I know what you did, and I am not pleased!

[Deleted]

Aidaya havde været tidligt oppe. Aftenen forinden havde hun set Jessabella komme gående en anelse haltende med den ene hånd trykkende mod den ene side. Aidaya havde ikke afsløret sig selv, men var blevet stående ved skyggen af muren og studerede hvordan Jessabella søgte mod bagindgangen af kroen. Aidaya besluttede for at konfrontere Jessi dagen efter tidligt om morgen og her stod hun så. Hun vidste at Jessi måtte gemme sig. Mest i skam. Men havde Jessi opdagede hende? Havde hun fundet ud af at Aidaya gav sig ud for at være Shayn Stone? Hvis hun gjorde, ventede der er en stor skideballe til Jessi, men Jessi kunne afvente en lige så stor en fra Aidayas side. Hun var vred. Rigtig vred. Hun styrede direkte ind mod kroen. Solen var lige stået op, men Aidaya bemærkede knap det gode vejr. Hun tog fat i håndtaget og flået døren op. Tony stod allerede bag baren og tørrede glas af. Aidaya hilste kort før hun trampede op af trapperne mod Jessis kammer. Tony havde fulgt efter hende. Tydeligt vis prøvede han at stoppe hende. Hun snorede rundt og så på ham med et gennemborende blik. ”Du kan ikke standse mig, Tony! Jeg skal snakke med hende,” sagde hun med et snerpende tonefald som en pisk der svirpede igennem luften. Tony tog beskyttende begge hænder op foran sig. ”Hun lukker ikke op, så er du advaret!” Aidaya rystede kort på hovedet. Som om en låst dør kunne standse hende? Hun gik videre til hun nåede hen til Jessis dør. Hun hamrede på den. ”JESSABELLA! JEG VED DU ER DERINDE. LUK OP!” Intet svar. Hun blev ved med at hamre hård på døren. ”TROR DU VIRKELIG AT EN LÅST DØR KAN FORHINDRE MIG? SÅ HAR DU VIRKELIG UNDERVURDERET MIG. JEG VED DU ER DERINDE,” skreg hun. Hun trampede ned af trapperne. Hun løb hele vejen rundt om kroen før hun stod lige nede under Jessis vindue. Hun spredte vingerne og fløj få meter op til vinduet. Hun sparkede til ruden og glasset splintredes. Så fløj hun ind og flåede dynen af Jessi.

[Deleted]

Jessabelle havde det virkelig skidt efter nattens hændelser. Hun havde søgt til Castle of Darkness for at se hvad der forgik men mødet med den kommende dronning havde virkelig ikke været en del af hendes planer overhovedet. Hun havde nået kroen tidligt om morgenen, hun låste sig selv ind men havde væltet en stol så Tony var kommet farende ud fra sit rum. Han havde bare stirret på hende før han havde gået hen, løftet hende op og båret hende ind til hendes seng med løftet om at han ville sende bud efter en healer til hende. Hun havde takket ham og havde så taget sit tøj af for at få noget forbinding om sine sår. Hun havde ikke sovet endnu men blev bare ved med at gennemgå aftenens hændelser i hovedet, hun skulle kunne fortælle dem videre til Mother Fate i nat. En råben ude på gangen fik hende dog tilbage til virkeligheden. Det var Aidaya. Først så stod hun bare frosset fast fordi hun ikke ville opdages men så slog det ned i hende. Hun huskede hvad hun havde lært om Aid og om Shayne og vreden bølgede i hende. Hun kunne ikke længere høre Aid på gangen men hun humpede alligevel derhen og flåede døren op og gik derud. Hun forventede at se Aid stå derude og blev ret så overrasket over at der var tomt. Hun hørte en klirren fra sit værelse og lagde hurtigt to og to sammen. Hun sukkede irriteret og så haltede hun indenfor døren igen lige i tids nok til at kunne se Aid flå dynen af sengen fordi hun troede Jessi lå i den. Roligt lukkede hun døren efter sig, hun lænede sig op af den og lagde armene over kors mens hun blot betragtede Aid stille. "Du kommer selv til at betale for ruden" Sagde hun roligt men meget bestemt. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle Aid efter de nyheder hun havde fået sig så nu ville hun egentlig bare have Aid til at reagere først.

