A Fatefull Encounter

[Deleted]

Det var ved at være sent om aftenen og vinden begyndte at tage til. Der var ikke mange skikkelser rundt omkring, heller ikke mørkets væsner som ellers normalt ville færdes nu. Jessabelle gik roligt ned gennem gaderne, stormen var stille ved at tage til. Hun vendte hovedet mod himlen og lagde hånden på kappens hætte for at den ikke fløj af. Hendes hånd var dækket af en sort fingerløs handske med små nitter på knoerne. Hun smilede stille under kappen og kiggede op på den store skygge som tårnede sig op foran hende. Det var her hendes rejse ville ende, og det var en rar tanke. Hun havde fået nys om at der forgik noget på slottet og at der havde gjort det i noget tid men ingen vidste helt præcist hvad der forgik så nu ville Jessabelle se om hun kunne finde ud af det på egen hånd. Hun vidste at det var farligt men der var ikke så meget at gøre, nogen måtte vel undersøge deres fjende nærmere hvis de skulle have en chance og så var det vel lige meget om det var hende som gjorde det eller en anden. Hun bevægede sig hurtigt hen til et stykke af slotsmuren som tårnede sig højt over hende. Hun gravede hånden ned i sin taske og en maske i stof på. Den var kul sort som resten af hende og dækkede det meste af hendes ansigt. Hun ville ikke blive genkendt. Tasken var der intet tilbage i så hun smed den bare bag en lidt stor sten, hvis hun kunne få den med hjem så ville det absolut være at fortrække. Hun strakte sig en gang og smed ligeså kappen bag stene. Hendes tøj var sort som natten, hendes tøj sad stramt ind til kroppen på hende og om brystet havde hun sit korset lavet i det hårde læder som ydede hende en smule beskyttelse. Hun kiggede sig omkring, der var ingen i syne. Hun kiggede op på toppen af muren, gjorde sig mentalt klar og satte så af fra jorden og i et snuptag var hun oppe på slottets ydermur. Hun var alene, end ikke en vagt var i syne men hun vidste at det ville blive lagt svære længere inde mod midten. Hun sneg sig langt muren hen til at første vagttårn og lyttede. Hun kunne kun høre en enkelt vagt derinde. Forsigtigt hoppede hun op på ydersiden af muren, hun gik i luften lige så sikkert som der havde været fast grund under hendes fødder. Hendes blik søgte ind i tårnet og hun fik det bekræftet. Der sad en enkelt meget sløv vagt og kunne surt ud over gården, væk fra hende. I et snuptag var hun inde i tårnet og havde hænderne om hans nakke. Det var et hurtigt snuptag og så var hans nakke knækket. Hun smilede roligt og løftede den stakkels mand op og kastede ham ud fra tårnet og ned på jorden udenfor. Det sørgede i det mindste for at der ville gå en smule længere inde de spottede hende. Hun bevægede sig videre ud af tårnet og længere hen langs muren. Hun var nød til at rydde minimum en mur vagt mere af vejen for at kunne komme sikkert ned i gårdspladsen. Hun nåede hen til næste tårn og gjorde det samme endnu en gang. Nakken knækkede let under hendes styrke og hun smilede sageligt. Hun vel et sted at slå ihjel, det var sådan en rar fornemmelse at stå med liv og død i ens egne hænder. Hun bevægede sig hen til kanten af tårnet og kiggede ned i gården. ”1....2.....3....4.....5” hviskede hun stille for sig selv mens hun betragtede vagterne på jorden. Hun kunne tælle 5 grupper af 2 personer og hun skulle forbi dem alle sammen uden at blive set. Vagterne i tårnet var der aldrig nogen som så til men dem i gården kunne alle se ned til og se hvis nogen manglede. Hun så sit snit til at hoppe ned i jorden, hun var meget adræt og landede uden en lyd. Hun listede stille hen til den nærmeste hæk som var hendes første stop. Gården var fyldt med mellemhøje hække så hun havde masser af dække og vagterne havde helt og aldeles samme rute og de krydsede aldrig hinanden. Hun hørte et par af dem gå på den anden side af hækken og snakke om hvor koldt det efterhånden var begyndt at blive igen om aftenen og da de var gået forbi så hun sit snit til at løbe videre igennem gården. Det tog hende næsten 15 min at nå den anden side hvor hun stoppede op og ventede. Hun skulle have samtlige vagter til at vende sig væk fra der hvor hun stod på en gang. Hendes blik søgte kort op af og hun beregnede hvor langt op hun skulle. Hun gøs let, hun hadede højder men der var ikke meget at gøre. Hun holdt roligt øje med vagterne og i det øjeblik alle deres blikke var vendt væk fra hendes retning så satte hun af endnu en gang og hoppede op i vinduet. Hun vidste at dette var et sats, hun kunne jo ikke vide om der stod nogen oppe i gangen men det var nu en chance hun måtte tage og hun var heldig. Der var virkelig ingen. Hun frydede sig. Det her skulle nok blive let!

