Storm ahead?

[Deleted]

Havet. Så flot og klart fra solens skyfrie stråler, der fik det til at glimte som diamanter. Det bar den flotte dybblå farve. Ikke mange ville finde det intimiderende, når det var så stille som det var i øjeblikket. Men de folk ville nok komme på andre tanker, når først uvejret lagde sig og gjorde bølgerne enorme. Det som brød havets stilhed og fik bølgerne til at skvulpe, var det store skib, der kom sejlende. Ikke det største der fandtes, hvor det også var en anelse smalt, så det var bygget til hurtighed. Undersiden af skibet var lakkeret sort, med et par skrammer hist og her, som et tegn på at det havde været i kamp. Foran var galionsfiguren et skelet der med udstrakt arm holdt en sabel. På dækket kunne man høre en mand råbe. Dette var bådsmanden der var i færd med at svinge pisken og få mandskabet om bord til at arbejde. Skibet bestod af tre master og i den midterste – stormasten – helt øverst, flagrede et sort flag, der bar symbolet af en grøn slange som snoede sig om et skelethoved med to sabler krydset nedenunder. Et piratskib. Og ikke et hvilket som helst piratskib, men The Cursed Baron. Et af de mest berygtede skibe i alle farvande!
Om bord rendte mandskabet rundt og lavede de normale pligter som der nu skulle gøres. Nogle skrubbede dækket, andre holdt styr på de to store fiskenet, som var stukket ned i havet på hver side af skibet og holdt nøje øje med om der kom fisk. Der var nogle der var under dæk og arbejdede der, både med at skure gulvet og andre med at holde lasten i lageret på plads, så det ikke væltede rundt, når først bølgerne blev høje. Om bord var Kaptajnen i øjeblikket i sin kahyt. Den var altid låst, når han ikke var der og han var den eneste der havde nøgle dertil. Den lå under det halve dæk i agterstavnen af skibet, hvor bagmasten gik ned gennem hans kahyt. Han var den eneste med et godt værelse, hvor mændene ellers havde et rum for sig selv, hvor kvinderne havde for sig og måtte dele, ligesom slavinderne havde deres lille fløj i enden af skibet. Han sad i øjeblikket ved sit skrivebord, der stod i venstre side af kahytten – fra dørens side – hvor det var boltret fast op ad væggen med to store vinduer, så man kunne se ud over det smukke hav. Og hav var også det eneste man kunne se i alle horisonter. Han sad i øjeblikket med et kort spredt ud foran sig, hvor han sad med en passer i sin hånd og lavede mål og tegnede op på kortet. Han havde planer om at finde den største skat af alle, den legendariske skat! Eller snarere var det et scepter, der eftersigende kunne forvandle alt den rørte ved til guld. Tænk at besidde sådan en genstand? Det ville gøre ham til den rigeste mand i hele verden! Foruden han kun havde hørt om det i historierne og det var derfor en legende, en legende ingen vidste om var sand. Men han gav ikke op før han var sikker på at den ikke eksisterede! Nu hvor han ikke var ude og kommandere rundt, gik han ud fra at hans førstestyrmand og ekskone havde styr på tropperne – nogle skulle trods alt også styre skibet.

For bedre beskrivelse af skibet klik her

Tag: Calista

[Deleted]

Det var en utrolig smuk dag at sejle på. Havet glimtede smukt i skæret fra solen, men alle vidste at vindene var uforudsigelige og kunne skifte hvert øjeblik, så det var med ikke at lade sig betage for meget. Calista stod på det øverste dæk ved det store, halvslidte ror og spejdede ud over vandene. Ved siden af hende lå et kompas. Hun holdt kurs nordøst for Peula – som Alvaro havde bedt hende om. Hvor var den elendige hund overhovedet henne? Hun så ned på dækket under hende hvor mandskabet forsøgte at slappe lidt for meget af. ”Så få dog lidt gang i dne pisk dit hundehoved!” skændte hun mod bådsmanden der så ud til at få et helt chok. Han gjorde dog som befalet. Hun kunne høre en af kvinder skrige. ”Sådan ja,” mumlede hun for sig selv med noget der mindede om fryd. Hun trak skævt på smilebåndet. Hendes mørke lokker var sat op i en rodet knold så det ikke ville være i vejen for sejlladset.
Det begyndte at være længe siden nogle af dem havde set kaptajnen. Faktisk så mindedes hun ikke at have set ham siden middagen i går. Hvad havde han egentlig gang i? To af mændene brød ud i slagsmål. Bådsmanden forsøgte at styre dem, men tilsyneladende uden held. Hun sukkede. ”Bådsmand! Herop nu.. jeg tager over!” beordrede hun. Han gjorde som hun sagde og gik hende i møde for at overtage hendes plads. ”Aldrig send en mand for en kvindes job,” mumlede hun opgivende inden hun rev hans pisk ud af hånden og søgte direkte ned mod kaptajnens kahyt frem for på dækket hvor mændene rullede rundt. Hun bankede på døren med nogle temmelig lette bank og lænede sig en smule op af den. ”Så er det ud af fjerene, sveske. Din besætning er gået amok igen!” råbte hun ind mod døren, som havde det været en helt almindelig hverdagsting. De var pirater.. det skete ret ofte, men faktisk var det mere end undskyldning til at se hvad pokker han egentlig havde gang i. ”Du ved udmærket godt, at jeg ikke har hænder nok til både at styre et ror, og udfører din elendige bådsmands arbejde,” brokkede hun og himlede med øjnene. Faktisk havde hun ikke så meget imod det, hun var vant til at multitaske, hvilket jo var fordelen ved at have en kvinde ombord, men når det var sagt så nød hun jo egentlig bare at gøre livet svært for sin kære eksmand. Jovist holdt hun stadig af ham, men det betød ikke at hun ville servere alt or ham på et sølvfad, det var helt sikkert! Da der ikke kom meget et svar, lænede hun sig op af døren med ryggen og foldede armene over sit bryst. ”Du burde give mig en nøgle,” konkluderede hun en kende irriteret.

