Running pure

[Deleted]

Loupe var så godt som harmløs. Han havde aldrig gjort nogen ondt, medmindre han havde været nødsaget til at forsvare sig selv, hvilket alligevel var sket en del gange, fordi folk ønskede ham ondt, eller bare at jage ham væk. Han flygtede som regel, men hvis han blev tvunget op i en krog, så havde han ikke nogen anden udvej end at forsvare sig selv og slå og bide fra sig. Typisk tog hans instinkter over, hvilket vil sige at hans magi kom til live. Til tider forvandlede det ham til et dyr, men andre gange havde han set folk kaste noget imod ham og så havde det ramt en usynlig mur, selvom han ikke vidste hvordan det skete eller hvor den usynlige mur kom fra, men det gav ham som regel tid til at flygte langt væk. Han fortsatte med at smile, da Thranduil gav ham ret i at han havde udtalt navnet korrekt, samt da han bekræftede at det var en god ting at det var hyggeligt at møde hinanden. Det kunne han godt lide! Nu kunne han flere ord til sit meget lille ordforråd. Og dog så lille var det heller ikke, han havde levet længere end et normalt menneske, men uden at vide præcis hvor længe. Han tænkte heller ikke over det, men han havde allerede lært en del ord, hans problem var grammatikken og at sætte de små fyldeord ind, som gjorde hele hans sætning korrekt. For i øjeblikket talte han som på niveau med et barns.
Thranduil havde lige gjort Loupe ellevild, fordi det havde lydt til at han var ligesom ham, men det gik langsomt op for ham at det ikke var hvad han havde ment. At der fandtes forskellige væsner der lignende mennesker, var ikke noget han var sikker på endnu, han havde godt set at ikke alle mennesker lignende hinanden, for nogle havde spidse ører som Thranduil og andre havde hugtænder – vampyrer – og så var der nogle der kunne fremmane våben og kugler ud af den blå luft – magikyndige – og så var der de der ikke kunne så meget. At Thranduil så var en elver, gjorde ham nysgerrig, selvom det var tydeligt at se på Loupe at han var trist til mode, da han gjorde det klart for ham at de ikke var ens, men at der stadig var ligheder imellem dem. Han sukkede og hans triste mine ændrede sig ikke synderlig meget. ”Loupe ikke ved, hvad er,” fortalte han med sin triste og lettere mumlende stemme. Han havde aldrig vidst hvad han var, men han havde altid ønsket at høre til et sted, bare et eller andet sted. Men det var svært, når alle jagtede ham væk. Han løftede sine uskyldige blågrå øjne og så imod Thranduil. Han boede i en by i skoven? ”Loupe bo i hule,” fortalte han. Han brød sig ikke om byer, det var der menneskene boede som var slemme og kastede eller skød ting efter ham. Han lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på ham. ”Du bo med.. elver?” spurgte han så, for at finde ud af om han boede med andre af sin slags.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvem ville da ikke slå fra sig, hvis det blev en nødvendighed for overlevelsen? Thranduil havde ikke svært ved at forestille sig, at livet havde været svær for dette væsen, og det var heller ikke underligt at se til hvordan eller hvorfor det ville være svært for ham, men det var nu heller ikke noget som han ville sige højt, for det fik han ikke noget ud af. Han ville ikke gøre væsnet sur eller lignende, så han ville tage af sted og forsvinde, for det ønskede han ikke, for han var slet ikke færdig med at se dette væsen an endnu! Desuden var det heller ikke hans mening at gøre ham trist eller noget lignende, men forskellen var og bare tydelig, ligesom de ligheder der var. Han lod hovedet søge let på sned, inden han selv bare valgte at sætte sig ned på den fugtige skovbund. Selv en højtstillet mand som ham, havde ikke noget imod at blive bare en smule beskidt. At Loupe ikke vidste hvad han var, forundrede ham ikke. Det var ikke det væsen som man så mest til, måtte han erkende. ”Må Stranduil hjælpe dig med at finde ud af det?” spurgte han med en stadig rolig stemme, for han ville jo faktisk gerne hjælpe.. Desuden var det noget som selv kunne hjælpe ham med hans egen nysgerrighed. At han snakkede som et barn, var ikke rigtigt noget som gjorde ham noget. Hvis han kunne hjælpe ham med at få lidt flere ord til sit ordforråd, så glædede det ham jo kun. Han blev dog siddende. At væsnet i det hele taget havde lært sig talen, var et vidunder et sted, og specielt hvis han levede på et sted som det her. Han sendte ham et smil. At han boede i en hule i en skov? Ja, hvor skulle man ellers bo? Der var elvernes og druidernes by herude, og det var hvad der var kendt for Thranduil om ikke andet. ”Bor du i en hule i skoven her?” fortsatte han med en rolig mine. Igen gled blikket til de mange ar og mærker som hans krop og væsen bar præg af. Det gjorde ondt på ham et sted at vide, at nogen gjorde et væsen ondt, udelukkende på grund af rædsel, for man kunne jo begynde at spørge sig om, hvem der var mest bange for hvem efterhånden. Han nikkede igen. Han boede i en by med de elvere som var tilbage, for selv de var jo ikke forfærdelig mange. ”Elverne bor i byen i skoven her. Vi er ikke mange tilbage nu. Skovens brand tog mange liv,” fortalte han ærligt. Han vidste ikke om dette væsen havde været til stede under de farlige brande, eller noget, men selv han kunne gå lidt i selvsving når han endelig kom ind på noget, som faktisk lå lidt nært til hans hjerte. Den brand havde været enden på frygtelig mange ting. Mange dyr var gået tabt, ligeså skovområder og mange af de væsner som boede og holdt til derinde. Tak og pris for, at det var noget som de var kommet vel over og at skoven endnu en gang stod i fuld flor!

