Long time, no see, my dear daughter..

[Samuel Acheron]

Nathia måtte for nu bare bide i sig, at hun ikke direkte havde fået tilgivelse, selvom det var det hun faktisk have næstmest brug for fra sin far, fordi hun følte en så enorm skyld over den måde hun var gået på. Den sidste gang var det virkeligt kogt over for hende, og hun havde sagt en masse grimme ting, inden hun bare var stormet ud… og hvor hun vel faktisk havde sagt, at hun ikke gad hjem igen nogensinde, og deraf kom også at hun følte for at spørge, om hun kunne få lov alligevel. Hun sukkede let dybt, hun ønskede ikke at tænke på fortiden nu, men den fulgte hende stort set hvor end hun gik, så nemt var det jo ikke ligefrem. Men om ikke andet var hun bare ekstremt glad for at hendes far faktisk var dukket op, og at det gik så let for dem at falde tilbage i de gamle rammer som far og datter, for hun havde virkelig brug for ham. Det virkede dog til at de begge var lettede over at have fundet hinanden, så det gjorde hende kun glad. "Okay..." svarede hun ham bare stille til, at hun ikke behøvede spørge om det; men det havde hun jo alligevel følt, fordi hun havde været så grov da hun sidst var løbet hjemmefra. Da hun mødte hans smil, så måtte hun ligeså smile igen, for det gjorde hende inderligt lettet at han virkede til at have det på samme måde. Hun trak på skuldrene, hun boede selv faldefærdigt og primitivt, så det kunne vel næsten ikke være værre; det hun gik mest op i, var hvordan hun som sådan så ud og følte sig, så behøvede hun derhjemme ikke andet end sit bur og en seng og lidt mad. "Jeg bor heller ikke specielt luksuriøst, selvom mit tøj måske indikerer anderledes… men det er netop det jeg bruger penge på, ikke hvor jeg bor. Det er en firkant med en seng og et bur," sagde hun dæmpet til ham og nikkede let, som hun fulgte med ham ud og væk fra teateret. Hun endte dog også med at føre ham forbi sit hjem ganske kort, for at pakke hendes 6 kjoler ned i en sæk, sammen med et par ekstra sko og lidt småting hun kunne havde i hendes taske. Dernæst begav hun sig med ham hvor end han førte hende, mod et hjem, hun langt hellere ville kalde hjem…

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte slet ikke, at han havde noget at tilgive Nathia for, også selvom det virkelig havde gjort ondt, at høre de grimme ting som hun havde fortalt ham, og derefter stormet ud af huset og bare.. valgt at give væk, for det var slet ikke noget som han ønskede at tænke yderligere over, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han bed sig svagt i læben og vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Det var ikke fordi at han kunne gøre det største nu. Liya var væk, og han havde stort set intet forhold til sin familie mere, og det var en tanke som gjorde ondt. Han havde fejlet. Han havde fejlet som han aldrig nogensinde havde gjort det før, og den tanke i sig selv, var næsten noget af det værste, for han fejlede jo aldrig nogensinde! Blikket gled igen i retningen af hendes skikkelse, hvor han roligt nikkede til hende. Han var glad for, at hun ikke ville afvise ham, for det var jo efterhånden hvad han var vant til. Han havde modtaget billetten, og nu var han da kun glad for, at han havde valgt at dukke op. For det gav ham en oplagt mulighed, for at finde ud af det med hans kære datter, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. ”Bare så du er indforstået med det, Nathia.. Jeg ved hvor svært det var for dig dengang, og jeg forstår godt du løb væk.. Det gjorde bare ondt, at du sagde hvad du gjorde. Men jeg finder ikke noget, som jeg skal tilgive.. Du har intet at søge om tilgivelse for,” forsikrede han hende med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han virkelig mente.
Med et stille smil på læben, lod Nathaniel blikket glide mod sin datter. Hun ville have ham ved sig igen, og derved også lukke ham tæt ind igen, og det var noget som naturligvis passede ham selv helt fint! Han nikkede til hendes ord. ”Du har klaret dig, selv på trods af, at du ikke var særlig gammel. Jeg frygtede virkelig, at det skænderi, var mit sidste minde om dig.. Nu ser jeg en ung og stærk kvinde, som har formået at klare sig, selv på trods af det,” forklarede han med en ganske sigende og ærlig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Han lod hende roligt føre ham med sig til det sted som hun kunne kalde for et hjem, hvor hendes ting blev pakket, hvilket var noget som han insisterede på at bære for hende, inden han bragte hende hjem til det sted, hvor han holdt til for tiden. Ikke noget stort eller prægtigt sted, som han havde haft, da hun havde været lille, men det var nu det hjem som han havde.. også nu hvor han var alene om det hele.

//Out