[Deleted]

Aidaya var rasende! Men hun havde også været dybt bekymret. Hun vidste ikke helt hvordan hun egentlig skulle reagere, og stolede mest på at vreden ville bære hende igennem det. Hvis hun først viste hvor bekymret hun havde været, ville hun være for sårbar, og det havde hun på ingen måder behov for. Hun blev nødt til at gøre sig hård, især overfor Jessabella, for hun vidste at hun i bogstaveligste forstand stod på gyngende grund. Det burde have været Jessabella som havde sparket døren ind og skældt Aidaya ære og hæder fra, men Aidaya var selv rasende. Så rasende at det på mange måder var gået for vidt allerede og hun kunne ikke længere rede den. Efter hun havde flået dynen af sengen, var det gået op for hende at Jessabella ikke lå i sengen. Med dynen i hånden rettede hun blikket mod Jessa, og hun tabte dynen af ren og skær forskrækkelse. Jessi så forfærdelig ud! ”Du… ser forfærdelig ud,” hviskede hun. Men det forsigtige tonefald forsvandt straks da Jessi nævnte det med vinduet med et roligt behersket tonefald. ”JEG ER FULDSTÆNDIG LIGEGLAD MED DET VINDUE! JEG KRÆVER EN FORKLARING” råbte hun. *Flot Aidaya. Du havde planlagt at du skulle beherske dette på en moden og kontant måde. Nu ender det i stedet i at du udstråler den samme intelligens som en af de fulde havnearbejdere der så tit prøver at tilnærme sig Jessi og ender med at få en knytnæve i fjæset i stedet* tænkte hun surt. Hastigt trådte hun adskillige skridt tilbage, så der var noget luft imellem dem. ”Hvor har du været?” spurgte hun med en mere behersket stemme.

[Deleted]

Jessebelle stod roligt og betragtede Aidaya som hun kom stormende ind gennem vinduet. Hun stod roligt lænet op af døren og lagde hovedet let på skrå. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere ordenligt overfor Aid så lige nu valgte hun bare at forholde sig roligt og være stille. Hun bemærkede forskrækkelsen i aid da hun så hvordan Jessi så ud men selv reagerede Jessi ikke. Hun havde på en måde intet andet for lige nu end bare at stå og tage imod Aids reaktion. Så kunne hun altid reagere bagefter. At Aid begyndte at råbte igen gjorde det ikke ligefrem bedre. Hendes hoved begyndte stille at dunke, hun var begyndt at få en værre hovedpine selvom dette ikke var noget hun viste. Hendes råd om forklaringer endte i et spørgsmål og Jessi sukkede stille og rystede på hovedet. Høre Aidaya virkelig aldrig efter hvad hun sagde til hende. "Jeg har været på Castle of Darkness. Det fortalte jeg dig allerede sidst vi så hinanden. Sig mig, høre du ikke efter når jeg snakker til dig?" Hendes stemme lød koldere og mere fjern end det egentlig havde været meningen men hun kunne ikke lade være. Det lå i hende, brændte efter at komme ud men hun måtte holde på det lidt endnu, Aidaya skulle have sit moment off shine hvor hun kunne råbe men Jessabelle skulle nok komme bagefter det. Det skulle hun da nok regne med. Jessis blik gled roligt ned på glasstumperne på gulvet og mærkede hvordan en let morgenvind kom ind gennem det nu åbne vindue. Tony skal nok få det ordnet, det var Jessi sikker på.

[Deleted]

Aidaya blev en smule forundret over hvordan Jessi reageret. Hun havde mere eller mindre forventet at Jessi ville kaste sig over hende og kaste hende igennem luften. Men hun var jo også Aidaya. De havde aldrig synderligt kastet sig over hinanden før. Desuden var Jessi meget stærkere end Aidaya, grundet at hun også var jorddæmon. Aidaya plejede ikke at storme Jessi på denne måde, men hun var rasende. Dog så hun hurtigt at hun måtte forvolde Jessi smerte ved at råbe på den måde. Men hun var rasende! Og det gjorde det ikke meget bedre at hun kom hjem og knap kunne gå! ”Castle of Dark… Hvad skete der? Du ligner jo bogstavelig talt en som er blevet trampet på!” vrissede hun. Hun brød sig ikke om de ting Jessi kastede sig ud i. Det var dels derfor at hun havde meldt sig ind i Tenebrae Ciderint for at holde øje med Jessi, men hun havde prøvet adskillige gange at tøjle Jessi, men Jessi havde aldrig hørt efter. Hun var altid gået efter sin egen næse. Og det havde Aidaya intet imod, men hun ville stå ved Jessis side og hjælpe til. Hun var i stand til det, i lige så høj grad som Jessi var, men hun følte stadig at Jessi så sig selv som uovervindelig og i sidste ende ville det gå gruligt galt! Jessis stilhed foruroligede Aidaya. Det var som stilheden før stormen. Hun havde på fornemmelsen at Jessi godt vidste at Aidaya gav sig ud for Shayn. Det var kun et spørgsmål om tid før uvejret ville tage til og Jessi ville begynde af råbe af hende. Men Aidaya ville stå i mod. Hun var ikke en skræmt hundehvalp som fór sammen hver gang nogen råbte af hende. Hun ville stå fast. For i virkeligheden havde hun ikke gjort noget galt. Tværtimod. Hun havde blot snøret Jessi, og hun vidste hvor gal Jessi opdagede at nogen havde taget fusen på hende.

