It's a cruel Demon's fate

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var efterhånden ved at være frygtelig sent. Faith havde forladt Den Dansende Flamme og dermed Nataniel for at vende hjem til Appolyon og sove sin mindre rus ud, men jo tættere på hun var kommet, des mere svimmel havde hun følt sig. Lidt opgivende stoppede hun op midt i Marvalo City som af en mærkværdig grund af ryddet for mennesker. Først nu gik det op for hende at dette slet ikke var vejen mod Appolyon hvilket forvirrede hende. Benene havde blot ført hende frem og underbevidst var hun endt med at søge tættere på det hun kendte.. tilsyneladende. ”For helvede,” vrissede hun og lod hånden glide mod sin pande. Skridt lød rundt om hjørnet. På trods af at Marvalo City tilsyneladende var blevet åben for flere forskellige arter, så tog hun ikke chancen hvis det skulle vise sig at være warlocks og hun var desuden stadig en smule svimmel hvilket kunne være hende en ulempe, så i stedet for at blive stående i månelyset trak hun ind i en mørk gyde mellem to forladte bygninger. Den førte en smile ind hvorefter der var endnu en gyde rundt om hjørnet. Hun lod en flamme brænde i sin hånd og satte den roligt ned på jorden så den lyste stedet op. Umiddelbart tænkte hun ikke på om lyset kunne ses udadtil. Nogle gamle sten var slynget ud som affald og fyldte gyden. Faith trådte mod dem og forsøgte at kravle op på den, men allerede ved første trin smuttede hendes fod hvilket fik hende til at glide. ”Uh!” udbrød hun og forsøgte sig at komme sig lidt over chokket. Hun opgav meget hurtigt, og trådte væk fra stenene for i stedet at læne sig op ag den kølige mur bag hende. De intense, grønne øjne, stirrede ind i den lystigt brændende flamme som nærmest havde formået at fange hendes fulde opmærksomhed. Varmen fra den strømmede igennem hende, selvom det ikke rigtigt var gået op for hende at hun frøs. Det var forfærdeligt hvad alkohol kunne gøre ved et kødeligt legeme, hun hadede at miste kontrollen over sin krop også selvom hun med gåturen var blevet lidt mere klar i hovedet. Der var langt hjem.. rusen var hun nødt til at give slip på før hun kunne tage turen selv også fordi hun ikke ville gøre sig til grin ved at steppe beruset op foran dæmonerne. Hun sukkede dæmpet og fugtede læberne med tungespidsen. De mange bekymringer var forsvundet hvilket gjorde at hun igen kunne ånde lettet op, og alligevel cirkulerede hendes tanker sig omkring Kimeya mens hun stod der og stirrede ind i flammerne, og atter forsøgte at finde sin styrke.

[Kimeya Marvalo]

Efterhånden var det dage siden Kimeya havde opsøgt slottet i Dvasias, for at se til hans kære barnebarn. Det kunne godt være, at det var noget af en historie at kende til, men han var faktisk glad for det, for så kunne det da om ikke andet, så ikke bruges mod ham, og det passede ham jo egentlig ganske fint! Selvom kongehuset naturligvis arbejdede for langsomt for hans smag, så var det noget som han udelukkende var nødt til at bide kraftigt i sig, for han havde bestemt ikke nogen intentioner om at lade hans kære barnebarn blive siddende i cellerne i de mørke kældre, som han selv havde stiftet det bekendtskab som han havde med den celle, så ønskede han uden tvivl at hjælpe hende ud. Den mørke tåge søgte nærmest henover det mørke landskab, inden han langt om længe nåede Marvalo City. Den samlede sig, kun for at danne sig hans skikkelse, hvor tågen måtte falde, og derefter tillade ham at træde frem. Han elskede sin magi, og det faktisk at han kunne forflytte sig med den, for det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Stokken – Den som han havde fået af Faith gik han roligt med, for han kunne faktisk godt lide det.
