An unexpected meeting

[Deleted]

Smerte tvivlede hun ikke på at han havde, andet ville være sært når man satte knogler sammen og healede dem, hun gjorde skam intet andet end at fremskynde processen pg hvor det normalt ikke ville gøre SÅ ondt at heale af sig selv, tvang hun knoglerne sammen lige her og nu. Et suk brød genses læber som hun omsider var færdig og dog forblændet grundet de mælehvide øjne som ikke forsvandt lige med det samme. Rolig så hun dog ud hvor hun end ikke skræmte tjenestepigerne der dukkede op snart, denne var vant til at se hende sådan. Af gode grunde så hun heller ikke det blik og smil Angelo sendte tjenestepigen der fnisede lavt inden hun pillede af sted efter de ting Celisha havde bedt om. Hans spørgsmål kom ike bag på hende, han kunne trods alt ikke vide hvilke fremskridt hun havde gjort sig gennem årene. Med et roligt udtryk - og et blik der så småt genvandt sin normale farve og udseende - svarede hun "Der er sket en del siden vores sidste møde Angelo, du befinder dig i mit hjem" om han troede hende eller ej anede hun ikke, men ordene var sande og det var hvad han nok også kunne høre på hendes stemme. Spørgsmålet der fulgte kom bag på hende, så høflig han dog kunne lyde, sådan huskede hun ham slet ikke. "selvfølgelig, du tager bare for dig. Jeg finder lige noget tøj, døren der før ind til baderummet, der er varmt vand, sæbe og en ragekniv klar hvis du vil bruge det, samt nogle håndklæder" svarede hun forklarende hvorefter hun rejste sig og satte kursen mod døren, famlede efter håndtaget og fandt det snart hvorpå hun forlod værelset. Bakken med mad var blevet sat på et rundt bord med to stole på hver side i nærheden af den tændte kamin.

[Deleted]

Rart var det at blive healet, da Angelo snart ikke havde haft det godt i flere år, da han altid havde rodet sig ud i problemer, særligt her til sidst, hvor han havde planlagt et flugtforsøg med sine medslaver. Det havde også lykkedes dem, selvom deres herres soldater havde angrebet dem og nogle var sikkert faldet, men som de var kommet ud havde alle flygtet for dem selv, stukket af til alle sider, for at forvirre vagterne hvor man havde måttet klare sig selv. Skulle man så støde på en flok vagter, jamen så havde det bare været ærligt. Angelo havde fået et par skrammer til at starte med, men havde senere formået at flygte uden nogen i hælene på ham, derfor så var han også sluppet væk og nu var han altså endt her i Atterlin … hos Celisha, en kvinde han aldrig havde troet at han skulle se igen.
Overrasket blev han da hun sagde at dette var hendes hjem. Så hun ejede altså tjenestefolkene? Kunne det overhovedet passe? ”Hvad? Hvordan har du fået råd til det på kun få år?” spurgte han, hvor han for første gang afslørede hvor desorienteret han egentlig var, da han ikke vidste at der var gået et helt århundrede. Det føltes naturligvis som en evighed, men han havde hurtigt mistet tidfornemmelserne særligt efter flere måneders indespærring. Han forstod derfor ikke hvordan hun, en simpel prostitueret, havde kunnet få råd til et helt hus og en tjenestestabel på kun få år, da det simpelthen var absurd! Han nikkede roligt til hendes ord, da hun forklarede alt hvad der var klart og at hun ville gå for en stund. ”Udmærket,” nåede han kun at sige, før hun havde rejst sig og forlod værelset. Han selv kæmpede sig roligt op at sidde på sengekanten, hvor han satte fødderne imod gulvet. Ømme var hans fødder, men der var ikke så meget at gøre ved det. Han fik kæmpet sig op at stå, hvor han gik hen til bordet ved karminen hvor bakken stod og han tog plads. Vingerne slog og baskede han kort med, hvilket føltes fantastisk! Han kastede sig derefter over maden, proppede så meget i munden som han kunne have og slugte så store stykker at han fik helt ondt i halsen og til tider måtte holde en pause, men ellers så tog han for sig af de mange forskellige retter. Det var godt at få noget kød i sig igen, alle de proteiner og kulhydrater som han var gået glip af som slave, hvilket var årsagen til at han havde tabt sig en del. Madrester og sovs satte sig i hans fyldige skæg, der nærmest var en hel skov der dækkede hans ellers så kønne ansigt hvor de fedtede lange lokker, som gik ham til lidt over skuldrene ikke just hjalp på det. De var kun blevet klippet få gange i de år han havde været der.

