Running pure

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dagen var ved at gå på hæl, også selvom det endnu var okay varmt i skoven. Det rislede i træernes toppe, og det rendt i bækken som løb igennem skoven, som havde det været lungerne som bragte livet med sig igennem den varme årstid. Det hele var grønt og i det fjerne, kunne man ane solen som var på sin vej nedover den store himmel, hvilket malede den i smukke røde og orange nuancer. Et behageligt og hyggeligt lys og et særdeles smukt syn, hvis man havde nogen at dele det med. Thranduil derimod tog denne vandring alene, som han gjorde stort set hver eneste aften. I og med, at han var ved at være en gammel mand, og havde oplevet dette syn så frygtelig mange gange, så var det bare ikke noget som han blev træt af at betragte, så denne gang, var det noget som han gjorde fra bækken, mens den store sol søgte nedover Højen som lå i det fjerne.
Iklædt de grønne klæder, så var han til dels svær at få øje på, hvis man ikke vidste hvad man skulle søge efter. Han var dog ikke ude på at være fjendtlig eller noget lignende, dog selvom han bar med sig pilekogger og sin bue. I dag, og selv i Procias, så kunne man ikke vide sig sikker nogen steder, og det var i hans øjne en skræmmende udvikling! Han kunne mindes de stunder hvor alt var fredeligt og alle kunne med alle. Hvor var disse tider blevet af? Et svagt og dæmpet suk brød Thranduils læber. Fuglekvidren stoppet for dagen, da fuglene måtte lægge sig for den kommende nat. Det kunne meget vel ligne, at det blev en vis form for tropenat, så varmt og lummet som det virkede til at være, også selvom det ikke var noget som rørte ham det mindste.
Med rolige skridt, søgte Thranduil ned langs vandet, hvor de mosgrønne øjne betragtede sig af laksen som søgte op af den. Tog han ikke meget fejl, var han sikker på, at de var på vej for at gyde. En tanke som fik ham til at smile. Endnu en gang var livet for alvor hjemvendt til stedet her, og det frydede ham at se. Nu genstod bare det store problem, at få folk til at indse, at stedet ikke var farligt. Hænderne hvilede ned langs hans side, inden han roligt stoppede op. Solens lys spejlede sig i den smukke og blanke overflade. ”Endnu en gang render du rent..” endte han med en rolig stemme, dog udtalt på det rene elviske sprog, som han som regel snakket, når han endelig var alene. Roligt knælede han, selvom lidt af hans klæder måtte glide i det kolde vand, så tog han det ikke særlig højtideligt. Han lod hånden glide langs den mudrede kant, hvor han hjalp et par haletudser ordentlig ud i vandet, efter at de var gledet i fare blandt mudder og hvad der kunne ligne små ophævninger af jord, så de ikke kunne komme ud igen. Han smilede svagt for sig selv. Han havde og ville altid være en dyrenes ven. En som selv dyrene kunne stole på.

[Deleted]