[Deleted]

Jessie har aldrig og vil aldrig nogensinde tage på Aidaya med fysisk vold. Aidaya var hendes veninde og det betød noget for hende men hun måtte da ærligt erkende at hun nu følte sig en smule svigtet. Det Aidaya havde gjort gjorde hendes mistillid meget værre og hun bed sig let i læben og fortsatte blot med at lytte. Aidayas vrissen var efterhånden ved at gå hende på nerverne men hun forholdt sig blot rolig. De grønne øjne hvilede roligt på Aidaya før hun valgte at svare hende. "Trampet på? Ikke ligefrem men jeg stødte ind en formidabel fjende og jeg undervuderede personen. Det må jeg da ærligt indrømme men hun så heller ikke godt ud da jeg efterlod hende." sagde hun så roligt og så neutralt som det var hende muligt. Hun magtede ikke at skulle til at vise en masse følelser lige nu. Lige nu var det ikke vigtigt. Lige nu skulle hun bare have Aidaya til at reagere, få det hele ud af systemet og så ville det være Jessie's tur. Hun rettede lidt på sig som hun stod op af døren, hun støttede ikke på sin venstre fod så det var efterhånden en smule trættende at stå op men hun veg ikke. Hun ville ikke bare ligge i sengen som en eller anden hjælpeløs ting for hjælpeløs var hun absolut ikke! Det at Aidaya havde gået imod hende og været ligeglad med hendes regler var det der var det værste i Jessie's øjne. Hun var helt og aldeles ligeglad med om Aidaya havde taget hende ved næsen, det kom ikke sagen ved men det faktum at hun bare havde været ligeglad? Det var det der gik Jessie på og det som fik hende til at boble indvendigt. Hun vidste allerede hvad hun ville gøre, hun vidste hvad der ville komme til at ske men hun var nød til at få Aidaya til at falde lidt mere ned.

[Deleted]

Aidaya vidste ikke hvad der ville komme. Men dybt inde vidste hun godt at Jessi allerede måtte vide det. De sidste par dage havde hun bemærket at en skygge var fulgt efter hende. Hun havde ikke gjort noget synderligt ved det, for hun var vant til at mænd fulgte efter hende, fordi de på en eller anden led havde et håb om at hun ville åbne døren og byde dem indenfor, men det gjorde hun sjældent. Dog mishagede tanken hende om at Jessi skyggede hende. Hun var godt klar over at hun havde betrådt en grænse. Men det havde Jessi på mange måder også. Hun så forundrede på Jessi. Hvem var denne formidable kvinde? ”Hvad gjorde du ved hende?” spurgte hun med en mørk stemme. Nok kæmpede Jessi imod en god sag, men Aidaya brød sig ikke synderligt om vold. Dog galt det noget andet når det var vold mod dvasianere. Men at slå på kvinder? Den tanke brød Aidaya sig overhovedet ikke om! På den led var hun nok blødere i kanterne end Jessi. Hun mærkede den anspændte stemning. Hun vidste det ville komme. Hvad det var, vidste hun ikke. Hun satte sig tungt på sengen og så op på Jessi. ”Kom med det. Jeg ved du har sat nogle til at skygge mig. Jeg ved at du ved det. At… jeg er Shayn Stone.” Det var hårdt at sige ordene, men hun kunne lige så godt få det overstået.

[Deleted]

