An unexpected meeting

[Deleted]

Solen var på vej ned i horisonten og aftenen var ved at lukke sig tæt ind over mørkets land Dvasias. Her i landet var nattetimerne længere selv om sommeren, det gav også en fordel til mørkets racer, særligt de som var fanget under nattens regime såsom vampyrerne. Køligere var det blevet, selvom dette ikke gjorde den ensomme mand noget. Han kom slentrende ned ad gaderne i Atterlin. Han skilte sig frygtelig meget ud, Atterlin var nemlig kendt for sin høje standard, en rig by som var mandsdomineret. Atterlin lå også i udkanten af Dvasias, selvom han ikke engang anede hvor han var henne. Han havde rejst flere mil til fods, da hans sorte vinger, der var gemt bag den slidte kappe han bar, var brækkede og gjorde ondt. De var ubrugelige og han fandt ikke roen til at slappe af. Flere år var der gået siden han sidst havde været i civilisationen, siden han havde været fri, da han havde levet i fangenskab. Hvor mange år der helt præcist var gået, var dog ikke til at sige, da det føltes som flere tusinder, men dette var nok at overdrive. Dette kunne dog også afspejles på hans udseende, for han lignede på ingen måder ham selv. Han havde fået et stort og kraftigt fuldskæg, hans sorte hår var fedtet og det var blevet langt, hvor det gik ham lidt længere ned end skuldrene. Han havde levet som en sølle slave i flere år, men det var også ham der havde fået slaverne samlet, planlagt et flugtforsøg og var tilmed skyld i at det lykkedes, desværre havde det givet et par ordentlige skræmmer, da han både havde fået brækket nogle knogler, ikke kun vingerne, han havde også slemme ar fra sin tid i fangenskab, mærker og plamager, hvor selv hans ansigt var beskadiget med et blot øje, et hævet kindben og en flækket læbe, noget var dog svært at se grundet hans lange hår og skæg, samt det faktum at han var skjult under den opslåede hætte. Han stank, men han havde heller ikke fået et ordentligt bad i hvad der svarede til uger. Han væmmedes ved sig selv og dog var han også stolt, da han havde formået at slippe fri. Kejtet var det dog at være tilbage i civilisationen, da han godt kunne ane at meget havde ændret sig på de år, det havde han også selv. Han selv var ikke længere den aggressive, skræmte dreng, han var – stadig aggressiv – men blevet lidt mere tålmodig med årene, samt han ikke længere var bange for sin fader, tværtimod kunne han nu fokusere på sin hævn, en hævn han nok skulle skaffe sig uanset hvor længe det så end ville tage!
Han støttede sig op ad en stok, som han gik der krumbøjet, under den slidte kappe bar han intet andet end et par slidte bukser, hvor han havde lagt sine store sorte vinger omkring sin krop, så han kunne holde varmen, hvor han ellers gik af sted, uden egentlig at vide hvor han var på vej hen eller hvor han var. Det eneste han kunne se, var folk der skævede mærkeligt efter ham, samt et springvand forude. Det var dog tydeligt at han ville falde om, hvis han stoppede, da hans ben truede med at bukke under for hans vægt.

Tag: Celisha

[Deleted]

