Dømmekraft

[Deleted]

Fuldmånen stod højt på Dvasias mørke himmel, skønt det endnu kun var aften. Den kastede skygger imellem træerne. Der var et område som mindede om en eng, men det her område var fyldt med højt, tørt græs og ukrudt der stak.
Vindens kolde greb ruskede i de mange grene, og imellem suset og træets knagen kunne man høre en sagte ringen, som fra glas der slog imod hinanden.
En mørk skikkelse sneg sig afsted imellem træerne, med små hurtige skridt. En gang imellem undslap der et sørgmodigt grynt, eller snøft. Hundæmonens sorte kjole var snavset og fyldt med jord. Hendes hænder var fyldt med rifter og der var jord og sten under hendes kløer.
Nu havde hun mistet en til. Det lille barn var død af underernæring, fordi det var en menneskeunge som hun havde reddet fra en flok vampyrer og taget til sig, skønt han forsøgte at løbe hjem til sine forældre. Fra det øjeblik var det hendes unge, og hun skulle opfostre det til at blive en stærk dæmon, ligesom hende selv... Men desværre kunne mennesker sjældent leve af rå muskelfibre og han var næsten lige død. Hun havde begravet ham i hård jord, ved en stor sten og gik nu videre.
Hendes øjne skinnede som en kats i mørket, selv om hun sjældent hævede sit ansigt fra grunden under hende. Hun holdt om sig selv, som for at søge trøst. Hendes lange sorte hår lignede en fuglerede, for hun børstede det sjældent. Det eneste hun passede i den forstand var pelsen på hendes hale, der gemte sig under hendes kjole. Glasperlerne, der har på den klirrede når hun gik. Jorden var fugtig og efterlod spor af hendes bare fødder.
Hun nåede til lysningen med græsset og krøllede sig sammen under et træ. Halen lagde sig over hendes lår. Hun var sulten, men alt for trist til at spise. Alle de faretruende lyde lagde hun ikke mærke til. Hun frygtede ikke vampyrer og mange mørkevæsner, men i dette øjeblik var det mere fordi hun ikke lagde mærke til andet end sin egen medynk.

[Deleted]

Samthiya og Reylo sad skjult oppe over et træ som måtte være flere 100 år gammelt med sine mange forgreninger af grene og kviste som skød ud til alle sider. Det stod ved udkanten af skoven og ud til engen. Den kolde vind ruskede i dem. Det var Reylo der havde taget den fysiske form, og han havde ikke meget andet på end en tynd sort skjorte og en let kappe. Han sad med tænderklaprende tænder. Fra træet havde de et godt udsyn over den lille eng, med det stride tørre græs, samtidig med at de havde blik ind til skoven. Det havde holdt øje med denne kvinde, som Samthiya var overbevidst om måtte være en dæmon, hvor Reylo ikke rigtig vidste hvad hun var. De holdt øje med hende, da der var en ældre herre havde henvendt sig til dem (Reylo) da han søgte nogen til at finde hans lille søn som var blevet væk. Samthiya var ikke i tvivl om at det var vampyrerne og derfor var de startet der, men der var ingen lille dreng. Kun en masse hvide igler som vandrede rundt. De var hurtigt forsvundet igen. Ud i den dunkle skov, og her var de faldet over denne kvinde som gemte på små børn. Det var her de havde fundet ud af at drengen befandt sig hos hende. Drengen var nu død. De havde set hvordan hun havde begravet drengen ved en sten. Deså hvordan hun bevægede sig ud på engen. Hun blev mere og mere utydelig. Hvis de skulle handle, skulle de handle nu. Reylo klatrede ned fra træet. Langsomt ændrede hans udseende sig. Hans højde blev meget mindre. Hans arme og fødder ændrede størrelse. Alting skrumpede. Han var blevet til et lille spinkelt barn med lysende grønne øjne.
*Hvad har du egentlig tænkt dig?* hvæsede Samthiya. Hun var udmærket godt klar over at han bevægede sig ud på gyngende grund.
*Jeg har tænkt mig at komme til bunds i dette. Finde ud af noget mere om det væsen. Redde de andre børn, før de dør ligesom den lille dreng.*
Samthiya udviste sin utilfredshed, men det var Reylo der i sidste ende bestemte eftersom det var ham der besad den fysiske krop. Han bevægede sig langsomt ud mod engen. Mod det ukendte.

