You did... WHAT?!

[Deleted]

Mallorie kom vaklende op af trappen til det store slot. Det havde taget hende temmelig meget længere tid end det sædvanligvis ville at komme hjem. Desværre havde hun tilfældigvis glemt at fortælle til Mattheus, at hun ville forlade slottet. Hun ville komme hjem til noget af en skideballe og det var hun også godt klar over. Dog kunne hun ikke tænke så langt lige nu. Hun havde for travlt med at slæbe sig selv op af trapperne og ind på tjenestefløjen, hvor hun, hvis hun var heldig nok, kunne komme til at gå i seng uden nogen af de højere magter fandt ud af det. Det var dog alligevel ikke helt nemt, eftersom hele hendes ene side af kjolen var flænset op og hun havde blod løbende ned af siden. Hendes håndled sad på en meget uhyggelig måde og hun havde stadig blod på hænderne efter at have stukket vampyren ned. Hun trak vejret tungt, som hun nærmede sig de første vagter. De stod på begge sider af hvad man kunne kalde hoveddøren og kiggede noget underligt på hende, da hun kom vaklende. De var dog alligevel så trænede, at de ikke forlod deres poster og lod hende gå forbi uden så meget som et ord. Det var det, som hun gerne ville have skete hele vejen, men det kunne nok ikke lade sig gøre. Det var blot et ønske, da hun ikke ville skabe nogen problemer.
Klokken måtte være lige omkring 3 om natten, så der var ingen tjenestefolk ude på gangen, da hun endelig kom til den rigtige fløj. Man kunne i baggrunden høre nogle rolige lyde af åndedrag og hun listede stille forbi dem alle sammen. ”Mallorie? Er du okay? Okay nej… Det er du ikke” sagde en vagt lettere forskrækket til hende, da hun kom gående forbi ham. Hun vendte sig med et suk om, så han ville kunne se hele hendes forslåede krop. ”Jeg har det fint.. Kan du ikke bar..” mere nåede hun ikke at sige, før han havde kigget ordentligt på hende og derefter gav sig til at spurte ned af gangen. Matt… Han ville sikkert komme inden længe, men for nu fik hun lukket sig ind på sit eget værelse, hvor der heldigvis ikke var nogen andre endnu og lukkede døren bag sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det var ved at være sent på natten, så var det jo trods alt nu Mattheus var oppe, for han sov om dagen og arbejdede om natten. Kellan gjorde et fantastisk stykke arbejde med sin oplæring i skik og finesse, så han var faktisk ganske afslappet lige nu. Han sukkede ganske let. Mallorie havde han allerede fået at vide, ikke var til stede i aften, hvilket jo faktisk var en tanke som kun måtte irritere ham, men ikke noget som han kunne gøre det største ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han sad over bordet og med en fjerpen i hånden, hvor han havde gang i de mange anmodninger som blev tilsendt ham hver eneste dag. Det gik ham selvfølgelig på, at han havde så meget at lave, men foreløbig sad han jo med det hele alene, hvor han flere gange, faktisk havde afvist hans moders hjælp, for han ønskede jo trods alt også at finde ud af det hele på egen hånd, selvom han vidste, at det kun var for en ganske kort stund, så var det naturligvis noget som også passede ham helt fint.
Vagten som havde set Mallorie i sin forfatning, kom rendende direkte ind på Mattheus’ arbejdsværelse, hvilket fik ham til at vende blikket direkte vredt i retningen af ham, for det var slet ikke en fremgangsmetode, som han brød sig om i det hele taget. ”Ligner jeg en som vil forstyrres?” nærmest vrissede han af vagten, som hurtigt bukkede i ærbødig respekt for ham. Han rettede sig op. ”Jeg beklager dybt Deres Højhed, men Mallorie er netop hjemvendt i dårlig fatning,” forklarede vagten. Mattheus’ blik ændrede sig stort set med det samme ved disse ord, inden han rejste sig. Mallorie var en kvinde som var kommet ham nær til hjerte, og så var han i princippet fuldstændig ligeglad med om hun var menneske eller ej. ”Hvor er hun?” spurgte han med en ganske kortfattet tone, for han fandt sig ikke i at hun var kommet til skade! Han håbede da ikke at hun var kommet så slemt til skade! ”Hun er på sit kammer, Deres Høj..” Han nåede ikke rigtigt at færdiggøre sin sætning, inden Mattheus havde forladt sit arbejdsværelse, kun for at søge igennem slottet, for endelig at komme frem til tjenestefløjen.
