Adventure time!

[Deleted]

”Jeg kan godt lide suppe!” udbrød den lille kvinde, da hun endelig indhentede Tranduil igen.
”Jeg ønsker ikke at volde dem besvær.” Langsomt kom de nærmere det store træ, og Groa nødsagedes til at blinke et par gange, næsten i ærefrygt af hvor stor planten var, men…
”Hvorfor står vi her?”
”Jamen. Kan det tænkes… Bor De virkelig” Hun fniste: ” -I et træ, hr. Devárniä?” Så var han jo næsten som en fugl. Men hvordan fungerede den slags?
”Hvor kommer man ind henne?” Groas korte ben løb ind foran elvermanden og skiftevis beskuede træet og Thranduil for reaktion og svar. Det hele gik pludselig… For langsomt til hendes smag, så uden videre tøven greb hun igen fat i hans håndled og begyndte at trække af sted med ham, uvis og det hun troede var rigtigt eller ej. Hun stoppede først da de var kommet helt tæt på egen. Og selv der gav hun ikke slip på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil brød ud i latter. At det var sådan at hun tog det, var egentlig noget som faktisk passede ham fint, hvis han skulle byde hende på noget som helst. Suppe var god her i efterårets kulde, og det var jo også derfor, at han gerne ville byde hende på det. Desuden var det også noget af det som han kunne finde ud af at lave efter hans kære moders opskrift.
”Det lyder godt. Desuden skal du ikke være bange for, at forvolde besvær. Det gør du slet ikke,” forsikrede han hende med en rolig og sandfærdig mine. Det var skam sandt, at han boede i et træ, ligesom så mange andre af racen, fordi at det var sådan at elverne levede – I harmoni med det som skoven og naturen kunne skænke dem, og det var hjem i træernes toppe, så selv de kunne leve i sikkerhed for de trusler som foregik på jorden.
”Folket lever af hvad naturen kan skænke deres væsner. For fuglene var det tryghed i træernes toppe, og det har vi valgt at tage til os,” forklarede han videre. At hun tog om hans håndled og begyndte at trække med ham, morede ham faktisk. Hun forekom ham som et barn, og det var egentlig en underholdende tanke. Hans egen søn havde gjort det dengang han havde været ganske ung.
”Kom.. Lad mig vise dig det..” Han søgte roligt om bag træet, hvor der var lavet noget som mest af alt, mindede om en trappe, som de kunne søge op af, for at komme op til træets top. Hans hjem var godt skjult under den store krone. Det var egentlig kun når bladene var faldet bort, at huset var direkte synligt. Han fik hende op og bød hende indenfor. Det var ikke stort eller prægtigt eller noget i den stil, men lille og simpelt.

[Deleted]

Kort efter at det umage par nåede toppen af træet stillede Groa sig på sine tæer. Hun strakte sig så hun bedre kunne se elverkongen og lod sit blik indvikle sig i hans. Langt om længe brummede hun blidt:

