Wandering wondering

[Erica Magdalen Sashae]

Det var ikke hver dag Charlie faktisk bevægede sig rundt i New Dale som sådan, for han kunne bedst lide at holde for sig selv i det gamle mansion, der utroligt nok stod endnu. Men denne aften havde han valgt at tage en spadseretur rundt i gaderne alligevel , for han var efterhånden blevet lidt nysgerrig på verden udenfor, og efterhånden måtte folk vel forhåbentligt have glemt hvem hans far var, selvom Laymian navnet vel var velkendt i New Dale, da mansionet stort set havde været der fra start. I dag troede folk dog nok det var ubeboet, men det var ikke sandt, for han boede der jo; der var godt nok utroligt støvet over det hele, for han gjorde ikke rent og han var kun sig selv, for han gad ikke have folk rendende, og han gad egentligt heller ikke at have en at skulle tage vare på som en tjenestepige eller lignende. Mørket var faldet på for kort tid siden, så der var længe endnu af aftenen hvilket nu også passede ham fint. Ganske vidst havde han noget vampyr i sig, men det var kun cirka en tredjedel af ham, fordi han også var varulv og havde to dæmonracer; de delte dog lidt, selvom han fandt dem begge meget nyttige, da han var is og sensuel dæmon. Den sidste var meget nyttig hvad angik kvinder, for med bare et enkelt blik i deres øjne, kunne han næsten fortrylle dem, medmindre de var meget psykisk stærke og modstandsdygtige. Let nåede han frem til torvet i New Dale, der for dagen var forladt og her var stort set ingen, andet end forbipasserende, men det passede ham nu også fint. Han stoppede op ved det store vejvisende skilt og kiggede på anvisningerne, hvor han let funderede over om han skulle bevæge sig ud af byen eller blive i byen… det sidste vandt, for han ville kigge sig rundt nu hvor det så ud til at byen ikke summede så meget af liv, som den kunne nogle gange. Han kiggede let op på lysene der hang over gaderne, og han valgte at spadsere ned langs en gade under lysene, der vel var meget hyggelige et sted på en gade, der ellers ville have været fuldkommen mørk. Han vidste ikke om han ville finde noget her eller ej, men han havde ingen direkte planer.

[Deleted]

Raquel stod uden for en af de dystre kroer i New Dale, lænet op af tunge sten. I ny og næ kunne hun følge de passerende med blikket, men ellers var byen faktisk underligt.. død i denne tid. Hun havde ikke penge tid hverken mad eller tag over hovedet hvilket næppe kunne forundre nogle. Gennem de sidste lange tider havde hun vandret rundt i gaderne uden at komme nogle vegne. Det som engang havde været hendes hjem kunne hun ikke vende tilbage til. De mørke lokker dansede let i den kølige aftenvind. Hun trak kappen lidt tættere omkring sig, dog uden at skjule sig det mindste. Halvkæden om hendes hals lyste kraftigt op i mørket og var kun en indikation på den kraft hun besad. Den var anderledes end de fleste andre af hendes slags, for hun var jo den tidligere dronning.. og en dag ville hun skam tage hvem der var retmæssigt hendes. Begge hænder var samlet på ryggen og hvilede på hendes lænd så hun alligevel holdt en afstand til den kølige sten bag hende.
En mand væltede ud lidt utilfreds og faldt på jorden hvor han blev liggende. Hun himlede med øjnene. ”Ynkeligt,” mumlede hun tvært også selvom manden bare gryntede lidt inden halvt om halvt faldt i søvn. Hun blev stående og så op og ned af gaden dog uden at finde noget særlig interessant ud over den mørke skikkelse som kom gående imod hende. Hun fulgte ham tavst med blikket. Det var efterhånden gået op for hende at man skulle være forsigtig på disse kanter.. her var mændene trods alt ved magten frem for det hun var vant til, hvor hun havde været den med status og stilling. Til tider manglede hun den, det var hun ikke bleg for at erkende.

