An unexpected meeting

[Deleted]

Fantastisk var det at mærke hende tæt på sig. Og selvom det havde udmattet Angelo at akten var blevet lang, så havde han nydt hvert sekund, selvom han også var blevet træt og afkræftet nu. Han elskede at have hende tæt på sig, at kunne mærke hendes nøgne krop arbejde tæt imod hans, at høre hende stønne hans navn, selvom han ikke havde kunnet undgå at sige hendes. Fantastisk var det at mærke hende igen, selvom det kun lige var sket for kort tid siden, også grunden til at hans krop nu var udmattet. Han havde dog ikke kunnet få nok af hende … og det kunne han stadig ikke. Han gled roligt ud af hende, for at lægge sig om på ryggen ved hendes side, hvor han hev efter vejret, for at få det under kontrol igen. Hans krop var svedig og han havde brug for luften til at blive kølet ned igen. Han lagde hovedet let bagover og smilede let, da han kunne høre at hun var lige så udmattet og forpustet som ham selv. Det var en fantastisk følelse han lå igen med, helt ubeskrivelig! Han kunne dog ikke andet end at være glad for at han var stødt på hende igen. Sjovt som hun altid dukkede op i hans liv, når han havde brug for hende og dog kunne han ikke sige at han ville klage over det. Han rullede rundt og lagde sig på siden, med fronten imod hende. Han smilede kækt, som han lagde sig halvt ind over hende med overkroppen og gav sig til at plante nogle begærende kys mod hendes krop. ”Lad os gøre det igen,” hviskede han endnu forpustet, ikke at han ville kunne holde til det og det ville hun næppe selv, men han elskede fornemmelsen af hende og begærede hende så meget at han ønskede at mærke hende tæt på sig igen, selvom han inderst inde godt vidste at det ikke blev tilfældet. Han var selv for udmattet til at kunne tage en omgang til, selvom tanken tiltalte ham. Han kyssede hende over brystet og mod maven, inden han kyssede hende op igen, mod hendes hals, kæbe og kind, inden han valgte at trykke dem imod hendes læber i et dybt kys. Han brød det med et suk og smilede let, hvor han løftede den ene hånd og strøg den mod hendes kind. ”Eller måske vi bare skulle sove,” tilføjede han så, da han godt kunne mærke at han ikke kunne holde til mere. Han greb fat om dynen og trak den over dem, hvor han nærmest puttede sig selv ind til hendes nøgne krop med armen om hende. Han kyssede hendes kind. ”Sov godt putte,” hviskede han hende hengivent i øret, som han selv lagde sig ned og lukkede øjnene, hvor der ikke gik længe før han faldt i søvn …

… Formiddagen lå over Atterlin, hvor sollyset fik Angelo til at glippe let med øjnene, inden han slog de tunge øjenlåg op. Træt var han, særligt efter den fantastiske aften med Celisha, hvor han i forvejen havde været svag, fordi han havde gået flere mile, efter at han var blevet sluppet fri. Kvæstet havde han været og da han havde troet at alt var ude, kom hans lille skytsengel dumpende ned som hun altid gjorde. Meget var sket i det århundrede de havde været adskilt. Han gled langsomt op at sidde, hvor han vendte blikket ned mod hende og kunne ikke skjule et smil. Begge var de vokset, hun var en ung tøs til en moden kvinde og ham fra en ung knægt til en voksen mand. Han løftede hånden og strøg hendes lokker væk fra ansigtet. Han forstod slet ikke hvorfor han havde forladt hende i udgangspunktet. Og dog.. han kunne godt huske det, han kunne huske at han havde opsøgt Den Dansende Flamme, han havde fundet hende og hun havde været afvisende og da han havde fået hende med ind på værelset for sig selv, havde hun fortalt ham det. Tænderne blev bidt hårdt sammen, hvor han trak hånden til sig, som havde hun givet ham stød. Han kunne godt huske hvorfor han havde givet hende det ar på maven. Han havde åbnet op for hende og hun havde dolket ham i ryggen. Hun havde været hans fader tæt! Tanken fik hans hjerte til at synke som en sten i hans bryst, hvor han mærkede kvalmen trængte sig på, da han nærmest kunne se det for sig. Han havde besudlet hende og hun havde end ikke stoppet det. Han trak sig hen til sengekanten, hvor han satte sig og knyttede sine hænder. Hans fader havde ødelagt alt, og da han havde ønsket at tage hjem og tage sin hævn, så var han blevet trælbundet og fanget.

