A beautiful sunset..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ved at være hen på aftenen, selvom solen endnu stod tydeligt på den store himmel, og det var forholdsvist varmt, så måtte selv Salvatore nyde at bevæge sig lidt udenfor. Det var efterhånden lang tid siden han havde bevæget sig så langt hjemmefra, så var det ikke noget som gjorde ham, det mindste. Vinden var behagelig, også selvom man kunne mærke, at efteråret var på vej, på det skydække som passerede i ny og næ, det var blevet koldere i vejret og det var til tider også begyndt at blæse op. Ikke fordi at det var noget som berørte Salvatore som sådan, da han stort set bare nød sin tilværelse, som den var lige nu, da der slet ikke var noget som helst ved den, som man kunne klage over. Procias var igen under en forholdsvis kontrol, og der var ro på tingene, og så kunne det jo heller ikke ligefrem blive meget bedre for hans vedkommende. Han slog let med halen. I dag, var han i skikkelsen som panteren. Det var den som han følte sig mest komfortabel i, når han endelig var ude, også fordi at den fungerede som et helt skalkeskjul for ham, og det gjorde også, at han ikke var nær så nem at kende igen, og det var hvad der passede ham fint. Det var en ro, som han ikke kunne finde ellers.
Han brummede svagt og hævede hovedet. Det var jo ved at holde sig årvågen, og specielt når man var omkring på denne her måde. Han fnøs ganske let, inden han roligt søgte ind mellem træerne som udgjorde parken. Folket havde allerede søgt inden døre, hvilket der nok også var temmelig mange gode grunde til. Det kunne jo stadig være farligt at bevæge sig udenfor, og folk ønskede naturligvis heller ikke at komme til skade. Salvatore bevægede sig lydløst over græsset og ind mellem buske og træer, hvor den mørke pels i særdeleshed holdt ham kamufleret, hvilket også var noget som passede ham fint. Han stoppede op ved stien, hvor han kunne høre en mand snakke med sin hustru. Ja, et sted savnede han nok også en at dele tilværelsen med, men med det liv som han havde, så var han vel bare bange for, at det ikke ville blive en realitet? Han lagde sig roligt ned, idet at der igen blev helt stille. Det var rart for en gangs skyld, at kunne komme en smule ud, da det også for ham, var frygtelig, frygtelig rart. Han spidsede ørerne og bare blev liggende og lyttede. Det raslede i toppen af træerne, selvom det var svært at afgøre om det var en fugl, eller de behagelige vindstød, men det var ikke noget som han anså som direkte truende af den grund, hvilket skam også var noget som passede ham ganske udmærket. Han var ikke farlig af sig, men derimod et væsen som godt kunne lide at blive klappet – specielt i skikkelsen som panter, så var der ikke noget som han nød bedre af, end at blive kløet bag ørene. Han skød de tanker ud af hovedet. For nu var han jo kun kommet hertil, for at nyde den ro som sænkede sig, når dagen endelig var på hæld.

[Deleted]

