My final action.. Take good care of him..

[Deleted]

Hvor lang tid Ilaria havde været sengeliggende, havde hun ikke rigtigt nogen anelse om, men hun havde det virkelig, virkelig skidt. Den eneste som i ny og næ havde kigget til hende, var faktisk Evan, for at meddele hvordan det gik med hendes datter, hvilket hun naturligvis var glad for. Hvor Sonic var blevet af med tiden, vidste hun end ikke, også selvom den tanke gjorde hende ked af det, for han havde jo lovet at kigge forbi og hjælpe hende, men selvfølgelig havde han valgt at blive væk. Han havde sikkert fundet noget som var bedre end hende, også selvom det nu var en tanke som selv nærmest kørte hende ned psykisk. Adskillige gange havde hun sendt ham et brev, også selvom der aldrig var fundet nogen modtager.. Han var som sunket i jorden. Hun sukkede let, som hun yderst forsigtigt lagde sig om på siden og med den ene hånd hvilende mod den store mave. Det gjorde hende faktisk dårlig bare at bevæge sig, men hun havde jo uden tvivl også været utrolig uheldig denne gang, og så i den situation, at Sonic endda havde valgt at løbe fra sit løfte, da hun havde haft mest og hårdest brug for ham.
Ilaria var ligbleg og temmelig tynd, selv på trods af maven, for det havde virkelig været hårdt for hende at få noget at spise i det hele taget, og det som hun havde fået ned, var næring som den lille baby havde taget til sig. Hun prustede ganske let. Det rumsterede voldsomt i hendes indre, at det næsten i sig selv, føles ubehageligt. En tåre trillede let ned af hendes kinder.. De forbandede hormoner, og hun kunne jo slet ikke styre det selv, og det var næsten det værste! Øjnene åbnede hun halvhjertet op, kun for at stirre ud i lokalet. Det eneste som var der, var et stearinlys som lyste bare en smule op. Sengen blev våd under hende, hvilket tydeligt indikerede for hende, hvad der skulle til at ske. ”…. Åh gud…” hviskede hun med en dæmpet stemme, og næsten hel hæs. Hænderne satte hun i sengen, som var det et forsøg på at ligge bedre, selvom det ikke rigtigt hjalp hende. Hendes hjerte begyndte at hamre, og hun følte sig træt og voldsom tung i hovedet og krop. Det var bestemt ikke fordi at man kunne sige, at det var heldigt, at det skulle ske lige nu!
Klumpen samlede sig voldsomt i Ilarias hals, inden hun roligt fik sig trukket en anelse op i sengen. Skulle hun klare det hele selv denne gang? Uden hjælp af nogen som Sonic? Eller Nathaniel som havde været der første gang? Hun vidste jo ikke engang om hun kunne! Svagt bed hun sig i læben. Selvom hun var blevet vant til at ligge i sengen alene og klare sig selv, så var det ikke lige hvad hun ønskede i denne situation!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith bevægede sig ned af lange gange. En svag dryppen kunne høres fra et ukendt sted, en lyd som fik det til at runge tungt på hele stedet, mange ville finde det generende, men hun fandt det beroligende. Det var lyden af hjem. Hendes skridt var selvsikre og målrettede, som en af de få kendte hun dette sted temmelig godt og vidste hvilke gange hun bevægede sig ned af. Det var der mange som aldrig havde lært sig. Hendes flammerøde lokker var bundet sammen i en lang fletning som hang ned over hendes ryg. Langsomt nærmede hun sig Ilarias værelse. Hun havde ikke været så god til at se til hende for tiden, men hun havde jo selv en del at slås med og nu også Kimeya.. hun kunne stadig ikke begribe hvordan de to var endt tætte på hinanden.. eller rettere sagt så havde hun jo givet ham lov, men det havde på ingen måde været ment sådan.
Faith stoppede op uden for det velkendte hulrum som var skjult bag et klæde. Det med at banke på var ikke noget hun gjorde i. I stedet skubbede hun klædet til side og trådte ind. De grønne øjne faldt hurtigt på Ilarias skikkelse, hvor et lille smil trådte frem på hendes læber. Den kvinde havde været hende en god og tro tjener gennem den tid hun havde haft som leder af dette sted. Det var dog kommet lidt som en overraskelse at se hende med den store mave, for hun huskede ret nøjagtigt, hvor meget de begge havde foragtet børn. ”Jeg beklager at jeg ikke har haft mere tid til at se til dig, Ilaria, men du ved hvordan det er,” påpegede hun. Det var ikke ment som en undskyldning men var nærmere en realitet. Jobbet som leder var travl og voldsom, men Faith lagde ikke skjul på hvor meget hun nød det. Efter en smule stilhed gik det op for hende at noget var galt. Smilet falmede og hun rynkede i stedet på panden. Ilaria lignede en som havde set et spøgelse.. eller der som var værre.
Faith fik øje på den lille plet i sengen der indikerede at vandet var gået hvilket for alvor gjorde hende stiv i minen. For det første lignede hun slet ikke end der havde energi nok til at gennemgå en fødsel, men de havde alle forsøgt at holde maden i hende. ”Du skal føde,” konkluderede hun. Det ville ikke være første gang hun tog imod et barn, der var trods alt mange funktioner man måtte varetage i den stilling. Hun hastede hen til sengen og fjernede dynen fra hendes underliv. ”Jeg hjælper dig igennem det. Læg dig ned, spred benene,” bad hun måske lidt beordrende, men hvem kunne bebrejde hende, det var trods alt det som hun var vant til i hverdagen? Desuden passede det hende fint så lang tid det ikke var hende som skulle skyde ungen ud!

