Long time, no see, my dear daughter..

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være hen på aftenen, og Nathaniel havde taget turen til Manjarno. Selvom man ikke ligefrem kunne sige, at der var noget ved hans liv at råbe hurra for mere, så havde han fået dette ganske særlige brev, med.. en billet til aftenens forestilling, som han havde været nødsaget til at finde ud af. Han nåede langt om længe teateret, hvor han kort stod og betragtede det. Han havde selvfølgelig sit fine tøj på, også selvom minen sagde noget ganske andet, så var det ikke fordi at han var kommet her for at slå en snak af, eller for at nyde en forestilling, som han i sig selv, slet ikke vidste hvad gik ud på, men det var jo ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det, andet end at tage chancen, og så se hvad der ville komme ud af det, for det havde han brug for. Faith kunne ikke være der til at give ham det spark bagi, så måtte han jo naturligvis forsøge at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt.
Tankerne kredsede endnu en gang til Liya ved synet af den store og smukke bygning. Hun ville have elsket det. Fyldt med skuespil og musik, for det havde jo altid været hendes yndlings og noget som hun havde fundet en ro ved. Han trådte roligt hen mod dem som tjekkede når man kom ind, hvor han fik frataget sin billet og henvist til en plads som i sig selv, var ganske udmærket. Efter han var kommet i en ny krop, så var han forholdsvis anonym, og det var noget som uden tvivl passede ham ganske fint, for så vidste han da at folk ikke nødvendigvis kiggede sådan efter ham, for det var noget som han mildest talt kun måtte hade! Han smilede svagt for sig selv, som han trak kappen af sine skuldre, hvor den mørke skjorte og de mørke bukser. Han havde faktisk forsøgt at gøre noget ud af sig selv, også selvom det var så mange år siden han havde gjort det sidst, at han ikke kunne huske hvordan man gjorde det.
Som tiden gik og det nærmede sig for forestillingen, så blev salen også fyldt op. Folk kom typisk i par, og det kunne han tydeligt se, ingen tvivl om det, men det var nu alligevel noget som han måtte bide kraftigt i sig. Lige hvem det var, der ønskede at han skulle komme her i aften, vidste han ikke, og han hadede virkelig at være så uvidende, som han var lige nu, men han fandt vel ud af det før eller siden? Han vendte blikket mod den store og smukke scene, som tydeligt var pyntet op til anledningen af aftenens forestilling. Han glædede sig faktisk lidt, hvis han skulle være helt ærlig.

[Samuel Acheron]

"Tak," hviskede Nathia som det sidste til de forbipasserende ensemblemedlemmer der løb forbi og mod scenen, lige hvor man ikke kunne se dem endnu, for der var kun fem minutter til forestillingen og det var den sidste aften af dette stykke, som de havde spillet 4 dage om ugen de sidste 3 måneder. Hun stillede sig klar backstage, mens hun kunne smugkigge ind på scenen og holde øje og øre på hvornår det var hendes tur til at komme ind. Hun havde til dette stykke fået den ultimative hovedrolle der bar på både sang og skuespil, og et par enkelte dansetrin, og det i sig selv var virkelig stort for hende, men hun havde også arbejdet hårdt for at nå dertil, siden hun brutalt havde forladt sin far. Hun savnede ham ekstremt og havde nu endeligt fundet måden at skulle gøre op med ham forhåbentligt, for hun havde virkelig forsømt sit forhold til hendes kære far og det ønskede hun jo slet ikke, hun elskede ham jo. Hun trak vejret dybt, det havde været fuldmåne for to nætter siden, så der var heldigvis længe til den næste og hun havde ingen skrammer fået under den sidste, hendes dyr havde faktisk lært at slå sig til tåls med buret, så hun var ikke udbryderkonge længere.
Tæppet blev trukket fra da pladserne var fyldt op til en udsolgt sal og orkestret gik i gang med at spille på de fine dyrebare instrumenter, som de ejede her på stedet, hvilket var en del strengeinstrumenter af forskellige arter. Stykket gik i gang, der i første scene var lavet som en slags by scene, hvor alle var på scenen, roller som ensembleroller. Skuespillet handlede i sig selv om et helt liv, ved at gennemgå diverse forskellige oplevelser fra barndom, glæde, til sorg, til ulykke, til kærlighed og til død. Der var mange nuancer i stykket, både dystre og lyse, og alt i alt gav de få enkle kulisser det endelige touch til stykket, der faktisk var meget fuldendt og smukt udformet. Nathia kom ind et par scener inde, da hendes rolle i de første scener blev spillet af nogle yngre end hende, fordi de skulle spille børn, hvilket hun syntes var fint, for selv børnene var faktisk utroligt talentfulde. Flere gange stormede hun ind på scenen eller gik fredeligt ud, hvor hun både gennemgik sorg og kærlighed med den mand hun i stykket var forelsket i. Som en tragisk sidste scene skulle hun 'dø' hvilket næsten var hendes yndlingsscene, fordi det rev virkelig publikum med og hun elskede det om ikke andet, at give dem en oplevelse, det var det bedste ved teateret…
"Min… elskede… jeg… jeg er ved at dø," sagde hun med en rystende stemme, mens hun kiggede på sin medskuespiller, der knælede foran hende og tog hende ind til sig. Hun havde begge hænder liggende på hendes mave, hvor der på kjolen faktisk var noget rødt der skulle ligne blod, selvom det var noget på kjolen og et trick. Hendes medskuespiller græd og kunne intet sige, andet end kysse hende, mens hun selv lod som om hun trak sin sidste åndedrag og hun lod sig falde tungt i hans arme med hovedet til side og lukkede øjnene.
Tæppet gik for og stykket var slut, et helt liv var gennemspillet fra barnsben til en tragisk død i en yngre alder, på grund af et knivstik i maven. Let gik ensemblet ind for at modtage applaus og bukke for publikum, mens hun rejste sig op og forlod scenen. Ensemblet løb ud og tæppet gik fra, hvor hendes medskuespiller og medhovedrolleindehaver bukkede for forsamlingen, hvor hun som den sidste trådte ud på scenen med et stort smil og nejede høfligt og modtog folks stående ovationer. Hun blev meget overvældet og lagde hænderne ydmygt over hendes hjerte ved brystet, hvorefter hun forlod scenen og tæppet gik for igen. Folk rejste sig og begyndte at gå, men hvor at der var en mand, som stoppede op ved Nathaniels plads, for den, der sad på den plads han sad på havde de fået besked på, at de skulle føre ud backstage til Nathias omklædning, så det gjorde de. En arbejdende mand på teatret så mod Nathaniel og sagde 'vil De være så venlig at følge med mig, så skal jeg vise dem til hendes omklædning' og han førte Nathaniel backstage, hvor han åbnede døren ind til Nathias omklædning og lukkede den efter ham igen. Nathia sad på en stol foran spejlet og var ved at tage sit hår ud, på den måde det sad og hun kørte en børste igennem, mens hun så på ham igennem spejlet. Hun anede ikke hvad hun skulle sige...

