Where did you go?

[Deleted]

Aidaya havde lige pakket sin bod sammen, da markedet havde været ved at lukke. Det havde været en god dag og hun havde solgt godt. Det undrede hende en smule at folk så det som en mere nødvendig ting at købe flere og flere våben. Hun forstod ikke hvorfor. Det virkede som fredelige tider, og dog ikke. Noget ulmede ude i fremtiden og Aidaya kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Der lå dog også en anden teori omkring hvorfor folk købte deres våben hos hende; hendes udseende. Hun tiltrak mænd, som blomster tiltrak bierne og det irriterede hende noget så forfærdeligt. Hun brød sig ikke om at de savlede og gloede så åbenlyst efter hende!
Sådan var tilfældet også nu. Der var mange ude i gader og stræder på vej mod kroen eller andre festlige beværtningssteder. Aidaya havde iført sig en sort kappe, så hun ikke så let ville blive set eller genkend. Dog kunne hun ikke gøre så meget ved de sorte vinger, men de gik nærmest i et med hendes kappe når de var foldet pænt på ryggen. Hun selv var på vej mod kroen. Men det var i et helt andet ærinde. Hun ville opsøge Jessabella, hendes gode veninde. Det havde været flere uger siden og Aidaya havde ikke fået en ordentlig forklaring fra Jessabella omkring hvorfor de ikke havde set hinanden i så lang tid. Hun nåede kroens dør og trådte ind. Her var allerede tæt befolket. En tyk tåge af røg og en lugt af alt for gærdet øl, ramte Aidaya da hun trådte ind. Mange blikke blev vendt imod hende, men hun bemærkede dem ikke. Hun satte sig ved baren og ventede på at bartenderen ville blive opmærksom på hende. Der gik ikke særlig lang tid før han opdagede hende og smed alt hvad han havde i hænderne for at komme over til hende.
”Aidaya! Sikke en glædelig overraskelse! Det sædvanlige?” Hun nikkede. Han vendte kort tilbage med et glas gyldent væske. Hun vidste ikke præcis hvad det var. Men folk kaldte det ’morgendug’ og der var mange adelsfrøkener som drak det. Også Aidaya, selvom hun langt fra var en fin dame! Hun nippede til det og nød den varme søde smag af mandler og honning. ”Tony,” kaldte hun. Bartenderen vendte sig om og vendte tilbage. Han havde travlt, men uanset hvor travlt han havde så smed han altid det meste han havde i hænderne når hun kaldte til ham. ”Ja Aidaya?” Hun smilede sukkersødt til ham. ”Kan du ikke finde Jessi til mig?” Han nikkede og forsvandt ud i baglokalerne. Hun kunne ikke gøre så meget mere end at vente. Adskillige mænd prøvede at få kontakt til dem. Hun ignorerede dem. Hun havde ikke tid til at spilde sin dyrebare tid på mænd!

[Deleted]