Det var sent efterhånden, ja snart midnat måske. Kellan gik stille ned gennem de øde gange helt alene. Hun havde så meget i hovedet, som Dvasias kommende dronning skulle hun lærer en masse nye ting og det var virkelig svært for hende. Hun sukkede stille og stoppede roligt op. Hendes røde hår hang løst ned over hendes ryg og hun var i en pæn natkjole, ikke fordi hun sov med den på men hun kunne jo ikke gå nøgen rundt på slottet også selvom det var øde. Vingerne havde hun gemt væk selvom der var syet plads til dem i hendes kjole. Hun følte sig bare så kejtet med dem på indenfor fordi de var så store. Hun sukkede stille og stoppede op ved et vindue, livet her på slottet var nu slet ikke så slemt selvom hun skulle nå meget om dagen. Hun brugte hele dagen på at træne til at blive en god dronning for landet og guderne vidste at hun havde brug for det. Hun var bare født en simpel soldat og havde derfor ikke så meget takt og tone men det gik da fremmad og det i sig selv var da en behagelig tanke. Mattheus var så sød ved hende og hun var så glad for at hun kunne støtte sig til ham, han gjorde det hele udholdeligt og hun var da faktisk begyndt at holde en anelse af ham selvom dette ikke indebar nogen som helst form for kærlige følelser overhovedet. Hun var bare glad for at han var der til at støtte hende. Hun knyttede næven og smilede beslutsomt. I morgen ville hun gøre sig endnu mere umage med hendes træning sådan så hun kunne blive klar hurtigere og hjælpe ham på tronen. Det var virkelig vigtigt for hende. Hun smilede let og kiggede på væggen i gangen. Her hang prægtige sværd som hun altid havde beundret. De havde alle været i krig en gang og hun vidste at slottets smed holdt dem ved lige minimum en gang om måneden for at holde dem skarpe. Hun gik hen til et prægtigt et af dem og lod en finger glide op af bladet på det. Hun trak den dog hurtigt til sig igen og hendes blik faldt på hendes finger. Hun blødte så bladet var nok lige blevet slebet. Fingeren stoppede hun i munden og begyndte at sutte på den i håb om at det ville stoppe med at bløde snart. Hun smilede stille og lagde hovedet let på sned, så vidt hun huskede så var Mattheus vidst nok spide, hvad gjorde han for at få blod? Hun tænkte kort på Mallorie men kunne ikke tro at han bed i hende. Hun var jo menneske og en smule mere skrøbelig end så mange andre på dette store slot. Et sted ville hun egentlig ikke have at han bed Mallorie fordi hvad nu hvis noget skulle gå galt? De havde kun haft et enkelt møde men Kellan havde den klare følelse at hun og Mallorie kunne blive gode venner og det skulle han ikke ødelægge. Hun endte dog med at grine let af sig selv og ryste på hovedet og lod tankerne slippe. Det ville sikkert ikke gøre ham noget hvis hun spurgte ham om det i morgen tidlig, hun ville ikke vække ham nu. Hun vidste ikke hvorfor hun stadig var oppe men slottets lange gange trak i hende, kaldte på hende som om der var noget i gangen som hun skulle se. Hun lod roligt fingeren falde da det var holdt op med at bløde. Hun smilede stille og begyndte så at gå videre ned gennem den lange gang. Hun slog om det nærmeste sving hvor hun måtte stoppe bræt op. Hendes ravgule øjne hvilede roligt på den fremmede skikkelse som sad i vindueskarmen. Kellan stivnede og det samme gjorde skikkelsen. ”Hvem er du??” spurgte Kellan med en kølig stemme og lagde armene over kors. Der lå stadig meget vagt i hende og det at der var en uidentificeret person på slottet så sent var virkelig ikke et godt tegn. Hun så afventende på den mørke skikkelse som ikke så ud til at røre sig det mindste.

