A long awaited meeting

[Deleted]

Dvasias havde aldrig været præget af sommer, som de omkringliggende lande, men alligevel syntes årstiden at have nået landet. Temperaturen var nemlig lun, hvor der kun var få skyer på himlen til at holde den i skak. Vinden var ganske svag i Rimshias gader, og til tider føltes det helt som om, at den var ikkeeksisterende. Derfor var det i sandhed en eftermiddag man skulle nyde, men problemet var blot, at Tatiana sjældent hengav sig til ren og skær nydelse. Derfor var det ej heller til at sige, at hun var draget til hovedstaden for gemen afslapning, som hun derimod var ankommet for et møde. Et royalt møde. Det var efterhånden længe siden, at hun og kongen havde mødt hinanden ved søen, og det måtte i sandhed ærgre hende. Hun havde dog ikke haft tid før nu, og det burde kongen kunne sætte sig i forståelse for, da han ligeledes selv var en travl herre. Det vigtigste var dog, at hun kom til audiens hos ham nu, fremfor at hun fuldkommen udeblev.
Hovslagene lød i byens gader, som de travene hove slog ned mod jorden i ruten mod Castle of Darkness. Majestætisk så det ud, som hoppens pels var kulsort og skinnede i solens stråler. Nydeligt gik den, som den i sin tid havde været under streng træning. Rytteren på dens ryg så ganske erfaren og bestemt ud, som Tatiana red i sin sædvanlige mundering, samt sad med det målrettede udtryk i ansigtet. Farlig kunne hun næsten se ud, som hun red i sit røde læder og med våben omkring sig. I skeden der var spændt fast til hendes bælte, hang der for eksempel et unormalt sværd, som dens stål var lettere bøjet. På hendes lår sad der fastspændt en lille kniv, og på selve sadlen hang en barbarisk pisk, der pænt var viklet sammen. Ind gennem slottets porte ret hun, hvor hun først standsede sin hoppe, som hun nåede op til slotsindgangen. Hastigt trådte to bevæbnede mænd frem ved glimtet af den bevæbnede mørkelver, hvor de stillede sig i vejen for hende, som hun sprang af sin hest. ”Hvad er dit formål, mørkelver?” lød det skarpt fra den ene vagt. Tatiana der ikke lod sig skræmme, stirrede blot direkte ind i øjnene på den vagt, der havde talt, med sine gennemborende blå øjne. Det syntes næsten at få vagten til at krympe sig, hvilket måtte fryde hende, skønt hun fortsat stod alvorligt og rankt. ”Jeg søger audiens hos Hans Majestæt. Min ankomst er ventet,” sagde hun sigende og ganske autoritært. Det at hun rent faktisk var ventet af kongen måtte desuden også sige lidt. Vagterne sendte hinanden tvivlrådige blikke ved tanken om, at sende denne strengtudssende mørkelviske kvinde indtil deres konge. Den anden endte dog med at nikke. ”Aflever dine våben her! Der vil komme en staldknægt og tage din hest i mellemtiden.” Uden at tage sit blik fra vagterne, gav Tatiana sig til at løsne våbnene. Først rakte hun dem det specialfremstillede elviske sværd. Dernæst afleverede hun den lille drabelige kniv, og til sidst gav hun dem den barbariske pisk. Med et nik fra den ene vagt, kom en staldknægt over og tog Rhavaniels tømrer, for derefter at trække hoppen bort. Den anden vagt så ganske sammenbidt ud i ansigt, som han blev den der ledte Tatiana ind på slottet, samt førte hende hen til selve tronsalen. Utilpas syntes manden, men ingen anden mine gjorde Tatiana. Hun gav ham blot sit navn, som de nåede tronsalen, hvorefter vagtens stemme lød. ” Tatiana Vanessë Móreadhiel!”