Ityrial var en dejlig by at bo i ifølge Jessabelle. Hun elskede det liv som der altid var i gaderne her og der var næsten altid gang i kroen hvor hun arbejdede så ofte som hun kunne. Jessabelle var en speciel pige, hun var ikke bare kromutter men leder af en hemmelig orden som var ude på lidt af hvert så når hun havde gøren med dem måtte krofatter se i øjnene at hun ikke var til stede og det var han forstået med. Roligt Gik Jessabelle rundt ude bagved i baglokalerne og gjorde i stand. Ikke fordi det var hendes job men en gang i mellem blev larmen uden foran bare for meget for selv den hærdede. Hun sukkede stille og stoppede op og lænede sig op af kosten som ellers flittigt havde fejet støvet væk. Hun så veltilfreds på sit arbejde og kørte en hånd igennem de gyldnelokker med et smil. "Det skal nok blive fint her" sagde hun roligt og gik så i sving igen med at feje det sidste. Hun vidste at hun snart skulle afsted igen, rygterne gik om at der forgik ting og sager på Castle og Darkness og ingen vidste hvad så hun var nød til at tage derhen og luske. Hun havde gjort det før men det skete aldrig helskindet. Hendes tanker gled et kort øjeblik på hendes veninde Aidaya som hun ikke havde fået set endnu. Hun vidste at hun sikkert stod til en lille skide balle for endnu en gang at være forsvundet uden et ord man der var ikke så meget hun kunne gøre. Aid vidste jo hvordan det var, hun var leder af Tenebrae Ceciderint og hun huskede at Aid havde tigget hende om at være med men hun havde sagt nej. Hun ville ikke lade dem hun holder af være med for det ville sætte misionerne i fare. Hun bed sig let i læben, ville hun overhovedet få tid til at se hendes veninde inden hun måtte sætte snuden mod Dvasias endnu en gang? Hun nåede ikke at tænke meget mere før krofatter trådte ind i lokalet og smilede til hende. "Din veninde sidder i baren" sagde han blot med et lille smil og gik hen for at overtage kosten fra hende. Jessi smilede glad og takkede ham hurtigt før hun rækte ham kosten og skyndte sig ud foran.
Hun kom ud bag disken og hun så den smukke Aydaia sidde hvor hun altid sad, ved baren for at vente på hende. Hun smilede kærligt og gik med rolige skridt hen mod sin veninde. Det blonde hår sad i en høj lidt løst hestehale sådan så de gyldne lokker gled flirtende hen over hedens blide ansigt. Hendes tøj var sort og sad som altid tæt ind til hendes krop og om brystkassen havde hun et korset i stof som strammede op og fremhævede hendes barm. Hun var en robust pige men stadig utrolig køn og fik da også nogle blikke da hun nærmede sig Aidaya. Hun kastede sig halvt ind over disken og lagde armene om Aidaya og kyssede hende på kinden. "Savnet mig sødeste Aid?" spurgte hun blidt og kiggede hendes veninde i øjnene.

[Deleted]

Hvis det stod til Aidaya ville hun egentlig søge mod skovene fordi hendes instinkt sagde at hun skulle, men hun var for afhængig af Jessabelle til at forlade byen. Og med tiden havde hun lært at elske Ityrial ligesom Jessi gjorde det. Dog havde hun stadig behov for at forsvinde engang imellem og det vidste Jessi godt. Aidaya kendte godt til Tenebrae Cederitint. Hun havde spurgt Jessabelle flere gange om hun måtte være med, men Jessi afviste altid med begrundelsen omkring at ingen af hendes tætte bekendte skulle være en del af gruppen. Aidaya forstod ikke hvorfor. Aidaya havde adskillige argumenter for hvorfor hun skulle være en del af den gruppe. Hun nærede selv et stort had til Dvasias og så det gerne jævnet med jorden – selvfølgelig efter hun havde fundet Nathaniel Diamaqima. Længe havde hun haft et ønske om at opsøge ham og spørge hvorfor. Hævne sig på ham, selvom hun endnu ikke vidste hvordan. Der var så mange spørgsmål som endnu ikke var blevet besvaret. Hun følte på mange måde at hun sad fast. Og når man sad fast, var man ikke i stand til at komme videre. Hun havde lagt en plan, men havde endnu ikke sagt noget til Jessabelle. Hvis hun fik noget at vide omkring den, ville Jessi højt sandsynligt kneble Aidaya og placere hende i kælderen, og Aidaya frygtede mørket og trænge rum. Så hun havde så vidt muligt prøvede at undgå Jessi de sidste par uger. Det kunne hun bare ikke rigtig længere, for savnet var blevet for stort. Hun brød sig ikke om at sidde på så offentlige steder. Hun hadede at blive begloet! Hun begyndte utålmodigt at tromme sine negle mod barbordet. Klik,klik,klik. Ikke vidste hun hvor længe der gik, men lige pludselig trådte Jessi ud fra baglokalet. Aidaya smilede stort. Jessi lignede sig selv, tænkte Aidaya for sig selv, men hun så træt ud. Hvor havde hun nu været? Aidaya lukkede øjnene med et smil på munden, da hun mærkede omfavnelsen på kinden. Hun nikkede sigende. ”Selvfølgelig har jeg savnet dig Jessi. Det er flere uger siden vi så hinanden sidst!” Aidaya vidste godt at det var hendes egen fejl. Men hun måtte passe på at Jessi ikke blev mistroisk. Hun ville for alt i verden ikke miste Jessabelle!

