Adventure time!

[Deleted]

Hvile. Hun måtte hvile. Hun lukkede sine øjne kort og puttede sig yderligere i hans kappe.
…
Men at hvile var sværere end som så, og Groa åbnede sit øje på klem for at se op på ham. Hun møvede og muldvarpede sig rundt, og hun kunne slet ikke slappe af, så hun konkluderede at hun lige så godt kunne lade være med at prøve. Med en hurtig bevægelse fik hun skubbet sig op at sidde og kravlede så op på Thranduils skød. Fra sin nye erobring strakte hun sin hals og kiggede op over hans brede skuldre. Hun skubbede sin kind flad mod hans brystkasse og spejdede over mod den bogreol hun før havde saboteret og den tykke uforståelige bog ude et sted mellem køkken og stue. At han havde fat i hendes ene hånd huede hende ikke. Hun fortsatte bare med at røre ved ham med den hun havde fri. Denne gang gik det ud over hans hår, som hun kørte sine fingerspidser igennem, men hendes opmærksomhed lod ikke til at forlade de mange skrifter. Langsomt begyndte hun at rokke frem og tilbage mens hun nynnede en tilfældig melodi.
”De, Sire, hvad handler Deres bøger om? Jeg kan ikke selv se det. De så meget spændende spøjse ud. De virker til at læse meget”. Smilte Groa. Hun satte sig mere til rette, eller det ville sige i forhold til hende selv. Hun foldede sine lår om på siderne af hans hofter og placerede så sin ene hånd på hans skulder. Et lavt grin, som hvis hun havde planlagt unoder undslap hende. Blidt kørte hun et par af hans lokker om bag hans øre, hun førte sit ansigt tættere på, som hvis hun ville fortælle ham noget hemmeligt og fortsatte med at nynne sin melodi, men i stedet slog hun sin arm om hans hals og nappede blidt i hans ørespids.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

I det korte øjeblik hvor Groa lå stille, kunne Thranduil slappe af, og det føles faktisk rart, selv for ham. At det jo så var hurtigt overstået, da hun nærmest måtte opgive det, var noget som et sted gik ham lidt på. Han stivnede voldsomt, da hun pludselig endte i hans skød, for det i sig selv, var ikke noget som han havde set komme. Han vendte blikket mod hende. Som hun tydeligt henvendte sig til hans bøger, måtte han vende blikket mod dem. Han havde virkelig mange forskellige slags, hvis han selv skulle sige det.
”Jeg har bøger som indeholder viden om mange ting. Historie som til eventyr, som jeg kan lide at fortælle de yngre, som kan bringe det videre. Information anser jeg som en meget vigtig ting,” forklarede han med en rolig stemme. At hun så nærmest skulle møve rundt på ham, var noget som fik ham til at sidde lettere stiv. Han havde ikke været tæt på en kvinde, stort set siden han havde mistet sin kone i respekten for hende, for han havde ikke fået sig selv til at være tæt på nogen siden. Lige hvad Groa havde gang i, kunne han ikke rigtigt finde ud af.. hun virkede bare mere barnlig, og så alligevel ikke.. Dyrisk og så alligevel ikke, og det gjorde ham jo nysgerrig. En nysgerrighed, som han ikke havde mærket sig af igennem rigtig mange år. Da hun kravlede over ham, og begyndte at bide ham i øreflipperne, begyndte hans krop at sitre voldsomt, for det var ikke lige noget, som han havde set komme. Slet ikke. Kroppen reagerede tydeligt.. Det var jo en form for behandling, som han ikke havde oplevet i ørevis. Han klemte øjnene let sammen. Han kunne ikke.. Ikke sådan. Han rystede på hovedet.
”Groa.. Stop, er du så venlig,” bad han. Han tog mere fat om hende, for at få hende skubbet af sig, varsomt, og ned i sofaen, idet han rejste sig. Det satte ting i gang, som han slet ikke ville have sat i gang!