[Erica Magdalen Sashae]

Den mørke frakke som Charlie bar over sine skuldre, rettede han let på, inden at han lod hænderne falde ned langs siderne og roligt folde sig over hans lænd, så han huskede at gå ret. Nok ønskede han at være anonym, men der var jo flere mænd der gik med en rank holdning her i byen, så hvorfor skulle han ikke også kunne det? Folk kædede det vel forhåbentligt ikke sammen med Laymian, for indtil videre ville han ikke have ud i byen at familien fandtes, for han levede i god fred, så folk behøvede ikke vide det hele, for familien var stadig berygtet nogle steder af byen. Han trak vejret roligt, som han fortsatte ned ad gaden, mens han kiggede let rundt for at se om noget kunne fange hans interesse, for han gad ikke vandre rastløst rundt hele tiden, så han blev nødt til at finde noget at lave - ellers kunne han ligeså godt bare vende om og gå hjem med det samme. Let kiggede han tværs af gaden hvor han fik øje på en kroliggende bygning, hvor det første der faldt ham i blik var en lysende genstand, der stod tydeligt frem i mørket. Skæret fra halskæden oplyste en kvindes ansigt, hvilket bestemt var et kønt ansigt måtte han indrømme, nu hvor han studerede det lidt nærmere på den afstand de stod; han kiggede dog ikke på hende for længe, for pludseligt væltede en mand ud fra kroen og faldt om på jorden for at sove. Han rystede opgivende på hovedet, så var man bestemt også fuld hvis man kunne falde om og sove midt på gaden, det ville han i hvert fald ikke, men så meget drak han heller ikke - faktisk drak han kun sin whisky derhjemme. Han skrånede hen over gaden, for nu havde han bestemt sig for at snakke med hende, for det var et interessant halssmykke hun havde, selvom han dog ikke havde tænkt sig at starte ud med den. Han trak let på mundvigen og så på hende med sine mørkebrune øjne, mens han stoppede op let foran hende. "Godaften," hilste han med en blød stemme, som han blev stående med rank ryk og hænderne foldet over lænden endnu. "Han generer dig vel ikke?" spurgte han og så ned på manden, der lå nærmest foran kro døren og sov.

[Deleted]

Blikket faldt på den mørk-klædte skikkelse som strøg rundt i sin egen ensomhed langs gaderne. Raquel holdt øje med ham ud af øjenkrogen, ikke fordi han var særlig interessant, men mere fordi det lå i vanen. Manden for hendes fødder tog hun sig ikke meget af, han var blot en fordrukken mand, uden noget tilbage, mænd som ham ville uanset ikke overleve længe på disse kanter. Verden var fremmed for hende efter at have levet på Sinaqra en stor del af sit liv, men efterhånden var hun blevet ret kendt med Imandra, et ganske dejligt sted hvis hun endelig skulle sige det. Hun skubbede til den sovende mand med foden, for sko ejede hun ikke, det havde aldrig været nødvendigt. Kroens lys og det kraftige skær fra hendes halskæde, lyste hendes udadtil milde ansigt op. Hun så hen på den fremmede mand som endte ved hende, og så høfligt udviste omsorg og bekymring, en tanke som hun havde frygtelig svært ved. Mænd var slaver og intet andet. ”Godaften,” svarede hun kortfattet og gav ingen tegn på at hun var interesseret i hans selskab overhovedet. Vinden strøg hendes ansigt, fik hendes lokker til at danse omkring hende, hvilket næsten skænkede hende en underlig følelse af frihed, som hun end ikke havde haft på Valkyriernes Ø. ”Næppe. Jeg tvivler på at han komme op på benene foreløbig. Nogle burde fri ham fra hans lidelser og gøre en ende på det,” konkluderede hun uden spor af medfølelse. Hun havde engang været en blid kvinde.. gennem hele hendes regime havde hun kæmpet for retfærdighed og mindre vold, men på dette sted kunne man ikke bære at varmt hjerte. Manden begyndte at snorke. Hun himlede med øjnene. ”Jeg må videre,” sagde hun ud i det blå og så kort op med nattehimlen. Den var smuk. Hun ville nyde den i aften, i stedet for at sidde i hjørnet på en kro og overveje hvordan pokker hun skulle anskaffe sig penge nok til at leve, hun var blevet efterladt med intet, og hun ville få brug for dem til hendes fremtidige planer.

[Erica Magdalen Sashae]

