Adventure time!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var efterhånden gået op for Thranduil, at denne kvinde, var meget anderledes, end hvad han plejede at mænge sig med, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre det store ved. Et sted, måtte han jo alligevel erkende, at det var noget, som i sandhed fangede hans interesse. Det var ikke ofte, at han oplevede, at have dem fastholdt igennem så lang tid, og det gjorde ham jo alligevel nysgerrig et sted. Efterhånden ville han have troet, at han havde set det meste, men det havde han da tydeligvis ikke. Han lod hovedet søge en kende på sned, som han så at hun bare tog fat om sin tallerken og førte den til sine læber. Selv valgte han bevidst, at holde fast i sin ske, som lå ved siden af, hvor han roligt gav sig til at spise af det – på ordentlig og menneskelig maner. Han rystede endeligt på hovedet.
”Jeg vil ikke påstå, at jeg har nogen til at lave maden for mig. Jeg er også en voksen mand, som kan gøre disse ting af mig selv. Smager det?” spurgte han roligt. Det var jo trods alt også en gammel elvisk opskrift, som han selv var stolt af. Det lignede måske ikke af meget, men det mættet, og det holdt en mæt igennem rigtig mange timer.

[Deleted]

"Det smager fabelagtigt!" nikkede Groa ivrigt. Hun skævede til ham og hans ske, så til sin egen og satte skålen på bordet. Langsomt førte hun skeen op til munden, hævede næsen lidt i sky i forsøget på at se finere ud, næsten helt teatralsk. Kun for endelig at slubre indholdet i sig. Så menneskeligheden var ikke meget anderledes.
"Er det normalt for jeres mænd at lave kvinders gøremål? Den skik er jeg ej bekendt med. Gør De også rent, sire?"
Hun smilte forsigtigt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var allerede for længst gået op for Thranduil, at hun var anderledes… At hun var rigtig meget anderledes i forhold til det, som man kunne sige, var normalt for dem, som han færdes omkring. Normalt ville han føle sig stødt af alle disse spørgsmål, men han havde en vis formaning om, at det ikke var fordi at hun ville spille dum, men at det faktisk var fordi at.. hun slet ikke vidste noget om den slags, så var det jo faktisk heller ikke underligt, kunne man jo sige. Han rystede på hovedet. Det var på ingen måder normalt at man gjorde som han gjorde, men han havde jo ikke rigtigt nogen kvinde i sit liv, og han ville ikke tvinge sit eget folk ned i det stadie, hvor de jo faktisk fik status som en tjener eller slave. Det ville han slet ikke!
”Jeg vil dog ej påstå, at det er noget som falder vores slags naturligt til. Det er dog heller ej naturligt, at vi lever livet alene,” forklarede han med en rolig stemme. Han lagde roligt skeen fra sig endnu en gang og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hun forsøgte om ikke andet, og han var nu en mand, som var stædig nok til at klare tingene selv, end at skulle hejse det hvide flag.
”Jeg laver mesteparten selv. Jeg er en.. ja, hvad man vil kalde for en ensom mand. Jeg er meget ude, jeg er næsten ikke hjemme, og jeg bruger min tid på at styre stedet her, styrke forsvaret, den viden og erfaring som jeg brænder inde med. Jeg fortæller historier, etablere samarbejde racerne imellem som bor i skoven her. Jeg har nok at give mig til, end det huslige arbejde.” Det blev forsømt måske, men det som han lavede, og så lidt han var hjemme, så var det jo ikke til at se.