[Deleted]

The Cursed Baron var berygtet af flere grunde. For det første var Kaptajnen kendt som en grusom en af slagsen mod sine fjender og modstandere, hvor selve besætningen var kendt for at være frygtelig stærk skønt de kun var ganske få. I øjeblikket var de omkring 30-35 mand om bord, hvor der højst kunne være 50. For det andet var det som sagt kendt for at være frygtelig hurtigt og ikke mindst at det forsvandt i tåge, når nogen forsøgte at forfølge dem, hvad folk ikke viste – foruden besætningen – så var tågen grundet Kaptajnen, det var ham der dannede fra havet og bølgernes slag mod skibet, hvor han brugte de små dråber til at danne tågen. En tyk tåge, som ingen skibe ville kunne sejle igennem uden at fore vild. Skibet var også kendt fordi Kaptajnen i sin tid bekæmpede en endnu mere berygtet pirat, hvilket automatisk gjorde at han overtog det ry. Der var også en grund til at Kaptajn Salvorique var så kendt. Han elskede simpelthen livet på havet. Det var her han hørte til, som vanddæmon var det hans domæne, hans element, og hvad bedre var havet for intet mindre end en vanddæmon? Han havde altid været eventyrlysten, direkte hungrede efter det, også en grund til at han ikke var blevet hos Calista og havde lagt sit piratliv bag sig, da de var blevet gift, det kunne han simpelthen ikke. Han ville dø som pirat, når den engang tog ham. Og det var sådan at han ønskede det.
Støjen udenfor var ikke kendt for Kaptajnen. Han sad lettere frustreret og forsøgte at tegne ruter på det kort han havde ud foran sig. Og pludselig blev han også forstyrret af en banken og en irriterende kvindestemme på den anden side. At hun ikke kom ind, forstod han ikke, da han sjældent havde låst døren, når han først befandt sig derinde … og dog.. det hændte, når han ikke ville forstyrres. Et flygtigt og uforudsigeligt temperament havde Kaptajnen. Han var vanddæmon og det gjorde at hans humør kunne skifte så hurtigt som havet selv. Han endte med at smide passeren fra sig, inden han rejste sig op. Han var iført en hvid skjorte, der var en smule åben ved brystet, hvor han ellers bar sine mørkebrune skindbukser, der var posede forneden, og så gik han naturligvis i sine knæhøje, sorte støvler med en anelse hæl, som han altid gik i og de derfor var endt en smule slidte. Han sukkede irriteret, som han gik hen og åbnede døren. Da den åbnede indad, ville hun nok ryge ind mod ham, grundet hun stod og lænede sig op ad den. ”Den er åben,” svarede han og lød lettere irriteret. ”Hvad er der?” spurgte han i en vrissende tone. De stod i en mindre gang, med en dør overfor der førte ud til dækket og en dør ved siden af hans egen som førte ind til et kosteskab. Han skævede ud ad døren foran dem, hvor han godt kunne ane at folkene havde samlet sig derude. Han så mod hende. Han tog sig til hovedet og sukkede opgivende. ”Og hvorfor er det at du står her og brokker dig, frem for at stoppe kampen?” spurgte han og lød opgivende, da han ikke engang gad tage den diskussion med hende. Han endte med at rive pisken ud af hendes hånd, hvor han sendte hende et irriteret sideblik. ”Kvinder” mumlede han, som han gik ud af værelset og lukkede døren bag sig i en glidende bevægelse, inden han satte kursen ud mod dækket. ”Og hvad er det lige i dovne, slatne, køtere har gang i?” spurgte han med en hævet vred stemme. Han svang pisken og lod den smælde ud i luften, hvilket fik folkene til at stoppe op og træde til side, hvor han gik frem og lod sit blik falde på de to kæmpende mænd. De stoppede langsomt kampen, fordi deres kaptajn kom til. ”Mr. De Croix og Mr. Salome … hvad er grunden til denne strid? Åh vent.. jeg gider ikke engang høre den,” svarede han, hvor hans undertone var ildevarslende og alle rundt omkring begyndte at bakke, da de godt vidste hvilken mand kaptajnen var. Han foldede hænderne på ryggen, med pisken i den ene hånd og begyndte at gå rundt. ”Jeg har ikke mange regler på mit skib, men de som jeg har, forlanger jeg bliver overholdt. Er det forstået?!” Han svang pisken imod de to kæmpende pirater og ramte den ene – mr. De Croix – på kinden, hvilket fik ham til at trække sig væk. Han så bagud og op mod halvdækket, hvor bådsmanden styrede skibet. ”Bådsmand. Halvtreds piskeslag til hver af dem,” beordrede han, hvor han selv gik imod trappen. Da han gik forbi bådsmanden rakte han ham sin pisk, hvor han selv gik op til roret og tog fat i det. Han havde frit udsyn til hele sit mandskab. ”Kom i gang! Eller der venter pisk til jer alle!”

[Deleted]

