Some time in the sun.

[Deleted]

Angel lod håret samle sig i et bånd, så det kom op i en høj hestehale og kiggede omkring sig i skoven. Hun stod lige omkring bækken og vejret var perfekt til at bade i. Selvom hun ikke var helt sikker på, om det ville være varmt nok vandet. Det var vel værd at prøve. Hun lod den ene fod stikke ned i vandet. En kort kuldegysning gik hele vejen igennem hende, men det gjorde ikke så meget. Iført en top og undertøj, lod hun sig glide ned i bækken, blot for at køle sig en smule af i det ellers så varme sommervejr. Der gik ikke længe, før hun lod sig glide ind i sine egne tanker. Det havde været en underlig uge. Hun havde fundet ud af, at kongen var hendes egen far, hendes mor havde måtte forklare sig en del, og hun var blevet forfremmet på arbejdet. Der var så mange ting, som man skulle holde styr på og sætte sig ind i. Det var dejligt, at hun bare en gang imellem kunne få lov til at slippe en smule væk og bare glide ind i de beroligende omgivelser, der omgik bækken. Fuglene sang, solen stod på sit højeste og der var ingen vind at se i miles omkreds. Klokken måtte vel være omkring 12, det så det i hvert fald ud som om, når man kiggede på solen. Hendes øjne skibbede en smule, da hun kiggede direkte mod solen, så hun måtte kort lukke dem, for at få synet tilbage igen. 

[Deleted]

Skoven var et vidunderligt sted havde Marcell fundet ud af, for her var som regel altid ro mellem de lysegrønne træer, fuglesang og så den varme sol der kom ned mellem trætoppene; men det bedste af det hele var, at her var fred til ham, så han kunne klare sine tanker og ligeså have et sted han følte, at kunne slå sig ned og sove. Penge var ikke noget som han havde, så han levede egentligt på hvad han kunne finde og fange i naturen, og jo flere gange han prøvede at arbejde lidt med hænderne, ja, jo bedre gik det egentligt også for ham syntes han, så det gav ham da kun en smule mod i det ellers håbløse liv han følte at have. Han var blevet kaldt til jorden af Azrael ham selv for en opgave, om at forbedre livskvaliteten for en ung pige ved navn Syrena, men han havde ikke haft held med at finde hende endnu og efterhånden frygtede han bare at han ville fejle. Men i dag, skulle det dog ikke tage modet helt fra ham, for det var en flot dag og han ville holde fri fra den evige søgen i dag, så han i stedet kunne kigge lidt mere på skoven og blive bedre til sit håndværk. Vingerne var foldet tæt ind på ryggen, men de stod jo tydeligt ud af ham, så det var ikke svært at se hvilken race han egentligt tilhørte, det kunne han bestemt ikke skjule længere, men det gjorde ham nu heller intet. Til tøjet, bare han et bar løstsiddende hvide bukser, der var snørret ind i maven med en snor og en hvid top, der var åben på ryggen, så der var plads til vingerne - og på fødderne bar han et par brune lædersko; det var det tøj, han var vågnet i, da Azrael havde hentet ham fra døden og ladet ham leve endnu engang. Roligt nåede han ned til bækken, men før han nåede helt derhen stoppede han op og måtte kigge på pigen, der var gået ned i det rene vand og han løftede et kort bryn - han rystede dog bare på hovedet og gik ned til bækken, nogle meter fra hvor hun var og knælede, for at vaske sine hænder og ansigt.

[Deleted]

Der gik ikke længe, før Angel kunne høre, at der var nogle ved siden af hende, eller i hvert fald tæt på hende. Hun vendte hovedet, kun for at se en engel en smule væk fra sig. Der var ikke mere end nogle meter mellem dem. Hun lod hovedet dukke helt under vandet, blot for at få det vådt og dukkede op lige foran, hvor han var ved at vaske sit ansigt. Det var ikke for at skræmme ham eller noget, da han nok havde set hende allerede. Hun havde altid været meget imødekommende, når det kom til at snakke med folk. Det skulle hun sådan set også, når man arbejdede på en kro. Alt andet ville være tåbeligt. ”Hejsa. Kommer du ikke i?” spurgte hun med et lille fnis og plaskede en smule vand i hans retning. Om han var venlig eller ej, det måtte hun jo så få af se. Hun satte sig i skrædderstilling foran ham og begyndte at vride vand ud af sit hår. Vandet gik hende til maven, så hendes nu tætsiddende top var over vandet. ”Vandet er dejligt. Hverken for koldt eller for varmt” sagde hun med et stort smil og lagde hovedet en smule på skrå. Der gik ikke længe, før hun begyndte at kede sig og blot gav sig til at falde ind i sine meget underlige tanker. Hun havde hele dagen gået rundt og været gladere end sædvanlig. Det kunne være fordi, det hul hun altid havde haft af mangel på sin far endelig var begyndt at lukke sig igen? Det kunne være noget med det og selvom det var noget andet, så var hun glad for, at det var begyndt at ske.