[Deleted]

I sandheden fantastisk, men det var nu ikke sært. Hun havde givet en del af sig til denne mand, og på en eller anden måde havde det haft større betydning end hun selv havde opdagede. Inden ham havde hendes liv været så simpelt og kedeligt, efter... ja hun havde haft så mange udfordringer. Ej fortrød hun det dog, og aldrig fortrød hun at hun nogensinde havde mødt ham. Hun huskede så tydeligt deres første møde, jagten.. åh den pirrende jagt! Hvordan to væsner der var dømt til at hade hinanden så meget kunne ende i så hed en omfavnelse var ikke til at sige. Og selv da de var gået hver til sit, havde skæbnen haft sine egne tanker med dem. Uforståeligt måtte man vel føle det, og ikke et øjeblik havde hun ønskede det anderledes, ikke nu hvor de lå sammen igen. Smadret og forpustet var hun, og det var ikke fordi hun var gået mile og havde været tilfangetaget i et århundrede, han tog simpelthen pusten og kræfterne fra hende. Det var dog en rar følelse at sidde tilbage med i kroppen, og hun nød at være så forpustet. Snart vendte sig på siden og trykkede sig ind til hende, lagde sig halvejes ind over hende og lod sine læber kysse hende begærligt på kroppen. At han endnu havde så meget begær i sig var helt ufatteligt, og ordene der faldt overrasket hende endnu mere. "I Guder, du er umættelig!" at mænd kunne gøre det to gange på samme nat og over så kort tid var i sig selv imponerende, at de skulle gøre det tre gange var .. ja hun anede end ikke hvilke ord man skulle bruge om det, men ufatteligt var vel rimelig rammende. Flere kys skænkede han hendes krop, men hun var ærlig talt for smadret til at reagere videre på dem om end hun nød dem og end ikke ville stoppe ham. Hendes krop nærede sig på dette, som hans nærede sig på andres frygt og rædsler. Hans læber sluttede dog ved hendes, og hun lod øjnene glide i mens hun gengældte kysset ligeså dybt, begæret ikke væk, men dæmpede af hendes træthed, og erstattet af saglighed og en form for blidhed hvor hun nød hans læber. Kysset blev brudt, og han strøg hendes kind, hun smilede kærligt op til ham. "Se det lyder som en fremragende ide" medgav hun som søvn blev nævnt. Han trak dynen over dem, og de puttede sig tæt indtil hinanden. Hun smilede "Sov godt" hviskede hun inden hendes øjne gled i, og søvnen trak hende ned i afgrunden...

... Hun var så smadret at hun ikke vågnede tidligt som hun ellers havde for vane. End ikke solens syntes at genere hende, og hun nød hans krop så tæt på sig og fandt ro ved den at hun end ikke vågnede eller rykkede på sig. Han satte sig op, og hun flyttede svagt på sig, en berøring fulgte kort efter og trak hende længere ud af søvnen, og da han pludselig rejste sig, vendte hun sig om i sengen og åbnede træt og søvnigt øjnene. Hun blinkede dog hurtigt søvnen da hun nærmest kunne fornemme hvor elektrisk luften var og så nu nærmere på ham. Han ville nok vide hun var vågen, hjerneaktiviteten sagde vel det hele. Hun hæftede sig ved hans knyttede næver, hvad var der galt? Han var.. vred? "Angelo..?" lød hendes stemme dæmpede og spørgende som hun satte sig op og dynen gled fra hendes overkrop, men dækkede fint for hendes underliv mens hendes hår gled ind over hendes skuldre og dækkede begge bryster.

[Deleted]

En fantastisk aften og nat havde det været. Den bedste i det hele århundrede hvor han havde levet som slave. Noget hun endnu ikke kendte til, om han ville fortsætte med at feje det af banen anede han ikke, men det var fortid nu og han kunne igen koncentrere sig om sit liv og skabe et helt nyt et hvor han var en fri mand. Det var dog også nu at sandheden og virkeligheden langsomt gik op for ham. Han havde været blændet af de gamle brændende følelser for hende, der var vældet op i ham ved synet af hende og han havde nydt hvert sekund, men som han vågnede, begyndte alt langsomt at vende tilbage. Han kunne godt huske hvorfor han var gået, hvorfor han havde givet hende det ar, hvorfor han var endt som slave. Det hele havde været forfærdeligt. Han havde hørt at hun havde været hans fader tæt og han havde dolket hende ned, hvor han var taget hjem for at ville slå sin fader ihjel eller dø i forsøget, men han var aldrig nået så langt, han var nemlig blevet stoppet af en horror, faktisk i denne by ude på markerne. Tanken fik en skælven til at gå igennem hans krop, hvor kvalmen blev værre. Han hørte hende vågne og hendes spørgende tone, fik ham til at knytte hænderne i et stramt greb, så de rystede, hvor enhver muskel på hans arme blev tydelige og spændte. Han så frem for sig og stirrede ind i væggen, imens han fortsat sad med ryggen til hende. Han kunne ikke lade vær med at føle sig … beskidt. Han havde været hende tæt efter at hans fader havde brugt hende. Han endte med at tage sig til munden med venstre hånd, da han pludselig følte at han skulle kaste op. ”Du var ham tæt..” svarede han, som han langsomt sænkede sin hånd, hvor hans krop let dirrede af den vrede der dukkede op i ham. Hun havde været hans fader tæt. Han kunne slet ikke få billedet ud af hans hoved, hvor det gav ham en frygtelig kvalme. Og hun havde dolket ham i ryggen! Hun var den eneste han havde åbnet sig op for og hun havde bevist at man ikke kunne stole på andre end sig selv, da alle var falske! Tanken gjorde ham helt hidsig og vred, hvor enhver muskel på hans krop langsomt blev spændt og hans krop fortsatte med at dirre. Hans fader havde ødelagt, som han altid havde gjort!