[Deleted]

Få ord? Hvad snakkede han dog om, der var gået årtier siden, ja et helt århundrede siden deres sidste møde og der var sket en masse. hun betragtede ham tavs mens hun overvejede hvad han dog havde fortaget sig, det lød som om han slet ikke anede hvor lang tid der var gået. Nok var et århundrede ikke meget når man var udødelig, men det var stadig en håndfuld år hvor ting og sager kunne ske og en del kunne forandre sig. Hun betragtede ham dog roligt, måtte dog snart vide hvad han havde fortaget sig for at kunne forklar ham situationen. "Angelo, der er gået et århundrede siden vores sidste møde..." startede hun ud med "Hvad har du lavet i al den tid og hvor har du været?" spurgte hun. Muligvis havde hun ingen ret til at stille de spørgsmål, men det var af ren og skær nysgerrighed og fordi hun ønskede at hjælpe, han anede tydeligvis ikke engang hvor han var eller hvad der var sket i verden de sidste mange år.
Hun forlod ham dog snart for at finde tøj og snakke med de få tjenestefolk hvor hun tilmed bad dem om at gøre et værelse klar til deres gæst. Om han ville overnatte eller ej anede hun ikke, men han fik kost og logi helt gratis så hvorfor skulle han sige nej når han tydeligvis havde brug for det hele? Efterfølgende tog hun sig den frihed at tage i byen for at skaffe ham noget tøj, det tog ikke så lang tid som mange ville tro takket hevr hendes magi og knap en halvtime efter dukkede hun op i sit hjem igen med noget tøj. Hans størrelse kendte hun godt, om end hun havde bemærkede at han havde tabt sig og derfor havde købt noget lidt mindre end det han havde haft på. Det var to sæt, to par bukser, og to skjorter, samt et par sko og en ny ren kappe. Forhåbentlig var det fint, og han kunne bruge det i sin videre rejse hvis han havde planer om at rejse videre eller hvad end han nu havde planer for. Et sted vidste hun han ikke havde glemt var der var sket, og den eneste grund til at han var så ydmyg var fordi han havde brug for hjælp, så snart han var kommet sig ville han formentlig udtrykke samme had og afsky til hende som han havde gjort ved deres sidste møde.
Da hun trådte ind på værelset lod hun blikket glide rundt og hun lagde tingene på bordet. Han havde spidst kunne hun se hvilket kun var en god ting og hun kaldte roligt på tjenestepigen for at denne skulle tage bakken og hente noget vand og vin samt to glas. Hun regnede med han var gået i bad, og satte blot tøjet på sengen hvorefter hun tjekkede værelset som de havde gjort klar, den var overfor hendes egen, og dog ret kølig endnu da varmen endnu ikke havde spredt sig i kaminen, i hvert fald ikke nok til at varme værelset. Den var så stor som hendes egen, og dog med en mindre seng.

[Deleted]

Angelo kunne godt se at der var forundring i Celishas blik ved hans egne ord og det fik ham til at spekulere over om han mon havde sagt noget forkert. At det så viste sig at ligge i de år han troede der var gået, fandt han hurtigt ud af, da hun sagde at der var gået et helt århundrede. Et helt århundrede? Det kunne jo ikke passe! Han begyndte at grine en næsten grum og hæs latter, selvom den langsomt døde ud, da han godt kunne se at det ikke var for sjov. ”Men.. nej.. det kan ikke passe, der er kun gået.. årtier måske!” svarede han og lød pludselig helt febrilsk. Det kunne bare ikke passe! Det var jo direkte absurd! Han vidste godt at han havde været væk længe, for meget havde forandret sig siden han sidst havde været fri, men et helt århundrede?! Han tog sig let til hovedet, da det helt måtte give ham hovedpine at tænke på. Var han virkelig gået glip af et helt århundrede ude i det fri? Havde han været slavebundet så længe? Det kunne han ikke tro på, selvom det ville forklare hvorfor det føltes som en evighed. Han mistede helt pusten, hvor han lænede sig tilbage, indtil hun spurgte ind til hvad der var sket. Han bed tænderne let sammen. Skulle han fortælle hende det? Nej.. det kunne han ikke, hun ville bare le af ham og gøre grin med ham. ”Væk.. jeg forsvandt,” svarede han blot, tydeligt afvisende og ikke et særlig godt svar, selvom det var til dels sandt, for han havde været væk og forsvundet i den tid.
Som hun gik og forlod værelset, følte Angelo sig igen tryg, så var han alene et trygt sted uden nogen til at stille spørgsmål. Han begyndte at tænke på hvad han skulle svare hende, imens han spiste, da han vidste at hun ikke ville lade det ligge i al evighed. Hun ville nok kræve svar før eller siden og hvad skulle han så fortælle hende? Sandheden? Han vidste ikke hvad han ellers kunne finde på, for hvad kunne dække at han havde været så desorienteret at han ikke vidste at han var gået glip af et helt århundrede, hvad ville forklare hans hæslige udseende og de mange skader? Han vidste det ikke. Han kunne altid sige at han var stukket af, for at gå under jorden og at han derfor var endt som han var, hvilket måske ville kunne forklare en del, men om hun ville tro på det, var ikke til at sige.
Som han blev færdig med at spise rejste han sig endnu engang, selvom det var lettere svimlende og derfor støttede han sig op ad væggen, hvor han søgte ud af værelset og ind ved siden af til badekammeret. Han lukkede døren og fik sig kæmpet ud af sine beskidte, inden han søgte hen til karet, hvor han dumpede ned i. Det sveg kort, da hans krop slet ikke var vant til den varme, selvom han langsomt faldt til ro, lagde armene langs karrets kant og lagde hovedet tilbage, imens han sukkede nydende og egentlig bare slap af. Så meget at han endte med at falde i søvn og derfor ikke hørte at Celisha var kommet tilbage.