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom årstiden havde ændret sig, og det var blevet mere lun i vejret, så var det ikke rigtigt noget som Mattheus havde haft nogen jordisk mulighed for at nyde af, hvilket jo faktisk var en tanke som vakte en temmelig stor frustration for ham. Selvom det var ved at være tid siden Leonardo var gået i døden, så var det ikke fordi at det gjorde det nemmere for ham endnu. Kellan var endnu ikke blevet kronet til dronning, og de havde endnu ikke været i stand til at trække den til ægteskab endnu. Efter Denjarna havde valgt at smutte, hvilket jo et sted ikke rigtigt forundrede ham det mindste, så var han blevet en lukket mand, og specielt overfor det kvindelige køn. Ikke fordi at han ønskede at tænke mere over den sag.. der var så meget andet arbejde som tog hans interesse frem for det, og det var det som naturligvis også gjorde sit for hans unge sind. Han var en stresset og meget hårdt presset mand.
At solen var oppe, var som sådan ikke rigtigt noget som generede Mattheus, for han kunne sagtens færdes ude i solens lys, selvom det var noget som han naturligvis forsøgte at undgå, for det var ubehageligt. Kellan var under hård oplæring, og frem til at de kunne giftes, var han nødsaget til at tage sig af det arbejde, som nu og da skulle laves, og det vidste han udmærket godt. Ved lyden af vagternes stemme, vendte han blikket mod døren. Tatiana? Det var ved at være frygtelig lang tid siden, at han havde set så meget som en skygge til hende, også fordi at hun havde lovet at opsøge slottet, så de kunne gøre det hele officielt og derved lovlig gyldigt. Smilet bredte sig ganske svagt på hans læber, som han roligt nikkede til vagten. ”Send hende ind,” sagde han roligt, inden han roligt rejste sig op. Han bar de kongelige klæder, som sad godt omkring den ellers faste krop. Han var endnu en ung knægt i sin races forstand, og havde endnu meget at lære, men det kongelige havde han nu og da fået styr på, som tiden havde passeret.
I takt med at Tatiana ville træde ind i tronsalen, så nikkede han blot i hendes retning. Det havde været en yderst god dialog de havde haft kørende sidst han havde set hende, og de var kommet til enighed hvad angik frygtelig mange ting, og det var han faktisk glad for. Det var allierede som han havde brug for, og ikke alt det andet, og det var noget som han stod ved. ”Jeg har afventet Deres ankomst,” sagde han med en rolig og ganske så sigende mine. Ikke fordi at han var sur over at det havde taget tid eller lignende, også selvom han havde håbet, at dette var noget som kunne komme på plads længe inden, men bedre sent end aldrig, er det ikke hvad man sagde?

