A visit from the past

[Deleted]

Cayenne lod ham ikke med noget andet valg end at gøre som hun sagde. Hun smilede blidt til ham for et sted så kunne hun begynde at mærke det brændende ønske om at være ham nær. Hun forstod endnu ikke helt hvad dette betød men hun vidste at sammen med ham skulle hun nok kunne finde ud af det. Hans ord fik hende igen til at rødme men denne gang kunne hun ikke få sig selv til at kigge væk fra ham. Hun smilede bare sødt og begyndte at lege med en tot af hendes hår med hendes frie hånd for hun ville ikke slippe ham. Det gav hende virkelig en form for ro at holde hans hånd på den måde. "Tak. Jeg begynder så småt at huske. Ikke så meget konkrete ting og sager men følelser. Jeg husker den trykhed og ro som jeg havde omkring dig og det er virkelig rart. Jeg vil gerne være mere sammen med dig." sagde hun blidt, næsten kærligt som havde det bare været ren og skær vane for hende. At han bare på den måde ønskede at fortælle hende alt om hendes fortid var virkelig noget som gjorde hende godt, det var helt sikkert. Det betød virkelig meget for hende.
Hun lyttede til ham, lyttede til hans ord og det var rart at der var nogen der virkelig havde det sådan for hendes fortid havde virkelig kun mødt modstand indtil nu. Hun sendte ham et blidt smil. "Jeg ved ikke hvorfor de ikke ønsker at jeg skulle vide noget om hvem jeg var. Måske var de bange for at jeg ville tage væk fra dem eller at jeg ville søge ud efter nogen. Jeg ved det ikke og jeg forsvare dem ikke for jeg mener selv at de har taklet det forkert men der gør bare at jeg er gladere for at have fundet dig og at du er villig til at fortælle mig så mange ting. Det betyder så meget for mig." Hun var virkelig glad for at han gad at snakke med hende. Hendes søgning til hans favn havde selv fået hendes hjerte til at hamre på livet løs. Hun kunne mærke følelserne begynde at boble i hende. Det faktum at hun havde forladt ham på den måde måtte virkelig gøre ondt på hende. Hun kunne virkelig slet ikke forstille sig hvordan hun kunne have fået sig selv til det. Tårerne trillede stadig men hun holdt stille op med at hulke ved hans ord og stod bare og trykkede sig ind til ham. Det her var virkelig en behagelig følelse at stå med ham så tæt. Hun kunne mærke hvordan det stille og roligt fik hende til at slappe af. "okay" hviskede hun stille. "Okay men jeg har det stadig dårligt over det. Jeg kan ikke lide at have efterladt dig på den måde, det kan jeg virkelig ikke." hun bed sig let i læben da hun mærkede hans læber mod hendes kind. Der gik en sitren gennem hendes krop og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog helt vildt og voldsomt i hendes bryst. Hun blev varmere og tårerne trillede ikke længere ned af hendes kinder. Stille og enkelte billeder dannede sig stille i hendes hoved, billeder hun aldrig havde set før. "Det var uvejr den dag vi mødtes, var det ikke?" hviskede hun stille og kiggede op på ham. Hun kunne virkelig stadig mærke hans læber mod hendes kind og hun kunne lide den følelse. Det var helt vildt underligt men på samme tid bare helt og aldeles rart. "så længe jeg kan gøre det godt igen en dag så er det i det mindste et lille plaster på såret for mig i hvert fald. Der kommer tid før jeg vil kunne tilgive mig selv." sagde hun stille. Hun kiggede roligt op på ham, der skete ting og sager i hende, ting og sager som føltes så velkendte og alligevel så fremmede? Hun bed sig let i læben men tog sig så alligevel sammen og strakte sig og gav ham ligeså et kys på kinden. Hun kunne mærke varmen stige i sig selv endnu en gang og stadig var det hende egentlig lidt en gåde hvorfor for hun havde aldrig oplevet det på denne måde før.