[Deleted]

Lidt forskellige følelser kom frem i Groa, da Thranduil skubbede hende ned af sig. Først var hun forvirret, så var hun ganske fornærmet, så rejste han sig og gik væk fra hende, og så kiggede hun ganske foruroliget på ham. Måske var han vred på hende.
”Hvad er der galt? Har jeg gjort noget forkert?” Langsomt kravlede hun hen til kanten af sofaen og trådte hen imod ham for at eliminere den distance han forsøgte at skabe. Hans krop rystede, og Groa forstod lige så lidt af hvad den forsøgte at sige, som Thranduil forstod hende. Hvis det var hendes skyld at han følte ubehag blev hun nød til at hjælpe ham! Hun var dybt bekymret og agtede at trøste ham. Hun rakte ud efter ham og forsøgte at stryge sin hånd ned langs hans kind og brystkasse.
”De er jo syg! Har De nogen smerter? Kom nu lige her. Stå stille! Jeg er virkelig ked af det! Tilgiv mig.” Hurtigt og gentagne gange forsøgte hun at gribe ud efter ham og omfavne, samt nusse ham, og på den færd trådte hun stadig tættere på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele blev for nært, og det hele blev for intimt for Thranduil, at han ganske enkelt, havde brug for at trække sig væk fra hende. Det var skam ikke fordi, at hun som sådan havde gjort noget forkert, for det havde hun ikke. Det var bare hans krop som reagerede, og han tvivlede stærkt på, at hun vidste, hvad hun egentlig havde gjort. Han rystede på hovedet. Det var slet ikke sådan, at det skulle forstås.
”Du har ikke gjort noget forkert, Groa,” lovede Thranduil med en rolig stemme, selv på trods af den skælvende krop, som han ikke direkte kunne gøre alverdens med. Han bed tænderne let sammen og vendte sig mod bogreolen, da han så at hun rejste sig. Et sted, så var det ment som en afvisning, for han ville ikke have, at hun skulle røre ved ham, eller komme så tæt på ham, selvom hun da tydeligt gjorde det alligevel. Hånden mod hans kind, kunne han leve med, men alt det andet var virkelig en tand for meget, selv for hans vedkommende. Han knyttede den ene næve, kun for at vende blikket mod hendes skikkelse igen.
”Groa…” Mere nåede han ikke at sige, før hun havde taget fat om ham igen. Hun havde vækket gamle følelser, som havde ligget på is, igennem de sidste rigtig mange år, og nu var det som om at det hele bare eksploderede på en gang.
”Du.. gør noget ved mig, du ikke burde gøre, ved at røre ved mig på den måde. Du er nødt til at slippe..” Hans ord var en kende mere sammenbidt, end det som de havde været til nu, men det var jo heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved. Han forsøgte bare så godt, som det han nu kunne.

[Deleted]

”Jeg gør ikke noget! Hvorfor, hvis jeg intet gør galt, hvorFOR skal jeg så slippe Dem?” udbrød Groa trodsigt. I stedet for at slippe herren fra sit favntag borede hun blot sine negle ind i hans klæder og kiggede sørgmodigt op på ham. Hun følte sig såret. Noget effekt havde det da, for hun holdt op med at stryge sine hænder op af hans hud og krop.
”De er ikke rask. Kom, lad mig hjælpe Dem. Det er det mindste jeg kan gøre for alt det de har gjort for mig i dag. Kom, læg Dem på sofaen.” Kort efter Groas opfordring begyndte hun at hive i Thranduil for at få ham tilbage mod sofaen, men han var så meget større end hendes spinkle krop, og hun syntes ikke at komme så mange steder end der hvor han valgte at stå.
”Jeg kan give Dem noget at drikke, eller massage. De er jo helt spændt!” Langsomt kørte hun sine fingerspidser i cirkler langs hans skuldre og tilføjede et forsigtigt smil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil prustede tungt ud.. Det var ikke fordi, at det var en nem tilværelse lige nu. Han havde ikke gjort denne slags i frygtelig mange år, og det at være nogen kvinde tæt, havde han bestemt heller ikke været. Han knyttede næverne, som det synes at Groa nægtede at give slip på ham. Det var ikke ligefrem noget som gjorde situationen bedre for ham. Han følte sig trængt op i en krog, og fornemmelsen af det, var næsten uhyggelig behagelig.
”Du har ej gjort noget forkert, bare slip mig..” forsøgte han igen, selvom det var tydeligt, at hun havde intentioner om helt andre ting. Det var jo ikke fordi at han var syg eller noget, men ganske enkelt fordi, at hun vækkede ting i ham, som slet ikke skulle vækkes, og da bestemt heller ikke på denne her måde. Han vendte blikket stille ned mod hende. Han valgte dog alligevel at gå med.. Hun virkede nu meget ihærdig efter at få ham ned at ligge i den bløde sofa.
”Okay, jeg skal nok lægge mig ned.. Jeg har det ellers fint, Groa…” forsikrede han hende, inden han søgte hen til sofaen og lagde sig ned. Det ville jo ikke rigtigt hjælpe ellers. Det som hjalp var at hun holdt op med at røre sådan ved ham, for det satte alt mulig i gang, som det bare ikke skulle sætte i gang! At hun så startede en massage af ham, var da noget, som han til dels kunne leve med, måtte han sige.. Det var da en ting om ikke andet.
”Massage er fint nok, og så ikke mere end det..” Han forsøgte at lægge sig til rette, så hun kunne komme ordentlig til.. Det var da en anden form for berøring, og han var jo faktisk noget anspændt.