[Deleted]

Beskeden der lød inden fra tronsalen, syntes at glæde vagten fortrinligt. Det betød nemlig, at han slap for at være i mørkelverens selskab. Det var en opførsel der fik Tatiana til at more sig, skønt hun ej smilede ved synet. Hun nød nemlig, når hun formåede at bringe folk frygt, uden at hun overhovedet gjorde noget. Hun vidste dog, at hun var meget anderledes fra den almene dvasianske befolkning, samt de andre racers kvinder, som hun havde en anden udstråling end dem. Det stramme pansrede røde læder måtte desuden bære en vis ærefrygt, samt den tilbagetrækkende lange fletning, der gav hende et stramt ansigt. Intimiderende var det, og det var, hvad hun kunne lide ved det. ”Kongen venter dig,” lød det fra vagten, og med de ord måtte de to gå hvert til sit. Selvsikkert bar Tatiana sig frem, som hun gik med en rank holdning og med et løftet hoved, som hun bevægede sig ned ad det aflange gulv mod tronstolen, hvor kongen måtte befinde sig. ”Jeg har været mødt af pressende anliggender i tiden, siden vort møde. Det glæder mig blot, at jeg kan træde frem foran Dem nu,” sagde hun fattet. Roligt valgte hun at stoppe op, som hun befandt sig et par meter fra tronstolen og kongen. Af ren og skær respekt, skønt hun endnu mente, at han havde noget at bevise overfor hende. ”Deres Majestæt,” hilste hun nu, mens hun høfligt bøjede sit hoved for ham. Hun nejede ikke som mange andre kvinder, da hun fandt det underlegent, samt hun mente, at det kun var for fine kvinder, der ikke vidste bedre. Hun bukkede ej heller, da det ligeså var underlegent, samt henvendt til mænd. Derfor fandt hun nikket langt bedre, da det i hendes verden viste modenhed og styrke. Hun rettede sig op igen, hvor de blå øjne ej var blege for at søge kongens ansigt. Anderledes var det at se ham nu, men omstændighederne havde trods alt også ændret sig. Sidst havde de nemlig stået i kulden, hvor de nu befandt sig i helt civiliserede omgivelser. Nemlig på selve slottet. ”Jeg går ud fra, at De ved, hvorfor jeg er her.. Og jeg håber, at De endnu er af samme ord, som De var under vores forrige møde,” lød det fra hende. Længe siden var det, at de havde mødtes ved søen, og hun håbede ej, at han i mellemtiden havde valgt at trække sine ord til sig. Det ville nemlig ikke kun koste hendes titel, men også hendes tro på ham, hvor hun meget vel kunne lade det brede sig til de resterende mørkelverer. Blikket holdt hun afventende på ham, mens hun måtte mærke en vis spænding i sit indre. Hun ventede på, at han ville gøre det officielt. Hendes titel. Længe havde hun efterstræbt den, og hun ønskede derfor ikke længere at vente. Hun ønskede, at hun stolt kunne træde frem foran sin race, når hun vendte tilbage, og proklamere sig selv som deres nye leder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus mindes skam godt Tatianas hårde og dystre ydre, samt at hun var en af de få, som kunne skænke ham en ærlighed som han ønskede den, selvom det måske var yderst hårdt sagt, så var det ikke noget som han tog hårdere end det. At hun endelig valgte at meddele sin ankomst, var noget som passede ham fint, for så var det en sag, som de kunne få ud af verdenen allerede med det samme, og det var noget som passede ham fint. Det var måske en lille ting, men ikke desto mindre, så var det jo en ting som skulle ordnes, og de småting havde han efterhånden temmelig mange af. Han blev siddende, som hun trådte ind i tronsalen, hvor han ved synet, ikke kunne lade være med at smile. Hendes fremtrædende person var han slet ikke i tvivl om, og dog elegance som en leder kun var i besiddelse af. Selv var han ikke i tvivl om at det samarbejde med mørkelverne uden tvivl også var noget som ville komme ham frygtelig godt til gode, når det endelig kunne etableres. ”Det anede mig, at meget har været i vejen for at dine veje endelig skulle finde til min tronsal. Det glæder mig blot, at De endnu ikke har glemt hvad vi snakket om i sin tid,” sagde han roligt. Det havde ganske vidst været i vintertiden de havde snakket sammen, hvilket jo var ved at være temmelig lang tid siden.
Roligt valgte Mattheus at rejse sig, kun for at gengælde hendes nik. Han vidste det at naje for hende, var mere end hvad han kunne forvente af en mørkelver, så han slog sig til tåls med respekten i form af et nik. Han foldede roligt hænderne over ryggen, inden han roligt lod de rødlige øjne glide til hendes skikkelse. Hans mimik fortrak sig ikke det mindste. Hvorfor hun var der, var han skam klar over i forvejen, og det var noget som passede ham fint. Han nikkede mod hende. ”Jeg har ventet Dem af samme årsag, så jeg ved skam godt hvorfor De er her.. Lad os gøre det officielt..” Tæt ved de store vinduer vendt ud mod det store Dvasias som det mørke rige, stod et bord og et brændende lys. Ved siden af et stort kort af landet og halve Manjarno, hvorpå han holdt øje med hvordan det foregik i marken og med de dvasianske styrker. Foreløbig var de i overtal, og det passede ham fint. ”Kom med,” sagde han roligt. Det var længe siden han havde fået Enrico til at lave pergamentet hvorpå der stod at han gjorde hende til en leder. Gyldigt på skrift og med tilladelsen af ham til at lede sit folk tilbage til en storhed, hvilket de uden tvivl havde hårdt brug for efterhånden. ”Jeg formoder De er kendt med de kriterier jeg stiller Dem i dette arbejde, ikke sandt?” spurgte han sigende, inden han igen vendte blikket mod hende.

