It's a cruel Demon's fate

[Kimeya Marvalo]

Hjemme kunne Kimeya lade facaderne falde, og det var faktisk rart, for ude var han nødt til at lade som han var den ekstremt hårde mand, og nu hvor han faktisk var i stand til at huske igen, så var der mange ting som han var nødt til at få på plads, og nu med forhandlingerne med kongehuset hvad angik om at huse Aliyah under bestemte omstændigheder, og det vidste han, men hellere det, end at lade hende sidde i den mørke og dystre kælder i Castle of Darkness, for der ønskede han slet ikke at se hende! Nu hvor han vidste at Faith var omkring, så undlod han bevidst at kigge i retningen af vinduet, da han vidste, at hun var der, og det var grund nok. Han tog en tår, inden han vendte blikket mod vinduet, for han kunne jo tydeligt se og mærke på hende at hun havde flyttet sig. Han sukkede let. Han ønskede slet ikke at se hende tage turen ned igennem Marvalo City når hun havde det på den måde, for hun ville aldrig komme igennem byen sådan som hun havde det.
Kimeya satte flasken fra sig og rejste sig op. Med rolige skridt, så forlod han stuen og søgte ud i gangen, inden han faktisk forlod huset, for at komme ud i haven. Han vendte blikket i retningen af haven, hvor han kunne se Faith sidde ved den grav som han vidste at Cedric havde lavet til dem tilbage i sin tid. Hans om ikke andet. Drengen savnede han, også fordi at han var gledet bort, idet at deres forhold langt om længe, havde set ud til at gå i den rigtige retning. Han lod hovedet søge let på sned, som han så på Faith sidde ved dem. ”Vores søn lavede den grav til mig, da jeg gled bort sidst, da han var ganske lille,” påpegede han roligt, idet han søgte i retningen af hende, selv med rolige skridt. Han havde jo altid vidst, at huset her faktisk stod i hendes navn nu, men det var noget som han af ren og skær princip, nægtet at kommentere for hende. Han samlede hænderne over ryggen, så han stod mere rank og stadig lidt i baggrunden. Nu hvor han kendte til sandheden.. de mange problemer som de havde haft at slås med og mere til, så kunne han jo snakke frit fra leveren og faktisk vide, at det som han sagde og udtalte sig om, var noget der faktisk var sandhed i. ”Kom med ind, Faith, i stedet for at sidde herude. Sov rusen ud, og tag hjem derefter,” tilføjede han med en rolig og ganske kortfattet stemme. Det var stædighed mod stædighed, men han nægtet at lade hende gå igennem byen i den forfatning.

[Faith Jaceluck Marvalo]

På trods af at Faith ikke huskede meget om dette sted, så var det fyldt med ting.. som sagde hende noget, det var frustrerende for hun kunne ikke komme i tanke om hvad. Hun havde forladt vinduet for i stedet at sætte sig ned ved de to grave der stod henne ved skovkanten der lå bagved huset. Den løse jord dækkede dem, og de begge bar en sten. Den ene var dog lavet af et barns hånd, det var hun slet ikke i tvivl om. Den kølige vind legede med hendes flammerøde lokker, som ikke faldt særlig naturligt ind i det omgivende miljø, men hun var ligeglad med om Kimeya vidste at hun var der eller ej. Havde hun virkelig elsket den mand? Givet ham en familie selvom hun slet ikke havde en moders hjerte eller lysten til at få det. Børn ville kun ære et problem i forhold til hendes stilling. På den anden siden var der også dem som havde fortalt hende hvor ofte de havde været sammen kun for at gå hver til sig, det havde der trods alt været en god grund til. Det var slet ikke gået op for hende at han var endt med at komme ud til hende, også selvom hun anede hans skygge. Lyden hans stemme fik hende til at lukke øjnene for en kort stund. Hun var påvirket af alt han gjorde, hans tilstedeværelse og det var ikke noget hun selv kontrollerede hvilket virkelig irriteret hende. Hun rejste sig ikke men blev siddende på hug foran gravene og betragtede dem. Et sted forsøgte hun virkelig at huske på hvad historien bag dem var, men hun kunne slet ikke komme i tanke om det, det lå så langt væk. Langsomt og smidigt endte hun med at rejse sig kun for at vende sig mod ham. Faktisk havde frustration og vrede slået hende så hårdt at hun nærmest følte sig ædru igen.. nok til at kunne gå hjem, og dog kunne hun virkelig godt bruge nogle lidt stærke sager. ”Jeg har brug for whisky,” annoncerede hun lidt bestemt og trådte forbi ham kun for i stedet at søge mod mansionet. Måske det var en undskyldning for at få en mulighed for at se sig omkring.. lærer stedet at kende. Hun trådte op til hoveddøren og vovede sig ind i gangen ligeglad med at han ikke direkte havde budt hende inden for på samme måde. Hendes hjerte bankede. Langsomt lod hun hånden dale ned over de glatte vægge.. den store, prægtige hall for hun kunne mærke hvordan det skabte en længsel og et kraftigt ønske om at huske hvilken betydning det havde for hende hvilket ikke skete.