Tjenestefløjen lå i den fjernliggende ende af slottet, men Mattheus vidste dog hvor den var, og han vidste hvilket værelse, da han selv havde tildelt Mallorie det. Han havde bevist holdt det frit, så hun kunne have et for sig selv. Han nåede langt om længe hendes dør, inden han tvang den op. ”Mallorie..?” spurgte han med en sagte stemme. Det bekymrede ham jo et sted.

[Deleted]

Mallorie fik med nød og næppe sat sig på sin seng og lagde med det samme hænderne foran ansigtet og sank sammen. Hun kunne ikke ligefrem prale af, at det var noget, som var sket tit. Faktisk måtte hun indrømme, at det var første gang hun havde dræbt en mand selv. Hun vidste ikke på nuværende tidspunkt, om hun kunne lide det eller ej. Hun rystede stadig på hænderne med tanken om, hvordan han havde reageret, da hun stak pælen i hjertet på ham. Det havde heldigvis virket og hun var sluppet billigt denne gang. Hun skulle virkelig til at passe mere på sig selv. Med et suk fik rejst sig op fra sengen igen, for at gå over til sit spejl og faktisk tjekke hvor slemt det stod til med hende. Der var ikke sket noget slemt med hendes ansigt, men hendes ene side var flænset op. Kjolen og huden inde bag. Det var ikke en hudafskrabning, det var mere et lille kødsår som brændte noget så forskrækkeligt. Hendes håndled dunkede på en meget , meget underlig måde og hun var næsten sikker på, at det var brækket. Efter den lyd det have givet under deres lille kamp, så kunne det næsten ikke være andet.
En lydløs tåre røg over hendes kind, som hun prøvede på at røre ved såret ved hendes side. Matt tvang inden længe hendes dør op og hun lod et suk slippe over sine læber. Hun havde virkelig ikke lyst til, at han skulle se hende på denne måde, men eftersom hun stod med siden til ham og det selvfølgelig lige var den skadede, så kunne hun ikke gøre meget ved det. Hun vendte sig derefter helt imod ham og fjernede tåren med den raske hånd, imens den anden lå ved hendes mave for at holde den stabil. ”Hej…” sagde hun, som om intet var hændt og bed sig i læben. Man kunne tydeligt se på hende, at hun havde ondt. Det havde hun meget svært ved at gemme, men det at skulle virke svag, det havde hun virkelig ikke lyst til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville selvfølgelig ikke afholde Mallorie fra at søge ud, for selvom han bogstavelig talt kunne sige, at han ejede hende, så var der alligevel sine ting som gjorde sig gældende i den situation. Hvad hun gjorde om dagen når han alligevel lå og sov, var ikke noget som han ville blande sig i, så lang tid at hun stod der når han bad hende om det, men nu hvor han var kendt med tanken om at hun var kommet til skade, så vidste han jo slet ikke med hvad, men tanken var bestemt ikke noget som han kunne sige sig at bifalde på nogen som helst måde i det hele taget. Han kneb øjnene let sammen alene ved tanken, som han skyndte sig forbi vagten, som blev stående tydeligt forvirret tilbage, inden han hastede tilbage på sin post, for det at han havde forladt den, var bestemt heller ikke nogen særlig god ting.