[Deleted]

”Jeg formår virkelig ikke at forstå hvad de mener, sire. Hvad mere skulle jeg gøre?” spurgte Groa idet hun satte sig ved hans side og grinte.
”Se, var det virkelig så besværligt?” Hun blinkede til ham og dvælede kort ved hans grønne øjne, inden hun snoede sin hvide manke over skulderen og klappede ham på hovedet, som havde elvermanden været en hvalp der havde lystret ordrer. Thranduils kappe lagde hun ved sin side. Som om intet var hændt begyndte hun at nynne igen. Hun startede med at nuldre fingerspidserne i hans hovedbund og tindinger. Melodien var en vuggevise hun havde overhørt en mor synge for sit barn når det græd, og skønt Thranduil var en ældre herre ønskede hun blot at få ham på andre tanker end det hun havde forårsaget hos ham. Sine håndflader strøg Groa langs hans brystkasse, og hun beundrede i stilhed hans muskulatur.
”Det er en sigøjnerkvinde der har lært mig det. Kommer De ofte ud fra Procias mure, eller denne skov? Der er virkelig meget at se, skønt det ikke er alle bekendtskaber der er værd at samle på. Det ville være lettere hvis ikke de bar deres klæder” foreslog hun med et smil, som om det var mest naturlige i verden. Rytmisk gled hendes hænder om bag hans skuldre, hvor hun begyndte at gnide sine håndflader frem og tilbage.
”Jeg rører Dem også nu. Hvordan kan man røre forkert?” Hun nærmede sit ansigt en anelse imod hans i en afventende attitude. Snart kradsede hun ham blidt ned langs maven og endte sine hænder ved hans lår. Der hun holdt dem stille for en kort stund. Hendes ansigt nærmedes hans kind indtil luften imellem dem var væk, og hendes læber blidt strøg over hans hud i et kindkys.
”De er morsom, sire. Er De sikker på at det ej er Dem der bør hvile?” Hænderne der før havde fundet ro begyndte at klemme og gnide hans lårmuskler, som havde de deres eget liv uafhængigt af hendes opmærksomhed. Hun førte begge hen på Thranduils ene lårben, og hvor de før havde været på ydersiden af hver muskel trykkede hun nu sin ene håndflade imod hans inderlår og kørte blidt sine negle imod stoffet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde virkelig svært ved hendes mange berøringer, også fordi at det satte tanker og ting i gang i ham, som slet ikke burde ske, og da slet ikke på den her måde. Desuden så tvivlede han da stærkt på, at det var tanker og ting, som hun gjorde bevidst, da hun virkede meget.. barnlig og umoden af den natur, til at det var noget som hun kunne tænke på. Han bed tænderne kraftigt sammen endnu en gang. Kroppen havde reageret, og pladsen var trang, selvom det slet ikke var noget som han havde lyst til at kommentere for hende, om han kunne blive fri naturligvis.
”Nej.. det var ikke så besværligt,” modargumenterede han med en rolig stemme. At komme hen og lægge sig på sofaen, og med den massage, som hun tilsyneladende også ønskede at skænke ham, så kunne han da ligge, så hun ikke kunne genere ham mere på den anden front, for den var da tydeligt påvirket i forvejen. Han smilede svagt til hende. Hun skulle jo heller ikke ligefrem have fornemmelsen af, at hun havde gjort noget forkert, for det var bestemt ikke hendes skyld, at hans krop reagerede på den måde, som den gjorde. Hendes nynnen gjorde ham afslappet, og da hun tog fat i hans hovedbund og tindinger, var det nærmest noget som indbød ham til at slappe af.
”Jeg kommer sjældent ud af skoven her, dog selvom jeg ved, at der er meget derude at se, så vækker det ingen interesse for mig..” forklarede han. Han lukkede øjnene. At nogen kunne være så uvidende om det, som man kunne sætte i et andet individ ved en enkelt berøring, havde han uden tvivl svært ved at forstå. At hun arbejdede sig ned af hans krop, var heller ikke just noget som gjorde sagen mere behagelig for ham, men derimod kun fik det til at dunke mere fast i hans krop med en følelse, som han ikke havde oplevet i rigtig mange år.
”Fordi… du kommer for tæt på…og ind på et område, som du slet ikke burde være ved,” forsøgte han at forklare hende. At hun nåede hans lårmuskler, som selv var temmelig tæt på hans skød, var noget som han godt kunne mærke. Han rystede igen på hovedet og satte sig op. Igen var hun alt for tæt på!
”Jeg er ikke ude på, at fornærme dig, Groa, men det der.. det får mig ikke til at slappe af,” undskyldte han. Hun havde intet forkert gjort, men for ham, var det bare for tæt på.