[Deleted]

Han troede hende tydeligvis ikke som hun rent faktisk ærligt besvarede hans spørgsmål hvor hun i stedet så på ham med et hævede bryn som han lo sådan ved hendes ord. Det gjorde det blot mere klart at han ikke havde været så meget omkring og taget hans tilstand i betragtning vil man kunne sige at han nok har været indespærret i et godt stykke tid. At det netop var tilfældet havde hun naturligvis ingen anelse om. Med ro og tålmodighed svarede hun "Angelo, jeg har ingen grund til at lyve for dig, der er gået et århundrede siden vores sidste møde, tro mig, jeg har nærmest talt dagene" svarede var tydeligvis oprigtigt og ikke blot en joke fra hendes side, hun foretrak slet ikke at sige det så ærligt, men det var sandheden. Deres forhold eller hvad man nu ville kalde det havde været et der hvide forandret vendes liv for altid, på mange punkter, for ikke at sige dem alle sammen.
Hendes spørgsmål besvarede han køligt og kortfartet hvad fik hende til at skule i hans retning. Så afvisende som altid, det havde da i det mindste ikke forandret sig. Ingen forsvandt bare sådan uden videre, og dog vidste hun at hvis han først blev sådan så kunne hun glemme alt om at få noget ud af han, desuden orkede hun ikke at skændes med ham. Det at gense ham igen efter alle disse år forvirrede selv hende. "Hvis det er hvad du foretrækker at kalde det, så fint" svarede hun tørt hvorpå hun forlod værelset.

Hun havde gennemtjekket alt og satte snart kursen mod badeværelset hvor han måtte befinde sig. Hun bankede ikke på - ejede trods alt stedet - men åbnede forsigtigt døren og gik ind. Straks blev det hende klart han var faldet i søvn, og med et dæmpede suk satte hun sig ved karets kant og betragtede ham. Forsigtigt lagde hun en hånd over hans skulder, følte kroppen vågne ved berøringen og sank en klump. "Angelo?" hun hviskede blidt hans navn, udtalte det så kærligt og blidt som frygtede hun for at ødelægge det ved at udtale det højere eller på en anden måde. Hun forsøgte at vække han blidt, for at hjælpe han med at vaske sig, barbere sig og så smide ham i seng hvor han kunne hvile sig.

[Deleted]

