A different night.

[Deleted]

Mallorie kiggede sig omkring. Faktisk havde hun ingen lunde anelse om, hvad fanden hun lavede der, men alligevel, så var det spændingen i det hele, som fik hende til at blive. Hun havde været i gang hele dagen og chancen for eventyr, den slog hun aldrig til jorden. Hun havde dog taget sine forholdsregler omkring beskyttelse. Kongelig elskerinde var en temmelig høj titel og så var hun jo heller ikke helt grim at se på, så det skulle ikke undre hende, hvis der kom nogle mænd eller noget i den stil efter hende. Hun havde som altid sine 3 knive på sig. Denne gang var de ved hendes ankel, lår og bælte. Hun var hoppet ud af den fine kjole, som hun normalt rendte i på slottet og havde i stedet iklædt sig i en af de kjoler, som hun havde hentet hjemme hos sig selv. En lille, grålig kjole, som gik til over knæene og med tykke stropper omkring skulderne. Den var perfekt til at rende rundt på kirkegården midt om natten. Eller okay... Det var ikke helt nat endnu, men det nærmede sig omkring elleve om aftenen, så man kunne vel i grunden godt kalde det nat. Hun lod hånden køre over sit bælte. Ud over kniven havde hun en træpæl, som hun havde fået udleveret af Matt, inden hun var rendt ud af døren. Det var omkring 14 dage siden, hun var blevet hentet ind af ham og havde startet sit arbejde på slottet og hun måtte indrømme, at hun virkelig godt kunne lide det. 
Det eneste lys der var omkring på hele den mørke og lettere skumle kirkegård, var skæret fra månen og stjernernes lys. Gravstenene tornede sig op over det hele, med alverdens forskellige skrifter, ord og betydninger. Det var helt spændende at gå rundt og læse på dem. I midten af den store kirkegård var en statue, som hun nu satte sig ved og kiggede sig omkring. Normale mennesker burde være bange, og ville i det hele taget slet ikke nærme sig et sted som det, men nu var Mallorie ikke et normalt menneske. Hun var eventyrlysten, for ikke at sige næsten frygtløs. Næsten. Den eneste person, som hun faktisk frygtede, det var den mand, som hun var tættest på og også den mand, som aldrig kunne finde på at gøre hende noget ondt, med mindre hun virkelig selv fuckede det hele op. 

[Deleted]

Ensomhed og følelsen af tomhed, var det eneste som påvirkede og herskede dybt i Avidans sind. Efter tabet af Moniqe, så vidste han slet ikke hvad han skulle give sig til. At se hendes døde skikkelse på gulvet i Den Dansende Flamme, havde virkelig slået luften ud af ham og nærmest frarøvet ham lyst til at fortsætte det evige liv. Man kunne vel heller ikke rigtigt fortsætte uden sin mage? Og specielt med tanken på alt det som han havde opgivet for hende. Siddende på taget af et mausoleum, så stirrede han nedover den store kirkegård som lå oplyst af månelyset for ham, for det var ikke rigtigt noget som kunne oplyse det ellers. Han holdt sig mere eller mindre for sig selv, i frygten for at han ville gå amok, og det var jo ikke fordi at chancen for at møde nogen herude var særlig stor.
Det sitrede og dirrede i Avidans krop. Han havde fået gravlagt Moniqe på et sted, som kun han kunne finde, for derefter at tage fuldstændig afstand til familien i stedet for, for han ønskede jo slet ikke at gøre dem ondt på nogen måde. Måske var han en vampyr, men han havde brugt ekstremt mange år på at finde forståelsen i det menneskelige, også fordi at han engang selv havde været en del af det, før han var blevet bidt og omgjort til det væsen, som han var nu om dage. Tungen strøg han let over sine læber, idet han roligt lod blikket glide i retningen af kvinden som kom gående ned langs de mange grave, hvor han roligt ble siddende og bare.. kiggede på hende, for lige umiddelbart så vakte hun ikke den største opmærksomhed. Han lod hovedet søge en smule på sned. Han kunne høre på hendes hjerte, at hun var levende, så der var ikke noget vampyr over hende, hvilket jo egentlig var noget som passede ham fint i længden. Kappen blafrede let i vinden, også selvom han sad fuldkommen stille, som havde han været en statue. Han havde ikke rigtigt noget mere og Moniqes gravsted havde han allerede kigget til en gang for denne aften. Det var ellers begyndt at gå så godt for dem og nu stod de her… Ham i den ene verden og hende i den anden, hvilket næsten var noget af det værste af det hele.

