Adventure time!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne tydeligt godt se, at hans forsøg på at forklare det hele, var noget som han kunne opgive allerede med det samme. Ikke fordi at det var noget, som han som sådan kunne gøre noget ved, om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han rystede på hovedet. Hun forstod det ikke. Og det var da tydeligt, at hun ikke gjorde det.
”Det er noget, som vi alle er født med fra naturens side af, og ej noget som skal tiltænkes som et torturredskab,” begyndte han roligt. Han var selv slet ikke i tvivl om, at hun kom fra andre vilkår, end det som han selv gjorde. Ikke fordi at det var noget, som han som sådan kunne sige noget til, for ingen kunne man sige, kom fra det samme i deres liv.. Selv han vidste, hvordan tingene hang sammen i rigtig mange tilfælde, specielt i skovene her. De ting, som hun pludselig nævnte, var noget som næsten fik ham til at væmmes, da han slet ikke gik ind for den slags! Overhovedet ikke!
”Grusomme og ikke mindst forfærdelige torturmetoder, som ej bliver brugt her i landet,” sagde han næsten kortfattet. Det vidste han da i hvert fald at kongehuset ikke just praktiserede!

[Deleted]

"Men hvad bruger man så det lys til, og hvad har det at gøre med at røre folk?"udbrød Groa næsten med det samme. Hun agtede at finde ud af hvad det var for noget lys! Og hvis det var noget der krævede at man var født... Havde hun dem så også, når hun ikke havde nogen hun stammede fra? Thranduils ærme rykkede hun i et par gange.
"Har alle dem?" Hendes greb blev dog hurtigt løsnet, som hvis hun havde brændt fingrene, og hendes stemme skrumpede i takt med at hun forsøgte at undgå øjenkontakt. Han så ikke ud til at være lige så begejstret som hende, og hun havde vidst snakket over sig.
"Uhm... Jeg har bare set nogen på en ligvogn... Og så fortalte en person mig hvorfor de så sådan ud". En ligvogn. I Dvasias. Ved siden af et par galger og en horde af underholdte tilskuere. Hun ønskede ikke at Thranduil skulle fornemme at hun var Dvasianer. Han virkede allerede slået af det hun havde sagt, og hun frygtede hvordan han ville reagere. Han var vel som enhver anden procianer. Dybt forhadt for hendes folk.
"Jeg var på gennemrejse med nogen landevejsriddere..." Hun sank en klump og skyndte sig at tilføje "Det var ikke rart" men egentlig var hun nysgerrig, og det hujede hende ikke. Pludselig var lyset ikke så vigtigt længere. Hun ønskede bare at hun kunne fange sine ord og sluge dem tilbage igen.
"Jeg har det ikke så godt..." hviskede hun lavt. Det havde virket til at få ham på andre tanker før, men nu?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde tydeligvis grebet denne sag helt forkert an. Han skule tydeligvis tage Groa for at være et barn, som kun lige var ved at snuse til omverdenen omkring hende, og det var faktisk svært for ham, hvis han nu selv skulle sige det.. Det var den slags ting, som var så.. fjerne for ham, i og med, at han havde levet det liv som han nu havde gjort igennem mange år.
”Du misforstår mig, Groa. Det er ikke menneskelig lys, men derimod menneskelig lyst,” fortsatte han igen. Han rystede let på hovedet. Han var ikke engang sikker på, at han ville være den rette til at forklare hende, hvad det egentlig var for noget, selvom han virkelig gerne ville, men sådan som hun levede i sin egen lille boble, så vidste han ikke, om han ville være den rigtige til at sprænge den, og faktisk forklare hende, hvad det var for en verden hun levede i.
”Alt levende har det,” sagde han roligt. Det var hans opfattelse af tingene i hvert fald, og til nu, havde han ikke mødt et væsen, som ikke havde det. Han vendte blikket mod hende. ”Det er menneskeligt at være nysgerrig.. Som det er menneskeligt at føle behag, tryghed, glæde, sorg og vrede,” tilføjede han roligt i håbet om, at det hjalp hende lidt. Det virkede da til, at dette var et helt andet end hvad hun tænkte på. Da hun nævnte ligvognen, kunne han næsten gætte sig til at det var Dvasias, for massemord i den forstand, fandt slet ikke frem til Procias. Med andre ord, så havde hun været i Dvasias.
”Du har været vidt omkring, kære Groa.. Læg dig ned og hvil dig nu..” opfordrede han hende endnu en gang, da det denne gang var ham, som tog fat omkring hende, selvom det var med et blidt tag, kun for at føre hende til sofaen. Nu var rollerne igen byttet om, og han ville have hende til at blive liggende denne gang.