[Nathaniel Diamaqima]

Lige hvad Nathaniel skulle gøre af sig selv i denne situation, vidste han faktisk ikke, og det var en tanke som faktisk gjorde ham en anelse usikker, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Når det nu endelig skulle komme til stykket. Han blev siddende ganske tavst på sin plads, og bare stirrede ud over scenen. Den var smuk, ingen tvivl om det. Det glædede ham at han kunne få lov til at side der, og være nogenlunde passiv, da folk ikke genkendte ham, og det var noget som faktisk passede ham fint, for han magtede virkelig ikke flere af de krav og forventninger, som folk havde en sjov tendens til at have overfor ham. Det var belastende og det var tungt for ham, når han jo faktisk havde det svært i forvejen, for det havde han faktisk. Efter Liyas bortgang, Elmyra var endnu en gang dukket op i hans liv, og han stod med Silia og Jophiel i Procias, som han slet ikke magtet lige nu, så vidste han godt, at han næppe levede op til det som han egentlig var kendt for; Manden som kunne klare alt. For det var han slet ikke længere.
Salen var uden tvivl udsolgt, så det måtte være en temmelig stor forestilling. Dum var Nathaniel ikke, for han kunne jo se, at der sad mange rigtig fine og ædle herre og damer blandt publikum som selv var kommet i deres fineste tøj. Det i sig selv, fik næsten ham til at føle sig helt laset, selvom det nu var en tankegang som meget hurtigt blev afbrudt, da tæppet gik og forestillingen skulle gå i gang. Synet af dem som skulle spille børn, var noget som svagt fik Nathaniel til at smile, for han elskede jo selv den størrelse, selvom det ikke var noget som han som sådan havde fået æren af at opleve. Nathia var stukket af, endda op til flere gange, hvor han næsten gik ud fra, at hun i denne stund, faktisk var.. død. Han havde jo intet set eller hørt til hende igennem frygtelig mange år. Han bed tænderne svagt sammen, også selvom den voksne kvinde som kom ud på scenen hurtigt var noget som fangede hans interesse. Næsten som han automatisk måtte rejse sig, så tog han sig kraftigt i det, for ikke at spolere showet for alle de andre, da det slet ikke var ønsket for ham…

Som forestillingen gik mod sin ende, tog selv Nathaniel en glædelig del af klapsalven som gik igennem hele salen i stedet for. Det havde uden tvivl været en forrygende aften og det havde faktisk været rart, selv for ham, at komme lidt ud, og opleve noget andet, end det som man kunne sige, at han havde været vant til. Ingen tvivl om det. Han skulle kun lige til at rejse sig, da manden stoppede ved hans stol og bad ham om at følge med. ”Naturligvis,” sagde han med en rolig stemme, idet han fulgte efter ham ned til omklædningen. Lige hvad han skulle forvente sig, vidste han ikke, og den uvidenhed, brød han sig på ingen måder om. Han blev ført ned til Nathias omklædning og guidet derind, hvor han stillede sig i døren som blev lukket bag ham. Ved synet af den unge kvinde foran ham, begyndte hans hjerte at hamre kraftigt. Han lignede ganske vidst ikke sit gamle jeg, efter han selv havde fået den nye krop, men det var ham på indsiden, og det ville det for altid være. Han blev stående tavs. Han havde en mistanke.. Og den ønskede han så brændende at få bekræftet.