[Deleted]

Det var tydeligt for hende at han var vred, og at den vrede formentlig var rettet mod hende. Hun overvejede et øjeblik om hun havde sagt noget i søvne, for hun var ret sikker på at da de var faldet i søvn den tidligere nat, havde det været med kærlige følelser for hinanden og i hinandens arme. Hvad gik dette ud på? Hun bemærkede hans hænder blive knyttet, så ham løfte den ene op til sin mund hvor han næsten så bleg og helt dårlig ud. Var han syg? Hun sagde hans navn, fik fire ord tilgengæld og vidste med det samme hvem han mente med ham. Hvem andre end hans fader kunne påvirke ham sådan? Ingen, det vidste hun jo godt. Hun var alt for bevidst om hvor skidt det var endt sidste gang. Arret var ikke forsvundet, hun havde beholdt det som mine, for aldrig at gentage samme fejl om det så kostede hende liv. Hvad hun dog skulle sige eller gøre nu var spørgsmålet "Ja, det var jeg." svarede hun. At vende og dreje det var på ingen måde fair, hverken overfor ham eller hende. "Han dukkede op på bordellet, jeg kendte ham ikke, halvejes ind i akten sagde han hvem han var og så var der ingen vej udenom. Han var hård, ubehagelig, kold og jeg var skrækslagen. Jeg husker tydeligt hvordan du var i starten, hvilke lyst du havde til at flå mig.. og han er din fader.. jeg var bange.." fortsatte hun kort efter i et forsøg på at forklar det. Hun havde ikke nydt det, havde haft det elendigt, havde haft kvalme over sig selv og hele situationen. Hvis hun havde ønsket at dolke ham i ryggen havde hun næppe været ærlig overfor ham.

[Deleted]

Måske det var tosset at reagere så voldsomt hundred år senere, for Angelo vidste godt at hun ikke havde været uskyldig i det århundrede, men lagt i med andre mænd, men … det var noget andet. Han kunne godt tolerere at hun lå i med andre mænd, han vidste at det var nødvendigt for hende for at overleve, hvor han heller ikke havde regnet med at se hende igen, men hans egen fader havde simpelthen været for … for afskyeligt! Hun vidste hvordan han havde det med manden, han direkte hadede ham! Han ønskede ham død for alt det han havde påført ham igennem hans liv og særligt det han havde gjort ved Celisha, besudlet den eneste person han havde åbnet sig op for. Aldrig havde han kunnet have nogen i sit liv, fordi hans fader altid havde skræmt dem væk eller fået ham til at gøre det selv. Han havde altid været alene. Så var hun kommet ind i hans liv, noget han aldrig havde regnet med ville blive så dybt, men også hende havde han besudlet og tanken gav ham kvalme.
Han så ikke på hende, da hun talte, men blev heller ikke mere rolig af det, tværtimod havde det den modsatte effekt på ham. Han borede sine negle ind i hans håndflade, så meget at han faktisk kunne mærke at det gjorde ondt. ”Men du skulle have stoppet det! Du lod ham … besudle dig! Du ødelagde alt!” svarede han arrigt og havde hævet stemmen. ”Og jeg har..” Han stoppede sig selv, for at tage sig til munden igen. Da han kunne mærke hvor tæt på han var at kaste op ved tanken. Han havde rørt hende! Han følte sig helt beskidt og væmmelig. ”Du svigtede mig..” tilføjede han med en dæmpet stemme, selvom det ikke var fordi han var blevet trist, tværtimod var det fordi han var ved at få en raserianfald, og når han først blev rasende, så blev han voldelig. Og ganske vidst slog det også klik for ham, da han rejste sig, greb om natbordet og kylede det ind i væggen, så det splintrede i flere stykker. Han vendte sig arrigt om imod hende. ”Du skulle aldrig have ladet ham røre dig!” hvæsede han rasende, som hans øjne nærmest slog gnistre og var iskolde og dræbende. Han kravlede op i sengen, hvor han greb hende om halsen og tvang hende ned at ligge i sengen. ”Og jeg svor at slå dig ihjel, hvis jeg nogensinde så dig igen, skøge,” hvislede han, hvor den kærlige mand fra i går, var helt pist væk, som dug fra solen.