Langt om længe, nåede Mattheus Mallories dør, inden han tvang den op. Såret så han skam, men det var lugten af kød og blod, som nærmest rev mest i ham. Han bed tænderne kraftigt sammen, idet han vendte blikket direkte mod hende. ”Hvad pokker har du lavet..?” spurgte han nærmest med en forfærdet tone. Ikke fordi at han havde nogen intentioner om at vise sig med følelser som sådan, for det var slet ikke noget som lå til ham. Han tillod sig alligevel at træde indenfor, hvor han lukkede døren efter sig. På tjenestefløjen var der ikke en mulighed for at låse dørene, hvilket var noget som var valgt ganske bevidst. Han vendte sig mod hende. Nu hvor de var helt alene, så var det langt nemmere for ham at udvise det mere for hende, for det var jo trods alt vigtigt, at han kunne holde sig realistisk i forhold til det at være konge af et land som Dvasias, for det var bestemt heller ikke fordi at det var så nemt igen. Han sukkede ganske let, som han let lod hovedet søge på sned. ”Jeg ved ikke hvor du har været, men jeg har jo sagt, du skal være forsigtig derude,” tilføjede han langt mere rolig, end det som han havde gjort frem til nu. Hans blik gled til det store og åbne kødsår som hun havde i siden. Foreløbig havde han ikke set hendes knuste håndled, men det var da tydeligt for ham, at der var sket noget, og den tanke var bestemt heller ikke noget som han bifaldt det mindste!

[Deleted]

Selvfølgelig ville Matt komme rendende og det var faktisk en tanke, som hun godt kunne lide. Det viste hende, hvor meget han faktisk holdt af hende og hvor meget de var kommet tættere på hinanden, blot på nogle få uger. Det var omkring 3 uger siden, at det hele var startet, men hvis man kiggede på dem nu, så ville man nok tro, at de havde været sammen i meget længere tid. Bare tanken om, at han var bekymret for hende fik hendes mave til at snurre. Den blev med det samme fyldt op med små sommerfugle, som baskede rundt dernede. Vagten som var løbet efter Matt havde bestemt løbet hurtigt, for der gik ikke mere end 6 eller 7 minutter, før han stod i døren til hendes værelse og det var temmelig godt gået, når man tænkte på hendes værelse lå i den anden ende af slottet.
Mall kunne med det samme se, at han bed tænderne sammen. Hun havde for et øjeblik glemt, at han faktisk var en vampyr og kunne lugte sådan noget på lang afstand. Dog ville det ikke nytte noget at gemme det. Han havde allerede set det og hans forfærdede tone gjorde det ikke bedre. Hvad hun havde lavet? Ja… Det var sku et godt spørgsmål. Hun vidste selvfølgelig godt, hvad hun havde lavet, men hvordan hun skulle forklare det, det var så noget helt andet. Dog vidste hun, at det var en MEGET dårlig ide at lyve overfor ham, så hun trak vejret dybt og tog sig nogle sekunder til at finde på en sammenhængende og nogenlunde logisk forklaring. ”Jeg besluttede mig for at aflægge et besøg på den gamle kirkegård. Nok en dum ide i sig selv, men du kender mig efterhånden” sagde hun med et suk og hørte så døren lukke bag ham. Hvor hun havde været havde hun allerede svaret på, så hun fokuserede i stedet på den anden del af hans sætning. ”Jeg ved det godt, men det gode er vel, at der nu er en vampyr mindre til at prøve at slå mig ihjel…” sagde hun en anelse sammenbidt og kiggede ned af sig selv på samme tid. Hun lagde godt mærke til, at han havde set hendes side, det var også temmelig tydeligt, men hendes håndled var endnu ikke blevet spottet. ”Matt… Jeg tror mit håndled er brækket…” hviskede hun derefter stille og kiggede over på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus brød sig slet ikke om tanken ved at Mallorie var kommet til skade, også selvom han nok ikke kendte hende så godt, som det han nu ville, så var det virkelig underordnet, for han kendte hende, og det var vel også det som man kunne sige, måtte være pointen? Han kom temmelig hurtigt, for end ikke vagten havde fået lov til at forklare for sig, hvilket var noget som Mallorie jo så i det tilfælde, kunne det jo altid været en god ting, for han nægtede at høre det fra en vagt, når han kunne høre det fra vedkommende, som selv havde oplevet det. Han vendte blikket i retningen af hende, som han kom ind på hendes værelse. Det stank langt væk af kød og blod, og naturligvis var det noget som rev voldsomt i hans dyriske jeg, for man var jo trods alt en vampyr, og det var noget som uden tvivl også påvirkede ham. ”Jeg kender dig godt nok til at vide, at du er dum nok til at gøre det alligevel.. Det er for pokker da vampyrernes område, Mallorie, og det er farligt,” påpegede han med en tydelig og alvorlig mine. For ham, var det her jo ramme alvor, og han kunne slet ikke lide at se det på denne her måde!