[Deleted]

Maurus ønskede så brændende at Cayenne kunne huske ham, også fordi at hun var det mest værdifulde i hans liv, og noget som han naturligvis ikke ønskede at give det mindste slip på! Hånden knugede fast omkring hendes, for han ville slet ikke slippe hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. At følelserne om ikke andet var ved at dukke op, var vel også et skridt i den rigtige retning? Og noget som han uden tvivl havde det helt fint med, når alt endelig skulle komme til alt. Han trak vejret dybt og nikkede mod hende. ”Det er da en af de bedre følelser som det kan give dig. Jeg.. jeg vil også bare gerne være sammen med dig,” sagde han med en rolig stemme, for han så bestemt ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, for det var ikke noget, som nogen ville få noget ud af, og nu hvor han havde hende ved sig, så ville han da under ingen omstændigheder give slip på hende igen, det var da helt sikkert!
Folk ønskede naturligvis at beskytte dem som de holdt af, og det havde altid været hans mål med tingene, selvom det slet ikke havde virket for hans del, og det var naturligvis noget som gjorde ham trist til mode et sted. Han nikkede med en rolig mine. ”De fleste vil naturligvis beskytte dem som de holder nære og kære.. Jeg er bare frygtelig glad for, at jeg endelig får muligheden for at være sammen med dig igen.. Det er hvad der er vigtigst for mig.” Han sendte hende et svagt smil, også selvom det kraftigt falmet, idet at hun søgte ind i hans favn, for det var slet ikke noget som han havde regnet med. Det var allerede for længst gået op for hende, at hun havde en større betydning for ham, og det glædede ham da, at hun ikke afviste det fuldstændig, ofr det var naturligvis noget som hjalp ham frygtelig meget. ”Jeg ved ikke hvad der er sket, eller hvorfor, men det vigtigste er vel, at du er her nu..? Sammen med mig?” forsøgte han. Han ville slet ikke have, at hun skulle rende rundt og have det skidt med det, for det var der vitterligt ingen grund til. Kysset til hendes pande, var egentlig i et forsøg på at trøste, men at det vækkede noget i hende, var slet ikke noget som han havde regnet med. Han nikkede med et stille smil. ”Det var ikke det bedste vejr.. Jeg byggede os en hule vi kunne sidde i, til det holdt op igen,” fortalte han roligt. Ja, han havde måske altid været lidt pladderromantisk, men tanken om at nogen faktisk gad ham uden at dømme ham på hans navn, var en fantastisk følelse. Kysset som hun tildelte ham, var noget som inderligt varmede ham, for det havde han ikke oplevet i mange år. ”Du har intet forkert gjort, kæreste.. Du skal ikke gå rundt og have det dårligt. Tilgiv dig selv for det hele.. Vi finder ud af det hele.. ikke?” forsøgte han, som han strøg hende over ryggen. Han kunne virkelig godt lide at have hende stående i favnen.

[Deleted]

Cayennne prøvede virkelig bare på fuld kræft at huske hvem det var han var helt præcist. Hun vidste at hun havde haft følelser for ham fordi de begyndte så småt at komme tilbage og han havde givet hende nogle informationer hun kunne gå efter men lige nu kunne hun stadig ikke huske det hele og det gjorde både ondt og fustrerede hende! At han knugede hendes hånd på den måde fik hende blot til mere og mere at indse at han ikke ville slippe hende og det var faktisk en tanke som hun nød. Hun vidste ikke helt hvorfor, måske var det fordi hun aldrig havde regnet med at hun ville opleve noget i denne her retning. Det var rart at hun havde taget fejl. "Det er jeg glad for. Jeg føler så mange ting lige nu og jeg er glad for at du er her til at hjælpe mig." sagde hun blidt og sendte ham et sødt smil.
Cayenne lyttede og nikkede stille. Et sted havde han vel ret, de elskede hende vel bare og det var derfor de ikke ønskede at hun skulle vide noget men alligevel. Hvis hun var så god og blid som havde stod her og sagde at hun var hvorfor ville de så ikke ønske for hende at kende hendes fortid? Der måtte vel være en grund men lige nu var det ligegyldigt. "Du har sikkert ret men jeg kan ikke lade være med at undre mig en smule alligevel. Men det er ikke vigtigt nu. For mig så er det vigtigste lige dig og kun dig" sagde hun blidt og gav han hånd et lille klem endnu en gang. Hun følte sig virkelig bare så godt til pas her sammen med ham og det elskede hun virkelig. Cayenne trykkede sig ind til ham og lyttede til hans ord. Hun nikkede stille. "Jo. det er ligegyldigt hvad deres intentioner har været. Jeg skal nok finde ud af hvad der er sket sammen med dig. Du er den jeg allerhelst vil være hos." sagde hun stille mod hans skulder. Stille fjernede hun den ene hånd fra hans ryg og lod den søge til hans brystkasse. Hun betragtede blot sin hånd mens hun stille og meget forsigtig lod hendes fingre danse hen over hans brystkasse. Hun lyttede til hans ord. Hun huskede ikke meget af den aften men at hun kunne huske lidt var jo et skridt mod den rigtige retning selvom hun så brændende ønskede at det hele kom tilbage til hende med det samme. Hun ville så gerne kunne huske det hele, også for hans skyld et sted. Hans ord gjorde det dog lidt bedre men ikke meget for hendes vedkommende. Hun kom ikke til at kunne tilgive sig selv lige med det samme for hun følte at det hun havde gjort havde været slemt. Hun kunne slet ikke forstille sig hvordan han måtte have haft det i al den tid. "Jeg skal prøve men jeg vil ikke love noget. Og vi skal nok finde ud af noget .. Sammen" sagde hun blidt og trykkede og trykkede sig lidt mere ind til ham. Hun var efterhånden begyndt at fryse en smule som aftenen kom nærmere og hun havde jo ikke meget tøj på eftersom hun havde regnet med at være hjemme omkring nu men tingede går næsten aldrig som man planlægger men denne gang ville Cayenne dog mene at det hele var for det bedre.