[Samuel Acheron]

Nathia syntes det havde været en god aften, for forestillingen var gået glat alt i alt og dette havde klart været en af de bedste, men det var jo også sidste gang, så folk måtte give den lige det ekstra følelse end hvad de nogle aftener kunne, fordi der var jo ikke udsolgt hver aften, selvom det var tæt på. Hun sad med en lidt underlig følelse, da det egentligt slog hende at det var den sidste forestilling af denne og at de til næste sæson skulle i gang med en ny forestilling igen, men det var hun jo også glad for, det ville jo være kedeligt at spille det samme stykke år ind og år ud. Hun smilede svagt for sig selv, mens hun sad ganske roligt og trak hårnåle ud af det sorte hår, der havde været sat op i sidste scene. Børsten holdt hun i hendes hånd mens hun fik det redt ned så det blot let bølgede på hendes skuldre og det føltes blødt igen. Hun lagde børsten fra sig og fik drejet rundt på stolen og rejst sig op, hvor hun stod i en lang kåbe, der var smukt dekoreret og mindede mest af alt om en kimono, med de lagde brede ærmer og slå-om funktionen, med et bælte omkring hendes mave. Hun trak vejret dybt og så på ham, hvor hun studerede ham nærmere, det lignede godt nok ikke helt hendes far, men hun lignede jo heller ikke fuldstændigt sig selv med det sorte hår, hun havde fået til hendes kunstneridentitet. Hun sank let en klump og så mod ham, som han stod der, for hun vidste det måtte være ham når han havde siddet på den plads, hun havde købt billet til; den billet der var blevet ham tilsendt som et anonymt brev. Hun åbnede munden, men nåede ikke at sige noget før at døren gik op og hun måtte sætte fokus derover et øjeblik, det var en af teaterets medarbejdere. "Undskyld forstyrrelsen, Frøken Nathia, der er kommet en buket til dig fra instruktøren for din indsat, jeg sætter den her," sagde medarbejderen og han gik ind og satte buketten på bordet, da han allerede havde puttet den i en vase. Han forlod dem igen med et let nik, hvor han lukkede døren igen og forsvandt ned ad gangen og væk fra lokalet igen.
Hun så efter ham ud af døren inden at hun vendte blikket tilbage mod Nathaniel igen, hvor hendes hjerte nu let hamrede, for hun havde savnet ham så meget, men lige i øjeblikket var hun også så pokkers usikker. "Far?" endte hun så med en forsigtig tone og trådte hen imod ham og rakte en hånd let frem imod ham, som let rystede af den nervøsitet hun følte indeni. Nok lignede denne mand ikke hendes far, men hun følte alligevel at de var forbundet på en måde, som hun kun følte med sin far.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste slet ikke hvordan han skulle forholde sig til det. Hele forestillingen havde han ganske vidst nydt utrolig godt af – ingen tvivl om det, men hvem der havde sendt ham billetten, var nok det som gjorde ham mest usikker. Hjemme var han jo ikke rigtigt mere, og huset stod vel også tomt nu? Jophiel havde han næsten på fornemmelsen, var taget op på slottet efter Liyas død, og det var egentlig noget som passede ham fint, for det at være i huset, efter hun var gledet bort, var ikke noget som han ønskede at yde for nogen. Døden legede han ikke med, selvom han virkelig var fristet til at vække hende igen, så.. kunne han ikke få sig selv til det.
Nu hvor han stod foran hovedrollen fra stykket, så kunne Nathaniel kun mærke hvordan hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Et sted så var han jo slet ikke i tvivl om, hvem det var han stod overfor, og det var noget som et sted uden tvivl, måtte frustrere ham lidt, for han kunne jo ikke vide sig sikker længere! Han vendte blikket direkte i retningen af hende, også selvom han hurtigt blev afbrudt, da manden kom ind med en temmelig flot buket blomster i stedet for. Da han hørte denne mand omtale hende som ’Frøken Nathia’, vendte han blikket allerede med det samme i retningen af hende. Tungen strøg let over hans læber. Hvordan skulle han reagere? Det vidste han faktisk ikke, og det var bestemt heller ikke ofte, at han faktisk følte sig så usikker, som det han gjorde lige nu. Nathia tog første skridt, og hendes ord var ham kun en bekræftelse på, at det virkelig var hende. De mørke øjne gled til hendes skikkelse, hvor han selv så tydeligt følte og mærkede hvordan hun selv søgte bekræftelsen. Han hævede hånden, også mest for at tage omkring hendes. Det.. det var jo ham. ”Det.. Det er mig, Nathia. Min pige,” sagde han som det eneste som egentlig forlod hans læber. Han var måske en stor og ikke mindst stolt mand, men selv han var ikke bange for at lade facaderne falde, når det endelig var en nødvendighed – som det jo var i denne stund, for han ønskede naturligvis at stå der for sin kære pige, også fordi at hun var noget af det mest værdifulde. Det havde hun jo altid været, og som han havde fortalt dengang, så havde hun jo været hans øjesten. Uden at han tænkte mere over det, trak han hende helt ind til sig, inden han lod armene søge omkring hendes slanke skikkelse i en omfavnelse. Han havde i den grad savnet hende!

[Samuel Acheron]