Skoven. Et af de smukkeste natursteder i Procias. Den var blevet prægtig og flot efter den havde været brændt ned til grunden, hvilket havde gjort at mange liv måtte flygte til storbyerne eller natur andet steds, men nu var dyrelivet vendt tilbage. Loupe havde også været et af de væsner i skove, som havde set at der var ild alle steder, hvor han havde hjulpet en masse dyr ud, inden han selv var flygtet. Han var en strejfer og kom mere eller mindre alle steder i alle lande, da han havde det med at rejse langt, fordi nysgerrigheden drev ham, samt han havde så meget energi i sig at han sagtens kunne holde ud at rejse langt og noget skulle han trods alt bruge tiden på.
I øjeblikket løb han langs bækken, hvor han legede med sig selv. Det var ikke meget selskab han fik. Det var af og til at han kunne lege med dyrene i naturen, men det skete ikke altid, hvor han ikke omgik mennesker, fordi de blev bange for ham eller også ville de ham ondt, også grunden til at han holdt sig væk fra byerne, da han sidste gang var blevet fanget og spærret inde, noget som han ikke ville have skulle ske igen! Han stoppede op og gik hen til bækken. Han gik på alle fire, hvor hans hænder blev presset ned mod mudderet. Beskidt var han i forvejen og det eneste han bar på kroppen var hans lasede og hullede bukser, som ikke var meget værd. Han brummede let, da han så sit eget spejlbillede. Han endte med at stikke hele hovedet ned i vandet, hvor han begyndte at sluge vandet i sig. Nok han opførte sig primitivt og dyrisk, men alligevel var der også en hårfin grænse imellem hans opførsel og dyrene, han vidste nemlig at han ikke var helt som dem, så visse ting gjorde han anderledes, han studerede desuden også menneskene og lærte fra dem, og inderst inde ville han gerne være som dem og han ville gerne accepteres af dem, selvom han havde sine tvivl på at det ville ske. Hans dyretræk forsvandt nemlig ikke bare, han anede ikke engang hvorfor han havde dem, men han havde set visse mennesker som han lignede … på visse punkter. Som han trak hovedet til sig, sukkede han nydende af vandet, der var dejlig frisk. Hans blik faldt på nogle laks der svømmede i den, hvor hans øjne kort flakkede ravgule, inden de blev blågrå igen. Han slikkede sig om munden, som han fik et legende skær i dem. Han sprang ned i vandet og greb en laks med sine kraftige hugtænder, der gennemborede den. Den sprællede i hans mund. Han gik op på land igen, hvor han satte sig på hug og lod sine sorte kløer bore sig ind i laksen, så den døde. Derefter begyndte han at spise den rå, hvor han brummede selvtilfreds af sit lille bytte. Barbarisk kunne det se ud, da de fleste levende ikke kunne spise tingene råt, han var dog ikke et helt almindeligt menneske, og på trods af at han var magiker, så gjorde dyretrækkene at han havde dyregener, også grunden til at hans sanser var forstærkede, hvor han tilmed var hurtigere end et normalt menneske til at løbe.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil huskede skovbranden som var den i går, også fordi at den nemt havde været i stand til at tage hans eget liv. Skoven her, var mere eller mindre hans lille hjertebarn og noget som han ønskede at passe på, og derfor havde han forsøgt at gøre hvad der var nødvendigt for at få væsnerne ud herfra, og så se den magiske ild opsluge det hele, uden at man kunne gøre noget ved det. Det var noget som selv gjorde ham trist, men det hele gik rigtigt nu. Skovens liv var kommet tilbage, og skoven stod endnu en gang i fuld flor, hvilket uden tvivl var noget som frydede den kære elver rigtig meget, hvilket skam også godt kunne læses og ses på hans smil. Det var jo faktisk noget som betød ekstremt meget for ham, nu hvor skoven og hans folk, var det eneste som han havde at fokusere på. Specielt efter han mistede sin kære søn til døden grundet en tragisk ulykke.
De rolige skridt langs bækken stoppede kraftigt og hastigt op, ved lyden af plask og sjask i vand. Ikke fordi at det forundrede ham, at bækken her tiltrak frygtelig meget liv, for dyrene skulle drikke, samtidig med, at det jo var et af de mest beplantede områder, ganske enkelt fordi at her altid var vand. Han vendte blikket i retningen af bækken, hvor han så det mærkværdige væsen, sidde ikke så forbandet langt væk fra ham igen. Med buen over ryggen og pilekoggeret med, så var han skam også klar, i tilfælde af, at dette væsen skulle være fjendtligt indstillet. Han havde nu efterhånden hørt mange historier om et væsen som skulle siges at holde til herude, men det var nu ikke noget som han havde lagt meget mere i, for han havde aldrig set det selv. Næsten lignende af et menneske og dog.. et dyr? Han rynkede let på næsen, også selvom han nu valgte at gå mere ind i det, med et åbnet sind og en venlig sjæl. Det var jo det, som han normalt gjorde. Han angreb ikke, med mindre, at han virkelig havde fået en grund til at skulle gøre lige så. Hans skridt var nærmest lydløse, som han bevægede sig over skovens bund, inden han roligt stoppede op igen, da han var kommet forholdsvis tæt på, men alligevel med nok afstand til at trække til våben, hvis det nu skulle vise sig, at blive en direkte nødvendighed, men det gik han ikke ud fra. Han håbede det i hvert fald ikke, men det var jo trods alt heller aldrig rigtigt til at vide. Selv valgte han at forholde sig ganske rolig, men dog tavs, men han iagttog dette mærkværdige væsen. Aldrig kunne han sige sig, at have set noget lignende, og det var noget som uden tvivl selv formåede at gøre ham nysgerrig. Hvem var han?

[Deleted]