”De ligner nu ikke en fugl særligt meget, synes jeg.” Fugle var over hovedet ikke lige så flotte, syntes hun. Hun havde ikke behøvedes at betragte ham særligt længe før hendes rosa læber krøllede op i et lille smil. Hans gemakker var ikke som hun havde forventet. Hun havde forestillet sig store gobeliner på væggene. Malerier og pragt, men det var virkelig som han havde sagt. Så utroligt simpelt. Det var trods alt… et træ.
Alligevel begyndte hun at vandre rundt for at se tingene an. De mange indtryk indtog hun med flere sanser. Hun kørte blommen af sine fingre hen af de mange flader, lyttede til hvordan deres stemmer reflekteredes i rummet. Den duft der hang i luften virkede ikke indelukket og jordslået, som på mange slotte, men reflekterede meget vel skoven omkring dem. Hendes harpe lod hun glide fra sin hånd og ned på et bord.
”Jeg havde forventet at se vagter til at passe på Deres hjem, eller en mand med Deres embede, men jeg synes ikke at se nogen”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Træet var og blev hans hjem, og det var måske ikke noget som gjorde ham til en fugl, men det var noget som bragte ham tættere på naturen, og det var det som Thranduil godt kunne lide. Det var hans hjem, og det var noget, som han ønskede at passe på med alle de midler og muligheder, som han havde for at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle komme til at ske. Han vendte blikket mod hende.
”Jeg behøver ikke ligne en fugl, for at drage nytte af de fordele, som de blev skænket tilbage i tidernes morgen,” fortalte han roligt. Det menneskelige væsen var født og skabt med en lidt anden form for stand, og det var noget som uden tvivl kom dem rigtig godt til gode, og det var det, som de udnyttede, kunne man jo sige. Han smilede let for sig selv, da hun begyndte at kigge sig omkring, for det var ikke noget som han havde noget imod. Det glædede ham, at hun var komfortabel nok til at gøre det.
Bøger stod der mange af rundt forbi. Han var en mand som selv hungrede efter mere viden.. viden om hvad der foregik derude omkring ham, og hvad han kunne gøre, for at sikre sin arts beskyttelse og overlevelse på den mest optimale måde. Selv søgte han til det som mindede om et køkken. Han stod selv for tingene i sit hjem. Han ønskede som altid, at blive behandlet og set på, som alle andre, og det var uden den slags ting. Han vendte sig igen mod hende.
”Jeg er en elver som alle andre. Bare med et tungere ansvar, end som så. Jeg ønsker ikke anden behandling, og jeg ønsker ikke at nogen skal rende rundt og passe på mig. Det kan jeg yde mig selv.”

[Deleted]

Så snart Groa havde opdaget bøgerne var hun pist væk, mens elverherren snakkede. En del af dem hun havde fundet stod på en reol og hun havde udset en stor, fed en af slagsen, med farvestrålende ryg. Men nu var reolen indstillet til at være elver, og Groa var ikke en af slagsen. Hun hoppede og dansede derfor i sin søgen efter den farvestrålende bog, med tungen ude i mundvigen af koncentration. Bogen fik skænket et blik, som om hun var overbevist om at den bevist ikke ville fanges af hende.
”HmmmmmmRRR!” brummede hun og med en beslutsomhed som et æsel væltede hun alle de ’kedelige’ grå bøger fra de nederste hylder på gulvet.
”Vel, i min kultur er det sært.” Men hun var jo heller ikke en alf. Hylderne brugte hun som trin op til den tykke bog. Hun følte sig pludselig meget ukomfortabelt højt oppe og klynkede et par gange inden hun tog de sidste skridt. De grå bøger ved dens side blev straffet og skubbet hårdhændet ned på gulvet i et rabalder. Da Groas bogtogt var til ende greb hun fat i den store bog, faldt baglæns ned med et højt hvin og ramte gulvet med enden først og et større rabalder end bøgerne. Hun klynkede og ømmede sig inden hun slog bogen op.
”Hvordan kan De læse det her? Her er ingen billeder i.” Noget var skrevet på old elvisk, og hun kendte derfor ikke engang bogstaverne. En form for encyklopædi havde hun fundet.
”Hvad er en dafodil?” Hun vandrede hen ved siden af Thranduil i køkkenet og gjorde store øjne.
”DE KAN KOKKERERE!” råbte hun højlydt. ”Og De ER en mand.” men han havde nu altså langt hår… Hun blinkede et par gange. ”Ikke?.. Beskytter De dem selv med Deres dødelige pind?” Hun skævede til hans bue og uden videre varsel hoppede hun op af Thranduil, stillede sig på hans fod og hev hans circlet ned af for at vende og dreje den.
”De er en ret fjollet alf. I min kultur går mænd ALTSÅ heller ikke rundt med halskæder på hovedet. Jeg tror De bruger den forkert.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne virkelig ikke lade være med at betragte sig Groa som havde hun været et barn, sådan som hun opførte sig, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var nogen positiv ting altid. Han betragtede hende, som hun forsøgte at fange bogen, også selvom hun virkede så ihærdig efter at skaffe den, at han slet ikke kunne bryde ind med noget som helst. Det var gamle bøger, som han faktisk fandt en glæde i at sidde og læse, når han endelig havde tid, også fordi, at det var gamle skrifter, som faktisk besad en værdi for samfundet, som var omkring dem.
”Jeg må erkende, at jeg finder din kultur temmelig sær,” sagde han sigende. Det var skam ikke fordi at han var bange for at erkende det, men det var samtidig også noget, som gjorde ham temmelig nysgerrig i den anden ende. Han så til, som hun skubbede bøgerne i gulvet, for at nå og at det så resulterede i, at en hel række af dem, måtte ryge i gulvet. Han sukkede indvendig. Det var næsten, som at huse et lille barn! Nej, der var ingen billeder i hans bøger, for det var slet ikke noget, som han var det mindste interesseret i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
”Naturligvis er der ingen billeder i mine bøger. Det er oldgamle skrifter og tekster.” Han tog hastigt imod bøgerne. Det var skam ikke fordi, at han var bleg for at lade hende læse i de, men hvis det var med den form for respekt, så var han ikke meget for det igen.
At kokkere kunne han skam sagtens, også selvom det var begrænset hvor meget han var i stand til at lave, men noget kunen han da sagtens lave! At hun så sprang direkte på buen og fortsatte med at udspørge ham om alt muligt.. Ja, et sted fandt han det underholdende, men der var virkelig også grænser for hvad han kunne holde ud i længden. ”Det kaldes en bue.. Og den er yderst dræbende, hvis den bruges korrekt,” fortalte han alvorligt og stilfærdigt. Hans circlet understregede hans position i samfundet, og derfor skulle hun bestemt ikke have lov til at tage fat i den! Han lod hende dog.. denne gang. ”Det er ej en kæde til halsen, om jeg må be’. Må jeg få den?” Han rakte hånden frem mod hende. Det der nærmede sig hans grænse.

