Out For A Walk

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var ved at være rimelig sent på dagen og mørket var for længst kommet og havde druknet den smule lys der måske ville have haft mulighed for at komme i Dvasias. Der var med stor sandsynlighed ved at være mørkt rundt om i nabo landene også, da natten snart nærmede sig i rasende fart efter nogens mening. Men spurgte man Alexander så var han godt tilfreds. Han hadede solen og den varme den kunne kaste. Det svækkede ham på en måde han ikke brød sig om. Selvom det ikke just var et sted han normalt ville komme så var han endt her. Han havde ladet Cæsar selv bestemme hvad retning de gik og han havde bare ladet tøjlerne holdes lidt løse så hesten mere frit kunne vælge. Han så rundt på de mange gravsten der viste hvor folk lå under jorden og han steg af hesten. Han var ikke ligefrem ellevild med at være her. Han kendte ikke nogen der lå her. Hans egne forældre lå hjemme i lysningen dybt i jorden. Begravet det sted de holdt mest af i hele verden. Han lod tøjlerne ligger over hovedet på Cæsar så han ikke ville træde på dem hvis de hang ned foran ham. Han gav hesten et klap på halsen og ville gå lidt selv og lade ham hvile. Han tog fat i tøjlerne under halsen efter lidt tid og trak stille afsted med ham. De skulle jo frem for at krydse stedet og dermed komme videre frem. Han så ned for at sikre sig Brutus også var med. Hans øjne havde for længe siden vænnet sig til mørket så han så med det samme den pelsede ven ved sin side. Han smilede lidt og klappede Brutus der svang halen let fra side til side før ulvens instinkt og træning lå i den og den gik et par skridt længere frem og snuste efter mulig fare.

[Deleted]

Shalio sad som altid på kirkegården og prøvede at slå tiden ihjel. Han sad med et kranie i hånden og prøvede, at gætte sig frem til hvilken grav kraniet tilhørte. Det var en lille leg han havde opfundet. Tag et tilfældigt kranie, lad skeletterne gå i graven igen og prøv at finde det rigtige skelet. På den måde, kunne han også bedre kende sine skeletter. Det var forholdsvist trist og ensomt, men han fik da tiden til at gå. Det var ikke så tit han fik besøgende og hvis han endelig gjorde, var det en vampyr som alligevel prøvede at flå hovedet af ham. Det brød han sig ikke om. Vampyrene var ikke hans bedste venner. Månens skær ramte ned på den gravsten hvor han sad. Et udmærket sted, at placere en grav. Lyset fra månen ramte den altid. Det havde sikkert været en vigtig person. Dog betød det ikke så meget for Shalio, hvem han bragte til live. Der var så meget forskel på folk i den virkelige verden, men i døden var vi alle ens. Det var det han bedst kunne lide ved skeletter. Der var ikke nogen smukke eller grimme, der var ikke nogen stærke eller svage, alle var ens. Der var selvfølgelig nogen som havde stærkere knogler end andre og det var dem han gik efter. Han kunne ikke kæmpe med et skelet, som faldt fra hinanden efter et slag.
Shalio kunne høre en hest i det fjerne. Hvem kunne det mon være? En vampyr? Nej, de rejste ikke på heste. Han rejste sig langsomt op fra stenen. Måske han skulle byde sin nye gæst velkommen? Selvfølgelig skulle han det. Han gik hen mod lyden af hesten, som havde stoppet med at gå. Shalio kom tættere på og så en mand stå med hesten. Han lignede ikke en vampyr. Han gik langsomt ud i lyset fra månen "Godaften, mit navn er Shalio og hvad bringer Dem hid?" spurgte han med et smil på læberne. Det blev en kort præsentation fra hans side af. Han ville trods alt ikke skræmme manden væk.

[Alexander Raphael Vladimir]

At støde på nogen folk på kirkegården i mørket var ikke noget som Alexander havde forventet. Han havde ikke stødt på nogen i den første del af stedet hvor han havde reddet og gået. Han havde ikke hørt nogen, men nærmest ud af ingenting var der så en skikkelse som lige med et talte og præsenterede sig. Det var sket så pludseligt, at Brutus først havde nået at lave en lav knurren få sekunder før stemmen talte. Alexander var på det punkt bare glad for det var ord og ikke vold der kom fra personen når det skete så hurtigt. Han bad dog Brutus om at være stille på stedet og ulven satte sig ned. Alexander holdt stadig fast i tøjlerne og så på skikkelsen. Shalio, som han havde kaldt sig i sin præsentation. "Min hest bragte mig hertil. Han fik lov at vandre af egen fri vilje." han klappede hesten hals og strøg ned over den bagefter og så stadig på Shalio. "Og mit navn er Alexander." Det var jo mest høfligt at præsentere sig selv når den anden allerede havde gjort det. Hvad mon Shalio foretog sig her på kirkegården så sent? Lå på lur til overfald? ventede på nogen? Eller boede han mon i nærheden? Det var der jo nok nogen der kunne finde på. Eller så var han der ved et tilfælde ligesom Alexander måske? Et sted kunne det jo være ligemeget. Det var ikke noget Alexander gik så meget op i så længe det ikke vedrørte ham på nogen måde.