[Deleted]

Alt var endt galt dengang, og pludselig mindede dette alt for meget om sidst. Hans humør var vendt på en tallerken og han så tydeligvis ud til at væmmes ved hendes hvilket gjorde hende både trist og vred. Igen gav han sig til at skælde ud på hende hvor han hævede stemmen ret meget og ikke lod hende få et ord indført som han rejste sig og kylede natbordet på tværs gennem rummet. Larm hørtes ud på gangen og to mænd slog døren ind, en ældre mand, og en der så relativt ung ud i forhold til den gamle. "Celisha..?" sagde den unge spørgende og hun så stift på dem "Gå..!" de tøvede begge to inden de skred. Alt dette var sket på ret kort tid, få sekunder og mændene gik igen efter at have lukket døren. Sekunder efter var Aneglo på sengen og havde grebet hende om halsen. Hun gispede overrasket og lod sit blik finde hans. "Slip mig" kommanderede hun. Svag var hun ikke, kunne sagtens bruge magi for at forsvar sig, men hun ønskede ikke skade ham. At hun var en luder var hun klar over, det gjorde dog alligevel ondt at han sagde det. "Du vidste jeg var en skøge da du lagde i med mig, det er der intet nyt i!" hvislede hun køligt og lukkede begge sine hænder om hans håndled. "Slip mig" hun havde svært ved at trække vejret men hendes vrede holdt hende kørende som hun fortsatte. "Stoppet det? Stoppet ham? Angelo du har end ikke selv været i stand til at stoppe ham! Al det han har gjort ved dig, det tæv og de ar han har efterladt på dig! Hvordan skulle jeg kunne hamle op med ham når du ikke kunne?! Tror du han ville stoppe hvis jeg havde bedt ham om det?! Tror du ikke jeg kæmpede imod og bad ham stoppe?! Han mente han havde betalt og jeg skulle lystre! Jeg havde intet valg" plaprede hun videre og strammet grebet om hans håndled mens hun ihærdigt forsøgte at gøre sig fri.

[Deleted]

Voldelig havde Angelo alle sine dage været. Han havde aldrig været den søde engledreng, der havde lært manerer og som var en gentleman. Tværtimod var han en mand med aggressionsproblemer, der lod det gå ud over uskyldige, hans psyke var halvt ødelagt af alt det hans fader havde gjort mod ham, hvor han havde gjort det samme mod andre. Han var et monster, han var en skygge af hans fader, æblet var ikke faldet langt fra stammen og han vidste det godt, selvom han aldrig havde haft chancen for at ændre sig, og så havde han aldrig gidet. Han var alle dage blevet behandlet som et uhyre og det var også hvad han var blevet. At smadre ting, skade folk og skabe kaos, det var hvad han var født og skabt til, det var hvad han gjorde. Og at smadre natbordet, var snart noget af det mildeste han kunne finde på, når han først blev vred og aggressiv som han blev nu. Han ænsede knap nok mændene, som han stod og dirrede af vrede og de gik lige så hurtigt som de var kommet, hvilket også var bedst, ellers havde han nok dræbt dem. Kort efter var han også over hende, hvor han greb hende om halsen og pressede hende ned i sengen. Han ville ikke indrømme det, end ikke overfor sig selv, men hun havde såret ham. Det havde knust ham at vide at hans fader havde været hendes tæt og også ødelagt hende. Han væmmedes ved tanken om det og nu måtte han væmmedes ved sig selv, fordi han havde lagt i med hende. Han overhørte hendes kommando og pressede hende blot hårdere ned i madrassen. ”Og du lever bestemt også op til det!” hvæsede han fast. Hun havde alle dage været en skøge og hun var intet andet i den dag i dag! Det var naturligvis hans mening i hans vredesudbrud, hvor han også var svær at tale til fornuft. Hendes lange talestrøm, gjorde ham kun langt mere arrig, mest fordi.. han vidste at hun havde ret. Hun ville aldrig have kunnet stoppet hans fader og hans fader ville nok ikke have taget et nej for et nej, i så fald måske have dræbt hende, så hun havde kun gjort hvad hun kunne for at overleve, selvom det gjorde ondt og det gjorde ham vred! Han knurrede, hvor han kort strammede grebet om hendes hals og pressede hende hårdere ned i madrassen inden han slap hende og trak sig væk, for at sætte sig på sengekanten igen. Han trak vejret hurtigt, grundet ophidselsen. Han vidste godt at det ikke var hendes skyld, men hans faders og derfor ønskede han hævn. Han ønskede at dræbe ham, han ønskede at udrydde ham én gang for alle, for alt det han havde gjort, skulle han få det tifoldige igen! Han blev siddende, hvor han ikke sagde noget, sad i sine egne tanker og forbandede hans fader til helvedet og længere ned endnu. Han tog sig let til hovedet og gned sit ansigt i dem. Hvorfor skulle alt i hans liv også ødelægges?! Det frustrerede ham. Og derfor havde han al ret til at tage sin hævn.