[Deleted]

”Men de kan ikke være alene.” Groa måbede og gav sig til at vifte skeen frem og tilbage. Hun tyggede omhyggeligt på en plantedel fra suppen og skævede op til høre, som for at se om der var nogle ideer der oppe.
”De er omringet af folk fra alle sider i den her landsby! De kunne få en suppleant til alle de opgaver. Der burde være andre der kunne gøre den slags. Så kunne De få mere tid til Dem selv… Men”
Hun huskede tilbage på hendes tid i flasken og hvordan folk havde gået forbi hende og end ikke indset hendes tilstedeværelse, og hun tænkte for sig selv at Thranduil nok følte på samme måde: Fanget i en flaske af gøremål. Det gjorde hende lidt sørgmodigt til mode.
”Jeg ved hvordan De har det… Føler De lidt at ingen kan se dem? Også selv om at De snakker med Dem. Som om at der mangler noget specielt til at gøre det.”
Hun vendte sit ansigt ned mod bordpladen og var stille i et lille stykke tid, indtil hun udbrød:
”NU VED JEG DET!” I et spring satte hun tallerkenen fra sig og stillede sig op med sådan en kraft at stolen bag hende væltede.
”Få nogen til at bo sammen med Dem. Så er De ikke alene mere! Og hvis De finder en suppleant har i også tid til at lære hinanden at kende.” Hun strålede som en lille sol. Hænderne slog hun fladt mod bordet og bøjede sig en anelse hen imod ham med et stort smil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var fanget i et liv af et hav af gøremål, som gjorde det svært for ham, at mænge sig med folk på den basis, som han selv gerne ville det. Han betragtede hende roligt. Lade nogen træde frem som en suppleant? Han ville jo gerne sikre sig, at arbejdet blev gjort på den måde, som han selv gerne ville have det. ”Det kan godt være, det er mig der påtager mig opgaver, som jeg burde uddele til øvrige, men opgaverne gøres bedst, om man gør dem selv,” fortalte han med en ærlig stemme.
Tid til ham selv, kunne man ikke ligefrem sige, at der var i mangel af, for det ville han bestemt ikke ligefrem påstå i den anden ende. ”Jeg er omringet af folk, men når de ser mig som en konge og en leder, så er der jo ikke rigtigt andet af betydning. Tilværelsen alene, kan være.. ensom,” sagde han roligt. Det var jo ikke ligefrem en løgn, for den kunne være frygtelig, frygtelig ensom, hvis man ikke blev set som enhver anden, som man færdes omkring, selv på trods af det tunge ansvar som hvilede på hans skuldre.
Som Groa fremstillede det, så kunne man uden tvivl sige, at hun ramte sømmet på hovedet, og det var faktisk slet ikke noget som han lige havde forestillet sig. ”Du ved hvordan det føles og hvordan det er? Men du.. har ret. Der mangler det specielle, som gør det.. nært,” fortalte han med en sandfærdig stemme. Han kunne jo ikke lyve sig fra det, for det var sådan, at han havde det med tingene. Han fik næsten et chok, da hun nærmest råbte op og rejste sig i den fart, at stolen faktisk væltede bag hende. Han rettede sig op. Få nogen til at bo her sammen med ham? Han havde gjort sig tanken mange gange, men dem, som han havde holdt nær og kær i hans liv. ”Hvis det dog bare var så simpelt, som du formår at fremsige det, Groa,” sagde han sigende og med en rolig stemme.

[Deleted]

Groa lyttede opmærksomt til Thranduil, men som ordene forlod hans læber forsvandt hendes smil ned af i en sørgelig mine, og hendes holdning faldt langsomt sammen, så hun gled ned fra bordet og hang på bordkanten.
”Men det er simpelt! Jeg ser ingen grund til at det skulle være besværligt at overkomme. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor ingen skulle have lyst til at være her hos Dem. De eer… Veltalende. Meget. De besidder uden tvivl en masse evner og ser ud til at have et roligt gemyt. Det er meget gode træk at besidde, sire. ”
Hendes blik betragtede ham drømmende indtil hun ikke rigtig syntes at være til stede længere og stemme syntes at blive mere bøvet. Hun følte sine ben forsvinde nok endnu mere under hende i takt med at hun snakkede. ”Klog… Venlig… fll-”
BUMP
Groa faldt ned på gulvet. Og manden var i særdeleshed flot. Tilsyneladende for meget.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde i sandhed svært ved at se, hvor Groa ville hen. Han havde igennem mange år levet livet alene, taget sig af dem som havde haft brug for det, og han fortalte historier til dem som ønskede at lytte, udelukkende fordi han kunne lide at berette om hvad han havde lavet i løbet af sit liv.
"Jeg er bange for at det ikke er så firkantet som du fremstiller det, Groa. Jeg har mistet den kvinde som jeg ved ægte, lovede at elske til enden af mit eget liv." påpegede han med en sigende mine. At hun komplimenterede ham på den måde, kunne han nu godt lide. Men da hun var tvunget til af afbryde da hun faldt i gulvet, rejste han sig hastigt.
"Går det? Og hvad var du i gang med at sige?" spurgte han med en rolig stemme, inden han søgte om på hendes side af bordet, for at række hende en hjælpende hånd. Hun var uden tvivl noget af det mest besynderlige, som han nogensinde havde stået ansigt til ansigt med.