Charlie indså hurtigt at kvinden ingen sko havde, og det gjorde ham alligevel lidt nysgerrig i og med, at hun ikke direkte så ud til at blive slået ud af det, som så mange andre svage kvindelige individer ville have gjort. Hun havde en ret stærk udstråling og så den lysende halskæde var noget som fascinerede ham en del, for den kunne jo faktisk lyste hendes ansigt op. Af hvad han lige kunne komme i tanke om, så måtte halskæden indebærer noget magi og hun måtte vel i princippet faktisk være… valkyrie, det var den race han først lige tænkte på at have læst om, der bar en lysende halskæde. Han så roligt på hende med sine mørkebrune øjne, mens han betragtede hendes ansigt, hvor hun så mild ud men fremstod som ganske ligeglad - det gjorde kun ham lidt mere nysgerrig, for hun var ikke ligefrem som andre han havde set her omkring. Han så let mod ned manden der snorkede og trak blot let på skuldrene; han var ikke en der slog ihjel medmindre det var nødvendigt og i princippet havde manden ikke gjort ham noget - han slog netop ikke ihjel fordi det trak som regel for meget opmærksomhed, for der var altid én der så det, det var han sikker på. "Lidelser ligefrem? Mange drikker uden at skulle gøre det for sorger eller lignende, måske han bar har haft en god aften," afslog han dæmpet, for han så ingen grund til at slå ham ihjel; faktisk burde han næsten slet ikke være her, for han holdt sig mest for sig selv. Han løftede et bryn af hende, da hun sagde at hun måtte videre; det ville han ikke lade ske, for han var jo faktisk interesseret i hende, selvom hun ikke udviste interesse overfor ham. "Jeg havde heller ikke tænkt mig at stå her… Kan jeg følge dig lidt på vej?" spurgte han, for så kunne de komme lidt væk fra kroen her, fremfor at stå her ved det snuskede sted. Han søgte hendes øjne, for han ønskede at charme hende med den sensuelle dæmon han havde i sig.

[Deleted]

Kjolen hun bar var elegant og englehvid. Selvom den var beskidt, så, så hun ikke ligefrem fattig eller forslået ud. Hun betragtede mandens ansigt gennem skæret fra den lysende halskæde om hendes hals. De fleste var ude på at stjæle den, flere i dette land havde allerede forsøgt, så Raquel turde ikke stole på ham.. det ville hun nok uanset ikke, han var trods alt en mand og de var skabt til at være underlegne. Blikket fulgte hans ned til manden der lå og snorkede lidt for sig selv. Det ville være bedst bare at ende hans lidelser, det andet var vammelt og ynkeligt i hendes øjne. ”En god aften? Jeg kender ikke definitionen af den slags ifølge jer, men i mine øjne har man næppe en god aften når man ender sovende i rendestenen. Desuden.. sådan som han stinker.. så har han mange gode aftener,” påpegede hun og skjulte bestemt ikke sin væmmelse eller afsky i tonen. Hun havde skam heller ikke tænkt sig at spilde tiden. Hvem end denne mand var, så virkede han pågående og det var oftest dem som viste sig at være de værste. ”Hvis du kan holde trit,” svarede hun affærdigende og begyndte at gå. Den hvide kjole svajede let i vinden, hendes skridt var bevidst hastige så han skulle opgive at følge hende på vejen, hun var ikke interesseret i hans selskab eller i ham for den sags skyld. Det korte øjeblik hun havde fået øjenkontakt med ham, havde hun følt sig underligt draget.. hvilket selvfølgelig i sig selv var et virkelig dårligt tegn, det burde være omvendt eftersom hun var valkyrien. Raquel stoppede op og vendte sig om mod ham med hovedet lidt nysgerrigt på sned. ”Hvad er du?” spurgte hun måske en kende direkte, men hun havde ikke tid til en frygtelig masse udenomssnak.

[Erica Magdalen Sashae]

