A beautiful day in the sun

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var en højlys dag i de procianske skove, og endnu en gang med varme og en smuk sol på en skyfri himmel, hvilket var noget som faldt Thranduil direkte i smag. Efrter hans lange morgenvandring igennem skoven, for at sikre sig, at alt var som det skulle være, og det var det heldigvis. De mosgrønne øjne gled til den store høj, som badede under middagssolen. Det var ved at være på sit varmeste, selvom det slet ikke var noget som rørte ham. Det rislede i træerne og fuglene sang, og tog han ikke meget fejl, så havde der været en flok hjorte her forbi for intet mindre end en time siden i deres søgen efter de bedste græsmarker, hvilket var noget som han fandt.. fortryllende. Efter den oldgamle brand som skoven endelig var kommet sig efter, var dyrelivet endnu en gang mangfoldigt, og som det skulle være i hans øjne, og følelsen var rar.
Den blide vind slog mod hans ansigt, som han roligt bevægede sig op af højen. Hånden kærtegnede stort set hver en gren og hvert et blad som han passerede. Hans eneste kærlighed her i livet, var skoven som han boede i, og det var hans liv at beskytte den med alt hvad han havde at gøre godt med. Han bar de grønne klæder, som nærmest gjorde ham usynlig her i skovens grønne og frodige farver, hvilket var noget som passede ham ganske fint. En lavmælt fløjten forlod hans læber, hvilket fik adskillige af fuglene til at reagere i luften, hvor han let rakte den ene hånd frem, og en lille blåmejse placerede sig på hans pegefinger, som han roligt førte ned til sig igen. Dyrene stolede på ham, og det var en tanke som i sig selv, faktisk glædede ham frygtelig meget. Han smilede let for sig selv. ”Nyd det mens det varer.. Inden længe vender cyklusen, og det atter bliver koldt, vådt og mørkt..” Han lod fuglen flyve videre, inden han roligt vendte sig. Bækken kunne han se i det fjerne, og det var jo lige før man kunne høre den risle. Det var uden tvivl et pragtfuldt syn i sig selv. En skam, at der bare var så få, som ville opleve det.

[Deleted]

Chené kom vandrene ud af skoven, en slidt og prøvet ung mand søgte at kunne nyde denne dejlige dag. han havde vandret de sidste par døgn uden megen søvn i tungt tærran, og de kunne tydeligt ses på hans lettere beskidte krop og ansigt. Dagen var som han kunne ønske sig efter han i flere dage havde befundet sig i de mørke dele af skoven. Trods hans mange dages vandren, havde han ikke lysten til at sove, når han endeligt havde fundet det han ledte efter og kunne ånde lettet op. Hans søgende øjne var rådsprængte af træthed, og hans blik faldt hurtigt på højen, hvor han kunne lave en mindre lejr for at få slappet af og nyde et mindre måltid. Han var opmærksom på sine omgivelser og han nød lyden af det rige dyreliv der var omkring ham, han skulle vende sig til han ikke længere behøvede at være andgrebs klar, da han var kommet i mere hjemlige omgivelser. I det han var kommet helt ud af skoven lukkede han øjne og tog en dyb indåndingen, for at få alle de stærke sanse indtryk indenbords. Naturen lå hans sjæl meget når og opleve sådan en frodig dag, gjorde ham varm i sjælen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Skoven var sjovt nok kun et sted, som folk opsøgte når sommeren stod på sit stærkeste, og den var mest frodig. Det var en skam, at de ikke så, hvad den ellers havde at byde på, for det var jo faktisk rigtig mange ting. Fuglen søgte videre, hvilket efterlod Thranduil ganske alene igen, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han tog så tungt igen, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket raskt. Fuglenes kvidren havde allerede indikeret, at de ikke var alene, og det var noget som uden tvivl også formåede at gøre ham tydeligt nysgerrig. Han foldede hænderne over ryggen, hvor han spejdede igennem træerne og buskene som stod i fuld flor med blomster, bær og blade. Ørene spidsede han næsten, som han automatisk rettede sig op. Der var nogen der, som dyrene her til skoven ikke var komfortable med at komme for tæt på, selvom det nu ikke forundrede nogen. Sådan var det jo med alle der ikke kom fra skoven som sådan eller ikke var en elver. Grundene kunne være mange. Han smilede let for sig selv. Folk skulle ud igen, og det var selv et mål som Thranduil havde sat sig for at opnå. ”Jeg håber at De nyder skovens skønhed og ro, mindst ligeså meget som jeg..” Et sted så talte han kun højt, for at lade vedkommende vide, at han var der. Selvom hans position endnu ikke var helt kendt for ham.