[Deleted]

Groa ømmede sin side. Fra hendes plet på gulvet kiggede hun op på undersiden af bordet, og det faldt hende endelig ind hvor uelegant det lille nummer fremkom. Og så ville hun hellere blive nede. Nede på gulvet hvor han ikke kunne se hende, eller hvor hun ikke kunne se ham. - Så hun kunne se hvilke udtryk han gjorde af hende. Hun måtte finde på en undskyldning!
"Ja, jo jeg, ja. Jeg tabte en porreskive! Klodsede mig. Jeg har det helt fint." Hun nåede at kravle ind under bordet, og der passede hendes lille størrelse trods alt glimrende, men da Thranduil bød sin hånd til hende greb hun fat om den igen. Og som før klemte hun den bare og holdt fast i den i et lille øjeblik inden hun langsomt kravlede frem og rejste sig med hans hjælp. Hendes lavendelblå blik var slået ned i gulvet. Hun grammedes.
"Typisk mig haha! Men det var en meget vigtig porre. Faktisk er der en hel form for underholdning baseret på at falde, og jeg har ikke udgjort mig så meget i den, men jeg var ved at sige..."
Hun kiggede op, midt i et skridt og rødmede igen. Til dels over hvad hun var ved at sige, og til dels fordi hendes øjne mødtes hans. Hendes hals blev tør. Hendes læber føltes tørre. De bevægedes men der kom ikke meget lyd.
"Fl... flll. Fff!"
Et dybt åndedrag undslap hende. Hun måtte få sig selv til at slappe af. En dyb indånding.
"Fffffff - FLASKE?!" Groa væltede ind i elvermandens brystkasse, stadig med hendes hånd i hans, og hun havde ikke i sinde at bare lige at rykke sig igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste virkelig ikke hvad han skulle sige til denne kvinde, for det var tydeligt for ham, at hun var meget atypisk hvad man normalt ville finde og færdes omkring. Hun kravlede rundt på gulvet, under bordet og alle steder, som havde hun været et lille barn, og det havde han faktisk svært nok ved, hvis han endelig skulle sige det. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord.
”En porreskive? Kære ven, du kunne jo bare have taget en anden,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han hjalp hende op, også selvom det var tydeligt, at hun slet ikke havde i tankerne, at skulle slippe ham igen. Før han vidste af det, så stod hun pludselig i hans favn, og nærmest knuget ham ind til sig, hvilket uden tvivl var noget som forundrede ham. Desuden, så var han slet ikke vant til at være så tæt på nogen som helst, men han fandt det faktisk.. behageligt et eller andet sted, og det stod han gerne fuldstændig fast på. Han knyttede den ene næve ganske let. Hvad var det hun ville? Og hvad var der egentlig som skete? Det var svært for ham i det hele taget, at finde hoved og hale i det hele!
”Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår, Groa..” Han vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi at hun var særlig høj i forhold til ham, og naturligvis var det også noget som gjorde, at han bare kunne.. kigge ned på hende. At hun sprang direkte fra det ene til det andet, var lidt mere end det som han lige kunne rumme, for han forstod sig slet ikke på noget som helst af det.