Selvom dagen var ved at gå på hæld, var det bestemt ikke alle, der havde valgt at søge inden døre endnu. Størstedelen af parkens besøgende var de kærlige par, der gik hånd i hånd i det smukke terræn. Der var dog også venner og kollegaer der gik omkring med krus af mjød i deres hænder, mens snakken lystigt gik lystigt omkring. I det mere skjulte lå en mægtig panter, hvilket fik smådyrene omkring til at søge bort. Hvor de fleste dog gik i flok, var der en smuk kvinde, der bevægede sig enligt omkring. Jarniqa hed hun. Hun fulgte ikke de pænt anrettede stier, som hun ikke følte behag ved at mærke grusen under sine bare tæer. Hvad hun derimod nød, var at mærke de tynde græsstrå, der drillende kildede den følsomme hud under foden, som hun gik hen over det frodige græs. Det føltes bestemt ikke som at gå i de vilde skove, som det derimod var til at mærke og se, at Ityrials park blev pænt vedligeholdt af forskellige gartnere. Det var dog langt bedre, end at mærke det ru træ under sig, og derfor beklagede hun sig ikke spor. Hun nød derimod, at hun ej indåndede den salte havduft, men den tempererede naturduft i stedet. De dådyrlignende blå øjne lod hun glide omkring sine omgivelser, som hun betragtede sig af parkens skønhed, samt de forskellige mennesker der var til stede. Det var dog til at se, at det havde og endnu langsomt tyndede ud i menneskebestanden, som tiden gik. Selv betragtede hun hver og en med et nysgerrigt blik, som hun var nysgerrig omkring, hvordan de frie valgte at spendere sin tid. Hun nærmede sig dem dog ikke. Hun ønskede nemlig ikke at forstyrre deres glæde, og derfor fortsatte hun frem alene. Selv ville hun ønske, at hun var en af de kvinder i parken, der ej var slavinde, og ej bar slavemærket ved den lille læderhalskæde, som hun bar, men for nu vidste hun, at hun blot kunne kigge på. Blikket valgte hun let at slå ned, som en brise ramte hendes ansigt. Brisen fik dog fat i spidserne til det hår, der til dagen var blevet gjort en anelse ved. I stedet for at hænge helt frit, var der nemlig blevet lavet to små fletninger, i hver sin side af det kastanjebrune hår, hvor de var blevet ført sammen på midten af hendes baghoved. Enden af hendes hvide kjole var der ligeledes kommet gang i, som den let svajede hende om knæene, men ej mere end det. I sin egen ro gik hun, som hun nød de mange indtryk, som hun fik dannet på sin vandring. Parken her var nemlig ikke hendes dagligdag, som den derimod var at finde på en skude – en piratskude – ude på det åbne hav. Derfor satte hun også kun pris på dagens forandring, skønt hun som altid frygtede, hvad der videre ville være nødsaget til at ske, når dagen helt gik på hæld. Selv vidste hun nemlig, at hun ikke havde lang tid igen, før hun skulle søge tilbage til skibet, men igen.. Den tanke måtte også give hende en større lyst til at nyde dagen i det fri, samt værdsætte den langt mere, end hvad de normale gjorde.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Roen var noget som Salvatore uden tvivl fandt tiltrængt, da selv den kunne være svær at finde i Procias. Han prustede tungt, hvor han ellers bare blev liggende i busken og kiggede på det folk som passerede ham på vejen, og uden at lægge mærke til ham. Havde han været et rigtigt rovdyr, havde han sprunget på dem, og det morede ham et sted, at folk ikke virkede mere beskyttende, end hvad de gjorde, men det var nu bare sådan at tingene var. Det næste som han dog fik øje på, var kvinden som gik ude på græsset ganske alene. Han hævede blikket en anelse, kun for at betragte sig af hende med sine gyldne øjne. Normalt var han slet ikke vant til at se så smuk og flot en kvinde gå og vandre rundt alene, for.. de var smukke, og havde som regel altid en mand til at beskytte sig, hvilket skam også var noget som gjorde ham frygtelig, frygtelig nysgerrig! Han rejste sig roligt op og med hovedet som han lod søge let på sned endnu en gang. Halen slog han ganske let med, inden han så sig omkring, også for at være helt sikker på, at der kun var hende, og ikke nogen, som i værste tilfælde, kunne finde på at gøre ham ondt, men også for at sikre sig, at der ikke var en mand omkring hende, som han bare ikke havde lagt mærke til.
Salvatore forlod roligt sit skjul i de mørke buske, for at komme over stien og mere ud i det åbne på græsset, hvor han stillede sig, kun for at betragte sig af hende igen. Umiddelbart var han ikke truende på nogen måde, men derimod bare.. som en stor nysgerrig kat, som skulle have lov til at kigge sig efter, når der var noget, som ikke var, som han egentlig ønskede, at det skulle være. Han satte sig næsten dovent ned, også et sted for at understrege, at han ikke var ude på noget so helst, for han ønskede ikke at fovolde nogen skade på nogen, dersom det var noget som han kunne blive fri for. Som kat, kunne han virke som en helt anden, end hvad han gjorde som menneske, og det var skam også noget af det, som han virkelig godt kunne lide. Selv for ham var det betryggende, at han kunne lade tingene værre lidt som de var, og lade folk tro, at han var noget som han jo faktisk.. ikke var. De gule øjne skinnede nærmest op i den nedgående sol, sådan som lyset ramte ham i ansigtet, også selvom det slet ikke var noget som generede ham det mindste på nogen måde. Han gav et mindre ’miav’ fra sig, en anelse højere og mere skingert, end hvad en kat ellers ville kunne præstere, men han var jo også betydeligt større end som så. Han slog ganske let med halen. Selv på trods af, at han var det væsen som han var, så var han ganske rolig. Han havde jo heller ikke ligefrem nogen grund til at skulle agere anderledes.

[Deleted]

