Making you a part of me

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være, at det ikke hgavde været Aliyahs hensigt at gøre ham ondt, men det var nu sket alligevel, selvom det slet ikke lød til at det var noget som hun tog tungere end det, hvilket jo lige så var noget som passede ham ganske fint. Han sendte hende et træt smil. Det gjorde ondt for ham at tænke på at hun skulle til at forlade slottet, også selvom Kimeya havde haft ret.. Det var vel nok til det bedste, var det ikke? ”Jeg har virkelig ikke lyst til at lade dig gå nogen steder..” mumlede han med en ganske sigende stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var løgn på nogen som helst måde i det hele taget. Han vendte blikket mod sin hånd. De steder hun havde bidt hul, var allerede lukket igen, og det var noget som faktisk passede ham ganske fint i længden. Han knyttede næven let, også selvom han nu ikke gjorde det, for at virke truende eller vred, men fordi at han skulle se hvor ondt det egentlig gjorde, men selv det var ved at gå i sig selv igen, og det var noget som uden tvivl var noget som passede ham selv ganske fint i længden, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste. At hun vendte sig helt og med hovedet hvilende i hans skød, var egentlig slet ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende, for det var noget som kun måtte få ham til at smile, og han erkendte gerne, at han faktisk glædede sig ved tanken og synet. Den friske hånd lod han glide over hendes mave, som et forsøg på at nusse hende i den ellers bløde pels, også selvom den fældede så snart han lod hånden stryge over det, og det var jo noget som uden tvivl gjorde ham bekymret, men selv han kunne jo se, at hun var kommet til skade, og ikke havde det særlig godt. Han trak endeligt hånden til sig igen, kun for at møve sig selv ned at ligge i sengen, og med blikket i retningen af hende. Man kunne jo lige så godt få noget ud af det. De rødlige øjne søgte direkte i hendes retning i stedet for. Han sukkede ganske let, inden han strøg hånden over hende hoved i stedet for. Han burde nok søge til sin mor, men det at søge nogen steder herfra, var slet ikke noget som ville komme på tale i det hele taget, og det stod han gerne ved og fast på. Han smilede let for sig selv. ”Du burde måske få hvilet lidt, inden Kimeya kommer for at afhente dig igen? Og nyde du faktisk kan have en seng at hvile i, kæreste,” sagde han med en rolig stemme, idet at han trak hånden til sig og lagde sig godt til rette i sengen i stedet for.

[Cressida Marvalo]

Som det stod nu så havde Aliyah ingen idé om at de havde tænkt sig at fjerne hende fra Mattehus, heller ikke selvom Kimeya jo faktisk havde sagt at han ville. Tanken gjorde ondt på hende, men selv hun vidste at det nok var det bedste for alle så lang tid hun ikke var i stadn til at bevare fatningen med ham omkring. Det gjorde kun mere ondt at vide hvad han foretog sig når hun sad nede i kælderen og stort set kun kunne bryde sig om ham. Dog var det slet ikke tanker hun gjorde sig i øjeblikket. Hun kunne ikke høre et ord af hvad han sagde, men hun kunne derimod læse hans ansigtsudtryk og kropssprog og hun kunne se at han var plaget hvilket fik hendes ben til at stoppe med at sitre. Hun så op på ham og slikkede sig over snude inden hun endnu engang rullede rundt og forsøgte at stå på benene. Den røde pels fældede frygteligt men det var klar uden næring og med de mange sår som hun havde pådraget sig, men som hun bed i sig udelukkende fordi hun ikke ville stå svag overfor sin alfa, og slet ikke med andre konkurrenter i billedet, han skulle vælge hende. Idet han lagde sig ned gjorde hun det samme så tæt op af ham som det var muligt og med hovedet hvilende tæt ind til hans så han mere eller mindre lå dækket i pelsen. Som det stod nu, så var han jo ikke et dyr med andre ord var det hendes job at beskytte ham indtil forvandlingen ville gå igennem. De gule øjne gled i skjul bag øjenlågene som hun brummede let og lagde sig til at hvile også selvom det var med ørerne på stilke. På trods af det formåede hun dog at glide hen i en form for hvile..