[Deleted]

Mallorie blev ikke siddende ved statuen ret længe. I stedet gav hun sig til at undersøge lidt mere af kirkegården. Hun rejste sig med et lille hop og sendte en lille lyd igennem den uhyggeligt tavse kirkegård. Faktisk havde hun troet, at hun ville møde en eller anden derinde, men det så ikke sådan ud. Hvem skulle hun også møde derude? Nej okay. Det var måske ikke så underligt endda. Med mindre der var nogen, der besøgte deres familiemedlemmer klokken elleve om aftenen. Det… Det ville bare være en smule creepy, eller. Okay hun gad ikke tænke mere på det. Det blev bare alt for forvirrende at tænke over og hun kom sådan set ikke derud for at tænke. Hun kom ud for at gå på eventyr. Eftersom hun nu brugte det meste af sin tid oppe på det mageløse slot.
Der var nu meget dejligt at kunne løbe rundt på slottet og lave mere eller mindre hvad der passede en, men alligevel så var det meget dejligt at kunne komme udenfor slottets mure og ud på lidt mere… spændende og nervepirrende eventyr. Det var måske i grunden derfor hun havde valgt lige netop dette sted? Det virkede nu meget logisk, nu hun tænkte over det. Igen måtte hun stoppe sig selv i at tænke alt for meget. Ikke fordi det var et voldsomt problem, men hun ville bare gerne have tankerne lidt væk. I stedet begyndte hun at nynne, imens hun gik igennem den dunkle kirkegård. Det fik det hele til at virke meget mindre skræmmende. Hun havde også tit fået af vide, at hun var en temmelig god sanger, så hvis der var nogen derude, som skulle høre hende, hvilket hun tvivlede stærkt på, så ville det nok ikke være så slemt igen. Hun fortsatte omkring et hjørne og ned mod nogle forskellige former for mausoleum. De var alle sammen virkelig smukke og hun lod lydløst hånden køre over dem, som hun fortsatte ned af den mosbegroede sti.

[Deleted]

Avidan holdt godt øje med den unge kvinde som kom gående ned af kirkegården. Taget i betragtning af det bankende hjerte, og det faktum at hun var levende, så legede hun godt nok med det som en indsats, ved at rende rundt på et sted som dette, også selvom det endelig ikke var noget som han ville blande sig i. Han kneb øjnene ganske let og stille sammen, som han svagt kom med en vrissen, selvom han blev siddende på sin plads, hvor han ikke rigtigt var til at spotte, hvis man ikke havde lagt mærke til at han var der. Hovedet lod han søge let på sned. Hun virkede underligt selvsikker, også selvom dette sted var kendt for at være vampyrernes område nu. Mange havde tilsyneladende problemer med lige netop den besked, men det var endelig ikke noget som han tog sig af.
De røde øjne fulgte kvinden meget nøje. Han var grebet af en voldsom mordlyst efter tabet af Moniqe, for det var som om at der ikke rigtigt var noget som kunne stoppe ham mere, også selvom han virkelig forsøgte at holde sig selv i skindet, så var det som om at det ikke rigtigt ville gøre tingene, som han ville dem. Han rejste sig roligt op i sin fulde højde, inden han trådte et skridt ud i luften og landede solidt på benene foran mausoleet, som om at han altid havde stået der. Han blev stående og med blikket hvilende på hende, for hun var jo stort set på vej i retningen af ham, hvilket jo egentlig passede ham fint. Han smilte ikke.. Der var intet at spore i hans øjne, og det at det var kongens nyeste elskerinde, var slet ikke en tanke som havde slået ham ind på nogen måde, for hvordan skulle han da kunne vide det? Han blandede sig slet ikke i de kongelige ting mere, for det var slet ikke noget som han havde øjne for. Om hun i det hele taget vidste hvor hun var, eller hvad hun bevægede sig rundt i, var han på sit vis ligeglad med, som han også var med alle de andre ting. Han kneb øjnene svagt sammen. ”Du må være langt hjemmefra.” Hans tone var kold og ligegyldig. Han have jo mistet hele meningen ved sit liv.