Alene var Jarniqa skam i den yderst smukke park. Det var desuden, hvad hun som ofte var. Hun følte nemlig ikke for dem, hun levede med, og derfor var hun ofte at finde alene, når hun endelig fik tilladelse til det. Selv nød hun stilheden, som hun nød at vide, at der ikke stod en bag det nærmeste hjørne, der var klar til at give hende en ny ordre. Derfor tog hun dagen i sit eget tempo, som hun absolut intet havde at nå. Med et nysgerrigt blik så hun sig omkring, hvilket mundede ud i, at et stille smil gled over hendes fløjlsbløde læber. Hvad hendes blik havde opfanget, var en flok venner, der alle gik omkring med en lystig tale på læberne. Venner. Det kunne hun ikke just prale med at sige, at hun havde. Svært var det nemlig at besidde for en kvinde i hendes position. Hun havde nemlig for længst mistet rettighederne over sit eget liv, og derfor kunne hun ikke tage sådanne fornøjelser til sig. Desværre var det intet hun kunne gøre. Som hendes blik hvilede, anede hun, hvordan en af mændene kiggede tilbage i hendes retning. Hurtigt kastede hun blikket bort, hvor hun blot fortsatte sin færd, som hun igen valgte at passe sig selv. Det var dog indtil hun mærkede, hvordan det koldt måtte krible hende ned ad nakken. Hendes blik havde nemlig valgt at søge videre, hvor det nu havde fæstnet sig på en skikkelse, der ikke just var almen at finde så tæt på beboelse. Nervøst tvang det hende til at stoppe op, alt imens hun ikke kunne tage blikket var dyret, der måtte være en yderst frygtindgydende, men også en utrolig majestætisk og smuk panter. Underlige var hendes tanker og følelser ikke just, som synet skræmte hende. Selv var hun nemlig bekendt med, at den mørke panter var et rovdyr. En kødæder. Derfor var hendes første spekulation ganske enkelt, om dyret var sulten? Selv var hun en høj og slank kvinde, og derfor lignede hun ikke just en, der kunne yde den største modstand. Det kunne hun ej heller, som hun ej besad en utrolig fysisk styrke, hvor hun ej heller kendte til egentlig kamptræning. Derfor var hun nervøs for et angreb, skønt en undren måtte gribe hende, som hun så, hvordan det store kattedyr blot satte sig, inden den miavede. Hun bed sig selv i læben, uden hun tog blikket fra panteren, som hun blot stod og overvejede, hvad det bedste var at gøre. Dyret virkede ikke just fjendtligt, men som forsvarsløs kunne man ikke være for sikker. Derfor endte hun langsomt med at kante til den ene side, for at fjerne sig selv fra dyret, alt imens det var tydeligt at se, at hun var påpasselig af sig. Selv var hun bekendt med, at der eksisterede animaguser, men det var ikke just ens første indskydelse, når man stod ansigt til ansigt med et så mægtigt et dyr. Derfor reagerede hun overfor panteren – der egentligt var en mandlig magiker – som om han rent faktisk var et farligt dyr.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var slet ikke ude på at gøre nogen fortræd. Dette var hans skalkeskjul fra den virkelige verden, på en eller anden måde, og derfor ønskede han bestemt heller ikke at ødelægge denne enestående mulighed. De gyldne øjne hvilede roligt på kvinden foran ham. Han var ikke bange for hende, for umiddelbart så det nemlig heller ikke ud til at hun kunne gøre ham det største eller det vildeste, så det var jo egentlig noget som han havde det ganske fint med. Han miavede, mest af alt, for at gøre hende sikker på, at han var der, men også for at bevise, at an ikke var ude på at gøre hende noget ondt, for han var tydelig at se, og derfor ikke var på jagt. At hun så valgte at kæntre sig sidelæns for at komme udenom ham, var næsten en tanke som han måtte finde direkte morende, for det var der bestemt ikke nogen grund til!
Hun var bange for ham. Det var tydeligt for Salvatore, også selvom han et sted måtte finde den tanke ganske morende, så valgte han nu alligevel at tage det ganske seriøst. De typiske dvasianere ville finde våben frem med det samme og jage ham væk, hvilket denne kvinde, slet ikke virkede til at være interesseret i. Han lagde sig ned. Lagde hovedet i poterne og med blikket mod hende, også mest for at understrege at han ikke var ude på at forvolde hende nogen skade af nogen art, for det havde han slet ikke nogen grund til. Selv han ønskede jo bare at nyde at stilheden var som den var. Burde han understrege for hende, at han var menneske og ikke et dyr? Han valgte nu alligevel at tage chancen. #Mig skal du ikke være bange for. Jeg forvolder Dem intet ondt,# begyndte han med en rolig stemme, som han let lod blikket glide mod hendes skikkelse endnu en gang. En vild panter midt i Manjarno? Det var bestemt ikke noget, som man ville se hver eneste dag! Og at hun havde reageret sådan, var uden tvivl noget, som kun måtte more ham ganske betragteligt. Han hævede hovedet, kun for at kigge efter hende. Tungen strøg han let over den massive snude. #Det forundrede mig blot, at en smuk kvinde skulle vandre herude alene.. Kan det stemme?# fortsatte han med en tydeligt spørgende mine i de ellers så gyldne øjne. Hans stemme ville lyde i hendes hoved, som havde det været en tanke. En tanke, som hun selv ikke var i stand til at tage kontrollen over eller styre for den sags skyld. Han blev dog liggende. Han ønskede på ingen måde at agere truende overfor hende, for han ønskede slet ikke, at hun skulle være bange for ham.

[Deleted]