.. Hvor lang tid hun havde været væk vidste hun ikke. Hun vågnede ved at knoglerne igen begyndte at sætte sig på plads efter alle at have været ude af led, noget som ikke var behageligt. Den lange pels begyndte at gå i sig selv og blev i stedet til en mange af flammerødt hår som lå bredt omkring hende. Hun stønnede hæst og bed smerten lidt i sig. Gåsehuden lagde sig over mere eller mindre hele hendes, hun følte sig mere kold end hun havde gjort for selve forvandlingen. Aliyah slog blikket op og stirrede ud i værelset hvor stof lå bredt over hele gulvet. Hvor var hun? Det var tilsyneladende ikke kælderen. Noget klamt og vådt rendte ned over hendes blege hud. Hun så ned af sig og opdagede at hun blødte.. flere steder fra og det var noget som havde sat sine spor i hele sengen. Hvad pokker var der sket?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede egentlig bare at nyde tiden med hende, nu mens han havde den, også fordi at det uden tvivl var noget som de begge så ud til at kunne bruge, og det var noget som han naturligvis ønskede at gøre sit for at efterkomme i det store og hele. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang og med den samme ganske sigende mine. Sårene i hans hånd havde allerede lukket sig, og det var egentlig noget som passede ham ganske glimrende! Han sendte hende et smil. Bare at se hende som det store dyr, også selvom det naturligvis bekymrede ham at hun så sådan ud, for han vidste jo slet ikke hvad han kunne eller burde gøre ved det, og det var jo næsten noget af det værste, selv for hans vedkommende. Det var ikke nogen videre hemmelighed for Mattheus, at han virkelig holdt af Aliyah, for det gjorde han virkelig, og derfor ønskede han naturligvis heller ikke, at hun skulle komme galt af sted, og da specielt ikke sådan her. Han gled roligt ned og lagde sig i sengen ved siden af hende. Selvom det egentlig slet ikke var hans mening, så gled han faktisk hen i en form for søvn side om side med hende. Det var næsten som om at det egentlig bare var noget som skete, uden at han egentlig havde noget som helst med det at gøre..
.. Hvor lang tid der egentlig var gået, vidste Mattheus ikke, men selv han blev bare liggende side om side med Aliya. Hans kære Aliyah, for det gjaldt jo egentlig bare om at nyde tiden mens han havde den, for før eller siden han vidste af det, så ville det hele være tabt og mistet, hvilket slet ikke var noget som han kunne sige, at han ønskede i det hele taget! Han sukkede ganske let, selv i søvnen. Helt død var han jo trods alt heller ikke, da han jo lige så faktisk havde.. varulven i sig nu, måtte det vel være. Såret havde lukket sig, så det var heller ikke ligefrem noget som bragte ham nogen irritation eller noget lignende. At hvile med hende, var noget som gjorde ham rolig, og uden tvivl noget som han havde haft brug for. At hun vendte og bevægede sig i den allerede så ødelagte seng, fik ham kun til at trække den ene arm let til sig, også selvom det ikke ligefrem var noget som kunne siges at drive ham ud af søvnen, for det gjorde det på ingen måde. Det var ikke ligefrem noget som man kunne sige om ikke andet. Han sov faktisk tungt.. Det havde uden tvivl været tiltrængt med noget ordentligt hvile, selv for ham.