[Deleted]

Marcell sad stille i sine egne tanker, da han som regel ikke var vant til at folk kontaktede ham, fordi han holdt sig ude af byen og herude i skoven, og hvis man endeligt mødte noget, så var det ikke ensbetydende med at man begyndte at snakke sammen, nej så passerede man hinanden og lod som om det aldrig var sket. Han vidste ikke hvorfor at folk som regel undgik ham lidt, det var måske det kulsorte hår og lettere blege hud, blandet sammen med vingerne og det hvide tøj; de ting sammen stod i en så stærk kontrast, at de måske var lidt usikre på ham, men det kunne han vel ikke gøre ved. Han havde udmærket hørt at pigen kom mod ham, som havde været nogle meter fra ham før og han kneb blot øjnene lidt sammen da hun dukkede op lige foran ham. Han rystede hurtigt hænderne over vandet for at ryste de største og våde dråber af, mens han bare så på hende med sine glasagtige øjne, der ikke var til at skære igennem; ingen kunne se ind til hans sjæl, for han skjulte den fantastisk godt med det værn han evigt og altid havde oppe… ja det var vel også en ting, der som regel ikke hørte til her i Procias. Han skubbede sig op at stå og trådte lidt væk fra bækken, da hun plaskede noget af vandet i hans retning. "Hvorfor skulle jeg det?" spurgte han hende, som om det havde et oplagt og enkelt svar, selvom der jo egentligt kunne være tusinde grunde, men han kunne ikke helt se hvorfor han skulle springe i bækken med en fremmed pige. Han smilede ikke til hende, for det lå ikke til ham - nej, han havde en mere kølig natur i ansigtet, var neutral og ikke til at se igennem uanset hvor hårdt man prøvede eller hvor god man var. "Jeg har vasket mine hænder og ansigt, det går an for i dag," svarede han hende roligt, for han badede ikke hver dag, men det skete da regelmæssigt om ikke andet, for hans tøj skulle jo også vaskes af og til, når det kom til at lugte for meget.

[Deleted]

Angel var som regel ikke tilbageholdende, når det kom til at snakke med andre mennesker. Hun havde ikke noget imod at skulle snakke med andre folk, selvom nogle nok ville mene, at man skulle holde sig for sig selv. Det betød ikke man skulle snakke sammen, blot fordi man var tæt på hinanden i en skov. Hun syntes dog, at han så venlig ud, så hun ville gerne snakke en smule med ham. Så kunne han altid bare bede hende om at lade være, hvis han ikke havde lyst til det. Nogle mystiske personer, som han klart var, var ellers ikke til at se i Procias, men det måtte være en undtagelse, for han var ikke som alle de andre hun havde mødt i den by. Mangt og meget havde hun set, men en som ham, det var første gang. Da han rejste sig op, måtte hun bøje nakken en smule for at kunne få fokus på hans ansigt. Et smil bredte sig på hendes læber. ”Hmm… fordi det er varmt og bækken er dejlig kølig?” sagde hun med et træk på skulderne, men kunne godt komme på nogle grunde til, hvorfor han ikke skulle. Det var nok ikke normalt at hoppe i en bæk med en fremmed pige, men hey. Procias var i sig selv en meget fredelig by, så hvad kunne der ske? Det værste hun havde været udsat for, det var et enkelt røveri, engang i kroen, da en meget fuld mand troede han var heldig at slippe af sted med aftenens indtjening. Hans fortsatte svar fik hende til at kigge underligt på ham. Det fik ham ærlig talt til at lyde som om, at han ikke gik i bad eller sådan noget. ”Suit yourself…” sagde hun blot med endnu et træk på skulderne og flyttede sig nogle meter, så hele hendes krop igen kom under vand og kun hovedet var til at se.

