Let Another Adventure Begin

[Deleted]

Solen lyste endnu ned på markedet, hvor folk var ved at pakke sammen. Det havde været en varm dag og der havde været gang i markedet i denne sommeraften. Men nu skulle boderne til at lukke og folk var begyndt at gøre deres sidste handler inden de skulle hjem. Men for Maddie var dette kun begyndelsen på dagen. Hun var ikke så langt fra sit hus, så det ville ikke tage lang tid at snige sig hjem i seng.
Hendes far var rejst tidligere på dagen efter at have fortalt han skulle på en kort forretningsrejse til Dvasias. Han havde derefter overladt Madeleine til tjenestefolkene som havde begyndt på deres daglige pligter. Det bestod dog ikke med at underholde Maddie, og hun blev overladt til sig selv resten af dagen. Hun havde i starten sat sig i biblioteket i det store hus, men selv hendes spændende bøger, var blevet kedelige efter nogen timer. Hun havde derefter hvileløst rendt rundt i huset. Hun indså dog efter noget tid at der ingen der holdt øje med hende. Og hendes far jo ikke hjemme… Hun gik ned i køkkenet hvor der sad to tjenestefolk i en dyb snak. De rettede sig begge oppe da hun stille lukkede døren op. ”erhm hm" hostede hun stillede. ”Jeg vil ikke have serveret middagsmad i dag, gem det til senere i aften” Sagde hun med sine store brune hunde-øjne der kiggede bedende på dem. ”Jeg vil gerne sove..” De smilede til hende og hendes ordre blev uden videre accepteret. Hun skyndte sig at løbe ovenpå i sit værelse, hvor hun låste sin dør. Hun løftede op i gulvbrættet som længe havde været løst, og nu blev brugt som gemmested for hendes kappe og hendes lille sølvkniv. Madeleine havde ligget sine puder sådan at det lignede hun lå under sin dyne, og derefter havde hun forsvundet ud af et skjult hul hun lige præcis kunne klemme sig igennem.
Madeleine rendte nu alene rundt i byen med store øjne. Hun var altid efterfulgt af en tjener hvis hun ville udenfor. Og det var der ikke meget sjovt ved. Men nu! Nu begyndte endnu et eventyr for hende. Hun løb igennem folkemængden som var ved at tynde ud, efterhånden som folk forlod området.

[Deleted]

Markedet i Ityrial. Et velbesøgt marked af folk fra både Procias, Manjarno og Dvasias. Altid strømmede folk til og fra, som markedet her var vidt og bredt. Der var derfor alt, hvad man kunne begærer, som der var alt fra ting til hjemmet, til beklædning til kroppen, samt fødevare til køkkenet. Det oplagte sted for en sælger og for en køber var det derfor, som køberne altid var til stede, og derfor var sælgerne der også, da de altid havde rig mulighed for at få solgt nogle af deres varer. Velbesøgt havde markedet også været i dag, som vejret havde været strålende, og markedet havde været langvarigt grundet de sene dagstimer. Det gode sommervejr betød nemlig, at dagene var lunere og længere end sædvanligt, og det syntes at blive udnyttet af alle og enhver. Selv mørkelvernes leder – Tatiana – var blevet drevet til den manjarnske hovedstad, som hun igennem dagen havde bevæget sig rundt i. Intet særligt havde hun dog fundet endnu, men det var vel også fordi, at hun var en kræsen kvinde, der mest af alt helligede det mørkelviske, og det var der intet af på markedet, som man ikke just kunne sige, at hendes folk udvidede sig til resten af verdenen. De holdt sig nemlig for sig selv, men det gjorde også, at de – udover valkyrierne – var de eneste rene, samt nationalistiske. De andre racer havde nemlig intet problem med at mænge sig på kryds og på tværs.
Fra den hemmelige by – Maerimydra – og til Ityrial havde Tatiana redet tidligere i dag. Sin mørke hoppe, Rhavaniel, havde hun tøjret i udkanten af markedet, så hun selv kunne bevæge sig frit omkring, mens hun var i byen. Til en forskel bar hun ikke den velkendte røde læderdragt, som hun derimod havde taget noget mere afslappende på for dagen. Det var trods alt også bare et visit for hyggens skyld. Derfor gik hun omkring i et sort corsage, samt et var tætsiddende bukser, og nogle knælange støvler. Hun bar dog endnu noget af det sædvanlige, som der for eksempel hang et usædvanligt sværd fra hendes bælte, hvor der på hendes lår var fastspændt en kniv. Den lange fletning var hendes hår desuden redt tilbage i, så hendes mine forblev hård som altid. Rundt omkring boderne, der var i færd med at lukke, bevægede hun sig. Sent var det ved at blive, og der var blevet tyndet godt og grundigt ud blandt markedets gæster. Der var nemlig kun en håndfuld tilbage der lige fik lov til at købe det allersidste, inden bodejerne pakkede helt væk. Tatiana selv var på vej tilbage imod sin ganger, som der ikke længere var meget at komme efter her på markedet.