[Cressida Marvalo]

Selv som dyr havde Aliyah været bevidst om at intet varede evigt, end ikke denne aften hvor hun havde haft mulighed for at ligge sig med Mattheus. Det kom hende lidt som et chok at hun vågnede op i en blød seng også selvom den var blevet revet i stykker. Ud over det så værelset ikke ud til at have lidt nogen last. Hun stønnede dæmpet ved smerten af de mange sår og gled tilbage i sengen. Der måtte være sket et eller andet som havde fået Mattheus til at rykke hende et andet sted hen vel? Også selvom det næppe kunne være godt. Hun var smurt ind i blod, men umiddelbart så det jo ud til at være hendes eget. De grønne øjne stirrede op i loftet, til Mattheus endte med rykke lidt på sig. Aliyah gispede næsten chokeret da det gik op for hende at han lå ved siden af, og hun lå frygtelig tæt på hans skikkelse. Det slog hende dog hurtigt hvor fredelig han så ud, hvilket gjorde at hun ikke havde meget lyst til at vække ham. Dyr eller ej.. hun holdt af ham også selvom det både var dumt og upraktisk, hvad pokker skulle hun dog gøre ved det? Hænderne samlede hun over det af de sår som blødte mest i hendes side i et forsøg på at stoppe det. Mere for hans skyld end for sin egen greb hun ud efter en af resterne af stoffet og lagde det over sig, så det dækkede hendes underliv også selvom det ikke dækkede både det og hendes barm, desuden var det ikke behageligt med alle de stiksår. Udmattet lagde hun forsigtigt den blodige hånd mod hans overarm og ruskede en smule i ham. #Mattheus?# spurgte hun via tankerne og håbede inderligt at han ville høre hende, for hun havde brug for at vide hvordan pokker hun var endt i de kongelige gemakker, såret og blodig også selvom hun lidt frygtede at han ville smide hende tilbage i kælderen nu hvor hun igen var vågen. Kort kastede hun et blik ud af vinduet. Det var omkring solnedgang, så det virkede ikke helt modbydeligt at vække ham. Rester af hendes pels lå spredt i sengen hvilket hun bed sig fast i. Havde hun gennemgået en forvandling? Det var jo langt uden for fuldmånen, så det kunne vel næsten ikke passe? Forvirrede tårer samlede sig i hendes øjenkrog – blodrøde, hvilket var grunden til at Aliyah forsøgte at holde dem tilbage. Mattheus skulle ikke se hende sådan. #Hver sød at vågne,# bad hun lidt desperat og vel næsten.. bange? For sig selv og for alle andre også selvom hun tilsyneladende ikke havde gjort ham ondt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Intet varede evigt, men det havde været med til at give Mattheus bare lidt ro og lidt fred, at ligge der med Aliyah, selvom han vidste, at det kun var for lånt tid, så ønskede han slet ikke at se hende ligge i kælderen, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Selvom han måske slet ikke burde, så var han faldt i søvn liggende i sengen ved siden af hende. At forvandlingen så var gået i sig selv igen, var ikke rigtigt noget som han havde bidt sig synderlig meget mærke i, for han slappet af, og det havde han ikke gjort, siden Aliyah havde valgt at tage forvandlingen hjemme ved sine kære forældre. At hun så derimod var vågnet op og blev bange, bed han sig ikke rigtigt fast i som sådan, selvom han følte en fornemmelse af. Som hun ruskede i ham, så blinkede han let med øjnene, for han var jo et sted vågen og vis om at hun var kommet til skade, selvom.. kommet til skade? Han mindes jo knapt nok i hvilken tilstand, han havde fundet hende. At hun så vred i ham igen, fik ham let til at trække armen til sig. #Jeg er vågen..# nærmest brokkede han sig, idet han vendte blikket mod hende. Det var jo først nu, at han for alvor kunne se hvor blodig hun så ud, for pelsen havde været i vejen. Han satte sig roligt op, inden han vendte blikket mod hende. Han huskede jo, at han havde bragt hende til sit kammer, for det at bringe hende ned i kælderen, når hun havde haft det som hun havde det, ved at forvandle sig udenfor fuldmånen – ligesom hendes mor havde gjort i en periode, var noget som faktisk bekymrede ham, og han vidste jo, at hun ikke havde været ude på at gøre ham ondt, for.. det havde hun jo aldrig gjort. Umiddelbart var han ikke kommet til skade, andet end med sin hånd, som faktisk stadig var en anelse øm, men ikke noget so han tog særlig højtideligt lige nu. Han vidste jo at skaden allerede var sket, så hvorfor ikke bare å det bedste ud af det? Han satte sig op i sengen ved siden af hende, kun for at vende blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han blinkede let med øjnene. At hun sad i ingenting, kun under et klæde, var ikke rigtigt noget som ha ned sig mærke i som sådan. #Jer.. Nu skal jeg..# Han rak sig roligt hen til hende og hendes åbne sår. Han hævede sin finger til sine læber, kun for at snitte et lille hul i fingeren, inden han roligt fjernede klædet, hvor han derefter dyppede sit blod ned i såret. Han vidste jo at det var healende, og at det derfor ville lukke dem. Han gentog dette ved de sår som han nu lige kunne finde. Han ønskede jo heller ikke at hun skulle have det skidt.

