Storm ahead?

[Deleted]

Lige når det kom til deres forhold nu om dage, så havde Calista valgt at forlade sig professionelt til det, også selvom hun vidste at det var til Alvaros store irritation i mange henseender. Primært var det for sit eget bedste, for hun havde en tendens til at genopleve de gamle følelser når hun endelig kom for tæt på ham. Det kække glimt var malet i hendes blik. Hun kluklo og rystede på hovedet. Det var sandt, han havde ikke kastet hende over bord, men guderne måtte vide hvor mange gange han havde været fristet til det. ”Kom ikke og påstå, at du aldrig har været fristet,” svarede hun og det lod ikke til at være noget som påvirkede hende synderligt. Calista trådte ham let i møde og lænede sig ind over ham med et lidt hævet øjenbryn. ”Fortæl mig så hvorfor jeg kontinuerligt er den kvinde du desperat forsøger at lokke,” hviskede hun lidt drilsk i hans ører. De havde været som skabt for hinanden, men deres personligheder havde gjort det umuligt at forene dem under ægteskab.. det havde været både voldeligt og brutalt men samtidig noget af det meste intense hun nogensinde havde oplevet. Idet han sprang ud over kanten endte hun selv med at følge efter – dog som ørn. De gule øjne spejdede ud over vandene hvor hun kunne følge ham. Selvom der gik lang tid så var det lidt af en fangst han fik.. som selvfølgelig smuttede fra ham. Hun lo for sig selv, selvom det kun kom ud som en form for skrigen idet hun selv satte sin jagt i gang. Det var begrænset hvor stor hun kunne tage, eftersom hun til dagligt manglede to fingre, så manglede hun ligeså to kløer hvilket gjorde et svært for hende at holde på ting. Hun dykkede da en kæmpe torsk endte med at titte hovedet på i et kort sekund. Kløerne satte sig i den. Den var stor i forhold til noget af det andet hun plejede at fange. Den var tungt at flyve med, men med hårde bask kom hun atter hen til skibet hvor hun smed fisken ned til besætningen inden hun landede på rælingen. Hun ville gerne forvandle sig men det ville kræve at hun skulle stå fuldkommen blottet overfor besætningen hvilket hun ikke ønskede, så i stedet fløj hun ned mod hans kahyt hvis dør stadig var åben. Uanset hvor underholdene det var at se ham dumpe sin fangst, så ville hun gerne have to ben igen. Med døren solidt lukket bag sig, gennemgik hun elegant forvandlingen og endte med at stå blottet i hans kahyt med de lange, mørke lokker hængende ned over hendes ryg, netop lange nok til at skjule hendes bryst.

[Deleted]

Smilet voksede sig større på Kaptajnens læber ved hendes ord. Han havde skam været fristet til at smide hende af op til flere gange og tit af forskellige grunde. Nogle gange fordi den overbeskyttende side var dukket op i ham, hvor han ikke havde ønsket at hun skulle komme til skade, andre gange var fordi hun drev ham til vanvid og gjorde ham så hidsig at han ikke følte at der var plads til dem begge på skibet, men det var tanker i vrede og når han blev kølet af igen, så gik det op for ham at han gerne ville have hende her, da hun var en dygtig pirat og en han også holdt frygtelig meget af. Han stolede desuden på hende og vidste at hun ikke ville gøre ham ondt. ”Åh det har jeg skam, men så alligevel er du her endnu,” svarede han med et skævt og lettere charmerende blik. Han holdt af hende, og selvom han ikke brød sig om det, fordi det gjorde at han havde et svag punkt man kunne ramme, så var det ikke noget han kunne ændre på, da ingen var herre over sine egne følelser og sandheden var … ja, han havde elsket hende og en del af ham gjorde det endnu på trods at de var blevet skilt, men de ville altid have et bånd til hinanden. Nysgerrigt så han på hende, da hun lænede sig imod ham og hviskede ham i øret. Han trak morende på smilebåndet. ”Touché,” medgav han og smilede kækt, inden han forlod hende, for at springe ned i vandet.
Livet under havet. Hvis Alvaro havde kunnet leve dernede som fiskene gjorde for evigt, så havde han nok valgt det liv, da han elskede vand mere end noget andet. Det var her han hørte til og derfor fortrød han ikke at han havde valgt et liv som pirat. Det var et liv han elskede, der var alt hvad han holdt af; eventyr, skjulte skatte, kvinder, rom og naturligvis det muntre liv til havs. Som han røg af tigerhajen og de begge endte under vand igen, svømmede han længere ned, selvom tigerhajen var blevet aggressiv og svømmede imod ham med sit store gab åbent. Han trak en kniv, gemt i bukserne og svømmede til side, lige inden den bed ud efter ham, hvor han stak kniven i dens side, for at nedkæmpe den. Da den blev svag, førte han den ind i skibets store fiskenet og han trak i det, som tegn til at mændene skulle hive det op. Derefter svømmede han lidt væk, hvor han fægtede med armene, for at danne en stor strøm, der lignede en bred søjle, som han førte igennem havet og tilbage mod det andet fiskenet i skibets venstre side. Han førte en masse forskellige fisk, ind i strømmen, som alle endte i fiskenettet og blev deres fangst. Da der var mange, svømmede han hen til nettet og blev hevet med op, da de trak det op af vandet igen. Mændene brølede, jublede og hujede, af den gode fangst, hvor han sprang ned på dækket. Han lo. ”Hvad siger du så?” Det var henvendt til Calista, men han lagde mærke til at hun manglede. Han rynkede brynene og imens mændene hjalp hinanden med fangsten, så gik han ind mod hans kahyt. Han åbnede døren og smuttede ind, hvor han fandt hende nøgen. Han dryppede fra top til tå, selvom han ikke tog sig af det. Han smilede lettere charmerende, da hans blik gled over hendes skønne krop. ”Nå så her gemmer du dig,” svarede han med et smil og gik roligt over mod hende, for at lægge armene omkring hende.