[Deleted]

Groa rynkede lidt på næsen. Hendes sparsommelige kundskaber inde for skriftsprog begrænsede hende til nogle få ord, og det var endnu sværere for hende selv at skrive dem i stedet for at læse dem. Når der var billeder i bøger var det altid som en tryghedsramme for hende og gav et præg om hvad folk snakkede om, skønt hun ikke forstod det. I Thranduils bøger var der bogstaver hun slet ikke kendte! Hvordan han kunne forstå det var hende en gåde.
Men Groa var først lige begyndt at se nærmere på Thranduils cirklet, og hun ville ikke give ham den tilbage. Ikke lige nu i hvert fald, derfor gik hun i forsvar. Hun vendte ryggen til ham og bøjede sig hen over det skinnende smykke. Hendes svar blev kort og kontant.
”Hvorfor?” Og hun var langt fra færdig. ”Ooog jeg synes ej du ser oldgammel ud.” konstaterede hun. Hun rødmede.
”Hvad er det så?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Groa forekom ham virkelig som et barn, og det var uden tvivl kun noget, sm førte am til yderligere stress, og det var slet ikke noget som Thranduil var vant itl at opleve på denne her måde. Det var jo lige før, at han hellere vil i krigsmarken, hvor han havde tilbragt rigtig meget af sit unge liv, end at han ville håndtere Groa, for det blev virkelig.. for meget? Bøgerne blev dog hurtigt aflagt til fordel for den cirklet, som han havde om hovedet, at det så var den, som hun skulle vende fokus mod, havde han ikke lige regnet med. Det var jo ikke rigtigt noget som han tænkte over, da det bare var en hverdagsting i hans beklædning, og han ikke rigtigt bed sig mærke i den mere.
”Det er ikke noget som man skal lege med, og det er en del af mig.” Han rakte endnu en gang hånden frem, som et tydeligt tegn, at han gerne ville have den. Han ville ikke have, at hun skulle stå der som et andet barn og nærmest.. beskytte det, for det var jo ikke ligefrem hendes at rende rundt med, men hans derimod!
”Det er et smykke som skal bæres om hovedet. Det er et symbol på status heromkring, så vær så venlig at give mig den,” afsluttede han en kende mere bestemt.