Celishas liv havde været anderledes over det sidste århundrede. En del havde ændret sig, især efter hendes sidste møde med Angelo som havde været smertefuld, både fysisk og psykisk. Det hørte dog til fortiden hvor hun efterfølgende havde forandret sig, meget! Hendes liv var ikke den samme, hun arbejdet ikke længere for at overleve, men havde fået sig sit eget sted, et fint hus som hun dog knap besøgt eftersom hun nærmest levede på bordellet. At eje sådan et sted havde sine fordele når man havde sensueldæmonisk blod i sig, en mand eller kvinde lige inden for rækkevidde, alle døgnets timer. Dage forinden havde hun dog forladt Rimshia og søgt til Atterlin. Her havde hun købt sig et fint hus for nogle år siden, det var ikke så brugt, men meget fint, stort og rummeligt. Adskillige tjenestefolk var blevet ansat, alle samme pæne af udseende hvis man skulle være i tvivl, og ingen slaver. Der var i alt fire tjenestefolk, to kvinder, og to mænd. Mændene sørgede for brænde, indkøb og at holde vagt, kvinderne for rengøring og madlavning. Hun havde et fint forhold til alle fire personer og de kunne lide hende også. I forhold til andre tjenestefolk, levede de i luksus.
Celisha var fløjet til byen, de sorte vinger havde hun efterhånden levede med i halvtreds år. Hvide havde de ikke været længe, det var ikke muligt når man levede i Dvasias, derimod et kæmpe problem. Hun var ankommet til sit hjem dagen forinden, havde hvilede sig og slappede af, inden hun den følgende dag var gået rundt i byen. En lang tur var det ikke blevet, for snart var hun nåede springvandet som hun ikke boede så langt fra, blot nogle få gader. Det store fine springvand pumpede vandet rundt så fint, og livlig var byen hvor der var nogle folk at se hist og her. Hendes påklædning udgjorde bukser, en skjorte, et korset over skjorten samt en lille jakke. Skjorte stod mere eller mindre åben og viste en del kavalergang. Håret hang løst ned over hendes skuldre i bløde bølger, og vingerne var ikke til at se.
Roligt bevægede hun sig rundt, folks blikke var hun vant til, med sensueldæmon og den udstråling hun havde som med årene var blevet tydeligere grundet et lille problem hun havde, var det ikke længere sært eller ubehageligt og irriterende at føle folks blikke på sig. Hun standsede ved springvandet og betragtede vandet roligt og fraværende. En bevægelse på den anden side af springvandet fangede i mellemtiden hendes opmærksomhed, og hun fokuseret på personen. Hvad lavede en særling dog her? Hun genkendte ikke Angelo til at starte med hvor skægget, stokket og kappen og skaderne på hans ansigt gjorde det svært.

Outfit

[Deleted]

Tidfornemmelsen havde Angelo mistet for længe siden, han anede ikke hvor længe han havde været væk, selvom det føltes som en evighed siden at han sidst havde kunnet smage frihedens søde smag. Det var en dejlig fornemmelse der gik igennem Angelos krop, selvom han var kvæstet, hvilket naturligvis var mindre sjovt og behageligt, men det vigtigste var at han var fri, fri til at gøre hvad han ville. I øjeblikket fokuserede han dog kun på at finde et eller andet sted hvor han kunne overnatte og så forhåbentlig få set på sine sår og skader, skønt det nok krævede lidt mere end hans egen kunnen, han havde nemlig brug for professionel, en healer eller en anden urtekyndig som kunne tilse hans skader, særligt hans brækkede vinger.
Med svage og tunge skridt gik Angelo igennem Atterlins gade, hvor der allerede var mange der havde skævet imod ham, selvom det ikke rigtig var noget han selv lagde mærke til, da han var optaget af sin gang, han måtte ikke standse i så fald så ville han nok falde og så vidste han at han ikke ville komme op på benene igen. Ugenkendelig var han sikkert, da han lignede en fattig mand, hvilket han egentlig også var. Han havde altid haft hvad der var nødvendigt, da han havde boet hos hans fader i Imandra, men han ville så langt hellere være fattig og leve uden noget resten af sine dage, hvis det betød at han slap for hans fader, da han aldrig nogensinde ønskede at se den mand igen.. ikke før den dag han kunne slå ham ihjel! Men før han kunne det, måtte han genvinde sin styrke.
Han løftede sit blik, hvor det faldt på springvandet og den kvinde som stod derhenne. En kvinde der virkede bekendt for ham, hvilket fik ham til at knibe øjnene let sammen, selvom han kun kunne se ordentligt ud af det ene, det som ikke bar et blåt mærke. Var det..? Nej, det kunne ikke passe! Han glemte alt andet, hvor han i stedet for satte kursen hen imod kvinden. Han havde set hende før, han var endda sikker på at han kendte hende, men det kunne vel ikke være hende? Eller kunne det?
“C-Celisha?” kvækkede han med sin hæse stemme som han ikke havde brugt i flere dage. Det var hende! Det kunne han tydeligt se da han kom hen til springvandet. Det føltes som om hans hjerte stoppede med at slå, hvor han pludselig fik svært ved at trække vejret. Dette gjorde også at han mistede de resterende kræfter, hvor han endte med at falde forover og ned i det store springvand, selvom han ikke kom op igen, da han ikke havde kræfterne til dette.