[Deleted]

Mallorie fortsatte blot sin gang ned af den lettere dunkle sti. Den var meget begroet og i det hele taget næsten usynlig. Hun kunne godt tænke sig til, at man ikke gik meget på disse stier, men igen, hvem andre end hende ville rende rundt på en kirkegård på denne tid af aftenen? Ingen ved sine fulde fem. Ikke mennesker i hvert fald. Men nu var hun ikke en af de helt normale og gennemsnitlige mennesker. Det var hun sådan set glad for og hun havde ikke noget som helst problem med at rende rundt derinde. Hun havde selvtilliden til at gå hvor end hun ville. Den eneste, som kunne fange hendes frygt var Matt. Jo okay. Og også hendes far, men det var vel også logisk nok? At have respekt for sin far var vel noget de fleste havde? Jo det måtte det være. Andet ville ikke give mening. Dog begyndte hendes hjerte at banke en smule stærkere, da hun syntes, hun kunne høre noget længere fremme.
Hun fortsatte dog alligevel fremad uden så meget som at stoppe op et sekund. Hun vendte kort hovedet mod jorden, for at være sikker på hun ikke gik ind i noget uhyggeligt og da hun rettede blikket fremad igen, fik hun øje på en skikkelse længere fremme. Hun fik ikke noget chok, men fortsatte trit i det samme tempo som om intet var hændt. Hvorfor skulle hun også komme med så stort et udbrud, bare fordi en mand stod for enden af den sti hun gik på? Hun lagde hovedet en smule på skrå og fortsatte ned af stien. Hun stoppede op omkring 3 meter fra ham og lod hånden køre ned over sin hofte for at sikre sig, at kniven var der. Pælen sad ved siden af den, men de var godt gemt væk under hendes kjole. Hun kunne ikke lade være med at grine over hans kommentar. Hun smed et lille blik mod slottet. Så langt var det da heller ikke? ”Naaah… så langt hjemmefra ville jeg heller ikke sige det er” sagde hun med den samme ligegyldige tone som han selv lige var kommet med.

[Deleted]

At et menneske havde valgt at betræde stedet her, var et sted en tanke som faktisk forundrede Avidan. Enten var hun direkte dumdristig, ellers havde hun muligheden for at slå fra sig, og det var det som gjorde, at han lige så blev stående for enden af stien. Hans skygge var lang, og næsten som om at den nåede hende inden hans egen skikkelse gjorde, så slap han hende ikke med blikket. Normalt havde han en utrolig selvbeherskelse, men nu om dage, så var der intet at prale af, for han følte at det hele var ude af kontrol, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Den kvinde som han havde ment for at være sammen med for resten af livet, og tanken om at det endda var hans eget barnebarn som havde slået hende ihjel, var næsten det som var det værste af det hele. Han forgudede den lille pige – som ikke var så lille mere, men tanken om at selv hun var så meget ude af kontrol, at det skulle gå så galt, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre. Han knyttede næverne let, som kvinden kom tæt på. Han kunne høre hendes hjerte, go det var direkte… hypnotiserende, selv for ham, at det var hendes hjerte og hals, som han fokuserede på allerede fra starten af. Han bed tænderne sammen, for det var slet ikke fordi at han ville gøre hende ondt, men det var som om at der var andre magter som havde valgt at tage kontrollen over ham, og det gjorde det ikke just bedre for hans vedkommende, når det foregik på den måde. Det intense blik gled direkte til hendes skikkelse. ”Du bor på slottet? Ser man det.. Sker der endelig noget på den royale front..?” Han hævede det ene bryn og med en ganske sigende mine. Hun var ligegyldig, og hun virkede slet ikke bange ved tanken om hvor hun egentlig gik rundt – på et sted, som primært var til vampyrernes fordel, og det var naturligvis, også hvad der gjorde sit for hans vedkommende. Han kneb øjnene let sammen, som et svagt træk fandt vejen til den ene mundvig. ”Er du alene..?” spurgte han sagte, idet han roligt trak sig tættere på hende, dog ikke nær så truende.