Kimeya gik roligt ned af gaden med rolige skridt. Ham og Sephiran havde efterhånden fået god styr på tingene, og han glædede sig faktisk til at vise dem, at Malisha slet ikke var noget at samle på. Nu hvor han var kendt med, at det faktisk var den kvinde som havde taget hans liv i sin tid, så manglede han egentlig bare at finde hende.. For han kunne trygt love hende for, at et møde med ham, slet ikke var noget som hun skulle have lov til at overleve. Disse tanker blev dog meget hurtigt afbrudt, da han fik øje på en yderst velkendt skikkelse siddende op af muren, hvilket var noget som hurtigt fik ham til at stoppe op. Det kunne ikke være andre end Faith. Det kyniske smil bredte sig på hans læber. ”Du er langt fra Appolyon, må jeg sige,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Han huskede skam deres sidste møde, og siden da, var han kendt med sandheden omkring hende og ham, og alt det som de havde haft omkring sig. Han var glad for det uden tvivl, også fordi at det automatisk tillod ham at finde sin plads i det hele, også med henblik på familien som endnu var der, frem for bare deres egne børn. Han lod begge hænder glide mod hovedet på den stok som han havde ved sig – en som han faktisk var blevet ganske glad for.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith stod lænet op af væggen og så ind i flammerne der brændte som et bål med uden pinde. I gyden følte hun sig alene og dog trygt. Hun kunne høre folk krydse gaden uden for med livlig snak, men det var ikke noget hun fandt hverken genkendeligt eller interessant. Hendes ben snurrede endnu hvilket gjorde det en smule vanskeligt at holde sig på benene når hun ikke stod lænet op af noget. Hendes rosa læber fortrak i et stille smil. Af en eller anden grund gjorde det hende glad at tænke på Kimeya. Hun så ned af sig og fik øje på ringen på sin finger. Den var virkelig smuk, men den sagde hende ikke meget mere end det, hun synes næsten at det var værre omkring manden selv. Lyden af stokken mod de tunge brosten, fik hende til at se op også selvom det slet ikke virkede genkendeligt. Idet lyden blev trættende vendte hun sig igen mod bålet. Lyden af hans stemme fik hårene til at rejse sig på hendes arme. Yderst langsomt vendte hun det intense blik mod ham. Smilet var falmet og havde i stedet henlagt hendes ansigt i en alvorlig mine som var svær nok at holde. Hun rettede sig op og vaklede lidt som hun forsøgte at finde balancen hvilket kun indikerede at hun ikke var helt ved sine fulde fem, ej heller selvom hendes selvkontrol var noget nær normalt. Hun strøg de flammerøde lokker over den ene skulder. ”Havde jeg vidst at jeg ville støde på dig, så ville jeg ikke have været her,” svarede hun ledt bidsk og forsøgte at ignorere ham, hvilket ikke gik så godt. Hænderne foldede hun næsten høfligt foran sig, hvilket på ingen måde fik hende til at se hverken farlig eller ilter ud, hvilket ellers var det som mange forbandt hende med. Hun himlede med øjnene.. hvilken perfekt aften, han var omtrent den sidste hun havde ønsket sig at støde på. Igen var hun ved at vælte da balancen dalede, det eneste som reddede hende var muren, hvilket fik hende til at fnise lidt for sig selv. Hun slog hovedet tilbage og så op på den mørke nat. Dette mindede hende om et eller andet men hun havde ikke nogen fornemmelse om hvad. ”Jeg er sikker på at du har bedre at tage dig til end at give mig selskab,” endte hun som en tydelig hentydning til at han skulle smutte også fordi han påvirkede hende langt mere end hun ønskede at være ved. Måden han så på hende på.. og måden han konstant forsøgte at fører sig frem, hun kunne lide det selvom det kun ustrålede arrogance.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte sig psykisk presset, men det var jo ikke ligefrem nogen nyhed. Han havde allerede fået temmelig mange bolde i luften, i form af mange ideer, mange ting som skulle gøres, for ikke at glemme, at han havde en hel race, som han nu skulle til at have styr på igen, og derved efter Malishas misbrug af magten, hvilket uden tvivl var noget som gik ud over hans arbejde, og det irriterede ham uden tvivl! Blikket gled til Faiths skikkelse, som han passerede hende på vejen, hvilket var noget som fik ham til at stoppe op med det samme. Han hævede sigende det ene bryn. ”Du befinder dig midt i Marvalo City – Min by, og du regnede ikke med at muligheden for at støde på mig her, er betragteligt større end hvad den er andre steder?” spurgte han med en ganske sigende mine, som han vendte blikket mod hende igen. Han blev stående med stokken foran sig. Hun havde drukket.. Han var slet ikke i tvivl om