På trods af at Loupe var frygtelig ensom, så fandt han altid noget at lave. I øjeblikket var han ganske munter og lystig, som han fandt lidt sjov ved at fange laks. Han var et rovdyr og spiste naturligvis kød. Aldrig havde han spist et menneske, hvilket han sjovt nok ikke fandt appetitten til, men han spiste fugle, kaniner, egern og fisk, han elskede fisk! Så laksene kom nærmest som kaldet. Han kunne sagtens spise større dyr, som elge, hjorte og andet, men de var sværere at nedkæmpe. Han havde trods alt ingen våben, da han slet ikke kunne finde ud af at bruge det, til tider blev han forvandlet til en ulv, en forvandling han ikke selv kunne styre, men som hans instinkter gjorde, hvor det skete, når det kom ham til gavn, såsom under en jagt. Men selvom han var ulv var det svært at nedfælde et stort bytte helt alene. Ulve havde det med at gå i flokke, men han var blevet smidt ud af sin for mange år siden, hvor han bar et ar fra alfahannens tandsæt på hans højre skulder. Et mærkværdigt udseende havde han, da han havde sine spidse ører, han havde sorte, kraftige negle, som var en anelse spidse og de kunne minde om kløer, og samme negle havde han på sine nøgne tæer, han havde også hugtænder både foroven og forneden – som var lidt mindre – men det mest mærkværdige var nok den pjuskede hale, der gik igennem hans rødbrune, hullede bukser ved lænden, hvor dens udspring var. Han havde alle sine dage set sådan ud, hvilket åbenbart ikke måtte være godt, for han skræmte folk, de fleste skød pile efter ham, fandt høtyvene frem eller kastede med sten eller andet de nu lige havde ved hånden og de gjorde også selvom han ikke var farlig eller fjendtlig. Han havde aldrig gjort nogen ondt, medmindre de havde angrebet skoven eller havde angrebet ham, men han slog først igen, når de havde startet og for at forsvare sig selv.
Han smed fiskeskroget fra sig, inden han vendte sig imod bækken igen. Elveren der nærmede sig, anede han ikke, da manden havde så lette skridt at han ikke kunne høre dem, selv på trods af sine forstærkede sanser. Han slikkede sig om munden og betragtede laksene svømme i stimer ned langs bækken, han gik lidt til siden, inden han sprang ned i bækken igen, denne gang uden held. Han begyndte at springe rundt i vandet i forsøg på at fange en laks, sådan blev han ved i et par minutter, indtil han fik en, hvor han igen satte sig op på den mudrede bred og spiste løst. Det var indtil han stak næsen i vejret og begyndte at snuse som et dyr. Han havde fået færden af noget.. af noget fremmed. Hans øjne søgte rundt og det var der at han fik øje på manden og ikke mindst hans pilekogger og bue på ryggen. Hans øjne spilede op, samtidig med at hans hjertebanken steg på få sekunder, hvor det sad helt oppe i halsen på ham. Hurtig smed han fisken fra sig, hvor han spænede hen til det nærmeste træ, gjorde et kraftigt spring og satte af fra jorden, kun for at sætte sine kløer i træet og kravle op i det som havde han været en abe. Frygtelig sky var han og ikke mindst påpasselig, og han kunne ikke lide mennesker med våben, da det typisk var de slemme og de slemme ville ham kun ondt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For adskillige minutter stod Thranduil blot og betragtede sig af det yderst besynderlige væsen som han havde foran sig. Han så dog ikke nogen grund til at skulle gøre nogen skade på det af den grund, da han ikke var ude på at gøre nogen ondt, med mindre, at han havde en grund til det. Han jagede fisk? Ja, ethvert væsen ville jo blive præget af sulten før eller siden, og det vidste han jo udmærket godt. De mosgrønne øjne fulgte hans bevægelser idet han endnu en gang sprang direkte i vandet i sin jagt på fisk. Han måtte nu alligevel sige, at dette væsen havde udviklet nogle utrolige sanser og reaktioner i og med, at han faktisk formåede at fange dem med sine bare næver, og det var noget so han jo faktisk måtte være tydeligt imponeret af, for det var ikke noget som man så hver eneste dag, og specielt fordi at man vidste at laks, jo faktisk var en temmelig hurtig og dog yderst delikat fisk – når man dog endelig fik fat i dem om ikke andet.
Væsnets reaktion på ham, var dog ikke ligefrem som regnet. Som han vendte sig, var der klare træk fra det at være menneske, men uden tvivl også efter det at skulle være et dyr! Han stirrede på ham, selvom han dog intet gjorde. At han så farede op og op i træet og væk fra ham. Han rynkede let på næsen, inden han roligt trådte frem i lyset i stedet for, så han ikke virkede til at være som et dyr på rov. Umiddelbart virkede det til at.. dette væsen handlede og reagerede som et dyr. De mosgrønne øjne gled mod den tætte trækrone. Det var svært at se noget i det hele taget, selvom han nu vidste, at han var deroppe. Han stoppede lige ved træet, inden han roligt gik ned i knæ. Han ville ikke virke truende, og hvis det var dyrisk adfærd manden kunne læse, så var det vel næsten det, som man skulle vise ham igen. Han samlede hans fisk op, inden han roligt lagde den ved træet. Selvom den måske var halvspist, så var det jo endnu hans, og noget som han havde fanget, og han ville vel bare indikere, at han ikke var ude på at gøre ham noget, også ved at tilbyde ham hans egen mad. Blikket gled op. Ved at sidde der i knæ, gjorde han sig sikkert også mindre end ham, og selv han var jo nysgerrig på dette væsen, for han havde aldrig nogensinde set noget lignende af dette, og det var naturligvis også noget som gjorde ham utrolig nysgerrig. ”Ej ønsker jeg at gøre dig noget ondt,” sagde han med en rolig, dog venlig røst, for han ønskede blot at bekræfte det for ham – hvis han overhovedet kunne forstå ham om ikke andet. Som en gammel elver, var han vant til at dyrene faktisk stolede på ham og kom tættere på og ikke direkte valgte at tage flugten væk fra ham.

[Deleted]