På trods af at kvinden ikke havde nogle fødder, så syntes Charlie alligevel at hendes kjole var flot hvid og elegant, hvis man så bort fra at den var lidt beskidt - men den var ikke ødelagt og så ikke direkte bondsk ud på nogen måde. På nuværende tidspunkt så var han nok mest interesseret i hende, for han var jo nu en gang kvindeglad som snart intet andet, men alligevel så var der noget andet ved hende og den halskæde, der også tog hans opmærksomhed. Han var ikke en tyv, så han ville nok ikke stjæle den fra hende medmindre det kunne gavne ham i sin sag for at få fat på hende. Blikket flyttede han var hendes ansigt der var oplyst af halssmykket og til manden der lå på jorden nær dem og snorkede. Han var ikke en morder, og han så ikke direkte på det som om han havde lidelser; han stank måske men bade var ikke ofte blandt de laveste i befolkningen, og de kunne efter nok år som arbejdere ikke lugte sig selv. "Udmærket, hvis det er sådan dine øjne ser det," endte han blot, for han havde ikke tænkt sig at diskutere det med hende, for det fik man som regel aldrig noget ud af med kvinder; de ville vinde diskussionerne og derfor gjorde han det til en mere 'vi deler mening' sag, fremfor at give hende ret, for han syntes jo lidt andet om selve manden i rendestenen. Hun skjulte ikke sine følelser og det kunne han et sted godt lide, for der var noget fyrrighed i hende han ikke så på disse kanter. Han fnøs blot let af hendes ord; selvfølgelig kunne han holde trit, han var trods alt horror om ikke andet og havde derfor cirka en fjerdedel af en vampyrs hurtighed, samt en fjerdedel af en varulvs styrke, så mon ikke han skulle klare det? Han begyndte at gå ved siden af hende og viste ikke det mindste tegn på at det gik for hurtigt eller lignende, nej det kunne næsten godt gå hurtigere om ikke andet. Han fornemmede at hun blev fanget lidt i hans øjne da de havde haft en kort øjenkontakt og han sendte en smil til hende som kirsebærret på toppen af en dessert. Om hendes race, som han formodede var valkyrie, var noget som måske også drev ham til hende, det kunne han ikke sige… men han ville spille med sin sensuelle udstråling for at få hende med sig. Han stoppede op et skridt længere end da hun selv gjorde, da han ikke lige havde regnet med hendes pludseligt opbremsning. Han lagde hovedet let på skrå og søgte igen hendes øjne, som hun spurgte ham direkte hvad han var. Hun virkede ikke som en der ønskede alt det udenomssnak, men han vidste heller ikke om han ville føje hende og bare fortælle hende det? "Noget ganske særligt," startede han ud, først for at se en reaktion fra hende på hans let provokerende start. Da han havde givet et øjeblik til at se hendes reaktion, så fortsatte han sine ord: "Jeg er en blanding af Horror og Dæmon, hvis det var det svar du søgte?" endte han så roligt til hende, hvor han ikke en eneste gang havde tiltalt hende De eller Dem; den formelle snak var han ikke opdraget til, så han var altid på dette plan med dem han snakkede til.

[Deleted]

Kjolen havde engang været smuk.. før hun blev hjemløs og forvist fra sit eget rige. Han derimod var tilsyneladende en flot ung mand, med pengene i orden, hvilket hans klæder afslørede ganske glimrende. Hun misundte ham i stilhed for at kunne fremvise sig på den måde og for det værdige liv han tilsyneladende havde. Så vidt muligt fulgte hun hans blik til sin slanke hals, og lod fingrene let glide hen over den lysende kæde. De fleste fik hurtigt øje på den og hans beundring var ikke ligefrem skjult. Tanken gjorde hende kun yderligere opmærksom, for mange før ham havde forsøgt at tage den fra hende hvilket hun ikke havde tænkt sig at tillade. ”Det kaldes at bruge den sunde fornuft såmen,” svarede hun og trak lidt ligegyldigt på skuldrene inden hun vendte sig om og søgte ned af strædet, ind i det skumle mørke. Raquel var opmærksom på lyden af hans skridt bag hende, velvidende om at han forfulgte hende selvom hun ikke rigtigt forstod meningen med det. Hun satte hastigheden lidt op i et forsøg på at undslippe ham hvilket tilsyneladende var et ynkeligt forsøg, det var jo lige før at det bragte ham tættere på hende end det han havde været før. De mørke lokker dansede iltert omkring hendes skuldre i takt med de lidt faste og beslutsomme skridt. ”Stop med at forfølge mig,” bad hun spidst uden at se på ham. Selv i skyggerne lyste den hvide kjole og halskæden hende op, hvilket umuliggjorde det at gøre hende usynlig. Til sidst stoppede hun op og lod det klare blik falde på hans skikkelse igen. Hans svar fik hende straks til at himle med øjnene. ”Typisk mænd.. tror de er guds gave,” mumlede hun en smule irriteret. ”Hvilket svar skulle jeg ellers søge?” spurgte hun uden selv at gøre brug af noget der mindede om høflighed, for den slags skulle man gøre sig fortjent til, og hans køn var ikke med ham på det punkt.. kvinderne havde haft ret.. hans slags var svage! For et kort øjeblik fangede hans blik hendes igen hvilket drog hende tilpas meget mod ham til at hun ikke kunne få sig selv til at se væk igen. De helt mørke øjne gav hende følelsen af at synke ned i et hul.. dog uden frygt eller kulde, tværtimod så fik det en varme til at bruse gennem hende som hun ikke kunne se væk fra. Hånden knyttede hun og tog en dyb indånding før hun igen formåede at løsrive sig og se væk, hvilket bestemt ikke var særlig nemt!