[Deleted]

Jessi's regler for ordenen var ikke til at rokke i. Hun nægtede at have nogen som hun holdt af i ordenen fordi det ville være for svært hvis en af dem blev fangede. Tænk hvis lod Aid være med og Aid så blev fanget for at få Jessi frem? Hun ville slet ikke kunne udholde tanken at skulle stå med valget mellem ordenen og hendes kæreste her i livet og derfor var det også et rødglødende nej Aid fik hver gang. Jessi havde været væk længe, hun havde haft missioner og sendt andre ud på missioner de sidste par uger så hun havde ikke set Aid og hun havde da savnet sin veninde. Hun smilede blidt til Aid efter hun slap hende og stille gled ned bag disken igen. Hun bemærkede hvordan de fleste mænd sad og savlede over dem begge og hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun vidste hvor meget Aid hadet opmærksomheden som mændende gav hende men der var ikke så meget at gøre når hun var så smuk som hun var. Det var en byrde. "Min vagt slutter om lidt så vent på mig" sagde huhn roligt og begav sig så i krig med en masse ølkrus som skulle ud i kroen. Hun bed sig let i læben men spankulerede så ud med en masse af dem i hånden, hun fik dem delt ud i en hurtigt fart og på vej tilbage til disken var en en lidt for fuld mand som greb fat i hende og placerede sin hånd på hendes røv. Hun smilede anstrengt og bad ham slippe man han lyttede. I løbet af få sekunder havde manden fået en knytnæve lige i hovedet og han røg et godt stykke hen af gulvet uden helt at vide hvad der forgik. Jessi var Jord Dæmon og det var der hendes enorme styrke kom fra og man skulle virkelig ikke ligge sig i kast med hende uden at for trække en mine gik hun roligt op til Aid ved disken og smilede til hende. "Skal vi finde et bord?" spurgte hun roligt men før Aid kunne nå og svare havde hun selv søgt ned mod den bås længst væk fra alle andre så de kunne sidde lidt alene. Folk flyttede sig fra hende og stirrede bare på hende som hun gik derned, en gang i mellem havde de det med at glemme hvor stærk hun egentlig var. Hun smed sig ved bordet med blikket vent mod Aid. Hun ventede.

[Deleted]

Selvom Aidaya ikke kunne se hvorfor en som hende skulle lukkes ind i ordenen så vidste hun godt et eller andet sted hvorfor. Jessi ville være fri, og ønskede ikke at der var nogen som hun elskede højt som ville være i risikozonen og blive taget til fange og dermed være et blødt punkt for Jessi. Men Aidaya ville ikke indse det. Hun ønskede også at vælte Dvasias i smadder! Desuden var hun vant til at blive holdt fanget i mørke huller. Hun var vokset op i en mørk kælder. Hvorfor tillod Jessi det bare ikke? Aidaya kunne ikke gøre det på egen hånd. Hun havde aldrig fortalt Jessi at hun ønskede at opsøge Nathaniel og hævne sig. Hun frygtede lidt at Jessi i sidste ende ville grine af hende. Hun smilede blidt til Jessi. Hun burde ikke være så utaknemmelig. Hun skyldte Jessi en del efterhånden. Hun nikkede og betragtede hvordan Jessi nærmest svævede igennem kroen, lige indtil en eller anden idiot tog hende på røven. Det næste der skete var at staklen fløj igennem det meste af krostuen. De fleste sad og så forundret efter hende. Aidaya lo. Jessi var bedre til at ryste mændene af sig, end hun selv var det. Hun rejste sig kort efter at Jessi havde snakket til hende og satte sig over ved bordet. Stilheden forsvandt og folk begyndte at snakke igen. Aidaya satte sig lidt tættere på Jessi, så de andre ikke kunne høre hvad de snakkede om. ”Jessi, hvor har du været de sidste par uger?” hviskede hun.