[Cressida Marvalo]

På trods af forvandlingen måtte Aliyah erkende at hun aldrig havde sovet så godt som hun havde gjort denne ene nat, selv på rods af forvandlingen. Det var ikke gået op for hende at hun havde ligget helt ind til ham – så tæt som pelsen havde tilladt hende vel og mærke. Forvirret så hun sig omkring med hænderne hvilende over det stærkest blødende sår. Nu hvor pelsen var væk, så følte hun sig kold og der var ikke rigtigt noget helt hun kunne lægge omkring sig, så hun nøjedes med det lille silkestykke som kunne dække, om ikke andet hendes underliv, ikke fordi hun var bange for at han skulle se hende blottet. Blidt ruskede hun i Mattheus og sank en klump. Ærligt havde hun ikke lyst til at vække ham i frygten for at han ville følge hende tilbage til kælderen, desuden så han så fredelig ud men det andet kunne hurtigt ende med at slå hende ihjel. Det lettede hende lidt at han lod til at vågne. Hun slap ham og forsøgte at holde tårerne tilbage. #Mattheus jeg.. husker ikke hvordan jeg er endt her,# erkendte hun og havde svært ved at skjule frygten i sin stemme. Det var ikke fuldmåne men hun havde tydeligvis været forvandlet. At hun så skulle have bidt ham var slet ikke noget hun skænkede en tanke overhovedet, det var trods alt ikke noget som kunne ses eller som han gav særlig meget udtryk for. Idet han fjernede klædet, fjernede hun hænderne fra det blodige sår så han selv kunne se. Hun havde intet imod at ligge blottet foran ham, hun skammede sig ikke selvom hendes krop var tydeligt præget af gamle ar hun havde pådraget sig i arenaen. De funklende grønne øjne, hvilede på hans skikkelse og fulgte hans gøren. Hvorfor vidste hun ikke, men det var næsten pirrende at se ham bide hul på sig selv for at hele hende. Et dæmpet suk brød hendes læber idet han kørte det rundt i sårene og dermed rørte hende.. hun kunne godt lide når han rørte hende, om ikke andet så når han ikke stank langt væk af Mallorie og hun kom til at hvæse. Både sengen og ham duftede nu kun af hende, hvilket gjorde hende mere rolig end hun havde været i flere måneder. #Tak.. vil du fortælle mig hvad der er sket?# spurgte hun lidt bedende. Sengen var forbandet blød, hun sank næsten ned i det, og ikke nok med det, så kunne hun føle silke og ham ved sin side. Det var en drøm der næsten var for sød at stole på i det hele taget.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At blive brutalt revet ud af søvnen på denne måde, var ikke ligefrem noget som Mattheus havde regnet med, men han vidste jo derimod godt, at hun var kommet slemt til skade, for han havde jo set hvordan hendes behandling, og det var bestemt ikke af slagsen som han bifaldt på nogen måde i det hele taget, for det i sig selv, var kun noget som gjorde ham hidsig at skulle tænke på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han kraftigt sammen, som han så hvordan hun så ud, og hvor bange hun faktisk var, for det var der slet ikke nogen grund til i det hele taget. Han rystede let på hovedet. #Du slap ud af cellen i går, da forvandlingen startede, Aliyah. Jeg fandt dig på gangen og besluttede mig for at tage dig med mig.. Ej skal du være bange,# bad han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. At han blotlagde hende, sagde han ikke noget til, for han havde efterhånden set det hele af hende, og endda mere end en gang. Han vendte blikket roligt mod hende, som han sendte hende et stille, dog træt smil. Han følte slet ikke at han havde hvilet nok endnu, og naturligvis var det også noget som han ellers så tydeligt kunne mærke, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun var fyldt med blod, også selvom han vidste at det primært var hendes eget, og