På trods af at de fleste frygtede kaptajnen, så ville Calista vove og påstå at hun kendte ham bedre end så mange andre. Deres forhold havde ganske vidst været.. voldeligt, men hun havde aldrig været bange for ham. Hun blev lettere utålmodigt stående op af døren og lod de isblå øjne følge kampen som foregik på dækket. Hvorfor skulle hun stoppe dem når hun kunne få sin kære kaptajn til det? Det var ikke en del af hendes jobbeskrivelse. Der var ikke nær så mange mænd på båden, det havde både sine fordele og ulemper, personligt at hun nok valgt et skib der kunne rumme flere, men det måtte Alvaro jo om. Pointen var at hun fik lov til at opleve. Hun sukkede tungt, og fik en mindre forskrækkelse da han endelig åbnede døren. Hun mistede balancen for en stund men fandt den inden hun faldt til jorden. Ud fra hans ord kunne hun hurtigt bedømme at han humøret ikke var i top. Et næsten smørret smil spillede over hendes læber. ”Skal du have alting gentaget?” spurgte hun lidt spydigt. Hun havde fortalt ham hvad der var galt! Det var af ren og skær respekt for sin kaptajn at hun ikke brød ind uden videre, men ja. ”Er jeg styrmand eller er jeg bådsmand? Det er ikke mit job,” påpegede hun med et lille skuldertræk. Hun synes nok nærmere at han skulle have æren, men det behøvede han jo ikke at vide.
Calista fulgte roligt efter bag ham og lod ham endelig tage pisken. Hun kunne ikke lade være med at klukle ved måden besætningen pludselig opførte sig. De vidste trods alt at deres kaptajn var en mand med temperament.. og hun vidste det mere end nogen anden nok. Hun overværede hele optrinnet inden hun bevægede sig mod halvdækket og så lidt ligegyldigt til mens bådsmanden tog imod sin ordre. Han så udelukkende på Alvaro og slog blikket ned det korte øjeblik hvor han havde mødt hendes blik. ”Skvat,” mumlede hun efter ham og himlede med øjnene. Med lette skridt strøg hun om bag Alvaro og lagde begge hænder mod hans side. ”Hmm.. jeg tager gerne imod de piskeslag, hvis du fører den. Selvom du er en sur sild,” hviskede hun lokkende i hans øre inden hun trak sig. ”Og giv mig så mit ror,” beordrede hun fast men med et smil på læberne. Der skulle mere til at påvirke hendes humør end ham.. hun havde jo levet med ham i mange år. De blå øjne faldt lidt afventende på hans skikkelse. Han skulle bestemt ikke have lov til at overtage det arbejde som var hendes, der var vel en grund til at han havde givet det til hende?

[Deleted]

Alvaro vidste godt at Calista stod på den anden side af døren, kun for at irritere ham. Desværre for hende – og alle andre – var han i dårligt humør i forvejen. Det dumme kort havde gjort ham til dels hidsig og nu hvor der også var problemer på dækket og den dumme kvinde til en førstestyrmand skulle hundse med ham, så blev han kun langt mere arrig! Han havde ikke hørt hendes brok, da han næsten havde lukket af med det samme, da han havde hørt tonen, hvor han havde været optaget af at tegne sit kort, der alligevel var mislykkedes. Han ignorerede hendes spydige ord, selvom hendes følgende fik ham til at himle med øjnene. Skulle hun bare provokere med vilje? ”Men du tog bådsmandens pisk af en grund, ikke?!” bed han hende af idet han rev pisken til sig, hvor han prikkede hende på brystkassen med pisken ende, „du er min førstestyrmand, det er dit job at holde styr på besætningen, når kaptajnen ikke er til stede. Så du kunne have stoppet de skødesløse hunde, frem for at irritere mig.” Og med de ord gik han ud på dækket, hvor hans blik nærmest lynede. Han tolererede ikke at hans besætning sloges indbyrdes imod hinanden. Desværre var det hvad der skete, når der var så mange forskelligheder på skibet, også en ting der gjorde hans besætning stærk.
Snart fyldtes luften med lyden af piskeslag og skrig fra de to mænd. Bådsmandens pisk var hårde og præcise, og halvtreds slag kunne føles som en evighed. De andre mænd var hurtigt gået i gang med deres arbejde, hvor ingen turde at sige noget til ham, når han var i det dårlige humør. Kaptajnen var en spøjs mand. Han kunne være munter og tilmed helt barnlig og så kunne han være hård og nådesløs, hvis han virkelig blev gjort arrig. Og det værste af det hele var at hans humør kunne skifte på et splitsekund. Han stod og så ud over havet og bemærkede godt Calistas skikkelse, da hun gik op ad trappen til ham. Han trak vejret ind, da hun stillede sig bag ham og lade hænderne mod hans side. Han kunne ikke skjule et smil, da hun hviskede sine lokkende ord i øret på ham. ”Vi kan sagtens finde ud af noget senere,” svarede han dæmpet og dog kækt igen, som han drejede hovedet og så mod hende, da hun havde trukket sig væk fra ham igen. Hans smil falmede dog, da hun begyndte at blive provokerende igen. Han trådte væk fra roret imens han slog ud med armene og sukkede højlydt. ”Du tager livet af mig!” sukkede han irriteret, hvor han endte med at gå hen til agterstavnens bagerste ræling og lod hænderne falde på rækværket, imens han så ud over havet som de havde sejlet på. Han sukkede let og et smil gled over hans læber. De drev ham alle til vanvid, men alligevel kunne han ikke være nogen af dem foruden. Han holdt af sit mandskab, som han holdt af sit skib. Han vendte sig om og gik tilbage til hende, hvor det denne gang var hans tur til at stille sig bag hende, for at slå armene omkring hendes skikkelse og lagde hovedet tæt mod hendes og den skæggede hage imod hendes ene skulder. ”Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lærte dig at slås,” hviskede han mildt, hvor han bøjede i nakken og kyssede hendes skulder.

[Deleted]