[Deleted]

Ilaria ville uden tvivl lyve, hvis hun ville vove at påstå at hun ikke savnede Sonic, for det gjorde hun uden tvivl. Hun manglede ham.. Manglede ham til at holde om hende og passe på hende, selvom hun måske ikke havde været den bedste til at vise det. Hun bed sig svagt i læben. At skulle kæmpe med det hele på egen hånd, var slet ikke noget som hun kunne, og det var noget som faktisk gjorde ondt selv på hende, specielt fordi at han havde lovet at stå der. Det ville tage hendes liv at få det barn til verden, og det vidste hun allerede.. Det var noget som hun havde vist igennem temmelig lang tid nu, selvom det nok ikke ligefrem gjorde sagen meget bedre for hendes vedkommende. Vandet var gået, og der var ingen omkring hende til at hjælpe. Hun var en kæmpe hormonbombe, og det at fælde tårer havde hun gjort frygtelig meget igennem den sidste tid. Hun vidste da om ikke andet at Jacqueline var i sikkerhed og i trygge hænder, hvilket lettede hende uden tvivl.. Hvorfor hun derimod ikke var ved Sonic længere, forstod hun sig så til gengæld ikke på.
At Faith dukkede op, var dog noget af det sidste som hun havde regnet med. Hun vidste og havde hørt historierne om at den gamle leder skulle være tilbage igen, og det var også kun på tide, at der kom ordentlig styr på tingene her, og det stod hun fuldkommen fast på. Med kraftige hjerteslag, betragtede hun sin kære leder med en tydelig respekt i blikket. Den havde hun altid næret for Faith. Altid. Hun nikkede blot. ”Det ved jeg udmærket godt, Faith..” bed hun nærmest af hende. Humøret var ikke højt nu om dage, og det at de nærmest tvang hende til at spise, hvor hun lå med kvalme, som hun havde gjort stort set siden svangerskabet var blevet kendt for hende, så var hun virkelig irriteret. Fødslen skulle i gang, og hun vidste godt, at det slet ikke var noget som hun havde energien til. Hun vendte blikket mod Faith. Hun ville hjælpe? Vidste hun overhovedet hvordan den slags skulle foregå? Ordren lød, hvilket var noget som også gav Ilaria noget at forholde sig til, også selvom hun uden tvivl ville have ønsket at Sonic var der.. Til at holde hende i hånden og gøre hende vred nok til at hun ville komme igennem det. Hun lagde sig ned og spredte benene, også selvom det var med en voldsom dirren i kroppen. Hun havde det bestemt ikke godt. Tvært imod, så havde hun det virkelig, virkelig skidt. De nærmest skeletlignende fingre lukkede sig om sommertøjet. Kroppen rystede.. Det var virkelig ikke behageligt! Veerne slog ind og nærmest tvang hende til at presse. Kroppen gik nærmest i kramper.. Hun have ikke energien til det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var ikke rigtigt gået op for Faith at Ilaria faktisk ikke havde set hende i mange år, hun havde jo hørt om hendes graviditet og at hun for den sags skyld havde det skidt, desværre havde Faith haft sine egne kampe at kæmpe før hun kunne tage sig af en andens. Hun bed sig ikke rigtigt fast i den bidske tone som Ialria gjorde brug af overfor hende. F’ørst og fremmest var hun vant til den, desuden var hun undskyldt eftersom hun havde ligget i en seng gennem frygtelig lang tid. Det var ligeså først nu det gik op for hende hvor alvorlig situationen faktisk stod til, for hun lignede ikke en der ville kunne klare sig gennem en fødsel, og Faith var ikke bleg for at erkende at hun ikke kunne undvære hende.
Hun kravlede op i sengen og satte sig på knæ ved fodenden. Det var ikke første gang hun skulle bringe et barn til verden, ikke fordi hun brød sig synderligt meget om det, også fordi hun generelt ikke var god til børn men det var nu engang hendes pligt. Hun blotlagde Ilarias underliv, skubbede dynen op over hendes ben og kjolen til side så hun kunne komme til. Hendes nøgne knæ hvilede i pletten af vand hvilket var yderst ulækkert, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige nu. Hun havde ikke forventet at tingene ville gå så hurtigt, fødsel gik virkelig hurtigt i gang. ”Træk vejret ned i maven, Ilaria, det andet er hverken sundt for dig eller barnet. Når du føler dig klar så pres,” instruerede hun med rolig og dog fast tone. Hun ville ikke gøre hende yderligere urolig ved selv at hæve stemmen eller gå i panik eller noget som helst. Dette havde været et ganske fredeligt visit, hun havde bestemt ikke forventet sig at det skulle ende ud i en fødsel. Tanken om at hun selv havde været dette igennem fem gange, fik hende til at synke en klump. Det var imponerende at kroppen kunne klare sig igennem det, hun huskede skam smerten.. fra den første vel og mærke, for de andre huskede hun slet ikke at hun havde fået. ”Du er stærk, jeg er sikker på at din søn eller datter vil blive det samme,” endte hun i et forsøg på at tage hendes fokus lidt væk fra smerten i håb om at det generelt ville kunne lette hende lidt. Hvem faderen til dette barn var, vidste hun ikke.. hun huskede ikke Ilosonic, men det var efterhånden bare blevet normalt for en kvinde at gennemgå det alene, derfor kommenterede hun det heller ikke at Ilaria lå der uden nogen til at holde hendes hånd.