[Deleted]

Selvom Loupe var rygtelig påpasselig, så var han skam nysgerrig på Thranduil. Han virkede ikke umiddelbart truende, men når han havde et åbenlyst våben som var blevet brut imod ham mange gange, så kunne han ikke lade vær med at passe på og holde sig lidt på afstand. Han så helst ikke at han kom til skade, da han gerne ville slippe derfra med livet i behold, som alle andre gange. Våbnene lå dog et stykke væk fra manden og det så ikke ud til at han ville gøre brug af dem, så måske han var ligesom ham? Han brugte våbnene til at forsvare sig selv? Det kunne godt være. Han så nemlig ikke ud til at have kløer eller hugtænder som Loupe havde, og det gjorde det tydeligt at de ikke var ens. Overrasket vendte han blikket imod Thranduil. Hjælpe ham med at finde ud af det?! Ville han virkelig gøre det?! ”Hjælpe Loupe?” spurgte han og var tydeligt overrasket over mandens interesse. Han endte med at springe op på alle fire, hvor han igen smilede over hele femøren. ”Ja! Ja! Ja! Loupe gerne hjælpes!” svarede han begejstret. Han ville frygtelig gerne finde ud af hvad han var, for hvis det var tilfældet, så kunne han måske også finde andre der var som ham! Det ville jo passe ham helt perfekt! Så behøvede han måske ikke at være alene!
De blågrå øjne veg ikke fra Thranduils skikkelse, hvor han igen havde taget som sin fisk og var begyndt at bide stykker af som han gumlede på. Han slikkede sig om munden og nikkede ivrigt. ”Ja! Loupe bo i hule her i skov,” bekræftede han. Han boede godt nok et stykke fra bækken, for han vidste at bækken tiltrak dyreliv og ikke mindst mennesker, fordi det var vand og alle havde brug for vand. Han selv kom her også, såsom i dag, men han kom kun for at få mad eller noget at drikke. Det var så tilfældigt at han var stødt på Thranduil, men det gjorde ham nu intet. Han var ensom og havde ikke det mindste imod noget selskab. Han selv lyttede nysgerrigt, da han fortalte omkring elverne. Han spiste hvad han nu kunne af fisken og smed fiskeskroget væk, som han havde gjort ved den anden. Han slikkede sig igen om munden inden han svarede ham, hvor han var blevet lidt trist. ”Stor brand ikke sjov! Loupe flygte med dyr,” fortalte han. Han var også et af de væsner som var blevet offer for den og han havde også været nødsaget til at flygte fra skoven og det lød til at han ikke var den eneste. Og nu var der tilsyneladende ikke mange elvere tilbage igen, hvilket gjorde ham trist.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De var begge forsigtige, og det var noget som Thranduil havde det ganske fint med. Selv nu hvor han var vant til at folk selv kunne finde på at true ham, fordi at han kom gående, så var det jo kun tydeligt for ham, at det ikke havde forandret sig endnu om ikke andet. Han vendte blikket i retningen af dette væsen endnu en gang. Buen og pilene lå et stykke fra ham, og det ville kræve sit at få fat i det hurtigt, selv om han sikkert sagtens kunne, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed, men det virkede dog ikke til at være sådan. Desuden ønskede han at lære mere om dette væsen, og derfor måtte han vel også vise sin interesse? Han nikkede. ”Ja, jeg..” Han nåede ikke mere, før Loupe direkte hoppede af ren begejstring, hvor latteren alligevel måtte bryde hans læber, for det var virkelig en underholdende tanke for ham! Han rejste sig roligt, også selvom det var varsomt. ”Og Stranduil vil meget gerne hjælpe dig, Loupe,” fortalte han sandfærdigt, inden han roligt lod armene glide over ryggen, hvor han foldede dem. Han lod hovedet søge let på sned. At Loupe boede herude, var noget som alligevel gjorde ham nysgerrig, for han havde ikke rigtigt set noget i hans mange år som elver, set noget som kunne indikere at der måtte bo et ganske særligt væsen. Han nikkede forståelsesfuldt. ”Fascinerende,” begyndte han let for sig selv, inden han hævede den ene hånd, kun for tænksomt at stryge sig over hagen. Igen måtte han tage de mange ar i blik. Skoven havde taget rigtig mange liv, menneskeliv som dyr, og det var alt sammen noget, som virkelig gjorde ondt for ham at tænke på, og selvom det var ved at være så lang tid efter, for det var jo ved at være frygtelig mange år siden at det var sket. At Loupe havde oplevet den forfærdelige skovbrand, fik igen de mosgrønne øjne til at kigge på ham. Han hævede sin egen hånd til skulderen og dernæst til ansigtet, næsten som han forsøgte at indikere et eller andet. ”Er det der du har fået de mange ar fra, Loupe?” spurgte han. Selv vidste han, og følte at han ikke havde gjort arbejdet godt nok, og at han burde have reddet mange flere, selvom det havde været tæt på at koste ham hans eget liv, så var det jo næsten det værste af det hele. Han kunne jo ikke gøre det bedre end hvad han allerede havde gjort. ”Desuden er det rigtig godt du flygtet. Den tog rigtig mange dyreliv i den tid, desværre,” fortalte han ærligt. En magisk påsat brand? Ja, det var jo bare dømt til at gå galt, for det havde jo også taget dem utrolig lang tid, at få den brand under kontrol igen, og det var næsten noget af det, som man måtte sige sig, at være det værste af det hele. Han sendte ham et roligt smil. ”Men nu er skoven endnu grøn, og står i fuld flor. Et smukt syn er det nu,” afsluttede han roligt, inden han denne gang vovede at tage et roligt skridt tættere på. Han ønskede jo at se ham ordentligt an.