Som Angelo lo var det mere fordi … fordi han ikke kunne tro på hende. Det var fuldstændig absurd at der var gået et helt århundrede for så.. havde han været slave frygtelig længe! Og det kunne ikke passe. Hendes blik, med det hævede bryn, fik dog langsomt hans latter til at dø ud, hvor han godt kunne fornemme at hun ikke tog pis på ham og hvorfor skulle hun dog også gøre det? Det var bare ham der ikke kunne fatte det og som lige skulle sluge nyheden … selvom det havde han svært ved. Han så mod hende. ”Men.. …” Han endte med at sukke, som han godt kunne se at hun talte sandt. Et helt århundrede? Det forklarede da hvorfor hun kunne have råd til hele huset og en tjenestestabel. Det var ikke så lidt hun havde fået stablet på benene. Tværtimod var det meget og det måtte han erkende var imponerende.
Han anede godt hendes skulende blik på sig, hvor han blot slog blikket til siden, lettere fornærmet og afvisende. Han kunne ikke fortælle hende at han havde levet i en slavetilværelse, så ville hele hans ry være ødelagt. Tosset var han nok i øjeblikket, men den gamle Angelo skulle nok vende tilbage, endda ti gange forbedret! For første gang i hele hans liv, var han fri, fri til at gøre hvad han ville! … han skulle bare finde ud af hvad han gjorde herfra, og det var lettere at tænke nu hvor han ikke havde ondt i hele kroppen. Han trak vejret og så mod hende til hendes ord, selvom hun bare gik. Han bed sig kort i underlæben, som han slog blikket ned. Han kunne vel være ligeglad med hende? Det ville kun gå ud over ham selv, hvis han sagde det og det ønskede han ikke. På den anden side, så havde hun jo taget ham ind og gjorde en del for ham, så han burde vel betale på en eller anden måde? Og når nu han ikke havde penge, så kunne han vel fortælle sandheden?
Faldet i søvn var han. Midt i badekarret, hvor han ellers lå yderst godt … så man bort fra det mareridt han havde. Han drømte om sin tid i slaveskab, hvordan han var blevet trukket med ned i kælderen, lænket fast, inden piskene begyndte at hagle over ham. Ondt i kroppen fik han, som føltes ødelagt, hvor han så sig over skulderen da manden stoppede, kun for at komme hen til ham og med en kniv som han satte mod hans vingeled. Det var der han mærkede hånden mod hans skulder og en hviske hans navn – han troede det var manden i drømmen – dette rev ham ud af hans søvn og han satte sig op med et spjæt, hvilket fik noget af vandet til at ryge over kanten. Han vendte blikket op mod hende, da han så hende ud af øjenkrogen, hvor dette også gav ham et chok, så hans hjerte slog for fulde hammer. Han sukkede skælvende, da han fandt ud af at det bare var en drøm og han faldt langsomt til ro igen, hvor han lænede sig tilbage mod karrets kant. Han plaskede noget vand i hovedet, inden kom i tanke om at hun havde talt til ham, hvilket fik ham til at se op mod hende og rømmede sig. ”Hvad er der?” spurgte han og det lød lidt mere koldt end hvad det var ment som, selvom det mere var for at få rystet følelsen af frygt af sig og komme tilbage til sig selv igen.

[Deleted]

Hun kunne se han havde svært ved at forholde sig til det hele, men det var også forståeligt. Hun ville have det på samme måde skulle en eller anden fortælle hende der bar gået et århundrede .. Men igen, det sagde bare at han havde været et sted hvor han ikke havde kunnet tælle dagene, og ikke i stand til at skelne måneder fra årtier. Et sted overvejede hun om hans fader havde noget med sagen at gøre, om det var ham der havde pryglede og låst han inde for det kunne meget vel se sådan ud. Hendes tanker om den frygtindgydende mand blev ikke bedre, og hendes had til am voksede sig større end nogensinde! Den mand ødelagde alt og alle omkring sig, også hans egen søn!
Celisha smilede svagt og opmuntrende til ham, han var forvirret og det kunne hun desværre intet gøre ved. Snart var hun dog ude af værelset for at ordne nogle ærinder og da hun kom tilbage fandt hun ham sovende i badet. Hun nænnede ikke at vække ham men liggende kunne han ikke blive i al evighed og snart kunne hun se hans øjenlå sitre og han rykkede uroligt på sig. Dette var hendes tegn, for han havde tydeligvis mareridt. Hendes forsøg på at vække ham blidt gik ikke som håbede og som der blev plasket vand udover kanten nåede hun ikke at flytte sig hvorpå jhendes bukser blev våde. *Vidunderligt* tænkte hun irriteret men så rolig udadtil hvor blikket gled bekymret over ham. Hans kølighed generet hende ikke, hun havde oplevet værre med ham. "Der er gjort en seng klar til dig, lad mig hjælpe dig med badet så kan du komme ind at ligge. Hvis du ønsker, har jeg noget der kan holde mareridtende på afstand" forsegl hun med en rolig og professionel tone.