Man kunne godt sige at Calista til dels havde gjort en hobby i at drive Alvaro til vanvid. På sit vis var det vel også hendes gode ret som hans ekskone? Han behøvede end ikke at sige noget før hun havde opfanget den irriterede tone, derfor tog hun heller ikke hans ord som en direkte fornærmelse eller skideballe. ”Jo så jeg kunne give dig den?” forslog hun med et hævet øjenbryn. Hun slap pisken og himlede lidt med øjnene da han begyndte at prikke hende på brystet. ”Jeg ville ikke snyde dig for alle glæderne.. slap af,” bad hun roligt og skubbede piskens ende fra sig. Hun fandt sig bestemt ikke i hvad som helst, og selv efter lang tid havde han da ikke smidt hende at båden endnu selvom hun ville vædde sit skjulte lager af rom, på at han havde overvejet det mange gange.
De mange skrig var mere eller mindre bare baggrundsstøj. Det var ret almindeligt og derfor tog hun sig virkelig ikke af det, de havde trods alt selv bedt om det ved at være dovne hunde og bruge deres energi på at skændes og slås. Hun nød at se ham slappe øjeblikkeligt af ved den halve omfavnelse. På trods af at de var skilt, så lod det til at visse ting ikke havde ændret sig. Hun smilede for sig selv. ”Mhmm, det kunne være at det kunne løsne lidt op.. du virker så anspændt,” påpegede hun næsten med en bekymret tone. Deres forhold var måske.. mærkværdigt, men det fungerede jo! Ganske tilfredst overtog hun sit ror igen også selvom det lod til at irritere ham. Hun så ud over de smukke vane og smilede skævt. ”Selvfølgelig driver jeg dig til vanvid, kæreste. Det er mit job,” svarede hun med et let glimt i det intense blik. Sandheden var jo at han tilsyneladende ikke kunne undvære hende. Hun faldt en smule ind mod hans krop idet han lagde armene omkring hendes liv, og strøg sin kind mod hans med et lidt tilfredst smil. ”Du ved at jeg elsker når du gror skæg,” endte hun dæmpet og tydeligt tilfredst. For et øjeblik lod hun blikket glide i da han kyssede hendes skulder. Han sendte en mindre skælven gennem hende, hun var bestemt ikke den eneste der endnu kunne påvirke ham. ”Jeg kan stadig huske første gang jeg fik dig i jorden for mine fødder,” svarede hun lidt kækt. Hun havde ikke været særlig gammel dengang.. et sted en naiv kvinde, men han havde lært hende noget af det som hun så brændende havde ønsket at lære – nemlig at forsvare sig. Det var helt og holdent hans skyld at hun var kommet så langt som hun var. Ellers havde hun jo nok endnu spildt tiden på at tilfredsstille ligegyldige mænd. Der var meget at takke ham for.

[Deleted]

På trods af at de ikke længere var gift, så var der ikke sket særlig mange ændringer mellem dem og deres opførsel. De havde altid leget med hinanden og gjorde det endnu, hun drev ham med vilje til vanvid, det havde hun ganske vidst ikke gjort til at starte med, da hun mere havde været en ung og naiv kvinde, men man kunne vel sige at Alvaro havde formet hende igennem årene, lært hende en del om livet som var værd at vide, for selvom han måske kunne virke dumdristig mange gange, så skulle man ikke tage fejl, det var blot en facade, der fik folk til at undervurdere ham, for i virkeligheden var han frygtelig vis og intelligent, han havde oplevet en masse, for ung var han ikke længere og man ville nok blive overrasket over hvor stor hans almene viden egentlig var, han kunne tale om alt fra nat og dag, og han var også kendt for at elske sine mange historier, da han blev helt begejstret og nærmest som et lille barn. Han havde en sølvtunge der kunne tale sig fra det meste, selvom det naturligvis ikke var alle der faldt for den, for nogle var bare aggressiv af natur og det var dem naturligt at slås og angribe skulle man komme dem på tværs. Hendes lille slap af-kommentar hørte han godt, selvom han valgte at ignorere det bevidst, da han ellers bare ville hidse sig yderligere op og den fornøjelse skulle hun ikke have!
Smilet voksede sig kun større på Kaptajnens læber, da hun talte med en bekymring i stemmen og han var en anelse i tvivl om det var sarkasme eller ej. Han sukkede let. ”Jeg tror nærmere jeg vil springe pisken over og så kunne du massere mig i stedet for,” foreslog han i stedet, hvor højre mundvig gled op i en skæv vinkel. En anelse anspændt var han vel? Men så igen, hvem var ikke det her på skibet? Sådan var det, når man levede med at bevæge sig, med at slås og sætte livet på spil. Han rystede på hovedet med et smil, da hun sagde at det var hendes job at drive ham til vanvid. Det troede han skam på! Desværre lykkedes det også meget tit for hende, særligt når han i forvejen var i dårligt humør, som i dag. Han lagde godt mærke til at hun nød hans omfavnelse, hvor hun også gned sin kind imod hans. At hun kommenterede hans skæg, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Ja det ved jeg,” svarede han blot, som var det grundet det at han lod det gro, selvom det nu ikke var tilfældet, han havde skæg fordi han selv kunne lide det, så længe det ikke var fuldskæg, men blot skægstubbe som nu. Han lagde godt mærke til den skælven der gik igennem hendes krop, da han kyssede hendes skulder og det beviste bare at han endnu ikke havde mistet taget. Han lo kort sin klukkende latter, da hun nævnte hvad hun kunne huske. ”Du ved godt at jeg kun gjorde det for at give dig selvtillid ikke sandt?” spurgte han morende, selvom det var en løgn. Hun havde slået ham i jorden på ærlig vis og egen hånd, hvilket også havde overrasket ham dengang og dog var han stolt af hvad han havde lært hende. ”Men du er vokset meget siden dengang,” kommenterede han mildt og vendte blikket ud mod sit mandskab. Der var nok ikke mange der ville vælge sin ekskone som førstestyrmand, men han stolede på hende med sit liv. Selvom han ikke var meget for at erkende at han havde elsket hende – og endnu gjorde – så turde han godt erkende at de havde noget særligt sammen og havde haft det siden første øjekast. Han vidste at han kunne stole på hende.