Nathia havde været utroligt selvsikker overfor at stå ansigt til ansigt med sin far igen, da hun havde puttet billetten i en konvolut og sendt den med en postdreng, der skulle levere den til ham og personligt endda. Hun havde følt dette var det eneste tidspunkt de egentligt kunne gøre op for hendes jaloux afsked, hvor hun nærmest var fløjet ud af huset og ikke havde set sig tilbage, og ellers kunne skabe båndet igen, som hun havde savnet ekstremt. De første år havde det været hårdt for hende, men hun havde så vidt muligt gjort alt for at finde mad og holde sig ren som de vigtigste ting, for da hun var blevet en gadetøs, ville hun ikke være en beskidt og lugtende en, det kunne hun ikke byde sig selv. Så tit havde hun badet og brugt aromaer fra blomster, hun havde fundet og det havde da hjulpet hende fra ikke at blive totalt frastødt af menneskerne som hun mødte i byerne. Hun havde oftest søgt ly ved teatret, og når de havde åbnet, havde hun sneget sig ind og overværet prøverne, hvor at teaterchefen en dag havde set hende og sagt, at enten måtte hun gå eller gå op på scenen og synge. Hun havde valgt det sidste og på scenen havde hun overrasket ham gevaldigt, så han havde givet hende arbejde og givet hende et par mønter, så hun kunne købe nyt tøj… og derfra var det egentligt gået op ad bakke for hende, hvor hun fik større roller hen ad vejen og ligeså mere betaling, hvor hun ret hurtigt havde fået skrabet sammen til et bosted, som hun havde i Ityrial; et fint lille 1-værelses med en seng, et bur og til madopbevaring… hun passede stadigvæk meget på fuldmånen.
Let vendte hun øjnene mod ham og bed sig i læben, mens hun nu stod foran ham og afventede at han skulle tage fat i hende og bekræfte, at det faktisk var ham, for han så jo ukendt ud for hende, fordi han havde et helt nyt udseende, men i hendes hjerte var det jo ham. Lige i det øjeblik havde hun aldrig været så usikker i hendes liv og hun stod lettere anspændt, lige indtil han faktisk tog hendes hånd og det hele ramlede sammen. En tårer forlod hendes øjenkrog ved hans ord og hun måtte se ham i øjnene; det var jo ham, hvortil hun også klemte omkring hans hånd. "Far!" udbrød hun nærmest glad og måtte smile stort, mens hun egentligt også bare stod og græd ligeså lydløst, for det var helt uvirkeligt her, at stå foran ham. Hun trådte mere end glædeligt ind i hans favn da han trak hende ind til sig og hun lagde armene omkring hans hals, som hun nærmest klyngede sig fast til, for hvor havde hun savnet ham. "Undskyld far, undskyld," hviskede hun grådkvalt ind i hans øre, mens hun lukkede øjnene og tårerne nu stod stærkere, for skyldfølelsen var så stor i hende, som intet andet...

[Nathaniel Diamaqima]

Det sidste som Nathaniel havde regnet med, var at stå ansigt til ansigt med sin kære datter. Den unge kvinde som i sin tid, havde valgt at forlade ham, da der var kommet andet ind i billedet, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det, når man også havde andet familie. Nu følte han sig jo kun alene.. Der var ikke rigtigt nogen som faktisk var i stand til at hjælpe ham. Jalousi var en frygtelig hård og slem ting, hvilket Nathaniel udmærket godt vidste, men han havde ikke været i stand til at skænke hende det hele, selvom han ville ønske at han kunne, men det var bare ikke en mulighed som han havde haft, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. Hans hjerte hamrede som bare pokker mod hans bryst som intet andet, og det var næsten noget som føles, som gjorde det ham fuldstændig svimmel. Han greb let og tydeligt forsigtigt omkring hendes hånd. Hvor hun boede ellers, vidste han ikke, som han heller ikke vidste hvordan hun havde klaret det, eller hvor for den sags skyld, og det var faktisk en uvidenhed, som direkte måtte irritere ham, for det gjorde ondt på ham, at skulle tænke på det, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som man kunne gøre det største ved af den grund. Han betragtede sig af hendes skikkelse, også selvom han jo allerede nu kunne se, at hun havde ændret sig meget. Hun var blevet voksen.. En smuk voksen kvinde.
Nathaniel valgte vilkårligt at trække Nathia helt ind til sig, hvor han slet ikke havde noget imod at hun slog armene om ham, for det at afvise hende, havde han aldrig gjort med intention! Aldrig! Han knugede hende direkte ind mod sig. Selvom han følte for at fælde tårer, så… kunne han ikke. Han havde fældet så mange igennem den sidste tid, at han slet ikke følte at han havde flere tilbage mere. Øjnene endte blanke, men ej kunne han lade dem falde. Han kunne virkelig ikke. ”Sch, min pige…” hviskede han let. Han kyssede hendes tinding. Ja, han havde været hendes far, siden hun var helt lille, og det at høre hende kalde ham ved den titel, var en glæde uden lige, for det havde han været overbevist om, at det ikke var noget som han kunne kalde sig mere. Øjnene lukkede han stille i, blot for at holde hende helt tæt ind mod sin egen krop. Han vuggede hende let frem og tilbage. Igen kunne han glemme Liya lidt, og et sted så var det faktisk også befriende, for det at rende rundt og tænke på det hele tiden, var slet ikke noget som han magtede. Slet ikke!

[Samuel Acheron]