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya lod Faith glædeligt sidde ved gravene som var til ære for dem. Lige historien bag dem, kendte han ikke selv rigtigt til, for han havde som sådan aldrig været omkring det, da det skete. Cedric havde elsket ham som sin far, hvilket han ikke var i tvivl om, selvom han aldrig rigtigt havde været der som en far for ham, og i dag, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget andet ved det, end at fortryde det. De havde været en glad familie, og de havde jo til tider faktisk haft det rigtig godt med hinanden, og det var noget som uden tvivl også gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne ikke se problemet i ønsket at kunne huske hvad der var sket en igennem livet, for nu hvor han var kendt med det, så vidste han, at det ikke var noget som kunne bruges imod ham om ikke andet, men for hende, så hang sagen måske lidt anderledes sammen. Cedric havde lavet graven til ham i savn og længsel efter sin far, det vidste han, og det var noget som kun gav ham en ringe og direkte dårlig samvittighed, selvom han ikke kunne gøre det mindste ved det lige nu. Han have ganske vidst valgt at invitere hende indenfor, selvom han nu bestemt stod ved, at whisky på ingen måder ville være til gavn for hende, sådan som hun havde det. Han nåede dog knapt at åbne munden, inden hun havde formået at passere ham og søgte ind mod huset. Ja, han havde da om ikke andet så fået hende med sig indenfor denne gang! Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet, inden han selv søgte ind, hvor han denne gang lukkede og låste døren. Hans blik gled direkte i retningen af hende og med den samme ganske sigende mine. Som hun stod der og berørte væggene, så gjorde hun det da kun tydeligt, at hun vidste, at dette var noget som hun burde være i stand til at huske. ”Du skal være mere end velkommen til at spørge, hvis du ønsker svar. Jeg lover ikke at skjule noget,” afsluttede han sigende, som han passerede hende, kun for at komme ind i stuen i stedet for. Flasken stod endnu på bordet og der var endnu god gang i pejsen, hvor det store familiebillede hvilede højt oppe over det. Det var stort, og det var gammelt – tydeligt, for børnene havde været små dengang. Han tog endnu en gang plads, idet han tog end ny tår. Han havde sat sig på præcist den samme plads i sofaen. Han vendte blikket mod åbningen. I og med, at det i princippet var hendes hjem og hus, så ville han ikke stoppe hende fra at gennemsøge det hele – hvis det var hvad hun ville.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Om Faith ville det eller ej, så havde gravene formået at gøre et indtryk på hende. Der var mange ting omkring stedet, som hun følte burde sige hende noget men som virkede fremmed for hende. Hun havde rejst sig. Måske hun aldrig ville have gjort det, hvis ikke det havde været for vinen, men hun strøg forbi Kimeya og mod det store mansion. Den kølige luft gav hende gåsehud, og måske det gamle hjem ikke ville være meget anderledes men hun var nødt til at gøre et forsøg. Den prægtige hall fyldte hende med en varm følelse af noget velkendt.. noget trygt. Hun rystede på hovedet og skød tanken fra sig. Intet sted som var grundlagt og beboet af warlocker, ville aldrig blive et trygt sted for hende. Blikket kastede hun over skuderen og fulgte Kimeyas gang forbi hende. Det lod ikke til at han ville smide hende ud, hvilket hun faktisk var glad for. Lidt forsigtigt besluttede hun sig for at følge efter ham, dog med et kort blik mod døren som hun udmærket godt vidste at hun burde flygte ud af hurtigst muligt.. mens hun endnu kunne. Hun var kendt for at lege med ilden og oftest uden at blive brændt, så hun tog chancen og fulgte hans gang til hun nåede stuen hvor hun stoppede op i dørkarmen. De grønne øjne gled mod vinduet hvorfra man stadig kunne se gravene. Det var svært at finde sammenhæng i det hele. Det store maleri over pejsen var dog hurtigt noget som fangede hendes opmærksomhed. Den lille rødhårede pige, som sad ved siden af en flot ung mand meget lig sin fader og… hende, stående i Kimeyas favn med hånden på hans bryst. Hun sank en klump og gik tættere på uden at tage blikket fra det. Armene faldt slapt ned langs hende side. ”Man siger at vi havde fire børn.. hvor er de to sidste?” spurgte hun lidt fraværende i blikket, og bevægede sig med tøvende skridt mod sofaen som stod ved hans stol. Inden hun satte sig så hun ned og betragtede den store blodplet som aldrig var blevet vasket rent. Faith kneb øjnene en smule sammen og så hen på Kimeya som sad ved siden af, inden hun tog fat om den flaske han