[Deleted]

Hun havde skam tænkt på ham over den første tid, men efterhånden var han gået i glemmebogen, sådan valgte hun da at tænke på det hvor det dog ikke et øjeblik passede med sandheden. Ofte havde hun sammenlignet de mænd hun havde været med siden ham, med ham. Angelo var noget for sig, speciel på mange - for ikke at sige alle - punkter. Han havde stjålet hendes hjerte engang, og han havde knust det som hun havde knust hans. Alt sammen kunne man takke hans fader for, den mand som de begge hadede så inderligt, med næsten samme grunde. Celisha havde dog med tiden mistet håbet om at se ham. Hun havde ikke vidst han var blevet slave, og det ville da også undre hende noget så meget om hun skulle få det at vide. Det var dog af flere grunde hun ikke genkendte manden, først og fremmest udseendet og den manglende udstråling hun ville forbinde med sin tidligere elsker, samt at han virkede så gammel og ussel at der igen ting var at sammenligne overhoved. Hun havde kort set mod ham, inden blikket var gledet bort og mod springvandet. Snart lænede hun sig forover og samlede lidt vand op i sine hænder, og bemærkede ud af øjenkeogen en mindre bevægelse, blikket blev vendt mod manden der kom nærmere med blikket fæstnet på hende, hvortil hun hævede brynet og så roligt på ham. Han virkede ikke som en trussel, og dog undervurderede hun aldrig nogen på basis af deres ydre. Hun sagde dog intet, og flyttede sig ikke. Snart standsede han dog selv, og hendes navn blev sagt. Stemmen sagde hende noget, hvad var hun dog langt fra sikker på. Pludselig faldt manden dog om, og landede midt i springvandet. Per refleks skyndte hun sig om på den anden side af springvandet og vadede derind, heldigvis var støvlerne høje og der skete ikke så meget med hendes tøj. Hun trak ham 'i land' og vendte ham om hvor hun tog et hurtigt og dog nærmere kig på hans ansigt. Chokket stod malet i hendes eget ansigt som hun genkendte den forslået mand, havde aldrig troede hun ville se han igen. "Angelo?!" hvis hun lød panisk, var det fordi hun var det! Det tog hende dog ikke mere end et sekund inden hun genvandt fatningen og trak ham ud af vandet og ned på jorden. Han havde alle dage været en stor mand af bygning, og derfor ikke let at flytte hvor hun nærmest fremstod som spinkel i sammenligning. Hun var dog forsigtig, så forsigtig som hun kunne være. Snart knælede hun ned hos ham, hvad var der dog sket med ham?

[Deleted]

Tung føltes hele Angelos krop, han havde tabt sig nogle kilo i løbet af de mange år i fangenskab, hvor mange vidste han ikke, da han havde opgivet tællingen efter nogle år, særligt da han var begyndt at blive spærret inde og ikke vidste hvor mange dage var gået. Han var dog blevet opsat på at slippe fri og dette var også lykkedes ham i sidste ende sammen med resten af slaverne. Selvom han lignede noget katten havde spist og kastet op igen, så havde han aldrig haft det bedre mentalt, han var fri og meget havde ændret sig siden han sidst havde været fri. Han huskede det tydeligt, som var det i går, eller for en uge siden, han havde opsøgt Den Dansende Flamme i Rimshia, for at finde Celisha eller bare et andet selskab, og det var også lykkedes ham, hun havde dog været anderledes, noget nær afvisende, hvor hun også havde fortalt ham den dystre sandhed om at hun havde lagt i med hans egen fader, noget der havde fået ham til at miste besindelsen, han havde dolket hende ned og svoret at han ville slå hende ihjel skulle han se hende igen. Derefter var han stormet af sted mod Imandra og sit hjem for at konfrontere sin far og slå ham ihjel, og det var ironisk nok i denne by, Atterlin, ude på markerne at han var stødt på en horror, der havde overmandet ham, brækket hans vinger og gjort ham til slave, hvilket han også var blevet solgt som.
At det så var Celisha han skulle stå overfor igen, kunne han vitterligt ikke tro! Det var også derfor at han gik imod hende med et vurderende og tænkende blik, nærmest stirrende, og en lignede én som havde set et spøgelse. Det kunne ikke passe! Som han kom hen til springvandet, stoppede han op, hvor han tilmed spærrede øjnene op, eller så godt han nu kunne for de mange sår og skader. Han endte også med at falde om, før han helt fik det bekræftet, hvor han ikke helt registrerede det næste som skete. Snart blev han trukket op, landede på jorden, hvor han hostede det slugte vand op. Han tog sig let til brystet, hvor dråberne sad i hans fedtet lange sorte hår og hans sorte fyldige fuldskæg. Han vendte de mørke, næsten sorte øjne op imod hende, hvor han først så dobbelt. ”Er jeg død?” mumlede han som han så op på det smukkeste ansigt, der kunne ligne en gudindes. Som han blev liggende og betragtede sig af hende, kunne han igen se det. ”Celisha? Ser jeg syner?” Navnet havde han aldrig glemt, det var umuligt. Hun var en af de få der var noget ind til ham, men var også et bevis på hvor dumt det var, da hun havde svigtet ham. Det var dog ikke hvad han tænkte på i øjeblikket, men bare det faktum at hun var der, hvilket forundrede ham mere end hvad andet gjorde. Han løftede den ene beskidte og våde hånd, som han lagde mod hendes kind, for at mærke om hun var ægte eller om han nu så syner.