[Deleted]

Tanken om at skulle give slip på Cayenne, var slet ikke en tanke som Maurus kunne holde til, for han havde mistet hende en gang, så han ville under ingen omstændigheder miste hende igen, hvis han kunne blive fri for det! Hånden knugede så fast og kraftigt om hendes, som var han bange for, at hun ville forsvinde, hvis han gav slip igen, for det var slet ikke noget som han ønskede det mindste. Han vendte blikket mod hende og bed sig svagt i læben. Ja, han var nok ikke en mand med samme type nosser som sin kære bror, men han forstod sig på tanker og følelser, hvilket den mand jo trods alt ikke ligefrem gjorde! ”Jeg håber det er gode ting og tanker, du gør dig, Cayenne..” sagde han med en dæmpet stemme, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle have det ubehageligt.
At stå der med Cayenne i armene og vide, at han kunne skænke hende bare en vis form for tryghed og trøst, var en tanke som glædede ham, og noget som han naturligvis ønskede at give hende. Lige hvorfor at der ikke havde været nogen som havde ønsket at lade hende kende til sandheden, forstod han til gengæld ikke, men det var nu ikke noget som han havde nogen intentioner om at grave yderligere i, for det vigtigste for hans vedkommende, var at hun var der nu, så var alt andet komplet ligegyldigt for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet og nikkede. ”De har sikkert haft deres grund.. men tænk nu ikke på det. Skæbnen har valgt at vores veje igen skulle krydses,” sagde han dæmpet. Det var den tanke som han uden tvivl selv kunne trøste sig med, og det var forbandet rart, ingen tvivl om det. De måtte vel have haft deres grunde til at have gjort som de nu havde gjort? ”Og jeg er her nu, Cayenne. Og jeg går ingen steder.. ikke igen..” Det kunne godt være, at hun ikke kunne huske særlig meget, men for nu, så var det fuldkommen underordnet for hans vedkommende, for det vigtigste i hans øjne, var at hun var der, og hun havde det godt. Så var det som om at han godt kunne glemme sin egen selvmedlidenhed lidt, for det var slet ikke noget som han tænkte på lige nu. Nej, det var hende.. Og udelukkende hende. Han ville selvfølgelig ikke sætte eller lægge et pres på hende, for han vidste, at det ikke var noget som der ville komme noget ud af. ”Babyskridt min skat.. Vi skal nok klare os,” sagde han roligt, idet han igen kyssede hendes pande igen. Han kunne slet ikke lade være, for han kunne virkelig godt lide at mærke hende ved sig igen – hvor hun oprigtigt hørte hjemme. Sammen skulle de nok finde ud af det hele. Ingen tvivl om det. Han følte kun lettelsen, men samtidig også kulden. Han havde ingen penge selv, hvilket han et sted var træt af, for det var.. forkert at hun skulle gøre det! ”Vi burde komme indenfor, inden du bliver syg,” hviskede han dæmpet.

[Deleted]