[Deleted]

Hans vrede havde ingen grænser, det var hun klar over. Derfor gik hun heller ikke i selvsving og skældte ham ud eller råbte ham ind i hovedet som han gjorde ved hende, det ville bare ende galt i sidste ende. Det var forvirrende som det var endt sådan igen, de havde ellers haft det så godt. Det forundrede hende desuden en del, for natten forinden havde han været helt anderledes, hvad var der sket? Hun havde ingen chance for at vide at han var kommet på bedre tanker, at han var kommet i tanke om faderens behandling af hende, for hun vidste ikke hvad han havde fortaget sig de sidste hundrede år. Skadet havde han været aftenen forinden, hendes konklusion havde været at faderen havde været voldelig overfor ham igen.
At natbordet blev smadret tænkte hun ikke meget længe over, det betød intet, hun vidste han kunne finde på værre, havde selv mærket hans vrede på sig i form af hårde kvælertag og da han havde stukket hende ned, derfor vidste hun at det der var ingenting. Hellere møblerne end hende. Desværre kastede han sig snart over hende og tvang hende ned i sengen! Hans tag var hårdt, meget hårdt, og hun frygtede mere for at han ville smadre knogler end at dø af luftmangel. Hendes kommando blev komplet ignoreret og andet ville have undret hende. Hans ord fik en klump til at samle sig i brystet, og dog kunne hun ikke tillade sig at græde, aldrig græde! Hun svarede ham ikke, fortsatte i stedet for og det var hans tur til at tie hvor han heller ikke svarede. Omsider slap han hende og trak sig væk, hun havde næsten svært ved at tro han lige havde sluppet, men det var sket. Hun gispede dog efter vejret, og lå med hamrende hjerte et langt øjeblik inden hun tog sig til halsen hvor hans fingre havde efterladt sig mærker. Nok ville de heale, men det gjorde stadig ondt. Langsomt satte hun sig op, han var vred, det vidste hun godt, derfor rykkede hun ikke tættere på, for at give ham plads. "Jeg vil gøre alt Angelo.. alt!" hviskede hun dæmpede. Hun vidste det var meget, selv for hende. Hun vidste hun ikke burde sige det, for han kunne grine, eller værre... udnytte det. Men alligevel gjorde hun, fordi hun mente det, og det ønskede hun også at han skulle vide.

[Deleted]

Angelos temperament havde ingen grænser. Han kunne skade og slå ihjel uden problemer og havde hendes to tjenestefolk grebet ind, så havde de nok lagt døde på gulvet i øjeblikket, derfor var det kun bedst at hun havde sendt dem bort. Han havde ført gjort hendes venner ondt, samt hende selv, så hun vidste og kendte til hans temperament og at det ikke var til at spøge med, når han først kom så højt op i det røde felt at han blev voldelig, som da han havde smadret natbordet, der nu lå i flere splintrer på gulvet og var det rene pindebrænde. Han holdt hende nok om halsen, men han klemte ikke til, for at kvæle hende, selvom han skam var fristet til det, men noget i ham fik ham til at stoppe. Han kunne ikke dræbe hende og derfor valgte han også at slippe hende og trække sig væk, så han igen sad på sengekanten. Han hadede ikke hende, kun hans fader. Han var rasende, mere end rasende! Han havde lyst til at smadre hele huset, men han vidste at det ikke ville være tilfredsstillelse nok, han ville have fat i hans fader, det var ham han ville lade al sin vrede gå ud over og dog.. han vidste at et vredt sind var et snævert sind, det ville koste ham livet hvis han ikke tænkte klart, når han engang tog hævn. Og så vidste han at hans fader var en frygtelig stærk mand. Han var jo oldgammel! Også grunden til at han ikke selv var helt ung mere.
Han lod hænderne falde fra hans ansigt, efter at have gnedet det, hvor det gled ned i hans skød. Han stirrede tomt frem for sig og opfangede skam godt hendes hviskende ord. Det kom et sted bag på ham at hun ikke rørte ved ham, ikke at det ville have hjulpet for han ville kun have hvislet at hun skulle holde sig væk, men det bevidste kun at hun kendte ham bedre end … end alle rent faktisk. Det var også det som gjorde udfaldet. Hun var den eneste han havde i sit liv, hun var den eneste han nogensinde havde haft i hans liv, som ikke havde væmmedes ved ham eller hadet ham, selvom hun havde haft og endnu havde al grund til det. Han sukkede tungt og slap igen af. Han kunne forlade hende og aldrig opsøge hende igen, men.. det var også hvad han havde gjort sidst og alligevel ville guderne at de skulle mødes igen, så det var nærmest som om han hang på hende. Langsomt vendte han sig om, hvor han valgte at krybe ind til hende, nærmest som et skræmt lille barn, der søgte tryghed hos sin moder. Han gemte hovedet mod hendes bryst og skulder, hvor han tvang dem ned at ligge i sengen igen, selvom han ikke gjorde noget, men nærmest hungrede efter hendes omsorg. Hun var den eneste der havde kunnet finde ud af at give ham det.