[Deleted]

At kongen allerhelst så sagen ude af verdenen, ville Tatiana end ikke stå i vejen for. Hun ønskede nemlig selv allerhurtigst, at hun officielt kunne træde frem som sin races leder. Det var nemlig en stolthed uden lige for hendes vedkommende, da det var den højeste rang en kvinde kunne få i hendes samfund. Det var også en status hun længe havde kæmpet for at opnå, og derfor var det kun en sand lettelse for hendes hjerte, at hun endelig havde opnået det. Svagt spillede et smil ud på hendes læber. ”Hvem kan glæde et møde med sin konge? Hvem kan glemme et løfte, om en givet lederstilling til en?” svarede hun roligt igen, som hun besvarede hans ord med spørgsmål. Hun havde bestemt ikke glemt deres forrige samtale! Hvordan skulle hun også kunne gøre det? Lederstillingen var hendes største drøm. Hun havde blot været opholdt hos sin race, som der havde været anliggender, der ikke havde kunnet tage hende ud af byen. Hun var blot glad for, at det ikke havde fået ham til at tilbagetrække stillingen, da hun skam endnu brændte for den! Opmærksomt hvilede hendes blik på kongens skikkelse, som han rejste sig for sin mægtige trone. Hvis ikke titlen som mørkelvernes leder måtte være den højeste, måtte det klart være dronning af landet. Det var dog ikke en stilling, som hun havde efterstræbt endnu. Da han sagde, at de skulle gøre det officielt, mærkede hun, hvordan hendes hjerte slog et slag over. Hun længtes efter dette øjeblik! Udadtil så hun dog fattet ud, som hun ikke udtrykte sin indre sejr der. ”Lad os,” istemte hun, inden hun fulgte ham, som han ledte hende over til bordet ved vinduet. Nysgerrigt betragtede hun, hvad der lå på bordet, som hun måtte suge al information til sig. Hun betragtede sig derfor af kortet, skønt hun gjorde det skjult, som det kun skete hurtigt og ud gennem øjenkrogen. Det var ej her hun normalt færdedes, men mon ikke hun ville lægge nogle flere visitter fra nu af? Det kunne også være, at han ønskede, at hun gav ham en større styrke af mørkelvere, som kunne tilføjes til hans fine kort, nu når hun blev udnævnt som leder for racen. Hænderne foldede hun bag på ryggen, hvor hun lod det blå blik falde høfligt på hans ansigt, som han talte til hende igen. ”Det er jeg.. Medmindre De er kommet frem til noget nyt, siden vores forrige møde,” sagde hun roligt. Hun vidste skam, hvad hendes stilling ville betyde, samt indebære. Hun var nemlig en yderst dedikeret kvinde, og derfor havde hun sat sig ind i arbejdet, inden hun overhovedet havde fået titlen. Hun ønskede nemlig ikke at være uforberedt, eller at blive hånt, som hun derimod ønskede at træde frem som den ideelle leder, samt føre sig frem med et overvældende overblik. Nu ønskede hun blot, at de greb pennen og derfor kom til sagen, som det helt kriblede i hendes fingre efter at underskrive selve pergamentaftalen. Utroligt var det, at et pergament kunne gøre så lidt, men sådan var reglerne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde meget at se til, og alle disse små sager, var uden tvivl noget som han ønskede at få ud af verden stort set allerede med det samme, også fordi at han vidste, at det var noget som næsten automatisk gav ham mere at tænke på end det som han havde i hovedet i forvejen. Han vendte blikket mod hende. Selv havde han ikke været i tvivl om at hun ville dukke op før eller siden, også selvom han synes det var sent at komme spadserende nu, så var det ikke noget som han sagde det største til, som det var lige netop nu. Han nikkede ganske tilfredst til hendes ord. ”Igennem al den tid, har jeg næsten frygtet at De mons tro havde glemt vores aftale,” påpegede han meden rolig stemme, idet han roligt søgte hen til bordet. Det skulle underskrives af begge parter og forsegles med kongens segl som et tydeligt tegn på at kongen havde været med til dette, og at det juridisk og ærligt, var en stilling som han forærede hende ganske vidst med visse kriterier. Solen generede ham dog ikke, når det foregik på denne måde, for det var jo heller ikke ligefrem direkte solskin, hvilket var noget som passede ham ganske fint. Kriterierne havde han allerede for længst fremlagt for hende, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde vist sig at være den mest krævende arbejdsgiver hvad det her angik, men loyalitet og støtte var vel ikke meget at forlange? Han var nødt til at gribe ud efter dem, når han kunne, og når han kunne vise sig at være en som man kunne stole på og faktisk snakke med om den slags ting som vedrørte ting som dette, så var han vel allerede umådelig godt på vej, ikke sandt? ”Kravene fremgår af dokumentet. Jeg kan bede Dem om at betragte det som en form for kontrakt. Jeg kræver og forventer et tæt samarbejde med Mørkelverne for fremtiden, hvor jeg samtidig ønsker at tage deres tarv til mig, og gøre hvad jeg kan for at opnå og opfylde hvad der kræves og forventet af mig som en konge. Derimod kræver jeg loyalitet, støtte og trofasthed,” remsede han op. Bare for at få det hele på det rene eller om der i det tilfælde muligvis var noget som skulle diskuteres. For mange var det høje krav han stillede, også selvom det i hans forstand, ikke var særlig højt igen. ”Derudover kræver jeg regelmæssig besked om efterfølgende påvirkning af Deres indtræden som leder i Deres samfund. Jeg ønsker at vide hvad mine ledere foretager sig, så der ikke opstår flere situationer som den forhenværende i Procias,” tilføjede han roligt, idet han langsomt skruede låget af blækhuset og tog om fjerpenne. For ham var det reelle og ikke mindst fair krav.

[Deleted]