En ren og skær instinktiv handlig var det fra Jarniqas side, som hun forsøgte at snige sig bort fra dyrets blik. Dum ville hun muligvis føle sig, hvis hun vidste, at dyret i virkeligheden var en vaskeægte mand, men på den anden side … var det ikke bedre at tage sine forholdsregler? Helt godt var det nemlig ikke at tage imod en panter med åbne arme, som det rent faktisk var et rovdyr. Derfor forsøgte hun at snige sig bort, skønt det ikke videre så ud til, at panteren var ude på skrammer. Faktisk lignede det derimod, at den lagde sig til ro, sådan som den tilbage i en liggende stilling og blot hvilede sig. Det fik uden tvivl Jarniqa til at stille spørgsmålstegn ved situationen, da den ikke var helt normal, men på den anden side tog hun det som et godt tegn på, at hun var heldig for dagen. Det var nemlig meget muligt, at hun var slavinde, men alligevel holdt hun sit liv ufatteligt kært. Helt væk nåede hun dog ikke at kæntre sig, for som en stemme pludselig lød i hendes hoved, stoppede hun bræt op med opspilede øjne. Havde hun hørt korrekt? Talte panteren til hende? De uskyldige øjne søgte øjeblikkeligt panterens skikkelse, og utroligt nok betragtede den hende, som om den henvendte sig til hende. Hun synkede let, inden hun rankede op i holdningen. ”Det er bedre at træde frygtsomt frem, fremfor at brase gennem livet,” sagde hun stilfærdigt, som et tegn på, at hun støttede op omkring sin reaktion. Hendes blik hvilede nysgerrigt på panteren, der ej havde vist sig at være en normal panter, men en animagus… eller hun troede i hvert fald, at manden var en animagus. ”..Jeg sætter pris på Deres tilkendegivelse,” endte hun sandfærdigt med at sige. Betryggende var det nemlig at vide, at panteren i virkeligheden var som hende, og ej et rovdyr, der kunne fortærer hende. Det gjorde desuden, at det hele måtte forekomme hende normalt igen, for … en panter midt i parken var ganske usandsynligt. Dog havde hun ikke turde satse på, at panteren var en animagus, og derfor havde hun reageret, som hun havde gjort. Roligere måtte hun derfor også være nu, som hun nu vidste, hvad hun stod overfor. Dog kunne hun ikke sige præcist, hvem han var, og hvad hans intentioner var, og derfor var hun endnu en anelse påpasselig. Videre fordomsfuld var hun dog ikke, da manden trods alt ikke havde gjort hende noget ondt endnu, og selv kunne hun umuligt klantre en person for noget, som vedkommende end ikke havde gjort. Blikket lod hun kortfattet søge omkring, som der blev spurgt ind til, om hun var alene eller ej. Kunne hun trygt sige sandheden? Hun vidste det ærlig talt ikke.. Selv var hun nemlig vant til, at folk gjorde hende ondt, og dog vidste hun, at det ikke var alle, der var som piraterne. Hendes blik faldt tilbage på det mørke og store hoved. ”Hvad godt er det for Dem?” spurgte hun ham i stedet, uden at lyde aggressiv af sig. Hun ønskede blot et hint om, hvad han ville hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede ikke at denne kvinde skulle være bange for ham, men ikke desto mindre, så vidste han, at han derfor også var nødsaget til at fortælle, at han var den som han var, og ikke en vild panter, som var ude på at gøre hende ondt. Det glædede ham dog om ikke andet, at se hende langt mere rolig ved den bekendtgørelse, hvilket skam også var noget som passede ham selv ganske fint. Han smilede let for sig selv, også selvom det ikke var til at se i hans ansigt. Man var jo trods alt et dyr. #Hvis der er ting og sager, som De frygter i livet, så måske.. Et liv er aldrig noget værd, om man ikke vælger at løbe nogen risiko,# fortalte han med en rolig stemme. Hans stemme ville stadig lyde i hendes hoved, som en tanke, som hun ikke selv kunne kontrollere. Med andre ord, så ville hun også vide, at det var ham og ikke hende selv, som var ved at blive vanvittig. Han hævede roligt hovedet igen og rejste sig, som hun.. takkede ham. Den havde han ikke ligefrem oplevet før, og specielt heller ikke i denne skikkelse. #Intet at takke for. Jeg er som sagt ikke ude på at gøre Dem noget ondt. Derfor ønsker jeg heller ikke, at De skal frygte mig,# fastholdt han med en rolig stemme, inden han roligt satte sig ned i græsset. Hun gjorde ham nu alligevel ganske nysgerrig, og det var noget som han uden tvivl ikke kunne skjule. Der var en grund til at han havde valgt at komme ud midt i det åbne, for at betragte sig af hende. Selvom det lød som om at hun gik direkte i selvforsvar, så var det skam helt uden nogen grund, for han var slet ikke ude på at gøre noget som helst ved hende, af den grund. #En simpelt mands nysgerrighed? Her er det som oftest par som går hånd i hånd, man ser.. De skiller Dem ud.. Jeg kunne ikke undgå at bemærke det. Tilgiv mig for min nysgerrighed,# afsluttede han roligt, da det heller ikke ligefrem lød som om at det var et spørgsmål som hun havde i sinde at besvare, så var det ikke noget, som man direkte kunne gøre det største ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg over den store og massive snude, inden han roligt valgte at tage et skridt i hendes retning. Uden at virke truende naturligvis, for det var slet ikke noget som han var interesseret i. Han var nu alligevel nysgerrig af sig. Selvom hun havde virket meget forsvarende, så var han alligevel ikke overbevist om, at hun var et væsen af mørket. En nysgerrighed, som han bare ikke kunne undlade at bide sig fast i! #Jeg beklager om jeg forstyrre Dem i Deres vandring igennem Parken,# tilføjede han. Han var jo trods alt meget høflig.

[Deleted]