[Deleted]

Hun gav ham plads, netop det at holde afstand og ikke røre ved ham ville forhåbentlig hjælpe. Hun kendte ham trods alt, sidst var det endt næsten sådan her, og han havde stukket hende ned da hun ikke havde givet ham plads og bare plaprede løs i et håb om at han ville forstå. Men det var sket så meget siden sidst, for dem begge, og de havde begge forandret sig, om det var til det bedre eller værre kunne diskuteres, men forandringer var der nok af, det var tydeligt. Hendes ord faldt, hun ventede en reaktion, selv det hvis han hvæsede af hende ville være nok, men det gjorde han hende, i stedet for flyttede han hænderne fra ansigtet og så ud til at slappe af, eller blot falde til ro. Hun betragtede ham opmærksomt, flyttede sig dog ikke. Pludselig flyttede han sig, og hvor hun et øjeblik havde troede han ville rejse sig og gå sin vej, vendte han sig om og krøb ind midt på sengen til hende igen. Forskellige tanker om hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende strømmede gennem hendes sind, men alligevel følte hun sig sært nok ikke bange, hun stolede på ham, det havde hun altid gjort. Hvilke betydning hun var kommet til at have for ham vidste hun heller intet om, og at han ikke kunne finde på at skade hende, ja han havde for få øjeblikke truede med at tage hendes liv så hun burde vel tro ham i stand til det. Trods dette var hun ret ligeglad, igen, slet ikke skræmt som hun måske burde være. Han slog armene om hende, og skjulte ansigtet ved hendes skulder og bryst. Handling overraskede hende, utrolig meget endda. Hun slog dog armene rundt om hans nakke og strøg ham blidt og beroligende, lod ham trække dem ned at ligge. Dette var nyt, men føltes så rigtigt alligevel. Hun sagde ikke noget, følte ikke behov for det som deres tavshed sagde det hele. Hun ønskede hans tilgivelse, om dette var en form for forsoning var hun ikke helt sikker på, hvad hun vidste var, at hun ikke ønskede at miste ham.

[Deleted]

Så hurtigt vreden var kommet, så hurtigt var den gået igen. Utroligt. Så flygtigt et temperament havde han aldrig haft, men så igen, begge havde de forandret sig igennem det århundrede som var gået. Han var blevet langt mere tålmodig og det var måske også grunden til at han så hurtigt var faldet til ro. Det var dog gjort klart for begge at emnet om hans fader stadig kunne pisse ham af lige så hurtigt som altid. Celisha havde dog kun gjort hvad hun havde fundet rigtigt og havde han ikke været så snæversynet dengang, så havde han også kunnet se det under sidste møde, hvor han havde stukket hende ned og truet hende på livet. Et løfte han ikke kunne holde og mon ikke han var glad nok for det i sidste ende? Han havde ingen i sit liv foruden hende, hun var den søjle han altid kunne støtte sig op af og det var også gået op for ham. Hun var der altid. Til at starte med havde han hadet det, fordi han havde ment at hun var en pestilens, men nu? Ja, nu var han faktisk glad for det. Han krøb også snart ind til hende, noget han aldrig havde gjort ved nogen før, selvom han godt kunne lide at ligge med hendes arme om sig og det var også hvad der skete, for snart gjorde hun præcis som han ønskede og holdt om ham. Han trak vejret dybt og slap det i et tungt, næsten lydløst suk. Det var rart at mærke hende hos sig igen. Han havde savnet hende i det århundrede om var gået og måske det også var for det bedste at der var gået den tid? Det betød at de begge havde ændret sig og lært af deres fejl og af fortiden. Han drejede let hovedet og kyssede hendes skulder, imens han indsnusede hendes søde duft. Han hadede tanken om at nogen mand skulle røre ved hende, særligt hans fader, men han ønskede heller ikke at gøre hende ondt. Drejede hovedet lidt mere og kyssede derefter hendes hals. ”Du er min,” svarede han dæmpet og dog var det bestemt, hvor han kunne lyde helt besidderisk, hvilket han egentlig også var. Han havde skam ejerfornemmelser over hende og selvom hun var et andet individ, ja så var det desværre en af de ulemper ved at få ham tæt på sig. Han anså hende for at være hans og hvis nogen rørte hende ville han formentlig dræbe dem, men til gengæld ville han også beskytte hende med sit liv, skulle hun komme i fare, for ingen skulle røre hende, så længe hun var hans! Så man kunne vel sige at det både var en skidt og god ting på en og samme tid?