[Deleted]

Mallorie var sådan set ligeglad med, om hun burde være der eller ej. De fleste folk havde efterhånden fundet ud af, at hun gjorde præcis hvad der passede hende, når det passede hende. Hun var ikke dum og vidste sandelig godt, hvordan man slog fra sig, så det var ikke noget problem at passe på sig selv. Hun kiggede opad igen og fik øje på den ufatteligt lange skygge manden kastede foran sig. Ikke fordi det gjorde hende ret meget, men det så bare morsomt ud. Hvorfor hun syntes det var sjovt, ja det måtte guderne vide, men det var det nu engang. Hun fortsatte alligevel i samme tempo ned imod ham, selvom de fleste ville have givet op. Han knyttede næverne. Det opdagede hun med det samme, men hun havde ingen anelse om, om det var over hende, eller om han bare var kommet i tanke om et eller andet. Hun blev enig med sig selv om, at det måtte være det sidste, da hun ikke havde gjort ham noget som helst. Endnu. Det kunne hurtigt komme til det, men det foretrak hun nu alligevel at lade være med. Selvom hun var voldelig af natur, så havde hun ikke lyst til at være det, med mindre det faktisk var nødvendigt. Hun mødte hans øjne med et fnis, da han kom med sit, eller.. sine spørgsmål. Det satte hendes tanker i gang. Hvad skulle hun svare? ”Ja, jeg bor på slottet og ville da selv sige, at der sker en hel del sjove ting” svarede hun med et smil på læberne og kiggede over mod ham. Dog blev hun ikke stående stille ret længe. Hun drejede sig en halv omgang og gik over mod en statue, som stod lidt længere henne af en sti. Den så ganske interessant ud. Hun opdagede godt han gik tættere på hende og hans spørgsmål fik hende til at kigge på ham med et løftet øjenbryn. ”Ser det ud som om, at der er andre med mig? Ja, jeg er alene. Med mindre du tæller dig selv med” svarede hun i samme ligegyldige tone som før, imens hun lod fingerne glide over en inskription på statuens midte.

[Deleted]

Avidan havde det bestemt ikke særlig godt, og man kunne jo heller ikke ligefrem vove at påstå at det var underligt, for han havde mistet det vigtigste og det kæreste i hans liv, og det at skulle fortsætte uden.. Det var slet ikke en tanke som han kunne forholde sig til. Hans øjne fulgte denne kvinde meget intenst. Han var et rovdyr, og specielt efter at han havde mistet Moniqe, så var det som om at den selvkontrol som han havde arbejdet så ekstremt hårdt på at lære sig, og ikke mindst beholde, men nu hvor det så ud som om at det ikke rigtigt var noget som ville som han ville, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Hans blik gled direkte mod hendes ansigt. Hans ene tand var at spotte i den ene mundvig, selvom han virkelig ikke tænkte over det, for det var bare som om at dette væsen nu var hvad han skulle lære at leve med, selv på trods af de omstændigheder som sagde at han skulle være alene, og intet andet end et glubsk rovdyr. ”Ser man det.. Og hvilken betydning har du monstro på slottet?” spurgte han. Et sted kunne han jo i princippet være fuldstændig ligeglad, for han ønskede slet ikke at tænke på hvordan tingene hang sammen mere, for det var fuldstændig ude af mening for hans vedkommende. Han kneb øjnene ganske let sammen. Hendes måde at svare ham på, indikerede stort set kun, at han kunne gøre med hende hvad han ville, uden at der ville ske noget stort ved det, hvilket uden tvivl også var noget som passede ham selv helt fint. Roligt trådte han mod hende, endnu med armene korslagte, da han faktisk frygtede ofr hvad han kunne finde på at gøre ved hende, for han ønskede jo slet ikke at gøre skade på nogen som helst. Menneske havde han selv været engang, selvom det var frygtelig mange år siden. At hun så var helt alene, var noget som derimod, var noget som passede ham helt perfekt. ”Det kunne jo heller ikke ligefrem blive meget nemmere..” Uden rigtigt at tænke over det, sprang han direkte mod hende. Hans arme forsøgte at lukke sig om hendes overarme, for at holde hende fast, idet han blottede tænderne i et hug mod hendes hals. Han havde virkelig ingen former for selvkontrol!