[Deleted]

Jessabelle vidste udemærket at Aid ligesom hende havde et brændende had til Dvasias og det var hun i og for sig glad for for det bandt dem sammen. Men hun kunne ikke og ville ikke acceptere Aid ind i ordenen. Det ville ikke ske, ikke så længe hun var lederen! Jessi var god til at håndtere mændende, hun havde en vis charme og en lige højre som kunne slå ihjel og det var en virkelig dræbende combo men de fleste på kroen kendte hende efterhånden og de tog sig ikke så meget af når folk blev kastet igennem rummet. Jessi smilede bare blidt til Aid mens hun ventede på hende ved bordet. Der var gået et par uger og meget havde i hvert fald hændt Jessabelle men hvad med Aid? Hun var nysgerrig. Hun betragtede sin veninde som hun satte sig ved hende og lænede sig ind mod hende. De sad altid og hviskede i hjørnet og det fik Jessi til at smile. Hun satte sig godt til rette med et øl krus i hånden og lyttede til Aid. Hun havde savnet lyden af hendes stemme. Selvom Jessi aldrig indrømmede det så var Aid som en lillesøster for hende og hun ville gøre alt for at beskytte hende. "Jeg har været rundt omkring" sagde hun kryptisk og sendte Aid et drillende smil. Hun havde efterhånden lært ikke at nævne for meget til Ordenen fordi det endte som regel bare i skænderier og hun magtede ikke at skændes nu. Ikke når det havde været så lang tid siden. Hun tog en tår af sig øl og sukkede nydende, det havde hun trængt til. "Hvad med dig? Hvad har du fordrevet tiden med det seneste stykke tid?" hendes stemme var blid og rolig og hende hoved søgte nysgerrigt lidt på skrå.

[Deleted]

Aidaya kendte til Jessis modstand omkring at få hende ind i ordenen, men Aidaya havde ikke givet op endnu. Hun havde en plan, selvom hun vidste at det var risikabelt. Hun kunne ikke bare sidde tilbage og vente på om Jessi kom hjem eller ej. Hun ville være der når det skete ved sin venindes side – koste hvad det koste vil. Men det var risikabelt. På et tidspunkt ville Jessi opdage det. Hun var tryg i Jessis nærvær, især når der var mænd til stede. Jessi var mere effektiv end en hel delegation af sløve soldater. Hun nippede en smule til sin Morgendug og betragtede Jessabelle. ”Rundt omkring, Jessi. Fortæl. Du skal ikke snakke uden om, jeg ved udmærket godt hvor du har været,” lo Aidaya. Egentlig var hun en smule bitter, men hun viste det aldrig til Jessi. De havde haft mange forgående skænderier og Jessi var ikke en man skulle blive uvenner med. Jessabelle var en som havde enorm stor betydning. Aidaya havde ikke lukket andre ind, og derfor betragtede hun Jessi som noget mere end blot en god veninde. Nærmere en storesøster som passede på hende. ”Jeg har egentlig ikke lavede det store. Har rejst lidt rundt i de forskellige byer her i Manjarno for at finde flere leverandører. Ufatteligt hvordan folk er begyndt at købe våben, som om de frygter uroen. Har du bemærket noget på det seneste?” Hun prøvede at få gang i Jessis mundtøj. Hun vidste at der var mange ting som hun undlod at sige for en sikkerheds skyld. Og Aidaya hadede det!