[Deleted]

Groa lod sig føre hen til sofaen igen og ned at ligge. Af og til kom hun med nogle små protesterende "Men, jamen, jeg" Hun spændte i sine arme indtil hun til sidst lod sig synke sammen. Materialet varmede let under hende i forhold til den hullede, grå kjole, og til sidst følte hun sig døsig.
"Men... Sire, jeg har ej lyst til at hvile." Hendes tynde hånd greb fat om hans, og hun gjorde mine til at sætte sig op igen.
"Som når man har lyst til mad? Hvad har De lyst til?" spurgte hun med et søvndrukkent smil. Hun gled sine fingerspidser hen over hans håndryg og strakte den anden op i er forsøg på at glide sin pegefinger over hans læber..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil valgte denne gang at være mere fast i det, end det som han plejede at være, for hun havde da brug for at hvile. Hun havde allerede nu, oplevet mere på en dag, end hvad hun tilsyneladende lige kunne rumme.
”Du har brug for at hvile og slappe af. Meget har hændt dig på en dag,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Hun havde vel næppe regnet med, at skulle få lov til at se stedet her og komme med ham hjem? Uanset hvad, så skulle han jo stadig finde ud af, om det han havde gjort, var en god eller en skidt ting, men det fandt han vel ud af på et eller andet tidspunkt? Han vendte de grønne øjne roligt mod hende, da hun tog fat omkring hans hånd. Han trykkede let omkring hendes hånd i retur.
”Som man kan have lyst til mad, kan man også ønske og lyste at have en i sin nærhed.. Helt tæt på.. At holde om en.. at mærke dem, føle deres kærtegn og det som er tættere på end det,” sagde han med en rolig stemme. Måske at det hjalp hende en smule?

[Deleted]

”Sooom… En form for gestus?” Groa tyggede tænksomt på sin fingerspids. Al kamp om at sætte sig væk var forsvundet. Hun koncentrerede sig for meget om hvad Thranduil sagde, og i processen lagde hun øjnene på klem og vendte sig om på maven hvor hun vrikkede lidt frem og tilbage.
”Som når man hilser på folk for at være høflig.” Hun kørte sine hænder igennem en lok af hendes hvide manke, og når dette ikke var interessant mere greb hun fat i Thranduils hånd igen og begyndt at ’ælte’ de forskellige muskler i hans håndflade.
”Jeg elsker mad. Alt mad! Er det så også alle man har lyst til at holde om på den måde?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det virkede i det mindste, som om at de var på vej ind mod det rette, og noget som Thranduil kunne stå inde for, også selvom hun stadig ramte lidt ved siden af.
”Det er en måde at fremstille det på, ja,” sagde han med en rolig stemme. Han lod hende roligt sidde med sin hånd i sin. Hvis det var noget som fik hende til at blive liggende i sofaen, så var det uden tvivl noget, som faktisk passede ham selv ganske fint, hvis han nu selv skulle sige det. Han lod blikket falde lidt. Tænkende.
”Det kan forekomme, at man har lyst til en ganske særlig ting.. Ikke brød.. ikke vand.. men noget andet, og kun den ene ting. Sådan er den menneskelige lyst. Det er kun en, som man ønsker at holde helt tæt, og at gøre det med en anden, føles ikke rigtigt i den forstand,” forsøgte han roligt. Hvis det nu var noget, som ville hjælpe hende bare en smule.