havde sat til sine læber, kun for at rive den fra ham og sætte den til sin egen. Den brændende væske varmede hendes krop, kradsede i hendes hals men fik hende til at slappe af. Hun drak en temmelig stor tår før hun satte sig uden at slippe den. Det løb direkte i blodet, fik hende til at føle sig endnu mere varme end før hvilket.. faktisk kun var behageligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ingen intentioner om at smide Faith på port, når han jo faktisk selv havde valgt at invitere hende med indenfor. Han vidste at hun havde set ham i vinduet, men selv nu hvor han havde fået hende med ind, så havde han det fint med det. Liyas grav lå ikke langt fra dem som var lavet til ham og Faith tilbage i sin tid. Han havde ikke været i nærheden af gravene ellers, men end ikke Liya synes han havde fortjent at blive liggende der alene. Lige nu var det dog Faith som han havde i tanker, og intet andet, for det vidste han udmærket godt at han intet ville få noget ud af. Han gik roligt ind i stuen, hvor han satte sig. At Faith så kom trissende lidt efter hvert, passede ham fint. De kunne jo lige så godt få så godt ud af det som muligt, ikke sandt? At hun fik øje på det store familiebillede, forundrede ham ikke, for det fyldte jo stort set en hel væg. At hun så spurgte ind til det, glædede ham faktisk. ”4 børn, det er korrekt. Milando, Leonardo, Cedric og Cecilaya. Milando kom til verden for tidligt og endte dødfødt. Leonardo blev kidnappet fra sin vugge da han var helt lille,” svarede han med en ærlig stemme. Han så ikke nogen grund til at skjule det for hende, og specielt hvis det var noget som hun havde lyst til at vide. Det var måske ikke lige hvad han havde håbet hun ville spørge ind til, men det var vel en start? Selvom han ikke nåede at få sin tår, inden hun havde taget flasken, så sagde han ikke noget til det. Hvis det gav hende en større ro på, så skulle hun da være mere end velkommen, også selvom han vidste, at hendes lille krop, slet ikke kunne tåle den mængde! Han knyttede næven ganske let, inden han vendte blikket mod hende. ”Jeg gør en seng klar til dig, Faith.. Så kan du sove den rus ud.” Lige umiddelbart gjorde han sig ikke rigtigt nogen større forhåbninger om at finde sammen med hende igen, for det gjorde han faktisk heller ikke. Han rejste sig endnu en gang fra sin plads. Blodpletterne på sofaen havde sin egen helt særlige historie, og det var jo en grund til at de aldrig var vasket af. ”Jeg kommer igen om et øjeblik.” Måske at han var warlock, hvor hun fremstod som dæmon, men det var ikke noget som gjorde nogen forskel. Han elskede Faith, og det ville han gøre for resten af sit liv, og i tiden til følge derefter. Han havde absolut ingen intentioner om at give slip på hende, uanset hvor vred på ham, hun så end ville blive. Han forlod roligt stuen, for at komme ovenpå, så han kunne gøre et værelse klar til hende. Allerede nu, vidste han jo, at hun ikke ville lægge sig i hans egen seng – det som engang havde været deres.

[Faith Jaceluck Marvalo]

På trods af at Kimeya havde valgt at invitere hende indenfor, så måtte Faith erkende at hun desværre måtte bukke under for fristelsen. Det var svært med alle de ubesvarede spørgsmål og den nysgerrighed hun følte. Hun strøg ind i stuen til ham og fik meget hurtigt øje på det store familiebillede. Det undrede hende at han lod det hænge på trods af at de ikke længere var en familie og aldrig ville blive det igen.. men det forundrede hende endnu mere at se sig selv.. så på Kimeya med det blik. Et blik det kun afslørede meget stærke følelser. Det gav hende en knude i brystet som hun forsøgte at løsne lidt med den flaske hun havde taget fra ham, og som tydeligt var langt stærkere sager end vinen hun havde drukket. Det begyndte hurtigt at sitre i fingerspidserne og det hele føltes.. lidt mere tåget. Hun rynkede på panden og så ned på flasken. ”Hvad er det her stads?” spurgte hun lidt irriteret. Det kunne umuligt være så stærkt. At to af deres børn så var mistet på den ene eller anden måde, rørte hende ikke rigtigt. Hun havde aldrig ønsket sig børn – ikke s vidt hun mindedes i hvert fald. ”Arh,” mumlede hun forstående også selvom hun hurtigt mistede interessen for billedet. Måske hun nærede nogle ukendte følelser for den hårde mand ved siden af, men det var ikke mere vigtigt end som så.. ikke mere end hvad hun gjorde det til. Uden at fortrække en mine fulgte hun ham med blikket til han forsvandt ud. Hun himlede med øjnene da han omtalte hende som havde hun været afhængig eller noget i den stil. Det passede hende dog fint at han ville redde op til hende, så lang tid det ikke foregik i hans seng. Mens han alligevel var væk, rejste hun sig roligt og søgte