[Deleted]

Det ar årtier siden hun sidst havde følt sig sag eller skrøbelig, og hun havde forlængst svoret ikke at føle svaghed på samme måde igen, samme svaghed som hun havde følt den aften hvor Angelo havde dolket. Nok var hun kvart engel og i stand til at heale sig selv, men et ar af dolken havde hun stadig, et minde, et minde om aldrig at gentage sin fejl igen! Aldrig nogensinde! Sket var dog sket, og hun var og havde aldrig været i stand til ag gøre om på det, Angelo havde i sin tid ikke givet hende en chance. At se ham igen havde hun dog ikke regnet med hun nogensinde ville, om det var en glædelig overraskelse kunne hun endnu ikke vurdere, hun var ærlig talt for overrasket. Blikket veg dog ikke fra ham dom hun trak ham op og ne på jorden hvor hun var knælede hos ham. Hans hoved havde hun lagt i hendes skød og hun strøg hår og snavs fra hand ansigt med blide og forsigtige bevægelse for ikke at volde ham alt for megen smerte, forslået var han jo tydeligvis. Han hostede vandet op få sekunder efter og hun sukkede lavmælt. Ved hans ord måtte hun lægge bånd på sig, og forhindrede øjnene i at flyde over af tårer. Hvorfor nu det?! "Det er mig Angeli, det er ikke nogen drøm" hviskede hun lavmælt og gik forsigtigt igang med at heale sårene i hans ansigt for at han bedre kunne se hende. At han havde tabt sig kunne hun se, og at han havde andre skader tvivlede hun ikke på, men først dette. Hvad der var sket anede hun ikke, men hver ting til sin tid.

[Deleted]

Celisha var skam ikke den eneste der var overrasket, Angelo var nemlig også. Han havde aldrig regnet med at han skulle se hende igen. Han havde aldrig regnet med at han skulle blive indhentet af sin fortid, det var også derfor at han havde truet med at slå hende ihjel, skulle han se hende igen, netop for at få hende til at holde sig væk så chancerne var minimale, når alt kom til alt, var der trods alt flere store lande man kunne gemme sig i. Om guderne så enten var imod eller med ham, kunne han endnu ikke helt vurdere, da han ikke rigtig kunne tænke en hel sætning færdig i sit hoved, da han havde så mange ting at tænke på, så meget der pludselig var overvældende, særligt det at se hende igen. Et sted var det naturligvis rart at se noget velkendt, da han ikke havde anet hvor han havde været henne og han havde vandret rundt desorienteret i flere dage nu.
Som han blev hevet op af vandet og fik lagt sit hoved i hendes skød – hvad han ikke anede eller kunne mærke – så så han blot op på hende med et lettere fraværende blik. Han var ikke helt sikker på om det var en drøm eller virkelighed, da alt føltes så surrealistisk, det havde nok også noget at gøre med den svimlende fornemmelse han følte grundet udmattelsen og trætheden. Han endte med at lukke øjnene og gispede kort, da han kunne mærke huden strammes på en ubehagelig måde, fordi hun gik i gang med at heale hans ansigt. Langsomt måtte smerten forsvinde og han følte sig pludselig en smule mere klar i hovedet. Han slog på ny sine øjne op, hvor de velkendte mørke øjne – næsten sorte – søgte til hendes smukke ansigt. Han blinkede et par gange med øjnene, hvor han mærkede sit hjerte springe et slag over, da det gik op for ham at det var hende. Han sank let den klump der havde sat sig fast i hans hals, som gjorde det umuligt at få et ord over hans læber. ”Hvad laver du her?” spurgte han tydeligt overrasket, selvom et nyt spørgsmål dukkede op i ham, hvor han forsøgte at komme op at sidde og se sig om, men dette opgav han hurtigt, da han simpelthen var for udmattet og afkræftet, derfor lagde han hovedet tilbage i hendes skød og så op mod hende. ”Hvor.. er jeg henne?” spurgte han en smule usikkert. Han hadede når han ikke havde styr på tingene, hvilket han på ingen måde havde i øjeblikket, hvilket han kunne forbande sig selv over.. det var også det der gjorde at han fandt tryghed ved hende, fordi hun var velkendt, lyset for enden af den mørke tunnel som han havde vandret i.