[Deleted]

Uanset hvor meget hun formåede at drive Alvaro til vanvid, så havde Calista ligeså erfaret at han aldrig ville være i stand til at undvære hende, hvilket også var grunden til at hun turde lege med ilden som hun gjorde. I sidste ende håbede hun at han vidste at han kunne sætte sin lid til hende, hun var dygtig til sit job, og trods alt stadig mere eller mindre hengiven til ham. ”Det er jeg. Vi ved begge at du ikke er i stand til at undvære mig,” svarede hun lidt kækt, på trods af at hun vidste det var sandhed.
Calista trak sig fra ham med det næsten forføriske glimt i øjet. Måske hun aldrig havde været i stand til at holde på ham, men han havde aldrig været i stand til at holde fingrene fra ham, noget måtte hun trods alt have gjort rigtigt, og den kunne han ikke benægte. Hun lod ham blot springe i vandet, mens hun selv påbegyndte sin søgen.
Da fangsten først var i land, fløj Calista tilbage til hans kammer. Måske hun var pirat med en fortid som prostitueret, men af den grund havde hun ikke synderligt lyst til at blotte sig for en helt besætning. Det lange mørke hår faldt ned og skjulte hendes bryst. Hun blev stående med armene ned langs siden og ventede på at det før eller siden ville gå op for Alvaro at det var her hun var. I mellemtiden strøg hun over til hvor han gemte sine skjorter. Der måtte være noget hun kunne tage på. Dog blev hun afbrudt i samme øjeblik døren gik op. Hun stoppede sin gøren og smilede for sig selv uden at vende sig om. Den eneste der turde komme her foruden hende selv, var kahyttens ejer. Calista vendte sig da han gik hende i møde og lagde hovedet let på sned. ”Gemmer mig og gemmer mig.. ville du måske dele dette syn..” hun lod hånde stryge langs sin krop for at understrege sin pointe. ”.. med en hel besætning?” spurgte hun med et slankt, hævet øjenbryn. Under normale omstændigheder ville hun nok have forsøgt at undgå dette øjeblik alene, men hun lod ham lægge armene omkring hende og trække hende ind til hans våde krop, ikke at det gjorde hende noget. Hun svang armene om halsen på ham og gav ham et tryk ind til sig, så hans våde klæder begyndte at dryppe ned af hendes nøgne krop. ”Vandet er køligt i dag,” kommenterede hun med et skævt smil. Havet var som oftest varmere end det, men solen havde ikke været meget at se før denne dag, så det kunne næppe forundre nogle. ”Du burde komme ud af det våde tøj,” hviskede hun drilsk i hans ører og nussede ham blidt i nakken. Han skulle jo næppe gå hen at blive syg og han kunne tro det eller lade være, men hun bekymrede sig for ham!

[Deleted]