[Deleted]

”Jamen De siger at De er som alle andre! Hvorfor er statussymboler så vigtige? De lyver! Hvis de nærer så stor en vigtighed til den, så tag den!” Groa kylede cirkleten ind mod brystkassen på Thranduil og stirrede ganske betuttet op på ham og nejede med kappens folder som kjole. ”Hvordan skal jeg kunne stole på en mand der i et øjeblik siger et, det næste et andet". Hun vendte ryggen imod ham i trods og krydsede sine arme. Det gjorde hende en anelse trist. Så var han jo ikke så god som han gav sig ud for at være. Kunne hun stole på noget som helst af det han havde sagt? Der var ingen andre i værelse end ham og hende, så hvorfor ville han have den igen så hurtigt?
”Leder og løgner, det er hvad eder er. Hvad værdi er en mand for sit folk, for nogen, hvis han ikke står ved sine ord…” Hun havde kun taget hans cirklet fordi hun var nysgerrig, og fordi hun følte sig fri til at gøre således. Den følelse havde han formået at få frem i hende. Hun tog et par skridt hen mod bordet og knugede sin harpe ind til sig, thi der ikke var andet hun kunne omfavne som trøst.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var et slag i Thranduils mave, da hans cirklet, bare blev kastet direkte herind. Det var tydeligt, at hun slet ikke så, hvor det var, at han ville hen, selvom det nu heller ikke forundrede ham. Den verden som hun kom fra, var så anderledes i forhold til den, som han selv gjorde, og det var nok også derfor, at han var langt mere overbærende, end hvad han ville have været ellers. Han tog imod sin cirklet, og satte den endnu en gang på hovedet, inden han endnu en gang vendte sig mod hende.
”Vil du da påstå, at jeg skænker dig løgne i mit eget hjem? Mit eget samfund? Om min egen race?” spurgte han næsten skuffet. Det var ikke i den retning, at han havde regnet med, at dette skulle tage. Statussymbolet var i forhold til de væsner som befandt sig i skovene her, da noget som en cirkllet, var noget som man så stort set alle steder, så det var naturligvis også noget, som han ønskede at understrege. Det var skam ikke fordi, at han havde i sinde, at skulle håndhæve sig selv på nogen måde.
”Om det gør dig ukomfortabelt til, så er der ingen, som beder dig om at blive her, Groa. Jeg ej, ønsker at stå her og skænke dig, hvad du tror er løgne, thi du kommer fra et andet samfund end hvad jeg gør. Dette sted er ædelt, ærligt og åbent. Jeg ønsker ej at skænke dig en følelse af ubehag,” fortalte han kortfattet, idet han så hun knuget sin harpe, som havde det været en trøst og noget at gemme sig bag, som hun havde gjort ved ham for bare et øjeblik siden. Var alt det bare ødelagt?

[Deleted]

”Måske er Deres intention ikke at lyve, men De lader sågar til at skifte mening… Hvorfor ville de sige sådan noget? Jeg forstår intet. Så få mig til at forstå.” surmulede Groa.
Hendes underlæbe blev trykket frem og hendes øjne klemtes beregnende sammen, som hun betragtede hans ansigt, næsten med en krævende mine. Hans understregelse af hendes frihed til at gå blev ignoreret, så helt sur var hun ikke. Hun syntes stadig han var for spændende til at gå. Hvis han da kunne overleve så længe.
Hun satte sig ned på gulvet og lagde armene over kors.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var virkelig forvirret over denne kvinde, og det kunne være, at det var derfor, at hans nysgerrighed og opmærksomhed ikke just forsvandt, bare sådan uden videre? Hans blik forblev hvilende på hendes skikkelse, som hun stod der, som havde hun været en utilfreds lille unge, og det var noget osm uden tvivl også gjorde sit for hans vedkommende. Nu som det var sagt, så ønskede han jo bare at gøre det klart for hende, hvor selv hans grænser gik, selvom han kunne være frygtelig indbydende i hans eget hjem, og lade folk gøre meget hen af hvad det passede dem, så var der stadig grænser for hvad han fandt sig i.
”Jeg er bange for, at det er dig som misforstår mine hensigter Groa, for jeg forsøger blot at forklare hvordan tingene fungere her på stedet. Jeg skifter ej mening uden en grund, og det er ej grunde, som du har skænket mig.” forsikrede han hende, inden han endnu en gang rettede sig op. Han anrettede to tallerkner med den gode suppe. Hans mors opskrift, og en som han havde taget til sig for mange år siden, og han selv følte, at han var rigtig god til at lave den.
”Ønsker du at spise, eller ønsker ud at gå?” fortsatte han roligt, inden han igen vendte sig mod hende. Han ville naturligvis lade det være op til hende, selvom han endnu var den samme varme og venlige mand, som hun havde mødt i udgangspunktet.