[Deleted]

Hverken hans fedtede hår eller magre udseende generet hende så meget som at se ham så ødelagt og skadet. Han havde det tydeligvis ikke godt, lignede ikke sig selv på nogen måde, den stolte og selvsikre mand var ingen steder at se i øjeblikket hvad skræmte hende virkelig meget. Hun havde skam også forandret sig over årene, men i sammenligning med ham var det intet mindre end en positiv forandring. Hun havde fået sig sit eget hjem, levede efter bedste velgående og arbejdet ikke længere for nogen men havde sin egen bordel. Han derimod lignede noget der var løgn, men intet af det skræmte hende væk fra ham. Berøringen han skænkede hende var på alle måder ønsket og meget velkommen, savnet havde den også været hvor den tændte en ild i hende og fik hende let til at sitre af behag. Trods det fokuseret hun på ham, ham og hans skader hvor andet ville være lige lovligt egoistisk.
Hun vidste han måtte lide en smule smerte under healing, men når han så var healet ville han slippe for al smerte. Det summede i hendes fingre da hun var færdig pg flyttede hænderne fra hans ansigt, kunne se følelser i hans ansigt og sank selv en klump. Hans forsøg på at rejse sig op mislykkedes og han gled blot tilbage at ligge på hendes skød. Ved hans ord smilede hun et svagt smil "Jeg bor i nærheden" svarede hun forklarende som han spurgte om hvad hun foretog sig der. Ved hand efterfølgende spørgsmål måtte hun konstatere han enten var farede vild eller blot desorinteret grundet skaderne. Hvad var bedst var ikke til at sige. "Du er i Dvasias, AtterlIn" svarede hun med en mild tone. "Hvad siger du til at tage med hjem, få dig et bad, noget mad og så kigger jeg på dine sår.. Du kan fortsætte din rejse bagefter" foreslog hun, det sidste ikke helt så glad og dog med en rolig og kontrolleret tone.

[Deleted]

Hvad der skete i øjeblikket var ikke noget Angelo havde styr over, faktisk var han lidt usikker på om han drømte, han kunne nemlig ikke tro at han stod overfor Celisha igen, at hun var hos ham igen. En underlig følelse satte det i ham, selvom den største følelse han ejede i øjeblikket var lettelse, han kunne nemlig genkende noget igen, hvilket var rart, da han havde rendt rundt desorienteret i flere dage uden at ane hvor langt han var nået. Han var aldrig kommet til nogen specifik by, men naturen havde også ændret sig over de år han havde været væk.. hvor mange det så end var. Han mærkede hvordan han blev mere klar i hovedet da smerten forsvandt, hvor han slap et let suk, da hun fjernede hånden og gjorde sig færdig. Han så op mod hende, selvom det ikke var længe, før hans øjne gled en smule nysgerrigt rundt, hvor de faldt på springvandet ved deres side. Hun boede her? Havde hun et hjem? Det havde hun da ikke haft sidst, hvor hun havde boet på kroen i Manjarno eller på bordellet i Dvasias. Han så tilbage mod hende, da hun fortalte at han var i Dvasias, i Atterlin. Det var da en by han kendte, selvom det ikke var gode minder, det var nemlig her han var stødt på horroren som havde overmandet ham og gjort ham til en slave, derfor var nyheden ikke særlig god men bragte ham ubehag. Det var dog ikke til at se, fordi hans ansigt var skjult bag de fedtede sorte lange lokker, samt det fyldige skæg, der var blevet frygtelig stort og ikke mindst grimt. Hans sorte øjne søgte til hendes smukke himmelblå, da hun kom med sit forslag. Selvom han ikke havde været glad for hende da han sidst havde stået overfor hende, så måtte han erkende at han helst ikke ville være alene herude, så hendes forslag var vel ikke så ringe? Det var endda også stort af hende at invitere ham med hjem, når man tænkte på at han havde dolket hende ned sidste gang. Han endte med at nikke. ”O-okay,” svarede han, hvor hans stemme ikke var andet end en grim hæs tone, da han ikke havde brugt sin stemme i flere dage. Hans vejrtrækning var tung, som han så op mod hende igen. ”Jeg kan ikke komme op,” fortalte han ærligt, selvom han ikke var meget for at erkende det og derfor fjernede han også blikket fra hende igen. Han havde aldrig været typen der spurgte om hjælp, selvom han vidste at han ikke kunne klare sig alene, det havde han lært i sin tid i fangenskab, meget havde han lært der, derfor havde mange af hans holdninger også ændret sig, ligesom han havde ændret sig som person.