Jessabelle stivnede da en kvinde skikkelse kom gående rundt om hjørnet. Hun var da vidst tydeligt årvågen for hun spottede Jessi med det samme. Jessi sad helt stille og hørte bare på kvindens ord, hvad skulle hun nu gøre? Hun bed sig tænkende i læben under. Der var kun et at gøre, hun måtte slå denne kvinde ihjel som med vagterne, hun kunne ikke efterlade sig nogen vidner. Jessabelle var hurtig. I et spring var hun henne ved kvinden som hu prøvede at gribe om halsen som hun havde gjort det med vagterne i gården. Hun måtte dog til sin forundring se kvinden næsten svæve baglæns i et par lette skidt. Jessabelle måbede over det som skete, hun var ellers normalt hurtigere end de fleste andre men så forstod hun hvorfor. De kulsorte vinger gav den fremmede kvinde næsten en dødelig aura og det fik Jessabelle til at løbe koldt ned af ryggen. Hvem var hun? Jessabelle stod midt i gangen og betraktede kvinden som endnu en gang begyndte at tale. ”Hvem er du??” spurgte hun igen, denne gang fastere og hårdere. Hun ville have svar! Jessabelle smilede roligt og strakte sig. Det her ville blive ….. interessant. ”Jeg er din undergang!” hviskede Jessabelle og endte med at springe lige mod Kellan. Hun stod stille, fast og betraktede pigen som kom ed hende med knyttet næve. Hvad havde den fremmede gange i? Ville hun bare slå hende. Et hånligt smil nåede sig lige at forme sig på Kellans bløde læber før Jessabelles knyttede næve ramte hende i maven og hun kunne mærke hvordan hendes nederste ribben brækkede ved slaget og hun blev skubbet et par meter bagud og endte på jorden. Hun stønnede svagt som hun lå på alle fire og tog sig til maven. Hvad fanden havde denne pige slået hende med?!?! Hun fik endelig overskud til at kigge op igen på den meget veltilfredse kvinde som stod foran hende. Hvordan kunne nogen være så stærke? Jessabelle så hvordan hun krympede sig foran hende og hun gjorde sig klar og gjorde sig klar til at sende et spark lige mod kvindens mave. Det skulle nok få hende ned med nakken! Kellan så hvordan kvindens krop spændes og hun vidste at der ville ske et eller andet. #Fordømt# tænkte Kellan og skyndte sig at brede sin vinger for at hjælpe hende på benene. Jessabelles spark missede og hun så hvordan Kellan løb rundt om hjørnet. ”Du slipper ikke væk, dumme Dvasias kælling” vrissede Jessabelle og løb efter hende. Kellan kunne ikke bevæge sig hurtigt men hun havde heller ikke i sinde at løbe væk. Hun løb til den gang hun havde været ved før og rev det sværd ned fra væggen som hun havde skæret sig på. Nu var hun i det mindste bevæbnet! Hun så den sorte pige komme om hjørnet efter hende i fuldfart. Nu var det hendes chance! Hun satte af og slog en gang med vingerne sådan så hun fik noget far på og så stødte hun ellers det lange sværd mod kvinden. Jessabelle så dette og prøvede at undvige men det gik ikke så godt. Det skarpe sværd skar hende hurtigt hen over lænden og denne gang var det Kellan som måtte være den hoverende. Jessabelle lå blødende på jorden og tog sig til maven. Såret var ikke ligefrem dødbringende men det gjorde ondt. Kellan var god til at ramme og Jessabelle havde været uforberedt. Kellan stønnede i smerte og tog sig selv til maven, hun var nød til at få healet skaden bare en smule men hun kunne ikke bare lade den indtrænger blive. Hun tog luft til sig og skulle til at kalde på vagterne da hun mærkede varmen mod hendes bryst. Lugten af svedent kød fyltes i gangen og hun havde lyst til at skrige