Han trådte hende roligt i møde, kun for at fange hendes ansigt. Det hele strålede af ærlighed, hvilket han jo faktisk var glad for, for han værdsatte det uden tvivl. At hun så ville tilføje, at der nu var en vampyr mindre til at slå hende ihjel, var noget som fangede hans opmærksomhed. ”Du har.. slået en vampyr ihjel?” spurgte han endeligt. Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, måtte han jo finde ud af, for han vidste, at det næppe var noget som Alexander kom til at bifalde det mindste. Han fnøs ganske let, som han rystede på hovedet. Blikket gled derefter til hendes håndled, som uden tvivl sad fuldstændig forkert. Han blinkede med øjnene, idet han trådte helt hen til hende. Varsomt og meget forsigtigt tog han omkring hendes albue, blot for at støtte armen lidt, inden han førte den væk fra hende, så han kunne se det ordentligt. ”Brækket..? Jeg tror snarere det er knust.. Hvem gjorde det..?” spurgte han med en mere direkte stemme. Affærer med vampyrerne var en alvorlig sag!

[Deleted]

Mallorie kunne virkelig ikke lide det faktum, at hun følte sig så svag lige nu. Hun havde aldrig følt sig så svag og så stærk på samme tid. Hun havde faktisk slået en vampyr ihjel. Hun anede ikke, om hun faktisk havde gjort noget galt, men det måtte hun vel finde ud af snart. Det vigtigste lige nu for hende var at finde ud af, hvor store skaderne faktisk var og hvad det ville gøre ved hende fremover. Hans alvorlige mine fik hende til at kigge ned i gulvet. Hun havde det som at hun stod og snakkede med sin far, en af de millioner af gange, hun havde været i problemer og måtte forklare sig overfor ham. Det var virkelig ikke sjovt. Hun havde for ondt til at komme med nogen som helst beklagelser over det, så hun gjorde ikke andet end at bide sig i læben og nikke mod gulvet. ”Jeg vil jo bare ud og kigge hvad der var. Jeg havde sku ikke troet, at jeg faktisk ville være ved at blive slået ihjel af det!” sagde hun stille og lod endnu en tåre køre ned af sin kind. Det var på disse tidspunkter hun kunne knække fuldkommen sammen. Det med at stå overfor en, en autoritet, som praktisk talt stod og skældte hende ud. Hun vendte blikket opad, da han trådte hen imod hende. Alt hun sagde var 100 % ærligt. Hun kunne ikke se nogen grund til at lyve overfor ham. Det ville blot gå galt. Hans spørgsmål kom med en overrasket mine og det var hun sådan set også temmelig overrasket over selv. ”Ehhhm… Ja… Jeg kunne ikke rigtig gøre andet, da han pludselig besluttede sig for at blotte tænderne og springe på mig” sagde hun. Det havde udelukkende været selvforsvar og det håbede hun på han ville forstå. Hvis ikke hun havde gjort noget, så ville hun ikke stå der nu. Havde hun ikke haft den træning, som hun havde været så mange år om at lære, så var hun helt sikkert død. Et kort øjeblik takkede hun faktisk sin far for at være så hård omkring deres opdragelse. Hun pev stille, da han tog fat omkring hendes albue og flyttede armen udad, så han ville være i stand til at se lidt mere af den. ”Se… Det der var ikke særlig betryggende…” kommentede hun tvært og tænkte så over hans spørgsmål. Det anede hun faktisk ikke. ”Jeg var ikke rigtig sammen med ham for at småsludre. Jeg fik ikke fat på navnet.