at hun havde fået temmelig meget indenbords, hvilket et sted var en morende tanke. ”Hvor meget har du fået indenbords, siden du kollapsede her ved muren, Faith?” spurgte han med en ganske sigende mine, idet han tog et skridt tættere på hende i stedet for. Han var ikke bange for hende, og sådan som hun stod med hænderne foldet foran sig – ligesom Elanya plejede at gøre det, så var det ikke ligefrem fordi at hun så særlig faretruende ud. At hun ikke ønskede hans selskab, forundrede ham på sit vis ikke, for det var tydeligt for ham, at hun endnu ikke kunne huske noget som helst, så det tog han egentlig ganske roligt, for han vidste at han nok skulle formå at få hende med sig. Specielt når hun havde det som hun havde det lige netop nu, så var det jo trods alt kun noget som faldt ham til fordel. ”Jeg var netop på vej hjem, og jeg tror jeg vil få flere dæmoner på nakken, ved at lade deres leder sidde her midt på gaden halvberuset.. Kom med mig,” fortsatte han med en sigende mine, idet han roligt fortsatte ned af gaden. Det var ganske vidst en oplagt mulighed hvorpå at han kunne få hende med sig hjem, men også fordi at.. han vel savnede hende? Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed at med deres fortid, så var der mange ting som der skulle ordnes, og findes ud af, også nu hvor han havde Aliyah at tænke på, så selv Junior og Cayla have sit at få bugt med først, og de havde åbenbart meget. Der var sket den kære familie frygtelig meget igennem den sidste tid.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var bestemt ikke nemt at få styr på en race som havde været for vant til at gøre som det passede dem i årevis. Det lod til at den forrige leder ikke ligefrem havde været i stand til at håndtere dem, hvilket efterlod hende med et hav af arbejde midt i de mange frustrationer omkring fortiden. Et sted havde hun været klar over at der var forholdsvis stor sandysnlighed for at støde på Kimeya, det var trods alt en by stiftet af hans familie, hun vidste ikke engang hvorfor hun var blevet ført dertil frem for mod Appolyon som havde været det oprindelige mål. ”Jeg besluttede mig for at tage chancen og håbe på det bedste,” svarede hun roligt, også selvom det var en løgn. Måske det netop var de mange tanker omkring ham som havde fået hende dertil. Det var måske ikke svært at se at hun havde fået lidt indenbords men i ren og skær frustration havde hun ikke holdt øje med hvor meget der var røget ned. Hun var ustabil på benene, hvilket gjorde at hun måtte læne sig op af den kolde stenmur bag hende for i det hele taget at kunne holde sig på benene. Armene foldede hun over sit bryst før hun vendte sig mod ham med hovedet på sned og et næsten fornærmet blik. ”Hvad får dig til at tro at jeg har drukket, Kimeya?” spurgte hun lidt irriteret og brugte ekstrem megen energi på at forsøge at virke upåvirket af det hele. Flammen brændte i midten i af gyden og lyste den op, så de var lidt i skjul for de andre som gik ude på den gennemgående vej. Faith var ikke truende overfor ham selvom hun ikke skjulte sin irritation. Et sted sørgede hun også kun for at være vred på ham i frygt for at der i virkeligheden lå en masse skjulte følelser under. Hans ord fik hende næsten til at smile triumferende. Det morede hende direkte at høre ham sige at han ikke ville have dæmonerne på nakken. Faktisk var hun overbevist om at det ville blive værre for ham hvis han tog hende med sig hjem. ”Jeg skal ingen steder med dig, Kimeya. Du har intet ansvar overfor mig, desuden jeg ganske udmærket klare mig selv tak,” endte hun stædigt og vendte sig igen med fronten til ilden. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at tage med ham hjem. Hun fugtede læber med tungespidsen og lænede sig igen op af væggen, det andet var simpelthen for svært!

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke bare dæmonerne som var et kæmpe kaos, for man kunne heller ikke ligefrem påstå at warlockerne havde været i snor igennem den sidste tid, og det var noget som Kimeya udmærket godt kunne mærke. De var som spredt for vilde vinde og uden struktur, lov og regler, og det var slet ikke noget som han fandt sig i! Derfor var han naturligvis glad for at have Sephiran til hjælp, for selv en mand som ham kunne bruge en til hjælp. Marvalo City havde hans familie stiftet tilbage for frygtelig mange år siden, og det var noget som han naturligvis var frygtelig stolt af, og derfor forundrede det ham virkelig, at Faith havde regnet med at hun kunne komme igennem og faktisk opholde sig der, og tro at han ikke ville lægge mærke til det, for naturligvis gjorde han det! ”Jeg må