[Deleted]

Enhver tåbe kunne se at Alvaro og hende ikke var helt færdige med hinanden på trods af en skilsmisse. Hun hadede sig selv for at elske nogen som hun elskede ham, selv efter alle de år, men sammen havde de bare ikke været gode. Der var sket for meget. Han havde udviklet hende fra at være en naiv, ung kvinde, til at være selvstændig og stærk.. i dag kunne hun være meget at håndtere selv for ham, men hun var inderligt glad for at han havde insisteret på at hjælpe hende. Hun skyldte ham virkelig sit liv, og derfor kunne han på trods af hendes fortid, stole på hende. Calista lagde hovedet på sned og betragtede ham med det intense blik. ”Øv.. jeg havde lige set frem til pisken,” endte hun uden spor af følelse og med et intetsigende smil på læberne. ”Men jo selvfølgelig. Hvis det betyder at jeg slipper for at se på dit sure fjæs, så gør jeg det gerne,” svarede hun med et skuldertræk. Hun ville nyde at give ham en massage. Det var det tætteste hun kom på ham i disse tider, man måtte vel tage hvad man kunne få? Sandheden var vel at hun var ved at blive gammel og slavinderne var yngre, smukkere? Tanken generede hende lidt, men at sige det højt ville være et for stort slag på stoltheden.
Calista ejede ingen situationsfornemmelse hvilket ville sige, at hun var ret ligeglad med hvordan hans humør var. Det var hendes pligt at drive ham til vanvid.. han havde gjort det ved hende i rigtig mange år. Alligevel kunne hun ikke holde et lille smil tilbage, ved følelsen af hans arme omkring hende. ”Den sørgelige sandhed er at det ikke er for min skyld,” konkluderede hun og vendte sig i hans favn. De blå øjne søgte i hans. Hun hævede sin hånd og lagde den langs kinden hvor hun kunne mærke de ru skægstubbe. ”Det skal du jo sige. Rammer det din stolthed at blive banket af en pige min kære?” spurgte hun med det drilske glimt i hendes blik. Hans ord fik hende til at slå hovedet tilbage med en lille latter. ”Naturen går sin gang, min kære.. selv jeg blev en kvinde, på et eller andet tidspunkt,” påpegede hun lidt morende og skød brystet frem for at henlede hans opmærksomhed på sin barm. ”Men jo jeg er da.. vokset lidt,” medgav hun og fugtede læberne med tungespidsen. Tja selv hun havde brug for at blive bekræftet i tide og utide, og han måtte trods alt havde en svaghed for hende eftersom han blev ved med at finde sig i hende. ”Jeg savner ikke at være ung.. savner du, at jeg er ung?” hviskede hun lokkende og lettere eftertænksomt.

[Deleted]

Calista havde ændret sig en del igennem årene. Man kunne vel sige at hun var gået fra pige til kvinde? Hun var ikke længere lille og naiv, men stærk og moden. Alvaro havde skam nydt sit ægteskab med hende og han nød skam stadig deres stunder, som nu, men de havde begge indset at et ægteskab ikke passede mellem dem. Om han i det hele taget passede i noget ægteskab, ja det kunne jo så diskuteres, da han havde det med at være en flygtig mand, der ikke holdt sig til det samme længe af gangen. Han drejede hovedet og så mod hende, da hun så mod ham, hvor hendes ord fik ham til at knibe læberne sammen, da han forsøgte at holde en latter inde. Den faldt dog alligevel, da hun fortsatte og det var tydeligt at hans humør igen var skiftet til at være muntert. Han kyssede hendes kind. ”Du kan give mig massage og så kan jeg finde pisken frem som din belønning, hvis du savner den så meget,” hviskede han hende drillende i øret. Den gamle flirt lå stadig mellem dem. Der var nogle af besætningen, der troede at de ville ende gift igen, så var der andre der ikke troede på det, og han vidste at der tilmed var nogle der havde væddet om hvad der ville ske.
Alvaro havde skam stadig en lille svaghed for Calista og han havde på fornemmelsen at han altid ville have en. Hun havde altid betydet en del for ham og hun var en af de få kvinder som han konstant var kommet tilbage til selvom årene var gået. Selv nu var de stadig sammen og han var endnu ikke blevet træt af hende, end ikke på trods af at hun med vilje drev ham til vanvid til tider. ”Hvis det gør dig glad og lettet, kan vi godt sige at det er for din skyld?” foreslog han som den gentleman der var gemt i ham, selvom det ikke var det samme. På den anden side var det bare skæg så grunden til at han havde det, kunne vel være ligegyldig? De begge kunne lide det og det var hovedsagen. Da hun vendte sig om, forlod den ene arm hende, så han kunne gribe om roret, skibet skulle nødig ende med at skifte fuldstændig kurs. Han slog kort blikket ned til hendes spørgsmål. ”Ja,” erkendte han, da hun spurgte om det ramte hans stolthed. Det gjorde det. Han var stadig en anelse mandschauvinist, så selvfølgelig ramte det hans stolthed at en ung kvinde slog ham. Han løftede blikket mod hendes og et kækt smil gled over hans læber, „men jeg er stolt af hvad du har opnået.” Naturligvis bar han ikke længere nag. De havde trænet, hun havde fældet ham og det betød at hun havde vist fremskridt, hvilket kun var godt. Han trak morende på smilebåndet, da hun kommenterede sine ord ved at skyde brystet frem. ”Mhm,” mumlede han medgivende, da han kort lod sit blik glide over hendes krop og naturligvis hendes barm, hun selv havde skudt frem. Hendes smukke blå øjne, fangede dog hans egne turkisblå, da hun tilføjede sin lille bemærkning. Det var nok en fælde mange mænd ville falde i. ”Du er stadig ung, min pige, og du er ganske perfekt, som du er nu,” svarede han sandfærdigt og kyssede flygtigt hendes læber. Uden tvivl smiger, men han ville nødig ende med at sige noget forkert og så få en lussing i stedet for! Desuden, han kunne ikke tillade sig at kalde hende gammel, når han selv var mange år ældre!