[Deleted]

”Nej. Det gør De ikke. En kvinde, den kvinde, Deres kvinde. - Ja, hvilken som helst kvinde! Ville den kvinde lade sin mand være alene på den måde? I eksil. Ikke en rigtig kvinde. Hun kan ikke længere udføre den rolle hun indgik i som Deres. Ensomhed driver mange gale. Måske mangler de baree… En ven?” Groa smilte.
Men alle tegn på manglende forståelse, eller forvirring og mulig irritation fra Thranduils side blev ignoreret, eller også blev det ikke indset. At han tilfældigvis syntes om den ufrivillige nærkontakt vidste Groa ikke. Men HUN kunne lide det og agtede at udnytte enhver given mulighed hun kunne få til at fastholde den. Hun vaklede lidt i benene, som hvis et pludseligt ildebefindende indtræf
”Jeg har det ikke så godt…”
Hendes krop lod hun vælte baglæns mens hun stadig havde et fast tag i hans hånd, og en anden i hans klæder.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde uden tvivl svært ved at finde ud af, hvor Groa nu var på vej hen med det hele. Hun sprang jo direkte fra det ene og til det andet, og til hvilken nytte? Det var da slet ikke til at finde ud af! Han rystede let på hovedet, og med blikket mod hende. Det kunne godt være, at den situation som han befandt sig i, var ganske ufrivillig, men det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre alverdens ved det af den grund. Det var måske ikke helt galt, at han manglede en ven, og en som han kunne lukke tæt nok på, til at kunne betro sig, men det var vel bare et personligt problem som han måtte arbejde med.
”Jeg må være tilbøjelig til at give dig ret,” sagde han endeligt. At hun havde det skidt, var slet ikke en tanke, som han brød sig om i det hele taget. Hvad var det egentlig der skete? Han havde virkelig svært ved at finde ud af hende, og det var slet ikke noget som han kunne forholde sig til. Han holdt endnu om hende, hvor han denne gang, tvang hende tættere på sig. Han havde selv ikke nogen til at passe på sig, så dette var en situation, som han måtte håndtere som han nu kunne bedst.
”Kom med,” sagde han endeligt. Han trak hende med sig ud af det lille køkken og ind mod stuen, hvor han fik hende lagt på sofaen i stedet.

[Deleted]

”Jeg tror jeg dåner. Jeg føler mig så svimmel og varm.” Hvilket ikke var en underdrivelse i sig selv. Groa følte en tiltagende svimmelhed og varme i sin krop hun ikke var bekendt med, men den forstyrrede hende ikke – tværtimod – Den var behagelig og løb som en varm strøm langs hendes hud og mave, og den fik hende til at vride sig på sofaen. Groa lagde sin hånd hen over sin pande og udstødte et teatralsk, tungt suk med lukkede øjne. – Og så et lille host idet hun skævede op mod Thranduil igennem sine fingre. Hun bekæmpede et lille smil og forsøgte at se så syg ud så muligt.
"Jeg kan nok ikke drage andetsteds." hostede hun.
Pludseligt spærrede hun øjnene op og knugede ham ind til sig. "Forlad mig ikke, thi jeg føler mig så svag!"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forstod sig ikke rigtigt på, hvad det egentlig var der skete, for det var jo kommet så pludseligt, og ud af det blå, hvilket heller ikke rigtigt gav nogen mening for ham. Han fik hende lagt på sofaen, hvor han roligt blev stående ved siden af, også selvom det var tydeligt, at hun havde lidt andre planer med det.
”Du ser mig heller ikke for godt ud, Groa.. Du skal ej ud i det vejr, så koldt som det er derude,” fortalte han med en sigende mine. Det stivnede fast i ham, da hun tog fat om ham, og direkte rev ham ned til sig, hvor han nærmest måtte sætte hænderne i sofaen, for ikke at ene med at miste balancen og direkte falde over hende. Hun var virkelig frembrusende og yderst spontan i sine handlinger, og det var noget som han faktisk havde svært ved.
”Jeg går heller ikke nogen steder, hvis du ej ønsker det,” sagde han med en ærlig stemme. Han hævede hånden, hvor han kort strøg hende over kinden. Han brød sig faktisk ikke om, at hun skulle have det på den måde. Tvært imod.
”Hvis du slipper mig.. og forsøger at hvile dig.. Så bliver jeg siddende lige her,” sagde han roligt.