[Deleted]

Det var svært for Angelo at tro på at der var gået et helt århundrede. Dette gav ham også en del til eftertanke. Det skulle ikke undre ham hvis hans fader var fuldstændig ligeglad med ham, ligesom det ikke forundrede ham hvis manden fandt ham som en skændsel, men det kom ikke bag på ham, for det havde han jo altid ment, særligt efter at han havde lagt i med både englen Lisa, som han havde voldtaget og Celisha, som han ikke havde dræbt. Lisa havde han dog dræbt, men det havde hans fader ikke troet på, hvor han var blevet tortureret og holdt fanget, indtil han havde fået lov til at gå og derefter var han stødt på Celisha ved ruinerne. Der havde han også været afvisende, præcis som han var overfor hende nu, han hadede bare at fremstå svag, selvom hun jo aldrig rigtig havde hånet ham for det. Hun havde faktisk altid hjulpet ham også selvom han havde gjort hendes venner fortræd og hende med. Han havde aldrig forstået sig på hvorfor hun havde, når han nærmest havde gjort alt hvad han kunne for at skræmme hende væk, men hun var som en irriterende tæge, der aldrig gav slip. Selv nu efter et helt århundrede stod hun til hans rådighed og han vidste stadig ikke hvorfor.
Som han satte sig op med et sæt, var det med en skælven igennem hele hans krop, selvom lettelsen hurtigt slog ham, da det gik op for ham at det bare havde været en drøm. Han så op mod hende, som han igen havde lænet sig tilbage. Igen måtte det undre ham at hun var så sød ved ham, hvor han blot så frem for sig. Han tog omkring sæben som han gav sig til at fumle med, inden han måtte rynke brynene og se op mod hende, imens han fnøs kort. ”Mareridt? Jeg har ikke mareridt! Jeg har det helt fint,” prustede han afvisende, som han blot gav sig til at sæbe sine stærke arme ind. Det var måske tydeligt at han løj, men afvisende var han som altid, da hans stolthed og stædighed altid havde været ham i vejen. Han skævede blot mod hende og rakte hende sæben, da hun havde tilbudt ham at hjælpe ham med at vaske ham og hans ryg kunne han trods alt ikke nå. Han lænede sig roligt imod den kant, hvorpå hun sad og så flirtende op på hende, selvom det nok blev rimelig ødelagt af det lange hår og fulde skæg, der nærmere fik ham til at ligne en huleboer frem for noget charmerende væsen som en sensuel dæmon, men glimtet havde han skam i sine øjne. ”Kommer du så ned i til mig?” spurgte han kækt og så afventede på hende. Kvindeligt selskab i bad havde han aldrig takket nej til. Og fortiden sad han ikke just og tænkte på i øjeblikket, da han først lige skulle igennem traumestadiet og få ro til hovedet.

[Deleted]

Han var som sædvanligt afvisende og hun himlede blot åbenlyst med øjnene som han afviste hendes forsøg på at hjælpe. Han løj, og de vidste det begge to hvilket ikke gjorde noget bedre. Hun rystede på hovedet af ham "Som De ønsker" svarede hun køligt - køligere end hans tone kune være i øjeblikket - og valgte ikke at prikke til ham. Han var voksen nok til at vide at hans eget svar var latterligt og ikke et der ville gavne ham i sidste ende. Men det måtte han om, hun kunne jo passende nok være ligeglad. At hun hjalp ham var der flere grunde til, og de var alle nogen hun vitterligt ikke ønskede at indrømme for ham, skulle hun dog være nødsaget til det ville hun helst indrømme den svaghed der fulgte med at have engleblod i sig, en svaghed i tidspunkter som denne. Fy hvor det dog var kvalmende at tænke på, især med tanke på hvorfor hun netop ejede engleblodet. Den mand, hendes såkaldte fader, var den der havde givet hende den svaghed. Pokkers tage ham og alle hans engle! Trods disse tanker var der mange fordele ved at have engleblod i årerne, blandt andet at kunne heale sig selv og andre hurtigt.
Som han rakte hende sæben tog hun imod den, og bemærkede snart hans flirtende blik som hun hævede brynet af. Ved hans ord lænede hun sig ned mod ham "Måske når du dufter lidt bedre og slipper af med skægget" svarede hun med et alvorligt blik. Lyve ville hun ikke, nok kunne denne mand tænde hende på kilometers afstand, men hans ydre i øjeblikket talte ikke til hans fordel. Hun flyttede sig og hjalp ham at vaske ryggen, luder var hun ikke længere som sådan, hun tog hvad hun havde brug for og arbejdet ikke for nogen. Han kunne derfor godt droppe sine forsøg på forhånd. Skulle han dog være flabet kunne hun give igen, og da han jo selv bad hende vaske hans ryg, tøvede hun ikke med at berøre områder omkring hans vinger blot for at minde han om hvor fløjlsbløde hendes berøringer kunne være. Forsigtig var hun, og gik heller ikke alt for tæt på vingerne.