[Deleted]

Ikke alle forblev unge til evig tid, og man havde kun kunnet regne med at hun en dag ville blive voksen. Måske det var hans alder som havde gjort hende tiltrukket af ham for første øjeblik, hun vidste det ikke, men han havde gjort hende i stand til at overleve. De havde begge været flygtige og eventyrlystne, desudne havde de begge et enormt temperament, hvilket var grunden til at det bare ikke var gået. Selvfølgelig var hun til tider ked af tanken, men det vigtigste var trods alt, at hun aldrig havde mistet ham helt. ”Faktisk ville jeg hellere fortrække en nat i din kahyt,” påpegede hun med et skævt smil. Køjen hun normalt sov i, var ikke videre behagelig, hun ville til enhver tid fortrække en seng som duftede af ham med den velkendte favn også selvom hun ikke ville erkende det.
Der var mange væddemål på skibet og selvom Calista stod med ryggen til, vidste hun at folk fulgte dem nøje i håb om at vinde et af væddemålene. Hun var ligeglad. ”Jeg har lært at værdsætte sandheden ser du,” svarede hun med et blik der var fuld af løgn. Hun hadede ærlighed. Det var ikke sjovt og det var slet ikke så praktisk som løgnene. Desværre havde Alvaro en irriterende evne til at læse hende. Hans stilhed sagde det hele, smilet falmede dog ikke af den grund. Hun lod sin hånd falde til hans overarm. Måske hun stadig havde en form for ejerfornemmelse når det kom til ham? Skuden havde hun skam styr på også selvom hun lod ham overtage. Hans charme lod hende ikke distrahere fra arbejdet. ”Det bør du være, det er trods alt takket være dig,” påpegede hun sandfærdigt. Hun sukkede dæmpet. Til tider var det frustrerende at have så meget lyst til at markere ham som sin med berøringer. Ganske tilfredst lod hun ham betragte hendes kavalergang også selvom han hurtigt fangede hendes blik på ny. Hans svar fik hende dog hurtigt til at bryde øjenkontakten for i stedet at se ud over det glimtende vand. ”Tøsedreng,” svarede hun med et skævt træk i mundvigen. Hun lod sig ikke fornærme. Mange mænd hungrede efter hende, det var blot hende som var blevet kræsen. Hans flygtige kys fik hendes hjerte til at slå hurtigt for et sekund eller to også selvom hun ikke nåede at få muligheden for at gengælde det. I stedet vendte hun sig igen om og lagde begge hænder på roret. ”Typisk mænd at komme med diplomatiske svar,” mumlede hun og sukkede også selvom.. det vel havde været det rette svar? Hun var ikke længere ung, men hun havde en erfaring som de færreste kunne prale med, og hun kendte ham bedre end nogen af de slaveinder der var ombord.. jaloux? Måske en kende i tide og utide, men hvad skulle hun dog gøre ved det?

[Deleted]

En anelse overrasket hævede Alvaro det ene bryn til hendes ord. Han vidste godt at de af og til havde gjort en brøler og var endt i samme seng, men normalt så holdt de sig rent faktisk fra det intime. Der kunne stadig være flirts mellem dem, der kunne forekomme kys og kærtegn, men efter skilsmissen og hun var kommet med om bord, var de begge gået op i at holde det professionelt … så godt som de nu kunne. Han kunne ikke lade vær med at smile kækt til hendes ord. Hun ønskede en nat i hans kahyt? Det gik som regel galt.. ikke at han havde noget imod det. Det var ikke det intime som gjorde at de var blevet skilt. De havde bare begge to store personligheder og det var ikke altid at de gik godt i spænd med hinanden. Han løftede hånden og lagde den under hendes hage, kun for at lade sin tommel løbe over hendes fyldige, fløjlsbløde læber. ”Du er da altid velkommen i min kahyt, smukke,” svarede han sandfærdigt og blinkede flirtende til hende med det ene øje, inden han lagde armen om hende igen.
Et morende smil gled over Kaptajnens fløjlsbløde, rosenrøde læber, da hans eks fortalte at hun foretrak sandheden, noget han vidste, var en løgn. Han kendte hende utrolig godt, måske endda bedst, hvor det også gik den anden vej og derfor havde de svært ved at skjule noget for hinanden, da de kendte hinandens små reaktioner, når noget var galt og til tider kendte de blot hinanden så meget at de kunne skelne løgnen fra sandheden – som nu. Han sagde dog intet til det, strøg hende blot en anelse fraværende over lænden, hvor hans hånd hvilede trygt og mærkede de små reaktioner hans krop gjorde, når han stod hende nær, såsom hjertet der slog en smule hurtigere, eller hans krop, der blev en anelse varmere. ”Det er det nemlig!” svarede han stolt. Det var ham der havde hjulpet hende i sin tid og det var en handling han aldrig havde fortrudt! Han havde sjovt nok altid haft et blødt hjerte for hende og hendes historie, han havde aldrig brudt sig om tanken om hvad der var sket med hende eller det som var sket, når han havde været væk. Han havde aldrig ønsket at nogen eller noget gjorde hende fortræd.
Let hævede han det ene øjenbryn, da hun så til siden og kaldte ham for tøsedreng. Nok han var meget, men kujon var da på ingen måde en af dem! Han himlede blot med øjnene og undlod at kommentere det, da han i så fald bare ville hidse sig op og det gik sjældent godt, når han gjorde det. Han så hende vende sig om og gribe roret, hvor han trak morende på smilebåndet, da hun udtalte sine ord. Han løftede højre hånd og gned let sin skæggede kind, inden han stillede sig tæt bag hende igen, gemte sin næse i hendes hår og indsnusede hendes søde duft. ”Jeg er bare så god til det med ord! Men du ved at jeg mener dem,” svarede han og startede drilsk og pralende ud, kun for at ende alvorligt. Han lagde hovedet på sned, hvor han kyssede hende i nakken. Nu hvor hendes hår var i en knold, var den trods alt fri. Han trak sig derefter væk fra hende og stillede sig hen til rækværket og så udover sin besætning. ”Nå mande! Hvad siger I til at få en ordentlig fangst i dag?” spurgte han kækt og hans mandskab på dækket brølede jublende som svar. Han så mod Calista med et skævt og selvsikkert smil. ”Hvis jeg springer i vandet, hvad tror du så jeg kan fange?” spurgte han udfordrende.