[Deleted]

Groas øjne glimtede i takt med at hendes blik hvilede på Thranduils lyse læber. Det slog hende hvordan en sær fornemmelse gav hende lyst til at nappe i dem. -Ja, smage dem, som var de en overmoden frugt vis nektar hun ville drikke. Hun følte en sky af tåge glide frem i sit hoved og sætte et tæt dækken over hendes tanker. På en og samme tit følte hun at hun frys og var ved at dø af varme. Hun rystede, og det blev kun værre jo mere hun beundrede den mand der stod ved hendes side. Hans brystkasse kunne hun ænse bag hans klæder, og den mindede om en mur beregnet til at beskytte. Da Thranduils hånd gled hen over hendes kind gav det et stort sæt i hende, og hun spærrede øjnene op af refleks, men lige så hurtigt opdagede hendes sanser at det var et kærtegn mod hendes hud. Hun kunne lide det og måtte bide sig selv i fingeren for ikke at komme med et lille tilfredst klynk, næsten over at han stoppede igen.
”Sire?” Hendes stemme var blevet blød som silke.
”Jeg fryser sådan. Vil De ikke være så… Vil De ikke godt holde om mig?” Hun lænede sig tilbage og tog sig den frihed at lægge sit hoved mod hans skød. Hendes snehvide hår spredte sig ud over hans ben, Thranduil mindede hende lidt om en skat. Hans hår var som spundet af guld, og hans hud gylden, som var han kysset af solen, sådan noget som hun kun havde set på gobeliner og dyre oliemalerier.
”Sire… Er de rigtig? De ligner jo en bog!” udbrød hun. Hendes hånd førte hun op til hans ansigt og prikkede hans næsespids. Der holdt hun sin hånd stille. ”Monstro de forsvinder i lysglimt, hvis jeg kigger bort.” Hendes læber bævrede og luften der sev ud imellem hendes tænder hvislede.
"De må være en gud."
En gud, der med sit blik og blotte berøring kunne gøre hende syg og få hende til at vride sig under hans hænder.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Groa forekom Thranduil yderst poetisk, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Det gjorde hende unik på en måde, som han ikke synes at opleve særlig ofte, og det var naturligvis også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. At hun svimlede sådan rundt, var dog noget som gjorde ham bekymret, for mons tro, der var og havde været noget i maden, som hun ej kunne tåle? Det var den første tanke, som egentlig slog ham, uden at han egentlig vidste, om det var sandt eller ej. Hun virkede dog til at komme til sig selv igen, hvilket var noget som passede ham selv ganske udmærket.
”Holde om dig..?” Ikke at det var en forespørgsel, som han havde forestillet sig, også selvom hun allerede handlede med det samme, ved at placere sit hoved i hans skød. Det tvang ham desuden også til at blive siddende. Ikke fordi at det var noget som han havde noget imod, men når man var vant til et stille og roligt liv, og så opleve det her, så gjorde det bestemt ikke sagen nem for ham. Tvært imod. At hun så fortsatte og prikkede ham på næsen, fik ham næsten med det samme, til at trække hovedet til sig.
”Jeg skulle meget gerne være lige så ægte, som dig, Groa,” sagde han roligt, idet han tog fat om hendes hånd, også som et forsøg på at få hende til at ligge stille med den, for hun skulle da også bare røre ved det hele! Han strøg roligt hendes hånd med sin egen.
”Tanken om det guddommelige, lokker ganske vidst de fleste, men ej lokker det mig. Jeg er blot mig.. en elver i skoven her. Og det er sådan jeg ønsker, at du skal se mig.. Nu, forsøg at få noget hvile,” opfordrede han.