[Deleted]

”Gør jeg? Burde jeg ikke?” Groa smilte uskyldigt og tiltede sit hoved, som var hele situationen blot en leg. Hun fniste lavt med et spørgende udtryk malet over sit lille ansigt. Meget vel nikkede hun forstående, men i sandhed forstod hun ikke noget som helst. Thranduil så dog ud til at gøre sig umage med et eller andet, så hun ville lade som om. Han satte sig op, og hun greb fat i hans overarm med begge sine hænder, for hun ønskede ikke at han skulle forlade hende. På den begyndte hun at tegne cirkler over stoffet og hans hud, med sin fingerspids, mens hun skævede tænksomt ud til siden.
”Virkelig? Det beklager jeg yderst meget. Måske er de i stykker” foreslog Groa. Hun følte en lyst til at strejke sig, men ville ikke slippe sit greb i ham, så hun gabte og svajede bag ud i ryggen et par gange med lukkede øjne, og hendes bryst blev skubbet frem.
”Er de sikker på at jeg ej kan hjælpe dem med noget?” spurgte hun endelig, idet hun begyndte at glide sine håndflader og negle op og ned langs musklerne på hans arm, så stoffet krattede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele var allerede sat i gang ved Thranduil, og han brød sig bestemt heller ikke om den tanke, selvom der nu heller ikke var noget, som han kunne gøre ved det af den grund. Han prustede tungt og rystede på hovedet. Det var jo ikke fordi at hun havde gjort noget forkert, for der var ikke noget galt i at handle og røre ved andre på den måde, bare ikke nogen, som man lige havde lært at kende, og da slet ikke sådan. Han nikkede. Hun havde virkelig bevæget sig ind på et område, som hun slet ikke burde.
”På det område, så burde du ikke..” istemte han med en rolig stemme, næsten som var det i håbet om, at det ville få hende til at forstå bare en smule. Pladsen var trang.. hun fortsatte kun med at pirre det i ham, som ikke havde været pirret igennem rigtig mange år, og han kunne slet ikke have med det at gøre lige nu. Det fik ham til at tænke på hans hustru.. den eneste, som til nu havde fået lov til at røre ved ham på den måde. Hun gjorde det ikke med vilje, og det var også grunden til at han ikke reagerede mere voldsomt, end det som han havde gjort til nu. At hun så fortsatte, og skød brystet frem og det hele, var ikke særlig.. elvisk, kunne man sige, men han forstod sig på sproget som hun udviste.
”I den forstand, kan vi ikke gå i stykker, Groa.. Du prikker og berører bare noget, som ikke er blevet berørt i årevis. Det er mig overvældende.” Som hun fortsatte med at berøre hans muskler, satte det kun den tydelige sitren i ham. Han endte med at tage omkring hendes håndled, for at få hende til at stoppe.
”Og derfor beder jeg dig endnu en gang.. om at stoppe,” påpegede han.

[Deleted]