han så slet ikke nogen grund til at skulle gøre hende bange eller gøre det værre, end hvad det var i forvejen, så det i sig selv, var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. #Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Vagterne var efter dig.. Men okay, med en varulv i gangene, er det vel heller ikke så underligt igen, er det? De stoppet, da jeg bad dig om det, og jeg har holdt dig her.. Du gik amok på sengen. Jeg formoder at det er den kvindelige duft, som det gik ud over, og ellers har du ligget ved min side.. frem til nu,# forklarede han med en ærlig stemme. Naturligvis undlod han at kommentere at hun havde fået endnu en vagt op, hvilket havde resulteret i at hun havde blod stort set i hele hovedet, og det var nok også det som hun havde sat af på ham, men det var ikke noget som han tog tungere eller hårdere end det. Han hævede hånden, inden han lod den stryge mod hendes kind, efter han havde valgt at lukke hendes sår, så hun ikke skulle tænke på det. Ja, han skar hellere end gerne hul for hendes skyld. Hellere end gerne! #Læg dig ned og hvil dig lidt, min kære. Kimeya vil ankomme senere for at bringe dig til Marvalo Mansion, og du ligner en som kunne bruge det,# sagde han med en rolig stemme.

[Cressida Marvalo]

Aliyah var faktisk ked af at skulle vække Mattheus nu hvor han endelig så, så fredelig ud, noget som hun ikke havde oplevet i lang tid. Hun havde været bekymret for ham. Mere eller mindre hele sengen samt hun selv, var malet i blod men ud fra sårene gik hun ud fra at det meste af det måtte være hendes eget. Dog slog hun hovedet opgivende tilbage da han bekræftede for hende at hun havde gennemgået en forvandling. Klædet lod hun blot fjernes, for hun havde lagt det over sig mere for hans skyld end for sin egen, derfor sagde hun ej heller noget til at han blotlage hende. Armene lagde hun slapt ned langs sin side. #Det er forkert.. jeg burde ikke forvandles nu. Ikke ved højlys dag og med endnu halvanden uge til fuldmåne,# påpegede hun forvirret. Frygten forsvandt lidt eftersom han var der, tryggere hænder fandtes vel ikke? For et øjeblik fik hun øje på døren ind til sit værelse.. gamle værelse, hun var ikke så sikker, men hun længtes næsten efter bøgerne derinde og den varme seng, selvom denne var endnu bedre. Lidt forsigtigt greb Aliyah ud efter hans hånd for at holde den i sin egen, på trods af at den var blodig. Hun vidste at madrassen var Leonardos gamle, hun var ked af at have ødelagt den. #Jeg er ked af at jeg ødelagde din seng. Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerer så kraftigt på de dufte men.. uanset. Det var modigt af dig at bringe mig herop. Har jeg gjort dig ondt.. eller nogen andre?# spurgte hun og bed sig i læben. Tanken om at tage flere liv gav hende en knude i maven, for det havde virkelig ikke været hendes mening! Mattheus lod dog til at være sluppet godt fra det alligevel. Hendes blodige læber skilte sig et stille smil ved hans kælenavn. Det var nærmest et drømmescenarie på trods af forvirringen, situationen og alt blodet, men ham ved sin side og hendes duft hængende over det hele. #Jeg ved at du har travlt, Mattheus men.. vil du ligge med mig? Bare et øjeblik,?# spurgte hun lidt håbefuldt. Det havde været rart i hans favn og hun ville gerne have lidt søvn nu hvor han ikke smed hende ned i kælderen med det samme. Kimeya ville jo komme senere, hun ville gerne nyde den tid med ham som hun nu fik mulighed for, også fordi hun ikke vidste om det nogensinde ville ske igen. Tomlen strøg hun blidt over hans hånd. Den var en smule hævet, men det var ikke noget hun tænkte videre over, for der var trods alt ikke nogen bidemærker til at indikere noget som helst.