lidt rundt i stuen. Med fingrene strygende hen over en gammel kommode fulgte hun væggene rundt og betragtede de mange ting der stod rundt omkring i håb om at det ville minde hende om et eller andet. Flasken holdt hun stadig i den anden hånd, og hævede den engang imellem for at tage en tår. Der gik ikke lang tid før hendes balance for alvor endte med at blive vanskelig og hun flere gange var ved at snuble over sine egne ben. Måske hun burde gå i seng? Så kunne hun udforske senere.. når han sov. Hun besluttede sig for igen at følge ham, og forlod stuen for i stedet at søge op af den trappen. Mørket gav hende gåsehud. Hun kunne høre ham pusle på et af værelserne, hvilket var der hvor hun valgte at søge hen, endnu med flasken i sin hånd, den gav hun ikke slip på foreløbig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde faktisk ikke noget imod at Faith så sig omkring i huset, for i princippet, så var det jo trods alt også hendes, selvom det var noget som han bevidst valgte ikke at kommentere lige nu, for tænk på hvis hun bare valgte at smide ham ud.. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun kunne finde på at gøre det! Han vidste udmærket godt at flasken var noget kraftigere end det som man kunne købe rundt omkring, og det var jo derfor at det var den som han havde valgt, for den var kraftig. Det var jo trods alt hans egen bryg. Han smilede let for sig selv, som hun faktisk valgte at kommentere det. ”Hvis du kunne huske mig, så havde du ikke valgt den flaske. Du ville vide hvor glad jeg er for de lidt stærkere sager,” sagde han endeligt. Han var efterhånden ved at være en ganske erfaren drikker, og derfor kørte han temmelig hurtigt træt i alt det andet. Han lagde ikke skjul på hvad der var sket deres kære børn, også selvom de var væk.. alle fire nu, og det jo faktisk var en tanke som gjorde ondt selv for ham at tænke på, og specielt når det kom til Cecilaya og Cedric, som han jo havde haft mest med at gøre. Han nikkede. ”Jeg går ikke ud fra, at jeg behøver komme ind på hvad der skete med Cecilaya og Cedric,” sagde han endeligt. Deres kære datter havde mistet livet til en warlock, og når han fandt den som havde gjort det, så svor han at slå hende ihjel!
Kimeya rejste sig roligt op. Han stolede skam nok på Faith til at lade hende kigge sig rundt omkring, for det kunne jo være, at der var ting som ville gøre, at hun ville lære at huske alle disse ting i stedet for alt det andet. Han søgte roligt ovenpå, hvor han bevidst valgte at søge ind på værelset som var ved siden af det store soveværelse, som han førhen havde delt med hende, men han vidste jo, at det ville være en tabt sag at forsøge at få hende med derind, så han opgav den på forhånd. Sengetøjet blev lagt på, han fik tændt fakler, så der kunne komme noget lys og et stearinlys på det gamle og slidte sengebord. Det havde jo trods alt ikke været brugt i årevis, igennem den tid hvor familien havde været splittet, og det var jo tydeligt, at det var slemt. At hun kom op af trappen, hørte han godt, idet han roligt rettede sig op og vendte blikket mod døren, hvor han kunne ane hendes skygge i gulvet. Han smilede let for sig selv. Det var nok også på tide at få hende i seng, før det ville ende med at gå fuldstændig galt, for det ønskede han da heller ikke – hverken for hendes skyld, men bestemt heller ikke for hans egen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

At huset var hendes, havde Faith ikke den mindste idé om, i så fald ville Kimeya slet ikke have været til stede. Jo mere hun kunne få ram på de forbandede warlocker des bedre. Hun var stadig vred.. vred over at hun tilsyneladende havde givet denne mand alt og sågar født hans børn selvom det havde svækket hende.. der var en grund til at hun gennem en længere periode havde mistet sin stilling.. så vidt hun havde fået fortalt vel og mærke. Lidt nysgerrigt søgte hun rundt i stuen, lod fingeren stryge hen over de mere interessante ting som hun mødte på sin vej, stadig med flasken tæt ved sig. Det var virkelig stærke sager, det var hun slet ikke i tvivl. Måske hun ikke var vant til alkohol og normalt anså det for at være en fjende, men når det brændte sådan ned gennem hele kroppen, så vidste man at det var hårde sager, Hver gang hun tog en tår kunne hun ikke lade være med at skære en grimasse, det var ikke ligefrem en delikatesse. Hun vidste udmærket hvad der var sket med de to sidste børn, den ene havde hun set med egne øjne, også selvom det havde været svært at tro på. Hun sukkede dæmpet og forlod stuen for i stedet at søge oven på. Selvom hun ikke huskede stedet, så førte benene hende gennem huset som havde hun kendt det som sin egen baglomme, hvilket slet ikke var tilfældet.