[Deleted]

At hun pludselig gjorde brug af en frygtelig kold tone, var noget som fik Angelo til at skæve op mod hende. Han var på ingen måder vant til at høre hende bruge sådan en tone. Nok hun kunne spille kostbar og være afvisende, men aldrig havde det lagt til hende at være decideret kold, og det var jo nok engleblodet i hende, som havde gjort hende til et blødt væsen.. og sjovt nok et blødt væsen der havde formået at komme under huden på ham, selvom han aldrig havde været meget for at erkende det og nok ville benægte, hvis nogen spurgte eller forsøgte at slå det fast. Han var hans egen herre! ”Og siden hvornår er du blevet så formel?” spurgte han sarkastisk og i en brummende utilfreds tone, som han også fnøs let for sig selv. Han havde ikke brug for hendes hjælp! Han kunne klare sig selv, kunne han! Og dog havde det været rart med hendes hjælp indtil videre, da han havde fået lidt styrke og energi tilbage igen, og den lille lur havde også hjulpet ham, selvom det ikke havde været længe at han havde sovet.
Han lod hende tage sæben, hvor han kort efter blev flirtende. At hun så hævede brynet og så alvorligt på ham tog han sig ikke af, ikke før hun udtalte sine ord, hvor det denne gang var hans tur til at himle åbenlyst med øjnene. ”Det skal da ikke forhindre mig i at hive dig herned,” mumlede han, som han blot lænede sig en anelse frem så hun kunne komme til. Han mærkede hendes hænder bevæge sig mod vingerne, hvilket fik ham til at rette sig fuldt op, hvor han stivnede på stedet, stoppede med at trække vejret og sad helt stille. Han brød sig ikke længere om at folk var tæt ved hans vinger, tværtimod bragte det ham kun ubehag, da han kun tænkte på hvordan han havde fået dem brækket, pisket, revet fjerne ud eller fået dem lænket sammen. Han stirrede frem for sig og så alt dette ske for ham, hvor hans hjerte igen var begyndt at slå for fulde hammer. Han havde fået et par frygte i sig, efter at han havde været slave, hvor han ikke brød sig om nogen af dem. Han gjorde dog ikke noget, om det var fordi han ikke kunne eller fordi han inderst inde vidste at hun ikke ville gøre ham ondt, ja det var svært at sige, men han sad som frosset fast til stedet og trak vejret ganske langsomt og næsten uden at få noget luft ind.

[Deleted]

Ved hans svar så hun blot lettere køligt på ham "Siden du er begyndt at behandle mig som en fremmed, og endda lyver mig lige op i ansigtet" svarede hun spidst og dog var det sandt. Høfligheden, som han kaldte den var ironisk på alle punkter, men dog mente hun sine ord. Han løj, og de vidste det begge to hvilket blot gjorde hede mere vred. Nuvel, han havde alle dage været hemmelighedsfuld, men dette var for meget! Han lød dog irriteret, hvilket hun vidste kunne udvikle sig til et skænderi, som sædvanligt. Trods de orkede hun ikke at skændes i øjeblikket, og hun ønskede alligivel ikke at skændes efter et århundrede hvor hun ikke havde set ham.
Ved hans efterfølgende ord gled er svagt smil frem over hendes mundvig "Du kan lige vove på at gøre det" svarede hun inden hun mé opmærksomheden rettet mod ham, gav sig i kast med at vaske ham på ryggen. Naturligvis bemærkede hun hvor anspændt han blev, og hun stoppede også et øjeblik inden det dæmrede for hende. Derfor gjorde hun sig forsigtigt færdig og tog hænderne til sig. "Går det? spurgte hun forsigtigt.

[Deleted]