Det kom ej bag på Tatiana, at kongen for en stund havde frygtet, at hun ej ville dukke op. Hun vidste nemlig godt, at hun havde ladt ham vente længe, skønt det bestemt ikke havde været hendes hensigt. Hun havde nemlig brændende ønsket sig titlen, men eftersom hun endnu ikke havde fået stillingen, havde hun ikke kunnet ligge sit nuværende arbejde fra sig. Derfor havde hun lydigt passet det til muligheden havde budt sig, og derfor stod hun først i tronsalen nu. Hun tænkte dog endnu, bedre sent end aldrig, og eftersom ingen anden havde fået stillingen, var det ej heller for sent for hendes vedkommende. ”Så er det heldigt, at jeg i dag kan betrygge Dem om, at det ej er tilfældet,” sagde hun med det lille smil på læben, imens hun gik med over til bordet. Deres forhenværende samtale erindrede hun endnu, og derfor var hun skam klar over, hvad hun egentligt sagde ja til. Det havde hun desuden allerede vidst, inden hun havde mødt kongen, da hun længe før ham havde ønsket sig den titel. Desværre havde det først rigtigt kommet på tale under deres møde, og desværre blev det først nu aktuelt. Det at hun havde ventet så længe på det, viste dog også, at hun var klar til den position. Forstående nikkede hun til hans ord, som han opremsede alle kravene. Hun havde skam fuld forståelse for, hvad der var hende krævet for, at hun fik stillingen, og det var krav hun havde i sinde at opfylde, da positionen var det værd. Hun brød sig dog ikke om, at hun skulle blive snust i nakken af kongen, for hvad hun gjorde, men det var blot en pris der skulle betales. Hun forstod desuden, hvorfor han ønskede det således, da de tidligere havde drøftet den uheldige warlockepisode. ”Jeg er indforstået med, hvad De kræver af mig. Jeg ønsker blot at kunne føre min race frem med stolthed, samt skabe dem en bedre plads her i Dvasias, end hvad de nu er tjent med. Jeg vil ej bringe min race eller Dem vanære, som andre ledere har gjort,” sagde hun stilfærdigt, uden hun tog blikket væk fra ham. Hun ønskede dette, og det ønskede at gøre klart for ham og for sit folk. Hun ønskede at lede dem, og derfor troede hun på, at hun var den rette til arbejdet.. eller hun vidste det! Hun ville tage stillingen til sig, som var det hendes barn, og derfor ville hun ej heller yde noget svigt. Hun gjorde en gestus mod pergamentet og fjerpennen, som han allerede var i færd med at tage hånd om. ”Jeg er klar, hvis det er,” sagde hun, hvor der absolut ingen tøven var at spotte ved hende. Hun ønskede dette, og det var i dag hun ville få det! Det ville ske lige nu og her.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det glædede naturligvis Mattheus, at Tatiana ikke havde glemt hvad de havde snakket om, men at der blot havde været ting i vejen. En situation som han nu kun kendte alt for godt, og vidste, skete frygtelig, frygtelig ofte, så var det nu bare sådan at det var. ”Og det glæder mig,” sagde han med en rolig stemme, som de roligt kom hen til bordet. Pergamentet havde stort set ligget klar til den dag, vor hun ville melde sin ankomst, for han havde jo heller ikke ligefrem regnet med, at det var noget som skulle tage hende så lang tid, men ja.. bedre sent end aldrig, det var nok ganske rigtigt. Han vendte sig roligt mod pergamentet, idet han begyndte at remse sine krav op. Det var skam ikke fordi at han ville stå og ånde hende i nakken, for det havde han ganske enkelt slet ikke tid til, men derudover, så ønskede han jo at vide hvad der skete, og hvilke overvejelser som hun stod med, for som leder, så var det jo noget som gik ind og påvirkede stort set hele landet, og derfor måtte han være sikker på, at det havde været den rette beslutning som han tog, for han havde jo heller ikke ligefrem rådført sig med nogen hvad dette angik, men end ikke Enrico havde virket til at have noget imod det, hvilket selvfølgelig var noget som passede ham fint. Han vendte de rødlige øjne mod hende som hun lovede ham, at det var krav som hun kunne leve op til. Han måtte jo erkende, at han havde en rigtig god mavefornemmelse med hensyn til dette, så han håbede inderligt, at det var noget som kunne leve op til hans krav og forventninger af en leder. ”Det er høje og lovende ord De skænker mig, Tatiana, og jeg vælger at tage Dem på ordene. Jeg vælger at skænke Dem pladsen og den højtrespekterede stilling som leder af Mørkelverne under de forudsætninger at disse krav og forventninger bliver opfyldt.” Der var ganske vidst ikke vidner på hvad angik dette, men selv han vidste at underskrifter og den slags, var mere end rigeligt til brug som dokumentation, hvis nogen tvivlede hvad hendes arbejde måtte være. Han tog roligt sin fjerpen, dyppede den og skrev under med sin egen signatur, inden han rakte den til hende. Det var vigtigt at alt det fornemme var på plads, også fordi at det var vigtigt, at absolut alt skulle gøres rigtigt, så naturligvis var det noget som skulle ske og være på sin plads. ”Løbende vil jeg indkalde til møder.. Til tider individuelle og til tider samlet med landets øvrige ledere. Der formoder jeg, at De vil repræsentere Mørkelverne som deres sande leder,” afsluttede han med en ganske sandfærdig stemme. Når hun havde skrevet under og seglet var sat, så var de så at sige færdig.

[Deleted]