[Deleted]

Chené vendte sig hurtigt om i retningen af stemmen og i samme bevægelse havde han grebet fat om skaftet på sit svær, da han stadig ikke var faldet til ro efter hans lille rejse. Han havde ikke snakket med nogen i lang tid og af den grund var han også mistroisk. "jeg nyder skoven i alle dens fulde fem, det er desværre et stykke tid siden jeg har kunne nyde den, så det ser jeg frem til", han havde løsnet grebet om skaftet på sværet. Han så andspændt ud, dog kunne man svagt se hans forsøg på et se en lille smule imødekommende ud. Ud af skoven var der kommet en stor sort ulv ud, Chené så over på den og den lagde sig ned, en kølig brise fløj igennem hans brune dreadlocks, som for en sjælden gangs skyld var løse. Ulven havde set manden, men det virkede ikke til han generede den synderlig meget, i det den på lå og så på ham med sine kølige grå øjne. Chenés blik så afventene på mandens reaktion i det Chené ikke følte en tryghed på grund af hans anspændthed han havde pålagt sig i den sidste lange periode.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde altid været en dyreven, og det var ikke fordi at han agerede truende på nogen måde, for det havde han jo slet ikke nogen grund til. Som det nu var sagt, så var han nu alligevel temmelig nysgerrig på, for det var ikke ofte, at folk begav sig ud i skoven. Folk havde fået en sjov tendens til at tro, at her var farligt og alverdens andet. Som mandens stemme nærmest afslørede hans position, så var det noget som Thranduil søgte i retningen af. Han sendte manden en rolig mine, også selvom han stoppede op igen. Ulven tog han ikke synderlig notits af. ”Skoven er nu noget smuk på denne tid af året. En skam, at ikke mange andre til at nyde af den, eller hvad man kan få ud af en dag herude,” begyndte han med en ganske sandfærdig mine. De mosgrønne øjne betragtede sig af hans skikkelse og med det indbydende og varme smil. Nu som det var sagt, så virkede han og agerede han på ingen måder truende overfor denne mand, selvom han havde hånden på sit skaft på sværdet. ”De behøver ikke trække det. Jeg ønsker Dem intet ondt,” forsikrede han. Selvom han måske stod med bue og pilekogger på ryggen, så viste han ingen tegn til at ville trække det – endnu vel at mærke, for han havde ingen grund til det. ”Her skulle være mere end rigelig med plads til os begge,” afsluttede han, inden han vendte blikket i retningen af den rendende bæk ikke langt fra dem. Han smilede let for sig selv. Det var et perfekt vejr at søge udendørs i.

[Deleted]