men et par sorte handsker røg op for hendes mund og derefter ned omkring hendes hals. Hun vred sig besværet men kvinden var stærk. Hun vidste at hvis hun ikke gjorde noget hurtigt så ville det være ude med hende. De lå og trillede rundt på gulvet men hun havde kvinden bag sig, det var ude med hende! Hun lukkede kort øjnene, hun kunne mærke hvordan det begyndte at svimle for hendes øjne og hun blev svagere. Ud af øjenkrogen bemærkede hun pigens ene fod og hun mønstrede al sin energi på at samle sværdet op og spyde den ned i kvindens fod. Det virkede og taget om hendes hals blev sluppet. Hun kunne høre kvinden klynke bag sig men selv hostede og hakkede hun for at få vejret igen. Det havde været på et hængende hår at Kellan var sluppet ud af hendes greb, hvad var det dog for en overmenneskelig styrke som lå i den kvinde? Hun kendte kun 2 racer som var så stærke, vampyrer og jord dæmoner og det var virkelig ikke nogen hun havde lyst til at møde men det var jo så sket alligevel. ”Dvasias kælling, nu er du død.” den kolde tone kom lige bag ved Kellan og hun nåede virkelig kun at tænke en enkelt tanke før hun mærkede den knyttede næve mod hendes side og hun endnu en gang tog sig en lille flyve tur. Luften blev endnu en gang slået ud af hende og hun trillede om på ryggen og trak vejret i hurtige stød. Hun var virkelig fortabt lige nu i denne kamp for hun havde ingen luft tilbage i lungerne. Hun så hvordan kvinden satte sig overskrevs på hende som hun lå der på gangen og derefter begyndte det at hagle ned med slag. Kellan mærkede de små pigge på hendes handsker som borede sig ind i kødet og hun mærkede hvordan knoglerne i hendes krop begyndte at brække. Smerten var ulidelig men hun havde alligevel prøvet værre i krig. Hun endte med at tage den hånd op og som Jessabelle slog tog hun fat om hendes hånd. Kellans hånd brækkede på stedet men hun formåede alligevel at holde fast. Kellan smilede olmt og så brød der flammer ud fra hendes hånd og op af Jessabelles arm. Kellan holdt bare fast så godt hun kunne og lod flammerne lige så stille fortære Jessabelle. Jessabelle vidste ikke hvad hun skulle gøre. Smerterne var ved at tage over efterhånden for hun var ikke vant til at blive såret på denne måde. Hun begyndte kraftigt at slå Kellan med den anden arm for at få hende til at holde op men hun blev bare ved med at brænde hende. Kellans anden hånd søgte stille ud efter sværdet som lå på jorden i nærheden af dem. Hun nåede det stille og vendte blikket mig Jessabelle. ”Hvem tror du lige du er di satans bæst” hvæsede Jessabelle og slog videre. Kellan grinede og tog fat om sværdets blad. Hun tog det og stak det hårdt ind i Jessabelles mave, hendes hård blev selv skåret til blods men det var det værd. Jessabelle holdt op med at slå på hende. Hun stirrede bare på kvinden under hende. ”Jeg er den kommende Dronning af Dvasias og jeg skal nok få dig ned med nakken” Hviskede Kellan skadefro. Jessabelle rejste sig op, hun rystede over hele kroppen, det gjorde ondt. Hun så ned på sværdet, det kunne hun ikke have med sig hjem. Fordømte dronningeunge. Jessabelle trak i et hurtigt ryk sværdet ud af maven på sig selv og hun svedet såret sådan så hun ikke ville forbløde. ”Det her er ikke mit sidste visit” Jessabelle hoppede op i vindueskarmen og hoppede så ud i luften. Hun havde stadig nok energi til hurtigt at flyve hende selv et godt stykke væk sådan så hun kunne komme sikkert tilbage til Manjarno. Hun ville ikke følges efter.