[Deleted]

Sært var det at høre ham indrømme han ikke kunne komme op, ikke desto mindre skjulte hun hurtigt sin overraskelse bag en maske af ro. Med et svagt smil om læberne strøg hun blidt hans kind og lagde hovedet let på skrå. "Det behøver du heller ikke" svarede hun med et svagt smil stadig hvislende over læberne. Hun havde ikke bare siddet på sin flade over de sidste årtier, men lært sig nogle tricks.. Nogen endda ret effektive. Roligt lukkede hun øjnene i og slappede af i kroppen, inden hun svagt rynkede på brynene som hun begyndte at fokusere på noget bestemt. En mørk aura lagde sig om hende, lyste svagt og vakte dog mere opsigt end hele situationen i forvejen gjorde. Luften omkring dem begyndte at blive elektrisk, småsten og andet sand og snavs løftede sig let omkrig dem og snart greb hun hårdere fat om hand tøj. "luk øjnene" rådede hun ham med en alvorlig tone. Mere advarsel fik han ikke før alting omkring dem blev mørkt og et højt tryk byggede sig som hun med warlocken i sig transporterede dem til hendes hjem. Det varede ikke mere end få sekunder inden trykket forsvandt, og de var i hendes værelse, i hendes seng. Hun slap ham, trådte væk, og rejste sig op for at hjælpe ham af kappe og andet "Er du okay?" spurgte hun for at sikre sig han havde klarede turen. Der gik ikke mere end få sekunder inden der blev banket på døren og en køn ung dame trådte ind, hun bad hende om at der blevet lavet mad og gjort noget varmt vand klar til bad, hvorpå kvinden forsvandt.

[Deleted]

Angelo hadede at være svag som han var i øjeblikket, og det var også grunden til at han endnu ikke var stoppet, men havde fortsat sin gang, han havde nemlig vidst at hvis han stoppede, så ville han ikke komme op igen og det havde han også haft ret i, da han ikke kunne komme op igen. Nu lå han på jorden, selvom han fandt en smule tryghed ved at hun var der, da hun var det eneste han kendte blandt … intet. Meget havde han mistet i de år han havde været slave, faktisk havde han mistet alt han havde haft. Et sted gjorde det ham intet, for han var for første gang i hele hans liv fri som fuglen selv, han kunne gøre hvad han ville. Han så op mod hende, da hun sagde at han ikke behøvede at rejse sig, hvor han derfor blot blev liggende. Han vidst godt at hun havde mere i sig end blot en engel, det var nok også derfor at han aldrig havde hadet hende, ikke før hun havde valgt at være hans fader tæt, hvilket var en tanke han direkte forkastede og væmmedes ved! Det var dog ikke hvad han tænkte på i øjeblikket, da han egentlig bare gerne ville hen i en seng, få lidt mad og et bad, derfor var hendes forslag helt perfekt og som sød musik i hans ører. Han lukkede øjnene, da hun bad ham om det, hvor han godt kunne mærke at der pludselig skete en ændring. Han følte at han kom igennem en snurretur, der gjorde ham halv dårlig i den i forvejen ringe stilstand han var i. Han tog sig let til hovedet, da det var overstået, og da han åbnede øjnene igen befandt de sig pludselig i et værelse, hvor han også lagde mærke til den bløde seng han var endt i. Han så hende rejse sig, hvor han blot fulgte hende med blikket, da hun begyndte at hjælpe ham af med kappen, hvilket fik ham til at gispe da det gjorde ondt. Han havde intet indenunder, da hans overkrop var bar, hvor det kun var hans sorte vinger der holdt ham varm og de lå tæt ind til hans krop. ”Mine vinger,” svarede han, og vidste ikke at hun hentydede til turen hertil, selvom den havde givet ham en smule kvalme, men det værste i øjeblikket var hans brækkede vinger, som gjorde ondt og særligt nu hvor de var kommet ind i varmen kunne han mærke det. Snart blev der banket på døren og han så mod den unge og kønne kvinde der trådte ind, hvilket var et syn han normalt ville kaste en kæk bemærkning efter, men lige nu var han for træt og udmattet til at tænke på andet end de smerte han havde, hvor han egentlig bare gerne ville have noget søvn.