beklageligvis skuffe dig, Faith, men så usynlig er du dog heller ikke,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han lod hovedet søge let på sned. Lige hvad angik Faith, så var han slet ikke i tvivl om at hun havde fået noget at drikke, og tilsyneladende en del, eftersom hun lallede sådan rundt og fniste for sig selv. Selvom synet naturligvis var noget som morede ham, så var det ikke noget som han lagde yderligere noget i end det. Han smilede let for sig selv. ”Er det ikke åbenlyst? Du kan knapt nok stå op, og du står nærmest og griner for dig selv,” nærmest remsede han op. At hun ikke havde tænkt sig at følge ham, var egentlig ikke noget som forundrede ham, men han vidst til gengæld godt, at warlocks ikke ville lade hende være, som han heller ikke kunne stoppe dem, og det sidste som han ønskede, var at få dæmoner på nakken, når han havde alt det andet ved siden af, for han havde faktisk temmelig meget i hovedet nu om dage. Ikke bare omkring sit ledende arbejde, men også familien som tydeligt havde brug for ham, lige så, og som han naturligvis gerne ville støtte så godt som muligt. ”Det må du jo så selv om. Det er bare ikke mit problem, hvis du støder på andre warlocks herude.. Så kan jeg ikke redde din søde lille ende,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. Nu hvor han var kendt med hendes stædighed og stolthed, så var det jo trods alt noget som han egentlig bare måtte bide i sig. Han fortsatte derefter bare at gå, for de fik ikke noget ud af det ellers, og han gad virkelig ikke stå der lige nu. Han havde mere end rigeligt at skulle tænke på i forvejen, og som det nu var med henblik på familien.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvad der foregik omkring warlockerne, havde Faith ingen idé om, hun havde end ikke fået med at Kimeya var genindsat som deres leder og faktisk var blevet en fjende igen.. andet end en personlig vel og mærke. Det havde bestemt ikke været fornuftigt at søge til Marvalo City, men eftersom det efterhånden var blevet en temmelig stor by, så havde hun vel et sted regnet med at hun kunne gå der uset? Også selvom warlockerne næppe ville lade hende gå hvis de formåede at få fat i hende, hvilket sandsynligheden var større for når hun var i den tilstand. ”Og du vil påstå at det var rent tilfældighed, at du lige nøjagtigt valgte at søge ind i den gyde som jeg opholder mig i, i øjeblikket?” spurgte hun sagte og hævede et slankt øjenbryn. Det nægtede hun at tro på. For at holde balancen støttede hun sig af væggen og smilede lidt for sig selv. Måske det var ret åbenlyst særligt hvis man kendte hende. Det var også typisk først at begå den fejl at drikke og derved forgifte sig selv, og derefter støde på en mand som ham. ”Sidst jeg så efter var det ikke kriminelt at nyde et glas vin,” svarede hun og lo igen blidt for sig selv. Faith vidste at hun var i høj risiko så lang tid hun bevægede sig inden for byens grænser, men hun havde ikke ligefrem lyst til at lade Kimeya hjælpe hende i det hele taget. Ikke nok med det, kunne hun ikke lade være med at smile tilfredst da han kommenterede hendes ende, for det betød vel kun at han en gang eller to, havde taget sig den frihed at kigge efter hende? ”Min søde ende og jeg kan klare os selv, ellers tak Kimeya,” svarede hun stædigt. Det ville være flovt at lad én warlock hjælpe hende ud af denne kattepine, men det overraskede hende mere at han var villig til det.. det kunne warlockerne næppe være synderligt glade for. Det intense blik fulgte ham som han begyndte at gå til han endte ude for hendes synsvidde, hvilket fik hende til at ånde lidt lettet op. Hun havde ikke regnet med at det ville være så enkelt at slippe af med ham, men alligevel så kunne hun ikke lade være med at føle et form for tomrum.. en længsel som ikke blev indfriet og det frustrerede hende. Måske det bare var alkoholen som talte, hun havde trods alt hang til at blive lidt ekstra kærlig når først hun var under den form for påvirkning, hvilket også var endnu en grund til at hun ikke skulle være i nærheden af Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde mere end rigeligt at se til når det kom til warlockerne, og han var nødt til at vise sig som en mand som kunne styre det, og specielt hvis de var vant til at blive ført frem med en kvindes hånd, og det var bare ikke godt nok i hans forstand! Han vendte blikket direkte i retningen af Faith endnu en gang. Hun havde uden tvivl drukket for denne aften, også selvom det naturligvis ikke var noget som han ville blande sig i, for det måtte hun naturligvis selv om, hvis det var sådan hun ville tackle det hele. Han kunne