[Deleted]

Groa hvilede sit hoved i sin hånd.
”Så hvis man kan lide personen, så vil man gerne gøre det med den person. Er det normalt?” Hendes lavendelblå blik blev atter en anelse fjernt. Hun studerede loftsbjælkerne i det lille lune bo og hev Thranduils kappe over sin krop.
”Hvor ved man fra at det er den person man har lyst til? Er det altid kun den person?” Hun strøg ham et par gange over håndryggen og nappede ham så blidt i pegefingeren mens hendes øjne mødte hans safirgrønne, og det undrede hende om hun nogensinde havde haft denne fornemmelse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil måtte bare lære, at han måtte være overbærende for den unge Groa.. Det var tilsyneladende ikke fordi, at han havde særlig meget andet af et valg, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt i hendes retning endnu en gang, og med det samme stille smil på læben.
”Det er en del af det menneskelige ved livet, Groa.. Hvis man virkelig føler sig komfortabel med modparten, så kan man få det.. behov for at være med den person,” istemte han. Han vidste, at han var nødt til at tænke meget over hans måde at formulere det på. At han så gav sig til nærmest at gumle på hans finger, fik ham til at trække hånden bare en smule til sig igen, for det ville han altså ikke have. Der var grænser for hvad han selv accepterede at blive udsat for. Han skulle virkelig se på hende, som var hun et barn.
”Det er ikke nødvendigvis kun den person.. Det kan man føle, også når man er omkring andre. Jeg har ikke været ved nogen siden min afdøde hustru, Groa og derfor markerer jeg grænsen der.. Du vækker det i mig,” fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Thranduils reaktion til hendes nap fik Groav til at grine ganske upåvirket. Hun slap hans hånd og rullede om på ryggen hvor hun viftede sit ene ben frem og tilbage.
"De er fjollet, sire!"
Hun rullede rundt igen og fik sat sig op, på udkig efter et materiale hun kunne pille ved i stedet for Thranduils hånd, der nu ikke var interessant længere. I sin lomme fandt hun et bundt lædersnore som hun rullede sammen til en klump.
"Jeg forstår. Men hvis det er en god ting bliver jeg da bare gerne ved!" udbrød Groa med et stort optimistisk smil. Hun forstod hvad han sagde, men omfanget af at hun vækkede lysten i ham og konsekvensen der af lod hende til at gå forbi. Hun grinte igen, dryssede noget pulver fra en lerkrukke i sin lomme på læderet og kylede det ud i luften. Bundtet efterlod en sky af skinnende støv, og i det næste øjeblik fløj en flagermus rundt i stuen hvor læderet før havde været. Hun gjorde mine til at nærme sig Thranduil igen og greb ud efter ham.
"Skal jeg massere Dem igen?"
Flagermusen styrtede ned mod gulvet og blev atter til pulver da den kolliderede med det. Groa greb i mellemtiden ud efter Thranduil og forsøgte på at omfavne hans krop.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forsøgte virkelig at forklare det på så barnligt et niveau, som det var ham overhovedet muligt, selvom det var tydeligt, at det da ikke helt ville, som det han meget gerne ville have det til, og det var selvfølgelig en tanke, som uden tvivl virkelig måtte gå ham på. Som det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege, at det ikke var noget, som han ønskede, at hun skulle fortsætte med.
”Fjollet?” gentog han nærmest uforstående, da det var noget af det sidste, som han ønskede at blive betegnet som. I det store og hele, så var det bare vigtigt for ham, at tingene var som de altid havde været, selvom det var tydeligt, ikke var sådan at det blev. At hun så derimod ville fortsætte fra hvor hun slap, var noget som fik ham til at bide tænderne en anelse sammen, for det var bestemt heller ikke hensigten med noget af dette! Han rystede let på hovedet.
”Jeg tror ikke, det er en særlig g..” Han tav, da hun begyndte at kaste rundt med støv, og inden længe, så fløj en flagermus rundt i hans lille stue. Hun kunne magi? Hun var uden tvivl et yderst mærkværdigt væsen, og et væsen, som i hans optik, slet ikke gav mening. Han blinkede med øjnene, inden han vendte blikket mod hende igen. Han sukkede let.
”Skuldrene.. Kun skuldrene,” sagde han endeligt. Det kunne være, at det kunne afgrænse det bare en smule, også for hans skyld måske? Det ville uden tvivl passe ham ekstremt fint!