Chené slap grebet om skaftet og han så mindre anspændt ud, men han var stadig på dupperne. ulven var gået over til bækken for at drikke noget vand. "De må undskylde mine lettere truende adfærd.. hvad skal jeg sige, det er lang tid siden jeg har set noget og mødt nogen civiliseret.", han smed sin rygsæk på jorden og han fandt sit drikkeskind frem og tog en tår af hans kolde vand. "jo skoven er bestemt smuk på denne årstid, jeg bruger megen tid her ude selv". han gav et venligtsindet smil til kende. Han kunne tydeligt mærke en form for lettelse af at få indledt en samtale med en person igen. også i denne skønne natur og tilsyneladende delte de samme interesse og forhold til naturen. Det var en sjælden ting på hans rejser at han mødte folk som stadig huskede at påskønne naturen i sin skønhed. "vil de have mig undskyldt" spurgte han, hvor han samtidig kiggede over mode bækken, "jeg ville gerne lige får vasket det værste af" en hentydning til at han var lettere beskidt efter nogle lidt barske dage i skoven. han lod sin rygsæk ligge, i det han roligt gik over mod bækken for at vaske sig, han så frem til at han kunne få afkølet sig og vasket sig, i den formodent lige kolde bæk. Chené blev rolige af bækkens stille rislen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At blive truet på den måde, var skam ikke nyt for Thranduil, så var han efterhånden så godt kendt med signalerne som man skulle holde øje med, og så langt, så havde han endnu ikke set en grund til at skulle reagere selv. At manden blev langt mere rolig, gjorde også ham langt mere komfortabel, hvor han blev stående. At folk var sådan selv i dag, var en tanke som faktisk gjorde ham trist. Procianerne burde finde den ro som skulle til og finde den ro og harmoni som de havde tilbage i hans tid, selvom det var ved at være så frygtelig mange år siden. ”Mig skal du ikke frygte, dersom du ikke vælger at give mig en grund for dette, kan jeg informere dig om,” begyndte han roligt. Tungen strøg han let over sine læber. Sandt at sige, så skulle man nyde dette vejr, mens man havde det, for inden længe, ville man se efteråret og så den følgende vinter. ”Det glæder mig, at nogen i det mindste søger herud. En skam, at ikke flere gør det,” sagde han roligt. At han ville vaske sig, var noget som Thranduil kun måtte slippe en let, dog varm latter til. Han nikkede. ”Naturligvis.. Lad mig vogte om dine ting i mellemtiden,” sagde han roligt, inden han lod manden søge ned til bækken, så han kunne vaske sig. Han blev dog kun stående for et øjeblik, inden han valgte at søge efter. Han var en mand som selv var social anlagt, hvis han var blevet nysgerrig nok, og denne mand var så meget anderledes end hvad han var vant til at se ved nogen, og det var naturligvis noget som gjorde ham meget nysgerrig! ”Jeg har vandret i disse skove i uendelige tider.. Jeg mindes ikke at have set noget til dig herude før. Tillad mig min nysgerrighed,” sagde han roligt. Han opfordrede vel egentlig manden til at fortælle bare en smule om sig selv?

[Deleted]

"de må igen undskylde min adfærd", Chené var begyndt at vaske sine arme, da han var nået over til bækken. "man skal bare forstår omgivelserne herude", svarede han kort med et lille smil, inden han slog noget vand i ansigtet, hans lettere medtagede krop glinsede i den bagende sol og de mange ar på hans krop stod tydeligere frem. ulven kiggede på på Chené og knorede lidt af ham i det han kom over til bækken, "årh så tig stille du. Du får mad lige om lidt." han kiggede over på manden i det han fortalte ham at ville vogte hans ting, "det behøves de skam ikke, der er ikke det store i værdi", det eneste der var i han rygsæk var mad og hans tøj. Han faldt helt ned på jorden da han havde vasket sig, det var lige hvad han havde set frem til, det kolde vand fik ham til at føle noget, han vidste ikke rigtigt hvad, det var en fornemmelse der kom nogen gange, men han kunne ikke koble det sammen med noget i hans erindringer. "nej, jeg har rejst meget omkring og arbejdet hidst og her" svarede han i en kort, men dog venlig mine, "jeg er først lige ankommet her, mit navn er Frauk" han behøvede ikke at få hans fornavn, og det var også blevet en vane for ham at introducere sig selv med hans mellem navn, han havde fået af hans cirkus familie.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil måtte og ville gerne erkende, at han faktisk var glad for at se andre væsner herude. Det måtte da betyde, at folk igen havde vendt sin opmærksomhed mod skoven som lå hensides alt andet i byerne? Nu var det ikke fordi at han selv gik særlig meget rundt i byen, da han følte sig hjemme her, og det var her hans plads måtte være. Han brød sig ikke om folkemængden i byerne, og folk havde en sjov tendens til at skæve mod ham. Det var ikke ofte, at elverne viste sig på den måde uanset. ”Ingen grund til undskyldning. Det gør skam intet,” forsikrede han ham med et varmt smil. Han tog det ikke så højtideligt. Det var jo trods alt også en menneskeret at slå fra sig, hvis man følte sig truet. Ulven som gik ved hans side, var nu først noget som Thranduil skænkede en opmærksomhed. Det var yderst sjældent, at man så det væsen blive tæmmet, men ikke desto mindre, så var dette jo bare et tegn på at det jo faktisk var menneskelig muligt at gøre dette. ”Har du været på en længere rejse? Dyr udviser sjældent på denne måde, at de er præget af sult,” fortalte han roligt. Han gik varsomt ned i knæ. En elver kendte dyr og deres måde at reagere på. De omgås dem jo trods alt også hver eneste dag, så det kunne jo ikke just komme bag på nogle. Han smilede let for sig selv. Omrejsende var som regel dem som mest kom herude, så det forundrede ham ikke. ”Rejsende er det folkefærd som betræder skoven her mest, næst efter elverne og druiderne, samt de væsner som af natur hører til her. Fortæl mig hvordan det er udenfor skoven her. Det er mig mange år siden, jeg har sat mine fødder der,” forklarede han. Han ønskede jo at vide lidt omkring. Var der kommet ro på tingene, eller var der endnu uro? Som manden alligevel valgte at præsentere sig, rejste Thranduil sig op endnu en gang. ”En glæde er det, at stifte bekendtskab med en forbipasserende. Mit navn er Thranduil.. Thranduil Devárniä,” præsenterede han sig med en tydelig stolthed i minen.