Cayenne smilede virkelig bare over at han holdt hende så tæt. Det var bare så rart at han var her sammen med hende og hun kunne næsten ikke beskrive den følelse det gav hende at være sammen med ham. Hans ord fik hende til at smile noget mere og lede blidt med en tot af sit hår. "Jeg tror et sted slet ikke jeg er i stand til at have dårlige tanker lige nu. Du har givet mig noget som jeg ikke vidste at jeg manglede, ikke vidste at jeg savnede, du har givet mig en frihed som jeg ikke kan huske at jeg har følt før og det er jeg dig virkelig taknemmelig for." sagde hun blidt. Det var virkelig bare så rart!
Cayenne lyttede og nikkede blot ved hans ord, han havde jo fuldstændig ret i det. Hun sukkede stille, tog en dyb indånding og nikkede. "Der er ingen grund til at forundre mig selv over hvorfor de har valgt ikke at fortælle mig noget, det kan vente til jeg kommer hjem. Lige nu så er det faktum at du er her det vigtigste for mig og det skal de ikke ødelægge" sagde hun blidt og sendte ham et lille smil. Det var virkelig dejligt at være ham nær, hun følte sig helt levende igen. "Det er jeg glad for at du gør, søde. Det betyder meget for mig at du er her." hun mente det virkelig. Hun var så glad for at han var her sammen med hende, der var virkelig intet bedre for hendes vedkommende. Det at han kaldte hende sin skat fik hende til at rødme kraftigt i hans favn. Hun havde intet at forholde sig til med sådan nogle situationer. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede i hendes bryst, hvordan det påvirkede hele hendes krop at han sagde dette til hende. Hans ord om at hun ikke skulle blive syg fik hende blot til at nikke og kigge op på ham. Hun havde penge nok til et værelse og noget mad til dem begge og det ville hun med glæde dele med ham. Hun stod lidt før hun nikkede. Hun stilte sig på tær og gav ham et kys i mundvigen, sendt ham et smil og begyndte så at gå hen mod kroen. "Der er vidst ikke nogen af os der har for godt af at være ude i kulden for længe, søde. Lad os komme ind og få noget varme og noget mad." sagde hun blidt. Det gjorde hende intet at han ikke havde nogen penge. Hun ville med glæde skænke ham dette, især med alt det han skænkede hende. Hun var stille begyndt at huske, hun huskede på det han sagde om den dag de mødtes. hun tog sig stille til ryggen og bed sig let i læben. Hendes vinger havde været så tunge grundet regnen. Hulen, hun måtte da kunne huske den hvis hun virkelig prøvede? Men der var ikke noget og hun bed sig let i læben. Det gik virkelig langsomt det her! De nåede kroen og hun åbnede døren, hun gik op til manden i baren og begyndte at snakke med ham for at få et værelse og noget mad til dem.

[Deleted]

At skulle stå ansigt til ansigt med Cayenne på denne måde, havde Maurus virkelig ikke regnet med, men det var vel meningen at deres veje endnu en gang havde valgt at krydse hinanden? Det var den tanke som han om ikke andet havde det bedst med når det endelig skulle være, så det var noget som virkelig gjorde ham glad. ”Dit velbefindende er og bliver det vigtigste for mig, min egen, og hvis det giver dig så meget, at jeg er omkring dig, så kan jeg trygt love dig for, at jeg ikke går nogen steder igen,” sagde han sigende. Næsten som om at meningen med hans liv, var poppet direkte op i hovedet på ham igen, så var hendes post og stilling i Procias stadig ganske ukendt for ham, men af den grund, så ville han da nyde at stå der sammen med hende, som det han gjorde lige nu. Hendes værger havde tilsyneladende haft deres grund til at handle som de nu havde gjort, og afholde hende fra sandheden, og det var vel.. for at beskytte hende? Han sendte hende et stille smil. ”Lad os ikke ødelægge øjeblikket, men derimod få dig ind i varmen, inden du bliver syg.. Det kan vi ikke have.” På ingen måder kunne man sige, at han lignede sin kære storebror, for det gjorde han ikke, og det vidste han godt. Det var vel også det som automatisk havde gjort, at han var kastet ud i kulden af sin familie i udgangspunktet? Kysset som hun nu alligevel valgte at tildele hans mundvig, var noget som kraftigt satte hans hjerte i gang med at hamre mod hans bryst, for det var virkelig en dejlig fornemmelse at sidde igen med. Han smilede let for sig selv, inden han let tog omkring hendes hånd. At være omkring hende, havde han skam slet ikke noget imod, da det faktisk virkelig var rart. Kulden kunne man jo efterhånden sige sig, at han var ganske vant til, for han havde som sagt været ude stort set hele vinteren. Det der med at have et sted at bo, når man ikke havde nogen penge på sig, var en kamp som man lige så godt kunne opgive på forhånd. ”Jeg er nok mere bekymret for dig, end hvad du behøver at være for mig.. Jeg klarer mig altid,” sagde han roligt, idet han let trykkede omkring hendes hånd. Når alt endelig kom til alt, så var han slet ikke meget for at lade hende gå, og tanken om det, var noget som han fandt direkte deprimerende. ”Vis vej, min kære,” afsluttede han med et.. smil. Det første igennem rigtig mange år.