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var slet ikke fordi Mattheus ønskede at fremstille Mallorie som svag, for det var han slet ikke det mindste ude på, men alene det faktum at hun var kommet galt af sted og så groft med det håndled, så ønskede han da at finde ud af det, for han vidste at dette var noget som Alexander kom til at fortsætte med denne sag, men det var ikke noget som han ønskede at diskutere med hende. Hendes måde at snakke til ham på, var bestemt heller ikke noget som han kunne sige, at han bifaldt, for det gjorde han slet ikke. ”Jeg fraråder dig kraftigt at snakke sådan til mig, Mallorie. Det er farligt derude, og hvis du har været på vampyrernes område, så kan du ikke forvente dig noget andet,” påpegede han med en ganske sigende og tydeligt advarende mine. At se hendes håndled på den måde, så var det jo tydeligt for ham, at hun bestemt ikke havde det godt, men man kunne vel kun sige, at hun havde været direkte.. heldig? Det var heldigt at hun havde formået at komme igennem det i live, for det var jo trods alt en vampyr. Og de var hurtige og havde tænder, så det var uden tvivl noget som faktisk forundrede ham. ”Jeg formoder at du gjorde det udelukkende i selvforsvar? Vampyrerne er blevet glubske. Det er derfor de har fået deres områder at bevæge sig indenfor.” Han tog varsomt omkring hendes albue, for at føre hånden lidt ud fra hendes krop, så han kunne se den, og det var bestemt heller ikke fordi at det så særlig godt ud. Tænderne bed han kraftigt sammen, for det var jo uden tvivl en slem ting, ingen tvivl om det. ”Betryggende..? Jeg tror snarere du skal være glad for at du i det hele taget er i lige, for vampyren har haft godt fat i dig,” sagde han med en ganske alvorlig mine. Han bed tænderne en smule sammen og vendte blikket mod hende. ”Beskriv ham,” bad han denne gang med en mere fast tone, for han brød sig slet ikke om at se hende på denne måde, ikke desto mindre, så var det jo også en sag som han var nødt til at undersøge, for Alexander ønskede han heller ikke at være på krigsstien med, hvilket bestemt heller ikke sagde så lidt. Han hævede hånden, som han strøg let mod hendes kind. Ja, han holdt af hende, og han ønskede slet ikke at se hende på den måde. ”Vi skal have stabiliseret den hånd,” tilføjede han ganske dæmpet.

[Deleted]

Mallorie måtte bide sig selv hårdt i tungen for ikke at lange ud efter ham, da han rørte ved hende. Det var som om hele hendes krop skreg af smerte. Hendes håndled var derimod fuldkommen følelsesløs. Det kunne umuligt være godt. Det var ikke hendes mening at snakke til ham på den måde, det måtte han kunne forstå, men hun var virkelig i panik lige nu. ”Undskyld kære. Det er heller ikke min mening at komme med sådan en tone. Det ved du godt…” sagde hun stille og så ned i gulvet. Hun havde været mere end heldig. Det var et mirakel, at hun overhovedet kunne få et slag ind på ham i første omgang. Dog var hun alligevel en smule stolt af sig selv over det. Det var ikke mange mennesker som hende, som kunne komme med en historie om at slå en vampyr ihjel og faktisk leve længe nok til at fortælle om det. Hans spørgsmål fik hende til at hæve det ene øjenbryn i ren forundring. ”Selvfølgelig var det I selvforsvar…” sagde hun lettere chokeret. Han troede vel ikke, at hun faktisk havde angrebet ham selv? Nej nej. Det måtte være løgn. Hun bed sig kraftigt i læben, da han trak i hendes albue og var millisekunder fra at trække den til sig igen, men gjorde det ikke, da sådan nogle bevægelser nok bare ville gøre det hele endnu værre. Det var ikke en god ting. Overhovedet ikke. ”Det er jeg skam også” svarede hun kortfattet og kiggede