[Deleted]

Der blev nikket ivrigt fra Groas side. ”Fjollet!” grinte hun istemmende uden videre uddybelse, eller tilføjelse. Hun rødmede svagt og strøg sine hænder langs hans nakke og skulderblade. Hendes hænder holdt stille, og hun undslap et dybt suk. I stedet for at massere elveren slog hun armene om hans hals og hang sig der. Hendes kind trykkede hun ind mod hans og gav sig til at nulre den imod.
”Hej!” Groa smilte stort og begyndte at vugge ham fra side til side.
”Kunne De lide min flyvemu’?” Skønt det endnu ikke fyldte så meget var hendes bryst trykket op af hans ryg, og hun bevægede sig så at hørstoffet på hendes kjole blev krøllet rundt.
”Måske er De syg. Bare en lille smule.” Groa lagde sin hånd op på Thranduils pande. ”Thi for længe siden da jeg var sammen med nogle sigøjnere rørte en kvinde ved en af mændene. Et par dage efter blev han bleg, hans hud blev blålig og så begyndte hans lemmer at falde af. Måske smittede hun ham med naturlig lyst! Men bare rolig: Hvis jeg nu holder på Dem er der ikke noget der falder af.”
Hun kunne lide den nærkontakt hun havde med Thranduil og aede ham fra panden, bagover hans hår.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde virkelig svært ved Groa, også selvom han for denne omgang bare lod det passere. Han var bare ikke vant til denne form for.. barnlige opførsel. Fjollet? Det var bestemt ikke den daglige term eller talesprog, som han selv praktiserede, men det var vel bare.. det som hun kunne? At hun så derimod kastede sig om hans hals, i stedet for at massere ham, som hun nu havde fået lov til, stivnede han let. Hans øjne sprang nærmest op, som han sad og stirrede frem for sig. Han vidste, at hun intet ondt ville gøre.. det var bare en fornemmelse, som han havde.
”Din flyvemu’?” gentog han sigende. Han hævede hånden og lagde den om hendes håndled, selvom han ikke gjorde noget yderligere end det. Hånden som pludselig endte mod hans pande, tvang nærmest en anelse bagud. Selvom det ikke gjorde ham noget, så følte han sig slet ikke truet eller noget i den stil. Hun var bare mere frembrusende, end det som man kunne sige, at han lige var vant til i denne forstand.
”Jeg er ikke syg..” Han tav igen ved hendes mindre forklaring. Hun havde da tydeligt allerede set frygtelig, frygtelig meget heromkring, og han var faktisk imponeret over det.. men også det faktum, at hun ikke kunne trække parallellerne fra det ene og over i det andet.
”Snarere tror jeg, at den mand blev straffet for sin lyst,” sagde han endeligt. Han slappede faktisk af, når hun sad sådan med ham. Det føles.. underligt, men dog rigtig godt.

[Deleted]