huske det hele nu, og det var han naturligvis frygtelig glad for. Han trak svagt på den ene mundvig. ”Mine forfædre stiftede denne by, Faith.. Tror du ikke jeg er en mand som søger igennem det hele? Jeg vil vide hvad der selv foregår i de mørkeste kroge – eller i dette tilfælde, de mørke gyder,” sagde han med en ganske så kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at stå og halvvejs diskutere med hende omkring den slags. Hovedet lod han søge let på sned og med det let kække smil på læben. Ja, det var tydeligt at hun havde drukket lidt mere end bare et glas, men selv han vidste og mindes at der ikke skulle meget til med den lille krop, inden den sagde stop og blev.. sådan. ”Tror du virkelig du kan bilde mig ind, at det er et enkelt glas, som har gjort det der..?” spurgte han med en rynket pande. At hun ikke ville have at han skulle hjælpe, forundrede ham slet ikke. Han havde set hendes ende mange gange.. Nok flere gange og i andre situationer som hun sikkert slet ikke ville vedkendes, og derfor lod han den bare ligge for nu, for de fik ikke rigtigt noget ud af, at skulle diskutere det. Han stoppede op igen. Han ønskede hellere at hjælpe hende igennem den brandert som hun stod overfor, end at få dæmonerne på nakken, for det var slet ikke noget som kunne eller ville hjælpe ham i hans fremadrettede arbejde som warlockleder. Han var og havde altid været mere fremtidsmotiveret end hvad Faith var, som stort set kun så lige nu og lige her. Ikke at der var nogen nyhed i det. ”Udmærket.. Må søge byen igennem i morgen. Jeg er jo nødt til at sørge for, at du ikke ligger og rådner i rendestenen.. Fortsat god aften, Faith,” afsluttede han med en kortfattet tone. Han magtet ikke at stå der og diskutere med hende, for det vidste han udmærket godt, at han ikke ville få noget ud af, og han havde mere end nok at se til i forvejen, og specielt med hans forhandlinger med kongehuset omkring Aliyah.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde eganske meget arbejde at gøre, hvilket kun var endnu en grund til at det havde været uforsvarligt nok at hælde vin i sig, men det havde dulmet hendes nerver for en stund. Pludselig føltes det end ikke så slemt at stå overfor Kimeya, selvom det konstant var noget som hun forsøgte at undgå. Hun himlede med øjnene ved hans ord. Bare fordi hans forfædre havde stiftet en by, så gjorde det den ikke til hans. ”Jeg ved ikke hvilken mand du er, og det interessere mig ej heller. Jeg er i min fulde ret til at vandre i byens gader på trods af de mange warlocker,” svarede hun sigende og rykkede sig ikke ud af flækken. Hun var ikke beruset nok til at miste selvkontrollen, men nok til at benene snurrede og hun følte sig en anelse ekstra modig. Faith trak på skuldrene. ”Sidst jeg så efter, behøvede jeg ikke at stå til ansvar overfor dig, som om det drejer sig om ét eller tre glas, kan du vel være fuldkommen ligeglad med,” endte hun afvisende og lagde hænderne over den iltre flamme i et forsøg på at varme dem lidt. Hvor meget han havde set af hende eller hvor mange gange, det var slet ikke noget hun huskede, hvilket til dels var frustrerende særligt i forhold til dem hun mødte.. som denne Nathaniel som havde påstået at han var en som hun have holdt kær i mange år. Hun fulgte ham med blikket og lod det mødes med hans idet han stoppede op med det flabede smil på læberne som fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere end ellers. ”Jeg tvivler på at det kommer til at ske Kimeya, men jeg påtager mig på forhånd fuldt ansvar for, hvis du skulle finde en warlock eller to der… fortsat god aften!” råbte hun efter ham og vinkede lidt morende., hvorefter hun igen gled ind mod væggen og lo for sig selv. Den mand var underholdende, desuden forstod hun ikke hans omsorg.. det var ikke ligefrem en som hun kunne bruge til det helt store i disse tider. En nysgerrighed slog dog alligevel ind. Hvor var han på vej hen? Igen var det måske alkoholen slog ind, men hun besluttede sig hurtigt for at følge efter ham, dog lidt i det skjulte og så lydløst som hun nu engang formåede. Ilden i gyden døde ud hvilket efterlod hende i gadernes mærke, noget som først og fremmest gjorde hende nervøs fordi hun ikke vidste hvad der ventede rundt om hjørnet, men som samtidig holdt hende lidt skjult.