[Deleted]

Det var skam ikke første gang at Loupe stod overfor et venligsindet væsen, eller første gang han snakkede med nogen, men det skete ikke så tit. Sidt havde været for nogle uger siden, hvor han havde stødt på et hunkønsmenneske, Niqa, der havde vist ham interesse, hun havde også ønsket at hjælpe ham, men hun havde ikke kunnet blive, fordi hun boede hos slemme mænd. Det gjorde altid Loupe trist, da han så igen blev ladt alene, men han var sådan set vant til det. Det var også lidt hans egen skyld mange gange, fordi han kom så vidt omkring, han vidste nemlig ikke at det hele var delt op i lande, så han gik bare hvor han nu ville og derfor kom han faktisk alle steder, selvom han blev i naturen naturligvis og der blev han altid i lang tid, så når han kom tilbage igen, så havde han svært ved at finde de samme personer igen. Han havde svært ved at holde sig på samme sted hele tiden, da han gerne ville ud og bevæge sig, derfor havde han også svært ved at sidde stille. At Thranduil gerne ville hjælpe ham, var noget der gjorde ham frygtelig glad. At hans begejstring fik ham til at grine, fik ham selv til at smile stort. Han havde lært at det var godt når folk grinte, så betød det at de var glade. ”Så Loupe glad!” svarede han muntert og mente skam hvert ord. Det betød utrolig meget for ham at han ville hjælpe ham, da han sjældent fandt folk der ville. Han havde desuden også brug for hjælp, hvis han gerne ville blive som et menneske, han vidste nemlig at han ikke kunne gøre det hele selv … i så fald ville det tage alt for lang tid. Og at Thranduil ville hjælpe med at finde ud af hvad han var, gjorde kun at han måske ville finde nogen der var som ham. ”Hvordan Stranduil hjælpe?” spurgte han så. Han vidste ikke hvad manden havde i tankerne eller hvad der kunne gøres for at finde ud af det.
Hans blik blev årvågent, da Thranduil valgte at rejse sig op, selvom det var langsomt, derfor tog han det ikke ilde op, da han forholdt sig rolig. Han blev dog lettere overrasket, da han spurgte ind til hans ar. Han rystede let på hovedet, hvor han pegede med en af sine sorte kløer mod de tre ar over hans venstre øje. ”Loupe fik af bjørn. Loupe slås mod laaang tid siden,” fortalte han. Det var efterhånden rigtig mange år siden. Han vidste ikke engang hvor længe han havde levet, men det var over et par menneskeliv – ikke at han vidste hvad der var normalt. Da han så mod sin skulder, blev hans mine dog langt mere trist. ”Loupe fik af alfa. Loupe ikke del af flok mere,” fortalte han trist. Det var også mange år siden efterhånden. Han var blevet smidt ud af ulvekoblet og havde siden strejfet alene omkring, fordi han ikke hørte til nogen steder. Han nikkede og blev trist, da de kom ind på at mange dyreliv var gået tabt i branden. ”Det trist,” fortalte han sørgmodigt og sukkede let. Han så mod ham, da han begyndte at tale, selvom der var flere ord han ikke forstod. ”F-f-f-u-ul-uld … f-f-fl-flo-o-or..” Han rynkede let på brynene, det vidste han ikke hvad var. Hovedet lagde han på skrå, da han fortsatte. ”S-s-s-sm-smu-u-u-uk-t…” Han trak let på skuldrene og begyndte at kravle rundt om træet han sad ved. ”Her pænt. Det godt,” fortalte han med et stort smil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så slet ikke nogen grund til at skulle være ond eller modbydelig overfor dette væsen, da han var åben og modtagelig overfor andre. Selvom han vidste, at der ikke var mange af dem i dagens samfund, så ville han nu alligevel gerne gå frem som et godt eksempel og så håbe på at der var nogen, som faktisk ville gøre ham kunsten efter. Han ville faktisk gerne hjælpe, også fordi at hans nysgerrighed forbød ham at gøre noget andet, også fordi at han kunne se, hvor meget det egentlig måtte betyde for Loupe, at der var nogen, derude, som faktisk gerne ville hjælpe ham. Han smilede tilfredst for sig selv, inden han valgte at rejse sig, selvom det var ganske roligt. Han lod for nu sin bue og pilekoggeret ligge på jorden i stedet for, kun for at vende sig mod ham. ”Det ved jeg ikke endnu. Det ville være nemmest, hvis du ville komme med mig til elvernes landsby. Jeg kender mange som kan yde os den hjælpende hånd,” forklarede han sandfærdigt. Han forsøgte virkelig at virke venlig og omsorgsfuld, da det også var det som lå mest naturligt til hans våben, og det erkendte han gerne, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg kender folk som kan kigge på dig, og hjælpe dig med at finde ud af hvad du er.. Måske flere, som er som dig,” tilføjede han med en rolig stemme. Hvordan han havde det med byer, vidste han ikke, men nu hvor det var elvernes egen leder som viste lidt på vej, så var det vel heller ikke så slemt igen? At han var kommet til skade ved bjørn og alfa..? Ja, det måtte jo have noget at gøre med ulve, for det var det eneste væsen i skoven, som man betegnede med alfaer på den måde. Han nikkede. ”Bjørne kan være meget farlige og det gør mig ondt hvad angår din alfa. Du har klaret dig godt herude alligevel, må jeg sige,” fortalte han roligt. Branden var ham kendt, og det glædede ham alligevel. Det var en trist skæbne som havde ramt et hele her, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Hvad angik skoven, kunne han gå virkelig i selvsving, selvom det jo faktisk ikke var noget som han gjorde med vilje, men noget som egentlig bare.. skete alligevel. ”Fuld flor.. Det er grønt, det er smukt,” forklarede han med en rolig stemme. Det var ham bare en vane, at gøre brug af de udtryk. Han glemte lidt til tider, at Loupe ikke var nær så fremme i skoene, som det han selv var. ”Må Thranduil hjælpe dig, ved at tage med ham til landsbyen for elverne?” spurgte han med en fortsat rolig stemme. Igen, så skulle det naturligvis være helt op til Loupe, for han ville skam heller ikke tvinge ham til at gøre noget, som han i princippet slet ikke havde lyst til.