[Deleted]

Ilaria havde ikke set Faith igennem det som efterhånden måtte være rigtig mange år, men hun kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det. Igennem de sidste mange måneder havde hun været sengeliggende, og kun med det selskab af dæmoner som vovede sig forbi hende. Primært kun Evan, for at fortælle hende hvordan hendes datter klarede sig, og det lød til at hun klarede sig fantastisk flot, hvilket hun naturligvis var glad for. Dog var hun mest ked af, at Sonic var løbet fra sit løfte, om at hjælpe hende og passe på hende, for han havde jo spillet så bekymret sidst.. Det måtte være skuespil, hvilket kun gjorde det hele værre for hende, for det knuste hende i det indre.. Aldrig skulle hun have lukket den mand tæt på.. Aldrig!
Ilaria lagde sig ned i sengen, hvor næverne greb ud efter sengetøjet, bare for at have fat i et eller andet. Benene spredte hun, også selvom det at få luften ned i maven, slet ikke var så nemt for hende. Det var slet ikke hendes mening at snakke ud efter Faith, men de instruktioner som hun fik, irriterede hende kun, også fordi at hun var bange for udfaldet og hun var ked af at være så alene om det. ”Det kan du sagtens sige…!” bed hun igen af hende, idet hun forsøgte at få luften helt ned i maven. Hun krummede tæerne. Hun havde ikke meget sul på kroppen, og hun var fuldstændig færdig for energi, og det var uden tvivl noget som gjorde forbandet ondt på hende. En tåre trillede ned af hendes kind, idet at lufttilførselen nærmest blev blokeret, da den lille endnu en gang krævede al opmærksomheden. Denne gang pressede hun. Hun svajede i ryggen og lagde absolut alt det i presset som hun overhovedet kunne. Nærmest som et halvvejs skrig brød hendes læber, så røg hun ned i sengen igen. Kroppen rystede voldsomt og hun følte allerede nu, at hun nærmest måtte bade i sved. Hun gispede svagt efter luft, inden hun rystede på hovedet. Det gjorde ondt, og det var yderst energikrævende, og mere end hvad hun lige havde regnet med. ”J-jeg kan i-ikke…” Aldrig var det ord som ellers ville forlade hendes læber, andet end når hun stort set.. valgte at give op? Noget som hun aldrig havde gjort ellers. Hun rystede let på hovedet, idet hun virkelig forsøgte at trække vejret dybt ned i maven. Faith vidste vel hvad hun snakkede om? Hun havde jo selv født det som efterhånden måtte være en håndfuld eller noget i den stil. Veerne holdt dog ikke op, og der gik ikke lang tid, før hun igen var tvunget til at presse. Igen lagde hun alle kræfterne i, for at få den unge ud. Hun kunne ikke holde til det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde flere gange lovet sig selv at hun skulle se til den kære Ilaria, men mere end løftet var det dog aldrig blevet til i ren og skær travlhed. Det var ikke gået op for hende hvor alvorligt man havde ment det, når hun havde fået at vide at hun virkelig ikke havde det godt, hvilket jo var tydeligt at se på de tynge led og den blege skikkelse der allerede mindede mere om et lig end noget andet. Det gjorde faktisk Faith urolig, for hun var ikke sikker på at hun ville være i stand til at undvære Ilaria og slet ikke i disse tider, hvor de var i noget der mindede om en krig.. en krig som nok snart ville bryde langt værre ud efter hendes omgang med Kimeya, hvilket bestemt ikke var noget hun ville hive op nu. Ilaria lå der alene.. sådan var det for mange, Faith havde jo ikke engang en idé om hvem der var far, men for hende var det også lidt ligegyldigt, det vigtigste var at hun kom igennem det. ”Jeg ved godt det ikke er nemt, men prøv,” endte hun lidt fast. Den hårde, bidske tone, tog hun sig ikke rigtigt af, for hun huskede udmærket hvordan det var at ligge der med alt for mange hormoner og vel også lidt bange? Tanken fik hende til at synke en klump.. hun hadede fødsler udelukkende fordi det bragte hende tilbage til den mørke kælder hvor hun havde født sin første søn. Hun rystede på hovedet. Det kunne hun ikke tillade sig at tænke på nu! Da Ilaria begyndte at presse kunne Faith se den lille, skaldede isse også selvom hovedet ikke kom ud. ”Kom nu Ilaria,” bad hun. At hun så i stedet forvalget at give op havde hun bestemt ikke regnet med. Hun så op og spredte hendes ben lidt mere for at kunne se på hende, hun var jo ikke så forbandet høj hvilket til tider havde sine ulemper. ”Se på mig,” beordrede hun. ”Du skal nok komme igennem det her, jeg lader dig ikke gøre andet. Igen pres,” bad hun og vendte tilbage idet kroppen igen automatisk kæmpede for at få barnet ud. Hun sank en klump, og lagde hurtigt hænderne under hende da barnets hoved kom ud. ”Bliv ved med at pres Ilaria, den er der snart!” udbrød hun og tog fat om barnets hoved for at hjælpe til med at trække den ud. Gråden havde allerede brudt stilheden. Dog havde en blanding af blod og fostervand flydt ud og løb ned over hendes hænder hvilket fik hende til at skære en grimasse. Hvorfor skulle det være så forbandet beskidt?