[Deleted]

Mallorie havde ingen anelse om, hvad denne vampyr ville med hende, for så langt havde hun i hvert fald tænkt, da hun så ham første gang. De blotlagte tænder i hans smil brød hele billedet op og hun vidste med det samme, hvilken slags væsen han var. Ikke fordi det gjorde hende ret meget og hun var på ingen måde bange for ham af den grund. Hun havde mere end nok forsvarsgenstande på sig, til at overmande en idiot som ham, hvis han skulle komme alt for tæt på. Hans spørgsmål rungede igennem hende og hun vendte kort hovedet mod ham. Hvad skulle hun svare? Hun kunne vel ligeså godt fortælle ham sandheden, for sandsynligheden for de nogensinde skulle mødes igen var godt lig nul. ”Jeg er kongens elskerinde” svarede hun kortfattet, imens hendes lille eventyr fortsatte. Hun vendte sig om for at gå en smule længere rundt omkring statuen og lod ikke mærke på sig, at hun ethvert sekund kunne stikke en kniv i maven på ham. Det ville han nok ikke engang se komme, nu hvor hun så ihh åhh så uskyldig ud. Hendes svar på hans spørgsmål omkring hende være alene blev svaret kort og flabet. Hun kunne ligeså godt have sagt noget andet, men det gad hun ikke rigtig. Det var nu sandheden. Hun var alene, ud over ham, men det betød sandelig ikke, at han kunne gøre, hvad der passede ham. Hans ord fik hende til at vende sig mod ham og hun fik med det samme vristet sig ud af hans greb. Hun greb ud efter sin ene kniv ved at bukke sig hurtigt ned og tage den fra holderen ved hendes ankel. Den blev stukket imod hans maveregion, imens hun fandt pløkken frem fra sit liv og sigtede mod hans hjerte, som hun havde fået fortalt så mange gange. Om den ville ramme, det kom an på hans reaktionstid.

[Deleted]

Avidan var egentlig slet ikke ude på at gøre nogen skade på nogen, for det havde aldrig nogensinde været hans hensigt med tingene, men det var næsten som om at det faktisk bare skete alligevel. Normalt når han var kørt træt af blod, så.. dvalede han næsten hen, men denne gang var det en blodtørst som han slet ikke kunne styre eller gøre noget som helst ved, hvilket næsten var ham selv det værste af det hele, men.. han var nødt til at gøre noget, og at fortsætte med at se passivt til, var heller ikke noget som han kunne få sig selv til i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være, når alt endelig skulle komme til alt. Han stirrede på hende med den samme faste mine. Kongens elskerinde? Ja, i hans øjne klingede det ikke ligefrem som noget positivt. ”Kongens lille skøge..? Den kvinde som han kan gøre med hvad der passer ham? Hvordan kan du finde nogen værdighed i det..?” Det var måske en hård udtalelse, men han havde altid været en meget direkte mand når det kom til denne slags, så hvorfor skulle han da lægge skjul på, hvordan han havde det med tingene? Han smilede let for sig selv, og med den samme direkte intense og faste mine som tidligere.
Avidan gjorde et kraftigt og direkte hop eller spring mod hende, idet han gjorde et fast frontalt angreb. At hun havde våben på sig, gik hurtigt op for ham, da hun vred sig fri, inden han havde nået at få fat med tænderne. Kniven borede sig direkte i hans mave, hvor han omgående hvæsede med en dræbende mine. Pælen som hun fandt frem derefter, var han dog hurtigere til at reagere på. Hans hånd lukkede sig kraftigt omkring hendes håndled, så hun derved ikke havde nogen mulighed for at gøre den endelige skade på ham, som faktisk ville ende med at slå ham ihjel. ”Og hvad vil du gøre med den der..? Slå mig ihjel? Tro mig, det kræver langt mere end et simpelt menneske..!” hvæsede han, idet han klemte mere og mere omkring hendes håndled. Det ville nok til sidst gøre ondt, hvis ikke værre, og med en brækket knokle, og derved et brækket håndled. Han var ikke en mand som man lavede sjov med!