Hun kunne skam godt drive Alvaro til vanvid, men aldrig så meget at han ville smide hende over bord. Han holdt af hende, hvor han også stolede hundred procent på hende. Hendes ord var selvsikre, men de vidste begge at hun havde ret. Han sukkede lettere opgivende. ”Ja, ja.. du har ret. Tilfreds?” Han hævede det ene bryn og kunne dog ikke holde et morende smil tilbage.
At hun bare var stukket af ind på hans værelse, havde han ikke forventet. Han havde heller ikke forventet at hun havde forvandlet sig for at fange en fangst, for det var ikke meget hun kunne fange som ørn, da hun i forvejen manglede to fingre på den ene hånd. Han var ikke skræmt over hendes barske ar og krop, det var vel det der havde fået ham til at ønske at hjælpe hende? Hun havde alle dage været noget særligt. Hans blik faldt på hendes nøgne krop, da han kom ind i sin kahyt, hvor han naturligvis lukkede døren bag sig. Han kunne se at hun stod henne ved hans garderobe og tænkte at hun var i færd med at finde en af hans skjorter frem, det ville nemlig ikke være første gang. Hun nåede dog aldrig så langt, da hun snart vendte sig om, fordi han var kommet ind. Han trak på smilebåndet til hendes pointe. ”Du har fuldkommen ret, min kære,” medgav han, da han naturligvis ikke ville dele dette syn med nogen fra hans besætning, han havde trods alt været gift med hende, og visse ting ville han gerne beholde for sig selv, selvom han godt vidste at han ikke bestemte over hende. Han kyssede blidt hendes kind, inden han slog armene om hende og mærkede hende slå armene omkring hans nakke, så de stod tæt. ”Lidt.. men det var nu rart med en dukkert,” svarede han. Han var vanddæmon, han var ligeglad med om det var koldt eller varmt, han elskede at være i det, derfor hørte han til på havet og der kunne ikke findes noget bedre job end pirat for ham, hvor han var kaptajn på sin egen skude, hvilket han var frygtelig stolt over. Hendes drilske ord, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Jeg kan jo næsten mistænke dig for at have forkerte tanker, min egen,” svarede han drillende igen, inden han smilede kækt, da han lod hænderne søge til hans bukser, som var det eneste han havde på, da han havde smidt resten fra sig oppe på dækket ved roret. Han trak dem roligt af, så han endte med at stå nøgen med hende. Han betragtede sig af hendes krop, som han lod sin ene hånd søge over den, inden hans havblå øjne søgte hendes. ”Og hvad så nu?”

[Deleted]

Calista lyste op i et yderst tilfredst smil da han langt om længe føjede hende. ”Jeg er ganske tilfreds,” svarede hun med et triumferende glimt i øjet. Manden kunne ikke undvære hende, og det var ikke ligefrem nogen hemmelighed. Han havde trods alt aldrig glemt hende.
Det var ikke ligefrem hans kahyt hun plejede at besøge mest. Halvdelen af tiden frygtede hun i det skjulte for at finde ham med ’gæster’, så hun undgik det hellere, men nu havde hun trods alt vidst at han var i havet, desuden var det bedre end alternativet. Besætningen var griske når det kom til kvinder, ikke at hun kunne bebrejde dem, men hun ville ikke være en del af det. ”Selvfølgelig har jeg ret,” endte hun og himlede med øjnene. Det var end ikke noget han behøvede at konstatere. Kahytten var selvfølgelig præget af den kølige luft uden for, men selvom hun stod blottet frøs hun ikke, og lige overfor ham, så hun ingen grund til at skjule sig.. han havde set det hele mere end én gang.
Calista trak ham tæt på sig, og slap ham med den ene hånd, kun for at lade den stryge hen over hans kind. Skægget kildede hendes håndflade en smule. ”Forfriskende vil jeg tro,” medgav hun velvidende om at han ikke rigtigt tog sig af hvor vidt det var koldt eller varmt, han havde aldrig været den mest pivede hvilket passede hende fint. Det andet var bare.. ucharmerende. Selvom hun var blevet en hårdfør kvinde med årene, så kunne hun ikke holde en mindre rødmen væk ved hans ord. Hendes smil og blik var dog selvsikkert, frem for det usikre som han havde mødt dengang de havde mødtes. Hun lænede sig frem og nappede ham blidt i øreflippen. ”Du skulle bare vide hvor mange forkerte tanker jeg når at gøre mig i løbet af en dag, min kære,” hviskede hun i hans ører. Eftersom hun ikke gik i seng med ham, så holdt hun sig faktisk på måtten, ingen fra den øvrige besætning var synderlig tiltrækkende, så hun afstod hellere. Af den grund havde hun jo lov til at have sine fantasier og sine drømme. Hun lod ham fjerne sit våde tøj, og mødte ham i stedet hud mod hud. ”Nu?” spurgte hun med et hævet øjenbryn og så på ham med et legesygt blik. Hun bakkede let hen mod sengen, og nød hans berøring. Det ville altid føles rigtigt når han rørte hende, hendes krop var nærmest opdraget til at nyde ham så ung som hun havde været. Hun gav ham et blidt skub da de nåede kanten og skubbede ham ned. ”Nu låner jeg pænt en af dine skjorter, så jeg kan få hentet mit tøj. Du burde få noget tørt på,” påpegede hun med et smørret smil og vendte sig igen om mod skabet for at gribe en tilfældig. I stedet for at knappe den op, trak hun den bare over hovedet. Han vidste for pokker at hun ikke ville i seng med ham, selvom det var yderst fristende.