[Deleted]

Den mørke kvinde rynkede på næsen. Der var en lugt som ikke var der før, nærmest lidt sødlig og fedtet.
Hun rejste sig på alle fire og trykkede maven ned mod jorden, mens hun strakte hals.
Hendes stemme brummede mørkt. Et barn? Hun havde da ikke set noget før? Hun kiggede sig fra side til side, og forsøgte at opfange færten af andre væsner i nærheden, men der var ingen. Det var vidst alene.

Krybende på alle fire forsvandt hun bag en høj på engen. Den klirrende lyd kunne stadig høres. Da hun var kommet rundt om rejste hun sig og gik roligt hen mod den lille skikkelse. Hendes hale slog et par svirp under den mørke kjole. Der var intet truende over hendes fremtoning, nok nærmere en nysgerrighed og forsigtighed.
"Hej, lille du." Hendes stemme var mørk, men dog blød, og hun hævede den en anelse, mens hun endnu gik imod ham.
Hun stoppede 2 meter fra ham. Hendes læber krængede op i et lille smil, hendes arme over kors.
"Lille, er du blevet væk?"

[Deleted]

Samthiya brød sig ikke om det her. Denne kvinde skræmte livet af hende, og hun vidste bogstavelig talt ikke hvad de i bund og grund stadig lavede her. De havde opklaret hvorfor den lille dreng var blevet væk, hvorfor forsvandt de så ikke bare? Men Reylo hørte ikke efter hendes protester. Han gik længere ud mod engen, mod denne mystiske kvinde. Han holdt sig om maven som om han var sulten og virkede ikke synderligt overrasket da denne unaturlige kvinde trådte frem.
Da kvinden henvente sig til ham, kom han med en klagende lyd.
”Hvor er min moar?” Han gik nærmere hende, men standsede så op og begyndte at tude. Samthiya udtrykte en fnisen, men var også en smule forundret over at han spillede rollen så godt.
”Jeg er så sulten,” klagede han og krammede om sin mave. ”Hvor er min moar?”
Samthiya mærkede et stik i hjertet. Reylo havde altid bebrejdede sig selv for deres moders forsvinden. Tit havde han været søvnløs og opsøgt deres fader og spurgt ham om hvor deres mor var hende. Hendes far havde som regel afvist ham, og Reylo var begyndt at tude. Deres far havde givet Reylo en lussing og sendt ham i seng. Dette mindede hende for meget om dengang. Reylo fornemmede hendes smerte, men kommenterede den ikke. Det var så sjældent at Samthiya udtrykte sine følelser. Så han lod hende værre. Snart var dette overstået, også havde de ovenikøbet reddet de andre udhungrede små børn.

[Deleted]

Drengen trådte nogle skridt tættere på Yewande. Hun bøjede sig ned og støttede hænderne på lårene. Smilet på hendes læber blev større. Der kom en lidt kurrende lyd fra hendes hals, som en fugl der kommunikerede med sin unge.
Han skulle ikke have spurgt efter sin moder og skreget på mad i lang tid. I et snuptag havde hun sat sine hænder rundt om ungen og løftet ham op. Hendes ansigt var få cm. fra hans. Hun studerende hans øjne, så smilede hun så stort at hendes hvide rovdyrshugtænder kom til syne imellem de fyldige læber. De glimtede en anelse i mørket.
Og så knugede hun Reylo ind til sig og begyndte at løbe afsted med ham, men i modsætning til Reylos plan løb hun ikke i retning af de andre steder hun havde gemt de andre børn. Hun holdt dem adskilt for bedre at kunne kontrollere dem. I øjeblikket løb hun uden nogen anelse af hvor hun var på vej hen. Andet end at hun var sikker på at de skulle "hjem".