[Deleted]

Mallorie var ikke ude på at gøre skade på nogen, men hvis man virkelig pissede hende af, så skulle man ikke komme i nærheden af hende. Hun kunne nu godt se, at det måske ikke havde været den bedste ide at komme ind på en mørk kirkegård sammen med en fremmed vampyr, som kunne slå hende ihjel på mindre end 5 sekunder, hvis han virkelig ville det. Da hun kom med sit svar omkring sit arbejde, så vidste hun med det samme, at der ville komme en eller anden form for spydig kommentar til det. Det var i hendes hoved noget ganske positivt, men det syntes han tydeligvis ikke og det kom til syne, da han kommenterede på det. Hun lynede i øjnene, da han kom med ordet skøge. ”Kæft!” råbte hun med det samme. ”Du har ingen ret overhovedet til at snakke til mig på den måde. Jeg valgte selv at blive hans elskerinde og tro mig, han får sandelig ikke bare lov til at gøre, hvad der passer ham. Jeg får hvad jeg peger på og alt jeg skal gøre for det, er at gå i seng med kongen, hvordan kan man ikke se fordelen i det?” svarede hun med et samme og kiggede spydigt på ham. Hun kunne i teorien være ligeglad, men det var hun ikke. Hun kunne ikke lade folk snakke sådan omkring Matt. Det ville hun simpelthen ikke have!
Kniven som borede sig ind i hans mave, trak hun hurtigt til sig igen, da han hvæsede mod hende. Hun smilede tilfreds. Det var sådan hun ville have det. Man kunne ikke bare angribe hende og slippe af sted med det og da slet ikke, når han kaldte hende en skøge på samme tid! Det fandt hun sig virkelig ikke i og hendes temperament kom med det samme frem. Hun nåede dog ikke at stikke pælen ind i hans hjerte. Pis. Hun tabte den på jorden lige under dem, da han greb fat omkring hendes håndled og pressede til. Hun kom med et virkelig skingert skrig og knækkede sammen i sine knæ. ”Ja det var sådan set planen” hvæsede hun og skreg igen, da hun kunne høre en meget ubehagelig lyd komme fra hendes håndled. Hun svang kniven hun havde i den anden hånd mod ham og håbede på at ramme et eller andet.

[Deleted]

Avidan have altid været en mand med sine meninger i orden, og det havde han altid været. Som det nu var sagt, så var det måske meget sagt at kalde hende for en skøge, men han kunne slet ikke se respekten i det at lade sin krop blive som et legetøj for en mand som Mattheus Angleráx, for nu var det jo kendt hvad knægten gjorde, og selv det, var ikke noget som han havde den største respekt for i det hele taget. Som hun reagerede, så var det jo kun tydeligt for ham, at hun selv var glad og ikke mindst stolt over at have den stilling, så var det bestemt ikke et syn på tingene, som han delte med hende, for det gjorde han da slet ikke! En skøge var og blev hun i hans øjne, og så var han i princippet fuldstændig ligeglad med, for det var tydeligt, at det var hende et ganske ømt punkt. ”Alle har vel ret til sin mening? Du stiller din krop til kongens lyst for genstande? Det gør ikke dig et hak bedre selv..” påpegede han med en ganske ligegyldig tone. Det i sig selv, var slet ikke noget som han havde det mindste respekt for, så det var jo heller ikke ligefrem noget som han havde nogen intentioner om at skjule for hendes vedkommende.
Nu hvor det så ud til at blive alvor og ikke bare dialog, så kunne Avidan udmærket godt mærke den smerte som havde sat sig i hans maveregion, da hun havde hamret kniven direkte i den. Han slap en kraftig hvæsen. Det var vel til et held, at han allerede var død på det vis? Det ville ikke skade ham yderligere, at blive hamret med en kniv, såfremt at det ikke var i hjertet selvfølgelig. Som hun hamrede pælen mod ham, tog han imod hendes håndled, som han nærmest knuste med sin hånd, hvor han nærmest kunne mærke at det knaste under hans faste fingre. Hans blik strålede af direkte mordlyst, for han fandt sig bestemt heller ikke i at blive behandlet på den måde, også fordi at… han havde ikke styr eller kontrol over sig selv. Han blotlagde tænderne endnu en gang, idet han kraftigt tog fat om hende. ”Det kræver lidt mere end bare hovmod og et stykke træ, lille pige..” hvislede han, inden han direkte kastede hende fra sig. Han var stærk og han var kraftig, så hun ville nok få en flyvetur på adskillige metre igennem luften, inden hun ville lande. Nu var det på tide, at han fik sin sjov!

