Breathing some air

[Deleted]

Det var ved at være sent, da Amadeus langt om længe ankom til Manjarno. Han havde lige været hjemme med Yessica, også selvom det nu var gået, som man nu havde kunne forvente af det, for hun havde været hård og ikke mindst kold, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som kunne komme bag på nogen som helst, for det gjorde det da slet ikke. Med et dæmpet suk, så slog han ned fra himlen, kun for at lande direkte på jorden som udgjorde den store eng. Smuk var den midt i den nedgående sol, som man kunne ane i det fjerne, og selvom det var noget som han havde set så mange gange, så var det et af de ting, som man vel aldrig nogensinde ville komme til at blive træt af, for det gjorde han bestemt heller ikke.
Vingerne trak han let ind til kroppen, idet han blev mødt af et mindre vindkast. Det var begyndt at blive godt og varmt i vejret, hvilket uden tvivl var noget som passede ham særdeles fint, og det var bestemt heller ikke noget som han havde i sinde at skjule, for han var meget uagerende, og hvordan han havde det, var uden tvivl noget som folk skulle vide. Vinden rev i hans hår, hvilket næsten automatisk fik ham til at lukke øjnene. For mange var han måske af dvasiansk afstamning, men med hans ekstremt høje alder, så var han kommet til verden, længe inden at det begreb i det hele taget kunne tages i brug, og det var noget som uden tvivl også passede ham særdeles fint. Lige nu ville det bare være godt og rart at strække benene lidt, inden han igen tog hjem, hvori at han vidste, at han nu ville være alene. Egentlig underligt, når han nu var blevet vant til at huse Yessica, men så sur og tvær som hun var blevet til sidst, så måtte han jo sende hende hjem, selvom selskabet uden tvivl havde været kærkommen, selv for hans vedkommende. Han sukkede ganske let, inden han igen vendte blikket omkring sig. Lige umiddelbart kunne han ikke se eller fornemme nogen om sig, hvilket jo egentlig passede ham fint. Med rolige skridt, begyndte han roligt at bevæge sig fremover. Hænderne foldede han le over ryggen, hvor han nærmest gled ind i sin egen tænksomme dvaletilstand. Ensomheden kendte han kun alt for godt, og tanken om den, var noget som et sted irriterede ham, men for en som ham, var det nærmest umuligt at anskaffe sig noget som lignede et job, og den manglende indkomst, kunne uden tvivl ses i hans beklædning. Den var meget laset, hullet og gammel at kigge på, men det var nu og da en del af ham og det havde det altid været.

[Deleted]