op på ham. Hun gav sig derefter til at tænke. Hvordan skulle hun beskrive ham? Nå ja. Det var vel bare om at starte fra en ende af. ”Han havde mørkt hår, bleg hud, et meget… intenst blik og også temmelig spidse tænder, men det giver meget god mening for en vampyr at have. Ehh… Han startede egentlig ud med at være meget rolig og et par sætninger efter fik han et flip og sprang imod min hals. Selvkontrol havde han ikke meget af” sagde hun stille og prøvede på at finde på mere. Det gik dog ikke ret godt for hende. Hun havde dog gjort hvad hun kunne og det måtte være det. Den faste tone var et tydeligt bevis på, at han ikke brød sig om at se hende på den måde og det gjorde hende et eller andet sted en smule glad. Hun kiggede op på ham igen, da han strøg hendes kind og kom med et tilfredst suk. Hun tog et skridt fremad og lod hovedet hvile ved hans bryst. ”Hvordan?” spurgte hun ind til hans kommentar og så op på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Uanset hvad, så krævede Mattheus at hun snakkede ordentligt til ham, for han forsøgte faktisk at hjælpe hende, også selvom han havde temmelig meget andet at se til, for det var ikke småting som han havde at skulle tage sig af, og det vidste han godt. Han nikkede til hendes ord. ”Det ved jeg.. Men du skal stadig huske det,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han brød sig slet ikke om at se hende sådan, men selv han var nødt til at vide hvordan det hele hang sammen, også mest for sin egen skyld, for ellers ville det jo kun gå galt for alvor, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde. Han sukkede ganske let, som han lod de rødlige øjne søge til hendes skikkelse igen. Hun var rolig omkring ham, og det var noget som han godt kunne lide, for det var faktisk noget os selv han have brug for – at nogen kunne slappe af omkring ham, for det smittede af. At det var selvforsvar, var han nødt til at vide, for dette var en sag som uden tvivl kom op ved næste ledermøde. ”Din tone, Mallorie…” advarede han endnu en gang, idet han vendte blikket i retningen af hende, for han fandt sig bestemt heller ikke i at blive snakket til på den måde! Slet ikke! Han støttede hendes albue, for han kunne jo se, at dette ikke var et håndled som han skulle komme i kontakt med, for det var jo uden tvivl knust, og det var en skidt ting. En meget skidt ting. Beskrivelsen af vampyren, var dog ganske intetsigende, men hvis det var en som havde ro fra start og først fik et flip bagefter, så begrænsede det jo heldigvis ned til fåtal, så det var muligt at finde ud af helt hvad der præcist var sket, og det var naturligvis en tanke som glædede ham. Han nikkede. ”Jeg skal nok have undersøgt sagen lidt, og snakke med fyrsten for vampyrerne, om hvad vi gør herfra.. Men først skal vi have stabiliseret dit håndled. Du kan næppe bruge det, igennem det næste stykke tid,” begyndte han roligt. At hun trådte mod ham og lagde hovedet mod hans skulder, sagde han ikke noget til, for det var rart. Han lukkede øjnene let, idet han roligt vendte blikket i retningen af hende atter en gang. Han holdt af hende, for ellers ville han slet ikke reagere på den måde, som han gjorde det nu. Han kyssede let hendes pande. ”Jeg kan sende bud efter Enrico. Han ved hvad vi skal gøre,” afsluttede han. Enrico var ganske vidst slottets og den kongelige rådgiver, men han havde altid rigtig mange gode råd og fif på lager, så han vidste vel hvad de skulle gøre?