At fange fisk, var noget som Loupe havde gjort adskillige gange. Han elskede fisk og så var der det faktum at han havde levet i naturen hele sit liv, han vidste godt hvordan man overlevede og hvordan man skulle te sig. Nok han var frygtelig uintelligent ved mange områder, han var ikke engang udviklet ordentligt som ethvert andet menneske ville være, han var ikke uddannet på nogen måde, men når det kom til naturen og leve i den, så var han en af de kløgtigste væsner. Ensomt var det dog, fordi han levede alene, hvilket gjorde ham trist, men han havde levet sådan i mange år efterhånden, lige siden han som yngre var blevet smidt ud af sit ulvekobbel og havde mistet sin ’familie’. Han havde aldrig været velkommen der, kun hans moder havde valgt at tage ham til sig og havde hun ikke gjort det, så var han nok død den dag i dag. Han vidste ikke hvor han kom fra, han vidste kun at han altid havde været sådan. Hvem der var hans forældre vidste han heller ikke, hvordan han var blevet som han var, vidste han heller ikke, han vidste ikke engang hvad han var.
At der var én i nærheden, fik Loupe til at reagere med det samme. Han var frygtelig sky og levede livet ved at være påpasselig når det kom til mennesker, det var nemlig ikke altid til at sige om de var venligsindet eller ej. Han havde mødt et par som var, men de fleste blev bange og jagede ham væk. I sidste ende endte han altid alene uanset hvad. Han klamrede sig til grenene, da han var kommet op i træet, hvor hans blågrå øjne fulgte manden, da han gik hen til træet. Han så ham røre hans fisk og han knurrede oppe fra træets top, så hans hugtænder kom til syne. Det var både hjørnetænderne foroven og forneden, som var spidse, ikke som en vampyrs, men lange og kraftige som en ulvs. Han blev dog nysgerrig, da manden lagde maden hen til træet, nærmest som forsøgte han at lokke ham. Han betragtede hankønsvæsenet og han faldt en anelse til ro, da han så at denne mand var en af de få mennesker som faktisk lignede ham! Eller i hvert fald bar et af de træk han selv gjorde; de spidse ører. Han kom alle steder, i alle lande – ikke at han vidste at det var delt op i lande, så langt rakte hans viden ikke – og han havde set forskellige mennesker der lignede ham. Han havde også set nogle med hugtænder, men de sugede blod og var rovdyr ligesom ham, og så var der folk som manden under ham, der havde de spidse ører. Han endte med kravle et par grene længere ned, hvor han pegede på manden med en sort klo i hans retning. ”Spidsøre!” udbrød han, hvor det ikke var ment som en fornærmelse, da hans tone var lettere begejstret. Han kom dog ikke ned fra træet, da han ikke turde, han vidste ikke hvem denne mand var eller om han ville ham ondt, så han blev oppe i træet, hvor han kunne holde øje med alt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var slet ikke ude på at skræmme dette besynderlige væsen, men derimod at finde ud af, hvad der var i det, for det var bestemt ikke et væsen, som han kunne sige, at han havde set tidligere, og naturligvis, var det med til at gøre ham dybt nysgerrig! Selvom han hørte ham knurre ved at han rørte hans mad, så var det jo kun fordi at han flyttede den, så han tog det ikke så tungt. Han vogtede over sit bytte, som et hvert andet rovdyr, så i det tilfælde, så vidste han godt, at han skulle tage dette væsen, som for at være et dyr, men det.. lignede jo også et menneskeligt væsen? Og det var det som gjorde ham temmelig nysgerrig, og derfor ønskede han jo selv at finde ud af mere! At se ham på vej ned af grenene, men ikke på vejen ned, sagde han dog ikke noget til. Tillid.. Det var kerneordet her, og Thranduil vidste det godt, og derfor måtte han smøre sig med en tålmodighed, hvis han ville gøre sig nogle forhåbninger om at se dette væsen komme helt ned, så han kunne se det helt an, for han var nysgerrig. Hvem skulle have troet, at der var andre væsner her, end hvad han var kendt med i forvejen?
Spidsøre? Thranduil måtte erkende, at han var kaldt rigtig mange ting i tidens løb, men dette var dog ikke noget som han tog som en fornærmelse. De mosgrønne øjne gled i retningen af træet, hvor han kunne se ham. Nu var han kommet en smule ned af træet, så kunne han jo se ham. Han havde jo selv spidse øre! Så var det måske bare en sammenligning? Han hævede roligt hånden for at berøre sit ene øre, inden han pegede mod ham. ”Spidsøre,” gengældte han, også som tegn til, at det var en sammenligning som han havde fundet. Han trak sig roligt et enkelt skridt væk fra træet, inden han gik ned i hug igen. Han ville gerne have dette væsen ned, så han kunne se ham an, og så måtte de jo se, om han var fjendtlig indstillet eller ikke. Hans bue endte han med at tage i hånden, inden han lagde den lidt væk. Han gentog det samme med pilekoggeret. Det var jo heller ikke meningen, at han selv skulle virke truende. Skulle det dog blive nødvendigt for ham at gøre brug af det, så var han hurtig til at tage det til sig, og sende en pil af sted! Han pegede derefter ned på fisken foran sig. ”Mad. Din mad,” tilføjede han, inden han igen så op på ham og trak hånden til sig igen. For alt i verden, så forsøgte han at undgå at fremhæve sig selv som truende, for det var tydeligt, at dette væsen på ingen måder var tryg eller komfortabel omkring ham. Og det var noget som han uden tvivl agtet at lave om på, så snart han ville få muligheden. Han ville være en som alle væsner her i skoven, skulle kunne søge til. Uanset hvor mærkværdige de nu end måtte være.

[Deleted]