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde været så afslappet, at han havde været i stand til at hvile ordentligt, og det havde uden tvivl været ekstremt rart for ham. Men at se Aliyah på den måde, havde han slet ikke brudt sig om, og den tanke var faktisk noget som gjorde ham en kende bekymret for hende, for der var slet ikke noget at være bang efor. Hun havde forvandlet sig udenfor fuldmånen, så dyret i hende, havde været uroligt nok til at indtage den forvandling, selv midt under højlys dag, og det var jo naturligvis noget som selv havde forundret ham. Han havde kun fjernet klædet, så han kunne lukke hendes sår, inden han igen havde vendt blikket mod hende. #Noget må vel have tricket det, Aliyah.. Det er ikke noget jeg har oplevet før, men rygterne går lige så om din mor,# sagde han med en rolig stemme. Det havde været en rigtig god seng, og så havde det været Leonardos, så han var naturligvis ked af, at den var gået i stykker, men hun havde reageret kraftigt på Mallories dufte, og det var noget som uden tvivl også havde påvirket ham. Han lagde roligt klædet om hende igen, inden han let vendte blikket i retningen af hendes skikkelse atter en gang. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Smuk var hun, og det havde hun altid været i hans øjne. Han rystede på hovedet. Det var måske en løgn, for af hvad han havde hørt – og set på den mængde blod hun havde haft i hovedet og i pelsen, så havde det i hvert fald kostet en livet, og hun havde jo bidt ham, men han så virkelig ikke nogen grund til at fortælle hende det. #Du har aldrig gjort mig noget under fuldmånen, og jeg gik ikke ud fra, at dette ville forholde sig meget anderledes end hvad der er typisk for en fuldmåne. Du har intet gjort nogen.. Jeg tror snarere at du søgte… mig.. Du faldt til ro stort set, i det øjeblik, jeg fik øje på dig,# forklarede han. Han lod hende tage hans hånd, hvor han let trykkede om den. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at afvise hende, og nu hvor hun nærmest gav udtryk for, faktisk gerne at ville have ham tæt på, så var det faktisk også en tanke som han havde det ganske fint med, for det var uden tvivl noget som faktisk også betød temmelig meget for ham. Han smilede ganske let. #Mit arbejde er der også om en time eller to, hvis ikke mere.. Naturligvis kan jeg ligge lidt her med dig,# svarede han selv med en glædelig stemme, inden han let lagde sig op af puderne, og gjorde tegn til at hun kunne lægge sig sammen med ham.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde ikke været så rolig i lange tider og det var noget som påvirkede hende. Efter flere uger nede i kælderen, så havde hun brug for at slappe af, ikke at være på vagt hele tiden, hvilket forvandlingen vel bare havde indikeret? Det forundrede hende at hun var begyndt at forvandles uden for fuldmånen, ved højlys dag.. tanken skræmte hende, for hun ønskede jo slet ikke at være et dyr mere efter at den skade og smerte hun havde forvoldt. #Det er sandt. Efter hun forlod min far startede forvandlingerne ukontrolleret, men hun er også ved at være i den alder hvor hun kan lærer at forvandles ud over månen, den nærmer jeg mig end ikke,# påpegede hun sigende og tog sig til hovedet. Der var så meget blod at det var svært at bedømme hvad der var hendes og hvad der ikke var. Hun lod ham blot dække hende til igen uden at kommentere det. For hende gjorde det ikke nogen forskel, det var alligevel ikke varmt nok til at hun kunne finde varme ved det overhovedet. Blikket gled igen omkring i lokalet. Sengen hældte og havde det slet ikke godt. Aliyah vidste allerede at den havde været præget af Mallories duft og at det var grunden til den