[Deleted]

Ilaria havde stort set været skide syg, igennem hele svangerskabet, og der havde jo ikke rigtigt været nogen omkring hende. Sonic havde hun tænkt meget på, også fordi at hun jo savnede ham. Hun havde altid elsket ham og det gjorde hun stadig.. og når hun så havde hårdest brug for ham, så var han bare væk. Hendes krop rystede. Den havde slet ikke energien til at gennemgå en fødsel på nuværende tidspunkt, men det var jo heller ikke rigtigt fordi at hun havde noget andet valg. At bide sådan af Faith, var ikke noget som hun gjorde med vilje, men simpelthen fordi at hormonerne raste igennem hendes krop, uden at hun egentlig kunne gøre noget som helst ved det, og det var noget som virkelig vakte en kæmpe frustration for hendes vedkommende. En tåre trillede ned af hendes kind, som hun let rystede på hovedet. ”J-jeg gør hvad jeg kan..:” fortsatte hun en anelse mere sammenbidt end det som hun havde gjort til nu, for det krævede hele hendes koncentration at ligge der. Sengen havde hun ligget i stort set siden hun havde fundet ud af at hun var gravid og kvalme og syge havde taget til for alvor. Selvom hun måtte opgive midt i veen, så var det udelukkende fordi at hun var sindssyg træt og udmattet. At give op på den måde, var slet ikke noget som lignede hende, men Faith vidste godt nok ikke hvordan det var at ligge der og faktisk vide, at det her var noget som ville tage ens liv! Hun vendte blikket mod hende, som hun beordrede hende til det. ”J-jeg kommer ikke igennem d-det her, Faith.. Det gør jeg ikke…!” endte hun denne gang langt mere fast og bestemt, inden hun igen gav sig til at presse. Alt det som hun kunne. At barnet begyndte at skrige, da det forlod hende med en masse fostervand og blod.. Blod som bare ikke ville stoppe igen, så var det noget som fast og for alvor måtte sætte en gevaldig sitren i hende. Hun faldt let ned i sengen, inden hun vendte blikket mod dem. Hendes krop badede i sved.. Selv for en isdæmon, så følte hun virkelig at hun lå og frøs.. Og sidst hun havde ligget med denne fornemmelse, så havde hun været døden nær på grund af pesten som havde hærget i Procias. Svagt bed hun sig i læben og lod øjnene glide i bare for en kort stund. Hun sukkede og tvang øjnene op igen. En tåre trillede endnu en gang. At græde overfor Faith anså hun direkte som flovt og ikke mindst pinligt. ”Er… er det..?” hviskede hun tydeligt og træt. Hun var nødt til at vide det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Når Faith så hende nu, så var hun ked af at hun ikke var kommet oegt før også selvom hun nok ikke kunne have gjort særlig meget for at forbedre hendes tilstand. Det gjorde ondt på hende at se en så stærk dæmon ligge svag og afkræftet i sin seng, og det var begyndt at gå op for selv Faith at Ilaria muligvis ikke ville klare sig igennem en fødsel, den havde trods alt været ekstremt krævende, hun huskede det jo på sin egen krop. ”Jeg ved det… jeg ved det,” hviskede hun dæmpet også selvom hun sad mere koncentreret i hvad der skete for neden også fordi barnets hoved nu hvilede i hendes hænder. Lyden af barnegråd var høj og skinger, den gjorde hende ør i hovedet men hun var nødt til at prøve på at koncentrere sig også selvom det ikke var nemt. Selvom barnet fungerede som en form for prop så kunne Faith mærke hvordan blodet blev ved med at rende, det var ikke naturligt.. end ikke for en fødsel. Hun sank en klump. Der var ikke noget hun kunne gøre for at lette det i det hele taget, og hun vidste ikke hvor lang tid hun havde igen. ”I så fald sikre vi at dit barn gør,” lovede hun hæst og tog fat om barnets hoved. Det skulle ud nu, så hun om ikke andet kunne efterlade en del af sig tilbage i denne verden. Ved den sidste vé lykkedes det at få det ud. Faith stod pludselig med ham i sine arme og blev ligesom ham indsmurt i blod. Med barnet på den ene hånd dækkede hun Ilaria til med den anden og lagde dynen tæt op af hendes underliv i et lidt sølle forsøg på at stoppe blødningen.. det var det bedste hun kunne gøre for nu. Lidt mere… usikker hævede hun barnet op foran sig for at se kønnet hvilket der ikke rigtigt var nogen tvivl om. ”Det er en yndig lille dreng, Ilaria,” svarede hun med et nik og rykkede lidt op på sengekanten for at ligge barnet på hendes bryst. Det var trods alt hende som var moderen. ”Ilaria, kære.. du bløder kraftigt. Fortæl mig hvem faderen til barnet er så han får lov til at vokse op ret,” bad hun og strøg hende stille over håret i et forsøg på at give hende lidt ro. Der var ingen grund til at lyve for hende, det så virkelig ikke godt ud. Hun skulle nok personligt sørge for at dette barn ville ende hos den retmæssige, men efter hun havde været væk så havde hun ingen idé om hvem pokker det måtte være.