Som altid gjorde menneskene Loupe nysgerrig og denne mand var intet undtag. Han var bare ret sky og påpasselig, så han trådte meget varsomt, når det kom til at være dem nær. Han var vant til at folk ville være onde ved ham, derfor havde han valgt at holde sig langt væk fra byerne, sidst han havde været i en var han blevet solgt til et mærkværdigt sted hvor man skulle optræde foran publikum, hvor det både var dyr og mennesker der optrådte med forskellig underholdning, som fik de folk der kiggede på til at klappe. Det havde dog været et tosset sted, for når dyrene var på og skulle optræde, så var de ikke bundet og det havde gjort at han og de andre dyr var flygtet – fra cirkusset. Da han var søgt tilbage til sit ulvekobbel, var han blevet udstødt og skambidt af alfahannen, og siden havde han strejfet omkring alene. Ensom var han, men alligevel fik han hver dag til at gå med et eller andet, han var desuden en ung mand fuld med energi, som skulle brændes af, derfor havde han svært ved at sidde stille, men var nød til at røre sig og det gjorde også at han brugte tid på at bevæge sig.
Loupe blev oppe i træet, skønt han var kravlet en smule længere ned. Hans øjne hvilede på manden under ham, hvor han lagde mærke til at han havde samme spidse ører som ham selv. Han havde set mandens slags før, i disse skove måtte det være, og tanken måtte et sted gøre ham glad, for han havde fundet én der lignede ham … sådan næsten da. Hans læber voksede sig ud i et stort og bredt smil, hvor han smilede over hele femøren, da han valgte at sammenligne dem. Manden var enig, så mon de var den samme? Han begyndte at lede efter mandens hale, men uanset hvor meget han kiggede, så fandt han den ikke. Han blev i træet, selvom han kravlede lidt længere ned, da manden valgte at gå lidt væk. Han så nysgerrigt til, da han lagde både buen og pilekoggeret væk. Mon han ikke var fjendtlig? Han var ikke sikker og han turde ikke helt stole på ham. Han fulgte mandens pegende finger og så ned på maden ved træets rødder. Han så mod manden igen, da han påpegede at det var hans mad. ”Min mad! fastslog han med en mindre knurren, som tegn til at han ikke ville have at manden rørte den, skønt han ikke virkede synderlig interesseret i hans mad. Han kravlede lidt rundt i træet, rykkede sig fra en gren til en anden, selvom hans blik forblev på manden. ”Hvem du?” spurgte han og var nysgerrig efter at vide hvem han var. Hans sprog var på ingen måde udviklet, men hvordan skulle det også være det, når han aldrig havde haft nogen til at lære sig det? Alt hvad han kunne var selvlært, og da han var vokset op med dyrene, var han derfor mere dyrisk end menneskelig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var uden tvivl meget fascineret af dette væsen, og derfor ønskede han naturligvis heller ikke at fremstå som truende på nogen som helst måde. Som det nu var sagt, så kunne han sagtens være fjendtlig indstillet, men det var noget som han primært nægtede at gøre her på hjemmefronten. I hans verden, var alle velkommen til at færdes i skoven, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes ved dette væsen i forhold til så mange andre? De mosgrønne øjne hvilede på ham, efter han havde lagt buen og pilene fra sig. Det var vel et tydeligt tegn i sig selv på, at han ikke ville gøre ham noget ondt? For det var da noget af det sidste, som han var ude på! Sammenligningen var uden tvilv noget som behagede dette væsen, hvilket selv fik Thranduil til at trække ganske tilfredst på smilebåndet. Umiddelbart opførte dette væsen sig som et dyr, men besad den menneskelige almene tungetale, hvilket var noget som uden tvivl kun var med til at styrke den nysgerrighed som han besad i denne situation. Talen var måske frygtelig, frygtelig intetsigende og på niveau med et lille barns som kun lig var i færd med at lære at snakke, men hvis det var med til at de kunne føre hvad der kunne minde om en samtale, så gjorde han det skam gerne. Dette væsen var ikke just noget som skræmte ham. Ikke endnu om ikke andet. Han pegede op på ham oppe i træet og dernæst ned på maden igen. ”Mad. Din mad, gentog han blot, inden han blev siddende på hug under træet og med blikket på ham. Han virkede rastløs og selv meget nysgerrig, eftersom han hoppede frem og tilbage på grenene. Han trak vejret dybt. Han var ikke vant til at være sådan her overfor væsnerne i skoven, der som regel stolede på ham, alene ved et blik. Han pegede på sig selv, da manden spurgte ind til hvem han var. Ja, det var vel det som han hentydede til? ”Mig, Thranduil. Hvem er du?” spurgte han med en rolig stemme, for selv han var jo nysgerrig på at vide hvem han var. Måske at det var dette væsen så mange andre havde snakket om? Et væsen som holdt sig i skoven? I og med, at dette ikke var et af slagsen, som han havde set før, så var der nemlig måske noget om sagen? Igen gled de mosgrønne øjne op i retningen af træet og op på manden som sad der. De spidse øre havde de måske tilfælles, selvom hans nok var langt mere præget af det dyriske, end hvad man kunne sige, at Thranduil var, som jo faktisk var en meget fintstillet mand, selvom han ikke ejede et kæmpe hus eller lignende, da han faktisk også boede i træernes toppe i den elviske by ikke så forfærdelig langt derfra. Natur, høje træer og spise ører, var vel det? Han smilede let for sig selv ved tanken. ”Du komme ned og spise din mad?” Igen pegede han på den halvspiste fisk som lå foran ham. Han var jo trods alt temmelig nysgerrig, og ville gerne have ham ned fra det træ.

[Deleted]

