]

At Procias var omringet af vand var meget muligt, men Jarniqa havde bestemt ikke tænkt sig at søge sit hjemland over havet eller langs kysterne! Nej, hun frygtede nemlig, at hendes gamle kaptajn og herre ville være på udkig efter hende, og derfor var havet en location hun ville holde sig langt fra. Det kunne man vel ej heller bebrejde hende for? Havet havde nemlig slavebundet hende, og derfor var det klart, at det ej var hende et kært minde. Endvidere vidste hun, at straffen for flugtvar så modbydelig – hvis man blev fanget – at hun ej turde løbe risikoer. ”Det er meget muligt, men havet er ikke just det element, som jeg har i sinde at bære mig selv tæt på. Det er vel til at sige, at jeg føler, at jeg har set nok hav i min livstid,” lød det fra hende. Sandt var det, som hun bestemt ikke ønskede at se vandet igen. Hun ønskede blot at se skovene. Det frodige grønne og de robuste stammer. Åh hvor hun savnede det! Heldigvis for hende, var Procias også andet end en stor kystlinje, som hun vidste, at der var en enorm skov. En skov, som hun i sin tid havde beboet. Hun måtte også helt holde sig selv i nakken for ikke allerede at søge bort, da iveren var umådelig i hende. Hun ønskede blot at vende hjem. At Kenara derfra valgte at gøre selv det ønske muligt, mærkede hun, hvordan hun næsten måtte stå på tæer! Han ville vise hende vejen hjem. Hun ville virkelig vende hjem! For ham var det måske igen blot en ganske smal sag, men igen betød det hele verdenen for hende. ”Det ville være en skam at vandre i ring, når nu man har muligheden for en guide. Det er et tilbud, som jeg bestemt ikke kan afslå,” sagde hun med et smil på læben, som andet simpelthen var hende umuligt! Hun storsmilede vel også mere eller mindre, men det var ej heller en lille ting hun havde fået igen. Nej, hun havde fået sin frihed igen. Sin frihed. Hvilken sød tanke, som hun næsten lystede at råbe ud, alt imens hun dansede omkring. Som han gjorde sit nik imod Procias’ retning, tøvede hun end ikke med at gå frem. Det var måske lidt meget at regne så meget med en mand, som man end ikke kendte, men selv følte hun, at det var til. Lystigt kastede hun sit blik omkring med sin nyfundne glæde, inden hendes blik faldt på Kenara igen. ”Hvor lang tid vil det tage?” spurgte hun ham, som hun ærlig talt ikke havde den fjerneste ide om, hvor de skulle gå, og hvor lang tid det ville tage.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Procias var heldigvis langt mere end bare en lang kystlinje, som man skulle følge, men derimod et land bestående af en utrolig smuk skov, den største flod, de flotteste byer og et bjerg, som gav udsigt til absolut det hele, så det var bestemt ikke fordi at det var noget som skulle skjules. Nej, det var noget som skulle opleves, og hvis det var disse småting, som skulle til, for at glæde hende, så kunne han da heller ikke lade være med at tage den mulighed til sig, når det nu endelig måtte være i den anden ende. ”Procias er ganske vidst omhyldet af vand, men landet er stort nok til, at det er muligt for dig, at holde dig så langt fra det, som du overhovedet har lyst til. Jeg vil meget gerne vise dig, hvad Procias har at byde på, efter de år, hvor du ej har været i stand til at se det på egen hånd,” fortalte han ærligt. Han kunne godt lide at hjælpe andre, og samtidig gøre det tydeligt for flere, at der stadig var hjælp at hente, for den, som var i stand til at opsøge den, og det var jo præcist hvad der var sket her. At det så var sådan nogle småting, som betød så meget for hende, som det gjorde, var jo så den tanke, som han kun måtte more sig ved, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Som hun selv sagde det, så ville det være en skam, hvis hun bare gik rundt i ring, når han uden det mindste problem, kunne føre hende på vejen i den rigtige retning, og faktisk føre hende hjem. Han sendte hende et varmt smil og nikkede. ”Stedet her kan godt være farligt, og specielt efter mørkets frembrud. Jeg tør end ikke tænke på, hvad der kan hænde. Jeg følger dig gerne hjem. Eller til muren om ikke andet,” fortalte han ærligt. Hvor hun ville derfra, vidste han jo ikke, også selvom han selv havde en stor forkærlighed til skoven, da an virkelig elskede det sted, men han ville jo heller ikke hænge på hende, hvis hun ønskede at være selv.
Salvatore søgte roligt i den rigtige retning, og med det samme typiske smil på læben, for han kunne jo slet ikke lade være. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Turen vil tage nogle timer til muren, hvis vi går i et raskt tempo. Jeg formoder ikke, at du vil holde hvil på vejen, men bare gerne vil frem?” spurgte han med et venligt smil. Hun virkede meget ivrig, efter at komme hjem. Ja, så ivrig, at hun faktisk stolede på en fremmed mand i dette henseende, og uden tvivl var det morende for ham.