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ganske vidst flaskerne hjemme, men det var slet ikke fordi at det var noget som han havde haft tiden til at sætte sig ned med, selvom lysten selvfølgelig havde været der mange gange. Han var en ansvarsfuld mand, og nu hvor hans familie havde brug for ham, så stod han der selvfølgelig også, ingen tvivl om det! Faith skulle og var altid advarende overfor ham. Ikke fordi at det forundrede ham som sådan, for Faith var og blev bare Faith.. Der var ikke noget andet som man kunne sige til det. ”Jeg har ikke givet udtryk for at du ikke måtte være her. Jeg vil bare vide hvad der foregår i krogene,” sagde han ganske kortfattet. Hans udtryk for omsorg blev afvist, selvom det nu heller ikke just var noget som han kunne gøre noget ved, og han ønskede heller ikke at lægge noget yderligere i det. Selvom han naturligvis ikke ønskede at lade hende vandre rundt sådan, for hun havde uden tvivl fået alt for meget, men det måtte hun jo selvfølgelig også selv om. Han skulle endelig ikke bestemme over hende. ”Hvad du drikker har du ret i, at jeg kan være bedøvende ligeglad med. Nu har jeg bare kendskab til hvordan din lille krop har det, når den får lidt for meget indenbords,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han havde slet ikke nogen intentioner om at blive stående, for det gjorde faktisk ondt nok for ham at være i nærheden af hende på denne måde. Og det var noget som han egentlig bare ønskede at komme enten tæt på, eller langt væk, men han kunne ikke helt finde ud af hvad det var han ville. Han rystede på hovedet. Han skulle nok tage turen igennem byen, for at finde hende liggende i en rendesten, for det var hvad hun havde i vente, udelukkende fordi at hun havde den plads i det dæmoniske samfund som hun nu havde, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Dine ord og ikke mine. Bare så langt du selv er indforstået med det, for dig kan man jo ikke just regne med, vel?” Han sendte hende en ganske sigende mine, inden han fortsatte med at gå. Lige hvor han ville hen, var oplagt, for han søgte i retningen af Marvalo Mansion. Han ville hjem, og han var nødt til at gøre en kælder klar til at han kunne få Aliyah hjem, og det var noget som han uden tvivl glædede sig til, selvom omstændighederne ikke just var de rette. At Faith var efter, havde han allerede bidt sig mærke i, da han kunne mærke hendes energi ikke langt bag ham. Kunne han få hende med ind og hjem, så var han tilfreds. Så vidste han da om ikke andet, at hun var i sikkerhed.

[Faith Jaceluck Marvalo]

De eneste Faith havde ansvar overfor var dæmonerne, og det var et ansvar som hun genre tog på sine skuldre. De havde i mange år været hendes og hun havde kun intentioner om at fører dem igennem denne krig som de havde med warlockerne. Ligesom Kimeya altid ville være Kimeya så ville hun også forblive den hun nu engang var. ”Nu ved du det.. dæmoner sniger sig rundt,” svarede hun næsten drillende. Hun var muligvis lettere at omgås når alkoholen nedbrød de mange facader lidt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at afvise ham lidt. De flammerøde lokker dansede let omkring hendes ansigt. Udadtil var der ingen grund til at frygte hende, men når først hun blev vred.. så var skaden sket. Det var uklogt at færdes alene i hendes tilstand selvom hun kunne tænke forholdsvis klart.. så meget havde hun ikke fået, desuden havde hun haft lidt tid til at komme til sig selv. Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham en kende vurderende. Han kendte hende bedre end hun kendte sig selv med den manglende hukommelse. ”Vov ikke at få mig til at lyde som et barn,” skældte hun lidt irriteret. Hendes lille krop.. det kunne godt være at hun ikke havde synderlig meget at prale af, men tilsyneladende nok til at fange hans opmærksomhed når hun ikke var beklædt. Uanset hvad, havde Faith ikke nogen intention om at ende i en rendesten men hun var villig til at placere enhver warlock som ville forsøge at komme hende i vejen, på samme sted af den grund påtog hun sig ethvert ansvar for samme. Hun smilede lidt kækt ved hans ord om at man ikke kunne regne med hende. ”Du kan ikke,” svarede hun blot og lod ham gå. Dog valgte hun alligevel at følge med temmelig hurtigt, hvor hun gemte sig i skyggerne fra de forskellige bygninger. Det var ikke praktisk i forhold til de flammerøde lokker og de lysende grønne øjne, og hun vidste næsten at han var på vej til det store Mansion eftersom han var på vej ud af byen og lidt naivt fulgte hun ham, i troen om at han vitterligt ikke havde nogen idé om det. Hun sørgede for at holde sig i baggrunden og forsøgte at være lydløs hvilket var svært med alkohol i blodet. Den ene gang var hun nær faldet over en af brostenene som havde revet sig en smule løs og en anden gang var hun ved at falde over en spand ved en kro, så hun var ikke ligefrem så snedig som hun ellers ville have været og det morede hende sådan set kun.