Paige begav sig roligt videre i sin svæven på vindens ryg. Det lange hår der slog krøller og dansede ivrigt med vinden, der passerede hendes slanke krop da hun forsatte med at flyve igennem luften. De skarpe isblå øjne var rettet mod grænsemuren der skilte Procias og Manjarno fra hinanden og en svagt smil spillede hen over hendes røde læber. Hendes krop var dækket af en svag hinne af en blå farve og kort før hun stødte mod vagtposten forsvandt hendes krop i en sky af glimmer og efterlod ellers Procias tilbage til sin egen aften. Det var endelig ved at blive sommer, varmen begyndte at blive ved jorden og dagene blev længere og længere - snart kunne Paige sætte jagten ind mod en race hun havde et underligt og uforklarligt had til. Men i aften, skulle den stå på lidt træning af magien og ellers nyde vejret. Hvor skal jeg mun søge til, tænkte Paige og strakte ud med sindet. Søen var for livlig, for mange sjæle der blot ville stå i vejen. Hvad har vi nu her, tænkte Paige og hendes krop dukkede igen frem for verden, men hun skjulte sin energi, sit sind og sin tilstædeværelse, kun øjet ville kunne se hende. Hun svævede roligt ned blandt træerne på engen - Engen, dette sted havde været både en scene for kærlighed men også krige mange gange for Paige. Både blod og kys var blevet uddelt og tildelt på dette sted. Paige lagde roligt hånden emd en træstamme og lukkede øjne, lod sine tanker stryge vidt omkring, dette træ kunne meget vel kun have været et lille skud da hun havde været her sidst. Tiden kan ikke stoppes, for altid altså, tænkte Paige og smilte varmt. Hun førte en hånd igennem håret og gik roligt ud mod engen da hun fangede en andens energi. Hendes øjne blev nødebrune og en slikebrun kjole hang elegant ned fra hendes slanke og stolte skuldre. Et tørklæde var bundet om hendes slanke hals og hang ned voer hendes store barm. Hendes slanke og lange ben blev pirrende afsløret i en lille udskæring der var i kjolen, så hvert skridt hun tog afslørde de glatte og ravnbrune hud. Paige bar intet på fødderne og en lille stjerne lyste svagt ved hendes ene øje. Paige gik langsomt ud fra træerne, og lod en bølge af varme og berolligende energier flyde ud og hen over engen. Hendes gang var elegant og næsten svævende da hendes skridt syntes at bringe hende længere end blot det skridt hun tog. Paige tog manden i øjensyn og så forbi hendes krop og direkte til hans vinger, men kunne allerede afgøre at manden ikke var ren engel, ikke engang engel. Dødsengel, konkluderede Paige hurtigt. Da hun havde taget den beslutningen lod hun den varme bølge blive efterfulgt af hendes magiske udstråling der ville kunne mærkes, selv af almindlige mennesker, men intet voldsomt, som et tæppe der blev svøbt om en. Paige lod tunge spidsen løbe hen over hendes læber, trak vejret dybt og studerede manden. Hvad kunne denne mand måske præstere af udfordring, tænkte Paige for sig selv. 

[Deleted]

Adskillelsen med Yessica havde uden tvivl været hård ved ham, også fordi at han jo kun havde forsøgt at gøre sit bedste netop for at hjælpe hende. At det jo så ikke var sket, var en tanke som faktisk måtte irritere ham. Han var måske mørk af race, men stammede fra en tid før betegnelserne af ’lys’ og ’mørke’ stort set opstod. Han var ved at være en temmelig gammel mand, selvom det nu og da, var noget som man efterhånden så alle steder. Verdenen havde ikke just været god ved ham, men derimod temmelig hård faktisk, men han havde klaret det. I og med, at han var en mentaldæmon og uden tvivl en af de ældste som var tilbage på denne jord, så var han ikke i tvivl om, at der var andre omkring ham, for han kunne jo direkte mærke det. En kraftig energi, som pludselig havde meldt sin egen ankomst. Han blev stående.. Det kunne meget vel være, at denne person bare passerede ham og lod ham være, for han havde aldrig nogensinde været fjendtligt anlagt. End ikke da han havde mistet sin kone for frygtelig mange årtusinder tilbage. Han ønskede jo bare at leve i fred og det var der vel heller ikke noget galt med?
Amadeus knyttede næverne ganske let, og med en tydelig irriteret mine, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han ikke ligefrem gøre det største ved det lige nu. Han sænkede blikket en anelse, kun for at lukke øjnene. ”Du tænker frygtelig meget, og frygtelig højt,” påpegede han med en forholdsvis rolig stemme. Han kunne jo for pokker høre det hele. Det havde sine fordele og ulemper som mentaldæmon, men til tider så var han glad for det. Roligt vendte han sig i retningen af hende og med den samme intetsigende og kolde mine. Han ønskede slet ikke strid af nogen slags, men derimod bare at få noget fred for en gangs skyld, også fordi at det ikke var noget som skete så ofte igen. Han rystede let på hovedet, idet han roligt vendte ryggen til hende igen. Nu hvor han havde det indblik i hendes tanker omkring hvilken udfordring han kunne præstere, så gik han næsten automatisk ud fra, at denne kvinde ikke ligefrem havde rent mel i posen. Det måtte være Paige? Den kvinde havde han efterhånden hørt temmelig meget om, også selvom han for nu valgte bare at forholde sig rolig og fattet. ”Jeg synes bare du skal passere.. Så kan du bringe dine mange tanker med dig. Jeg er ikke ude på strid,” afsluttede han kortfattet, inden han skævede over sin ene skulder i retningen af hende. Det var vel en menneskeret, at søge lidt fred?