stærke reaktion. Håbefuldt så hun op på Mattheus og bed sig i den bløde underlæbe af ren og skær uro. Først da han ærligt kunne fortælle hende at hun ikke havde gjort skade på nogen, åndede hun lettet op og slog hovedet tilbage. #Godt.. det er det vigtigste. Jeg ved at jeg er rolig omkring dig, men hvad hvis jeg havde gjort dig noget? Jeg mener.. med alle de dufte. Så sent som i forgårs hvæsede jeg af dig,# påpegede hun bekymret. De var alle okay og han var tilsyneladende ikke kommet til skade, men hun brød sig ikke om at han tog den form for chance. Hun sendte ham et let smil idet han indvilligede i at blive liggende lidt ved hende og selv lagde sig til rette med en pude i ryggen. #Tak, Mattheus,” hviskede hun dæmpet og vendte sig om på den anden side for at ligge sig ved ham. Hun vovede at lægge hovedet på hans bryst som en hovedpude, med de flammerøde lokker hængende ned over hendes hals og bryst. Hånden holdt hun tæt ind til sit bryst også selvom hun mest af alt, havde lyst til at lade den glide om ham, dog ville hun heller ikke presse citronen mere end højest nødvendigt, de skulle trods alt snart skilles og hun ville heller ikke savne ham for meget.. ikke hvis konsekvensen var ukontrollerede forvandlinger. Det ville Kimeya næppe blive glad for at høre-

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Forvandlingen var der ikke nogen som havde set komme, og det var naturligvis også noget som påvirkede Mattheus, for han ønskede hende den samme ro, som han selv ønskede så brændende at finde, men selv det virkede til at være sværere at ordne, end det som han egentlig brød sig om at tænke over, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Han betragtede hende med en rolig mine og trak let på skuldrene. Han erkendte gerne, at lige varulven havde han ikke den største styr på. #Jeg tror der er sammenhæng mellem problemerne med din far, og de ukontrollerede forvandlinger, men jeg skal ikke kunne sige det,” sagde han med en rolig stemme, idet han roligt fik hende pakket bare lidt ind igen, også for at give hende en følelse af ikke at være helt alene, for det var han bestemt heller ikke ude på, for han ønskede at gøre det komfortabelt for hende. Selvom det var en blank løgn, at der ikke direkte var sket noget, for det var der uden tvivl – Hun havde jo trods alt bidt ham, som hun havde slået i hvert fald en vagt ihjel, men det var slet ikke noget som han så nogen grund til at dele med hende, for det ville da kun gøre mere ondt end det godt var i den anden ende, og lige nu ønskede han bare at give hende den form for ro. #Jeg har det fint, og ud har det fint, og det er det vigtigste lige nu. Jeg ved godt du har hvæset af mig, og jeg ved at duftene har generet dig,# sagde han med en rolig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det havde været den største hemmelighed, men det var nu bare sådan at det havde været i den anden ende. Han kravlede roligt op i sengen, hvor han satte sig ved puderne, hvor han mere end glædeligt lod hende tage pladsen ved hans bryst, hvilket var noget som fik ham til at smile ganske let. Han tog fat om dynen i stedet for, kun for at lægge den om dem begge to, idet han roligt lagde armene let omkring hende. At blive liggende, var skam ikke noget som han havde noget imod, og da slet ikke, når han vidste, at det var en mulighed, hvorpå at han kunne få lov til at ligge der sammen med hende. Han smilede ganske let for sig selv, som han roligt strøg hende over ryggen. #Hvil du bare Aliyah. Du ligner desuden en som virkelig kunne bruge det,# afsluttede han med en rolig stemme, idet han let lænede sig ned og.. kyssede hendes pande. Han kunne slet ikke stoppe sig selv i at gøre det.

