Den perfekte stilhed

[Deleted]

Det var en vidunderlig tidlig morgen. Solen var lige stået op, men fugten sad stadig på bladene og i det fugtige græs. Dwyne havde været oppe længe. Hun stod tit op før daggry. Hun nød at have tid. For tid var tit noget som forsvandt så hurtigt. Når hun stod op tidligt om morgen, virkede det som om tiden gik langsommere fordi alle andre lå og sov. Dwyne holdt af denne stilhed, men hun holdt allermest af det sidste minut, før fuglene begyndte at synge. Hver morgen når dette skete, sad hun uden foran sin hytte. Hun havde bygget en ny efter branden. Træet havde hun fundet i en lille grotte nærved hvor ilden ikke var noget hen. Helt havde hun glemt at grotten befandt sig lige foran hendes næsetip. Hvis bare hun havde været opmærksom på det under branden. Så var hun muligvis ikke kommet så slemt til skade. Denne dag havde hun besluttet sig for at tilbringe ved bækken. Hun brugte mange nænsomme timer ved bækken hver eneste evige dag. Bækken var selve blodåren i skoven. Og det var primært den som havde reddet skoven efterfølgende. Den var næsten tørret ud af en eller anden grund dengang. Dwyne kunne ikke forklare hvordan det var sket, men hun havde været heldig og havde fundet en lille rende af vand. Efterfølgende fyldte det smeltet sne og regnbygerne bækken op igen. Dwyne nussede om bækken som var den hendes lille barn. Hun sørgede for at der ikke var for meget vegetation, at der var nok lys, samt at strømmen ikke forsvandt og der altid var bevægelse. Så sørgede hun også for at dyrelivet trivedes, da deres trivsel sagde meget om hvordan bækken havde det. Dwyne så bækken som et levende væsen. Ifølge hende besad bækken en sjæl, som planter, træerne og dyrene gjorde. Det var noget hendes moder havde lært hende. Og den tro ville aldrig forlade hende. Hun stod midt ude i floden med de grønne lette bukser smørret op. Hun havde smidt sin grønne kappe inde på bredden. Den hvide skjorte havde hun også smørret op omkring albuerne, så hendes hænder var frie. Hun startede altid sine ekspeditioner med at vandre ud i floden og mærke vandet. Hun kunne tit fornemme om der var noget galt med floden når hun stod med vandet til knæene og kunne mærke det lette strøg af floden der prøvede at forcere hendes ben. Floden gav hende en form for ’fornemmelse’ af hvis noget var galt. Men hun skulle tit lede længe for at finde grunden til hvorfor.
Hun søgte hænderne ned mod bunden. Her var ikke mange planter, men for hende var det et godt tegn for så var der ingen planter som forhindrede lyset i at nå bunden.
Hun rettede sig op. Der var ikke meget for hende at rette op i denne omgang, så hun gik op på bredden igen og satte sig på sin kappe. Hun lagde sig kort ned i græs. Duggen klistrede sig til hendes tøj og hud. Solens spæde stråler havde fundet en åbning i træerne og varmede hendes ansigt. Hun fornemmede at noget godt var på vej. Men hun vidste ikke hvad.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ved at være sommer, også selvom Thranduil havde været oppe siden før solen var stået op, så havde han det egentlig ganske godt denne morgen. Selvom det var ved at være lang tid siden at han havde set skyggen til Idriel, så var hun vel ude på opdagelser, selv på hans egen opfordring, for han havde jo givet udtryk for, at ønske, at hun selv gjorde sig sine tanker omkring det hele, i stedet for at bygge sine domme på hvad andre havde oplevet, for livet udenfor skoven, var ikke rigtigt noget som han selv kunne snakke godt eller positivt om, men det var nu en helt anden historie. Alene var han, også selvom det ikke ar noget nyt. Selv tog han ofte på de små runder igennem skoven i ny og næ, bare ofr at tjekke op på det. Efter branden, som ikke bare havde kostet dyrelivet og skoven meget liv, så havde det også kostet frygtelig mange elvere og druider sit, og derfor kunne man vel snildt sige, at de havde lært at holde sig på afstand og for sig selv, dybt i skovene, hvor det ikke bare var bare, bare at finde dem mere som det havde været før i tiden?
