Just watching..

[Deleted]

Højt på himlen stod den bagende sol allerede, som vejret i Valvor Pairó altid havde været kendt for at være gavmildt. Der herskede ingen sky på himlen, og det gjorde luften lettere tung, hvilket også skyldtes, at der ingen vind var. Graderne var derfor også allerede et godt stykke oppe, og det kunne ligeledes ses på befolkningen, som de alle gik lettere klædt, end hvad de for eksempel ville have gjort i Dvasias. De fleste forsøgte desuden at holde sig i skyggen, hvor købmændene ligeså gemte sig under lagnerne, der var blevet opført over deres boder, så de ej skulle stå i den glohede sol gennem hele dagen. Ganske spækket var der allerede på markedspladsen, som boderne var blevet slæbt ud i det gode vejr, hvor mulige købere ligeså allerede gik omkring for at se, om deres interesse muligvis ville falde til købmændenes salg. Salget på markedspladsen var desuden en af de få ting, der ikke havde ændret sig synderligt, siden Peula var røget ind under Imandras styre. Det eneste der var sket var, at der om end var kommet en håndfuld flere tyveknægte end før. Højt og lystigt gik snakken, som folk var glade på denne lune formiddag, og derfor var der også allerede godt gang i salget. Det var dog ikke alle der gik højtrøstet omkring, samt spenderede til højre og til venstre. Det gjorde Jarniqa i hvert fald ikke. Alene og uden mønter på kroppen gik hun nemlig, som hun var uden følgeskab og uden løn, grundet sin ringe stand. Et par timers fri fra arbejdet på piratskibet – The Cursed Baron – havde hun fået, og det havde bestemt ikke fået hende til at spilde tiden! Hun hadede sin tilværelse på skibet, som hun ej var der af egen fri vilje, men som en sølle slavinde i stedet. Hun hadede kaptajnen og hans besætning, hvor de eneste hun kunne med, var de andre slavinder, fordi de var under samme kår som hende selv. Derfor spildede hun aldrig tiden med at blive på dækket, når hun fik lov til at gå, som hun derimod altid forsvandt, som havde der hersket magi. Helt frit kunne hun dog ikke bevæge sig, som der desværre var blevet malet en usynlig barriere for hendes vedkommende, fordi hun var underlagt magi. En magi der tillod hende at bevæge sig væk fra piratskibet, men aldrig længere væk end den by, de havde lagt til ved. Derfor var hun altid tvunget til at blive i nærheden, samt vende tilbage når tiden var inde, skønt hun altid bar ønsket om at rende af sted. Væk. Langt væk til de skove hun erindrede i sine drømme. Den begrænsede frihed var dog bedre end ingenting, og derfor befandt hun sig på markedspladsen denne dag.
På bare tæer bevægede Jarniqa sig hen over de opvarmede brosten og rundt mellem de forskellige boder. Interessante fandt hun dem alle, som det ej var noget hun var i stand til at købe, selvom hun var der. Hun havde nemlig ingen penge, og hvis hun endelig fik en vare med sig, ville den formentligt blive hende frarøvet, så snart hun vendte tilbage til skibet. Derfor holdt hun sig til at bevæge sig nydeligt omkring, mens hendes røde kjole pænt fulgte hendes bevægelser.

[Deleted]

Ordre, ordre hele tiden! Elijah sukkede som han traskede mod Valvor Pairó og markedspladsen der. Han havde fået ordre på at holde lidt fri af den kommende Dronning og han hadede den tanke. Hun havde været hans underordnede i så mange år efterhånde og nu kom hun her og gav ham ordre? Det irriterede ham, eller det gjorde det ikke men det at han skulle holde fri irriterede ham grænseløst. Han pustede let en løbsk hårtot væk fra ansigtet og fortsatte mod byen. Han nåede ind på brostenen og satte mod markedspladsen. Ikke fordi han havde i sinde at købe noget medmindre der var noget der fangede hans blik. han ville bare gå og kigge, måske bruge et par timer her og så trygle Kellan om at komme tilbage til arbejdet igen. Han kunne jo ikke bare holde fri efter at hun var blevet angrebet på den måde men det forstod hun bare ikke og det fik Elijah til at sukke endnu en gang. "Magen til stædige kvindemenneske skal man sgu lede længe efter" vrissede han til sig selv og stak hænderne i lommen. På hans tøj var det tydeligt at se at han ikke ligefrem var fattig. Han var godt lønnet som kaptajn for den kongelige Garde og derved have den højeste rank der var, desuden så var han god til at spare sine penge så han havde en klækkelig sum. Hans bukser var sandfarvede og i noget blødt bomuldsstof, og det samme var hans skjorte som dog var hvid og de øverst knapper var åbnet og det øverste af hans brystkasse var synligt. Han nåede hen til de første boder og tog hænderne op af lommen og begyndte at kigge nysgerrigt. Han kunne virkelig godt lide at kigge rundt omkring fordi man vidste aldrig om der var en skat gemt på sådan et marked som ejeren ikke kendte til så man skulle være vaks. Han stod ved en smykkebod, tydeligt vis hjemmelavede men han kunne nu egentlig godt lide designet af smykkerne så han stod egentlig og overvejede hvor vidt han skulle købe et par stykker. Han betragtede ikke så meget andet omkring ham, han var ikke så interesseret i andre mennesker længere. Ikke efter han havde mistet den person som han havde været tættest på så han holdt sig for det meste for sig selv.