Faith stoppede roligt op i dørkarmen og betragtede Kimeya med et næsten morende smil som han stod der og redte op til hende. Hun tog en tår af flasken før hun bevægede sig lidt ind. Det var et gammelt udseende værelse, men meget hyggeligt og ligesom resten af huset, temmelig eksklusivt. ”Jeg tager over herfra nu.. godnat Kimeya,” endte hun og satte flasken på sengebordet ved siden af. Hun satte sig på sengekanten og følte benene snurrer selv nu hvor hun sad ned. Så snart Kimeya var gået i seng, så kunne hun for alvor liste sig rundt og udforske stedet lidt, hun ville bare sikre sig at han ikke ville være hende i enden. Desuden havde hun hørt at særligt kælderregionen skulle bære på usandsynligt mange hemmeligheder, nogle ville måske kunne bruges i forhold til borgerkrigen? Næsten lumsk smilede hun for sig selv, og lagde sig op i sengen dog uden at fjerne tøjet eller gribe om dynen. I stedet vendte hun sig mod ham og betragtede ham lidt afventende, for han var trods alt blevet bedt om at gå, og andet ville være dybt uhøfligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så ikke nogen grund til at skulle gøre det store ud af det. Egentlig så ønskede han bare at få Faith i seng, før det ville ende med at gå galt for alvor, også fordi at han vidste, at hun, sådan som hun havde det lige nu, konstant ville kæmpe imod ham, og det var bestemt heller ikke noget som just gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Huset var hendes, og bevidst, så valgte han at tie stille om det, for han vidste, at hun ville vælge at smide ham ud, og det var han slet ikke det mindste interesseret ud.
At Faith kom op, glædede ham, for så var det en kamp mindre, som han skulle til at tage med hende. Selvom det hele gik temmelig hurtigt, så var det også tydeligt for ham, at hun slet ikke ønskede at have ham lige her. Han sukkede indvendig og rystede på hovedet endnu en gang. Han rettede sig op. At rende rundt og lege husfar, var efterhånden bare blevet ham en vane, for det havde han jo gjort størstedelen af sin tid med Faith og specielt efter at børnene var kommet til. Ikke fordi at det var ham et problem mere. Det havde været, men det var det ikke længere i hvert fald. ”Som du vil..” sagde han med en ganske stilfærdig tone. Han lod hende lægge sig op i sengen, inden han roligt trak sig hen til døren. Han ønskede ikke flere skænderier eller afvisninger, så kunne man jo lige så godt bare gøre som hun ville have det, for det var uden tvivl meget nemmere for alle parter. ”Jeg ligger lige inde ved siden af.. Hvis der nu er noget..” Blikket gled kort i retningen af flasken som hun havde stillet på sengebordet, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Godnat,” sagde han roligt, idet han tog om dørhåndtaget og fik lukket døren, kun for at trække sig ind på sit eget værelse inde ved siden af. Skjorten fik han åbnet og bukserne røg hurtigt af, inden han roligt kravlede i sengen, hvor han lagde sig under dynen. Han vidste allerede godt, at han ikke fik sovet det mindste nu hvor han var klar over at Faith lå lige inde ved siden af, men han kunne jo lige så godt bare gøre det nemmere for sig selv og bare.. forsøge vel? Han sukkede med en tydeligt opgivende mine, idet han lagde sig godt til rette på sin egen side af sengen og under dynen. Blikket vendt i retningen af vinduet. Huset var i sig selv stort når man var alene om det hele, men at lægge sig ved Faith, vidste han jo allerede nu, at han godt kunne opgive på forhånd.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var egentlig ikke fordi at hun følte sig synderlig træt, men jo mindre tid hun skulle tilrbinge med Kimeya des bedre. Hun strøg op på værelset som var blevet gjort klar til at hun kunne sove der. Hun gik ud fra at det store værelse ved siden af var soveværelset.. et sted hvor de engang havde sovet med hinanden stort set hver nat. Hun betragtede ham indgående som tydeligt tegn til at hun ønskede ham ude. ”Godnat,” gentog hun roligt og fulgte ham ud af værelset. Hun blev liggende til hun hørte døren ved siden af glide i. Hun satte sig op og lod flasken stå for en gangs skyld. Der var ikke særlig meget.. en enkel kommode, en seng og så et spejl ikke langt derfra. Faith rejste sig og stilte sig foran det. Hendes flammerøde lokker hang i de lette krøller ned over hendes ryg og skuldre. Man kunne ikke direkte se hvor påvirket hun var af alkoholen ud over at hendes kinder havde antaget en pæn rød glød. Hun burde ikke gøre sig til overfor en mand som ham. Alligevel måtte hun tage sig i at rette lidt på den mørke, enkle kjole som prægede hendes krop. Det var ganske bevidst at hun lod der går lange minutter før hun gjorde noget som helst og sikrede sig at være så stille som muligt så han fik en chance for at falde i søvn, også selvom hun godt vidste at det nok ikke ville ske med hende i huset. Han stolede vel ligeså lidt på hende som hun gjorde på ham?