[Deleted]

Af ren og skær princip havde Calista forsøgt at holde deres forhold rent professionelt hvilket var glippet en gang eller to når først rommen var blevet sat på bordet. Flirten mellem dem levede jo også videre i form af kærtegn og kærlige navne, desuden var hun for kræsen til at være intim med nogle af de øvrige medlemmer af besætningen, selvom hun virkelig følte lysten efter lange stunder ude på havet. Hun hævede et øjenbryn og smilede nærmest forførende. Pegefingeren lod hun blidt stryge ham under hagen. ”Pas på med hvad du siger, kæreste, før du ved af det er jeg flyttet ind. En seng og en mands favn er bare betydeligt mere komfortabelt end en køje blandt en flok skøger,” erkendte hun lidt kækt. Ja hun tillod sig at tiltale de øvrige kvinder sådan, for det var da ikke helt galt! Sandheden havde for hende altid været ligegyldig, hun havde gjort et helt liv ud af løgne og bedrag, hvilket hun nød så hvorfor ændre det? Pointen var at hun vidste at Alvaro var i stand til at gennemskue hende lettere end noget andet.
Calista nød stadig at føle ham tæt på sig.. han kunne stadig få hendes hjerte til at slå nervøse slag og skænke hende en varme som hun sjældent føle. Til tider formåede han ligefrem at nedbryde facaderne for en kort stund. Endnu en skælven gik igennem hende ved kysset i hendes frie nakke. Hun elskede at han kendte hendes punkter, men hadede et sted måden hun reagerede på det på. ”Du gør det med vilje,” konkluderede hun med et lille smil selvom hun lod ham slippe hende ofr i stedet at henvende sig til mandskabet som vendte deres blik mod ham. Der var ikke mange timer til middagen skulle på bordet, men den skulle trods alt fanges først. Det var en mands job. ”Overbevis mig!” opfordrede hun kækt. Hun hævede et slankt øjenbryn og sendte ham et lettere vurderende elevatorblik og fnøs. ”Dig? Du kan højest fange en torsk,” konkluderede hun næsten med en undertone af hån, også selvom det kun var i et forsøg på at udfordre ham, hun kendte ham jo bedre end som så. Hans evner gjorde det let for ham at få en fangst. Hun ledte mere efter en undskyldning til at få ham til at smide trøjen. Selv havet blev kedeligt at kigge på når man så det hver dag, lidt sukkergodt til øjnene kunne aldrig nogensinde skade. Hun lagde hovedet på sned og sendte ham et lille luftkys som held og lykke, for det ville uden tivvl morer hende at se ham forsøge på at få en fangst.

[Deleted]

Kaptajnens kahyt var til hver en tid bedre end de hængekøjer som mandskabet sov med, både mænd og kvinder, samt slavinderne sov i dem, hvor han var den eneste med en ordentlig kahyt. Det var der også grund til, da folk skulle vide hvem der var Kaptajn og han havde brug for det som var større, han havde brug for det skrivebord han havde, så han kunne lave sit arbejde, samt sine planer. Det forundrede ham dog ikke at hun var træt af sådan en levestil, derfor havde han heller ikke noget imod de nætter hun sneg sig ind i hans kahyt for at sove der, da der altid var plads til en til – lige og lige i hvert fald. Han trak kælent på læberne, da hun strøg ham under hagen, hvilket var en simpel berøring han nød. ”Hvem siger at jeg har noget imod at du flytter ind?” spurgte han, hvor hans turkisblå øjne så lettere gådefuldt på hende. De havde været gift, der lå stadig noget mellem dem, ja, at have hende i sin seng, var ikke så ringe igen end ikke på trods af at de ikke var gift længere.
Alvaro havde ikke behov for at mærke hendes skælven, for at vide at hun nød kysset i nakken, han vidste i forvejen at hun nød det, og hendes ord bekræftede det kun. Han så sig over skulderen og smilede uskyldigt til hende. ”Naturligvis,” erkendte han direkte uden at forsøge at skjule det. Hun drillede og tirrede ham, han gjorde naturligvis gengæld, når han fik chancen. Han sendte hende et selvsikkert smil, da hun opfordrede ham til at overbevise hende. ”Det skal jeg nok,” svarede han i samme tone, inden han henvendte sig til mandskabet. At hun skulle se vurderende på ham og nærmest gøre ham dårligere end hvad han var, fik ham til at himle med øjnene og de af mandskabet, der hørte hende, valgte at slippe en munter latter. Det var ikke første gang at hun hånede ham foran mandskabet og alle vidste at de havde deres lille interne konkurrence, der bestod af udfordringer. Han fnøs let til hendes ord. ”Åh bare vent og se!” svarede han trodsigt igen, som han løsnede snørerne ved hans skjorte, inden han trak den over hovedet, så han stod i bar overkrop. Han bar et par mærkværdige ar, det mest bizarre var det store bidemærke der strakte sig fra hans højre hofte og gik i en bue op til de nederste ribben, hvor han havde et matchende på ryggen, som et stort dyr havde haft fat i ham. En søhydra, fortalte han hver gang nogen spurgte. Han trådte derefter ud af sine sorte støvler, så han kun stod i sine bukser. Han sendte hende et udfordrende smil. ”Tab nu ikke kæben, når jeg blæser dig omkuld, putte” sagde han kækt til Calista, og med de ord, satte han i løb mod rækværket på højre side af hende, sprang op på det, kun for at gøre et hoveddyk ud mod havet. Dette var en handling der fik de fleste af mændene på dækket til at søge til højre side af skibet, for at se ham lande i havet og søge ned. Dybt var det. Frygtelig dybt. Og mange fiskearter levede her. Han kunne se at der kun var et par fisk, der havde sat sig fast i nettet, men ikke meget og ikke nok til en hel besætning på 30-35 mænd. Men han skulle nok fange noget stort! Mest af alt for at imponere Calista og sin besætning.