Loupe lagde godt mærke til at manden lagde buen og pilekoggeret væk og selvfølgelig gjorde det ham nysgerrig og en smule mere rolig, men derfor kunne han stadig ikke vide om han ville angribe ham, så snart han kravlede ned, for han kunne hurtigt gribe omkring våbnet og skyde ham ned, hvilket han ikke var ude på. Han var naturligvis nysgerrig. Han blev altid nysgerrig, når folk valgte at henvende sig til ham, frem for at stikke skrigende af og løbe bort. Han havde dog en tendens til at miste alle han snakkede med, så i sidste ende endte han alene og ensom igen. Sådan havde det altid været, men der var ikke mange der havde tålmodighed til ham og hans stupide væsen. Han var ikke særlig klog, han var udviklingshæmmet og kunne man forvente andet af et barn der var vokset op i skoven kun med dyr omkring sig? Næppe. Han ville gerne være en del af menneskene, leve som dem, tale som dem, forstå alt som dem, men det gjorde han ikke og der var lang vej endnu, særligt hvis han skulle lære sig selv alt, hvilket næsten var umuligt.
Han så lettere overvejende ned på sin mad, da manden gentog at det var hans, hvilket skam glædede ham, for det var ham der havde fanget den! Desuden kunne han godt lide fisk og dette var laks, en yderst delikat fisk! Han så lettere tamt på manden, da han udtalte sit navn. Det fik han ikke engang med. ”Hvem?” spurgte han igen, som et tegn til at han ikke havde fået det med. Han greb omkring den gren han satte sig på og svang sig ned og satte sig på en under ham, så han kom længere ned, selvom der stadig var et godt stykke, før han var helt nede. ”Mig Loupe!” svarede han og havde nærmest stolthed i sin stemme. Han var nysgerrig på denne mand. Han talte lige så dårligt som ham selv – at manden gjorde det med vilje vidste han ikke, men han var vant til at folk talte ’ordentligt’ til ham, hvor denne mand talte det dårlige sprog som ham selv. Måske der var andre som ham derude? Måske denne mand var som ham selv? Men det eneste de havde tilfælles var de spidse ører og ikke andet. Han rynkede brynene, da han spurgte om han kom ned og spiste sin mad. Han ville gerne, men han turde ikke. Han så lettere frustreret fra sin mad og hen på manden for at se tilbage igen. Han ville jo gerne! Han kravlede lidt længere ned og så mod manden. ”Du slem mand?” spurgte han og lød usikker, hvilket han også var. Han kunne ikke lide folk der havde våben, særligt ikke bue og pile, for dem var han blevet ramt af før, når folk havde jagtet ham væk. Han havde ar fra pilespidserne, han havde også ar fra stenkast, derfor kunne man ikke bebrejde ham for at være så sky, for han havde aldrig gjort et menneske ondt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne ikke ligefrem vove at påstå at han havde haft et ringe liv, for det havde han på ingen måder haft. Selvom han valgte at bringe talen helt ned på børneniveau, så var det skam også kun fordi at han ikke ønskede at gøre det hele ukomfortabelt for ham, og det var jo også derfor at han havde valgt at lægge sine våben fra sig, selvom det ikke ville kræve alverdens set fra hans side, at tage dem til sig igen, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed. Væsnet var tilfredst så langt, for det eneste som han havde gjort, var jo at lægge maden ved træet, så han kunne få fat i det, hvis det var noget som han var interesseret i. En halvspist rå fisk var bestemt ikke hvad han selv ønskede at spise. Han foretrak dem faktisk stegt over bål. Det gjorde dem helt fantastiske at få i munden! Maden var hans, og det ville han bare bekræfte, også for at vise, at han slet ikke var ude på at tage det fra ham igen.
At hans navn skulle vise sig at være svær for ham at udtale, morede ham et sted, hvor han let rystede på hovedet. Ja, hvad skulle han sige til det? ”Mig, Thranduil.” Denne gang udtalte han det ganske roligt, men tydeligt, for det var heller ikke fordi at det var noget som generede ham på nogen måde. Han ønskede bare at gøre det tydeligt for ham, at det ikke var noget som gjorde ham sur af den grund. Han så til som han hoppede en gren længere ned. Loupe? Navnet sagde ham ikke umiddelbart noget, men det var nu alligevel en yderst fascinerende situation at sidde fanget i. ”Hyggeligt at møde dig, Loupe,” sagde han med sin typiske varme røst, selvom han endnu valgte at blive siddende. Manden ville gerne ned, det kunne han jo se på ham. Han ville have sin mad, og hvis man var sulten, så kunne han da udmærket godt forstå ham. Slem mand? Ham? Det ville han bestemt ikke påstå at han var, for han havde bestemt heller ikke nogen grund til at skulle være det! ”Jeg er ikke nogen slem mand. Jeg er en god mand.. Kom ned og spis,” opfordrede han endnu en gang. Det var slet ikke fordi at han havde været ude på at genere ham for den fred som han havde siddet i, nu hvor han havde forskrækket ham sådan, at han var rendt op for at gemme sig i træerne, for det var der slet ikke nogen grund til i hans øjne. Han vendte blikket i retningen af ham endnu en gang, inden han roligt trak sig et skridt mere, inden han igen forblev i hug foran ham. Han ville ikke virke truende.. Det var den nysgerrighed som bare skulle stilles, og det måtte være nu! Det andet var slet ikke noget som han kunne holde til, da det ganske enkelt, var noget som måtte drive ham til vanvid. ”Jeg er en elver.. Et væsen af skoven. Som dig,” fortalte han roligt. Et sted var de alle af skov og natur, men han kunne da om ikke andet bruge det som et argument.