[Deleted]

Mallorie vidste godt, at han ville have hun brugte en ordentlig tone overfor ham, men alligevel måtte han forstå, at hun var en smule i panik over det der var sket. Hun var glad for, at han ville hjælpe hende, da hun ærlig talt ikke selv anede, hvad hun skulle gøre. ”Ja…” sagde hun blot og vendte kort blikket væk fra ham. Hun havde det ikke godt med at snakke sådan til ham. Virkelig! Hun var dog meget rolig omkring ham, hvilket var meget godt. Han havde bare en eller anden effekt på hende og hun troede også på, at det gik den anden vej. Hun havde i hvert fald en fornemmelse af, at hun også beroligede ham. Det havde udelukkende været i selvforsvar, da hun aldrig nogensinde kunne finde på at angribe nogen med vilje. Ikke på den måde i hvert fald da! Hun havde for fanden ikke slået ham ihjel med vilje… Da han advarede hende igen, gav hun et suk fra sig. Hun kunne virkelig ikke gøre for den måde hun snakkede på lige nu. ”Undskyld… Jeg er … en anelse… i panik” hviskede hun stille og havde bestemt ikke lyst til at indrømme det. Han havde stadig fat i hendes albue og hvis han så meget som prøvede på at røre længere op af hendes arm, så ville hun nok skrige. Det skulle ikke undre hende, hvis hun virkelig kunne finde på det. Hendes beskrivelse var meget… normal for en vampyr, men hun kunne ikke komme på andet at sige omkring det. Det var ikke rigtig noget hun havde lagt mærke til. Det var ikke fordi hun ligefrem havde stået og set ham an inden han sprang på hende. Hun kiggede mod ham igen over hans svar. ”Hvo… Er jeg i problemer?” hviskede hun stille og mødte hans øjne i et meget… bekymret blik. Hun havde virkelig ikke lyst til at han skulle komme i problemer på grund af hende. Da slet ikke på grund af noget hun havde lavet. At hun ikke ville kunne bruge sit håndled det næste stykke tid, det undrede hende ikke, så hendes kommentar til det var blot et træk på skulderne. Hun rødmede svagt, da han kyssede hendes pande og fik en beroligende følelse ind over sig. Hun nikkede over hans kommentar og tog så et skridt væk fra ham. Ovre ved hendes bord stod en kande vand, et lille kar og en klud, som hun brugte om morgnen. Hun kom med en del besvær ud af sin kjole og gav sig forsigtigt til at tøre blodet væk fra kødsåret. Hun gav en del lyde fra sig, men det blev nødt til at blive renset, ellers ville der gå betændelse i det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed at Mallorie faktisk gjorde Mattheus rolig, også fordi at hun var så rolig omkring ham, og det var rart, at man kunne tænke på lidt andre ting end Aliyah, som sad nede i kælderen, for han havde jo trods alt været nødt til at gøre et eller andet, selvom det bestemt heller ikke havde været så nemt igen i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang. ”Godt,” sagde han ganske sigende. At hun var på vej i panik, var bestemt heller ikke hans hensigt med noget af dette, og det bekymrede ham uden tvivl at se hende på den måde, men hun skulle uden tvivl være glad for at have livet i behold, for det var bestemt ikke ofte, at et menneske formåede at slå en vampyr i jorden på den måde. Han hævede hånden, som han strøg let mod hendes kind. ”Jeg ved det godt, min kære. Prøv at falde til ro, snak ordentligt til mig, og så kan vi forsøge at finde en løsning på det hele,” sagde han ganske sigende. Hvorvidt om dette skulle fremstilles som et problem eller ej, vidste han ikke, men først var han nødt til at finde ud af hvilken vampyr det havde været, og derfor også nødsaget til at gå i dialog med den kære vampyrfyrste, for han havde efterhånden ganske god styr på hvem der var hvad, og det var egentlig noget som passede ham ganske fint i det store og hele, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, for der var jo mange. Han rystede let på hovedet. Han stolede på hende, når hun sagde at det var selvforsvar, og dette kunne umuligt placere hende i skudlinjen. ”Du gjorde det i forsvar, og det fører ikke til at du skal stå i problemer, så det skal du ikke tænke på, min kære.. For nu, skal du bare tænke på at du skal have noget hvile, falde til ro, og så få noget gjort ved det håndled, og så skal jeg nok tage mig af resten,” lovede han med en rolig stemme, for han ønskede da slet ikke at se hende på den måde, og være så usikker, som hun åbenbart var. Han så til som hun trak sig fra ham, kun for at søge hen til sit vand og begyndte at rense såret. Han nikkede. ”Jeg sender bud efter Enrico. Han burde komme inden alt for lang tid.. I mellemtiden, så forhold dig rolig, ikke?” sagde han med en ganske sigende stemme. At se hende sådan, bekymrede ham uden tvivl.