[Deleted]

Jessabelle holdt som regel korte svar om ordenen for hun ville virkelig ikke til at Skændes med Aid så hun prøvede at undgå det men som altid ville hun ikke lytte. Det fik Jessi til at smile, hun var nu noget for sig selv og det var virkelig det som altid havde betaget Jessi. Hun havde efterhånden kendt Aid længe og kunne virkelig ikke se sit liv uden hende i længden, det ville blive for kedeligt. Hun sukkede lidt og begyndte at lege med en løs tot hår som var faldet ned i hendes ansigt før hun gav sig til at studere Aid. Hun svarede hende ikke før Aid havde fortalt hvad hun havde lavet. Jessi nikkede. "Der trækker op til storm i landende. Procias er begyndt at rykke på sig men hvad de laver ved jeg ikke og et eller andet sker der i Dvasias men der er ikke kommet nogen udtagelser endnu så jeg ved ikke hvad" sagde hun roligt og snurrede tænkende sin øl rundt i det stor krus. Hendes blik søgte roligt Aids og hun sendte hende et blidt smil. Hun vidste at hun ikke kunne holde Aid hængende med vage sætning og fokus på hende, det havde hun for længst gennemskuet. Hun grinede mildt og rystede på hovedet. "Jeg har været i Dvasias i den sidste uges tid. Jeg søgte nogle relevante informationer omkring kongehuset men de holder kortene tætte indtil sig på slottet. Jeg ved ikke hvad der går for sig deroppe men det skal jeg nok snart finde ud af" sagde hun roligt og næsten kærligt til Aid. Hun lagde hovedet let tilbage på bænkens ryglæn og betragtede hendes veninde. Hun ville ikke fortælle hende at hun skulle afsted igen snart. Hun pådrog sig selv de sværeste opgaver for at skåne de andre i ordnen men det ville hun ikke fortælle Aid. Hun skulle ikke være bekymret for hende. "Fandt du nogle gode leverandøre??" spurgte hun for at få samtalen ledt lidt væk fra hende igen.

[Deleted]

Hun hørte på Jessis ord, men valgte at svare først på det spørgsmål som Jessi stillede hende. På den måde kom de ikke væk fra det som Aidaya egentlig ville snakke om. Nemlig hvad Jessi lavede i Dvasias. ”De fleste leverandøre er fra Dvasias af en eller anden grund. Hvad undrer mig. Hvorfor begynder dvasianske smede lige pludselig at sælge våben i Manjarno for?” spurgte hun undrende og nippede til sin morgendug. Uanset hvor meget Jessi prøvede, ville hun ikke være i stand til at holde Aidaya ude. Det var hun fast besluttet på! Aidaya nikkede eftertænksomt og så på Jessabelle med en rynke i panden. ”De fleste af leverandørerne talte også højlydt om situationen i Dvasias. Der er ingen der ved med sikkerhed hvad der sker inde for de fire mure.” Det var sandt. Selv dem fra Dvasias havde ikke sagt meget, som om de holdt på en hemmelighed, men det var tydeligt at selv befolkningen i Dvasias ikke vidste hvad der foregik. Hun greb med et fat i Jessis arm. ”Hvorfor snuser du sådan rundt? Hvorfor vil du indenfor bag de fire mure? Hvad er det du vil opnå?” spurgte hun med en lettere skinger stemme. Al den mystik gjorde Aidaya utryg. Og at Jessi pirkede til denne mystik og pillede lag for lag af, gjorde tingene ikke meget bedre! Hvad der ind skete inde for de mure, så kunne det ikke være noget godt. Hun tømte resten af indholdet i sit glas og stillede det på bordet, men med en lidt hidsig bevægelse som fik glasset til at dirre, før det væltede og endte på gulvet. Glasset gik itu. Aidaya rejste sig op og fór ud i baglokalet. Tony var gået om bag baren og så forundret efter Aidaya, men hun så ham ikke. I stedet fandt hun en fejebakke og styrtede ud i kroen igen. Ingen havde langt synderligt mærke til hende. Hun fejede skårene op med hidsige ryk og styrtede ud i baglokalet endnu engang og smed skårene fra sig. Da hun stod herude i fred, mærkede hun hvordan tårerne pressede sig på. Hvad var nu det? Hun mærkede frygten som sad i maven på hende. Hun var bange. Nervøs for hvad der ville ske med Jessabelle. Hvad nu hvis det hele gik galt og det Jessa som endte i en mørk kælder? Hvad skulle Aidaya så stille op? Hun tørrede hidsigt de begyndende tårer væk og gik ind i krostuen igen. Hun satte sig ved Jessis side og gemte sit ansigt ved Jessis venstre skulder. ”Undskyld,” hviskede hun i Jessabelles øre.