[Cressida Marvalo]

De ukontrollerede forvandlinger var noget som Aliyah måtte finde ud af senere. Hvis Enrico stadig ønskede at snakke med hende, så kunne det være at var noget som han kunne gøre noget ved, for Aliyah ønskede virkelig ikke at gøre flere ondt. Hun vidste godt at hendes mor lige så havde været præget af problemet før efter bruddet med hendes far, men mere havde hun ikke rigtigt interesseret sig for det også i vrede og frustration over deres brud. Men pointen var at der ikke kunne være noget ud over situationen i kælderen og på Den Dansende Flamme som skulle udløse det. #Jeg tror at du har ret i deres tilfælde. I så fald er min situation endnu et mysterium,# endte hun og slap et suk. Efter natten så var hendes humør fuldkommen forandret. De mange negative tanker var væk, kun hans og hendes duft prægede stedet og hun havde bidt ham også selvom det ikke var noget hun huskede. Hun lagde sig tæt ind til ham med hovedet mod hans bryst også selvom det var lidt forsigtigt for hun ønskede ikke at overskride de usynlige grænser, han havde jo trods alt smidt hende tilbage i sin egen seng måneder forinden, dengang de endnu havde delt seng for en stund. Lige nu havde hun brug for at vide at hun ikke var alene og hun havde brug for varme omgivelser. #Det må være biddet.. fra Marvalo Mansion. Dyret har sine egne veje,# svarede hun og lod blikket glide i. Hun kvalte et gab. Og puttede sig godt mellem dynen og ham. Det var længe siden hun havde følt sig så tryg som hun gjorde i øjeblikket. Det var desværre noget som hun kunne blive vant til. Mattheus havde gennem flere tider vanæret det mærke som hun havde skænket ham, det var jo derefter de stærke reaktioner var kommet.. den dag hun havde markeret ham som sin. En skælven bredte sig gennem hendes krop ved hans strøg ned langs hendes ryg. Hun smilede og blev mere slap i kroppen. Efter flere uger med frygtelig små mængder hvile, så kunne hun godt bruge det, og nu hvor hun lå i hans favn så gik der ikke meget mere end nogle få minutter før omgivelserne igen forsvandt fra hende og lod hende glide ind i den rolige søvn, hvor hun igen ville blive fri af de mange bekymringer som hun elles ville gøre sig i løbet af en dag. Med et sidste suk endte hun med at glide ind i sin drømmeverden og faldt slapt hen i hans favn, hvorefter hun alligevel endte med at ligge armen omkring ham for at holde ham fast.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han i givende stund, faktisk skænkede Aliyah en løgn hvad angik hvad der var sket, men han var trods alt nødt til at gøre et eller andet, og derfor kunne han jo ikke bare sidde og lade som ingenting, så hellere.. sige noget, o derved få det ud af verden. Han vendte blikket stille mod hende. At se hende så rolig, var faktisk også utrolig rart for hans vedkommende, og det var noget som han meget gerne stod fast på, ingen tvivl om det, for han fandt det faktisk utrolig rart at have det på den måde, når hun ikke afviste ham eller hvæsede af ham for den sags skyld. #Vi skal nok finde ud af det hele,# sagde han roligt, inden han lod hende lægge hovedet ved hans bryst, så han kunne lægge dynen om hende. Som hun alligevel kommenterede bidet som hun havde skænket ham tilbage i Marvalo Mansion, så bed han tænderne let sammen. Det var slet ikke fordi at han gjorde sit for at skjule det, for det gjorde han ikke, men.. Han havde aldrig fået muligheden for at bide hende i retur, udelukkende på grund af Cecilaya, så et sted så kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at det var gensidigt, for det havde det jo ikke rigtigt været som sådan, når det nu endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han trak vejret dybt. #Det.. kan der jo være noget om,# sagde han endeligt, som han så til at hun stort set bare gled mere og mere hen i hvilen. Hvor meget hvile hun havde fået, vidste han ikke, men han kunne jo uden tvivl tænke sig til, at det jo faktisk måtte være temmelig lidt, og det var noget som uden tvivl faktisk gjorde ham en anelse bekymret, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled stille mod hendes hals, hvor han næsten uden at tænke over det, fik blotlagt tænderne, kun for et ganske kort øjeblik. Han rystede på hovedet og bed tænderne kraftigt sammen. Det kunne han da ikke, og da slet ikke mens hun lå der og sov! Det var forvirrende alt sammen var det! I det store og hele, så lod han et egentlig være ingenting, kun for at lægge sig godt til rette i sengen igen. Han havde endnu lidt tid med hende, som han ville udnytte inden Kimeya ville komme og hente hende.. Det var jo uanset ikke til at sige, hvornår han igen ville få muligheden for at ligge der sammen med hende.

//Out