Hendes kølige tone brød Angelo sig ikke om, som den kun gjorde ham irriteret og når først han blev irriteret, så skulle der ikke meget til før han blev vred. Udmattet og træt var han dog, så det var ikke fordi han magtede at skændes med hende, men han ønskede bestemt heller ikke at lade hende hakke på ham uden at han gjorde noget ved det. Han skævede mod hende med sine sorte øjne, der havde fået et køligt skær. ”Jeg har ikke brug for at du pylre om mig, jeg har alle dage klaret mig selv!” svarede han spidst, hvor det ikke var helt forkert og så alligevel ikke helt sandt. Der var flere lejligheder hvor hun havde hjulpet ham og healet ham. Han vendte blot blikket bort, da han ikke gad diskutere det med hende. Det var vel også hans sag om han ville fortælle hvad der var sket eller ej? Hun behøvede slet ikke bekymre sig, faktisk kunne hun være fuldstændig ligeglad! Og sjovt nok var hun det aldrig og han forstod aldrig hvorfor, for han var sådan her hver gang, indtil hun var så irriterende og blev ved med at holde fast, hvor han til sidst valgte at give sig bare for at slippe for diskussionerne med hende.
Til hendes svar, trak Angelo selv på smilebåndet. De vidste begge to at han kunne finde på at gøre det, da det ville være den mest uskyldige drengestreg han havde lavet. Han svarede dog ikke, blev siddende, da hun valgte at give sig til at vaske ham, selvom det var noget der fik ham til at stivne. Da hun kort stoppede og holdt en pause, fik han mulighed for at trække vejret ordentligt, det vil sige, lige indtil hun begyndte igen. Som hun blev færdig sukkede han kort. Han skævede over den ene skulder, hvor han blot nikkede ganske kort, inden han vendte blikket ned mod vandet foran sig. Inderst inde vidste han jo godt at hun ikke ville gøre ham ondt og det var også derfor at han ikke havde trukket sig væk, selvom han havde været fristet til det og så bare droppe at blive ren, skønt det føltes fantastisk at få det vasket af sig. Han vendte sig roligt om i karret så han sad med fronten imod hende, hvor han betragtede hendes ansigt. ”Hvorfor gør du alt det her?” spurgte han og lød forundret, hvilket han også var. Han kunne ikke blive klog på hende, men det havde han jo faktisk aldrig kunnet. Han havde flere gange advaret hende om hvilken mand han havde været og det eneste hun havde sagt, var at hun ikke ønskede at ændre ham, men ville have ham som han var og det forstod han heller ikke, når han vidste at han ikke var nogen let mand at have at gøre med, da han var hård, barsk og ondskabsfuld.

[Deleted]

Hans irritation kombineret med hendes gjorde ikke situationen bedre og hun kunne fornemme spændingen mellem dem på en alt andet end positiv måde. Hans svar måtte tvinge et hårdt drag om hendes mund hvor hun sendte ham et direkte vredt blik. Hvor utaknemmelig var han lige?! Og i øjeblikket stod hun og overvejede om han var det hele værd. Hun endte dog med at sukke, sende han et sigende blik der sagde helt tydeligt at hun vidste bedre. For pokker da, hun havde selv reddet han ud af adskillige situationer hvor han havde haft behov for hendes hjælp. Hun nævnte dog ikke, det var vidst ret unødvendigt.
Snart havde hun vasket hans ryg hvor hun ubesværet havde hæftet sig ved hans manglede vejrtrækning. Ujævn havde den jo ikke været, for han havd nærmest holdt vejret. Hun vidste derfor at han hade været udsat for noget der havde forbindelse til hans vinger, og at tænke på hans vingers tilstand sagde det hele. Hun var ret sikker på at han ikke hade fløjet længe!
Ja hun vidste godt han godt kunne finde på at hive hende ned i vandet, men noget sagde hende at han alligivel ikke havde i sinde at gøre det. Snart vendte han sig med fronten mod hende og hun så ned på ham, sæbede hånden ind og lod den glide over hans ansigt ind. Hun skødesløst og uden at spørge gav sig til at skille sig af med det forfærdelig skæg. Ragekniven ar skarp, men hun var erfaren, mere end hun måske burde være. "Kan det ikke være ligegyldigt? Bare tænk på det sådan her; ikke alle i denne verden ønsker at se dig død eller i denne tilstand. Og jeg mindst af alle" svarede gunnis tav kort mens hun arbejdet videre. Kort efter fortsatte hun alligivel "Jeg bryder mig ikke om at se den mand jeg engang elskede i sådan en tilstand. Det er under din og min værdighed" hun stoppede kort for at se ned på ham inden hun fortsatte med det hun var i færd med.

[Deleted]