[Deleted]

Loupe kunne godt lide at denne mand lignede ham selv … i hvert fald med de spidse ører. Han havde før set folk som denne mand, men de havde også haft bue og pile og nogle havde skudt efter ham for at jage ham væk. Om denne mand var ligedan det kunne han naturligvis ikke sige, for umiddelbart virkede han ikke så fjendtlig, men det kunne også bare være et trick og så ville han skyde ham ned, så snart han var på jorden og ikke kunne gemme sig, men var ude i det fri. Da han udtalte sit navn igen, kunne han godt høre at det på ingen måder var noget han var vant til. Han forsøgte at udtale det, men allerede ved første stavelse gik han død. Han kunne ikke finde ud af at dreje tungen så han kunne få første udtalelse af hans ord, da han ikke var vant til at sige den lyd. Han brummede let og rynkede frustreret sine bryn. Hvorfor hed han også noget så besværligt?! ”S.. tr.. ran.. rand-du-i-il..” forsøgte han, selvom det første var for svært til ham, da han slet ikke vidste hvordan han skulle udtale det. Lettere irriteret blev han på sig selv. Det kunne da ikke passe at det skulle være så svært! Dårlig følte han sig helt, hvor han hadede når han fik det sådan, men intet kunne han gøre, han vidste ikke hvordan han skulle udtale det. Hans øjne faldt på Thranduil igen, da han sagde at det var hyggeligt at møde ham. Hovedet lagde han let på sned. ”H.. hy-g… hyg-li-it..” Endnu et ord han ikke var bekendt med som han forsøgte at udtale. ”Hyglit!” Ikke helt korrekt, men det var sådan at han havde hørt og opfanget ordet, da Thranduil havde sagt det. Han smilede helst stolt, da han ikke havde haft nær så svært ved det ord end som ved mandens navn. Han endte dog med at se lettere tamt ud i luften. ”Hvad det mene?” spurgte han så og så ned mod Thranduil. Det var noget med at møde nogen, men han var ikke helt sikker på hvordan det hang sammen. Han brummede let, da han sagde at han ikke var en slem mand, men en god mand, hvor han stadig tvivlede lidt grundet våbnene, men da han valgte at trække sig et skridt tilbage, virkede han ikke just truende. Prøvende valgte han at kravle længere ned, indtil han tog chancen og sprang det sidste stykke, for at lande på alle fire og hans udseende blev langt mere tydeligt: de spidse ører, de tre ar over venstre øje som stammede fra et dyr med kløer, et ar på højre skulder fra et kraftigt tandsæt, der lignede et bidemærke – hvad det også var – og det mest besynderlige af det hele; hans pjuskede hale, som var brun foroven og hvid under. Han så nøje på Thranduil, for at se om han ville gøre et træk og da det ikke så sådan ud, greb han omkring sin fisk, som han igen begyndte at spise af, hvor også hans hugtænder kom til syne og det var tydeligt at de var til for at rive store lunser af kød af dyr, når han skulle spise. Han smovsede fisken i sig, hvor fryden helt var at se i hans blik. Nysgerrigt så han dog mod Thranduil igen, da han fortalte hvad han var. ”E-el-el-l-v-ver..?” Et væsen af skoven, som ham? Han lyste helt op og tabte sin fisk. ”Du som mig?!” Kunne det passe? Var der virkelig nogen som ham derude?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det forundrede skam ikke Thranduil at dette væsen var vant til at blive jaget, for han var i den grad den eneste af sin slags, som selv havde passeret elverens vej, også selvom han valgte at lade tvivlen komme ham til gode, for det kunne jo godt være, at der var en mening med det hele. Det var uden tvivl ikke normalt at se sådan ud, men det var jo trods alt også det som gjorde ham selv utrolig nysgerrig på ham. Han blev roligt siddende på hug nedenfor træet, så han ikke virkede særlig truende eller stor, for det var han slet ikke ude på. Nej, hans mål i dette henseende, var at få det væsen ned, så han kunne se ham helt an på nært hold. Den mulighed havde han jo ikke haft sidst, da synet af ham, havde skræmt væsnet op i træet hvor han kunne gemme sig. Udtalelsen af hans elviske navn, kunne være svær, og det vidste han godt, men at dette væsen fandt modet til at prøve, var noget som han faktisk ønskede at anerkende. Han nikkede. ”Stranduil,” gentog han og pegede på sig selv. Det navn kunne han da godtage, for det var jo så godt som rigtigt, og der var ikke nogen grund til at det skulle frustrere ham. Der var faktisk mange som kunne have svært ved det.. Hvor stort forståelsen for ord, og ordforrådet var, vidste Thranduil dog ikke, og derfor forsøgte han faktisk at begrænse sig, selvom det virkelig var svært, med tanken på at han var vant til de højere kredse. ”Hyggeligt.. Godt at møde dig,” sagde han, også for at finde et andet ord, som man muligvis kunne bruge i stedet for.
At han langt om længe kom ned, fik Thranduil til at trække på smilebåndet, for så gav det ham en god mulighed til at se manden ordentlig an. Det første som han naturligvis lagde mærke til, var den buskede hale og de mange ar. Det havde tydeligvis været en meget hård tilværelse som denne mand havde haft. Ikke noget som han ville opleve ved Thranduil før det ville blive en nødvendighed om ikke andet. Han pegede igen på sig selv, uden at rejse sig op, for han ville ikke virke truende på nogen måde. ”Jeg er en elver,” fortalte han med en rolig stemme. At han blev helt ivrig og faktisk tabte fisken, forundrede ham dog, for han havde tydeligvis sagt en smule forkert, for han var jo på ingen måder som dette væsen! Ganske vidst med få ligheder. Han rystede smilende på hovedet, inden han hævede hånden og viste sit øre. ”Du bor i skoven, og jeg bor i skoven. Du har spidse ører, og jeg har spidse ører,” fortalte han. Hans våben lod han dog ligge et stykke fra ham. Foreløbig, havde han slet ikke nogen intentioner om at gribe til dem, da han slet ikke havde nogen grund til det. Dette væsen havde måske umådelig skarpe tænder som.. en ulv. Men han virkede ikke helt som en.