[Deleted]

Loupe var skam taknemlig for al den hjælp han kunne få. Det var ikke mange der turde, fordi de troede at han var farlig, de anede bare ikke at han var mere bange for dem end hvad de nok var for ham. Han frygtede nemlig for at de ville gøre ham ondt. Han havde haft frygtelig mange dårlige og uheldige episoder. Så snart de så ham, så begyndte de at true ham, derfor havde han det med at holde sig fra folk, så de ikke kom tæt på ham eller lignende. Han var derfor også påpasselig med Thranduil, han havde nemlig et af de våben der var blevet brugt på ham rigtig mange gange. Mange havde forsøgt at fange ham fordi de havde ønsket at finde ud af hvad han var – om det så var levende eller død. Hans blågrå øjne veg ikke fra Thranduils skikkelse, hvor han blev langt mere årvågen, da han begyndte at tale om at føre ham til hans by. Han havde holdt sig langt væk fra byerne, fordi han vidste at han ikke var velkommen der. Han havde også oplevet folk der havde snydt ham, hvor de havde spillet venlige overfor ham og hjælpsomme, og så havde de snydt ham med sig for at ville fange ham. Han havde dog formået at flygte hver gang, hvor han derfra var blevet langt mere sky. Han begyndte at bakke en smule væk fra Thranduil og endte ved siden af træet som han havde siddet foran for at spise sin fisk, som han havde smidt væk. Han svarede ikke, men stirrede blot på ham. Han overvejede det. Han var dog ikke sikker på at han kunne stole på denne mand, det var nemlig typisk hankønsvæsnerne der valgte at gøre ham ondt, hvor hunkønsvæsnerne bare valgte at skrige og stikke af fra ham, indtil de fik hjælp af mændene. De slemme mænd.
Snart kom de også ind på hans mange ar og hans mine blev trist, da han blev påmindet hans gamle ulvekobbel. Han savnede dem, savnede sin mor, som han havde været tvunget til at forlade, hvor han siden havde levet alene og var blevet frygtelig ensom med årene. Han så mod Thranduil. Han smilede stolt, da han kommenterede at det var flot at han havde overlevet herude alene. ”Loupe stærk! Loupe … kende … natur!” fortalte han stolt og måtte lige lede efter ordet kende. Han havde dog altid klaret sig alene og havde altid formået at overleve. Stærk var han nok, men det var også tydeligt at den primitive måde han levede på gjorde ham underernæret og derfor var han tynd, men alligevel klarede han sig. Han blottede let sine tænder og knurrede let. ”Loupe ikke til by! Slemme mænd i by!” knurrede han og lød lettere arrig, da han begyndte at mistænke manden for at ville snyde ham. Han brød sig ikke om at komme i byer, han vidste hvad der skete med ham der; folk ville forsøge at fange ham og han gad ikke at skulle i bur igen!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ønskede at hjælpe dette væsen, og samtidig vise ham, at ikke alle mennesker eller menneskelignende væsner var onde og grusomme af sig, for det ville han bestemt heller ikke ligefrem vove at påstå at han selv var. Han smilede let til ham. At se ham glad, var noget som naturligvis også var noget som gjorde ham glad. Han betragtede ham roligt. At finde nogen som ham, var ikke noget som han umiddelbart gik ud fra, men det var nu heller ikke noget som han ville nævne for ham, for han ville ikke gøre ham trist og mere end det som han måtte være i forvejen. Som han nævnte at han ville tage ham med sig til den elviske landsby, var tydeligt noget som han tænkte meget over, og meningen kom uden tvivl også frygtelig tydeligt ud må man sige! Han vendte blikket mod ham. Slemme mænd? Det var ikke fordi at elverne var slemme, men derimod beskyttende. Han rystede på hovedet. Desuden ønskede han slet ikke, at der var nogen, som skulle tale sådan omkring hans folk, for det var folk som han satte før alle andre! ”Loupe er rigtig stærk, og derfor ved jeg også at du kan klare at komme ind i byen sammen med mig. Stranduil er den der bestemmer over dem, og der er ingen slemme mennesker i byen,” fortalte han. Elverne var et venligt og omsorgsfuldt folkefærd, og han vidste, at hvis Loupe kom gående sammen med ham, så ville der ikke ske ham noget som helst, fordi at han på forhånd ville have sagt god for ham, ved at tage ham med sig.
Thranduil forstod derimod godt, at Loupe reagerede sådan, hvis han var kommet til skade med det før i tiden, så var det skam heller ikke så underligt igen. Et sted frygtede han naturligvis for at Loupe ville rende væk, og at han ikke ville se ham igen, selvom sporene i skovens bund ville blive svær for ham at skjule, og specielt for en mand, som var vant til at følge dem – som Thranduil, men det var nu bare sådan at det var. Han ønskede ikke at snyde ham, og han ønskede ikke at blive beskrevet som en slem mand, for det var han altså ikke! Han ønskede at hjælpe, og vise, at der endnu var gode folk til i Procias, og at det var noget som landet igen kunne komme til. At han så skulle knurre af ham og nærmest hvæse med blottede tænder og alverdens andet, var slet ikke noget som han brød sig om, men manden følte sig vel truet af hans forespørgsel? ”Jeg kan passe på dig i byen, så der intet sker med dig,” tilføjede han efter en stund, hvor han stod og kiggede på ham. Selvfølgelig ønskede han ikke at tvinge ham til noget som han ikke havde lyst til, og det var skam derfor at han kom med dette foretagende. Som konge af skoven – som han var kendt som, så kunne han sagtens yde den relevante beskyttelse, så Loupe ikke behøvede at føle sig truet.