[Deleted]

Mallorie var i den grad ikke rolig lige nu. I hvert fald ikke så rolig, som hun kunne være. Dog var der et eller andet over hans tilstedeværelse, som gjorde hende langt mere rolig og det var dejligt! Hans sigende mine fik hende dog kortvarigt til at klappe i som en østers. Hun vidste godt, at hun virkelig ikke burde snakke sådan til ham, men det var svært for hende at holde en respektabel tone, når hun havde det sådan her. Det var ikke ligefrem hver dag hun blev overfaldet af en glubsk vampyr ude af kontrol, midt om natten på en kirkegård. Det havde måske været hendes egen skyld, men det var ikke noget, hun kunne se lige nu, selvom hun inderst inde godt vidste, at det nok ikke havde været jordens smarteste ide at gøre det. ”Ja…” blev hendes reaktion blot, da han snakkede til hende igen og prøvede på at trække vejret roligt. Det gik ikke ret godt for hende, men hvem kunne også bebrejde hende for det? Noget der gjorde hende urolig var dog det faktum, at han blev nødt til at snakke med vampyrernes herre. Hun ville ikke have han kom i problemer også, bare fordi hun havde opført sig… ja mere eller mindre som hun plejede. Hun nikkede over hans ord og det gjorde hende en smule mere rolig. ”At falde til ro er lettere sagt end gjort” kommenterede hun med et suk og fortsatte med at rense sit sår. Det ville komme til at tage noget tid og hun var ved at knække sammen i benene hver gang hun rørte ved det. Smertefuldt var det i hvert fald! Hun kiggede over på ham, som han sagde han ville sende bud efter Enrico og et lettere panisk blik kom igen over hendes ansigt. ”Du… Du går ikke fra mig vel?” spurgte hun stille og kiggede over på ham, imens hun bed sig i læben og måtte kvæle et skrig, da hun ramte sin side forkert, fordi hendes opmærksomhed lå på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mallorie havde uden tvivl selv bedt om det som var sket, og det stod Mattheus gerne fast ved. Af den grund, så var han faktisk bekymret for hvordan hun skulle klare sig, for det var tydeligt at vampyren havde haft godt fat i hende, og det brød han sig slet ikke om! Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Tonen ønskede han stadig skulle være nogenlunde ordentlig, og det vidste hun. Det var ikke fordi at han var den mest krævende, for det var noget som han stod fuldkommen fast på. De rødlige øjne gled direkte i hendes ansigt endnu en gang. Han var nødt til at snakke med Alexander Imaricha om dette, og finde en ordentlig løsning, uden at det skulle resultere i en halv borgerkrig, for det var der mere end rigeligt af i forvejen. ”Træk vejret dybt og slap af.. Her er ingen som er ude på at gøre dig ondt,” bad han med en ganske sigende mine. Han var måske ikke den bedste til at gøre nogen rolig eller noget lignende, men han kunne jo trods alt gøre det bedst muligt. At hun endte med at skrige, var noget som virkelig skar i hans sind, for det gjorde nærmest ondt selv for ham! Han vendte sig mod hende. Han rystede på hovedet. Hvis Enrico skulle have nogen jordisk mulighed for at kunne hjælpe hende, så var det vigtigt at hun var rolig. ”Har du brug for at jeg sidder her, Mallorie?” spurgte han med en ganske sigende mine, inden han roligt opfordrede hende til at tage pladsen på sengen, inden han selv søgte hen til døren. Han fik kaldt en vagt til sig. ”Send bud efter Enrico.. Og det skal være nu,” advarede han. Vagten nikkede ærbødigt og hastede ned af gangen, for at finde den Kongelige Rådgiver. Den mand ville uden tvivl godt kunne hjælpe dem, det var selv Mattheus overbevist om. Han vendte sig mod Mallorie igen, inden han søgte hen til hende. ”Forsøg at træk vejret dybt.. Du er i sikkerhed her,” forsøgte han med en næsten beroligende stemme.