Efter godt et godt stykke tid hvor hun bare havde ventet, besluttede hun sig for at forlade værelset. Meget langsomt åbnede hun døren og listede sig ud på den mørklagte gang. Taget i betragtning af hvor svimmel og vaklende hun var, så formåede hun at gøre det temmelig lydløst. Hun stoppede for enden af trappen og så lidt overvejende ned. Hun var ikke helt ved sine fulde fem, det måtte hun jo nok erkende. Med et fast greb i gelænderet forsøgte hun sig med små skridt – ét af gangen også selvom hun kun nåede få trin ned før hun snublede. Hendes hjerte sprang et hjerteslag over da hun faldt og tog den lange tur ned over trinene til hun til sidst bragede ind i en væg for enden. ”Av,” mumlede hun og tog et øjeblik til at ømme sig før hun brød ud i en mindre latter og rystede på hovedet for sig selv. Hun havde fået lidt mere end hun havde regnet med tilsyneladende. Den melodiske latter forstummede ikke, men blev kun højere til hun fik tårer i øjnene, hun kunne ikke lade være selvom hun havde ondt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne skam godt se og mærke på Faith, at han var direkte uønsket, så det at han valgte at trække sig, var egentlig noget som han gjorde ganske bevidst og mest for sin egen skyld, for han var ikke ude på at stå i de situationer, hvor de igen ville råbe og skrige af hinanden, for det var han slet ikke ude på. Selvom hendes blik fulgte ham ud af døren, så sagde han intet til det, kun for selv at gå ind på soveværelset. Denne gang var det med et noget tungere hjerte, end det som det havde været til nu, for nu hvor han vidste at hun var i huset, og endda liggende i værelset lige ved siden af, så var det kun med til at forværre situationen som var der i forvejen, og det var uden tvivl noget som han direkte hadede!
Kimeya følte dog ikke at han var nødt til at blive liggende i sengen for særlig lang tid, inden han kunne høre at døren inde ved siden af gik op. Han vendte sig en anelse i sengen og med en tydeligt undrende mine. Så meget som Faith havde fået at drikke, havde han næsten været sikker på at hun ville gå ud som et lys, også selvom det vel var stædigheden som igen spillede ind? Det skulle i hvert fald ikke komme bag på ham! At Faith tog en tur ned af trappen, var slet ikke noget som man kunne undgå at høre, hvilket også var det som faktisk fik Kimeya til at hoppe ud af sengen og greb omkring den kåbe som han havde ikke langt derfra. Den blotlagde stort set hele hans bryst, hvor selv brændemærket var til at se, så var det ikke noget som han tog tungere end som så. Han åbnede roligt døren. Hun havde vel ventet til at hun ville tro, at han var faldet i søvn? Det kunne i hvert fald ligne hende! Han sukkede ganske let, som han stillede sig for toppen af trappen og kiggede ned. At hun så sad og grinte, fik ham til at ryste let på hovedet. ”Burde du ikke bare blive liggende i sengen, Faith?” spurgte han endeligt. Ikke fordi at han var ude på at bestemme over hende, men så meget som hun tilsyneladende havde fået at drikke i forvejen, så var det jo kun tydeligt for ham, at hun burde blive liggende i stedet for at rende rundt. Det kunne hun da gøre, når hun blev ædru i stedet for, for det ville selv han da synes ville passe meget bedre til det. Han søgte stille ned af trappen, inden han nåede bunden og rakte hende en hånd som hjælp. ”Lad mig hjælpe dig op,” bad han med en ganske sigende mine.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var måske vovet at liste sig rundt i Marvalo Mansion når Kimeya også var til stede, men Faith tog gerne chancen. Dette rummede svarene på de mange spørgsmål fra hendes fortid og hun agtede skam at finde dem alle uden at få hukommelsen igen, blot så hun var klar over lidt af det som var sket. Værelset forlod hun på liste tå og sneg sig forbi Kimeyas værelse med forsigtighed velvidende om at han nok ikke lå og sov. At hun så skulle tage sig en tur ned af trappen havde hun ikke ligefrem regnet med. Den lille skikkelse rullede direkte ind i den hårde væg på den anden side, inden hun rullede om på ryggen og stirrede i loftet. Alkoholen havde lammet hendes nerver så smerten var ikke nær så voldsom, som den nok ville blive når først hun havde fået sovet rusen ud. Latter bød hendes læber så ukontrolleret at hun ikke kunne stoppe, og det skete forbandet sjældent. Hun rystede på hovedet til Kimeyas skikkelse kom til syne for