Jalousien var den som havde taget Nathia med storm, da Nathaniel havde stiftet familie med Liya og fået børn, for hun var kommet først og derfor ville hun ikke dele sin far med nogle andre, og derfor var det hele ramlet sammen for hende til sidst, da hun følte at han faktisk… havde direkte overset hende og gav alt tiden til sin rigtige familie. Hun vidste jo godt hun var det uægte barn og egentligt ikke havde ret til ham på andet end de familiære følelser hun havde, fordi hun anså ham som hendes far. Hun havde været hård lige på punktet med jalousi, men det sad så dybt i hende fordi det var en følelse hun kendte godt, men som også slog virkelig hårdt igen når hun så indså hvor dumt det havde været. Nok havde hun følt at han faktisk havde skubbet hende væk til fordel for sine ægte børn, og det havde bare givet hende så mange tanker at det havde ramlet sammen i skænderiet med ham og hun så direkte havde forladt ham i vrede og jalousi, fordi hun havde følt sig så uværdig sammenlignet med Silia og Jophiel.
Hun knugede sig direkte ind til sin far, med armene lukket bag hans nakke, hvor hun puttede hovedet mod hans bryst og bare mærkede ham, for hun kunne føle det var ham indeni, selvom han så anderledes ud, så føltes hans favn alligevel som ham. Hun pustede let ud med en dirrende vejrtrækning, for nu var det som om at en tordensky i hende var slået hul på og at det bare skyllede ud fra hendes øjne, som gjorde at hun blev grødet til i halsen. Hun snøftede mod hans øre mens hun lukkede øjnene, og følte sig alligevel lidt beroliget da han sagde 'min pige', for hun var jo fars pige, han var alt hun nogensinde havde haft udover sig selv, aldrig havde hun lukket andre tæt på, på samme måde. Hun faldt til ro med hans vuggen, så tårerne efterhånden kom lydløse igen, men det stod hårdt på med vandfald ned over hendes kinder. "Jeg mente jo aldrig… jeg følte jo bare…. Jeg vidste ikke hvad…" prøvede hun at sige, men det blev meget usammenhængende og hun vidste ikke hvordan hun skulle undskylde og forklare, hvor dumt det havde været af hende at gå, men det var nærmest hendes naturlige instinkt. "Tilgiv mig, far… det var så idiotisk af mig at gå, jeg ville jo ikke forlade dig men… men jeg følte mig bare så uværdig," fik hun endeligt forklaret lidt bedre, men det var det første hun ønskede brændende; tilgivelse, det var det ord hun ønskede at høre fra ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste skam godt, at Nathia altid havde været præget af jalousi, og specielt når det kom til Liya og hans børn, men det var slet ikke fordi at han havde været ude på at skubbe hende til side, erstatte hende eller noget lignende, for det havde han da slet ikke! Det gjorde ham faktisk ked af det, også fordi at han jo havde ladet hende gå, også selvom det slet ikke havde været hans mening eller hensigt at skulle skubbe hende fra sig. Ja, han havde vel fejlet? Selvom han bestemt heller ikke var meget for at erkende det, så var det jo bare at indse, at det var det som var sket af den grund, også selvom det slet ikke virkede til at hun var sur eller noget lignende, så var det uden tvivl noget som betød meget for ham. Han følte lettelsen ved at høre hende kalde ham for far, for det var jo det som han havde følt sig som. Han havde jo trods alt givet hende sit eget navn, for at lade hende føle som en del af det, i stedet for at skulle trække sig væk fra ham, for det havde jo aldrig været hans hensigt. Han sukkede lettet, som han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. ”Du behøver virkelig ikke forklare dig, Nathia,” begyndte han med en tydelig og tom stemme, for det var jo ikke ligefrem en løgn. Han forsøgte at trøste hende, også selvom han slet ikke følte sig ved nogen styrke i det hele taget, og det var faktisk noget som et sted også måtte gøre temmelig ondt på ham. Efter alt det som han selv havde mistet, så var det heller ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans eget vedkommende. Han følte sig vel bare som en elendig far? Som han følte sig som en elendig mand, for han havde jo svigtet stort set alle som han havde haft omkring sig, og det vidste han jo udmærket godt, også selvom det på ingen måder var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hendes tårer og den grødede stemme, var noget som kun efterlod ham med en knude i maven. Det var endnu en som han skulle stå som stærk for, og han vidste ikke om det var noget som han kunne lige på stående fod. Han var en knækket mand… Denne gang var han virkelig knækket. ”Det vigtigste for mig, er at du er okay og har det godt, Nathia… Intet spiller større betydning for mig,” sagde han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre. Hendes velbefindende havde han tænkt over så mange gange, men frygten for at finde ud af at hun var død, var nok det som havde præget ham mest igennem de sidste mange år. For denne gang var det jo år, som havde passeret.

[Samuel Acheron]

Nathia var og havde altid været præget af jalousi, men det var vel en nøk hun havde fra barnsben af, for da Nathaniel var den som havde fundet hende og taget hende til sig, så udviklede hun bare en stærk følelse af at han kun var hendes far og at han ikke kunne være de for andre. Men da han så var blevet det, havde fundet Liya, så havde hun ligesom mistet halvdelen af ham… nogle gange følte hun det som mere end det, men hun havde prøvet at bekæmpe jalousien, selvom det ikke altid var lige nemt. Derfor var det også ramlet sammen da Nathaniel havde fået to børn med Liya, for så blev hun ligesom det femte hjul og eftersom en hestevogn kun havde fire… hvor hørte hun så til? Det var den følelse hun havde siddet med, fordi hun var den store og kunne klare sig selv, så tog han sig mere af de små og det havde jo tændt hende af til sidst, hvor det ramlede og hun gik. Dog så havde han jo heller ikke gået efter hende med det samme, men faktisk bare ladet hende gå, for hun var jo ikke så meget hurtigere end ham, hun kunne jo ikke forvandle sig til ulven udenfor fuldmånen. Hun var bestemt ikke sur på ham på nogen måde, tvært i mod så var hun direkte sur på sig selv, for han havde skænket hende så meget men flere gange havde hun reageret på denne måde og hun hadede sig selv hver gang. "Okay," hviskede hun forsigtigt og trak hovedet ud fra hans bryst, så hun kunne kigge på ham i stedet og hun vendte de blå øjne mod hans ansigt. Hun studerede ham mere indgående, for sandt var det, at han faktisk ikke lignede hendes far, men han duftede faktisk på samme måde, det kunne hun jo fornemme med hendes race. Hun slappede mere af nu, hendes stemme blev mindre grødet til og hun tørrede sine tåre væk med den ene hånd, mens hendes anden hånd lå på hans skulder, for hun kunne godt lide at stå helt tæt ved sin far, og mærke at han var der. Hun syntes ikke han var elendig på nogen måde, hun følte jo det var hendes skyld, selvom han vel egentligt havde været lidt medskyldig i at skabe følelsen, men det var jo 99 procent hende, fordi hun havde den svaghed a blive så sygeligt jaloux. Hun blinkede let med øjnene og trak vejret dybt og pustede let ud, for hun var faldet til ro igen og hun lagde hovedet ind mod ham endnu engang. Hun havde ganske vist ikke haft det nemt og hun havde stadigvæk mareridt fra gadens liv, hun havde levet i den første tid, fordi der var sket nogle ting hun ikke lige sådan kunne glemme. Hun sukkede let og mærkede at tårerne faktisk stoppede, fordi hun bare var så glad for at han faktisk var her. "Det vigtigste for mig er, at du er her, far, jeg… jo længere tid der gik, så følte jeg bare ikke at… jeg kunne komme hjem," sagde hun stille til ham, for det var jo rigtigt... dog gjorde det lidt ondt, at han faktisk ikke direkte udtalte ordene; jeg tilgiver dig, som hun havde bedt om; det skar i hendes hjerte som en kniv.