[Deleted]

Naturligvis var hun overrasket over at han rent faktisk faldt til ro og ikke endte med at slå hende ihjel, det at dø for hans hånd havde altid være en risiko ved at omgås ham, det havde han understregde fra første møde og første sekund han havde vidst hun havde engleblod i sig. Mærkværdigt hun var nåede indtil ham for hun vidste end ikke selv hvad hun havde gjort andet end at være... sig selv. At han så valgte at krybe indtil hende, ja det var nok det mest underlige. At se Angelo krybe var skræmmende, men selv måden han gjorde det på.. ja hun tænkte end ikke over den måde han gjorde det på, for hurtigt var han over hende og fik hende trukket med sig ned. Hun tøvede heller ikke med at lægge armene om ham, og det gjorde ham tydeligvis mere rolig. Hun faldt gradvist til ro, om end hun var klar over at dette emne endnu var følsomt, og man ikke skulle nævne hans fader. Den positive del var vel at de nu havde talt ud om det, og smadret det der skulle smadres, forhåbentlig var det ud af verden nu og han kunne falde til ro. Sukket der havde forladt hans læber fik hende til at stryge hånden op over hans nakke og nusse ham blidt og nærmest beroligende. Hun kunne nærmest mærke al den savn og længesl han havde båret i sig over det sidste århundrede, og stærke og overvældende følelser var det hvor hun tog sig i at stramme grebet om ham og snappe efter vejret. Hun havde det på præcis samme måde, hvad han nok kunne fornemme ved måden hun holdt om ham på, og muligvis også via hendes tanker og følelser generelt. Han drejede snart hovedet og kyssede hendes skulder, hun lukkede øjnene og nød det, og kort efter flyttede han hovedet og et kys tilfaldt hendes hals. Igen nussede hun ham kort i nakken og over det ene skulderblad. Ordene kom fuldkommen bag på hende, så besidderisk havde hun vidst aldrig hørt eller set ham. Trods dette smilede hun svagt "Kun din" hviskede hun kærligt. Hvis det var hvad der gjorde ham glad, ja så ønskede hun heller ingen andre. Ikke at andre ville gøre hende den glæde alligevel, ha var den eneste der kunne glæde hende på den seksuelle plan. At det betød positive og negative ting var hun klar over, men hun ville gøre sit bedste, og denne gang skulle det bare lykkedes. Sært var det allerede at vide at hun var under hans beskyttelse, for hun var ret sikker på at det var en del af aftalen.

[Deleted]

Som Angelo endte i hendes favn, faldt han også langsomt til ro. Hans kvalme forsvandt, tanken om hans fader forsvandt, selvom han naturligvis hvilede i baghovedet. Han blev helt stille og nød blot at mærke hende tæt på sig igen. Han havde skam savnet hende og havde ikke kunnet undgå at tænke på hende igennem århundredet, særligt i starten, hvor han havde været vred på hende og hans fader, langsomt var årene gået og han havde lidt glemt episoden og mere fokuseret på at komme fri fra slavestanden. Det havde også lykkedes ham og da han endelig var kommet fri igen, stødte han igen på hende, hvilket faktisk var kommet bag på ham, for han havde tænkt at hun ville holde sig langt væk fra ham. Sjovt som hun altid skulle trodse hans ord og gøre det alligevel, som om hun overhørte hver en trussel. Og dog.. han kunne ikke slå hende ihjel, hun var trods alt den eneste han havde, det eneste velkendte i hans liv og han kunne faktisk godt lide det.
Han smilede da hun sagde at han kun var hendes, hvilket passede ham helt fint! Enhver mand der lagde en hånd på hende, ville han flå lemmerne af på, så vedkommende lærte at han ikke skulle røre ved hende. Faktisk skulle de slet ikke komme med tilnærmelser til hende. Han nød hendes nussen over hans nakke og ryg, da det havde en beroligende effekt på ham. Han havde også kort lagt mærke til at hun havde strammet grebet om ham og det gik kun op for ham at hun heller ikke ønskede at miste ham – som det gik den anden vej. Hans ansigt var stadig gemt ved hendes hals og skulder, hvor han indsnusede hendes søde duft, fra hendes bløde hår. ”De to mænd.. har du lagt i med dem?” Spørgsmålet nok så uskyldigt, men tankegangen bag var noget mere morderisk, Han hentydede naturligvis til hendes to tjenestefolk, der kort var kommet ind fordi de havde hørt larmen ude på gangen. Hun havde ganske vidst kort nævnt en Jacob.. eller noget i den stil, og mon det var den unge af dem? I så fald skulle han nok give ham en lærestreg som han ikke glemte … hvis han da overhovedet kom til at huske den. Tanken gjorde ham også en anelse anspændt igen. Han vidste godt at hun havde haft brug for nærvær i det århundrede, men det forhindrede ham jo ikke i at flå alle dem hun havde lagt i med, nu hvor han var tilbage igen. Hans blik gled mod døren, hvor de havde stået, næsten som et rovdyr der var på jagt.