enden af trappen. Latteren forstummede langsomt men efterlod et smil på hendes læber. Selvom han så alvorlig ud så fik han hendes hjerte til at banke lidt hurtigere.. kunne den mand være så charmerende i absolut alle klæder? ”Burde du ikke lade være med at fortælle mig hvad jeg skal gøre?” spurgte hun og fnøs lidt morende, også selvom hun skam mente det temmelig alvorligt. Øm som hun var, blev hun liggende på gulvet g fulgte ham i stedet med blikket. Selvom han rakte hånden frem mod hende, kæmpede hun sig af ren og skær stædighed tilbage på benene og strakte sig lidt hvilket fik hende til at miste balancen for en kort stund. For ikke at falde igen greb hun fat om Kimeyas overarm og støttede sig en smule op ag ham mens hun forsøgte at finde sin balance igen. De grønne øjne faldt på hans bryst, som lå blottet under kåben. Brændmærket efter hendes hånd kunne tydeligt anes, hvilket fyldte hende med en form for ro og stolthed over at have markeret ham på den måde. I lange sekunder tog hun sig ikke af at hun direkte stod og overbegloede ham. Men han var en flot mand og hun havde fået alt for meget. Hun rystede på hovedet i håb om at komme lidt til sig selv, men i stedet for at trække sig vendte hun sig lidt tøvende lidt mere mod ham og lagde lidt mere forsigtigt den anden hånd på den modsatte overarm. Alt i hende skreg selvfølgelig at det var dumt at være så tæt på ham, men hun kunne ikke lade være.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var på ingen måder tilfreds sådan som tingene forholdt sig som det var i øjeblikket. Faith i det ene værelse, og ham i det andet? Det var så forkert som det kunne være! Selvom det måske havde været et forsøg på at liste forbi ham, så havde han uden tvivl hørt hende, da hun havde taget turen ned af trappen, selvom alkoholen måtte have dulmet hendes smerte, for hun sad jo der for foden af den og grinte? Han vidste udmærket godt, at Faith ikke kunne tåle at drikke, og at der ikke skulle synderlig meget til, før det slog hende ud, og det var tydeligt, at han heller ikke kunne mere lige nu. Han søgte roligt ned af trappen med rolige skridt. ”Det var nu mere for din egen skyld, så du slipper for at tage turen ned af trappen,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, da han strammede remmen omkring hans liv, så han kunne holde kåben forholdsvis lukket. Han forsøgte da om ikke andet, men det var derimod også tydeligt for ham, at det slet ikke var noget som hun kunne sige sig det mindste tilfreds med på nogen som helst måde. Selv nu hvor han havde tilbudt hende sin hånd og hun alligevel valgte at rejse sig selv, så var det jo bare tydeligt, at hun ikke lige var med på at lade ham hjælpe hende. Han sukkede ganske opgivende og tog hånden til sig, også selvom han hurtigt spændte i den, da Faith tog fat i ham, for ikke at ende med at falde, og før han vidste af det så… stod hun jo faktisk i hans arme. Han vendte blikket lettere forundret mod hende, hvor han nu alligevel heller ikke kunne lade være, og derved lod armene roligt søge omkring hendes slanke skikkelse. ”Du burde gå i seng, så kan du gå på opdagelsesrejser, når du har sovet færdig?” forslog han. Han skjulte ikke mærket som hun havde skænket ham, for selv i hans forstand, så kunne det vægtes mindst lige så højt, som den ring som han gik med på sin finger – hvor hun faktisk gik med den modsatte, og det var noget som uden tvivl passede ham ganske fint, for helt ærligt, så beviste det jo bare, at hun ikke var helt så ligeglad med tingene, som hun faktisk gav udtryk for i den anden ende, og det passede ham jo egentlig fint. Han vendte blikket mod hende. Han var en stærk mand og tydeligt muskuløs, men det var noget som han jo også havde gået op i, i årevis, så det kunne jo ikke rigtigt komme bag på nogen som sådan, kunne det? Han tog sig selv i at skænke hendes lænd et let kærtegn, ved at lade hånden stryge over, selvom han virkelig forsøgte at lade være, men end ikke han kunne!