De grønne øjne så roligt omkring ham, som han passerede det ene grønne træ efter det andet. Det var smukt, sådan at det hele var ved at springe ud i sommerens smukke skær, og det var virkelig rart at se, at selv skoven kunne rejse sig efter alt det som var hændt den. Han stoppede roligt op ved et træ ikke langt fra bækken, hvor han lod sin hånd let stryge over stammen, som havde det været et kærtegn. Hans eneste kærlighed nu om dage, var skoven, for det var det eneste som han i princippet ikke kunne miste undervejs. Han trak vejret dybt. Han kunne høre floden i det fjerne, hvilket jo kun ville sige, at han efterhånden var ved at være ganske tæt på den. Han havde det fint med det.. Smukt var her, og selv ved floden, var et af de steder, som han faktisk tilbragte mest tid, også mest for sin egen skyld, for det var jo altid rart at have et sted, hvor man selv følte, at man kunne slappe af. Ingen tvivl om det. ”Endnu en gang i den smukke cyklus. Jeg vidste du ville klare det,” sagde han let for sig selv, dog henvendt til den smukke skov omkring ham, inden han roligt fortsatte. Han havde den brune kappe kastet om sig, lavet af skindet til et afdødt dyr, som var blevet fundet tilbage i efterårets tid, da han selv ikke kunne forestille sig, at skulle slå nogen individ ihjel. Aldrig nogensinde!
Blikket gled endelig til kvinden som vandrede langs flodens bred. Det var faktisk ikke ofte, at han stødte på nogen herude, også selvom denne kvinde, var ganske velkendt for ham. Ikke at det gjorde ham det mindste i længden, for alle kunne vel lide noget velkendt? ”Det føles som år siden, jeg er stødt på dig, min kære gamle ven. Fortæl mig hvordan det står til i skovens overgang fra forår til sommer,” bad han roligt og med et svagt smil på læben. Selv efterhånden smilede han ganske sjældent, men det var vel også grundet ensomheden? Selvom han havde mange om sig, og som han vidste, ligeså måtte se op til ham, så var det bare ikke altid det som var godt nok.

[Deleted]

Dwyne lukkede øjnene for en stund. Hun var kommet tilbage til skoven med et mål. Det havde været at finde elverkongen. Hendes ven igennem så mange år. Men hun havde forglemt ham, da hun nåede skoven og havde set de store ødelæggelser. Noget havde skreget i hende. Så pinefuldt at hun var knækket sammen. Hun græd i flere timer og kom først til sig selv da solen stod op på ny. Hun huskede at hun havde sat sig op. Omkring hende var små birketræer kommet op af jorden. Hun havde kort kærtegnet dem, før hun havde rejst sig og gået igennem ødelæggelserne med rank pande. En dag ville skoven atter stå grønt igen.
Og med denne tanke, hørte hun Tranduils stemme. Hun var sikker på at hun måtte drømme. Tranduil havde tit været i hendes drømme, som en påmindelse om at hun måtte lede efter ham. Det ville hun også, men noget havde sagt hende at hun skulle blive hvor hun var, for en dag ville Tranduil komme til hende. Hun satte sig op. Han stod foran hende, lignede sig selv. Og hun vidste han ikke var et drømmesyn. Hun klattede skjorten og smilede ved synet af ham. Let bøjede hun hovedet som i et buk hvor efter hun rettede sig op igen. Han talte til hende som havde det set hinanden dagen forinden.
”Tranduil..” hviskede hun kort. Tårerne pressede på, men hun holdt dem tilbage. Hun kunne på ingen måder græde foran elverkongen. Ikke nu. Hun rømmede sig og vædede læberne før hun svarede sig. ”Overgangen fra forår til sommer er gået glidende,” startede hun. ”Jeg har nærmest ikke rørt en finger, hvad jeg egentlig ærgrer mig over, men der er ikke meget man kan gøre, når skoven selv skrider til handling. Som et lille barn der selv har lært at gå og ønsker at være selvstændigt.” Hun sluttede af med et smil. Ikke havde hun set et barn længe, men hun opfattede skoven som sit barn på mange måder.
Hun kiggede ned på sine hænder, hvorefter hun puttede dem om på ryggen så Tranduil ikke ville bemærke dem. Hun var ikke glad for den måde hendes hænder så ud på. De mindede hende om den fejltagelse hun havde begået under branden. Hun følte sig stadig skyldig. Selv med tanken om at der ikke var meget hun kunne have stillet op.