Kellan fik roligt hevet sig op på vindueskarmen og valgte at råbe efter kvinden. ”Jeg venter i spænding!” derefter sank hun sammen på gulvet op af væggen. Hun var udmattet, hendes krop gjorde ondt. Af hvad hun kunne mærke så havde hun flere brækkede ribben og det begyndte at blive svære at trække vejret. Hendes hånd og arm bar brækket og hendes brystkasse havde nogle lette forbrændinger. Hun sukkede stille og lukkede øjnene. I baggrunden hørte hun fodtrin, det lød som rustninger det kom mod hende. Hun sukkede blot stille og åbnede øjnene for at kigge ned at sig selv. Hendes kjole var ødelagt. Et par vagter kom rundt om hjørnet og hun kiggede stille op på dem. Det løb en lind strøm af blod ud mellem læberne på hende men alligevel formåede hun at sende dem et stille smil. Den ene af dem slog til den anden at han skulle løbe hen og kalde på Mattheus og mens den anden vagt gjorde det satte den første sig ved hendes side selvom han virkelig ikke vidste hvad han skulle gøre for hende. ”Bare rolig soldat. Det skal blot soves væk” mumlede hun stille og lukkede øjnene igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde siddet på sit arbejdsværelse stort set hele aftenen, for at få bugt med noget af det papirarbejde som skulle laves. Nu hvor han havde fået en mørkelver på lederposten, og dæmoner gik bort, så var der endnu mange ting som han var nødt til at finde ud af. Foreløbig måtte han jo lave to mands arbejde, i og med at Kellan endnu ikke var hans hustru, også selvom han virkelig gjorde hvad han kunne for at støtte hende i arbejdet, for det var noget som selv han uden tvivl havde kraftigt brug for. Enrico var ha men hjælp i ny og næ, men selv den kære mand havde mere end rigeligt at se til i forvejen. Fornemmelsen af at noget var galt, havde allerede for længst ramt ham, men ikke noget som han sagde noget til sådan direkte, for hvad skulle han da sige? Det var jo en fornemmelse som han havde haft længe, for det var bestemt ikke alle ting som var helt i orden endnu. Han sukkede ganske let, inden han lagde fjerpennen fra sig, og i stedet bare valgte at sidde og stirre ind i stearinlyset som stod foran ham på bordet. Det var ved at være godt mørkt, selvom det slet ikke var noget som generede ham det mindste. Han var en spide, og det havde uden tvivl sine fordele. Han vendte blikket ned mod sin arm. Hvorvidt om han i det hele taget var en spide mere, vidste han ikke, for Aliyah havde jo bidt ham, og han havde ikke opsøgt nogen lægehjælp, for at få giften af varulvens bid trukket ud af sig endnu, og han vidste, at det nu også var for sent. Han havde endnu et par uger inden fuldmånen, og han ville nyde den tid mens den nu var.
En vagt kom hastende mod hans arbejdsværelse. Nyheden om at Kellan var kommet alvorligt til skade, havde nået vagtstaben, for ikke at glemme, at man vel sige, at slottet havde været under angreb? Uden at tænke videre over det, så stormede han bare ind på værelset, inden han vendte sig mod kongen. ”Deres Højhed, der er sket noget!” udbrød an nærmest hastigt, inden han gik i knæ og i en nærmest ærbødig hilsen. De rødlige øjne søgte stort set omgående til vagtens skikkelse, som han sad der på gulvet, inden han hastigt rejste sig op. ”Fortæl,” beordrede han med en fast tone. Vagten vendte blikket mod ham, inden han roligt rejste sig endnu en gang. Kellan var kommet alvorligt til skade, og det var jo kendt, at hun var den fremtidige dronning af landet. Hun havde ganske vidst klaret det flot, og derfor var det frygtelig vigtigt, at de fik hende tilbage på benene, og meget gerne hurtigst muligt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Hendes kongelige højhed er kommet alvorligt til skade. Slottet har været under angreb, og dette efterforskes naturligvis..” Vagten nåede slet ikke at snakke færdig, før Mattheus var forbi ham og søgte ned af gangen. Hvorfor havde han ikke fået noget at vide noget før?! Slottet under angreb? Angreb på den fremtidige dronning? Det var slet ikke noget som han fandt sig i! ”KELLAN!” udbrød han kraftigt, da han søgte ned af gangen. Han var jo for pokker nødt til at finde hende!