[Deleted]

Marcell kunne godt fornemme på denne pige, at hun var en af de mere åbent sindede, der vel egentligt kunne starte en samtale med hvem som helst, så derfor undrede det ham ikke at hun var undtagelsen på hans teori om, at man ikke snakkede sammen når man passerede hinanden i skoven, fordi det vel var stedet man ønskede fred? Nok var Procias en venlig by, men han var vel for mystisk til at alle faktisk åbnede sig op for ham, så derfor passede han også fint sig selv og prøvede at klare sin mission, som ikke gik specielt godt for ham trods alt. Men på trods af mystikken og de spejlblanke øjne der ikke var til at skyde igennem, så var han vel inderst inde en fyr med et godt hjerte, eller det gik han da rundt og troede, for det havde Azrael også sagt, så mon ikke at det passede? Let strøg han sin tunge over sine læber med et vædende strøg, som han så på hende og i det indre tænkte på, hvad der havde fået hende til at snakke til ham, men det kunne han umiddelbart ikke regne ud, andet end hvis det skulle være, at hun var en der snakkede med alle. "Javel," svarede han hende blot, som om hun var kommet med en konstatering, fremfor et svar, der stadig lagde op til at hun ville have ham i - men han kunne ikke helt se, hvorfor han skulle springe i bækken med en fremmed pige. Han løftede et bryn og trådte hen til kanten igen, da hun var hoppet helt i igen, fordi så var hun da ikke helt tæt på ham. Han knælede ned ved kanten, hvor han dog alligevel endte med at sætte sig ned på sin bagdel lige ved vandet, selvom han dog holdt hele kroppen oppe på tør grund. "Det gør jeg bestemt også," svarede han hende, som han foldede den ene vinge halvt ud, for at kigge på om nogle af fjerene var beskidte.

[Deleted]

Angel måtte tage sig selv i at smile, som han alligevel satte sig ned ved vandet. Hun svømmede en smule hen mod ham, dog med en smule afstand. Bækken var omkring 2 meter bred, lige der hvor de var, så hun lod sig placere med ryggen op af den anden side, imens hun kiggede på ham. Det måtte være virkelig irriterende at rende rundt med de vinger der hele tiden. Hvis de var ligesom vinger på fugle, så kunne de jo også komme til skade. Hvad ville der ske, hvis hans vinger blev skadede? Ville han så være ligeså hjælpeløs som en af de der små fugleunger, der var faldet ud af reden? Tankerne fløj omkring hende, men hun blev rystet ud af dem igen, da han kom med sin kommentar. Hun smilede igen til ham og lagde hovedet på skrå. Hendes knæ var nu ved hendes ansigt, da hun havde sat sig med bukkede ben og kiggede hen mod ham. Hagen lagde hun nu på sine knæ og betragtede ham, som han gav sig til at folde sine vinger ud for at kigge på dem. Nok for at finde ud af, om der var noget beskidt på eller noget. Dog var det ikke noget, hun kunne sige, at hun kendte til. Derfor var det nok også så spændende at sidde og se på ham.
Kulden fra vandet begyndte så småt at nå til hendes rygsøjle og sendte en kuldegysning hele vejen igennem hende. Det var nok på det tidspunkt, hun blev enig med sig selv om, at det nok var meget smart at komme op af vandet, inden hun blev syg. Hun svømmede derefter over til kanten ved siden af ham og trak sig op af vandet uden et ord. Hvis han ikke ville snakke, så ville hun bestemt ikke tvinge ham til det.

[Deleted]

Marcell så ud af øjenkrogen hen på hende, som hun nærmest sad overfor ham på tværs af bækken, der ikke var bredere end de 2 meter, så egentligt var de vel egentligt tæt på hinanden. Hans egentligt fokus lå på fjerne på hans venstre vinge, som han halvt havde strukket ud ved sig, for at finde ud af hvor rene de var eller ej, men de var nu egentligt ganske rene, så han var da ikke stødt ind i noget beskidt her i skoven siden hans sidste fulde bad, selvom det nemt kunne ske. Han bukkede vingen sammen og strakte den højre vinge frem og gennemgik den ligeså, men der var heller intet og så var han også tilfreds, for lige med hans vinger var han meget omsorgsfuld, for han ville have at de skulle være rene og han passede godt på dem - det var en del af ham, selvom han til tider følte de levede deres eget liv. Han løftede hovedet helt og så hen mod hende, hvor han mødte hendes smil som hun sendte ham, hvilket bare fik ham til at blinke let med øjnene, for han var slet ikke vant til den venlighed han alligevel også mødte i Procias, når nogle endeligt ønskede at snakke med ham og ikke bare kiggede underligt på ham, som om han var et udskud. Han kiggede efter hende, da hun så ud til at fryse og kom op ad vandet ved siden af ham, hvor han slog blikket ned i bækken i stedet, for måske ønskede han alligevel selskab selvom han altid havde set sig selv som en enspænder. Det meste af hans liv havde han levet alene, så han tænkte altid, at han vel ikke behøvede andre end sig selv, selvom det vel i længden kunne vise sig at være løgn. Men for nu kunne han ikke tillade sig at være alt for egoistisk, for han havde en mission… men okay, der var vel også et egoistisk motiv bag, at han ville klare den for at han kunne blive på jorden, ikke? "Jeg hedder Marcell," endte han ud af det blå og så mod hende, som han ikke helt vidste hvorfor han gav hende sit navn.