[Deleted]

Han tog imod hendes råd og lukkede øjnene. At han fik det skidt tvivlede hun ikke på, det fulgte med sådan en oplevelse og hun selv havde fået det skidt de første mange gange. Landingen var heldigvis blød hvor det meget let kunne være mislykkedes for helt perfekt til det her var hun ikke selvom hun fremstod selvsikker og rolig, det var en del af det. Han havde stadig smerter, og grunden til hun ikke bare tilbød ham en hel healing var af flere grunde, for det første fordi hun ikke ønskede at skræmme ham væk, for det andet fordi hun endnu ikke havde dannet sig overblik over omfanget af skaderne han havde. Nyssgerrig var hun, og forhåbentlig ville han fortælle hende hvad der havde forsaget skaderne. Ved hendes spørgsmål svarede han ærligt, og hun nikkede men ventede til tjenestepigerne smuttede inden hin rykkede nærmere og satte sig på kanten. "Lad mig tage et kig på dig" bad hun blidt og mente alle skaderne i kroppen og ikke kun vingerne. Hun gjorde sig intet, ventede til han havde givet hende lov inden hun blidt lagde en hånd over hans krop og skannede ham med sine kræfter fra top til tå, hvorefter hun flyttede hænderne og forsigtigt gav sig til at heale ham. Også dette var hun blevet bedre til siden sidst, men stadig tærede det på hendes kræfter hvor hun lukkede øjnene i sad stille et stykke tid efter hun var færdig og havde taget hænderne til sig, da øjnene gled op, var de skræmmende mælkehvide og ikke den naturlig smukke safirblå farve hun ellers ejede.

[Deleted]

Forfærdelig havde teleporten været, da den havde gjort Angelo helt svimmel og givet ham kvalme, hvor han næsten lige havde fået det godt igen … som sådan da. Han havde ondt mere eller mindre over hele kroppen. Han havde brækket et par ribben, trykket nogle andre, han havde flere blå mærker på sin krop, nogle var så store at de fyldte en hel muskel, hvor de også havde antaget en grim blandingsfarve af gul, lilla, blå og rød. Vingerne var dog de som gjorde mest ondt. Alt dette tænke han dog ikke på som de var kommet ind på hendes værelse hvor han så sig omkring. Her så nydeligt ud, slet ikke hvad hun var vant til og derfor fyldte det ham også med spørgsmål, for meget havde tydeligvis sket hende i den tid han havde været væk, hvilket alligevel kom bag på ham. Han så roligt væk fra omgivelserne og så mod tjenestepigen da hun gik. Mon Celisha var blevet tjenestepige i stedet for? Det kunne være at hun var hovedtjenestepigen, som styrede de andre, hvilket ikke ville undre ham, det slog ham end ikke at hun faktisk ejede stedet. Han troede at hun stadig arbejdede på bordellet, det var i hvert fald hvad han ville tro fordi han vidste at hun havde den sensuelle dæmon i sig. Han lod hende tage plads på sengekanten hvor han nikkede ganske let til hendes ord, som tegn til at hun gerne måtte undersøge ham. Han kunne desuden ikke gøre så meget for at stoppe hende. Han mærkede hvordan hun begyndte at heale hans mærker og brækkede ribben, hvilket igen fik ham til at gispe, tilmed brumme af smerte, da han mærkede knoglerne røre sig, hvilket stak, fordi det satte sig på plads, men da det var healet stoppede smerten, hvor han sukkede let, sådan gjorde han også ved de resterende mærker og han fik lidt mere energi tilbage igen. Han vendte blikket mod hende, hvor han endte med at rynke brynene, da han så hvordan hendes øjne havde skiftet fra at være den flotte safirblå farve til at blive helt mælkehvide. Dette gav hende næsten et helt uhyggeligt skær og han kunne tro at noget var galt, da han ikke var vant til at hendes øjne skiftede farve. ”Er du okay?” spurgte han, hvor forundringen var tydelig i hans toneførelse, da han ikke havde set hendes øjne skifte farve de andre gange hun havde healet ham.