Det efterlod Jarniqa med en underlig følelse i kroppen, sådan som hun stod og førte en samtale med panteren.. eller animagusen, som han måtte være. Hvis ikke det havde været fordi, at hun var bekendt med, at der eksisterede disse formskiftere, ville hun sikkert have troet, at hun var gået hen og blevet sindssyg. Det vidste hun dog heldigvis, at hun ikke var. Tanken om, at synet muligvis forundrede de andre besøgende, slog hende også. Det var nemlig ikke just normalt, at en kvinde talte til en panter på denne måde. Hun tvivlede i hvert fald på, at de andre kunne høre, hvad hun hørte. ”Det har De muligvis ret i.. men til tider er det bedst at holde sig til den mere sikre sti,”sagde hun i en rolig tone. Hun havde i hvert fald lært, at hun gjorde bedst i at træde forsigtigt frem. Som den mægtige panter valgte at rejse sig fra sin liggende plads, blev hendes blik en tand mere opmærksomt. Hun kunne nemlig ikke helt glemme, at det var en panter.. og dog følte hun sig nu utroligt nysgerrig omkring ham. Hvem var han? Hvad var hans navn? Hvordan så han ud? I hans menneskeskikkelse selvfølgelig. Nysgerrig gjorde det hende, og derfor begyndte hun selv i sit sind at fundere over, hvem han var. Samtidig spekulerede hun over, hvorfor han dog havde valgt at træde frem foran hende i sin dyreskikkelse. Mange spørgsmål vækkede han derfor i hende på ganske kort tid. ”De valgte at tilkende Dem, skønt det ej var Dem forlangt.. Derfor er det et tak værdigt. ” Bange havde hun ganske rigtigt været for ham ved det første øjekast, men kunne man klandre hende for det? Hun havde nemlig kun set en panter. Nysgerrigt studerede hun ham, som hun havde fået ny interesse for dyret/manden. Af hvad hun kunne aflæse, mente hun desuden, at interessen var gengældt. Det mente hun nemlig, at hun kunne tyde, som han trådte hende nærmere. En handling hun endnu ikke gengældte, som hun endnu skulle sluge begivenheden. At han sagde, at hun havde skillet sig ud i forhold til den resterende menneskemængde, fik hende kortvarigt til at slå blikket ned i jorden. Sandt var det, at det var de færreste der gik omkring alene, men selv havde hun intet valg. Hun havde nemlig ingen nære. Derudover spekulerede hun også over, om han mon havde lagt mærke til hendes anderledes fremtoning. Mænd havde det nemlig med at sanse nymfen i hende, skønt de ej kunne placere den. ”Alt forladt. Jeg ved, at parken primært er for venner, par og familier, men selv har jeg ingen.. og jeg ønsker ej, at det skal forhindre mig i at nyde den,” fortalte hun ærligt. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som han blev ved med at undskylde overfor hende. Unødvendige ord var det, som han ingen skade havde gjort. Dog fik det hende til at stemple panteren som en yderst høflig person. Mærkeligt forekom det hende, da han trods alt var en … Ja, panter. Desuden var hun ikke vant til, at folk var venlige ved hende, som hun derimod var vant til det hårde liv til søs. ”Ingen skade er sket. De har intet ondt gjort mig, og derfor er der intet at tilgive, samt der intet er at undskylde for.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ligesom så mange andre, så ønskede Salvatore muligheden for at nyde den stilhed som Parken her måtte tilbyde ham, og det var skam også derfor at han havde valgt at tilkendegive sig selv, for han ønskede bestemt heller ikke at denne kvinde skulle gå hen og blive bange for ham. Han vendte blikket roligt mod hende. Han kunne tydeligt se forskel på hende fra før af og så til nu, hvor hun ikke just virkede til at være bange for ham lige nu. Han lod hovedet søge let på sned. #Naturligvis. Det andet kan ganske vidst gå hen og vise sig at blive yderst farligt,# istemte han sigende. Selv han vidste hvordan det var, og det var slet ikke noget som han ønskede at nogen anden skulle udsættes for. Tvært imod, så var det en tanke som han faktisk måtte finde en anelse trist, for det gjorde ondt, og det var på ingen måder fordi at det var en tanke som bragte ham noget ubehag. Han slog ganske let med halen, inden han roligt tog nogle enkelte skridt mod hende. Han ville naturligvis heller ikke have at det skulle gøre hende ukomfortabel. Det var dog kun hende, som kunne høre ham og det var noget som han havde det ganske fint med. At andre derimod ville glo efter hende, var slet ikke en tanke som faldt ham ind. #I min forstand, er det dog bare på sin plads, frøken. Jeg har ikke taget den lange vej hertil, for at skræmme livet af unge frøkner som vandre herude alene,# fortalte han videre. Det var skam slet ikke fordi at han var ude på at gøre hende trist eller noget lignende, for det var han da slet ikke. Han ønskede derimod bare at øge den forståelse for at en kvinde valgte at søge herud alene, når det jo i princippet kun par og stærke grupper af venner som søgte herud, og ikke enlige individer. Han bed sig dog hurtigt mærke i, at hun blev trist. Ikke en tanke som han brød sig om, for han kunne bedre lide at brede smil og glæde, frem for det stik modsatte. #Det forundre mig, at en smuk kvinde, ej har en mand at nyde denne tilværelse i. Solnedgangen er noget af det som jeg værdsætter mest på et sted som det her. Det er en ting som man altid plejer at dele med en som man holder af.# Han vidste skam godt, at han kunne have en irriterende tendens til at virke eller lyde bedrevidende, selvom det nu slet ikke var noget som han gjorde med vilje, for det gjorde han altså slet ikke. Det var bare ham som person, og han ønskede jo at søge den form for forståelse for andre. Han havde selv levet alene i frygtelig mange år, og havde nok derfor ikke den vante kompetence til at sætte sig i den pågældende situation. Han søgte roligt mod hende, selvom det var med rolige skridt. Han ønskede jo lige så at se hende an. #Jeg ønsker heller ikke at gøre Dem noget ondt, frøken. Det kan jeg trygt love Dem.#

[Deleted]