[Deleted]

Hvis Loupe havde været lidt mere dannet end han var, så ville han have vidst at elverne var et fredeligt folkefærd, desværre havde han også prøvet at nogle af de skød efter ham, fordi han netop var fremmed og ingen var sikker på hvad han helt nøjagtig var. Han blev jagtet som et dyr og behandlet som et. Han havde dårlige oplevelser de fleste steder og selvom det gjorde ondt, så vidste han godt at de forsøgte at beskytte sig selv imod ham, men de vidste bare ikke at han ikke var farlig, for det var han jo ikke! Han stolede ikke på folk og han gjorde heller ikke på Thranduil, der begyndte at lyde ret påtrængende med at han skulle med til byen, hvilket han ikke brød sig om. Han var før blevet snydt af en mand der havde spillet venlig og så havde forsøgt at fange ham, da han var blevet lokket med ind i en blindgyde. Han vidste ikke hvem han kunne stole på og det havde gjort ham lettere paranoid og påpasselig. Man kunne næsten ikke bebrejde ham med alt han havde været igennem. Han kneb øjnene sammen, hvor han blottede sine hugtænder i en advarsel. Nok Loupe var stærkere end man regnede med, fordi han havde levet i naturen og var vant til at bevæge sig, men selv han vidste at han ikke kunne klare mange mænd, og så var han slet ikke voldelig anlagt, så han ville slet ikke slås med nogen! ”Loupe ikke klare slemme mænd. De bruge våben,” svarede han anklagende og pegede imod Thranduils våben. De brugte jo præcis samme våben som ham selv, så hvordan skulle han vide at han ikke var en slem mand der bare forsøgte at snyde ham igen? Han ville så gerne tro på ham, men han turde vitterligt ikke, tanken om at blive spærret inde igen gjorde ham direkte skrækslagen.
Loupe var slet ikke sand i at alt var opdelt i lande, han var faktisk ret stupid af sig, når det kom til den almene viden, til gengæld var han klog på andre ting, såsom naturen og dyrene deri, hvordan man byggede huler og overlevede. Men ved alt andet, var han ret blankt, derfor var der intet lyst og mørkt land for ham, der var kun slemme mænd og så de som ikke var slemme, og de slemme mænd var der altid at finde alle steder. Han ville gerne tro på manden, men han kunne ikke være sikker på at han talte sandt. Han stoppede med at knurre, hvor han havde valgt at gemme sig bag træet, så kun hans hoved og ene arm tittede frem, hvor hånden hvilede støttende imod træets stamme. Han rynkede brynene til hans ord. Kunne han virkelig passe på ham? Han ville jo gerne tro ham, men.. han kunne ikke lide byer. ”Loupe ikke lide byer,” gentog han med ærefrygt og nervøsitet i stemmen. Han ville gerne hjælpes, men kunne det ikke blive uden at han skulle til en by? Det havde han ikke lyst til. Han vidste ikke hvordan tingene fungerede, han vidste ikke engang at han stod overfor en leder og kongen af skoven, han vidste jo ikke engang hvad en konge var! Han var uvidende ved så mange ting og derfor ville han gerne lære og vide mere