[Deleted]

Hårdt som det nu var, så havde Ilaria for længst accepteret sin skæbne, at skulle dø i barselssengen. Hendes tilstand, ville uden tvivl være hende imod, sådan som hun havde haft det igennem de 9 lange måneder som hun havde båret hende og Sonics barn. Han havde været der ved Jacquelines fødsel, som jo faktisk også var hændt på deres bryllupsdag, men nu hun havde hårdest brug for ham, så var han over alle bjerge. Hendes krop rystede, idet hun gjorde hvad hun kunne for at få barnet ud, for et andet var virkelig kun en frustration uden lige. Barnet forlod hende, hvilket tillod hende at hive let efter vejret og med en tydelig og voldsom sitren i kroppen, for det var ubehageligt. Der var ting som ikke var som de skulle, og hun vidste det jo godt. Hun havde kunne mærke det på sig selv igennem så frygtelig lang tid nu. Hun vendte blikket træt mod Faith, som holdt hendes barn op for sig. At det var en lille dreng, fik hende kun til at smile. Jacqueline havde fået en lillebror.. Og tøsen var end ikke klar over at hun faktisk havde en bror. ”H.han,, Han er… P-perfekt.. sagde hun let gispende efter vejret, for det holdt faktisk utrolig hårdt for hende. Barnet blev lagt på hendes mave, hvor hendes arme næsten automatisk sank mere omkring den lille skikkelse. Han var virkelig… perfekt. Som han lå der og kunne lytte til sin moders hamrende hjerte og varme og have hendes duft, så faldt han tydeligt til ro, og det var noget som et sted også gjorde hende rolig, også selvom hun virkelig følte sig intet andet end træt og frygtelig dvask, og det var faktisk yderst ubehageligt. Hun vendte blikket op i retningen af Faith. Hvis Sonic end ikke kunne finde ud af at passe på deres datter, og holde sine løfter ved at være der for hende, så skulle han bestemt heller ikke have lov til at passe på hendes søn. Hun rystede træt på hovedet. ”Ilosonic skal ej have min søn, Faith. Ikke som h-han svigter sin datter og jeg,” påpegede hun med en yderst dæmpet stemme. Hun forsøgte at holde vejrtrækningen under kontrol. Det var måske ikke hende som burde sætte krav til nogen i denne situation, men hendes børn var virkelig hvad hun havde, og hun ønskede selvfølgelig at de skulle være et godt sted. Hun var kendt med at Athena havde fundet hendes datter siddende et eller andet sted, endda uden Sonic omkring sig, og så skulle han tage sig af et lille spædbarn, som så desperat havde brug for folk omkring sig? Det var slet ikke noget som ville komme på tale for hende!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var gået op for Faith at Ilaria ikke ville komme sig over dette og der var ikke meget hun kunne gøre ved det. Blodet løb fra hendes underliv og selvom Faith havde gjort hvad hun kunne for at dække det til, så vidste hun udmærket at det ikke drejede sig om særlig lang tid. Hun lagde knægten på sin mors bryst, hvor han faldt til ro hvilket passede Faith fint, for hun kunne ikke lige have barnegråden i hovedet. Det vigtigste for hende var at denne knægt voksede op og blev en tilhænger af dæmonerne, for han var uden tvivl en stærk lille krabat, hvem kunne være andet med den mor? Hun så skiftevis på Ilaria og på knægten uden at stoppe de blide strøg hen over hendes pande. Hun ønskede at lade hende vide at hun sad der til enden, det var det mindste hun kunne gøre efter de mange år med støtte og loyalitet. ”Han er perfekt,” medgav hun sandfærdigt. Måske hun ikke var god til børn men han var en dejlig lille dreng. Selvom navnet Ilosonic intet sagde hende, så nikkede hun forståelsesfuldt. Hun var klar over at Evan og Athena tog sig af hendes andet barn, og denne.. Ilosonic var jo ej heller mødt op i aften. Der var ikke tid til at spørge ind til det. ”Efter mange år som min tro tjener, tro støtter og tro veninde.. takker jeg dig Ilaria. Sig frem hvad du ønsker der skal ske med din vidunderlige søn og jeg varetager det, det er et løfte jeg kan give dig,” svarede hun dæmpet. Der var ikke meget hun kunne gøre for hende, men hun kunne om ikke andet give hende muligheden for selv at bestemme hvad der skulle ske med hendes lille dreng. Det skyldte hun hende efter alle de år. Lidt forsigtigt hævede hun en finger og strøg drengen hen over armen. Han var fin. Når hun så på ham, kunne hun ikke lade være med at forestille sig hvordan hendes søn havde set ud hvis han endnu havde været i live. Han ville have været en voksen mand. Det lå stadig ikke rigtigt i hendes overvejelser at hun havde sat tre børn til verden også selvom de alle var gået bort. Måske det bare var skæbnen? At hun ej skulle bringe børn til denne verden? Det der dog bekymrede hende mest, var hvem pokker stillingen skulle gå til når hun var borte, for det var bestemt ikke enhver der fortjente at besidde den. Lige nu var det dog ikke bekymringer hun ville dele med Ilaria, for hun havde tydeligt og forståeligt sit eget at tage sig af.