[Deleted]

Selvom Calista kun havde tilbragt ganske få nætter i hans kahyt, så vidste hun at han seng var langt mere behagelig end det som hun måtte affinde sig med. Heldigvis havde hun sluppet for at sove sammen med det mandelige selskab.. i så fald havde hun nok næppe fået lov til at lukke et øje, de ville alle være over hende som fluer. Hans ord kom lidt bag på hende, også selvom det ikke kom til udtryk. I stedet forvandledes hendes blik til et intenst og forførende. ”Du kunne ikke holde ud at være gift med mig, hvordan skulle du kunne holde ud at leve så tæt med mig?” spurgte hun lidt udfordrende. ”Du er slet ikke mand nok til at håndtere en kvinde som mig,” tilføjede hun sagte men med den drilske undertone der indikerede at hun blot drillede.
Alvaro pirrede hende ganske bevidst, hvilket hun slet ikke var i tvivl om. Han vidste hvor han skulle ramme for at tirrer hende, hvilket næsten var frustrerende, når hun forsøgte at holde afstand til ham – intimt vel og mærke. Hun kommenterede det ikke yderligere men valgte i stedet at håne ham lidt overfor mandskabet. Han fortjente det trods alt, desuden så havde de kun den sjov de selv lavede. Hun kunne høre deres latter, hvilket fik hende til at smile lettere provokerende. Hans humør lod til at have ændret sig betragteligt. Hun fulgte ham nøje med blikket da han begyndte at klæde sig af. Flere fra mandskabet pfiftede, hvilket fik hende til at lægge armene over brystet med et smørret smil på læben. ”Du kunne ikke finde noget mindre.. barnligt end ’putte’?” foreslog hun med et hævet bryn. Hun ville glæde sig til at se hvad der skete, også selvom hun allerede havde en idé om at han ville komme tilbage med lidt af en fangst som sædvanlig. ”Blærerøv,” mumlede hun efter ham som hun så ham hoppe ud af kanten med et meget imponerende hop. Det store ’plask’ kunne høres på hele dækket hvilket fik folket til at søge hen til rælingen for at følge deres kaptajn. ”Sæt anker og få de sejl ned!” beordrede hun fast. De skulle helst ikke komme for langt væk fra Alvaro, hun ville nødig miste ham på vejen – sikke et ramaskrig det ville bringe, og hun havde mere end rigeligt at tænke på fra før af, det var ikke noget hun gad at spilde sin energi på også. Det var bestemt ikke fordi hun ville savne ham!....? Hun holdt fast i roret og så ned på bådsmanden. Ligesom Alvaro endte hun med at løsne sit tøj – dog uden at klæde sig af, den tilfredshed ville hun ikke give besætningen. Da det var løst nok forvandlede hun sig til den prægtige ørn, der spredte de brede vinger og gav noget der mindede om et skrig fra sig. Hun fløj ud over havet og så efter en eventuel god fast i nærheden.

[Deleted]

Alvaro så godt det flygtige overraskende skær i Calistas øjne, hvilket måtte more ham, uden at han lod det komme til udtryk. Nok de ikke var et ægtepar længere, men tiltrækningen var der jo endnu, ellers havde han da ikke flirtet til hende og til tider lagt op til mere, bare for at provokere. Han nød ganske vidst kvindeligt selskab, men Calista havde aldrig kedet ham, det var typisk hende der holdt det professionelt mellem dem og det tvang ham til at gøre det samme. Han smilede lettere flirtende til hende ved hendes spørgsmål. ”Åh skat dog, jeg har da altid holdt dig ud. Jeg har trods alt ikke smidt dig overbord endnu,” kommenterede han drilsk og blinkede let til hende, skønt hans mine ændrede sig, da hun udtalte sine følgende ord, hvilket fik hans læber til at trutte i en utilfreds mine. Et sted havde hun ret. Der var en grund til at de ikke var gift længere og det var vel fordi de ikke havde kunnet håndtere hinanden? Netop! Hans læber spillede ud i et kækt smil igen. ”Og du er ikke kvinde nok til at kunne holde på mig,” svarede han flabet igen og trak let på skuldrene. Skulle hun provokere, så fik hun igen af samme skuffe!
Kækt så han sig over skulderen, da hun kom med sit forslag. Hans smil var svar nok, da han trods alt havde kaldt hende for putte bevidst. Han sagde heller ikke mere, før han var sprunget ud over rælingen og ned i havet. At hele skibet standsede, havde nu ikke været nødvendigt, han var trods alt vanddæmon og kunne med lethed følge med. Han tog sig dog ikke videre af det, da han søgte dybere ned. Han så sig omkring med det sorte hår flagrende omkring sig. Blikket faldt på en stor hval langt væk og hurtigt nåede han tæt på, hvor han lod sine fingre stryge over den glatte overflade. Det store dyr svømmede dog uanfægtet videre. Det var næsten synd at slå sådan et stort og fredeligt dyr ihjel. Han så sig derfor omkring igen. Han ville ikke bare fange noget sølle som fisk! Det skulle være noget der kunne imponere de andre! Hans blik søgte ned mod havbunden, hvor han så en stor blå rokke svømme langs sandbunden. Nej, næsten for kedeligt. Hans blik søgte igen rundt og et selvsikkert og triumferende smil gled over hans læber. Bingo! Hans blik faldt på en stor tigerhaj, der også havde fået øje på ham, hvor den svømmede hurtigere imod ham. Han spredte let armene ud, og da den åbnede sit store gab og skulle til at bide ud efter ham, skød han pludselig nedad, hvilket forvirrede hajen, der svømmede lige ud. Med tråde af vand, havde han lavet en tøjle, hvor han kom op at sidde på hajens ryg og styrede den imod skibet. Som den kom tæt på, trak han i højre tøjle, hvilket fik den til at dreje skarpt, så den flugtede langs skibet, inden han førte den op til overfladen, hvor den sprang op i en fin bue. Alvaro lo triumferende og muntert, hvor det naturligvis kun var for at blære sig og det var da også et syn der fik flere af besætningsmedlemmerne til at stirre med åben mund. Men grundet sin tåbelige arrogance, mistede han fokus, hvor han endte med at ryge forover hajen, der gjorde et ryk med hovedet for at komme fri. Han nåede kun lige at brøle kort, inden både han og hajen forsvandt under havets overflade igen, hvilket fik hele besætningen til at stille sig hen til rælingen, for at følge med.