[Deleted]

Der blev lidt stille. Groa kiggede ned i gulvet og skævede op til ham. Nej, Thranduil så ikke specielt sur ud. Måske lidt fornærmet, hvilket aldrig var Groas intention. Hun syntes om ham. Hendes lidt barnagtige attitude var intet hun tænkte over. Hun havde aldrig været forkælet, men hun manglede den nødvendige er faring med mange situationer, så hendes reaktionsmønster var begrænset og blandt elverne var hun i et helt nyt terræn, og Thranduils meget milde udstråling tolkede hun som lettere… indbydende. Det forvirrede hende derfor når han pludselig sagde fra. Han havde dog ikke vist tegn på aggression, så hun følte intet behov for at forlade byen.
Hun valgte ikke at kommentere ham. På nogle punkter havde hans forklaringer kun skabt flere spørgsmål frem hos hende, end han havde fået manet i jorden. Hendes neglede skrabede frem og tilbage over hans gulv, mens hun bed sig i underlæben og skævede til ham.
”Hvis jeg stadig må være under Deres tag… Jeg er sulten” erklærede hun lavt. Duften spredte sig hurtigt og fik hende til at spejde imod de to tallerkener. Han så ikke ud til at ville aggere voldelig imod hende, så hun rejste sig og gik med små skridt hen imod ham og maden, næsten som havde hun været et dyr der var lokket frem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke en mand, som gik rundt med vrede eller foragt af nogen slags, men visse ting, var bare sværere at håndtere, end så mange andre. Han ønskede faktisk at finde ud af hvad hun var for en, og derfor var det virkelig stressende, når hun virkede og reagerede som.. havde hun været et lille barn, for det var ikke ligefrem det, som han kunne siges, at være forberedt på i længden. Han betragtede Groa med en rolig mine, som hun lignede en, som stod og tænkte, og derfor ville han faktisk gerne lade hende tænke færdigt. At hun så stadig var sulten, var noget som faktisk passede ham fint, for han havde heller ikke nogen intentioner om at skulle sende hende ud igen bare sådan uden videre. Hans læber spillede i stedet for, ud i et let smil.
”Udmærket, så spiser vi.. Kom med,” sagde han roligt, inden han tog begge tallerkner i hænderne og søgte mod den forholdsvis lille spisestue, som han havde – men den var der, og det var vel det vigtigste? Selv som konge, havde han ikke nogen til at passe på sig, mere end så mange andre havde det, men han havde stadig nogle ting, som gjorde, at det var tydeligt, at han var ’vigtigere’ på visse punkter, og det kom tydeligt frem i huset. Han satte tallerknerne på bordet og trak stolen ud for hende.
”Tag endelig plads,” opfordrede han roligt, inden han selv tog pladsen på hans sædvanlige plads.

[Deleted]

Thranduils smil bragte også et mere forsigtigt frem over hendes lyse læber. Groa satte sig langsomt ned på stolen, men så snart at herren over for hende havde fundet sig til rette tog det hende ingen tid at gribe ud efter sin tallerken, som om nogen kunne komme og tage hendes suppe fra hende. Hun bøjede sig lidt ned over skålen, som hun havde gjort med Thranduils circlet tidligere. Skålen førte hun op til sine læber, dog noget mere roligt. Hun så ikke efter bestik på bordet, for det var ikke noget hun plejede at bruge. Tanken slog hende heller ikke at det måske kunne forarge Thranduil yderligere. Hun spiste altid med sine fingre, for det var en sjældenhed at hun kom i finere kredse, men hvis han var som alle andre, hvad var så problematikken her i?
Groa stoppede efter et par grådige slurke og så frem for sig. ”Jeg kan lide det. Men De laver det jo selv. Har De ingen til at lave mad for dem?"