Og Thranduils hænder greb endelig fat i Groas håndled. Hendes lille størrelse og svage styrke gjorde det ikke til nogen større opgave. Det føltes som om hun havde fået reb bundet om sig, og hun spærrede øjnene op af forskrækkelse, mens hun rykkede kraftigt bagud med kroppen. Hendes mimik sagde det hele. Hun kunne stadig ikke forstå hvad der skete og den ekstase hans krop svarede på. Hun klynkede ængsteligt og kiggede sørgmodigt op på ham. Groas krop begyndte at ryste, men ikke af behag og lyst, nok nærmere noget der mindede om frygt. Hun forstod ikke linjen imellem at være for frembrussende og at distancere sig. Det ene øjeblik bød han hende ind i sit hjem, det næste ønskede han at hun lod være?
”Undskyld! Jeg er ked af det. Hvis min tilstedeværelse ikke behager Dem skal jeg nok drage bort. Jeg ønsker ej at forvolde Dem dårligdomme. Har jeg været meget slem?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil var skaden allerede sket, og det var en tanke som faktisk irriterede ham et sted. Det var første gang i årevis, at han mærkede det på den måde, og han måtte jo bare forsøge at skjule det, og glemme det igen, og helst gerne så hurtigt som muligt. Hun misforstod ham da tydeligt.. Det var jo ikke fordi, at han ønskede at skubbe hende fra sig, nu hvor han selv havde valgt at invitere hende indenfor, men dette var bare en grænse, som han ikke ønskede, at hun skulle have lov til at skride ved ham.
”Jeg har gjort dig ondt,” kommenterede han roligt. Sådan som hun rystede, så kunne det da næppe være noget positivt. I det store og hele, så havde det aldrig nogensinde været hans intentioner at gøre hende ked af det eller noget lignende, men han ønskede derimod, at hun skulle forstå, at han ikke ville have, at hun skulle komme så tæt på, og det var skam ikke fordi at det var hende, men fordi at det hun havde gjort noget forkert, men det var bare hans grænse, som man ikke skulle overskride.
”Prøv at lyt, og lyt godt til hvad jeg siger, Groa.. Du har intet gjort forkert. Det er bare for tæt på mig.. Så tæt har ingen rørt mig i mange år.. Det.. gør noget ved folk,” forsøgte han. Hun skulle vel næsten have den på børnestadiet.

[Deleted]

Der blev nikket meget langsomt, men Groa sagde intet. Hun vendte blot siden af sit ansigt til ham og kiggede ned i jorden. Hun følte sig fanget, og at stemningen var blevet trykket i sådan en grad at hun fandt det mere behageligt at kigge ind i loftet og vægen, end ind i hans skovgrønne øjne. Hun skød underlæben en anelse frem og endte så endeligt med at løfte sin næse en anelse i sky.
”Hvad gør det så ved folk? Det er sært!” snappede hun betuttet med en lille stemme. Det var behageligt for hende at røre ved ham og hun havde egentlig ikke lyst til at stoppe igen. Det gjorde et eller andet væk hende, så det passede hende aldeles ikke. Hun var tvunget til at vende fronten imod ham, for han holdt stadig fast om hendes håndled, men det var ikke ensbetydende med at hun havde tænkt sig at kigge på ham.
”Hvorledes?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke meget for at skulle afvise Groa, men hun var nødt til at lære, at selv han havde en grænse, som man bare ikke skulle passere, og det var skam ikke fordi, at det havde noget med hende at gøre, men simpelthen fordi, at det var for tæt på ham, og mere end det som han lige kunne tackle. Det var.. virkelig slemt, når man ikke havde været for tæt på nogen igennem rigtig, rigtig mange år.
”Det er menneskeligt, Groa. Jeg har ej noget imod, at du er her, men du skal bare ikke røre ved mig på den måde,” forsikrede han hende endnu en gang. At hun så derimod gerne ville vide hvad det gjorde, var en meget intim ting, og det vidste han jo godt. Han rystede let på hovedet og vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Sådan noget var nemmere at vide, men han ville ikke stå der og smide bukserne overfor en fremmed. Skaden var jo allerede sket og han kunne jo mærke det, og det var noget som helt klart vakte en tydelig frustration for ham.
”Hvor meget ved du om menneskelig lyst?” spurgte han denne gang mere direkte. Så måtte hun jo afgøre for ham, hvor meget han skulle fortælle hende. Måske det kunne være, at det kortlagde bare lidt om hvad det gjorde ved ham, hvis hun kunne tænke rationelt nok?

[Deleted]

"Menneskeligt ly-lys?" Groa gjorde store øjne og kiggede forbavset op på ham.
"Det lyder meget ubehageligt. Er det en torturmetode der benyttes på slotte?" Faktisk blev hun så undrende at hun glemte at være sur og bøjede sig frem mod Thranduil for bedre at kunne lytte efter.
"Jeg kender kun til den med rotter, glas og glødende kul over fangers brystkasse. Så æder de deres vej ud. Hvorfor? Det lyder sjovt!" udbrød Groa og rokkede ivrigt frem og tilbage i sofaen. Ingen havde før forklaret hende noget af det navn.