[Deleted]

Paige forholdte sig roligt på sin valgte plads i træernes kant. Det store bryst hævede sig ikke i takt med tiden der gik forbi. Vejrtrækninger var alligevel noget overvuderet noget og det tod kun tid og energi at skulle have sindet til at udførrer en sådan overflødig handling. Men Paige's ansigt gik ikke i besvær at at være uden fornyet ilt, det var en simpel besværgelse der kunne klare stort set hele og alle kroppens funktioner til fulde. Vinden bølgede hen over pladsen og gik i dans med Paige's hår der bølgede omkring hendes skuldre, der var rejst stolte og stærke. Paige kunne godt fornemme noget, inde i hende.. Men hvad det var kunne Paige ikke sætte finger på, det var sjældent at nogen besad evnen eller modet for den sags skyld, til at søge ind i hendes sind og tanker. Så Paige havde nok ikke opretholdt de sædvandlige murer og skærme til at holde folk ude. Men hendes skarpe øjne der holdte øje med manden, blev ikke just mindre skærpede da han valgte at afsløre hans tilstedeværels i hendes tanker, men alligevel forholdt hun sig roligt. En der kunne danse så let ind i hendes tanker måtte alligevel kunne præstere en hvis form for magt, men alligevel begyndte hendes tanker at flyde sammen i et stort rod. De fleste der følte en sådan tilstædeværelse ville afskærme og presse dem ud, men Paige lod blot manden søge rundt, opslugte hans sind i hendes tanker, der med hvert sekundt blev mere og mere rodet. Hemmeligheder, planer, magi og alt man ville forvente at finde i hendes sind var der simpelt ikke. Den lille stjerne ved hendes øje fik en neuance af lilla, da hendes tanker blev til hverdags problemer - Havde man husket at låse døren? Taget tøjet ned fra snoren? Gjort klar til næste dag? Gjort rent? Alle de normale ting, fyldte nu Paige's tanker som var det en anden der stod foran hende. 
"Måske De skulle holde tankerne for Dem selv istedet for at påtrænge Dem adgang hvor De ikke hører til" sagde Paige med en rolig stemme, intet ondt eller varslende - roligt og på sin egen måde velkommende tone. Paige førte roligt hånden den ene hånd om bag ryggen, men intet i hendes sind afslørede hendes handling, eller hvad hun måtte planlægge at udfører i kommende tider. Men svagt frembragte hun en lille kugle og holdt den i hånden, før der pludsligt var en stærk udstrøm af magi, men lige så hurtigt som den var kommet, forsvandt den igen - Det var overstået på et enkelt blink og Paige stod stadig upårvirket af hvad der skete, hendes arm var igen på linje med hendes slanke krop. Paige løftede kort et slankt øjenbryn før hun igen valgte at tage ordret i brug. "Det er nok det bedste, at De ikke er ude på strid." Paige stod som sit stærke væsen men hendes tanker og hendes sind var et rod, et størrer rod hvis man skulle prøve at forklare at der ikke var noget der hed "lyset" eller "mørket" til et barn. For Paige var måske ikke på alder med denne mand, så meget havde hun konkluderet. Dog var Paige en af de ældste der vandrede jorden og derfor var noget der plagede hende, hans energi, ikke hans direkte udstråling, men den energi der lå dybt i en, var en hun havde stødt på en enkelt gang før på sine rejser. Men Paige opretholdte blot blikket og rørte sig ikke.