Det var bestemt ikke alt ved aftalen, som Tatiana bifaldt, men om hun ville det eller ej, var hun nødsaget til det, hvis hun ønskede sig titlen, og det gjorde hun i sandhed! Det eneste hun havde tæt på sit hjerte var; sig selv og sit folk, og derfor ville hun med den allerstørste ære føre sin race frem. Derfor ville hun gerne påtage sig rollen, selvom hun ikke brød sig om alle kravene. Dedikeret var hun til det arbejde, hun ønskede, og det hun udførte, og det tvivlede hun ikke på, at kongen var klar over, skønt han aldrig havde set hende aktivt. Hun følte dog, at hun havde talt ordentligt for sin sag, og at han derfor vidste, at han kunne regne med hende som leder. ”Det kræves at bruge høje ord, hvis man tør tage imod en sådan position. Jeg ved, at det ej er barnemad, men jeg er dedikeret, og jeg har en drøm med det, og derfor tør jeg træde frem, hvor ingen anden tydeligvis turde. Jeg vil gøre alt i min magt for at opfylde de forventninger, der må være til mig. Jeg ønsker ej at bringe mit folk svigt,” sagde hun med en stålfast mine. Blikket forlod hans for i stedet at glide over pergamentet, hvor hun helt mærkede det sitre i sig, som hun betragtede hans skrivende hånd. Hvordan hun havde kunnet vente på dette siden vintertiden, begreb hun ikke, da dette måtte være, hvad hun længtes efter. Hun havde længtes efter dette i flere år! Helt uvirkeligt var det derfor også, at det nu ville ske, og dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at hun havde fortjent det. Der måtte desuden være noget om sagen, når nu der var hende, og ingen anden, som fik positionen tildelt. Hun mærkede, hvordan hendes hånd næsten var ved at ryste af spænding, som hun rakte ud efter fjerpennen. Imens han talte, dyppede hun selv pennen let i blækket, inden hun skrev sin underskrift på det punkt, hvor hendes signatur skulle stå. Det var nu gjort. Nu manglede seglet blot, og så var det helt officielt. ”Jeg erindrer endnu det råd, som De valgte at tage op for mig den forrige gang. Jeg vil se frem til at sidde i det, samt møde Dem på enkelthånd,” lød det fra hende, mens hun roligt lagde fjerpennen fra sig på bordet. De blå øjne søgte igen hans ansigt. ”Jeg har skam i sinde at træde frem som min races sande leder,” svarede hun fattet til hans sidste ord. Længe siden var det, at racen sidst havde haft en, de kunne kalde for deres leder. Derfor var det også kun på tide, at hun nu fik titlen, som alle havde brug for, at der var én der stod øverst. At det var hende der nu stod øverst i det mørkelviske samfund, var kun drømmen!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ingen havde valgt at træde frem for Mørkelvernes vedkommende, og det var jo egentlig noget som passede Mattheus fint, for han var ikke i tvivl om, at han havde funden rette og den bedste til dette job, og det passede ham jo ganske fortrinligt! Det var måske ikke alle hans krav hun var tilfreds med, men noget var han nødsaget til at gøre, også for at vide hvor han havde de forskellige ledere, for det var yderst vigtigt for ham at vide, at de ledere han havde rundt i landet, var nogen som han kunne stole på, så de ikke resulterede i at gøre noget som Malisha havde gjort for og med warlockerne, for det fandt han sig bestemt ikke i det! ”Det møde os imellem, da vi mødtes ganske tilfældigt, Tatiana, har vist mig, at det er udmærket at ingen har trådt frem for mørkelverne. Jeg har en yderst god mavefornemmelse omkring dette,” fortalte han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Hvorfor skulle han da lyve om det? Det var vigtigt for ham at etablere noget som man kunne definere som stærkt, og han vidste at det var noget som hun kunne hjælpe ham med. Han satte roligt sin underskrift, inden han vendte sig mod hende og derved rakte hende fjerpennen. Det var officielt når hans segl sad på pergamentet. Det var måske en yderst.. mærkværdig måde at gøre det på, men det var det som han kunne tilbyde hende. Warlockerne havde generelt ødelagt hans tillid til sit eget folk, også selvom han virkelig forsøgte at arbejde op mod det igen, og at Tatiana accepterede hans krav og forventninger, var uden tvivl noget som passede ham særdeles fint. ”Og jeg ser frem til vores fremtidige samarbejde,” sagde han med en rolig stemme. Han tog roligt fat om det røde stearinlys som brændt ganske let, inden han roligt førte det nedover pergamentet, hvor den røde stearin dryppede ned under hans egen signatur. Han fortrak ikke så meget som en eneste mine. ”De fremstiller det som De har mange planer for mørkelverne med denne status jeg vælger at berige dig med. Jeg glæder mig til at høre mere om disse,” fortsatte han sigende, selv uden at se på hende. Han stillede lyset roligt fra sig, hvor han tog ringen af sin finger. Det var hans segl. Han gik altid med den op. Han borede den ned i den varme stearin, holdt den der til det stivnede, inden han roligt fjernede den, og mærket af den kongelige krone prydede lige under hans signatur. Han tog igen ringen på og tog pergamentet til sig, inden han vendte sig mod hende. Han viste hende en ekstrem stor tillid ved at lade hende gøre dette, og det håbede han så sandelig at hun vidste. ”Jeg vælger at stole på Dem i dette arbejde. Før eller siden, vil jeg sende bud efter Dem. Jeg glæder mig til vores fremtidige samarbejde,” sagde han endeligt, idet han rakte hende det – sammen med titlen som Mørkelvernes Leder.