[Nathaniel Diamaqima]

Noget af det første som var gået op for Nathaniel, var at Nathia altid havde været præget af en gevaldig jalousi, og det var nok også det som havde kostet ham hende i længden, hvilket han jo faktisk var utrolig ked af. At vide at hun var der, og at hun faktisk havde klaret sig, var noget som uden tvivl var noget som faktisk betød meget for ham, for det var noget som næsten automatisk gav ham en vis form for ro i sindet over længere tid. Han ønskede ikke at hun skulle forklare for sig, for han vidste, at hendes odds i livet, på ingen måder havde været særlig nemme. Han havde jo fundet hende på et børnehjem og bragt hende med sig hjem, hvor han havde forsøgt at være en far for hende, selvom det bestemt ikke var en gang hun var stukket af, men derimod temmelig mange! Han strøg hende roligt over ryggen. Selvom han ikke fældede åbenlyse tårer, så gjorde han det indvendig. Han havde bare fældet så mange igennem den sidste tid, at han slet ikke følte, at han havde flere tilbage, og det var naturligvis også det som gjorde sit for hans vedkommende. Han ønskede ikke hun skulle forklare sig, for selv han vidste, at han ikke havde været den perfekte far for hende, som han jo egentlig havde ønsket at være for hende. Han havde jo sågar taget hende til sig og skænket hende sit familienavn og det i sig selv, var uden tvivl en kæmpe ofring for hans vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Igen kyssede han let hendes pande, inden han lod hende trække sig. At hun lagde hovedet ind mod ham, var slet ikke noget som han sagde det mindste til, for han måtte erkende, at det virkelig var rart at se hende igen, og faktisk kalde ham ved den titel som hun nu gjorde det, for det var uden tvivl noget som han var rigtig glad for. Han smilede svagt for sig selv. Han ønskede slet ikke at hun skulle undskylde, når han i princippet følte, at det var ham, som havde gjort noget forkert, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Han hadede at begå fejl, også fordi at det jo i sig selv, ikke var noget som skete så ofte igen. ”Altid ville du have haft muligheden for at komme hjem, min pige.. Jeg var helt sikker på, at jeg havde mistet dig til døden for mange år siden, da jeg intet kunne høre eller se til dig.. Jeg er bare glad for, at jeg kom i aften,” sagde han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke en løgn. Han havde længe overvejet, om det var noget som han ville eller om det var noget som han havde magtet. Nu var han virkelig glad for, at han havde gjort det, for det havde endnu en gang givet ham muligheden for at finde sin elskede datter.

[Samuel Acheron]

Nathia vidste godt at hun faktisk havde forladt ham mange gange ved at stikke af, helt fra barnsben af, men hun havde altid haft det sådan, at følte hun sig presset med en blanding af både tårer, vrede og jalousi, så brændte det sammen og hun blev nødt til at gå og ikke se sig tilbage. Når hun så var faldet til ro, så gik det bare endnu engang op for hende hvor dumt det var og det var noget som gjorde hende endnu mere ked af det, hvor hun så havde det så dårligt og en kæmpe skyldfølelse, at det tog hende tid at finde ud af, hvordan hun kunne gøre op og sige undskyld og så går søge tilgivelse. Hun havde aldrig haft det nemt, men hun havde heller ikke gjort det helt nemt for Nathaniel at skulle håndtere hende, for hun var jo en håndfuld og det havde hun også fundet ud af med alderen, hvilket også tydeligt frustrerede hende, for hun ville slet ikke være en byrde, men hun ville samtidig betyde mest… så alt i alt var det bare lidt svært for hende. Hun sagde dog altid til sig selv og holdt fast ved, at det var skæbnen at lige han havde taget hende med fra børnehjemmet og han var jo også den eneste, hun nærede direkte tillid til og faktisk elskede på den måde som man elskede en far, for han var den eneste i hendes liv der havde den betydning. Hun trak vejret dybt og nød godt af hans strøg over hendes ryg, for bare det at han var der, var virkelig en fantastisk følelse som intet andet, og selvom han ikke græd, kunne hun mærke at han var ked af det. Hun var lidt ligesom et barn endnu med varulven i det indre… ligesom en dyreunge der kunne fornemme på sin forælder, at vedkommende var ked af det, sådan kunne hun føle det med ham på grund af de dyriske instinkter i hende. Et smil gled over hendes læber ligeså forsigtigt, for hun var både glad og ked af det i denne stund… ked af det fordi skyldfølelsen var så stærk i hende nu hvor han stod der, og glad, fordi at han faktisk var der og var kommet til hende, i hendes forsøg på at gøre op. Hun løftede let hovedet igen og så på ham, ind i hans øjne mens han snakkede, hvor hun følte endnu et stik af dårlig samvittighed. Hun slog blikket led ned mellem dem, for hun turde nærmest ikke give slip på ham, i frygt for dette var en drøm, selvom hun jo vidste det var virkelighed. "Undskyld far… jeg mente jo ikke… at lade dig tro det," sagde hun stille og en ny glinsende tårer forlod hendes kind, hvor hun let så op på ham igen med de blå øjne, hun var virkelig også glad for at han var kommet. "Må jeg så gerne komme hjem nu, far?" spurgte hun yderst forsigtigt, for hun ville faktisk gerne hjem og være hos ham, også nu hvor hun fornemmede den indre sorg han bar rundt på, så måtte hun gøre det bedre igen, som hun havde gjort før.