[Deleted]

Frauk rejste sig langsomt op og kiggede over på manden som havde præsenteret sig Thranduil. Han vidste han snart måtte i gang med at få lavet den modgift så hans sår kunne heles og hans krop igen kunne fungere korrekt. Han var dog lidt påpasselig over at tage de urter frem som han havde fundet, da det kunne støde nogle skovvæsener at tage af skoven. "jeg har været på jagt efter noget og vi har ikke haft den store tid at spare, så ja vi har været borte længe og kun spist til nødvendighed." Frauk fik en form for krampe gennem kroppen og han vidste at han snart skulle have noget i det sår ellers ville det nok ikke være godt så længe endnu. Ulven var rolig i det Thranduil kom ned til den, hans adfærd beroliget den næsten ligefrem. Frauk sukkede lidt da han ville svare på spørgsmålet om hvordan det var ude for skovene, han havde strejfet så meget omkring at han ikke lagt så meget mærke til omstændighederne han har været under, "jeg kan ikke være dem så behjælpelig på det spørgsmål, jeg har haft travlt i min søgen efter...." han stoppede op midt i det hele, da han jo egentlig ikke vidste hvad han søgte efter, hans minder var tomme og hans hoved udhulet, der var ikke så meget tilbage og det var det som han søgte svar på. "de må forstår jeg ikke har det for nemt.." tilføjede han kort efter en længere pause.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ænsede ikke direkte at der var noget galt med denne mand. Som det nu var sagt, så forholdt han sig nu ganske roligt, da han ikke havde haft nogen grund til at skulle gøre noget andet. Hånden lod han næsten elegant stryge ulven over hovedet. Han var ikke ude på at gøre nogen ondt. ”Jeg håber at skoven her, kan skænke Dem, hvad De ønsker,” begyndte han sandfærdigt. At manden så nærmest.. krampede, var noget som fik ham til at rynke ganske let på næsen, inden han lod hovedet søge en kende på sned. Var der noget galt? Det var skam ikke fordi at han ønskede at blande sig eller noget lignende, men det var jo trods alt heller aldrig noget som var behageligt for nogen. ”Er der sket Dem noget?” fortsatte han. For alt hvad han vidste, så kunne det jo faktisk være noget ganske alvorligt noget. ”Jeg beklager, hvis jeg virker for ivrig efter at ønske kundskaben om livet udenfor skoven her. Det er en viden jeg tilegner mig fra de forbipasserende, som til veksling af et måltid mad ved elvernes bål, fortæller mig, hvordan det er ude på den anden side,” forklarede han videre. Det var skam heller ikke fordi at han ønskede at virke påtrængende eller noget lignende, for det var det skam ikke. At Frauk havde det svært, kunne han derimod godt se. Han nikkede, og vendte blikket omkring sig. ”Sæt Dem. Jeg kan hjælpe til med noget healende og beroligende,” afsluttede han, inden han roligt trak sig tilbage til en række nærtliggende træer. Det var skam ikke fordi at han ønskede at lade manden være, men når han besad den kundskab som skulle til, for at bruge planteekstrakten på ret måde, så lærte han det gerne videre.