Jessie betragtede hende blot. Hun var helt rolig og valgte bevidst ikke at reagere. Jessie havde sat en til at skygge Shayn fordi hun havde mistænkt at det var en som var tæt på hende men at det ligefrem havde været Aidaya havde virkelig taget hårdt på hende da hun fik det af vide. Af alle mennesker ville hun da egentlig tro at Aidaya ville have respekteret hendes grænser men hun hade taget fejl og slaget var lagt og konsekvenserne fulgte. Hendes blik hvilede roligt men stadig kold på Aidaya ved hendes spørgsmål. Jessie vidste at Aidaya var meget blødere end hun selv var, Jessie efterlod som regel aldrig nogen vidner og det var det hun havde forsøgt sig på denne gang. "Jeg prøvede at slå hende ihjel. Jeg prøver så vidt muligt ikke at efterlade nogen vidner" sagde hun blot. Hun vidste at Aidaya også havde bem,ærket den anspændte stemning, hun var jo ikke helt dum oven i hovedet selvom Jessie en gang imellem mente at hun var det. Ordene som kom ud af hendes mund fik Jessie op i det røde felt indvendigt. Et sted var at en tredje part havde fulgt hende og fundet ud af dem men det at hun selv sagde det fik Jessie til næsten at kamme over og hun måtte kæmpe med sig selv for at styre vreden. Dog kunne man ikke se på hende at hun kæmpede denne indre kamp for hun forholdt sig bare stille med det kolde blik hvilende på Aidaya. "Jeg blev mistænktsom efter vores sidste møde og satte nogen til at Skygge Shayn. Du kan vel nok forstå min forundring da dit billede blev mig vist fordi det kunne da næsten kun være umuligt at en som ved hvordan jeg har det i ordenen ville bryde mit højeste ønske?? Men jeg tog åbenbart fejl" Hendes stemme var fjern og helt blottet for følelser. Hun var vred indvendig men hun ville ikke vise det, hun ville ikke blive vred. Aidaya skulle nok få konsekvenserne at føle men lige nu var det vigtigt bare at forholde sig helt roligt sådan så hun ikke selv kom til at smadre et eller andet i vrede for det var virkelig så vred hun var indvendigt.

[Deleted]

Aidaya var nået til det punkt hvor hun ikke kunne dreje tiden tilbage. Aidaya vidste at hun havde overskredet Jessis regler. Hun kendte jo godt til Jessis ønske om at holde kendte skikkelser ude for ordenen. Hun kendte til kaldenavene. Alligevel havde hun brudt disse regler, men hvorfor? Aidaya havde et ønske om at stå ved Jessis side. Hun ønskede ikke at blive holdt udenfor. Hun brændte ligeså meget for at ligge Dvasias i ruiner som Jessi gjorde. Hun ønskede at finde en hvis person, men hun vidste ikke hvor han befandt sig, eller om han stadig var i live. Hun vidste i grunden ikke om det var hendes egentlige motiv, men hun var ikke overbevidst omkring det. Tanken om at Jessi tog afsted på egen hånd foruroligede Aidaya og egentlig ville hun hellere stå i en position hvor hun kunne holde øje. Men det ville have været umuligt på andre måder. Når hun udgav sig for at være en anden havde det være nemmere, også selvom hun stod med en Jessi med knyttede hænder og med fråde om munden! Men Aidaya var ligeglad. Hvad nok var hendes største problem. Hun ønskede ikke at blive efterladt alene, for det havde hun prøvet alt for mange gange. Hun havde brug for at Jessi var der hele tiden, for verden var dybt skræmmende uden Jessi ved hendes side. Hun så på Jessi med et fast blik. ”Jeg kan ikke undskylde mine handlinger Jessi. Det ønsker jeg heller ikke. Jeg kender til din holdning omkring ordenen. Og jeg respekterer den, men du ved at jeg ikke kan blive siddende tilbage. Jeg ønsker at være en del af dette. Sammen med dig. Vi fandt sammen grundet vores fælles had til Dvasias. Hvis jeg ikke kendte dig, ville jeg muligvis også have søgt ordenen. Det er rædsomt at sidde tilbage og vente uden at vide om du kommer tilbage igen. Jeg kan og vil ikke leve uden dig ved min side.” Hun forholdt sig roligt. Selvom hun ikke kunne se det, kunne hun tydeligt mærke den dybe vrede som kom fra Jessi. Hun vidste ikke hvordan hun kunne formilde Jessi, men hun ville starte ud med at fortælle sin veninde sandheden. Det skyldte hun trods alt Jessi.

[Deleted]