[Nathaniel Diamaqima]

Flugt var aldrig den bedste måde at gøre tingene på, men det var den nemmeste.. Nathaniel vidste det jo godt, for det var hvad han selv gjorde lige nu. Han havde Silia og Jophiel i Procias, som havde så hårdt brug for ham, og han kunne slet ikke magte at stå der for dem. Det sidste som han ønskede, var at de skulle se ham græde.. Han havde allerede fældet tårer nok, og det gjorde ondt at fælde flere, også fordi at det uden tvivl var noget som drastisk gik ham på, og selv nu hvor han for alvor kunne mærke det, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det mest vilde med i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende igen, hvor han lod hende stå i hans favn. Han var og ville altid være hendes far, og det var naturligvis en tanke og fornemmelse, som hun skulle have på tingene. Vigtigst for ham, var at hun havde det godt, og så var alt andet egentlig ganske ligegyldigt, selv for hans vedkommende. Han vendte blikket roligt mod hende. Han havde været overbevist om at hun havde været død i mange år, også fordi at hun ikke var kommet tilbage til ham eller noget som helst, som hun jo altid plejede at gøre det. Tungen strøg han let over sine læber, som han hævede hånden igen og strøg den mod hendes kind. Hele hans sind var præget af ren og skær lettelse, og det var virkelig rart at vide, at hun havde det godt, selv på trods af omstændighederne ved det hele, for det havde uden tvivl været en smertefuld proces selv for hans vedkommende. ”Tænk ikke på det nu, min pige.. Fortid er fortid. Det vigtigste for mig, er at du har det godt, og trygt.. Selvom jeg ikke har været der. Husk det,” sagde han roligt. At hun faktisk gerne ville med hjem igen, fik ham til at vende blikket mod hende. Det var jo heller ikke fordi at han kunne sige, at han havde det bedste sted at være. Familieformuen havde han ladet ligge i Procias, for børnene ville uden tvivl få bedre gavn af den, end det som han ville, for ikke at glemme, at deres velbefindende uden tvivl var ham selv det vigtigste i længden. ”Om… om du må komme med hjem? Hvad er dog det for et spørgsmål? Selvfølgelig må du det..” svarede han. Selvom det sted som han nu havde fundet til sig selv, var ganske lille, så var han sikker på at de nok skulle finde ud af at dele pladsen bare de to, for det var uden tvivl noget af det som han selv måtte anse som at være noget af det vigtigste i det store og hele. Han slap hende med den ene arm og sendt hende et smil. Han var virkelig lettet.. For en gangs skyld, så havde han fået noget at smile af, og det var uden tvivl frygtelig, frygtelig rart for ham lige nu. Han havde nemlig ikke meget at smile af.

[Samuel Acheron]