[Deleted]

Madeleine klukkede muntert mens hun løb. Der var ingen til at fortælle hende om hvad hun skulle, og hun havde intet at nå. Tjenestefolkene vil sikkert først banke på hendes dør om aftenen, men ikke før. Hendes små fødder gav genlyd i den snart tomme gade. Hun tog sin hætte af så hendes brune lokker kunne blive kærtegnet af den endnu lune vind. Hendes store brune øjne var fyldt med spænding af forventninger til dagens eventyr. Hun indåndede den friske luft, fyldt med forskellige dufte fra de omkringliggende huse og boder. Hendes flotte grønne kjole, som var på højeste mode, var skjult af hendes kedelige grå kappe. Inde under kappen, gemt under et klæde sådan hun ikke skar sig, var en lille sølvkniv. Hun havde dog aldrig brugt den, ej eller i tankerne nogensinde at skulle det. Ikke før hun en skønne dag kunne tage ud og blive eventyrer og sværdmester. Men selv hun vidste at denne drøm endnu var langt væk. Men den var der. Lige nu havde hun travlt med sit dobbelt liv. Det forkælede, hvor alt blev hende serveret og hendes eventyr, hvor hun alene kunne tage på eventyr og møde spændende folk og opdagede nye stedet.Men der var noget der glimtede hos en af boderne som et kort øjeblik tog hendes opmærksomhed. Dette viste sig at være en lille fejl, da sekunder senere stødte hun ind i en høj skikkelse. Hun gispede let og hun kunne mærke et øjeblik at hun frøs på stedet. Hun kiggede op med store øjne op skikkelsen overfor sig. Madeleine nåede kun at mumle et lille ”Undskyld”

[Deleted]

Som aftenen var skredet frem, og boderne havde påbegyndt sin nedlukning, var Tatiana ligeså på vej hjemad. Der var ikke mere for hende her i Ityrial, og derfor kunne hun ligeså godt vende snuden mod mere pressende opgaver. Nemlig dem, som hun havde fået med sin nye og ikke mindst fine titel, som mørkelvernes leder. Roligt bevægede hun sig ned ad gaden, hvor hun gik ganske uforstyrret. Folk havde nemlig allerede spottet, hvad hun var, og det var en race der omgående krævede respekt og afstand. Især hvis man betragtede sig af den mimik, hun bevægede sig rundt med. Det var en holdning der ej skulle sættes spørgsmålstegn ved, og derfor vovede ingen ej heller at tale med hende. i sine egne tanker gik hun, indtil noget småt og hårdt syntes at ramle ind i hende. Øjnene kneb hun sammen, så hendes udtryk blev langt hårdere, samtidig med, at hun øjeblikkeligt vendte blikket ned mod forstyrrelsen. En lille pige. En fattig lille pige, at dømme ud fra hendes kedelige kappe. Selv var hun ikke varmhjertet overfor denne stand, og derfor mildnede hendes blik ikke. Hun nedstirrede blot køligt pigebarnet, hvor hendes blik tydeligt måtte sige, at det var pigen der skulle træde væk og ikke hende selv. ”Se hvor du går,” svarede hun kortfattet. Hvordan denne pige kunne have løbet ind i hende, begreb hun ikke! Var hun blevet usynlig med tiden? Næppe! Uforsigtig havde ungen været og det irriterede hende, da hun ikke just var typen man bare ramlede ind i. Hun kunne dog ikke bebrejde pigen for sin manglende opmærksomhed, da hun ved første øjekast bare var menneskelig. En svag race der alligevel gik bort i det sekund man blinkede. Derfor havde hun ikke just de højeste tanker om ungens herkomst. Det eneste der var positivt var, at hun var pige, men ligegyldigt kunne det vel være, når mennesket generelt ikke havde nogen overdådig historie.