At Aidayas ønske om ikke at blive holdt udenfor kunne Jessie et sted godt forstå men den måde hun havde gjort det på havde været helt forkert. I Jessie's øjne havde hun røvredt hende så at sige og det var virkelig noget som sad dybt i Jessie. Hun sukkede svagt og rystede på hovedet, deres fælles had til Dvasias havde ført dem sammen men det var også det der skilte dem ad. Tenebrae Ceciderint var meget ældre end deres venskab men alligevel havde den ødelagt det i sidste ende. I hvert fald for Jessie. Hun ville ikke en gang ligge skjul på det mere, hun kunne ikke gemme det væk. Aidayas ord rungede i hendes hoved og tauntede hende. Hun grinte en gang og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke bruge det der til noget Aidaya. Du var min veninde og du svigtede mig i det som jeg holder mest af, den tillid som jeg troede der var imellem os. Hvis jeg havde vidst hvad det ville føre til så havde jeg slet ikke fortalt dig noget som helst om hvad der forgik i ordenen. Jeg kan ikke bruge det til noget som helst" sagde hun og rystede opgivende på hovedet. Hun ville ikke mere og hun kunne ikke mere. Hun rettede sig op selvom dette var svært og åbnede døren til sit værelse mens hun humpede let væk sådan så den kunne blive helt åben. "Og nu vil jeg gerne have du går. Jeg har ting der skal ordnes og en healer som er på vej. Jeg har meget at tænke over. Jeg sender bud efter dig når jeg har fået tankerne lidt på rette sted" sagde hun roligt og lagde armene stille over kors. Hun havde brug for at tænke det hele igennem og det kunne hun virkelig ikke gøre når Aidaya stod i samme rum som hende. Hendes blik hvilede roligt på Aidayas skikkelse og ventede blot på at hun skulle forlade lokalet.

[Deleted]

Aidaya havde ikke rigtig tænkt konsekvenserne igennem. Hun var ikke rigtig kommet frem til at hun muligvis ville miste sit venskab med Jessi. Men sket var sket, og hun kunne ikke gøre det om nu! Faktisk blev hun lettere rasende. Hvordan kunne Jessi behandle hende på den måde? Som et barn der blev sendt i skammekrogen. Men hun følte også hvordan tusinde dolke endte i hendes hjerte. ”Jeg har ikke svigtet dig. Det må du gerne gå og tro, men det har jeg ikke. Jeg havde håbet vi kunne fuldføre noget sammen, men nej. Du vil hellere pakke mig ind i vat og af vejen, for at jeg ikke pludseligt går hen og bliver bortført og slæbt ned i en kælder. Det kunne i lige så høj grad skade dig. Du tænker ikke på andre end dig selv, vel Jessi? Sådan har det altid været.” Hun rejste sig hastigt. Hun vendte ikke mod den åbne dør. I stedet foldede hun sine vinger ud og vendte sig om mod vinduet. ”Og du forventer jeg vil adlyde dit bud når det en dag kommer. Farvel Jessi,” sagde hun med en hæs kold stemme. Før hun sprang ud af vinduet, vendte hun sig  om og så på Jessi med et sidste blik. Det var koldt og blankt. I virkeligheden skreg hun inden i. Hun sprang ud af vinduet. Vinden tog fat i hendes vinger og bragte hende højere op. Hun kunne se Ityrial fra oven. Kort så hun sig over skulderen mod Jessis vindue. Hun vidste ikke om det farvel, var et evigt farvel. Men hun håbede det ikke. Selvom de var kommet på tværs af hinanden, elskede hun stadig Jessi. Hun fortrød sine ord, men hun vidste at de havde ligget dybt i hendes bevidsthed længe. Selvom hun brændte indvendigt af vrede, trillede tårerne lydløst ned af hendes kinder. Havde hun mistet Jessi? Hun slog tanken ud af hovedet og vendte sin kurs mod skovene i Procias. Der var noget som sagde hende, at der ville hun finde fred.
//Out

[Deleted]

Jessie rystede blot på hovedet af hende og sukkede opgivende. Hun magtede det ikke mere, det hele var dumt af hende og tro at hun kunne holde Aidaya og ordenen adskildt. Hun burde havde vidst at det ikke ville kunne gå, hvis hun bare havde haft det tænkt igennem så ville hun kunne have sluppet for det her .... for så havde hun aldrig knyttet sig så meget til Aidaya den gang. Hun lyttede til hendes ord og rystede på hovedet. Hvor lød hun dog bare tåbelig. "For mig er det et svigt Aidaya og du ved det, Du kender mig jo efterhånden, ikke?" sagde hun roligt og betragtede den sure Aidaya som gik hen mod vinduet. Hendes ord lød i Jessies hoved og hun sukkede endnu en gang og rystede på hovedet. "Det må du jo egentlig selvom du vil. Jeg er ligeglad efterhånden" sagde hun roligt. Hendes stemme blev båret med vinden som hun så Aidaya flyve væk fra kroen og mod sky. Jessie sukkede stille og rystede på hovedet endnu en gang, hun havde ikke været sikker før nu men hun vidste at det var det hun måtte gøre. Ityrials tid var forbi. Hun skulle mødes med Mother Fate senere og der ville hun snakke det igennem med hende også. Hun var sikker i sin sag, hun vidste hvad der skulle gøres.

//out