[Deleted]

Yderst tilfredst måtte smilet glide over Tatianas læber, som han roste hende. Selvom hun ikke var typen der sad med følelserne ude på tøjet, mærkede hun, hvordan det varmede hende indvendigt at høre, at han troede på hende. Nok var hun en hård kvinde, men rippet for følelser var hun bestemt ikke! Hun var blot god til at holde det hele på afstand. Hun bøjede let hovedet for ham, både i tegn af respekt, og som en tak for hans yderst venlige ord. Nu var det blot, at hun skulle leve op til sine egne, hans og sit folks forventninger. Det var dog ikke et erhverv, som hun ville svigte, som hun ville gøre alt, hvad hun kunne! ”Det er store ord og tanker De gør om mig, Deres Majestæt. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at skuffe nogen parter,” sagde hun taknemmeligt og ærligt, inden det blev hendes tur til at underskrive pergamentet. Selvom hun var en stålfast kvinde, og intet var at spotte på hendes ydre, mærkede hun, hvordan det hele fik det til at krible i hende. Det var formentligt kun hende der mærkede spændingen af de to, men det var hun ligeglad med. Det var trods alt også hendes drøm, hvor kongen formentligt havde andre glæder i livet end at dele lederstillinger ud. ”Og det gør jeg ligeså,” istemte hun. Opmærksomt fulgte hun hans handlinger med blikket, som han greb om det brændende stearinlys, for at hælde stearin ned over pergamentet. Flygtigt bed hun sig selv i læben, inden hun igen måtte løsrive sit blik, og se imod kongen i stedet. Sandt var det, at hun havde mange planer for sit folk, men kunne man forvente andet fra en ny indsat leder? Hun havde drømme – ellers ville hun aldrig have stræbt efter titlen – og nu håbede hun blot, at de kunne føres ud i livet. Det kunne trods alt først komme frem, når hun var gået i gang med arbejdet. ”Hvis ej man har en ide, hvordan kan man så lede et folk?” besvarede hun roligt hans ord med et nyt spørgsmål. ”Jeg har altid levet iblandt mine egne, og jeg har længe efterstræbt denne position. Derfor har jeg længe kunnet se, hvad der kan gøres på de fronter, og deraf har jeg fået mine ideer.” Hendes blik faldt igen på pergamentet, som kongen endelig placerede sit stempel i den bløde stearin. I det sekund det skete, sad hendes hjerte næsten i halsen på hende, men som det blev overstået, trak hun igen vejret normalt, hvor smilet ligeså hvilede tilfredst på hendes læber. Det var endelig blevet hendes! Uden tøven lod hun sine slanke fingre lukke sig om pergamentet, som kongen overrakte hende det. Blikket måtte hun kort lade skimme ned over det, inden hun lod sin hånd falde, og sit blik hæves mod kongen igen. ”Jeg vil se frem til vores nye samarbejde, Deres Majestæt! Er der andet der er ønsket af mig, nu når det er gjort, eller længes De efter at vende tilbage til Deres arbejde?” spurgte hun ham roligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke direkte spændt ved denne handling, men langt mere.. nysgerrig. Nysgerrig på hvad fremtiden ville bringe dem, også selvom han stod fast på, at han havde og nærede en tillid til hende, som man ikke just kunne sige, at han nærede til nogen som helst, for det gjorde han så sandelig heller ikke. Nu som det var sagt, så var det jo ord, som han meget gerne ville give hende. Alle nød af ros, og selvom hun måske var en frygtelig hård kvinde, så betvivlede han på ingen måde, at det var noget som hun lige så måtte nyde af at høre andre sige om hende. Han nikkede mod hende og med et stille smil på læben. ”Til nu har De ikke skuffet mig,” påpegede han ganske sigende, inden han gjorde arbejdet med pergamentet færdigt. Seglet var sat og det var underskrevet, så nu var arbejdet og ansvaret jo faktisk hendes. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for hvem kunne dog styre mørkelverne bedre end deres egen slags? Og så var det jo desuden også noget som tog presset og stresset af hans skuldre, og det var noget som uden tvivl passede ham selv helt fint. Han vidste at hvis nogen kunne gøre det, så var det hende, og specielt med de ideologier som hun gik frem med, hvilket uden tvivl var noget som passede ham særdeles fint, for hvorfor skulle han da reagere anderledes på det? ”De har mig der,” sagde han med et let og stille smil på læben, for det var jo ikke ligefrem en løgn. ”Jeg glæder mig til at se hvad De kan stille op med dem. Ikke at jeg ikke tror at De kan, for det ved jeg,” sagde han roligt, idet han rakte hende det lille pergament. Måske ganske lille, men af en utrolig stor værdi. Samarbejdet med mørkelverne for fremtiden, var uden tvivl noget af det som selv Mattheus måtte se mest frem til, også fordi at han vidste, at det nok skulle blive utrolig interessant. Desuden var han en mand som havde frygtelig meget at se til i forvejen, så det at få noget gjort ved dette, var i princippet noget, som samtidig også passede ham ganske fint. ”Jeg formoder at De har meget at se til, som jeg også selv har, så jeg vil sige, at det er hvad De kom for, og vi begge har fået meget ud af dette. Jeg sender Dem besked, når jeg har brug for Dem her, Tatiana. I mellemtiden, så vil jeg se frem til vores fremtidige samarbejde. Jeg ved dette er en opgave, som jeg med ro på sjælen, kan pålægge Deres skuldre,” afsluttede han. De havde jo klaret det formelle, og så var der vel ikke mere at komme efter, var der?