[Deleted]

Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at Mallorie ikke blot var kongens elskerinde. Der lå langt flere følelser i det end det. Hun var ikke blot et stykke legetøj. Hun måtte dog alligevel give ham ret i en ting. Han havde ret til sin egen mening. Hun var glad og ikke mindst stolt over at være i den position hun var og hun burde være ligeglad. Men det var hun ikke. Det var et ømt punkt. Virkelig. ”Du har din fulde ret til din egen mening. Det betyder bare ikke, at jeg behøver at høre på den. Og vil du da holde… Det er jo for fanden ikke fordi jeg sælger mig selv til enhver mand. Jeg holder af Mattheus, ellers ville jeg aldrig nogensinde have gjort det” sagde hun stille og rystede derefter på hovedet. Hun gad ikke diskutere det med ham mere og hvis han kommenterede på det igen, så ville hun blot lade være med at svare.
Det var bed at blive alvor og hun kunne ikke lide det. Dog så det ud til, at den kniv hun havde sat i maven på ham virkede. Han kom da i hvert fald med nogle ganske utilfredse lyde. Hun kunne mærke sit håndled sige nogle meget, meget uhyggelige lyde og hun ville bare have det til sig så hurtigt som muligt. Hun nåede ikke at svare på hans kommentar, inden han havde skubbet hende fra sig og hun fik sig en ordentlig flyvetur ind igennem en masse gravstene. En af dem flækkede på langs, da hun landede ovenpå den og hun gav et ordentligt skrig fra sig. Den borede sig ind i hendes side og flænsede hendes trøje op med en uhyggelig høj lyd. Dette fik hende til at indse alvoren. På mindre end 3 sekunder var hun igen ovre ved træpløkken og rejste sig med meget besvær op. Hun stod ikke mere end en halv meter fra ham med lukkede øjne og svang træpløkken imod hans hjerte. Bare den ville ramme!

[Deleted]

Hvorvidt om denne kvinde virkelig holdt af Mattheus eller ej, var slet ikke en sag som han ønskede at blande sig i, for han havde aldrig været for eller imod kongehuset. Han havde altid holdt sig for sig selv, og det var der skam også rigtig mange gode grunde til, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. De havde aldrig gjort noget for ham, hvorfor skulle han så gøre noget for dem? Han ville nu alligevel mene, at han havde ret til sin egen mening, og at hun så derimod ikke kunne tåle den, var et sted ikke en tanke som han tog sig af, for han gjorde helt præcist hvad han havde lyst til! ”Holder du af kongen? En mand som ligger i med uhyggelig mange kvinder? Du sælger dig til en mand, som end ikke kan værdsætte en kvinde, mere end han værdsætter aftenens måltid,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Ja, han havde svært ved at finde ud af hvad der var af stolthed i dette helt præcist, men det var vel heller ikke underligt igen?
Kampen var i gang, også selvom Avidan regnede med at det var meget hurtigt overstået, hvilket jo faktisk var noget som ville passe ham helt fint! Han vendte sig langsomt i retningen af hende, som han tydeligt hvæsede. Han tog fat om kniven som han trak ud af maven, kun for at smide den i græsset ikke langt væk fra ham, kun for at søge efter hende. Lyden af hendes skrig, var som sød musik i hans øre, hvor selv smilet meldte sig, idet han søgte mod hende. Denne gang reagerede hun dog langt hurtigere end det som han lige havde regnet med, hvor pælen hamrede sig direkte i hans bryst og satte sig i hans hjerte. Smilet døde hurtigt hen, idet han nærmest bare stirrede tomt på hende. Han blinkede let med øjnene inden han valgte at trække sig, selvom det allerede var for sent. I og med at det havde gennemboret hans ellers så tomme og døde hjerte, begyndte hans hud stort set med det samme, at blive askegrå. Han faldt direkte ned i jorden, hvor han med et skrig, gik i opløsning som intet andet end en bunke aske som måtte ligge tilbage for hendes fødder. Han var denne gang død og borte.. Til sin egen lettelse.

//Out