[Deleted]

Det var egentlig ikke fordi Amadeus søgte ind i denne kvindes tanker og sind med vilje, men så højt som hun tænkte, så var det ikke fordi at man kunne sige, at hun var synderlig god til at lukke af for ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende, for han kunne jo fint fornemme hvor hun var. Han var efterhånden ved at være en voldsomt gammel mand, men aldrig stået som nogen trussel overfor nogen, for det var der så sandelig heller ikke nogen grund til, om det var noget som man ellers kunne blive for i den anden ende. Han ønskede jo egentlig bare fred og ro, og ro til at tænke, så det var vel egentlig ikke fordi at man kunne sige, at det var noget som han kunne finde andre steder end hjemme tilsyneladende, også selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det største ved. Han søgte hurtigt ud af skallen igen, også selvom det krævede selv en smule mere. Hvem kvinden var, havde han dog alligevel fået et ganske lille indblik i, men ikke noget som han tog tungt som sådan, for det var der slet ikke nogen grund til, og det vidste han udmærket godt.
Amadeus trak let på skuldrene ved Paiges ord. Han havde slet ikke ment at søge ind i hendes hoved og sind, men det var næsten en forsvarsmekanisme, når han mødte nogen som han ikke var kendt med i forvejen, også fordi at hun heller ikke ligefrem havde været god til at skjule hvordan og hvilke tanker som hun gjorde sig, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som forundrede nogen. Han vendte sig denne gang direkte i retningen af hende. Energiudladningen var noget som han tydeligt kunne mærke på sin egen krop. Man var jo trods alt ikke mentaldæmon for ingenting, så det var jo den slags ting som han hurtigt bed sig fast i. ”Jeg beklager.. Det er lidt en vane, når folk bare kommer vandrende, uden at jeg har været forberedt,” sagde han med en ganske sigende og kortfattet tone. Man kunne ikke ligefrem sige, at hans humør var det bedste, for det var det på ingen måde, og det var noget som han meget gerne stod fast ved. Krig og strid, var noget af det sidste som han var interesseret i, for han havde aldrig brudt sig om den tanke. Det havde allerede kostet ham frygtelig, frygtelig meget, og det var det som gjorde at han gjorde sig de tanker som han gjorde omkring den slags; Der fandtes virkelig ikke noget værre end det! ”Strid og kamp koster kun ressourcer og menneskeliv.. For alt i verden, er det faktisk det sidste som jeg ønsker at tage del i og af, kan jeg fortælle Dem. Ønsker De at passere, skal De være velkommen,” afsluttede han ganske sigende, inden han igen stillede sig med ryggen til hende. Han ønskede ikke strid, og det var vel også tydeligt for hende?

[Deleted]

Paige fastholdte for en tid, den valge position, stadig med et sind som en anden kvindes. Tanker der drjede sig om andet end det der foregik her, men alligevel så var hendes blik fokuseret og lagt på denne mand. Det var dea næsten lidt ynkeligt at se sådan et mørkevæsen traske igennem dette sted, med sådan en dårlig holdning, ikke nogen vild stolthed kunne Paige sætte finger på hos denne mand, men så igen, han kom jo var Dvasias, så det forklarede nok den manglene stolthed. Paige slankede det ene øjnbryn og lagde armene over kors før hun fnøs stille. "Er det ikke parnoidt at skulle tage den slags handlinger? Eller er det for at afdække en større uvished i Deres eget sind?" sagde Paige køligt. Det var tydeligt at hun ikke havde meget respekt for denne mand, men alligevel så søgte hun videre i det skjulte. Hvor var forbindelsen? Hvor var det Paige havde haft mødet med en energi der lå i denne mand? Hvad var hans forbindelse til den...? Men uden synderligt at gøre sig tanker omkring det, rettede Paige sig op, hun var en høj kvinde og den slanke krop med den store barm ossede kun af feminisme. Overrasket over mandens sidste ord, fastholdte Paige alligevel en kølig mine. "Det er en usædvandlig holdning at være vidne til, taget i betragning hvor den kommer fra." sagde Paige roligt men blev stående og vuderede manden... Skulle Paige gøre som hun plejede? Skulle hun kalde på magien og blot gå til angreb? Fri verden for en mand der tydeligvis bar rundt med sorg? Skulle Paige befrie manden og tillade døden er omfavne ham en sidste gang? Efter en pause, hvor kun vinden var stemme omkring dem, brød Paige den med få ord. Valgte for at være spydige og målrettet. "Hvad har De mistet? Hvor fejlede Deres evner henne?" Sagde Paige kort for hovedet og træk svagt på smilebåndet da båndet til The Orb of Past blev fundet og hun søgte vidt omkring for at finde den forbindelse hun ledte efter.