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var måske forkert at de to lå i hver deres værelse, men Faith ville aldrig frivilligt lægge sig i hans seng.. eller ville hun? Med alkoholen rendende i sine årer, så ville det være en perfekt undskyldning for at komme tæt på ham. Af hjertet ønskede hun det, men hendes fornuft skreg nej også fordi hun ikke huskede deres fortid. Hun kom på benene uden af hjælp, stædig som hun var også selvom det skete meget vaklende. Faldet ville uden tvivl vise sit grimme ansigt når hun havde sovet rusen ud og opdagede de mange blå mærker som var kommet af det. Lige nu var den eneste følge efter det, en lidt øm ryg. ”Jeg snublede,” svarede hun kortfattet. Det var ganske vidst ikke en løgn men det var aftenens lille ’fest’ som havde forsaget det, for normalt kunne hun jo sagtens håndtere trapper. Hun greb lidt fast om den ene overarm for at holde sig på benene og forsøgte at slippe ham for i stedet at bakke tilbage, men hun fik sig ikke til det. I stedet lukkede hun hånden om hans anden overarm og endte stort set i hans favn. Blikket hvilede på hans bryst. Som hun huskede det, så havde hun ikke frivilligt været nogen mand helt tæt, men alligevel havde hun en underlig lyst til at undersøge ham.. udforske ham for at finde de svar som hans krop måtte gemme op som for eksempel mærket. Hendes hjerte slog uregelmæssige slag mod brystet idet hans arme gled om hende og derved trak hende ind til ham. Grebet om hans arme løsnedes forsigtigt også selvom hun ikke fjernede dem. Hun hævede det intense blik til hans og kunne ikke lade være med at føle sig tryg ig beskyttet i de stærke arme, også fordi han var så meget større end hende. Hvis hun havde ønsket det kunne hun jo nærmest forsvinde i ham. ”Men jeg er eventyrlysten nu,” påpegede hun dæmpet og så ingen grund til at hæve stemmen. Langsomt hævede hun hånden, lod den ligge sig i hans nakke, og trak ham stille ned til sig. Jo tættere han kom, des stærkere blev hans duft og hun kunne ikke lade være med at dufte til hans hals. Det var bedst at stoppe sig selv inden det ville gå galt men… hun kunne ikke, hun ville ikke. For at nå ham strakte hun sig på tå, og havde det ikke været for hans arme så havde hun mistet balancen og var faldet. Uden at lade blikket glide i, kyssede hun lidt prøvende hans læber og følte hvordan en sitren bredte sig igennem hele kroppen.

[Kimeya Marvalo]

Det hele var så forkert, som det overhovedet kunne være, men selv Kimeya vidste hvornår han skulle lægge bånd på sig selv, og det gjorde han i denne situation, også mest for sin egen skyld. Kåben beholdt han på, selvom det at Faith stod så tæt op af ham, nærmest var noget som rev i den, så brystet blev mere blottet, også selvom det slet ikke var noget som han gjorde med vilje. Han trak let på smilebåndet og rystede så på hovedet. ”Fordi du har drukket for meget, kære Faith,” påpegede han, med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem helt en løgn når alt endelig skulle komme til alt trods alt. Han lod hende stå der, også selvom han kunne mærke hvordan det rev i ham.. Og det var ikke altid fordi at det var lige behageligt altid! Tænderne bed han kraftigt sammen, selvom han virkelig forsøgte at bide det kraftigt i sig, også mest for sin egen skyld. Armene hvilede roligt omkring hendes skikkelse, så hun faktisk stod helt ind mod ham. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst af ren og skær længsel, for det her var stadig ikke rigtigt, og det var da slet ikke tæt nok på ham, og det stod han gerne ved. ”Vent til i morgen, når du er i stand til at stå på begge dine ben. Så skal jeg nok give dig en rundvisning i hele huset i stedet for.” påpegede han med en rolig stemme. Selvfølgelig var det underligt og mærkeligt for ham at skulle føre hende rundt i det som i princippet var hendes eget hus, men han havde ikke noget imod. Armene som hun lagde om hans nakke, var noget som fik ham til at vende blikket direkte mod hende, og med en let spørgende mine, for hvad var det lige hun havde tænkt sig? Kysset som hun valgte at tildele hans læber, var næsten noget som med det samme gjorde ham blød i knæene. Han trak sig en anelse. Han var jo ligesom nødt til at sikre sig, at det skete, som noget hun faktisk havde lyst til skulle ske. Han lænede sig roligt frem igen, hvor han lod læberne indramme hendes, også selvom det denne gang var i et langt mere selvsikkert kys. Selv han savnede hende og hver en del af hans krop skreg efter at skulle få lov til at få hende helt tæt på, at han slet ikke kunne få nok af det! Øjnene lod han glide i, som grebet omkring hende strammede sig en anelse. Alene det at have hende stående i favnen, var en ting, men det at skulle have hende helt tæt på sig igen, som han jo faktisk ønskede sig, var en helt anden!