[Deleted]

Ilaria ville ikke overleve dette, og hun vidste det godt. Ikke fordi at hun fandt tanken skræmmende eller noget lignende, men det at hun ikke vidste hvad der ville ske med hendes lille dreng, var nok det som gjorde at hun i det indre, kæmpede så kraftigt imod det, for han skulle have nogen at være ved, som ville holde af ham, og som hun vidste ville være der til at passe på ham, når det var en mulighed som hun ikke havde, og en mulighed som Sonic havde frasagt sig. At den mand havde efterladt deres datter, gjorde hende vred et sted, også fordi at den mand havde vovet at skælde hende ud, fordi hun ikke havde gjort nok? Hun stak i det mindste ikke af! Hun nikkede dæmpet og kyssede den lille dreng på hovedet. Han lå fuldkommen stille og med lukkede øjne, også selvom det var et faresignal som end ikke Ilaria havde øje for lige nu. Hun trak vejret dyt. Blodet fossede stort set stadig, og der var ikke rigtigt noget som man kunne gøre for at stoppe det, og det var jo hvad hun vidste. Sonic skulle under ingen omstændigheder have hendes lille dreng, og det var noget som hun stod fuldkommen fast på! Hun vendte blikket mod Faith endnu en gang. Hun havde været hende tro og loyal igennem stort set hele hendes karriere, for hun havde bestemt heller ikke set nogen grund til andet. Hun trak vejret tydeligt, men dirrende. Perfekt var han virkelig, og selv det var noget som Ilaria var direkte stolt af. Hun lagde hovedet tydeligt og træt ned i puderne. Athena og Evan var måske det oplagte valg, men hun vidste og kendte Athena nok til at vide at et barn mere, ville ødelægge deres forhold, go det var noget af det sidste som hun ville. Blikket vendte hun stille mod Faith. Drengen lå stille, da Faith berørte ham, også selvom det var noget som svagt fik Ilaria til at smile. ”V-vil… vil du t-tage dig af h-ham?” spurgte hun med en ganske varsom stemme. Hun vidste udmærket godt, at det var frygtelig meget at forlange af Faith, også fordi at hun var en leder og det hele, men.. en arving? En som hun kunne hjælpe frem til at blive noget stort, og ikke som sin far. For guds skyld slet ikke som sin far! ”J-jeg ved g-godt at det er m-meget at forlange, men… Vil d-du gøre det?” spurgte hun. Hun var et nervevrag og præget af voldsomme hormoner, og det var bestemt ikke særlig sjovt i længden! Og heller ikke for hende! Drengen havde nærmest fået hele sin hånd ind i munden og blev liggende mod sin moders bryst. En nemmere knægt skulle man lede længe efter.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Døden var ikke skræmmende, det var noget som Faith først havde fundet ud af nu. Ilaria havde intet at frygte og der var ingen grund til at skjule sandheden for hende. Dynen var allerede blevet malet i blod, og det var begrænset hvor lang tid den ville holde det hen, tværtimod så ville hun kun blive mere og mere svag. For dæmonerne ville det være et kæmpe tab, det erkendte Faith gerne men hun ville sikre sig med alt magt, at knægten ville vokse op og blive stor det ville Faith i den grad mene at Ilaria fortjente. Hun strøg drengen en enkelt gang hen over armen og blev lidt overrasket over at han ikke begyndte at skrige. Det begyndte de fleste børn på når hun var i nærheden af hende. Athena og Evan var et oplagt valg, men hun vidste ikke meget om hvordan deres forhold fungerede, kun at de i forvejen havde takket ja til at tage sig af Jaqueline. I lange sekunder stirrede hun stilfærdigt ud i luften og forsøgte at samle sine mange tanker. Uden Ilaria ville tingene blive langt mere komplicerede. Hendes ord slog hende dog som en lussing og rev hende direkte tilbage til virkeligheden. Hendes ansigt blegnede i takt med at hun stivnede. Børn havde.. aldrig været hendes ting, som hun kunne forstå det på sin egen dagbog så havde det været det som havde ødelagt hende.. både som leder men også i forhold til Kimeya og nu skulle hun gøre det for en som ikke engang var hendes? Uden at svare å hun ned på drengen som lå uden at stryge men blot lå og gumlede i sin hånd. Hun kunne ikke lade være med at se sin egen søn for sig, også selvom hun kun havde nået at holde ham et øjeblik inden hendes far havde slået ham ihjel. ”Jeg.. jeg er ikke sikker på at jeg er den rette, Ilaria. Min tid er begrænset, og du kender mine evner med børn,” påpegede hun lidt usikkert og kunne føle sit hjerte banke. Hun havde brug for en til at tage over når hun engang ikke kunne og denne knægt havde stærke gener.. måske hun kunne kombinere det at opfostre et barn og samtidig være en hårdfør leder? De første mange år ville hun kunne holde ham som en hemmelighed. ”Men hvis det er en opgave som du er tryg ved at pålægge mig, så påtager jeg den gerne og jeg vil love dig at gøre mit bedste for at føre ham til storhed,” endte hun og åndede tungt ud. Måske det var at gabe over frygtelig meget men hvad skulle hun dog ellers gøre?