[Erica Magdalen Sashae]

For Charlie betød hendes tøj ikke direkte noget, for han havde lært at de smukkeste kvinder kunne bære det mest usle tøj. Hendes udstråling udtalte jo også noget andet end hendes tøj og det var nok også det som drev værket. Hans øjne var sat på hende og han ville ikke give op, før hun var hjemme i hans støvede mansion. Han havde penge fra sin afdøde far, så det var ikke så meget problemet. Han havde pænt tøj, som var det eneste han gik op i at vaske, for mansionet så noget anderledes og forfaldent ud. Han trak let på smilebåndet, som hun selv lod fingrene falde over kæden på en ret beskyttende måde. Han kunne ikke lægge skjul på at han beundrede den, og han havde også i sinde at fratage hende den hvis det lykkedes ham at få hende med hjem. Han tog dog blikket fra kæden og forsøgte at vise opmærksomhed på hende fremfor kæden, så hun ville blive mindre opmærksom på sin kæde. Han trak skævt på smilebåndet for han vidste, at han havde udseendet på rette sted. Han svarede hende dog ikke, for snart efter så var hun begyndt at gå og han fulgte med ved hendes side. Han havde tilbudt at følge hende på vej og hun havde sagt ja, hvis han kunne følge trit og det var intet problem for ham. "Forfølge dig? Du sagde selv ja, hvis jeg kunne holde trit," påpegede han ganske roligt og tog sig ikke af den spidse tone. Hun havde vist et iltert temperament, men det gjorde ham nu intet, det gjorde det kun bedre. Når han tog en kvinde med modstand i, så var det altid bedre end en, der villigt lod ham gøre det. Han så på hende som hun rullede med øjnene og lød irriteret, men han tog sig ikke det mindste af det, for han havde jo selv fremprovokeret en reaktion i den dur. "Udmærket… Nu har jeg svaret dig på noget, så må du svare på noget til gengæld," påpegede han. At hun fangede hans blik gjorde ham intet, for han kunne tilsyneladende godt tiltrække hende og det gjorde ham kun tilfreds i det indre. Det var som om hun kom tættere på og han trådte et skridt mod hende, som hun var blevet væk i hans blik. Han nød når det skete, virkelig meget, men igen formåede hun at løsrive sig. "Hvorfor går du rundt herude som en hjemløs strejfer?" spurgte han hende også direkte. Han kunne jo se på hendes hvide kjole der normalt ville udstråle rigdom og det hele, at den var beskidt og havde set bedre dage. Da hun stod indenfor rækkevidde, så lagde han modigt hånden mod hendes arm, for at tiltrække hendes opmærksomhed til sig. Han satte alt fokus på at sætte den sensuelle dæmon i værk og gemme isdæmonen lidt væk.

[Deleted]

Raquel var vant til at mænd beundrede hende, det imponerede hende dog sjældent. Denne mand havde udseendet med sig og han havde tilsyneladende også pengene, men at sætte sin lid til ham eller give ham en del af sig selv, havde hun absolut ingen planer om. Hvis han var horror var det ikke underligt at han var i stand til at holde trit med hende hvilket hun ikke lige havde set komme, desuden herskede der ikke rigtigt tvivl om hvilken form for dæmon han var. Gløden i hans blik, og den smukke, blege hud, måden hun følte sig draget og længtes efter at berøre ham sagde det hele og hun væmmedes ved tanken, hvilket også var grunden til at hun så vidt som muligt ikke så ham i blikket. Hun stoppede op og lod blikket falde på hans ansigt, dog mellem hans øjne frem for direkte ”De fleste mænd forstår en hentydning, du er tilsyneladende ikke en af dem,” påpegede hun bare. Han var næsten så bleg at han lyste op i mørket, det var imponerende. ”Sensuel dæmon hvis ikke jeg tager fejl?” spurgte hun også selvom det egentlig mere var den endelige konklusion.. det ellers var han bare en umådelig flot mand. Intet smil eller varm glød viste sig på noget tidspunkt, kun en truende advarsel om det temperament som hun brændte inde med, resten var lidt forsvundet i samme øjeblik hun var blevet forvist fra sig eget land, af sit eget folk. ”Den aftale mindes jeg ikke at have indgået.” svarede hun afvisende og genoptog endnu en gang sin vandring ned af de tomme, mørke gader som ikke var oplyst af fakler ligesom midtbyen. Kædens lys sørgede for at hun kunne se hvad der skete i en hvis radius omkring hende, men det var ikke meget, dette var hans hjemmebane. Grebet om hendes arm tvang hende igen til at stå op. Hun så frem for sig i korte sekunder inden hun langsomt vendte sig om mod ham med yderst sammenbidte kæber. ”Slip mig” sagde hun roligt dog uden venligt tone, det var mere en ordre end det var noget andet, hvor hun kom fra, kunne kvinderne tillade sig alt og mænd var simple slaver. ”Hvem siger at jeg ikke blot er en omvandrende hjemløs?” spurgte hun uden tegn til at ville svare på hans spørgsmål. Kjolen var beskidt, håret uglet og hun gik på nøgne fødder, men der kunne heller ikke herske tvivl om at hun inderst inde var en smuk kvinde, hun havde blot levet et miserabelt liv gennem de sidste par år, uden hjem og uden mening andet end tankerne om en dag at vende tilbage til Sinaqra og bevise at hun var en god dronning.

