Post by Faith Jaceluck Marvalo on Jun 27, 2013 15:27:45 GMT 1
Faith havde ingen planer om at starte en diskussion med Ilaria, hun havde tænkt sig at være ved hende til det sidste uanset om hun ønskede det eller ej. Ingen fortjente at gå i døden alene, særligt ikke en dæmon når noget af det hun havde kæmpet for at stable på benene var et fællesskab. Desuden havde hun gjort frygtelig meget for hende gennem tiderne, og det var heller ikke noget som hun uden videre kunne glemme. Hun blev siddende i tavshed mens Ilaria kyssede sin søn farvel. Faith hverken gjorde eller sagde noget i den tid det tog for hende om at svinde bort i sin egen lille verden. Først da hun kunne se at armene faldt slapt ned fra babyen på hendes bryst blev hun ramt en tung følelse som fik hendes krop til at føles dvask og ugidelig. Det var ikke blot en tro støtte hun havde mistet men også en veninde. Hun førte blikket ned til knægten som var begyndt at blive lidt urolig. Han skulle have mad men hvordan pokker skulle hun give ham det? Hun var nødt til at finde en kvinde som kunne amme ham. Yderst forsigtigt hævede hun ham foran sig. ”Hvad skal jeg dog stille op med dig?” hviskede hun dæmpet og fjernede sin kappe så hun i stedet kunne svøbe den lille dreng ind i det og ligge ham i sin favn også selvom hun næsten ikke turde trække vejret i frygt for at tabe ham. Hun rejste sig og greb fat om dynen. ”Hvil i fred min kære,” endte hun dæmpet før hun skjulte hendes lig under den blodige dyne. Hendes egne hænder og krop var efterhånden og smurt godt ind i det røde blod, et bad ville nok ikke være at vejen hverken for hende eller den lille knægt. ”Lad os blive vasket,” hviskede hun til den lille dreng og strøg ham langs kinden. Hun ville sørge for at han blev stor, tage ham til sig som sin egen. Igen hev hun klædet til side. På vejen ned af gangen mødte hun en dæmon. ”Forbered ceremonipladsen og tag dig af Ilaria. Vi sender hende videre på sin rejse i aften,” meddelte hun træt. Manden stillede ikke spørgsmål men nikkede i stedet bare og gjorde hvad han blev bedt om. Selv strøg hun ned af de lange gange med drengen i sine arme og fuld af bekymringer om hvor vidt hun skulle håndtere en så lille en. Hun søgte mod de varme kilder hvor de begge kunne blive vasket rene, for hun trængte mindst ligeså meget til det som det han selv gjorde.
//Out
//Out