[Kimeya Marvalo]

Faith havde måske fået meget at drikke, men selv han vidste, at det ikke havde været nok til at hun ville give sig fuldstændig hen til ham, for lidt fornuft havde hun tilsyneladende stadig – desværre. Tungen strøg han ganske let over læberne. Han havde selv meget at se på, og med en hel race som havde været lidt for løse i det, igennem alt for lang tid, og det var uden tvivl noget som kunne mærkes på dem, for de var ikke lige begejstret for at underkaste sig ham, og derfor vidste han, at det ville blive et helvede af et arbejde. ”Så gumpetunge som I er? Næppe,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at han var synderlig begejstret for det. Naturligvis ville han ikke bestemme hvor hun skulle bevæge sig eller ikke, men her var der bare ikke rigtigt noget til at redde hende, hvis det var det som hun troede, for han kom bestemt ikke til det. Han snakkede til hende, som det han ville – ligesom hun gjorde det til ham. ”Jeg bestemmer selv hvordan jeg ønsker at tale til dig, som det er gengældt ikke sandt?” spurgte han endelig og med en ganske kortfattet stemme. Han valgte bevidst at ignorere hende, som han fortsatte ned af gaden, selvom han udmærket godt vidste, at hun var efter ham. Han smilede let for sig selv, idet han valgte den mest sikre vej igennem byen, så han vidste at der med største sandsynlighed ikke ville ske noget på vejen.
Marvalo Mansion viste sig i det fjerne. Det store hus havde altid ligget lidt mere i udkanten af byen, også selvom det var lettere i forfald, lige foruden den lille plet i haven, hvor Liya var blevet begravet. Tanken om alle de bortfald, som var sket igennem den eneste tid, var uden tvivl noget som faktisk gjorde Kimeya helt trist, men han kunne ikke gøre det vildeste ved det lige nu. Portene gik op i takt med at han nåede frem, hvor han bevidst lod dem stå åbne, inden han kort kiggede sig over skulderen og med et næsten kækt glimt i øjet. Han trådte roligt op til dørene, inden han slog den store og tunge dør op, kun for at træde ind i sit hjem. Kappen smed han roligt og stokken satte han op af væggen. Han havde ikke brug for den, men han kunne godt lide at have den, for det gjorde alligevel sit ved hans image, og det havde han det jo egentlig ganske fint med. Han trådte roligt ind i stuen og med en kort tænkende mine. Ville Faith følge ham hele vejen? Han håbede et sted på det, for her kunne han da om ikke andet holde øje med hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde ganske vidst endnu en smule selvkontrol, men så varm som Kimeya kunne formå at gøre hende selv når hun var fuldkommen ædru, så var hun glad for at hun ikke havde fyldt mere på for så var hun endt med at gøre noget virkelig dumt. Hun så ned af vejen hvor de var kommet fra og vidste at hun burde vende tilbage til Appolyon inden hun kom for tæt på det store mansion som efter sigende, engang havde været hendes hjem. ”Og det skulle komme for jer,” mumlede hun for sig selv i sin vandren med ham ned af gaden. Det var ikke mange sjæle de mødte på vejen og dem som de stødte på, skjulte hun sig for i skyggerne kun for at skulle løbe lidt hurtigere for at føle trit med ham. Faith vidste udmærket at det var dumt at følge efter ham og det var sågar unødvendigt for hun gav ham jo faktisk sin vilje, hvilket var en tanke som hun hadede.
De grønne øjne faldt på det store mansion som tårnede sig op og kun kom tættere på. De var kommet ud af selve byen, og selvom hun måske ikke huskede dem som så meget andet, så havde hun før set det ligge der, prægtigt som det var. Hendes hjerte bankede mere fast jo tættere de kom på, hvilket fik hende til at glemme forsøget på at gå i skjul for Kimeya. Mans han søgte ind, stoppede hun op uden for og måbede lidt for sig selv. Det var endnu smukkere end hun huskede, og det havde en underlig stemning omkring det.. hun følte det som hjem selvom det ikke var tilfældet, ikke længere vel og mærke. Døden gled i bag ham hvilket efterlod hende tilbage i kulden. Hun burde virkelig komme tilbage, det hele snurrede og den eneste grund til hun ikke sad og grinte fjoget, var på grund af de overvældende følelser. Yderst tøvende trådte hun ind på grunden, inden i den lettere forfaldne forhave, dog nysgerrig på hvad der var inden for. Pulsen følte hun i hele kroppen idet hun med forsigtighed søgte rundt om huset via dets haver. Ved vinduerne behøvede hun kun at bukke sig en smule, men kun for et øjeblik til hun havde sikret sig at Kimeya ikke stod der, for hun ville gerne se det indvendigt. Idet hun nåede stuen og havde sikret sig at Kimeya ikke var der, rettede hun sig op og trådte op foran vinduet, kun for at tage stedet i betragtning. Den blodige sofa og pejsen som stod uden flammer. Det var rummeligt.. ikke overraskende meget stilet, det var trods alt Kimeya. Hun sukkede dæmpet og lod panden møde glasset, endnu svimmel.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste skam udmærket godt at Faith havde valgt at følge efter, for det var jo en grund til at han havde valgt at holde mund omkring det, for han vidste, at hun i det tilfælde, ville vende om i stedet for. Det store hus stod ensomt for sig selv i udkanten af byen, som det nu altid havde gjort. Det var et forholdsvist roligt sted, selv med tanke på hvilken familie som egentlig havde boet der, så det var i sig selv ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Selve huset var forfaldent efter alle de år, hvor det ikke rigtigt var blevet taget hånd om, men med sin herre manglende, så var det vel heller ikke så underligt igen?