[Erica Magdalen Sashae]

Charlie var vant til at blive beundret selv, som han også beundrede mange kvinder. Helst de fyrige, for de var sjovest og han nød den sejr og beruselse det var, at få en kvinde under sig, der egentligt ikke ønskede det, men som kom til at ønske det. Han vidste han var en flot fyr og det brugte han jo også med den sensuelle dæmon som våben for at få det han gerne ville have. Han fugtede let sine læber med et strejf af hans tungespids. Han fokuserede ikke så meget på hendes tøj, men mere hendes ansigt; det var smukt oplyst af kæden, hvor hun havde en flot hud og flotte øjne, for det hele spillede godt sammen. Han smilede skævt til hende og kunne godt fornemme, at hun ikke kiggede direkte ind i hans øjne, hvilket kun måtte irritere ham. "Jeg forstår den udmærket. Jeg har bare ikke lyst til at følge den," svarede han kækt med et skævt smil. Han prøvede at søge hendes blik igen, selvom hun nu satte fokus mellem hans øjne fremfor i hans øjne. Han måtte let folde hænderne over lænden og knyttede den ene hånd, selvom han dog ikke gav udtryk for hans irritation. "Det er rigtigt," svarede han hende, for det var jo nemt at gennemskue og når hun selv sagde det, så lagde han da ikke skjul på det. Det var nemmere for ham at skjule is delen, fordi han i forvejen af kold og bleg i huden med horroren. Nok var der ingen varme eller glød fra hende, men hendes 'trussel' om hendes temperament tog han ikke til sig som en trussel. Da hun begyndte at gå, så gik hen med hende, for han følte jo ikke han forfulgte hende når hun havde givet sit samtykke. "Benægtelse… Første tegn på, du er draget af mig. Interessant," sagde han med et tilfredst smil og så konkluderende på hende. Hun stoppede op da han tog fat i hende og han stoppede ligeså også, for han ønskede at kunne få hende til at gå den vej han ønskede. Han slap hendes arm roligt, for han ville jo heller ikke gøre hende sur endnu og han foldede igen hænderne bag hendes lænd. Han løftede et bryn af hende, for den troede han virkeligt ikke på. "Hm. Tydeligvis ikke den jeg troede, alligevel," affærdigede han, da hun nægtede at svare på hans spørgsmål men bare svarede provokerende igen. Han trak på skuldrene og begyndte selv at gå igen, spændt på om hun fulgte med. Han prøvede klart at irritere hende.

[Deleted]

Efter mange år på en Ø hvor mænd var slaver, så havde Raquel en ringe respekt for hans slags, hun havde dog ikke mødt særlig mange sensuelle dæmoner og det irriterede hende at hun på trods af sin egen sensualitet, følte sig draget mod ham. Manden var jo mere irriterende end en parasit! ”Det burde du. Jeg er ikke en kvinde man ønsker at lægge sig ud med,” advarede hun med fyrrige øjne. Hun var ganske vidst ikke bevæbnet, den slags kostede tilsyneladende penge her, og hun var vant til at have folk til at smede dem for hende så snart hun bad om dem. Hans irritation var skjult for hende bag den ro som han udstrålte og som kun gjorde hende mere urolig. ”Det tænkte jeg nok,” svarede hun spydigt og med en undertone af hån. Den slags duede ikke til særlig meget, hvad nyttede skønhed? Dog havde hun i virkeligheden ikke noget begreb om hvor mange styrker han faktisk besad. Hun knyttede hænderne og fortsatte med at gå – så hurtigt som hendes ben overhovedet var i stand til at bærer hende. ”Enhver kvinde er draget af din slags, det er naturbestemt,” endte hun koldt, også selvom det var en undskyldning mere end noget andet, opstået på baggrunden af hendes irritation over at hun var draget af ham når han ikke lod til at være synderlig draget af hende som hun ellers havde været vant til. Grebet om hendes arme tvang hende til at stoppe og i stedet lade det iltre blik tilfalde hans. Til hendes irritation var han ligeså rolig som han hele tiden havde været. Hun nåede ikke at svare før han igen begyndte at gå og hun var efterladt i uvished. Hun rynkede på panden. Hvad skulle det sige? Ikke den han troede? ”Og hvem troede du jeg var?” spurgte hun hårdt og hadede sig selv for at søge i samme retning som han gjorde. Hvem end den mand var, så var han ikke dum og han havde denne gang formået at ramme den stolthed som hun endnu gik og vogtede om. ”Jeg kan love dig for at jeg er langt mere end du troede!” vrissede hun fornærmet. Hvad var det for en måde at tiltalte en tidligere dronning. Denne gang var det hendes tur til at indhente ham og gribe fat i hans arm med et stramt greb. ”Mit navn er Raquel Naria Earyndra, retmæssig Dronning af Sinaqra,” afslørede hun bidsk før hun slap ham.. det burde hun måske ikke have sagt?