”En af præstinderne fortalte mig at det var dig som leverede mig ved templet. Jeg drog herud for at finde dig, takke dig. Men da jeg så at skoven var forsvundet fik jeg pludselig hænderne fulde,” fortalte hun. I sine drømme havde hun altid drømt hendes og Tranduils gensyn. Hun havde gennemlevet det igen og igen og på den måde virkede det afskrækkende også selvom hun havde været fast besluttet at der ville gå længe før hun afslørede for Tranduil at hun var taget herud for at finde ham. Hun følte sig flov over det, men det mål hun havde sat sig selv, havde også ført til at hun var kommet tilbage for at vække skoven til live igen. Så hvad var der at være flov over? Hun så afventende på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At der var nogen som faktisk søgte efter Thranduil, vidste han ikke. Når alt endelig kom til alt, så kunne han virke så åben overfor andre, men han var slet ikke så åben som han egentlig ønskede at give udtryk for, for han var bange for at blive skuffet igen, som han efterhånden var blevet så mange gange, uden at han egentlig kunne gøre det vilde ved det. Skoven havde endnu en gang formået at rejse sig, efter den store og makabre ulykke og tragiske hændelse, som den havde været udsat for. Heldigvis! Det var jo trods alt i sig selv, en tanke som uden tvivl glædede Thranduil, da han altid havde betragtet skoven som sit eneste og rette hjem.
Synet af Dwyne som stod nede ved bækken, var noget som svagt fik Thranduil til at smile. I sig selv, var det ikke meget som han så til de kære druider, selvom han altid havde gået kraftigt ind for et stærkt og ikke mindst godt samarbejde med dem, så der i det mindste var noget godt og noget positivt i det, og at det ikke var kamp, strid og krig alle steder, for det var jo faktisk noget som han gik rigtig meget op i. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun kom ham i møde. At hun bukkede for ham, fik ham let til at smile, hvor han let bukkede med hovedet mod hende, også i ren og skær respekt for hende og hendes væsen. ”Skoven har i sandhed rejst sig efter de mange års dvale. Dyrene er hjemvendt og fuglene synger på ny. Det er mig et storslået og smukt syn,” sagde han roligt. Han elskede det, og han værdsatte det frygtelig, frygtelig højt.
Som hun stod der foran ham, betragtede Thranduil hende med en rolig mine. Det var måske en ganske naturlig facade for ham, at stå der som han gjorde lige netop nu, men det var nu heller ikke noget som han tog tungere end det, når alt endelig skulle være i den anden ende. Han havde ganske vidst fundet hende og leveret hende ved det store tempel, så det var ingen nyhed. Han havde været i skoven under hele hændelsen, for at redde elvere og druider, såvel som dyr og det som ellers havde været til stede i skoven, da ulykken havde fundet sted. Ja, selv stadig den dag i dag, kunne han have mareridt om det, for det havde ganske enkelt været frygteligt at tænke på, a det var det som de havde haft at slås med. ”Jeg fandt dig ja, og kunne ikke lade dig sidde. Det glæder mig derimod at se, at du er kommet dig så godt. Som skoven har du rejst dig fra den glødende aske.” Han trådte roligt i retningen af hende, og med det samme rolige smil på læben. Han var glad.. Udadvendt selvfølgelig, for hvordan han havde det indvendig, var skam en helt anden sag.

[Deleted]

Dwyne havde stadig svært ved at tro sine egne øjne. Lettelsen over at se Thranduil var stor, men hun viste det ikke. De havde på mange måder aldrig udvekslet deres følelser og tanker. Ikke for andet end naturen som var noget de begge brændte ubetinget for. Det havde kædet dem sammen. Og sådan var mange af Dwynes venskaber opstået. Alt det med at have nogle dybe venskaber hvor man udvekslede sine inderste følelser havde Dwyne aldrig haft end til andet end naturen. Den forstod hende og den lyttede til hende, og mere forlangte hun ikke. Det gjorde dog, at hun havde forfærdelig svært ved at opsøge andre. Hun var ikke i stand til at læse personer som hun var i stand til at læse naturen, og det kastede hende ud i en del problemer hvor hun pludseligt ikke vidste hvordan hun skulle agere i forhold til andre. Og derfor var hun ikke klar over hvad det var for en byrde Thranduil bar rundt på. Hun blev en smule forundret da hun bukkede, men på den anden side var det ikke mærkeligt at han gengældte hendes gestus. Hun havde ikke rigtig forventet andet. ”Ja det er i sandhed et storslået syn. Det virker som en velsignelse at fuglene synger igen,” fortalte hun ham med et varmt smil. Hun holdt sig til det formelle. En elverkonge ville sikkert ikke høre hendes beretning om hvor hjemløs hun havde følt sig. Hvor frustrerende alting så pludseligt havde været. Men hun havde aldrig været i tvivl om at hun måtte vende tilbage. Skoven havde brug for hende. Druiderne havde brug for hende.