[Deleted]

Jessi fangede med det samme at Aid lavede samme finte på hende som hun lige havde lavet på hende. Et sted kunne man ikke lade være med at beundre hende, hun havde ændret sig meget de sidste mange år, eller måske ikke ændret sig men bare åbnet sig mere op til Jessi og det var virkelig en ting som jessi godt kunne lide. Jessabelle tænkte lidt. "Et af de steder der bliver uro først er i Manjarno fordi dette er et grænseland. Vi ligger lige mellem de stridende parter. Derfor sælger du våben til os fordi alle folk her er bange og vi føler at vi skal beskytte os" sagde hun roligt. Det var vel et eller andet sted meget logisk Manjarno var altid truet, grænselandet mellem det gode og det onde og alle følte sig usikre. Suply and demand. de købmænd var nu smarte nok. Jessi mærkede hvordan Aid greb om hendes arm, normalt var der ingen der kunne tage sådan fat i hende men Aid måtte gøre alt ved hende. Hun sad bare stille og forholdt sig roligt mens hun betragtede hendes lille udbrud. De havde vel egentlig haft dem før, Aid var bange for at der skulle ske Jessi noget og hun vidste det godt men hun kunne ikke opgive sit mål. Ikke en gang for Aid. Hun betraktede hvordan hendes veninde smadrede glasset, fik hentet en fejebakke, fejet det op, gik ud med det for så at komme tilbage med tårer i øjnene. Jessabelle sagde intet til at starte med men hørte blot hendes undskyldning og lagde armene trygt om hende. Hun trykkede Aid indtil sig og gav hende et lille kys på panden. "vi har snakket om det her så mange gange. Jeg gør det her fordi jeg er nød til det. Jeg er nød til at flå det fra hinanden. Du kender mig bedre end nogen anden, ville det ligne mig at holde op?" spurgte hun hviskende og nussede Aid stille på ryggen. Hun holdt virkelig meget af Aid, og hun ville gøre alt for hende bortset fra at opgive hævnen. Det kunne hun bare ikke. "Du må ikke være ked af det. Jeg sidder jo lige her ved dig side. Det er det eneste du skal tænke på lige nu min sødeste Aid"

[Deleted]