[Deleted]

Hvordan han i alverden havde erhvervet sig den slags skader og i så store mængder kunne hun kun gisne om. Trods det fyldtes hun med en sær form for vrede og irritation over at se ham i denne tilstand. Hvilke fjols havde dog forsaget disse skader? Og hvor skader var vedkommende mon selv? Hun havde skam svært ved at tro at nogen kunne sætte en finger på ham uden mindst at have fået ti i respons! Hun kendte ham trods alt for godt, og vidste derfor det slet ikke var en mulighed. At der var svært at tro at hun ejede stedet tvivlede hun ikke på, men nu var der gået årtier siden deres sidste møde og derfor var der sket en del ting. Men stedet her, ejede hun skam, og det fordi hun endnu arbejdet og altid havde arbejdet så hårdt! råd havde hun fået til stedet for knap ti år siden, og derfor havde hun ikke boede der særligt længe taget hendes sæde i betragtning, desuden var det rimelig ubrugt fordi hun rejste så meget rundt.
At han ikke havde set hendes øjne sådan var fordi hendes evner ikke havde været så udviklet som de var nu, eller så brugte som de var nu. Det tærede derfor på hende kræfter og nok også hendes livsenergi hvis hun ikke passede på! Men det lykkedes ag heale ham og hver eneste brækkede, bøjede og revnede knogle i ham, hvor selv de blå mærker forsvandt. "Jeg har det fint" svarede hun hvor tjenestepigen fra tidligere bankede på og trådte ind med en balke fuld af forskellige slags mad, nejede med et svagt smil og kastede et blik over ham inden hun vendte blikket mod Celisha som takkede og bad hende om ragekniv i tilfæde af at han ville barberes. Pigen rømmede sig "Lån en af Jacob" sagde hun roligt og denne nikkede og smuttede efter af have sagt at badet også ar klar inde ved siden af.

[Deleted]

Hver smerte og skærende fornemmelse, var nok til at få et let gisp over Angelos læber, da det gjorde frygtelig ondt. Det var en smerte han havde vandret rundt med i flere dage, hvor han var sikker på at nogle af de brækkede knogler ville have vokset skævt sammen igen.. hvis ikke det havde taget livet af ham. Derfor skar det i ham, da hun forsøgte at heale ham og han måtte også vride sig en smule af smerte, imens tænderne var bidt hårdt sammen, så hans kindben blev fremhævet. Da hun var færdig med at heale hver eneste skramme på hans krop, vrikkede han let med sine vinger. Dem havde han ikke brugt i al den tid han havde været i fangenskab, hvilket ville sige år. Han kunne derfor ikke lade vær med at tænke på om han havde mistet muligheden til at flyve, fordi han havde glemt hvordan man gjorde. Det var måske en latterlig tanke, når man tænkte på at han havde været dødsengel og kunnet flyve i længere tid end han havde været indespærret. Han sukkede let, som han lagde sig ned igen og lagde sig til rette, hvor han ikke kunne lade vær med at smile en smule. Nu havde han ikke længere ondt og var kvæstet, til gengæld var han bare frygtelig træt og udmattet.
Han skævede blot lettere mistroisk mod hende, da hun sagde at hun havde det fint, hvilket han ikke var sikker på, når hendes øjne sådan skiftede farve, hvilket ikke var normalt. Han skulle også til at diskutere, da der blev banket på døren og han vendte blikket imod den. Tjenestepigen fra før trådte endnu engang ind, hvor han denne gang fik bedre mulighed for at studere hende. Han blinkede kækt til tøsen, imens smilet voksede på hans læber, som den gamle selvsikre mand var tilbage … næsten da. Han lagde hovedet tilbage mod puden og sengegærdet, hvor han halvt lå og halvt sad. Han så mod Celisha. ”Hvis du er tjenestepige, kan jeg så overhovedet være her?” spurgte han, som han hentydede til ejeren af huset. Det var tydeligt at han ikke regnede med at det var hende der ejede dette sted, hun havde nemlig ikke været andet end en simpel luder og servitrice sidst de havde været sammen, og han vidste ikke hvor længe siden det var, men et helt århundrede ville han på ingen måder tro. Måske et par årtier.
Noget andet fangede hans opmærksomhed, hvor han endnu engang følte en smerte, en smerte i hans mave, der efterfølgende måtte rumle af sult, så han tog sig til den. ”Må jeg få noget mad?” spurgte han og ordene kunne lyde helt høflige, selvom de mere var desperate, da sulten pludselig var tydelig og han følte sig udhungret! Han så mod bakken som tjenestepigen var kommet ind med, hvor han var ligeglad med hvad han fik, så længe han bare fik mad!