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var skam slet ikke ude på at lægge pres på denne mand, men han forstod derimod godt, at han ikke ville med, hvis han kun havde lært negative ting hvad det her angik. Slemme mænd? Ja, selvfølgelig slog folk fra sig på grund af det ukendte, men det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre noget ondt ved ham, men derimod bare yde en hjælp, som en procianer nu gjorde til en anden, selvom han end ikke vidste, om dette væsen var hvad man kunne kalde for en procianer. Han vendte blikket mod hans våben, da Loupe igen pegede mod dem. Ja, han havde dem med sig, for det var jo aldrig til at vide hvad man mødte på sin vej, og end ikke i Procias, kunne man vide sig sikker længere, hvilket jo faktisk var en utrolig stor frustration. ”Jeg bærer våben, for at beskytte mig selv.. Som du beskytter dig selv. Jeg har ingen tænder og klør til den slags. Jeg har våben.. Men jeg brugte dem ikke mod dig. Folk er bange for ting de ikke kender,” forklarede han på et så jordbundet sprog, som det nu var ham muligt, så Loupe måske ville få en mulighed for at følge ham. Det var ikke alle som havde nogen intentioner om at bruge sine våben mod ham! Det var i alle fald ikke hvad Thranduil var ude på.
Thranduil så til da Loupe gemte sig bag træet i stedet for, hvor han valgte at blive stående og mere afventende. Måske at han ville tage med? Måske at han blev for usikker på det hele, og søgte ind i skoven i stedet for? Det var jo aldrig nogensinde til at vide hvad andre ville gøre, tænke elle reagere i de forskellige situationer, som de ville blive placeret i, i løbet af deres liv. Han sendte ham et svagt smil. At nogen skulle frygte byerne så meget, havde Thranduil faktisk svært ved at forstå, men igen.. Han ønskede faktisk at høre hvad han havde været igennem, og derfor også vise interessen for ham. For nu valgte han nu alligevel at lade hans våben ligge. Han ville vise, at han kunne stole på ham, og at han var en mand, som kunne passe på ham – hvis han ville lade ham. ”Jeg bestemmer over byen. Jeg bestemmer, at de ikke må bruge våben på dig,” fortsatte han roligt og med en ganske sigende og bestemt tone, også for at vise, at han jo faktisk mente alvor i hans udtale. Han var skovens konge, og den som havde det endelige ord, endda sågar over druiderne, hvor deres leder måtte ligge under ham. Han vendte blikket i retningen af bækken igen, som rendt så roligt forbi dem. Han ville ikke presse ham til noget, og derfor forsøgte han jo heller ikke at tvinge ham med, men derimod forsøge at forklare at han ikke ville komme til skade i elvernes landsby. Det var nemlig ikke noget som Thranduil ville tillade.

[Deleted]

Når folk bar våben, så var Loupe ikke særlig tryg ved dem, denne mand bar nemlig præcis de samme våben som var blevet brugt imod ham. Han vidste ikke hvad det hed, men han vidste at de spidse pinde blev skudt imod ham og det gjorde fandens ondt at blive ramt af en! Han vidste ikke om Thranduil var en af de slemme mænd, men fordi han havde set hvilket våben han havde med sig, så gjorde det ham langt mere årvågen end han ville have været, hvis manden var kommet uden. Han havde haft alt for mange dårlige oplevelser og han erkendte gerne at han var nysgerrig på at se hans by og disse elver, som han havde beskrevet spidsørerne til at være. Han var særligt nysgerrig, fordi denne mand havde de spidse ører som ham selv, godt nok havde han påpeget at de ikke var de samme og det kunne han måske også have ret i, for Thranduil havde ingen kløer, ingen hale og ingen hugtænder, det var kun ørerne som var der. Men hvad var han så? Han ville gerne have hans hjælp, han ville bare ikke til byen, fordi han vidste at slemme mænd befandt sig der med samme våben som han havde på sig. Han lyttede, da han forklarede at det var hans måde at beskytte sig på og det forstod han godt, når han ingen kløer eller tænder havde. ”Men det farligt, det ondt gøre,” fortalte han sandfærdigt. Han havde et par ar på kroppen fra at blive skudt af en pil, det var dog ikke store ar og derfor ikke så synlige som det han havde i ansigtet og på højre skuldre.
