Post by Thranduil Íl Aleazea Devárniä on Aug 7, 2013 21:52:32 GMT 1
Thranduil ønskede naturligvis slet ikke at lægge noget pres på Loupe, men at fortælle ham, at han havde mulighed for at flygte, hvis han blev bange og usikker, var vel på sin plads? Elvernes by lå langt inde i skoven, så der ville være rigeligt med træer og andet som han kunne søge skjul i. Desuden ønskede han at give dette væsen et sted at søge til, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var altid rart at have nogen at søge til. Hvorvidt om han skulle kalde dette væsen for et menneskeligt eller dyrisk, vidste han faktisk ikke. Et sted, så håbede han, at det var noget som Salvatore kunne hjælpe ham med. Hvis der var nogen som kunne hjælpe dem, så var det uden tvivl den mand.
Dyrene var rolige, og havde altid været rolige omkring Thranduil. Han var et væsen af skoven, og havde uden tvivl også viet sit liv til at beskytte det, og det var uden at tøve det mindste. Buen og pilene havde han roligt samlet op, også fordi at det slet ikke var noget, som han havde nogen intentioner om at lade ligge her på jorden. At han til sidst gerne ville tage med, var naturligvis en tanke som glædede ham, hvor det varme smil endnu en gang måtte brede sig på hans læber. ”Det er jeg glad for,” sagde han endeligt, inden han roligt vendte om på hælen og begyndte at gå. Han regnede da næsten med at Loupe ville søge efter ham. Ikke fordi at det var noget af en tanke, som han havde noget imod, men derimod fordi at han havde sagt, at han gerne ville med. Han rystede let på hovedet, og vendte blikket mod ham igen. Han var nu selv spændt på at se hvordan de øvrige elvere ville tage imod ham. Men eftersom han kom gående sammen med ham, så regnede han bestemt heller ikke med, at de ville gøre ham noget som helst. Det var i hvert fald ikke noget som han tillod! ”Det er ikke langt herfra. Elverne er lige så afhængige af det rendende vand, som enhver anden her i skoven. Mange passerer den uden at vide, at vi er der. Vi bor oppe i træernes toppe,” forklarede han med en rolig stemme. Selve byen kunne ligge forholdsvis godt skjult, og det var noget som de før i tiden, havde valgt bevidst.
Turen var i sig selv, ikke særlig lang. Thranduil gik roligt og med raske skridt, inden de nåede til det, som mest af alt, kunne ligne en cirkel af træer, og så en bar plet, som solen skinnede direkte ned på. Han passerede den roligt, inden han vendte sig mod Loupe. Det var grænsen ind til byen her. ”Du skal ikke være bange. Jeg skal nok passe på dig,” sagde han med en rolig og ganske ærlig stemme, inden han roligt fortsatte. Bueskytterne i træernes toppe, havde han for længst spottet, også fordi at han kendte dem, som han kendte placeringerne. Med en let bevægelse med hånden, sænkede de deres bue. Han sagde dog intet ord. Han ville ikke skræmme Loupe mere end hvad han kunne være i forvejen.
Dyrene var rolige, og havde altid været rolige omkring Thranduil. Han var et væsen af skoven, og havde uden tvivl også viet sit liv til at beskytte det, og det var uden at tøve det mindste. Buen og pilene havde han roligt samlet op, også fordi at det slet ikke var noget, som han havde nogen intentioner om at lade ligge her på jorden. At han til sidst gerne ville tage med, var naturligvis en tanke som glædede ham, hvor det varme smil endnu en gang måtte brede sig på hans læber. ”Det er jeg glad for,” sagde han endeligt, inden han roligt vendte om på hælen og begyndte at gå. Han regnede da næsten med at Loupe ville søge efter ham. Ikke fordi at det var noget af en tanke, som han havde noget imod, men derimod fordi at han havde sagt, at han gerne ville med. Han rystede let på hovedet, og vendte blikket mod ham igen. Han var nu selv spændt på at se hvordan de øvrige elvere ville tage imod ham. Men eftersom han kom gående sammen med ham, så regnede han bestemt heller ikke med, at de ville gøre ham noget som helst. Det var i hvert fald ikke noget som han tillod! ”Det er ikke langt herfra. Elverne er lige så afhængige af det rendende vand, som enhver anden her i skoven. Mange passerer den uden at vide, at vi er der. Vi bor oppe i træernes toppe,” forklarede han med en rolig stemme. Selve byen kunne ligge forholdsvis godt skjult, og det var noget som de før i tiden, havde valgt bevidst.
Turen var i sig selv, ikke særlig lang. Thranduil gik roligt og med raske skridt, inden de nåede til det, som mest af alt, kunne ligne en cirkel af træer, og så en bar plet, som solen skinnede direkte ned på. Han passerede den roligt, inden han vendte sig mod Loupe. Det var grænsen ind til byen her. ”Du skal ikke være bange. Jeg skal nok passe på dig,” sagde han med en rolig og ganske ærlig stemme, inden han roligt fortsatte. Bueskytterne i træernes toppe, havde han for længst spottet, også fordi at han kendte dem, som han kendte placeringerne. Med en let bevægelse med hånden, sænkede de deres bue. Han sagde dog intet ord. Han ville ikke skræmme Loupe mere end hvad han kunne være i forvejen.