[Deleted]

Kongens tanker omkring Tatiana, var en sand fryd at høre for hendes vedkommende. Han kendte endnu ikke til hendes arbejde, men alligevel syntes det, at han havde en stor tillid til hende. Det var en tillid, der uden tvivl var til hendes fordel, men på den anden side gjorde det også, at han visse forventninger til hende. Forventninger man gjorde klogt i at leve op til, da han var kongen. Hun brød sig muligvis ikke om, at det var en mand der sad på tronen, men eftersom alt ikke kunne gå efter hendes vilje, måtte hun stille sig til tåls med tingene, som det var. Slem var Mattheus trods alt heller ikke, da han tydeligvis kunne lide hende. I hvert fald nok til, at han ville overlade en stor position til hende. Hun sagde intet til hans ord, som hun følte, at det hele lå klart mellem dem. De vidste, hvad der foregik, og derfor var der ikke mere at rifle om. Hun lod ham derfor blot stemple pergamentet, hvor hun uden tvivl greb det, som alle dets formaliteter var blevet gjort. Utroligt var det, at et pergament kunne gøre og betyde så meget. Personligt blev hun nemlig helt varm indvendigt af at holde det, grundet dets betydning. Karrie- og folkemæssigt betød det, at hun nu var mørkelvernes leder. En stilling hun uden tvivl ville tage seriøst! Hun smilede let som han erkendte, at han ej kunne bakke væk fra sandheden ved hendes ord. ”I så fald er det i mit håb, at jeg ej vil svigte Deres tanker omkring mig,” sagde hun roligt. Hun ville gøre alt i sin magt for at bringe sit folk ære og glæde, da de stod hendes hjerte kærest. Andre havde hun derimod ikke høje tanker omkring, da det ej var dem hun priste. Hun kunne dog ikke være helt ligeglad med resten af Dvasias, da det formentligt ville sætte hende i dårligt lys hos kongen, og hun var bestemt ikke interesseret i, at han fratog hende stillingen igen! Medgivende nikkede hun med hovedet til hans ord, som hun ej kunne benægte, at hun havde meget omkring ørerne. Alt sammen noget, som hun burde tage hånd om. Der skulle desuden også offentliggøres, at stillingen nu var hendes. En bekendtgørelse som hun ligeså måtte glæde sig til. ”Jeg kan ej sige, at jeg intet har at bestille, hvis jeg vender hjem, da det ville være en løgn. Jeg vil derfor vende tilbage med min nye stilling, hvis intet andet er ønsket af mig her. Jeg er glad for, at De kunne tage imod mig med så kort varsel,” sagde hun, hvor hendes ord måtte gå mod en anden. ”Må al held følge Dem til vi ses igen,” afsluttede hun med et respektabelt hovednik, inden hun roligt vendte om på hælen. Med pergamentet i hånden forlod hun stolt og tilfredst tronsalen, skønt hendes ydre var afbalanceret og fast som altid.

// Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så var det Mattheus som sad med den endelige magt i denne situation, for var han ikke tilfreds med hende, så kunne han jo snildt smide hende af posten og give den videre til en anden, hvis det var det som han ville. Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så ønskede han uden tvivl at få det hele bygget op på en god og ordentlig m det var noget som ville komme alle til gavn, så var det så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han havde måske meget høje forventninger til hende, hvilket han egentlig slet ikke kunne gøre det mindste ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, hvor han let nikkede i retningen af hende. ”Det ved jeg du ikke vil, Tatiana,” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig mine, idet han lod hende tage imod pergamentet. For hans vedkommende, så havde han fremlagt hvad han havde at sige, og det var naturligvis også noget som han var storslået tilfreds med, når tingene nu endelig skulle være hvad de var, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg fornemmer, at vi begge har frygtelig meget arbejde at tage os af, Tatiana, så lad os sige, at det var hvad vi havde på dagsordenen, og så må jeg give besked, hvis der er noget.. og så må De jo gøre det samme,” sagde han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. Han nikkede mod hende og med en tydelig anerkendende mine, idet han nærmest bukkede med hovedet for hende. Hun havde ingen anelse om hvor meget dette egentlig betød for ham, for det var frygtelig, frygtelig vigtigt for ham, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast på. Som det nu var sagt, så lod han hende gå, så han selv kunne hjemvende til arbejdet, for han havde uden tvivl mere end nok, som det måtte være i forvejen, ingen tvivl om det. Han søgte roligt tilbage til tronen, hvor han tog plads, så han kunne fortsætte arbejdet med at tage imod de mange som ønskede en audiens og en mulighed for at snakke med ham, og han kunne jo se på vagterne, at der var mange derude, så han kunne uden tvivl se frem til en frygtelig lang arbejdsdag.

//Out