”Det kan det,” medgav Jarniqa, samtidig med, at hun valgte at gøre en ende på den samtale. For som ham gjorde emnet også hende trist til mode. Hun var nemlig selv kommet galt af sted i livet, og det var en fejl hun endnu måtte lide under. Derfor gad hun ikke tage snakken, og svært var det også at gøre, nu når manden fremstod som en … panter. Hun vidste muligvis, at der gemte sig en levende mand bag dyreskikkelsen, men alligevel forekom det hende mærkværdigt. Især fordi hun ikke kendte til ham. Som panterens stemme igen måtte lyde i hendes hoved, dukkede der denne her gang et lille muntert smil op på hendes læber. Humoristisk fandt hun nemlig hans sidste sætning. Sætningen glædede hende dog også, da hun trods alt ikke havde bevæget sig til parken for at blive skræmt væk. ”Hvis ikke De er her for at skræmme kvinder som mig bort, hvad er De her så for?” spurgte hun nysgerigt, samtidig med, at det muntre smil endnu hvilede på hendes læber. Han var her højst sandsynligt for at nyde parken, som hende selv, men eftersom han var i sin panterskikkelse, og ej i sin menneskelige, var der måske en større forklaring bag. Hun var i hvert fald interesseret i at høre, hvad. At hendes morskab dog skulle vende, fandt hun trist, men intet var der at gøre ved det. Hun kunne nemlig ikke gøre for, at hun levede under det lod, hun gjorde. Selv ønskede hun at være del af den tanke, som han mente, at hun burde ligge under, men det kunne hun ikke bare. Hun ville nyde at have en mand, der kunne gå ved hendes side, samt se solnedgangen med. Det var, hvad hun ønskede, fremfor de mænd, der mod hendes vilje, delte hende på skift. Det var derimod en tanke hun foragtede, skønt hun var nymfe. ”Jeg har endnu ikke mødt den mand, som jeg kan holde af, og derfor har jeg ingen at nyde de smukke stunder med,” fortalte hun, inden hendes hoved faldt en kende på sned. Blikket tog hun dog ikke fra ham. ”Vil De være den mand for aftenen?” spurgte hun ham med sin smukke stemme. Nysgerrig var hun omkring ham, hvor hun nu spurgte, om han ville nyde solnedgangen i parken med hende … i sin menneskelige skikkelse. Selv ønskede hun at se, hvem der gemte sig i denne dyreskikkelse. Hun var også selv allerede begyndt at fundere over, hvordan han mon så ud. Var han flot eller grim? Mørk som den blanke pels han nu besad? Høj eller lav? Tyk eller tynd? Selv overvejede hun, om det mon var de mere uheldige valgmuligheder han besad, siden han nu engang gemte sig i sin panterskikkelse. Hun betragtede, hvordan dyret igen nærmede sig hende. Ordene der rungede i hendes hoved – der kom fra ham – fik hende til at nikke svagt. ”I så fald vil jeg vælge at tro Dem,” sagde hun roligt, og dog ærligt. Nok blev hun udsat for megen elendighed, men alligevel holdt hun sig positiv omkring livet på landjorden. Derfor valgte hun at tro på hans løfte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var slet ikke ude på at gøre denne kvinde trist, men han fandt det yderst mærkværdigt, at hun gik og vandrede herude alene, når det ikke ligefrem var det som man synes at kende til, når det kom til dette. Han lod hovedet søge let på sned. Samtalen gik let mod ende, også selvom han nu ikke var forundret, så ked af det, som hun pludselig synes at være. Tungen strøg han let over sin store snude, inden han fortsatte sin gang mod hende. Han havde valgt at afsløre at han ikke var en vild panter, som var ude på at gøre hende noget ondt, for ellers havde han sprunget på hende allerede, og det havde han slet ikke gjort. De gyldne øjne vendte han roligt mod hende. Med en varme så tydelig. Han var jo trods alt ikke Procianer for ingenting. #Jeg nyder en smuk aften, naturligvis. Jeg finder ikke denne form for ro hjemme, forstår De,# fortsatte han roligt. Han kunne desuden godt lide at se hende smile på den måde, for det var noget som han uden tvivl fandt utrolig rart.
Det var bestemt ikke fordi at Salvatore ikke ville have hende selskab, for han var nysgerrig på hende. Ikke fordi at hun var kvinde, men fordi at hun gik herude alene af grunde og årsager, som han ikke just kunne sige, at han var kendt med. Kæden som hvilede om hendes hans, fortalte ham en ganske anden fortælling, selvom han lod det ligge til nu om ikke andet. Han blinkede let med øjnene og strøg igen sin tunge over snuden. #En skam, det ej er noget som De har oplevet, Frøken. En kvinde som Dem, fortjener naturligvis en mand at dele en stund som denne med,# fortsatte han med en ganske rolig og sigende stemme. Om han ville være hendes mandlige selskab for aftenen, ville han dog på ingen måder have det mindste imod. #Det skal være mig en udsøgt fornøjelse,# lovede han med en oprigtig og glædelig stemme. Det gjorde ham faktisk glad, at vide at hans selskab var lige så ønsket, for hun virkede også til en som kunne bruge lidt opmuntring, og det var noget som han var god til! Han nåede hende med rolige skridt, hvor han kunne snuse lidt til hende. Han vendte blikket op mod hende endnu en gang, inden han roligt satte sig. Han havde sine grunde til at skjule sin sanse identitet, og det var ikke fordi at han var berygtet eller noget lignende, og han vidste, at han ikke var en grim mand. #Mit navn er Kenara,# præsenterede han sig som. Det var det navn som Eniqa havde skænket ham i sin tid, for han frygtede desuden også at hans sande navn ’Salvatore’, ville blive for genkendeligt, da det heller ikke just kunne siges, at være et ordinært navn, og han ønskede derimod heller ikke, at blive afsløret, da stort set ingen kendte til hans sande identitet, hvis de kendte ham som den ene eller det andet, så var der ikke rigtigt nogen, som var kendt med den anden, og det passede ham fint.