[Deleted]

Overrasket hvilede Jarniqas blik på Kenara, skønt hun vel slet ikke burde agere overrasket? Hun burde vel allerede have anerkendt, at han simpelthen var en mand, som blot ønskede at hjælpe … med alt. Overvældende var det dog for hende, da hun var vant til, at mænd var egoistiske. Hun havde selvfølgelig også mødt de venlige, men dem som hun mest havde set til var trods alt piraterne, og de var til ingens glæde. Derfor spekulerede hun også kortvarigt over, om dette var for godt til at være sandt, men hendes procianske hjerte fortalte hende anderledes. Desuden, så håbede hun oprigtigt, at hendes held virkelig var vendt, og at det fra nu af blot ville være godt. ”En rundvisning efter 20 års fraværenhed er vel ganske passende. Jeg regner ikke med, at tingene er præcist, som dengang jeg forlod dem,” sagde hun roligt. Procias havde med garanti ændret sig på de år hun havde været bort. Hun håbede dog på, at der var noget til genkendeligheden for hendes vedkommende. Det var trods alt, hvad hun længe havde drømt om, og nu håbede hun blot, at hun ville være i stand til at genkende det som sit hjem. Det første skridt på vejen var dog ikke at kunne genkende skoven, men at finde grænsen, og det ville Kenara heldigvis ligeså hjælpe hende med. Utroligt var det helt, hvor hun måtte føle sig som den heldigste kvinde i verdenen. Han optrådte virkelig som prinsen på den hvide hest, skønt det ikke nødvendigvis endte ud som en kærlighedsromance. Selv var hun i hvert fald glad, så længe hun blot fik sin frihed, og det havde hun nu fået. ”Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kan støde på noget, som jeg ej har oplevet før.. men når det så er sagt, sætter jeg selvfølgelig pris på, at du ikke mindst vil følge mig til grænsen.” Et hårdt liv havde hun indtil nu levet, og derfor tvivlede hun på, at hun kunne støde på en ubehagelighed, som hun ikke før havde set. Hun kom nemlig fra et liv, hvor voldtægter og vold blot var dagligdagen. Det var dog intet hun ønskede at se eller opleve igen, og derfor passede det hende fint, at hun blev eskorteret sikkert af sted. Selv ønskede hun nemlig blot at leve et liv langt væk fra det hun havde haft hos piraterne. Hun rystede let på hovedet til hans ord. ”Det eneste der ligger i mit hoved og hjerte, er at jeg hurtigst muligt vender hjem. Jeg har været væk alt for længe, og nu har jeg blot brug for at se mit hjem igen,” sagde hun ærligt. Hun krævede ingen stop på vejen. Hun ønskede blot at komme væk og hjem igen hurtigst muligt. Derfor havde hun også allerede sat i bevægelse, hvor hun fulgte Kenaras vejvisning. Selv havde hun nemlig ikke den fjerneste ide om, hvilken vej hun skulle gå. Kun at de skulle vest på.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede virkelig Salvatore, at se hvor lidt, der egentlig skulle til, for at glæde et andet individ, for det eneste, som han jo egentlig ønskede sig, var jo bare at yde sin hjælp til dem, som havde brug for det, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige ås lidt igen i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. For mange, var han måske.. blød af sig, men det var det varme hjerte, som han havde sig, som gjorde, at han ikke kunne vende ryggen til, når det var sådanne småting, som han kunne hjælpe med. Han berørte hende dog ikke, da det allerede for længst, var gået op for ham, at det slet ikke var noget, som hun brød sig om i det hele taget. ”Det kan jeg nok godt skaffe dig. Vi kan tage den lange vej til skoven.. Så får du set en god del af hvad Procias har at byde på nu,” fortalte han. I hans hoved, var det vigtigt, at folk var i stand til at hjælpe hinanden, og det var noget som han gerne ville markere for hende, at han også gerne ville for hende. Han ville gerne have, at man gjorde det mod hinanden, og at det måske var noget, som hun også kunne fortsætte med derefter? Så det ville resultere i en kædereaktion, som ville gavne og styrke Procias. At hun så bare gerne ville af sted, var noget,, som han faktisk havde en tydelig forståelse for, og ikke noget, som han ville stoppe eller forhindre for hende. ”Muligvis ikke, men hvorfor løbe den risiko, om man kan undgå det?” spurgte han. Han skulle jo uanset hjem før eller siden, så hvorfor ikke bare tage den tur sammen med hende? Han nikkede til hendes ord. Jo hurtigere de kunne komme dertil, jo bedre var det, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne vove at påstå, at det var en kort rute, for det var det jo heller ikke ligefrem. ”I så fald, så synes jeg, at vi skal se at komme hjem,” sagde han med et smil på læben. Han fortsatte væk fra parken og med kursen sat mod Procias. Nu skulle de have en prociansk beboer hjem hvor hun hørte til.

//Out