Det havde altid været nemmest for Nathia at flygte fra tingene, løbe væk og gemme sig og finde noget andet, fordi hun ikke følte at kunne tage tilbage og se tingene i øjnene. Også fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre i en presset situation, så derfor valgte hun at løbe fra det og håbe på at det forsvandt; hvilket det dog aldrig gjorde, for det indhentede hende altid og hver gang syntes det sværere at gøre op for det bagefter. Heldigvis var det lykkedes hende endnu engang med sin far, hvilket hun kun kunne prise sig direkte lykkelig for, da det gav hende en følelse af lettelse og ro i det indre. Selvom hun havde slået sig selv ned et lille sted, så var det slet ikke det samme, som at bo hjemme, for hun ville jo altid være fars lille pige… og hvis de begge var alene, så kunne de vel ligeså godt slå sig sammen i stedet, da de jo kunne hjælpe hinanden og støtte hinanden om ikke andet. Lige nu, ville hun dog ikke begynde at spørge mere ind til hvad han havde gennemgået, fordi det ville bare gøre det samme mod hende og hun var ikke i sikker på, om han havde lyst til at høre det, så hun ville prøve at lade det vente så længe som muligt, når hun skulle fortælle sin skrækhistorie til sin far… det blev svært for hende, for nogle ting benægtede hun stadigvæk at de var sket. Hun sukkede let tungt og smilede til ham, mens han strøg hendes kind, for det var et rart og savnet kærtegn. Hun sukkede let og tog armene forsigtigt til sig, nu hvor hun alligevel stod overfor ham og havde mærket ham, så turde hun godt at slippe ham, men det havde været rart at stå i et par velkendte arme endnu engang. Tårerne holdt stille inde og hun tørrede kort et par sidste overskydende tårer væk fra øjenkrogene og nikkede bare stille… det nagede hende dog stadig, at han ikke direkte havde sagt, at hun var tilgivet, men hun håbede på det lå i hans andre ord. "Okay… så lad os bare, se fremad," svarede hun roligt til hans ord og nikkede let, for nu ville hun med ham hjem i aften, for stykket var jo slut og hun kunne vælge ikke at deltage i den næste opsætning og bare fokusere lidt på ham. Hun vidste ikke hvor han boede henne af, men hvor han var, der ville hun også gerne være. Hun så ham ind i øjnene og smilede forsigtigt, da han spurgte hvilket spørgsmål det var, at spørge om hun måtte komme hjem; det var bare hvad hun havde følt for, for hun var jo ikke sikker på han havde plads. "Det… det bare et spørgsmål," sagde hun forsigtigt og kom til at grine lidt, for hun følte sig usikker, hvilket var lidt sjovt nu hun tænkte over det. Hun modtog hans smil, for det var rart at se ham lyse op på den måde, det måtte betyde hun havde givet ham en form for lettelse, så mere tilfreds kunne hun trods alt heller ikke være vel? Hun foldede hænderne let foran sig, da han også slap hende og nikkede let. "Det vil jeg gerne… jeg bor ikke så langt herfra, så kan vi tage mine ting med, med det samme?" foreslog hun til ham, mens hun vendte om og begyndte at samle et par af hendes ting som hun havde med hernede. Hun gik om bag den tætte skærm der stod i hjørnet af rummet, så han ikke kunne se mens hun skiftede, for så blottet ville hun ikke vise sig for sin far længere, der var hun alligevel blevet for voksen. Hun smed den kimonoagtige kåbe som hun havde på og fik skiftet fra hendes kostume og til hendes egen kjole, som hun var kommet i, i aften, hvor hun kom frem igen, da hun havde fået den på. Det var en der gik over hovedet, så der var ingen lynlås eller noget, hvilket var det praktiske ved den. Kjolen var dog ellers ganske nydelig og lignede heldigvis ikke noget en gadepige havde på, hun havde i det mindste tjent nogle penge til at kunne få nydeligt tøj. Hun løftede sin taske, som hun havde samlet et par ting sammen i og ved døren, trak hun sin kappe ned fra en knage, som hun tog over armen. "Du fører vej," sagde hun med et stille smil og så mod døren.

[Nathaniel Diamaqima]

Det lettede uden tvivl Nathaniel at se sin datter og at vide, at hun var ved godt vel, for det var virkelig også det eneste som faktisk betød noget for ham i denne omgang, og det stod han meget gerne fast på. Han blev stående med hende i favnen. Selv var det virkelig rart at vide, at hun stod der og vide at hun ikke hadede ham så meget, som hun havde givet udtryk for dengang, ofr det var noget som han faktisk havde det ganske fint med, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang og med et smil. Umiddelbart havde hans ord måske ikke ligefrem lagt op til nogen tilgivelse, men i hans øjne, så havde han ikke noget som helst at skulle tilgive hende for, og det var noget som han ærligt stod fast på, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han hævede hånden, som han strøg ganske let over hendes kind og videre over hendes hår. Han havde og ville altid være der for hende, hvis det var noget som hun var interesseret i. Han ønskede at se fremad, og ikke tilbage, for det var der ikke nogen som fik noget ud af, af dem. Han smilede let for sig selv. For en gangs syld, så havde han faktisk noget at smile over, og det var noget som uden tvivl passede ham helt fint, for det var noget som alt sammen betød frygtelig meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Selvom hans hjem, måske ikke ligefrem var noget at prale af, for det var jo bare en til dels faldefærdig bygning som han havde fundet sig. Efter hans død og det kaos som han havde haft i Procias, så var det jo ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at tilværelsen havde været nem for ham, efter at han havde mistet Liya, og det var jo en bortgang, som han havde taget frygtelig, frygtelig hårdt, og lidt hårdere end det som han ellers ville stå ved, men det var nu heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund, men det var nu noget, som han jo egentlig bare måtte acceptere, selvom det bestemt ikke var nemt for ham. ”Sådan noget behøver du slet ikke spørge om, min pige.. Selvfølgelig må du komme med mig hjem,” sagde han. Han slap hende, da hun gik om bag hænget, for at skifte til noget andet, hvor han roligt blev stående og med hænderne let foldet over ryggen. Han vendte blikket roligt rundt omkring sig, også mest for at tage det hele i blik. Det var tydeligt, at det var et sted som hun havde tilbragt temmelig meget tid på, så det var jo egentlig ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for han kunne jo ikke rigtigt gøre det vilde ved det, som det nu var lige nu. Han smilede let for sig selv, som hun igen kom frem i en smuk kjole. Han kunne slet ikke lade være med at smile, for han var virkelig glad for at have fundet hende igen. ”Jeg advarer dig på forhånd, Nathia.. Det er ikke meget at prale af,” sagde han med en sigende og ganske rolig mine. Hans hjem var.. pinligt at lukke andre ind i, men han ville ikke svigte sin datter! Han nikkede og førte hende med sig ud og væk fra teateret. Nu skulle de hjem.