[Erica Magdalen Sashae]

Charlie var ret sikker på at denne kvinde var valkyrie og derfor vidste han også, at hun kom ude fra deres Ø med største sandsynlighed. Det virkede dog ikke til, at hun var her for at hente en ny slave med sig, eftersom hendes kjole var snavset og hun havde bare fødder, samt at hun var ubevæbnet. Så han havde en usigelig lyst til at sætte hende på plads og lade hende vide, at her på landjorden der var det altså mændene der bestemte og ikke kvinderne. Han kunne godt lide hendes fyrige sind, for desto sjovere blev det at tage hende med magt. Han smilede blot let med et træk i mundvigen, da hun advarede om, at han ikke skulle lægge sig ud med hende. "Jeg kan håndtere det meste," svarede han med sin stædige rolighed. Det var noget som han vidste, irriterede kvinder og han var faktisk god til at skjule de fleste følelser bag den ydre facade. Han trak vejret roligt og lod de mørke øjne hvile på hendes skikkelse, som hendes hånlige undertone kom mod ham, men det ramte kun som en mild brise. Ord var ikke noget han bekymrede sig om, for han var vant til at få sin vilje med alle kvinder og det ville han også få med denne. Han ville have hende med hjem, det var helt sikkert og vist og han skulle nok også finde metoden til det! Han trak blot på skuldrene af hendes ord, for hun havde jo egentligt lige indrømmet, at hun blev draget af ham, selvom hun prøvede at generalisere hele situationen. "Meget muligt…" svarede han stilfærdigt til hende. Han var draget af hende, ingen tvivl, men det gode ved den sensuelle dæmon var også, at den også satte hælene i af og til for ikke at springe direkte på offeret - hellere lure og snyde offeret med sig så, for at få den fulde tilfredsstillelse. Han mødte hendes iltre blik, inden han selv vendte om og gik videre. Han havde fanget hende og det vidste ham, for han havde ramt hende på et virkelig godt punkt. "I hvert fald ikke det der," svarede han blot provokerende med et smil på læben og et selvsikkert blik indrammet af de mørke træk. Hendes fornærmede tone morede ham, men han holdt den rolige facade som han blot gik. Han kunne høre, at hun gik efter og han stoppede op da hun greb fat i hans arm. Hendes greb var alligevel stramt, det måtte han give hende. Han drejede blikket mod hende og så roligt og nærmere… uinteresseret på hende, selvom det langt fra var tilfældet. "Retmæssige dronning? Så… du er altså ikke dronning, der kan man bare se… Men ja nu forstår jeg det hele bedre; den fine kjole, der nu er beskidt… Er du monstro blevet smidt fra Ø'en, kære Raquel?" spurgte han med en sensuel tone og løftede hånden, for provokerende at stryge hendes kind.

[Deleted]