Angelo så godt hendes vrede blik og heller ikke dette var han vant til fra hendes side af. Jovist havde hun været vred før, men der havde normalt skulle en del til før hun blev det, nu blev hun pludselig kold og vred hurtigt, hvor der ikke just skulle meget til. Han så blot stædigt tilbage på hende, som et tegn til at han ikke selv gav sig, hvilket hun også burde kende ham godt nok til at vide. Han var en mand der benægtede alt der havde med svaghed, hjælp og varme følelser at gøre, da han var opvokset til det modsatte. Hendes sigende blik sagde dog det hele og fik ham også blot til at se væk, for han vidste godt at hun havde ret. Han havde fået hendes hjælp flere gange, det var ikke fordi den havde været decideret nødvendig, for hans krop ville have healet af sig selv … før eller siden, men hun havde stadig hjulpet ham og han havde skam også værdsat den, selvom han aldrig rigtig havde sagt det med ord og det kom han nok heller ikke til, selvom han inderst inde var glad for at hun igen stod der til hans rådighed, da han trods alt vidste at man ikke kunne klare sig alene, så var han aldrig kommet ud af slaveskabet.
Det havde ikke været rart at hun havde vasket hans ryg, og det var ikke fordi det var hende, da det nok var bedst at det var hende der gjorde ud af alle, men han brød sig ikke om at nogen var i nærheden af hans vinger, normalt ville det have bragt ham nydelse, nu bragte det ham kun frygt og en psykisk smerte, da han stadig kunne fornemme den fysiske. Det var også derfor at han havde siddet helt anspændt og som en statue, da hun havde vasket ham og derfor var det mest rart, at hun var færdig med det. En skælven gik kort igennem hans krop, som han så hende rejse sig, hvor han fulgte hende med blikket, da hun valgte at hente ragekniven og begyndte at sæbe hans ansigt ind, hvilket fik ham til at smile skævt – det var nok svært at se grundet det fyldige skæg. Han havde skam intet imod at hun tog det af, men han havde alligevel ikke forventet at hun hadede det så meget, og dette måtte more ham. Det morende skær forsvandt dog hurtigt fra hans øjne, da hun udtalte sine ord. Han fnøs kort og vendte let ansigtet bort fra hende … eller så meget han nu kunne uden at det fostyrede hendes arbejde med ragekniven. ”Sådan kan jeg ikke se på det, når det er en løgn. Desuden burde du hade mig af alle,” svarede han afvisende, som han kort skævede mod hende med sine sorte øjne, inden han så væk fra hende igen. Han kunne ikke tro på hende. Han havde ikke gjort hende andet end ondt, bragt smerte og ødelæggelse til hendes liv og så var hun den mindst af alle der ikke ønskede ham i denne tilstand? Det hang jo ikke sammen. Han vendte blikket mod hende til hendes efterfølgende ord. Elskede ham? Han endte med at le morende af hende. ”Det er en sød fantasi du har dig, men som jeg har forsøgt at fortælle dig altid, er jeg ingen kærlig mand, jeg er ondskaben selv,” svarede han og smilede køligt til hende. Han lukkede fuldstændig af, når folk begyndte at tale om kærlighed, troede ikke engang selv på den, havde aldrig kendt til empati eller sympati for andre og kærlige følelser var han slet ikke i stand til at føle – det var i hvert fald alle overbevisninger han var af. Desuden troede han heller ikke på at nogen kunne elske ham. Engang havde han håbet på at hans moder havde, men hvorfor skulle hun? Han var grunden til at hun var død, hun døde ved at give liv til ham, et monster. Hendes halskæde havde han også mistet, da han ikke længere bar sølvkorset, og selvom det gjorde ondt, da han havde haft det kært, så fortalte han sig selv at han var ligeglad.

[Deleted]

Han endte med at se væk ved synet af hendes sigende blik, hvad passede hende helt fint. Han vidste han havde brug for hende, i hvert fald lidt endnu. Han tænkte muligvis på det som i at han bare udnyttede hendes goder, og det lod hun han tro hvis han fik det bedre af den grund. Hun vidste han aldrig ville indrømme han havde behov for hjælp, og derfor ventede hun heller ikke på at han spurgte, i stedet for spurgte hun selv eller tog initiativ.
Hendes hurtige vrede var kommet med tiden, hun var ingen svag og skrøbelig kvinde længere hvad han muligvis kunne se eller ville opdage tidsnok. Hun var ike sådan at løbe om hjørner med længere, og det kunne hun takke ham for. Deres 'forhold' havde lært hende ting og sager om sig selv og livet.
Ved hans svar hævede hun brynet "Det er det faktisk ikke" svarede hun spidst og med en hård klang i stemmen. Hans fortsættelse gjorde intet bedre hvor hun rystede på hovedet af ham. "Ved du hvad Angelo? Du har er problem. Ikke alt i verden omhandler dig og dine følelser. Du oversætte tydeligvis at jeg sagde 'elskede', og tro mig, jeg fortryder de følelser .. Men emsigt for os begge at de er væk.. Så knyt og lad mig arbejde" svarede hun hårdt og spidst som hun gjorde sig færdig med and skæg og rejste sig op. "der er tøj inde ved siden af" fortsatte hun køligt og kortfattet inden hun gik.