Hun smilte til ham ved hans ord. Hun tog sine hænder frem for sig så han kunne se skaderne på hendes hånd. ”Jeg troede aldrig at mine evner ville vende tilbage igen. Men lige så snart jeg vendte tilbage til skoven kom de igen. Jeg er sikker på at du reddede mange liv den dag, Thraneduil. Mange flere end jeg selv var i stand til.” Hendes stemme var rolig, men dirrede en anelse. Den dårlige samvittighed over hendes manglende evne til at redde skoven, sad stadig i hende.
”Skoven klæder dine omgivelser som den altid har gjort, min kære Thraneduil,” svarede hun tilbage.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil gik op i skovens velbefindende, og med skoven, så ønskede han også at høre om hvad han kunne høre, for at hjælpe og bedre skovens beboere og deres velstand, for det var meningen at alle skulle have det godt. Det lå ganske vidst til det naturlige i dem alle at have svært ved den menneskelige tilgang. Selv en som Thranduil foretrak at være alene, og specielt efter det som selv havde hændt ham. Man kunne ikke just sige, at han havde været heldig med alt, hvor han derimod havde været mindre heldig med frygtelig meget. De grønne øjne hvilede på Dwynes skikkelse og med et svagt smil på læben. Alt i alt, så var det måske en facade for dem som ikke kendte ham, for han var en såret mand i det indre. Efter Aerandirs død, som selv var hans søn, så havde han intet tilbage længere, og han forsøgte at klare sig bedst muligt, selv på trods af de personlige udfordringer som lå i det. ”Fuglene synger og skoven er som født på ny. Det er blot en del af dets kredsløb, kære Dwyne. Et mirakel er det, og af slagsen, vi skal føle os beæret over, at få lov til at opleve,” sagde han med en rolig stemme. Han foldede hænderne roligt over ryggen. Han havde ganske vidst været hende en hjælp, men at efterlade hende til sin skæbne i skovens mørkeste stund, kunne han da slet ikke drømme om.
Thranduil trådte roligt mod hende, hvor han derefter tog omkring hendes hænder ganske varsomt. At hun havde fået skader af den mørke stund, var umuligt at undgå, men blot kunne man vel sige, at hun havde sluppet billigt i forhold til så mange? Hånden og fingrene lod han let strejfe over hendes håndrygge, nærmest som han forsøgte at lindre hende for den smerte, som hun uden tvivl havde oplevet. ”At efterlade skoven til mørket, samt de væsner som holdt til der, kunne ikke falde mig ind. Jeg gjorde hvad jeg fandt nødvendigt. Det glæder mig blot, at jeg har formået at redde hvad der skulle til for at redde skoven på sigt. Nu hvor dyrene hjemvender og druiderne igen kommer frem.. I spiller en frygtelig stor del af redningen af skoven her, Dwyne.. Det er mig som skal takke,” sagde han roligt, idet han let klemte omkring hendes hånd, inden han slap den igen. Druiderne bar inde med magien som skulle til for at redde skoven, hvor elverne derimod kunne beskytte den mod fysiske angreb. Uden det ene, var og ville det andet heller ikke være til stede, og det vidste han udmærket godt. De havde brug for hinanden, og specielt nu.
Thranduil sendte hende et let, dog taknemmeligt smil. ”Dens grønne farve, er udelukkende din fortjeneste. Skoven her er mit hjem, og jeg agter at beskytte det. Kom.. Tag en tur med mig,” bad han endeligt, idet han drejede ned langs bækken og begyndte at gå. Han selv nød de smukke vandringer som man kunne gøre her i skoven og specielt omkring forår, efterår og sommer.