[Deleted]

Hvis man spurgte Jarniqa, var fritid det bedste i denne verden! Det var dog også fordi, at hun uvilligt var endt i arbejde, og derfor endnu udførte det ganske modvilligt. Derfor elskede hun de timer eller de dage, hvor hun fik fri fra The Cursed Baron, og derimod fik tilladelse til at bevæge sig frit og alene omkring i det område, hvor piratskibet havde lagt til. I dag var sådan en dag! Det føltes som at få en knude løsnet fra sit bryst, som om hun endelig fik tilladelse til at trække vejret frit igen. Hvert et sekund nød hun derfor, og derfor blev hvert øjeblik værdsat til fulde. Kedeligt fandt hun det derfor ikke at bevæge sig alene omkring, da det derimod gav hende frihed til at tænke og slappe af, og guderne måtte vide, hvor meget hun havde brug for det! Hendes position var nemlig ej en let en af slagsen, skønt hun ej var bebyrdet med de øverste personer i hierarkiets pligter. Roligt fortsatte hun ned ad de forskellige boder, som hun ej var opslugt af markedets personer, men af markedets salg. Derfor ænsede hun ej, hvordan en hustru måtte daske til sin mand, da han sendte et par lidt for lange øjne i Jarniqas retning. Mandsblikke var desuden, hvad hun var vant til, som hun var omgivet af lystne blikke på skibet. Alle blikke, som hun ønskede bort. Mere fængende for en mands øjne var hun dog end andre kvinder, men det skyldtes også det magiske i hende. Nemlig nymfen. Opslugt af et par specialfremstillede smykker var hun, da hun pludselig mærkede, hvordan hun fik et stød gennem kroppen, som hun bumpede ind i noget fast. Overrasket over sin manglende opmærksomhed, blinkede hun let med øjnene, inden de uskyldige blå øjne faldt til den mandlige skikkelse, som hun havde gået direkte ind i. En mand der måtte være hende ukendt, som var Elijah. ”Det må De virkelig undskylde, hr. Jeg så mig ej for,” undskyldte hun hurtigt med sin pæne stemme. Et smukt og yndefuldt væsen var hun, skønt det var til at se, at hun ej besad de store rigdomme. Hendes kjole var af den sædvanlige stil, som det igen var en kjole der var udvalgt af de mandlige pirater. Blodrød var den, hvor stoffet var luftigt, samt det ej dækkede for meget. Kjolen gik hende nemlig kun til knæene, hvor den bagtil på ryggen var bar, og fortil kunne man andre hendes mindre kavalergang. Hendes figur kunne man desuden ane grundet de tynde reb, der var blevet viklet og hendes liv, for at give hendes kjole en smule facon. Hendes ansigt derimod var helt blottet, så man derfor kunne se hendes kønne træk, hvor hendes bløde kastanjebrune lokker gled ned og indrammede hendes ansigt. Om halsen bar hun dog et besynderligt smykke, som det måtte være den halskæde hun altid bar. Halskæden der fungerede som et slags halsbånd, og som konstant måtte indikere hende om sin stand her i livet. Det var dog en stand hun bedst muligt forsøgte at glemme, når hun var i byen, som hun var nu.

[Deleted]