[Deleted]

Det var meget muligt at Amadeus brændt inde med en sorg, også selvom han vidste, at det var en som han for sit vis var skyld i selv. Han gik ikke op i stolthed. Tvært imod, så var det ærlighed og overlevelse som faktisk stod højst på hans liste, og det var noget som han gerne erkendte. Kvinden som var kommet snigende, havde automatisk trigget hans overlevelsesinstinkt, og han havde bestemt ikke den bedste mavefornemmelse af hvad dette angik, også selvom han ikke var faretruende, før man faktisk oprigtigt gav ham en grund til det. Han vendte sig. Han var ved at være en rigtig gammel mand, og sikkert også en af de ældste som faktisk gik på denne jord. Han var ukendt for de fleste, også fordi at han primært holdt sig for sig selv, og det var der faktisk utrolig mange grunde til – visse grunde, som han slet ikke ønskede at komme ind på. Han trak svagt på smilebåndet. Denne kvinde, var dog en som han faktisk måtte finde temmelig irriterende. ”Jeg er desværre bange for, at De ikke har nogen anelse om hvem eller hvad jeg er i stand til. Selv en mand som jeg, må i dag, tage sine foranstaltninger når det kommer til fremmede, som bare kommer snigende, ikke sandt?” At blive betegnet som en dvasianer, var efterhånden noget som faktisk gjorde ham temmelig irriteret, for han var ikke en dvasianer! Og det gjorde ham faktisk sur, at blive betegnet som en! Han vendte blikket omkring sig, også selvom hun med sin tydelige magiske aura og udstråling, så kunne han skam godt finde ud af hvor den var stærkest og vide, at det måtte være der hun måtte befinde sig. Foreløbig følte han sig ikke direkte truet af hendes flabede personlighed, for han gik lidt automatisk ud fra at det var et skalkeskjul. Det var det jo trods alt i 9 ud af 10 tilfælde. ”De dømmer mig for hurtigt, må jeg erkende. De har ingen anelse om hvem jeg er, eller hvad jeg er i stand til, eller hvor jeg kommer fra, for den sags skyld,” fastholdt han med en tydelig irriteret stemme, for det var jo tydeligt, at hun havde valgt at stemple ham. Han rettede sig op, hvor han derefter trak vingerne tæt ind til kroppen, så det gav ham et bedre overblik, for til tider, så var de jo kun i vejen. Ved hendes ord, så knyttede han næverne lidt. Det var ikke fordi at hans evner havde fejlet, at han havde mistet. Det var bare mange tanker som han gik rundt med. At søge ind i hans hoved, kunne hun godt droppe. Han var frygtelig mange gange ældre end hende selv, så det var da helt klart til hans fordel, og til hendes ulempe. ”Jeg ved ikke hvad De taler om,” fastholdt han sigende. Hun søgte efter svar, for dum var han ikke.. Men det var bestemt heller ikke svar, som han bare havde i sinde, at skulle skænke hende, bare sådan uden videre.