[Deleted]

”De har ret.. Her er utroligt smukt. Men fortæl mig.. hvor bor De, siden De ej kan finde denne form for ro derhjemme? Hjemmet burde desuden være ens hellige sted,” lød det nysgerrigt fra Jarniqa. Selv var hun interesseret i at høre mere om denne mystiske panter, og derfor holdt hun ikke igen med spørgsmålene. Hun regnede dog med, at han måtte bo her i nærheden eller i Manjarno i det mindste, da de var i landets midte. Hun var også interesseret i at vide, hvorfor han dog ikke kunne finde ro. Hvad lavede han mon? På trods af sine ord, var han dog ikke den eneste der ej kunne finde ro i hjemmet, da hun ej heller kunne det. Det var dog også kun fordi, at hun ikke selv havde bestemt sit hjem. Selv tvivlede hun ikke på, at hun ville have elsket det, hvis hun endnu havde været i de procianske skove. ”Det er en venlig holdning De har Dem. Desværre er det ej alle, der er tjent med muligheden for at have en at dele sit liv med,” sagde hun stille. Han ville muligvis bare gerne gøre hende glad, men i virkeligheden gjorde han hende faktisk ganske trist. Hun ville nemlig nyde at have en, som hun kunne dele stunder som disse med, men det havde hun ikke, og det ville hun næppe få. I hvert fald så længe hun var slavebundet, og det var kun guderne der kunne vide, hvor længe det ville vare. Selv troede hun kun det værste, når det kom til det, da hun vidste, at besætningen var glad for hende.. eller ikke glad for hende, men nærmere hendes krop og arbejde. Pirater og andre slaveholdere gik nemlig ej op i deres undersåtters følelser, samt ve og vel. Skønt hun var til dels sørgmodig, gled et glad smil over hendes læber, som han indvilgede i at gøre hende selskab. ”Det er mig en glæde at høre,” sagde hun varmt. Faktisk havde han gjort hende helt glad med sine ord, for han havde sagt; at det ville være ham en udsøgt fornøjelse. Det var en udsøgt fornøjelse at være sammen med hende! Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe, som han kom helt over til hende, og rent faktisk snuste til hende. Den handling forekom hende underlig. Det var desuden også mærkværdigt at vænne sit hoved til at tænke, at denne panter ej ville gøre hende fortræd. Panteren var dog ikke mere mærkværdig, end Loupe, som hun også havde mødt her i Manjarno, og derfor måtte hun have meget lettere ved at håndtere dette. Stille stod hun også, så han ordentligt kunne komme til. I sit sind spekulerede hun dog over, om han kunne lugte nymfen i hende. Nok gjorde hun intet for at fremkalde den, men ’magien’ var der altid. ”Kenara? Et interessant navn, som jeg ej har hørt før,” lød det fra hende, inden hun valgte at præsentere sig selv. ”Mit navn er Jarniqa.” At det i virkeligheden var hans dæknavn, kunne hun ej sige, da hun ej havde mødt manden før. Ej heller havde hun hørt navnene Kenara og Salvatore før, men det var ej heller til nogen stor undring, da hun levede sit liv på havet og som en slave.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

#Jeg holder til i Den Magiske Cirkel dybt i Procias. Det er svært at finde en tid og fred der, så uroligt som der er nu om dage,# fortalte Salvatore med en ganske ærlig stemme, for han så nu heller ikke nogen grund til at lyve helt for hende. Som en leder, så var han meget eftersøgt, og i og med at han var fuldblodsmagiker, men igennem sine unge dage, udsat for så mange prøvelser og tester af alverdens slags, havde han fået animagusblod i årene, og det havde han med tiden lært at kontrollere. Han måtte erkende, at det kunne have sine fordele, også fordi at han kunne befærdes ude, uden at være til fare for sig selv eller andre, og uden at han havde noget ry og rygte at leve op til. For en mand som ham, så var det faktisk utrolig rart, også med tanke på det pres som lå på hans skuldre hver evig eneste dag.
Det var slet ikke Salvatores intention at gøre hende ked af det, også selvom han mente, at en kvinde som hende, uden tvivl måtte have gjort sig fortjent til en mand, at dele en stund som denne med. Selv havde han ikke nogen kvinde i sit liv, og levede stort set bare som han selv ønskede det, og fyldte det op med den glæde, ved at være til gavn for andre – på må og få i hvert fald, for det var noget som han mere end gerne gjorde. Han strøg tungen over sin snude, idet han endelig nåede hende. #Jeg er af den tankegang, at der er en ganske særlig en derude til os alle. Det er bare op til skæbnen hvorvidt og hvornår de store veje krydses. Hvem ved..? Måske du allerede har mødt ham, men bare ikke ved det.# De gyldne øjne vendte han roligt i hendes retning, inden han ganske let slog med halen igen. Han holdt sig ved hende, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han var ude på at gøre hende noget. Sådan som hendes smil bredte sig, så var det kun tydeligt, at hun var blevet rigtig glad for hans ord, for han var ikke i tvivl om, at det ville blive ham en udsøgt fornøjelse at gøre hende selskab, for hun virkede varm og venlig, og det var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide! #Den glæde, er skam helt på min side,# fastholdt han sigende. Foreløbig foretrak han at skjule sig i sin panterskikkelse, også fordi at der var mange omkring ham, som ville se ham, hvis han forvandlede sig, og det var på ingen måder en risiko som han ønskede at tage. At navnet intet sagde hende, sagde han intet til, men hendes eget navn derimod. Jarniqa.. Han kunne virkelig godt lide det. #Et særdeles smut navn, til en særdeles smuk kvinde må jeg sige. Jeg må huske det navn.. Det lyder meget eksotisk.. Jeg tager vel ikke meget fejl, hvis jeg vil påstå, at du er fra Procias?# fortsatte han spørgende. Hun havde uden tvivl i sandhed formået at gøre ham yderst nysgerrig på sig.