Elijah måtte vel et sted erkende at nu hvor han havde forladt Rimshia City og nu hvor han ikke havde alle bekymringerne fra gardens side så var det et sted ret rat at have fri. Elijah var en mand som begravede sig i arbejde, han hadede at holde fri og havde som regel ikke noget at lave. Garden var hans liv og hans underordnede hans familie et sted men når man så havde fri så tog de alle hjem til deres familier og Elijah var alene. Det var derfor han havde søgt til Valvor Pairó. Byen her havde altid noget spændende at byde på, der var altid mennesker på market og der var næsten altid et tilbud eller to at hente så det var et oplagt sted at handle. Lige nu havde smykkerne dog alt hans interesse, ikke fordi han havde nogen at give dem til men fordi de var pæne og måske han bare kunne købe et par og gemme dem til hvis han skulle finde en kvinde i sit liv? Dog var dette ikke noget han forventede, han havde det bedste alene men det skadede vel ikke at være på forkant? Han stod i sine egne tanker da han mærkede det lille bump efter at der var nogen der stødte ind i ham. han var forholdsvist robust bygget så han rørte sig ikke ud af flækken. Blikket vendte han roligt i retningen af personen som han måtte opdage var en kvinde. Det var tydeligt at se at hun var en utrolig smuk pige, hele hendes væsen ebbede af ynde og selvom Elijah ikke var interesseret så kunne han ikke benægte hendes kønne ydre. Hun undskyldte hurtigt og selvom han forholdt sig tavs og bare betragtede hende så havde han vel egentlig taget imod hendes undskyldning. Var hun af lav stand? Han var lidt i tvivl men prøvede ikke at bide for meget mærke i det. "Det skal du ikke tænke på. Det kan ske" sagde han roligt og bukkede hovedet for hende. Han havde stadig en halskæde i hånden mens han stod og betragtede hende. Der var noget over hende, han kunne ikke lige helt se hvad men der var noget. Hans blik gled op og ned af hende, ikke sulten og lystent som så mange andre mænd på pladsen gjorde men mere nysgerrigt for at finde ud af mere om hende. Hendes simple kjole, rebet om livet og hendes mangle på sko gjorde ham kun overbevist om at hun var af lav stand og et sted var det egentlig synd. Hun var jo en køn pige og de plejede som regel at blive hævet op til høj stand. han sendte hende et lille smil før han vendte blikket mod halskæden igen. Han fandt to andre som der ligeså faldt i hans smag og han købte dem alle uden at prøve på at tvinge prisen ned.

[Deleted]

Opslugt af de mange smukke smykker var Jarniqa, og derfor opdagede hun ikke manden, der ligeså stod og betragtede herlighederne, før hun bumpede direkte ind I ham. Det var ej hendes hensigt at være uopmærksom, hvor hun ej heller havde gået ind i ham for at tilegne sig opmærksomhed, og derfor skyndte hun hurtigt at undskylde. En venlig sjæl var hun trods alt også, hvor hun altid sørgede for at være mild, skønt hun i virkeligheden følte, at hun kunne bryde sammen over sin hverdag. I dag var dog en heldig dag, som hun havde fri, og derfor skulle hun ikke bebyrdes med sit arbejde lige nu og her. Svagt gled smilet over hendes fløjlsbløde læber, inden hun ligeså let bøjede sit hoved for ham som et tegn på, at hun ligeledes havde hørt hans ord. For ikke at virke uhøflig, valgte hun at rive sit blik løs fra ham. Hun havde dog allerede nået at ænse, at han var en utroligt flot mand, og en mand der tydeligvis var af højere stand end hende selv. Det afslørede hans påklædning nemlig. Selv mærkede hun hans blik på sig, men intet sagde hun til det. Hun var nemlig vant til at blive beskuet, og derfor valgte hun i stedet bare at holde øje med smykkerne. Det var uden tvivl smykker, som hun ville nyde at gå med, men desværre havde hun ikke midlerne til at gøre således. Hun havde nemlig ingen penge, og piraterne på The Cursed Baron ragede alt til sig, hvis blot det havde den mindste værdi. Derfor havde hun kun sig selv.
Ud gennem øjenkrogen måtte Jarniqa ane, hvordan manden ved hendes side købte hele tre halskæder. Alle smukke og unikke, som der kun var dem. Smilet gled let over hendes læber, hvilket helt fik hendes ansigt til at lyse op. ”Det er en heldig kvinde De har Dem,” lød det mildt fra hende, som hun nu direkte vendte de blå øjne mod hans skikkelse. Hun kendte ej manden, og derfor kunne hun ikke vide, om han virkelig havde en kvinde derhjemme, men hun antog det. Han var nemlig af et nydeligt udseende, og han havde lige akkurat købt pæne kvindesmykker, så hvordan kunne der ikke være en kvinde i hans liv? Selv kunne hun ikke lade være med at misunde den mystiske kvinde. Selv ville hun nemlig ønske, at hun ej var en slavinde, men en kvinde der havde en mand, som hun holdt af, og som elskede hende tilbage. Det var en utraditionel tankegang, når det kom til en nymfe, men hendes tankegang var ganske forståelig, hvis man kendte til hendes liv. I øjeblikket kendte hun nemlig kun til tvang og det hårde arbejde. De eneste glæder hun havde i dette liv, var stunder som disse. Stunder, hvor hun fik lov til at bevæge sig væk fra dækket, så hun i stedet kunne nyde ”friheden”. En ganske vag frihed, da hun altid var tvunget til at bevæge sig tilbage til elendigheden.