[Deleted]

Da Loupe gerne ville være som menneskene, det ville sige at bevæge sig som dem, handle som dem og tale som dem, så frustrerede det ham, når han ikke kunne. Han blev også lettere irriteret på manden, fordi han havde sådan et svært navn, for hvorfor skulle han lige have det?! Han opgav helt at forsøge, da han godt kunne høre at det gik helt af pommeren til. Han ville gerne kunne sige hans navn, netop fordi det var det som han skulle kalde ham og nu vidste han slet ikke hvad han skulle kalde ham og derfor sad han helt trist i træet og så ned. Eller det vil sige, det gjorde han, indtil Thranduil udtalte det på en anderledes måde, som fik ham til at se nysgerrigt på ham. ”S-s-s.. St-str-r-an.. Stranduil..” forsøgte han igen og fik det udtalt som han selv gjorde, foruden det ikke helt var hans navn, men det var nok til at få ham til at lyse op i hele ansigtet, da han smilede over hele femøren af glæde, fordi han havde formået at sige det. ”Stranduil!” gentog han, hvilket han gjorde et par gange, imens han hoppede på grenen af begejstring, så det ruskede i hele trætoppen. At han så sagde et nyt ord hyggeligt, som han ikke forstod, så måtte han også blive nysgerrig. Han havde aldrig hørt det før. At han så fortalte at det betød at det var godt at møde én. Greb Loupe fat om en gren og svang sig rundt, så han hang med ryggen og hovedet nedad, imens han så mod ham. ”Så det god ting,” konkluderede han for sig selv, selvom det var højt nok så Thranduil kunne høre ham og sige ham imod hvis det ikke var.
Loupe valgte at komme ned, så han kunne få sin mad, da han godt kunne lide fisk, men selvom han spiste, så holdt han skam øje med Thranduil, så han var sikker på at han ikke gjorde noget og særligt at han ikke skød efter ham. Manden gjorde dog ingen pludselig bevægelser, så han spiste trygt videre, lige indtil han forklarede hvad han var. En elver? Et væsen af skoven? Som Loupe? Det gjorde ham begejstret, da han troede at han så havde fundet én som ham selv. Men manden rystede på hovedet og han mistede begejstringen, som blev erstattet af sorg og en pibende lyd. Indtil han begyndte at forklare, hvilket gjorde Loupe mere forvirret. ”Loupe … el-elver … som Stranduil?” spurgte han, da han ikke var sikker på hvad manden mente, hvis de begge levede i skoven og havde spidse ører, var de så ikke ens? Forvirret følte han sig, men han ville gerne have svar. Han ville gerne vide om han var elver og derfor som Thranduil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Langt de fleste elvere var i besiddelse af besværlige navne, så det var ikke noget som Thranduil havde skænket en tanke, da han havde valgt at præsentere sig. Foreløbig, så arbejdede han på dette væsens præmisser, da han heller ikke ønskede at skræmme det væk ved at gøre det for usikkert, for det var uden tvivl et fascinerende væsen, og han var nødt til at finde ud af noget mere om ham, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af ham endnu en gang. At se ham lyse sådan op, da han endelig udtalte navnet, fik smilet til at brede sig på hans læber. Det var jo så godt som rigtigt, og derfor kunne han sagtens acceptere det. ”Stranduil,” istemte han. Det måtte han jo huske, hvis han skulle møde dette væsen igen på et senere tidspunkt, for det var jo trods alt heller aldrig til at vide. At han svang sig i træerne, som havde han været en abe, fascinerede ham. Han havde aldrig nogensinde set noget lignende af dette væsen før! Han nikkede. ”Det er en god ting,” tilføjede han, også for at bekræfte det for ham, så han slap for at tænke mere over den. Det var uden tvivl svært for ham at føre en samtale med dette væsen, men han var dog ikke bange for at gøre et forsøg på det. Hvem ved? Måske det faktisk var et væsen som han kunne bruge senere? Eller bare lukke ind i et samfund, så han kunne lære mere det at være et menneske? Der var foreløbig ikke noget ondt at spore i ham.
Thranduil forsøgte for alt i verden at forholde sig roligt, da Loupe endelig kom ned af træet og kastede sig i krig med den ellers så døde fisk. Han betragtede alt det som manden gjorde. Han levede yderst primitivt, men med det udseende, så var det faktisk heller ikke så underligt igen. Procias specielt, var ikke god til at lukke folk ind som var anderledes end dem selv. Det var slet ikke fordi at han ønskede at slå mandens begejstring direkte i gulvet, men han var jo nødt til at forklare ham allerede fra start, at selvom de måske havde mange ting tilfælles, så var det ikke ensbetydende med at de var helt samme slags. Der var ikke meget elvisk ved denne mand, så han fik ikke ud fra, at der var noget af hans race i ham. Han ændrede stilling ved at glide på knæ i stedet for, hvor han placerede hænderne foran sig på sine lår. ”Loupe, ikke elver. Loupe har hale. Stranduil, ingen hale,” fortalte han, også for at markere, at de havde visse lighedstræk, men at der var ting som skilte dem meget fra hinanden. ”Stranduil bor i by i skoven,” fortalte han videre. Ja, han kunne jo ikke udelukke at han kunne overveje at tage dette væsen med sig og vise ham hvordan det menneskelige opførte sig.