Han blev stående bag træet, hvor hans blågrå øjne hvilede på Thranduil, imens hans højre hånd hvilede imod træets stamme, som han lod sine sorte kløer kradse en smule over af nervøsitet. Han ville jo gerne stole på ham, men han frygtede virkelig byerne mere end noget andet, han var trods alt blevet fanget og solgt før og han turde ikke at tage chancen igen, selvom han frygtelig gerne ville have Thranduils hjælp. Han følte at han stod i et stort dilemma og han blev frustreret fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han ville jo gerne, men hans problem var at han ikke stolede på ham helt hundred procent og så havde han svært ved at give sig. Nysgerrig blev han selvfølgelig, da han sagde at han bestemte over byen. Kunne det passe? Var der nogen der bestemte over byerne? Ja meget vidste han jo ikke. Han rynkede brynene. ”Loupe ikke lide byer.. Stranduil ik’ gøre andet?” fastholdt han og hentydede derefter til om han ikke kunne gøre andet end at de skulle til byen, kunne han ikke selv tage til byen og så komme tilbage igen? Eller få de med som kunne hjælpe herud? Så havde han en chance for at stikke af, skulle de vise sig at være slemme mænd. Ubehaget var dog tydeligt ved ham, ligesom frustrationen, for han havde brug for beviser på at byen og Thranduil ikke var slem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke nogen slem mand. Kun hvis man virkelig gav ham en grund til at være det, og det var jo ikke ligefrem noget som man kunne sige at Loupe havde. At våben gjorde ondt, var jo ligesom lidt hensigten med det hele, også selvom det nu heller ikke kunne komme bag på ham, at Loupe var bange for byen, for der var der jo også langt støre samlinger af våben, end hvad en enkelt mand kunne bære alene. Visse ting kunne gøres på hans præmisser, men dette var ikke en af dem. Han var jo nødt til at undersøge det lidt, og nu hvor hans hjælp jo faktisk var ønsket, så var det svært at gøre det herude. Ikke fordi at der var mere teknologi i byen, for det var der ikke blandt elverne, da de kun levede af hvad naturen kunne skænke dem. Vintertiden var altid utrolig hård, men de havde klaret sig hver eneste gang, og det var naturligvis også noget som de ville komme til at kunne gøre en gang mere. Det var han overbevist om. ”Vi har ingen skarpe tænder, kløer eller hale. Vi må forsvare os på en anden måde. Dine tænder gør også ondt,” forsøgte han at forklare. Det var et sted næsten det samme, foruden det faktum at Loupe skulle helt tæt på nogen, for at kunne bide fra sig, hvor de derimod, kunne stå på afstand og ramme og gøre skade. Han bestemte over byen, og han vidste at elverne ville gøre som han sagde, og derfor vidste han at Loupe ville være ganske sikker, hvis han ville være sammen med ham. De mosgrønne øjne hvilede på hans skikkelse og med det varme smil på læben. Han kunne ikke se hvad han havde gjort, for at gøre sig fortjent til denne mistro, men han havde vel været lidt for meget fremme, i forhold til dette besynderlige væsen?
For Thranduil, at Loupe virkelig gerne ville have hans hjælp, og det var noget som han naturligvis meget gerne ville give ham, men det krævede også at dette væsen gav lidt igen, også selvom det måske var temmelig meget at forlange af ham? Endnu en gang, valgte Thranduil at glide ned i knæ. ”Jeg kan godt forstå, at du ikke kan lide byer, hvis de våben har gjort ondt på dig, Loupe, men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du gemmer dig sådan der. Tag min hånd, så lover jeg, at jeg passer på dig. Der er ingen slemme mænd i elvisk by, og jeg bestemmer over byen, så der er ingen der vil gøre dig noget ondt,” lovede han. Han rakte roligt hånden mod ham, hvor han stadig valgte at lade sine egne våben ligge, for han ville ikke agere truende på nogen måde. Nu var det jo så bare op til Loupe, om han ønskede hjælpen, eller om han ikke ønskede den, for det var ikke noget som Thranduil kunne tage for ham som et valg. Hans smil forblev på hans læbe. Naturligvis håbede han at Loupe ville komme, tage hans hånd og gå med ham, men.. han tvivlede.