[Deleted]

At vagterne allerede var i fuld sving med at hente Mattheus var Kellan da slet ikke i tvivl om. Det forlød sig hurtigt på slottet at hun var den kommende dronning og alle havde vist hende ufattelig stor respekt. Der var kommet flere vagter til som blev ved med at spørge om der var noget de kunne stille op, noget som de kunne gøre for hende men hun havde bare rystet på hovedet af dem. hun havde brug for en healer men indtil da så kunne hun heale nogle af de små skader hun havde pådraget sig i kampens hede. Brandsåret på hendes bryst var næsten healet og en vagt havde forsigtigt lagt sin kappe overhende sådan så hun ikke bare lå helt blottet. Hun smilede taknemmeligt til ham men sagde intet. Det var en lidt akavet situation for mange af dem ved hendes side var jo folk hun kendte fra da hun havde arbejdet sammen med dem. Hun betragtede dem blot en efter en med en stille mine mens aftenens hændelser så småt begyndte at trække ind. Hun drejede forsigtigt hovedet, det gjorde ondt men der var noget hun var nød til at se. Hendes blik faldt på hendes vinger, først den ene og så den anden. Hun studerede dem nøde og måtte til sidst med lettelse erkende at der intet var sket med dem. Det undrede hende en smule, kvinden som havde angrebet hende kunne jo med lethed have kappet hendes finger eller brækket dem og det var da også helt klart et svagt punkt for Kellan, hendes vinger. Hun smilede stille og trykkede sig lidt op af muren bag hende. Hun kunne så småt Ane Mathheus stemme et stykke derfra kalde på sig. Hun bed sig let i læben og kiggede ned af sig selv inde under kappen. Hendes kjole var ødelagt og hun sukkede stille. Hun havde ellers lige fået den. Vagterne begyndte også selv at opfange Mattheus og en af dem vendte sig i retningen af lyden. "Herovre Deres Højhed." Kunne Kellan høre den ene af dem råbe. Hun sukkede endnu en gang og lukkede øjnene, hun var vant til at komme til skade, dette var intet. Det skulle bare soves væk, hvorfor overreagerede vagterne. Hun havde ellers bedt dem om ikke at kalde på Mattheus, han havde jo nok at tænke på for tiden og han var helt alene om det. Hun ville ikke forstyrre ham men de havde ignoreret hendes ønske. Hun var ikke vred på dem for havde hun været i deres situation havde hun nok gjort det samme. Et lille smil brød hendes læber da hun mærkede at brandsåret på brystet var helt væk, hun kunne mærke hvordan hendes svage healing evner lige så stille gjorde deres bedste med de mindre skader på hendes krop. Sårene i hendes højre hånd begyndte roligt og stille at heale og hun var taknemmelig. Hun havde ikke meget energi tilbage til at heale med men hun ville have sårene i hendes hånd væk sådan så hun ikke var helt hjælpeløs de næste par dage.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alene tanken om at slotte thavde været under angreb, havde været en ting, men at det var gået ud over Kellan, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde i det hele taget, for den tanke i sig selv, var mere end nok til at gøre ham en kende hidsig. Han havde siddet midt i arbejdet, og havde ikke været klar over noget som helst? Det var næsten noget som han måtte finde direkte pinligt, i den anden ende, for det var slet ikke sådan noget som burde ske i det hele taget! Vagten havde han stort set bare valgt at storme direkte forbi, for at komme i retningen af hende, så han kunne komme Kellan til hjælp. Det var jo trods alt også hans fremtidige kone og hustru, og derfor var det også ekstremt vigtigt for ham, at det hele forløb sig rigtigt, men hun skulle meget gerne komme igennem træningen som skulle til, netop for at blive en dronning, og helst ikke dø inden! Han knyttede næverne. Gangene her var stor, men duften af blod havde allerede ramt hans næse, og var ham en perfekt pegepind for i hvilken retning at det hele var sket. Han nærmede sig i hvert fald hurtigt, for duften af blod bredte sig stort set allerede med det samme. Vagtens stemme hørte han, hvor han hastigt rundede hjørnet, for at komme dem i møde. Synet som mødte ham, gjorde ham stiv i blikket, hvor den tydelige vrede meldte sig som intet andet. ”Bring hende til mine gemakker… NU!” beordrede