Kimeya trådte roligt indenfor og med den samme rolige mine. Han vidste at Faith var derude, for han kunne jo mærke hendes energi, og det var noget som han uden tvivl kunne lide, selvom det ikke var tæt nok på ham. Han stillede sig i stuen. Som vane, lod han blikket glide mod den blodige sofa, de mange brændemærker som var rundt forbi, men mest af alt, så gled blikket mod det store familiebillede, som han igen havde fået hængt op over pejsen, hvor stort set alle familiemedlemmerne stod repræsenteret. Han kunne huske den dag det var blevet malet, for det havde taget timer, og med den kære lille Cecilaya som ingen tålmodighed havde, så var det egentlig utroligt, at de havde fået det færdigt i det hele taget. Han sukkede ganske let, inden han roligt trådte hen til sit barskab, hvor han denne gang, hvor han tog fat i en flaske af den fineste whisky som han hurtigt fik låget af, kun for at tage en stor tår af den. Han gik roligt hen på sofaen, hvor han satte sig på pladsen ved siden af blodpletterne. Han var måske en hård mand, men han var et vanemenneske, og han havde sine faste pladser i møblerne og i huset her. I huset kunne han lade facaderne falde, også selvom han vidste at Faith var der, men lige hvor, det var jo så en anden side af sagen, og ikke rigtigt noget som han havde den fjerneste anelse om. Tungen strøg han let over sine læber og med et tungt suk. Den hårde maske i ansigtet var som borte med blæsten, da det hele var faldt igen, for nu var han hjemme, og så var sagen jo straks en helt anden. Han tog endnu en tår og satte flasken på bordet, kun for at gøre en let bevægelse med hånden, hvor pejsen straks blussede op i flammer, som straks bredte sig med en god varme. Ja, alt var stil og finesse, men sådan havde han jo trods alt også altid været.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith blev stående med panden hvilende mod det kolde vindue. Der var noget velkendt over stedet også selvom hun aldrig mindedes at have set det indefra. Det havde desuden kun været dumdristigt at følge ham hele vejen, eftersom hun skulle gennem byen endnu engang for at komme tilbage. Hun sukkede dæmpet rettede sig op. Ved at tage hertil brød hun sin egen stolthed men ligeså dæmonernes, det var ikke nær så tillidsfuldt hvilket gjorde hende irriteret for.. af en eller anden grund længtes hun efter at sidde derinde med ham. De grønne øjne faldt på hans skikkelse, idet han satte sig på den blodige sofa med whisky i hånden. Hovedet lagde hun på sned og blev lidt skræmt over hvor meget hun nød synet. Måske facaderne faldt men han var stadig en hård mand og det var noget som hun godt kunne lide – desværre. Det begyndte at gå mere og mere op for hende, at der var en sandsynlighed for at andre talte sandt.. at hun havde forelsket sig i denne mand også selvom det var nært umuligt at tro på. Hun tog sig til hovedet og gled langsomt ned at sidde langs væggen for at han ikke skulle se hende.
Selvom hun var beruset kunne hun godt bruge lidt stærkere sager. Bare til at klarer sit sind en smule. Den kølige aftensvind fik hendes hår til at rejse sig. Hun var nødt til at finde Appolyon, sit sande hjem. De mange tanker fik hende næsten til at føle sig en smule hidsig for det kunne for pokker da ikke være rigtigt! Hun burde slet ikke være i nærheden af Kimeya. Igen så hun ned på sin hånd og på ringen som sad på hendes finger.. hvorfor bar hun den? Fordi han gjorde? Eller fordi hun nød at føle sig markeret? ”For helvede nej,” mumlede hun for sig selv. Der var ikke nogle som ejede hende og det var sådan hun fortrak det. Hvorfor pokker følte hun sig konstant så draget af den mand og hvad pokker forsøgte hun at bevise for sig selv i haven? Blikket faldt på nogle grave som lå i baghaven. Den ene bestod af en yderst slidt sten. Hun hævede et øjenbryn og søgte roligt derhen. På den gamle sten stod Kimeyas navn med barnlige bogstaver. Hun satte sig på hug.. ved siden af lå hun. Faith sank en klump og fingrene løbe over den løse jord. Det var bestemt ikke det hun havde regnet med.