[Deleted]

Skoven var det Dwyne kom tættest på en relation til noget som hun opfattede som familie. Hele hendes familie var død eller forsvundet. Til de andre druider havde hun daglig kontakt til, men ikke om andet end hvordan det gik med skovens ve og vel. Til skoven kunne hun fortælle hvordan hun havde det og hun vidste at skoven lyttede. Og imellem hende og Thranduil havde de på mange måder den samme relation til hinanden. De havde aldrig snakkede om det personlige, men mere berørt det når de talte om naturen. Og derfor vidste hun heller ikke hvad der var hændt Thranduil i de mange år hvor de knap nok havde set hinanden. Men hun havde tænkt på ham. Hun havde tænkt på ham længe. Han havde redet hendes liv dengang, og hun følte sig taknemmelig. Dog havde hun glemt ham i vendingen da hun havde set skovens tilstand, men hendes sind havde ikke glemt at hun en dag måtte takke ham. Og nu var han dukket op af sig selv. ”Det er i sandhed et mirakel at skoven er vokset til igen og jeg føler mig beæret.. det gør jeg virkelig,” sagde hun med en rolig stemme. Da han tog hendes hænder i sine, mærkede hun en kold rislen igennem sine hænder som når man tog hænderne ned i bækken og mærkede hvordan vandets strømninger. Hun vidste at det var ren indbildning. En engel havde en da prøvet at få hendes hænder til at heale ordentligt, men det var ikke rigtig lykkedes. Noget var galt, noget mørkt. Og det vidste hun også senere hen var rigtigt, da ilden var blevet påsat magisk.
”Jeg prøvede at redde skoven, men ilden fortærede min magi og jeg var forsvarsløs. Hvis du ikke havde fundet mig, havde jeg ikke været i stand til at få skoven op på rette køl, så det er dig jeg takker Thranduil, for uden dig havde jeg slet ikke været her nu,” bekendtgjorde hun. Hun så blidt på ham. Da han slap hendes hænder, gned hun dem en smule ubevidst. Hun vidste ligesom Thranduil, at uden det samarbejde der var imellem elverne og druiderne, ville skoven ikke kunne vokse sig stor og stærk.
Hun smilede rødmende. ”Thranduil, jeg takker for dine søde ord.” Hun tog hans arm i sin. ”Jeg vil med glæde spadserer med dig Thranduil,” sagde hun og gik med ham langs bækken.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele strålede igen, og nu var det bare vigtigt, at de kunne være der for hinanden. Thranduil agtet at vise alle den venlige side af sig, så de også vidste, at de havde nogen de kunne komme til, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed. Han vendte de skovgrønne øjne mod hende, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Selvom han måske stod med det arbejde som han gjorde, så var han nu og da ikke noget andet end en ganske normal elver, og det var noget som han naturligvis ønskede at hun skulle vide. En som Dwyne havde været en utrolig god hjælp til at få skoven tilbage til det genkendelige igen, selvom meget var hændt der, så var det spor som ville forsvinde med årenes løb. De ville kunne glemme det, og såvel ville de levende skabninger som havde været en del af det, og været påvirket af den tragiske hændelse. Han sendte hende et let smil. ”Det er nok snarere mig, som skal takke dit væsen, Dwyne. Uden Druiderne, ville skoven ikke blomstre på denne måde, som det den gør nu,” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt ikke. Han havde måske det endelige ansvar over stedet her, men selv uden de andre til hjælp, så kunne han jo heller ikke ligefrem stille noget som helst op.
At Dwyne gerne ville tage den vandretur med ham, var uden tvivl noget som passede ham fint. Han elskede at gå rundt i skoven og specielt langs bækken, som uden tvivl var en af hans mange yndlingsbeskæftigelser. Han foldede roligt hænderne over ryggen, så han stod der rank og fin. Han var jo trods alt en fornem race og slægt, og det var noget so han bestemt også var frygtelig stolt af. ”Det lyder for mig, som vi længe kan stå her og snakke om hvem der skal takke hvem. Kom.. Langs bækken. Det kan jeg lide,” sagde han roligt, idet han bare begyndte at gå. De skovgrønne øjne så omkring sig. Han kunne høre vinden rive i træerne, han kunne høre fuglene synge og langs bækken, kunne han se de mange spor af dyr, som endnu en gang var hjemvendt. Tingene gik endelig som han ønskede at de skulle, og det var noget som han naturligvis var frygtelig, frygtelig glad for. Han sendte hende et af sine typiske varme smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. ”Skoven har ændret sig markant siden hændelsen, men dog atter rejst sig fra de gamle asker.. Hvis der er nogen som kan, så er det skoven her.. Mage til hvad den er udsat for igennem min levetid..” Hvis der var noget som han satte pris på, så var det historier. Han elskede at fortælle historier.