[Deleted]

Nok var hun ikke mentaldæmon, men hun kunne mærke da han faldt til ro, hele hans krop fulgte med, og hans muskler var ikke længere så anspændte og kroppen ikke så stiv. Hun tillod sig at nyde hans nærhed, roen, og tanken om at de endelig var kommet frem til en fornuftig løsning, at de havde talt ud. Det var en rar følelse, og det føltes endda som om en kæmpe byrde var løftet fra skuldrende. Hvilke planer han havde, eller om han i det hele taget havde nogen anede hun ikke, en ting var sikkert, hun ønskede ikke at se ham skadet, selvom hun vidste hun med sikkerhed ville lappe ham sammen igen før eller siden. Holdt han sig bare fra hans fader, ville alt være godt. Det samme gjaldt vidst også for hende.
Et sted vidste hun hvordan det ville gå folk der ville røre ved hende, mænd og kvinder, og hun havde medlidenhed med de der havde i sinde at forsøge. Angelo var muligvis venlig og blid overfor hende nu, men selv dette kunne vende som tidligere, han havde sine øjeblikke. Men overfor fremmede, ja hun kunne hun sige at hun var glad for ikke at være i deres sko hvis han blev vred.
At det gik op for ham hun ikke ønskede at miste ham som omvendt, var på alle måder en god ting, for hun ønskede ikke at miste ham, det elskede hun ham for højt til. At sige disse ord direkte ville muligvis skræmme ham, hun vidste han aldrig havde været elsket. Svært var det nok for mange at tro han overhoved kunne elskes, og nok også for ham, men ingen kendte ham som hun gjorde.
Pludselig brød hans stemme stilheden med et spørgsmål. Det tog hende et øjeblik at finde ud af hvem han snakkede om, hun havde kortvarigt glemt alt om hendes to tjenestefolk der kort tid forinden var kommet ind i den tro at de ville kunne redde hende fra ham. Nok hans stemme lød uskyldig, men hun blev pludselig bevidst om at han blev anspændt, måske bare en smule, men så tæt på hinanden som de lå, var det mere end nok. Han vendte blikket mod døren, og hun kunne fornemme hvor stor lyst han havde til at flå dem, hun kendte den aura, han havde brugt den mod hende ved deres første møde.. under jagten. "Den ældre nej, den yngre - Jacob - ja.." svarede hun ærligt og dog forsigtigt. Hendes eget greb om ham blev strammere.

[Deleted]

Angelo var og havde aldrig været sikker på hvad der var mellem ham og Celisha, men noget måtte der vel være? Og dog.. hun havde vel bare altid været hans elsker? Det var nok sådan han selv ville sige det, da han ikke var i stand til at besidde kærlige følelser – troede han. Han var vokset op med tæsk og prygl, med had og en usympatisk fader der gjorde hvad han kunne for at hærde ham og gøre ham ond. Han var blevet et monster og han vidste det godt. Aldrig havde han oplevet kærligheden og han var endda sikker på at selv hans moder hadede ham i himlen, fordi han havde taget hendes liv, det var også det hans fader havde straffet ham for, eller i hvert fald bebrejdet ham. Han var altid blevet sat i bagerste række af ham og hans søster, selvom han ikke ville sige at hans søster havde haft det let, for hende havde hans fader også haft sine kløer i og han vidste ikke om han endnu havde. Den mand var alles død og undergang. Det var faktisk utroligt at Celisha havde overlevet, at han ikke havde bemærket englesiden i hende, men det beviste også bare at han ikke var uovervindelig og det gjorde ham skam ganske tilfreds.
Som han lå med hovedet mod hendes bryst og vendt ind mod hendes hals, kunne han høre hendes rolige hjertebanken, en lyd han faktisk nød at høre. Han bemærkede dog godt at hun blev stille, da han stillede hende sit spørgsmål. Det var ikke fordi hun blev usikker, for hendes hjerterytme ændrede sig ikke, ikke før hun havde svaret. Han trak vejret dybt og slap det i et suk, hvor han kyssede hendes hals. ”Så skal du nok snart finde dig en ny, tjenestedreng,” svarede han blot, som var det ingenting, hvilket det heller ikke var for ham. Og ja, han ville slå denne Jacob ihjel for at have været hende tæt, og han var ligeglad med om det var knægtens skyld eller ej, men så kunne han bare have ladet vær eller også kom han til at dø af hendes fejltagelse ved at tage knægten tæt. Han mærkede godt hendes greb blive strammere om ham, men han lod det ikke påvirke ham. Hvis den unge mand havde været hende tæt, så skulle han komme til at bøde for det, han gad desuden ikke være i hus med en anden mand hun havde været tæt!