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at det var en frygtelig stor ting at bede Faith om, men havde hun egentlig noget andet valg? Det vigtigste for hende, var at der var nogen omkring hendes lille dreng, som kunne beskytte ham, passe på ham og lære ham at være en rigtig og god mand som ville kæmpe for sin race, og samtidig være stolt af det. Dynen var allerede fyldt med blod, og selv Ilaria følte kun at hun synede mere og mere hen, uden at hun egentlig kunne gøre noget ved det, og den tanke var noget som hun faktisk måtte finde temmelig skræmmende. Knægten skreg ikke da Faith rørte ved ham, men lå stort set bare og gumlede videre på sin hånd, uden egentlig at vide, at han var i færd med at tage livet af sin kære moder. Ilaria havde aldrig som sådan frygtet døden.. Jo hun havde måske gjort det engang, men det kunne man ikke ligefrem sige, at hun gjorde mere. Hun mødte den alene, og hun vidste, at der ikke var nogen til at vente på hende. Det blev nok… ensomt?
Faiths reaktion var næsten som ventet, også selvom hun havde forventet sig lidt mere vrede, end hvad der egentlig blev vist for hende. Hun trak vejret dybt. Det gjorde ondt.. det gjorde virkelig ondt, at skulle bede en anden om at tage sig af hendes barn, men hun vidste jo, at det ikke var en mulighed som hun havde. ”Som du stolede på mig… Stoler jeg på dig. H-han er ikke din biologisk… Gør ham til en mand som dæmonerne kan være stolte af,” bad hun dæmpet, nærmest som hun opfordrede ham til at tage knægten. Hun ville helst ikke have at de skulle være der i sekunderne hvor hun gled bort, men derimod bare sidde der og gøre det selv, når der ikke var andre omkring hende til at være der for hende uanset hvad. Hendes søn var hende det vigtigste i denne stund. En tåre trillede let ned af hendes kind. Hun var slet ikke i tvivl om at Faith ville kunne gøre hendes søn til en stor og stærk mand, som man kun ville være stolt af. Hun var allerede. ”Det… det ved jeg du vil.. Og.. og hvis du ser Ilosonic… Så slå ham ihjel for mig..” tilføjede hun med en sigende mine, inden hun igen vendte blikket mod hende. Hendes øjenlåg var frygtelig tunge, og det at holde sig vågen, blev kun sværere og sværere. Det var faktisk tungt for hende, at være så følelsesladet, for det var slet ikke noget som hun var vant til, og det at hendes egen leder skulle se hende, når hun var så svag, gjorde det ikke meget bedre!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var en enorm stor ting Ilaria bad hende om med henblik på at tage knægten til sig, særligt med det ry hun havde med børn fra før af. Alle hendes var døde og borte, og ud fra det hun havde læst i hendes dagbog, så havde hun heller ikke været en god mor. Dæmonerne havde og ville altid være hendes førsteprioritet, det var dem hun havde givet et løfte dengang hun havde indtaget pladsen som deres leder og det var et som hun agtede at holde. Hun sank en klup og så ned på drengen som lå og gumlede ubekymret i sin hånd. Hvordan hun skulle få det til at hænge sammen med at være leder, havde hun ikke den mest fjerne idé om, men det var ikke noget hun kunne sidde og sige overfor barnets egen moder lige i denne situation. ”Vi er allerede stolte af ham, Ilaria. Men jeg skal gøre mit bedste for at gøre ham til en stor mand,” gentog hun dæmpet. Hvordan gjorde man overhovedet det? Den ene søn hun havde haft, var der trods alt mange som påstod, havde været indelukket og svag i forhold til sine forældre og Faith vidste ikke om hun havde været for blid eller for hård, for hun huskede intet af noget som helst hvilket var endnu et problem. Et barn var tungt og hårdt arbejde, særligt for hende alene men efter alle de år, så vidste hun udmærket at hun skyldte hende det. Hendes rosa læber fortrak i et kort smil ved hendes ord. ”Det lover jeg dig,” endte hun. Selvom hun ikke vidste hvem Ilosonic var, så havde hun nu afgivet det løfte at tage hans liv hvis hun fik muligheden, hvilket altid var noget. På trods af at Faith kendte Ilaria nok til at vide at hun ikke ønskede hendes tilstedeværelse, så blev hun siddende og lod hendes søn fortsat hvile på hendes bryst. Hun bukkede sig roligt ned. ”Din søn er tryg ved mig min kære og Jacqueline er i gode hænder. Læg dig til at sove, vi bliver her begge til det sidste, som du altid har været der for mig. Jeg kan ikke takke dig nok for din tjeneste, dit navn vil blive husket og dit arbejde vil leve videre gennem din søn – det vil jeg sørge for. Han vil bære dit navn og sørge for at sprede dig,” hviskede hun i hendes øre og strøg fingrene gennem hendes hår for en sidste gang inden hun atter rettede sig op. Jo før hun fandt hvilen – des bedre, der var ingen grund til at trække den ud og dermed påfører sig selv mere smerte end nøevendigt.