[Deleted]

Angel kunne stadig ikke helt kapere det faktum, at nogle rendte rundt med vinger på daglig basis. Det måtte da være uendeligt irriterende at have sådan nogle siddende på ryggen uden at kunne gøre noget ved det. Det var ikke første gang hun havde haft denne tanke. Slet ikke. Den poppede altid frem i hovedet på hende, når hun så en engel. Sidste gang havde hun dog ikke haft de tanker. Der var det lidt andre ting der kom ind i hovedet på hende. Fx det faktum at hendes far var både engel og konge af landet. Det var en del mere end hun plejede at kunne håndtere. Hun ænsede ham ikke et blik, som hun hoppede op af vandet og smuttede hen til sit tøj igen. Med ryggen til ham skiftede hun sin trøje og trak sin nederdel på igen. Hun var en smule blufærdig, det måtte hun indrømme, men at han skulle se hendes ryg, hvis han valgte at kigge mod hende, det overlevede hun nok lige. Hun havde på samme tid sikret sig, at der ikke var nogle foran hende, der ville kunne se noget, så det var ikke det store problem. Hun ville ikke tvinge ham til at snakke med hende og det overraskede hende virkelig, at han valgte at give hende sit navn. Hun vendte sig mod ham, som hun havde fået alt sit tøj på igen. ”Ironisk nok.. så hedder jeg Angel” sagde hun med et smil og gik hen mod ham igen. Hun rettede en smule på sit hår og rakte derefter en hånd frem imod ham.

[Deleted]

Marcell sad endnu ned på jorden, så det var også lidt rart at hvile fødderne, for han fik faktisk gået meget, eftersom han søgte hele landet rundt for at finde den pige, han var blevet kaldt til jorden for at hjælpe. Han vidste kun to ting om hende, og det var at hun havde lyst hår og blå øjne, og at han skulle forbedre hendes livskvalitet; hvordan havde han ikke fået at vide og hvorfor hendes livskvalitet fra forringet, det anede han heller ikke, men han håbede snart at skulle finde ud af det, for han var tæt på at opgive. Nu hvor han havde vænnet sig til sine vinger, så ønskede han også at passe på dem og holde dem rene, selvom han endnu ikke kunne flyve; men han agtede at lære at flyve en dag, for han ville gerne kunne se det hele fra oven, for alle havde vel på et tidspunkt i deres liv en drøm om at flyve som fuglene, og det havde han jo faktisk chancen for! Han manglede bare lidt en voksen og erfaren engel, der kunne lære ham at bruge vingerne til at lette over jorden, for indtil videre var de kun til nytte for varmens skyld, når det engang skulle blive vinter og ellers kunne de også bruges til at blæse lidt vind for at køle ned; men han ville ikke opgive dem for noget, for de var jo en del af ham og han var vel knyttet til dem? Han kiggede end ikke på hende, da hun skiftede tøj, for med sit nye liv kunne han også starte forfra angående sine lyster og han holdt dem på et ekstremt minimum, for hvor havde det egentligt ført ham i hans sidste liv? Det havde ikke givet andet end splid og had, samt en omgang tæsk af sin far den eneste gang han havde mødt manden, så alt i alt, så ønskede han ikke at starte den fiasko op igen. Han skubbede sig op at stå, da hun kom mod ham fuldt påklædt og løftede blot et bryn af hendes konstatering; ja virkelig ironisk, hun skulle da endelig ikke holde sig tilbage med at lave sjov med hans race. Han kiggede kort over hendes hånd og bestemt sig for at give den et klem, så han rakte sin egen frem og trykkede kort og fast hendes, inden at han trak hånden til sig. "Hej Angel," endte han så til hende; der var intet 'rart at møde dig' eller noget, for han havde aldrig lært at være høflig eller direkte have manerer, for han havde aldrig hørt efter sin mor. "Føler du dig bedre tilpas nu hvor du har været i bækken?" spurgte han hende så afsluttende.