[Deleted]

Høringen af, at denne mand kom fra Procias, fangede med ét Jarniqas opmærksomhed! Procias. Hvor hun savnede det land. Sit hjemland. Selv havde hun svært ved at huske, hvordan det var der, men når hun tænkte på det, fandt hun det smukt og drømmerigt. Langt bedre end det gyngende hav, der strakte sig så langt øjet rakte. Utroligt var det muligvis, at hun aldrig havde vænnet sig til havet, når nu hun havde spenderet 30 år af sit liv på det. Størstedelen af sit liv faktisk. Det havde hun dog ikke, som hun derimod altid havde foragtet det, samt ønsket sig tilbage til Procias. At denne mand kom fra Procias, ændrede derfor alt for hende, da han i så fald var ”en af hendes egne”. ”Hvad hænder der i Procias, siden De ej kan finde fred der? Og De må undskylde mit spørgsmål.. men hvad har en animagus at gøre i Den Magiske Cirkel?” spurgte hun ham med tydelig interesse. Hun havde i hvert fald i sinde at sluge hvert et ord han kom med. Det handlede trods alt om hendes kære hjemland, som hun ej havde set siden sin kidnapning.
Jarniqas hoved faldt en anelse på sned, som han afgav sin mening. Selv spekulerede hun over, hvorvidt han havde ret, men hun havde næsten sine tvivl. Hendes liv var nemlig ej lyst, og med hendes stilling, hvordan skulle hun så nogensinde få tid og lov til at få sig en elskede? Det ville umuligt hænde.. Derudover vidste hun, at hun umuligt kunne have mødt manden endnu, da hun levede med pirater, som hun hver og en hadede. ”Hvis det er tilfældet, at jeg allerede har mødt ham, vil jeg end ikke se mig glad på det.. Og hvis jeg nogensinde møder ham, må det blive i en fjern fremtid. Men har De mødt Deres skæbnebestemte person, siden De tror på det?” Venlig var hans optimisme, men som slavinde var den desværre svær at dele. Jovist drømte hun om en sådan skæbne, men ej tvivlede hun på, at den kunne bære frugt lige nu og her. Hun skulle allerførst ud af sit slaveskab, og hvem vidste, hvornår det ville ske? Gladere blev hun dog, som de kom væk fra kærligheden, og det var også til at fornemme på hende. Igen lyste hun nemlig op, samt smilet hvilede på hendes læber. At han ligeledes fandt hende og navnet smukt, samt gættede, at hun var Procianer, forbedrede også kun sagen! ”Det bringer mig varme at høre, og nej. De tager bestemt ikke fejl, når De antager, at jeg er fra Procias.. eller dets skove vel og mærke,” sagde hun, hvor alt sammen blev sagt med et smil på læben, skønt hun ikke længere boede der. Åben agerede hun også pludselig overfor am, men det var også fordi, at hun blev mødt af sjælden venlighed, samt hun lige havde fundet ud af, at de stammede fra samme verdensdel. Det betød muligvis ikke altid, at det i så fald var fryd og gammen, men hun tog, hvad hun kunne få.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ærlig. Han var kommet fra Procias, og han boede i Den Magiske Cirkel, velvidende om, at det måske var at afsløre alt for meget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At se hende nærmest lyse op ved hvad han fortalte hende, var naturligvis en tanke som han måtte finde morende, men ikke noget som han tog hårdere end det. Han var nu alligevel ganske nysgerrig på hende. Han slog let med halen. #Mit arbejde og erhverv indbyder ikke til frihed og afslapning, kan jeg vel informere Dem om,# fortalte han med en ganske sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke når det nu endelig skulle være. Han havde slet ikke noget imod at snakke med hende og fortælle, for det virkede jo faktisk også til at hun var oprigtig interesseret i, hvad det var han havde at fortælle om.
Hvad det var for et liv Jarniqa havde, vidste Salvatore ikke, men et liv som slave, var aldrig et at foretrække. Nu vidste han jo selv, hvordan det var at være underlagt andre på en måde af ufrivillighed, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. Ikke som slave selv, men han vidste hvordan det var at blive tvunget til ting, som man slet ikke ønskede. Han lagde hovedet på sned. Han mente jo heller ikke ligefrem at skulle gøre hende ked af det, men det var jo næsten som om, at det var umuligt for ham at undgå, og det kunne han da slet ikke lide. Han brummede svagt for sig selv, næsten af irritation over at han kunne fortsætte med at gøre det. #Kæden om din hals, repræsenterer et slaveri. Har De været af det hele livet? En mand må De da have mødt, som ikke har gjort Dem noget ondt?# Hendes måde at fremstille det hele på, så virkede det da kun som om at hun havde oplevet grumme ting, og det var slet ikke en tanke som han kunne lide. Det var han selv kun kendt med. Han sænkede hovedet let. Den kvinde som han havde elsket.. Den eneste som han havde elsket, var blevet revet fra ham på grund af et mørke. Den kærlighed til en anden mand, havde forblændet hende for hvad der havde været lige under hendes næse. Han levede alene, og det havde han til nu, også gjort igennem temmelig mange år. #Den eneste kvinde, som har været i kontakt med mit hjerte, døde for mange år siden. Jeg har siden dengang, levet mit liv alene.. I byerne såvel som i skovene. De er ret så prægtige på denne årstid, hvilket De sikkert ved?# spurgte han videre. Det var næsten som om at det faldt ham.. naturligt at snakke med hende på denne måde, og det var uden tvivl forbandet rart for ham at have det således. Hvorvidt om han skulle informere hende om hans status som magiker, vidste han ikke, men.. han var jo mere end det, han var jo deres leder. #Ting kan være mere end blot hvad øjet kan se,# afsluttede han endeligt.