[Deleted]

Det var skam ikke fordi Thranduil gjorde noget forkert. Mistilliden lå naturlig til Loupe fordi han var så sky og påpasselig som han var. Han havde haft så mange dårlige oplevelser at han var blevet frygtsom overfor fremmede, særligt hvis de bar våben som Thranduil. Han sad bag træet og betragtede sig af ham, studerede ham nærmest. Han virkede ikke farlig, han bar ikke samme fremtoning som de slemme mænd, han virkede venlig. Han endte med at vende blikket op mod træet, da han kunne høre en fugls muntre kvidre. Han så fra fuglen og mod Thranduil igen. Dyrene omkring virkede heller ikke nervøse, og jo mere han lagde mærke til manden, desto mere opfangede han den rolige energi der kom fra ham, der næsten gjorde ham helt.. tryg. Mon han godt kunne stole på ham? Hvis han bestemte over elverbyen, så ville han måske godt kunne tage med uden at ville blive gjort ondt? Det han frygtede var at han blev snydt og at han ikke ville kunne komme ud af byen igen, hvis han først gik derind. Det var også derfor at han var usikker på at tage chancen, for han vidste godt at han havde kløer og tænder, men han havde jo aldrig ønsket at gøre nogen ondt og han ville jo slet ikke kunne slå ti mænd!
Han blev opmærksom på Thranduil igen, da han valgte at gå ned i knæ. Hans gråblå øjne stirrede lettere uskyldigt på ham og kunne helt minde om et lille barns, der aldrig havde gjort en flue fortræd. Frustrationen var dog også tydelig, da man kunne se at han var i tvivl og ikke vidste hvad han skulle gøre. Han lød jo så venlig og god og måske han også var? Hvad nu hvis han ikke var? Så var det jo godt at han ikke gik med, men på den anden side, hvis han var god, så kunne han måske hjælpe ham og de kunne måske sammen finde ud af hvad han var og om der var flere som ham. Han sukkede let, selvom han langsomt trådte frem bag træet og bevægede sig langsomt frem imod Thranduil. Han strakte let hals og begyndte at snuse i luften mod hans hånd, men der var intet, han satte sig foran Thranduil og stirrede blot på hans hånd, som om der skulle ske noget. Han vidste ikke at han skulle tage om den. Desuden ville han aldrig komme frem, hvis han skulle holde ham i hånden. Han gik på alle fire og kunne knap nok gå på to, det havde han ikke rigtig lært endnu. Han slog let med sin pjuskede hale, imens han lagde hovedet på sned og så fra hånden til Thranduil. ”Stranduil love, ik’ ske noget med Loupe?” spurgte han med skepsis i blikket. Han havde brug for bekræftelse på at der ikke ville ske ham noget.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forstod sig faktisk udmærket på Loupes usikkerhed, hvis der var sket ham så meget, når han havde været omkring andre, men selv han kunne love ham, at der intet ondt ville ske ham, og det var noget som han naturligvis håbede på, at manden vil kunne stole på. Dyrene var rolige og komfortable omkring ham, hvor selv rådyr græssede, uden at tage synderlig notits af ham, og fuglene stoppede ej sin sang, for at advare andre dyr i nærheden. Han var en repræsentant for skoven her, og han gjorde uden tvivl også alt hvad han kunne, for at passe på den og beskytte den, og det var uden tvivl også med alle midler i brug. Han blev siddende på knæ og med blikket mod ham, da han endelig valgte at komme frem igen. Han ønskede naturligvis ikke at lægge pres på ham, men han ønskede nu alligevel, at han skulle tage med ham til elvernes by. Der ville han om ikke andet have en by til at passe på ham, for når Thranduil ville komme gående med ham, så var det jo også tydeligt, at det ikke var et væsen som de skulle være bange for. Derudover, ville han gerne have fat i Salvatore hvad angik dette.. Den mand ville godt kunne minde lidt om dette væsen, og det var noget som han alligevel ville undersøge nærmere, da selv Salvatores hemmelighed, var kendt for ham.
De mosgrønne øjne hvilede på Loupe, da han endelig kom helt frem, selvom han dog ikke tog hans hånd, så var det noget som han havde det fint med. Pointen var at han var kommet frem, i stedet for at søge i skjul og stikke af, for det var slet ikke noget som han ønskede sig det mindste på nogen måde. Han nikkede til hans ord. Ærligt. ”Jeg lover at der ikke sker dig noget, Loupe,” begyndte han roligt. Han kunne lære denne mand rigtig meget, hjælpe ham med at lære af menneske, blive mere som dem, hvis det var det som han ville, for der var mange i den landsby som han kunne se op til, og det var noget som naturligvis ville kunne hjælpe ham lidt til civilisation og det passede ham jo egentlig ganske fint. Han rettede sig op endnu en gang. ”Byen er omringet af skov og træer, så hvis du bliver bange, så kan du søge ud. I byen er der en flok elvere. De vil kigge på dig, men intet gøre dig. Jeg vil vise dig hvor jeg bor. Så hvis du vil, så kan du komme når du vil,” begyndte han med en rolig stemme, inden han atter valgte at rejse sig op igen. Denne gang tog han omkring sin bue og pilekogger, som han fik om på ryggen, og sænkede hans bue, for ikke at virke truende på nogen måde, for det var han slet ikke ude på, også fordi at han ikke ønskede det. Han sendte ham et venligt smil. ”Vil du med?” spurgte han med en rolig stemme.

[Deleted]

Loupe valgte at tage modet til sig. Måske det ikke var slemt i Thranduils by? Hvis han bestemte, så ville de andre måske ikke gøre ham ondt? Det var i hvert fald hvad han kunne håbe på og måske han kunne nå at stikke af, skulle noget gå galt, så ville det ikke være slemt. Han havde altid formået at flygte, til tider forstod han ikke hvorfor eller hvordan, men det var sket at han pludselig ikke havde nogen i hælene på sig og andre gange var han pludselig dukket op et helt andet sted i en hel anden natur. Han var ikke sikker på hvordan han gjorde det. ”O-okay,” svarede han og var stadig en anelse usikker, men om ikke andet, så valgte han at komme frem fra sit skjul bag træet og komme hen til ham. Han virkede ikke ond, der var også noget over ham, der gjorde at han blev lidt mere rolig, selvom han ikke var helt sikker på om han burde stole på ham, men til tider var man vel nød til at tage en chance? Hvis ikke han gjorde, så fik han måske aldrig hjælp. Hvis det gik galt denne gang, så ville han nok aldrig tillade at nogen hjalp ham igen, da han så havde fået nok af at folk ville ham ondt og så skulle han aldrig til byen igen! Noget han i forvejen var meget varsom med, da han vidste at det ikke var alle som var gode. Han så op mod Thranduil med sine uskyldige blå øjne, der ikke veg fra hans ansigt. Det var rart at vide at han altid kunne stikke af, hvis noget skulle ske, men at Thranduil forklarede ham det, gjorde kun at han blev mere tryg omkring ham, så var han måske ikke så ond igen? Han tøvede let, da han så hvordan han tog sine pile og bue op igen, hvor han kort blev anspændt i kroppen. Han ønskede ikke at blive gjort ondt, men da han ikke gjorde noget, slappede han igen af, selvom han stadig var på vagt og stadig var opmærksom på ham. Han endte med at nikke. ”Loupe gerne med,” svarede han med et smil, hvor han valgte at følge Thranduil, da han begyndte at gå. ”Hvor langt til by?” spurgte han nysgerrigt. Han anede ikke hvordan elverne levede eller hvorhenne, men det gjorde ham lettet at vide, at den var omgivet af træer og buske. Han var dog nysgerrig på at se den, samt vide mere om Thranduils race og så naturligvis at finde ud af mere om ham selv, så håbede han bare at han kunne hjælpe ham, for ellers var han på ret bar bund.