Raquel havde efterhånden glemt hvordan tingene forholdt sig på Øen også selvom hendes tanker om mænd holdt ved. Hun afskyede dem endnu som de svage væsner de nu engang var, og han var bestemt intet undtag. Hun så på hams med et trodsigt blik og følte sit hjerte banke hårdt mod brystet. Der var noget ved ham som var forbandet frustreret. Måske det var det faktum at hun ikke ønskede at være omkring ham men samtidig ikke følte at hun kunne gøre andet end at følge ham i hælene. ”Det siger du nu.. men du vil lære,” svarede hun overbevist. Hun var ikke en kvinde man burde lægge sig ud med, desværre lod han til at have en idé om han kunne gøre det. Hun hastede efter ham og måtte småløbe for at holde trit, måske hun var stærk men hun havde ej en vampyrs hurtighed. ”Du tror tilsyneladende at du er mere end du er,” konkluderede hun ligegyldigt og stoppede op for et kort øjeblik. De var nået ud af byen og hun havde end ikke bemærket det, legen var farlig og hun var virkelig ikke sikker på at hun turde fortsætte, dog tillod hendes stolthed sig intet andet. Raquel genoptog sin vandring til hun faktisk nåede ham. De slanke fingre lukkede sig om hans blege arm og tvang ham til at stoppe op sammen med hende. Vreden tog rationaliteten fra hende og lod hende for et kort øjeblik se i hans øjne, hvilket øjeblikkeligt fangede hende, ikke på en måde så hun mistede sig selv fuldkomment, men det var tæt nok på. Hans ord fik hendes kinder til at blusse i vrede. Hun så måske ussel ud, og ja det var sandt at hun var blevet forvist fra sit eget rige.. på grund af sine tanker om hans slags! ”Du har ingen idé om hvad du snakker om, så jeg ville tie lige nu,” advarede hun nærmest hvæsende. Hurtigt havde hun sluppet hans arm for i stedet at gribe ud efter hans hånd, så hun forhindrede ham i at røre hende med sine giftige, kølige berøringer. ”Du kan lige vove.. at røre mig!” endte hun hidsigt og bakkede tilbage tilbage. Det havde været en fejl at tage med ham herud hvor der ikke var nogen i nærheden. ”Jeg indså aldrig hvad mænd i sandheden er.. sølle slaver, svage væsner.. det var min fejl, og jeg agter at rette op på det,” fadtholdt hun hæst. Hun var fristet til at se ham i øjnene, hans stemme var så lokkende, og det at modstå fristelsen var ikke nemt!

[Erica Magdalen Sashae]

Hvordan det direkte stod til på øen hvor denne kvinde kom fra, det var ikke noget Charlie direkte havde sat sig ind i; han vidste bare der var en ø med valkyrier, hvor de bragte mænd med sig som slaver. Han agtede dog at tage hende med sig hjem, fremfor omvendt, for hun kunne se godt ud i hans seng, det var han ikke i tvivl om. Under kjolen måtte der gemme sig en smuk, velholdt kjole, hvis hun havde været dronning af den ø og havde levet med en masse kvinder, der sikkert allesammen var ret forfængelige. Han kneb øjnene let sammen, men selv med en rolig mine tilsat. Hun var nok overbevist, men måske var det hende der ville lære fremfor, mon ikke? "Måske… måske ikke." Et sted var han jo også draget af hende, som hun var draget af ham, men det var ikke noget han ønskede at vise hende og den sensuelle dæmon kæmpede også imod og satte alle kræfter ind for at tiltrække hende fremfor at blive tiltrukket. Han kunne godt høre på hendes skridt at hun små-løb, men det var ikke noget han kunne tage sig af, for de var jo faktisk nået ud af byen nu og han ledte hende også bevidst mod sit hjem, så han i sidste ende kunne tage hende med sig hvis hun fortsat kæmpede imod; eller måske kunne han lokke hende helt med hjem, hvilket ville være en skøn sejr. "Tror? Det er noget jeg ved," svarede han roligt, selv tilfreds i det indre, men det var ikke noget der kom til udtryk, for hans facade provokerede hende tydeligvis til at følge med, så han måtte jo holde ved. Det var en leg de legede og han var tæt på at vinde, så bedre kunne de næsten heller ikke være. At hun havde grebet fat i ham, fik ham selvfølgelig til at stoppe, men også fordi legen var begyndt at blive rigtig sjov nu. Han fornemmede hun kæmpede imod hans sensuelle udstråling igen og han måtte selv skjule lysten i det indre, for han havde den, ingen tvivl om det. At hun så blussede op i vrede, det morede ham betragteligt, for igen havde han ramt de helt rigtige punkter! "Ikke? Hvorfor reagerer du så på den måde?" spurgte han sagte og trak let på smilebåndet, for det var jo direkte uundgåeligt i denne situation. Han kom med et hurtigt modsvar, da hun greb fat i hans hånd; Han vred hendes arm rundt og bag om hende selv, så han trak hendes krop tæt ind til sin med en arm om hendes talje. Han holdt fast i hendes blik og lod sin anden hånd falde mod hendes nakke. "Jeg rører dig da… næsten ikke," svarede han med en blød, lokkende stemme, mens han søgte hendes blik. Han var så tæt på! "Du må jo indse, at mænd faktisk er det herskende her på landjorden," hviskede han forførende.