”Men De har selv sagt at det ikke er forkert. Hvorfor skulle han så straffes? De sagde også lige at det er forkert at straffe folk. I fangekældre kan folks hænder også falde af. Faktisk kan ret så mange ting falde af folk i fangekamre!” Groas tale gled hen i en mumlen, og man kunne fristes til at tro at hun egentlig førte en diskussion og konkluderende debat med sig selv. Da Thranduil nævnte den flagermus som før hvinede rundt i hans stue levede hun op med et sæt, og der kom små lys i hendes øjne.
”Flagermu’. Det er det man kalder dem. Så De den slet ikke? ” nikkede Groa meget overbevist om at hun havde ret.
”Normale mu’er lever på jorden, og katte kan lide at spise dem. De burde de, altså, vide! De her flapser rundt i luften. Jeg kan lave forskellige ting ligesom den der.”
Hun nikkede eftertænksomt hen mod bunken af lædersnore.
”Men de holder ikke så længe. Den her gik væk da den kolliderede med jorden. Jeg kan ikke opretholde dem over længere tid. De eksisterer, men kun inde for et vidst rum, og så er de ting jeg laver væk – forsvundet, som om de aldrig har været der. Jeg prøvede engang at indblande rigtige dyr: En frø. Det gik ikke godt. Jeg tror den var i meget smerte, og jeg kunne ikke gøre det om.”
Groa fortsatte med at hænge og vugge op af Thranduils muskuløse ryg. Et teatralsk suk og hun hvilede sin kind mod hans skulder. Når nu han ikke gjorde yderligere modstand agtede hun ikke bare lige at stoppe. Hun havde trods alt så meget lettere ved at nå ham, når han sad ved hendes siden.
”Stakkels, stakkels frø. Nu ved jeg ikke hvor den er. Den nåede at springe væk. Det var til en lille pige. Hun ønskede sig en lillebror. Det blev en forfærdelig vanskabning, og hun blev ikke glad. Den slags magi er meget kompleks. Jeg er et fjols. Det siger folk meget. Jeg skulle ikke have prøvet, men hendes øjne var bedende. Mange ting bliver farligt, hvis man bliver ramt af nidkærhed og skinsyge.”
Thranduils hår lignede spundet guld, eller stjernestøv. Hans hud virkede vejrbidt, men stadig utroligt blød i forhold til mennesker, og hun nød det. Hun begravede sit ansigt i hans hår og forsøgte diskret at indånde hans duft, og det fik hende til at sukke dybt inden hun gled en anelse ned af ham.
”Men jeg føler mig ej som et fjols. Ej hellere synes jeg om at folk tror jeg er, men jeg kludrer så meget i det, når jeg vil vise alt andet. Og så bliver jeg fjolset uden at være det fra begyndelsen.”
Hun tav et øjeblik, da et nedtrykt udtryk bredte sig i hendes øjne.
”Men… Det er vel nok derfor jeg er så god til at gøgle. Jeg er allerede narren i sandhed. Den der får folket til at le og underholder med et smil uanset hvordan det ser ud...”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil skulle lige finde ud af det hele, også fordi at Groa gjorde det langt mere besværligt end hvad det var i forvejen. Han trak vejret dybt.
”Jeg ved godt, at det kan lyde yderst indviklet, Groa, men det kan hænde, at den lyst, som et menneske føler, er bandlyst, og direkte forbudt,” forsøgte han videre at forklare hende. Selvom han vidste, at det kunne være svært at forstå, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev siddende fuldstændig stille med hende nærmest hængende om halsen og med hånden mod hans pande, når hun strøg ham over håret. Det føles.. rart et eller andet sted.
”Jo, jeg så dem godt,” tilføjede han hurtigt. De flagermus havde han skam set, også fordi, at han ikke var mental forberedt på at få lov til at se. Sådan som hun fortsatte med at vugge med ham, måtte han alligevel slappe en anelse af, for han kunne jo faktisk godt lide det, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig.
”Jeg ved ikke hvad du er, eller hvor du kommer fra, men meget af det, som du præsterer overfor mig, er ej det typiske for hvad man finder her i landet.. Det er unikt, Groa.. Og derfor er du nødt til at passe på med hvad du viser folk..” Han slap roligt hendes arm igen, da han egentlig bare faldt til rette i hendes arme på denne her måde, for det føles faktisk utrolig godt, selv for ham, hvis han nu selv skulle sige det. Som hun sank mere og mere ned i sofaen, tvang hun nærmest ham til at sænke ned bag ved hende også. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Han var slet ikke vant til at sidde sådan her med folk, og han kunne så sandelig godt mærke det, for han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv!
”Jeg er temmelig sikker på, at du kan præstere mere end hvad du viser mig,” afsluttede han så endeligt.