Aidaya hadede at give slip på Jessi gang på gang. Hun vidste jo i grunden ikke hvad der ventede derude. Hun vidste ikke om Jessi vendte tilbage igen. Hun ønskede for alt i verden, at Jessi ikke endte i et mørkt fangehul som hun selv havde siddet i så mange år. Hvis kongen i Dvasias nogensinde fik nys omkring Tenebrae Ciderint, ville dele af Manjarno blive jævnet med jorden og adskillige ville blive tortureret til døde. Den tanke skræmte Aidaya. Også selvom hun i grunden ikke vidste om tanken var sand. Hun vidste dog også at hun ikke kunne tøjle Jessi i Ityrial, selvom hun sommetider selv havde løst til at kneble Jessi og slæbe hende ned i en mørk kælder. For Jessis sikkerhed, men det var umuligt. For Jessi havde en vision, og Aidaya kunne ikke stå i vejen for Jessis vision. Mest fordi hun dybest inde bifaldt den og beundrede Jessa for hendes mod og vilje. Aidaya ville bare ønske at hun kunne være en del af det. Hun nikkede anerkendende. "Jeg har aldrig tænkt det på den led før,” sagde hun. Det gav mere og mere mening det som Jessi sagde. Hele episoden med det forbandede glas var en af de episoder hvor Aidaya allerhelst ville grave sig selv ned i et hul og aldrig se dagens lys igen. Hun viste sjældent sine følelser. Mest overfor Jessi fordi hun var den som stod Aidaya nærmest. Hendes problem var bare at hendes følelser tit flød over og af en eller anden grund skete det mest i offentligheden. Hende og Jessi kunne godt lide at sidde i deres hjørne og hviske tiske når andre var i nærheden, men Aidaya brød sig ikke om at folk så hende græde. Hun hadede det! Hun trykkede sig ind til Jessi, og glemte med et verden omkring sig. De kunne tro hvad de ville. Hun var da ligeglad. Hun vristede sig en anelse løs, så hun kunne se Jessi i øjnene. ”Tag mig med, Jessa. Du ved at jeg ønsker dette lige så meget som du! Det er uudholdeligt at blive siddende her uden at vide hvad der sker dig. Tag mig med,” bad hun. Hun vidste at Jessi ville sige nej, men Aidaya ville ikke stoppe med at spørge. Og hvis hendes plan gik som hun ønskede, ville hun snart stå ved Jessis side og pille hver eneste murbrok fra hinanden som var en del af skjoldet omkring Castle of Dark

[Deleted]

Jessi vidste godt at det måtte være svært for Aid at blive siddende tilbage men hun ville ikke tage hende med, hun kunne ikke og hun ville ikke have at der skete Aid noget. Hun smilede blidt af sin veninde, hun holdt virkelig meget af Aid og selvom Jessi havde en meget større viden omkring verdenen og havde meget mere indsigt fordi hun netop kom så meget rundt som hun gjorde det. Aids ord smilede roligt og hun lagde hovedet let på sned. Hun var så sød og uskyldig og det var en dejlig tanke et sted for Jessi havde brug for den uskyld i sit liv med al den vold hun omgav sig med normalt. "Der er så mange ting som er farligt ved Manjarno. Vi er meget udsatte og det må du aldrig glemme. Ityrial er en dejlig by men vi lever farligt" sagde Jessi stille men med et lille smil alligevel.
Jessi vidste at Aid hadede at vise sine følelser og hun reagerede som regel kun når hun var sammen med Jessi. Det var også derfor Jessi bare lod hende reagere og ventede på at hun kom tilbage til hende igen. Jessi holdt bare om hende og nussede hende på ryggen med en stille mine og ventede blot på at hun skulle begynde at snakkede igen. Hendes bønner fik Jessi til at lukke øjnene og sukke stille. Hun løftede den ene hånd og gled sig tænkende i panden. "Vi har snakket om det så mange gange Aidaya. Jeg kan ikke tage dig med. Det er for farligt for os begge. Jeg ved at du ønsker dette ligeså meget som mig men jeg kan ikke og jeg vil ikke med god vilje ud sætte dig for fare, det kan du vel nok forstå?? Ikke?" Spurgte hun stille og åbnede øjnene igen. Hun ville have det på samme måde hvis deres positioner havde været vendt om men det var de ikke og det var Jessi der lavede reglerne og hun ville ikke tage Aid med. "Det kommer ikke til at tage lang tid kæreste Aid, Jeg er snart tilbage igen. Jeg skal bare kigge lidt så der sker intet. Vi kan mødes her på kroen når jeg er tilbage igen om morgenen. Hvad siger du til den ide??" Spurgte hun blidt og opmuntrende for at prøve at få Aid til at smile.