han med en fast tone. Det kunne godt være at han ikke var særlig gammel, men ikke desto mindre, så var han ved at finde sig ganske godt til rette i arbejdet som konge, også nu hvor det hele virkede til at være som han meget gerne ville have det, så var det naturligvis kun noget som gjorde det hele så meget bedre, også for hans del. Selv søgte han direkte hen til hende, hvor han forsøgte at hjælpe hende op på benene, for det var bestemt heller ikke ligefrem en dronning værdig, at sidde på jorden på den måde, så nej.. hun skulle op at stå og ind hvor hun kunne hvile og ikke sidde i en eller anden gang, for det ville han da slet ikke have! ”Kom her, kæreste,” bad han med en dæmpet og ganske sigende mine, for det var slet ikke fordi at han ønskede at se hende på denne måde. Det gjorde ham trist at vide, at hun havde det på den måde som hun havde det, og at han ikke havde været der til at beskytte hende. Dette var uanset en sag, som han nok skulle komme til bunds i, og det var noget som han uden problemer godt kunne love hende! Ingen tvivl om det! ”Klargør mine gemakker, jeg tager den herfra,” fortsatte han, inden han løftede Kellan op i sine arme, ved at støtte varsomt bag på hendes ryg med den ene hånd og havde den anden under hendes knæ, så han kunne bære hende med sig ned mod hans værelse, hvor han kunne få hende tilset. Hans mine udstrålede den rene vrede. Hvem pokker havde gjort dette?!

[Deleted]

Angrebet på slottet havde været meget effektivt. Kvinden som havde angrebet havde været inde og ude af slottet hurtigere end hvad man sådan lige skulle tro. Kellan kunne et sted ikke andet end at beundre sin modstander lidt og med et lille smil lukkede hun øjnene og gennemgik kampen i hovedet endnu en gang. Hun elskede det, kampen, det at blive såret på en kampplads og det at vinde. Hun vidste ikke om hun havde vundet, eller om det havde været uafgjort men hun var kommet ud af det her i live og så var det vel en sejr i sig selv? Matheus' skridt genlød i gangen så tæt på hende nu. Hun åbnede stille øjnene igen og vendte blikket i retningen af ham. Hun var så forfærdelig udmattet, hendes krop havde taget mange kræfter for at heale bare de små sår og de var også kun lige blevet færdige og nu var hun allerede ved at løbe tør for energi. Hun så hvordan vreden måtte brede sig fra Mattheus og hun kunne høre ham råbe af vagterne som virkelig virkede ved siden af sig selv over hvad der var sket. Det at han kom hen ved hendes side. Hans ord og det at han prøvede at hjælpe hende op fik hende blot til at smile blidt til ham. "Jeg kan nok ikke gå før jeg er blevet tilset af en healer, min kære. Jeg har op til flere brækkede ribben så det at trække vejret er ikke det nemmeste." sagde hun roligt og fandt energi til at løfte den ene arm blidt og ligge hånden på hans arm. Hun havde det fint, lige nu var hun forslået men det skulle nok gå over. Hun var en kriger, hun var ikke bange for hverken at blive beskidt eller såret. Hvis hun havde været det var hun nok løbet fra hendes angriber men det gjorde hun ikke og nu sad hun der. "Jeg har det fint Mattheus. Jeg har virkelig fået værre sår, der skal mere til at slå mig ihjel end dette. Du skal ikke bekymre dig for meget om mig. Jeg får måske nogle knups men jeg er også i stand til at dele dem ud" hun smilede fortsat til ham for hun kunne virkelig ikke andet. Hun følte sig altid levende efter sådan en kamp, det var dejligt og hun elskede den følelse. Kvinden var stukket af fra hende, hendes overfalder var løbet fordi Kellan havde været for stærk og det var i sig selv en tanke som Kellan værdsatte fantastisk meget. Hun hørte Mattheus stemme endnu en gang og mærkede hvordan han tog hende i sine arme. Hun smilede blidt og løftede den ydre arm og strøg ham over kinden. "En god nats søvn og en kyndig healer og så er jeg på dupperne igen. Ikke være så stram i minen, det hele skal nok gå" sagde hun med en stille og blid stemme. Det var rart at der var en som bekymrede sig om hende, det var ikke ofte hun havde haft en der gjorde det så hun prøvede at velkomme det med åbne arme men alligevel kunne hun ikke ryste det af sig med at hun havde det fint og at alt nok skulle gå.