[Deleted]

Ilaria kæmpede virkelig med at holde sig vågen, og det blev jo efterhånden en til dels smertefuld proces. Hendes krop rystede nærmest krampagtigt, for hun ønskede at sove.. Og så alligevel ikke. Hun var kendt med at Faith havde mistet alle sine børn, men det kunne jo være, at det forholdt sig anderledes, når man vidste, at det ikke var ens eget? Hun nikkede mod hende og med et træt, dog tydeligt taknemmeligt smil. ”Det vil betyde meget for mig,” sagde hun med en dæmpet stemme. Knægten blev liggende og gnaskede på sin hånd. Han måtte være ved at være sulten, selvom det slet ikke var en tanke som Ilaria tænkte meget mere over. Det var hendes sidste, og hun vidste det.. Der var intet at gøre, også selvom det gjorde hende ked af det at vide at Sonic ikke havde været der for hende, som han havde lovet hende det. At hun ville love at tage hånd om Sonic hvis han skulle dukke op, igen, var noget som passede hende fint. Hvor stort et tab det egentlig ville være for dæmonerne at miste hende, var hun faktisk ikke så sikker på, for hun havde jo været sengeliggende de seneste 9 måneder, og havde ikke rigtigt været til gavn for nogen. End ikke hendes kære lille datter. Hun ønskede slet ikke deres tilstedeværelse igennem den sidste stund. Hun havde været alene om alt det andet, og hun ønskede ikke at være så følelsespræget omkring den sidste tid som hun havde, men sagen var vel, at hun ikke var klar til at forlade denne jord endnu? Det var varmende ord Faith gav hende, og det var rigtig gode ord at have med på sin sidste rejse i livet. Hun bed sig svagt i læben og nikkede så endeligt. Hun havde ret. ”I behøver virkelig ikke være her…” forsøgte hun dæmpet. Hun vendte blikket stille i retningen af drengen, som hun let kyssede hans pande. ”Mor elsker dig..” hviskede hun stille. At vide at børnene var i sikkerhed og at der var nogen til at tage sig af dem, var hendes største bekymring, som nu var ude i verden. Øjnene lod hun stille glide i. Hun var træt og virkelig udmattet. Tårerne kæmpede hun med, for hun ønskede slet ikke at vise sig svag overfor Faith, hvis hun kunne blive fri! Som tiden dog gik, endte hun selv med at ånde let ud, og armene falde slapt ned i sengen omring hendes lille dreng, som hun lod hvile mod hendes bryst. Hjertet holdt op med at slå og Ilaria gled ind i den evige søvn.

//Out