[Deleted]

Cayenne vidste virkelig ikke hvor længe det havde været siden hun havde set Maurus for, ja, hun kunne jo slet ikke huske at hun havde set ham før og den tanke gjorde stadigvæk ondt. Dog begyndte hun at finde noget mere af sig selv, hun følte sig på en eller anden måde hel når hun var sammen med ham, som om at hun havde manglet en del af sig selv så længe men uden at vide det. "Det er jeg glad for sødeste" sagde hun blidt og smilede blidt til ham. Det betød virkelig meget for hende at han var der for hende og det betød bare alt. Cayennes stilling eller status havde virkelig ikke ændret sig meget på de sidste to år, ikke ud over at hun var blevet healer i hæren istedet for kriger for der var virkelig ingen som havde fortalt hende at hun kunne finde ud af at svinge et sværd. De ønskede vel ikke at se hende død endnu en gang hvilket vel også var fint nok. Cayenne nød virkelig at heale folk efterhånde, hun følte at hun gjorde en forskel og hun var blevet ret så meget bedre til det med øvelsen. Hun nikkede blidt til ham og trykkede sig ind til ham lidt mere. "Nej lad os ikke snakke mere om dem. Lad os komme ind og få noget at spise og noget varme. Jeg tror vidst ikke at jeg er den eneste som trænger til det." sagde hun mildt. Cayenne vidste virkelig ikke noget om hans familie status længere, hun havde heller ikke genkendt hans efternavn denne gang som hun jo havde gjort det den første gang de havde set hinanden og egentlig dømt ham på det den gang indtil hun lærte ham at kende. At det jo så i sidste ende havde været Matthew der havde taget hendes liv vidste hun ikke og et sted betød det vel heller ikke noget lige nu. Lige nu var det eneste som betød noget Maurus som stod her foran hende og det at han var om hende på den måde var virkelig fantastisk. Kysset som hun havde skænket hans mundvige havde selv fået varmen frem i hende. Hvad var denne her følelse som han hele tiden fik frem i hende? Hun kendte den ikke men den var rar. Hans ord fik hende til at smile blidt. "Du ved da ikke hvor bekymret jeg er for dig min kære." sagde hun blot før hun førte ham ind på kroen.
Hun var gået op til disken med det samme og havde bestilt et værelse og noget varm suppe og brød til dem begge. Det skulle da nok blive godt. Krofatteren havde da kigget lidt underligt på hende men havde bare taget imod hendes penge og givet hende en nøgle. Han ville komme ud med maden senere. Hun gik roligt ned til et bord med bænke omkring det og hun satte sig på den ene af dem og gjorde plads til at han kunne sidde ved siden af hende. Hun ønskede virkelig bare at have ham tæt på sig. Det var sådan en rar følelse når han var tæt på hende.

[Deleted]

Det var ved at være temmelig lang tid siden Maurus havde set en skygge til Cayenne, og nu hvor han vidste hvad der var sket, så var det faktisk selv noget som gav ham en direkte dårlig fornemmelse, for han havde det faktisk temmelig skidt med tingene. Han vendte blikket ganske roligt i retningen af hende endnu en gang og med et svagt smil på læben. Hun havde det godt nok, og det var naturligvis også det vigtigste for ham. Han nikkede til hende, idet han roligt kyssede hendes pande endnu en gang. ”Godt, min kære,” sagde han med et stille smil på læben, inden han roligt tog omkring hendes hånd igen. Han ønskede jo slet ikke at hun skulle være bekymret for ham eller for hvad der var sket, for der var rigtig mange ting som han kunne fortælle hende om hendes liv, også selvom det selvfølgelig var ganske begrænset hvad han egentlig havde at fortælle om noget som helst, men nu hvor han var sammen med hende, ås var det vel heller ikke så slemt igen? Nu var det hende og ham, og det var uden tvivl hvad han værdsatte mest. ”Måske ikke, men jeg kan klare mig, min kære.. Det har jeg jo trods alt gjort til nu.. Selv vinteren igennem, men jeg må erkende at det er nemmere nu hvor sommeren er kommet, og.. du er her sammen med mig,” sagde han med en rolig stemme, for det var jo trods alt også sådan at han havde det med tingene. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, dersom han skulle være helt ærlig.
Nu hvor de var kommet indenfor, så følte selv Maurus kun hvordan varmen måtte bede sig i hans krop, for det var uden tvivl rart at komme indenfor, nu hvor han var vant til at være udenfor, for han blev jo jaget ud, når han søgte til nogen steder, når han ikke havde penge til at betale for noget, og varmen skulle han tilsyneladende heller ikke have lov til at få gratis. At krofatteren så underligt på dem, forundrede ham jo egentlig heller ikke, for det var kvinden som betalte, og han havde forsøgt at komme ind her et par gange, men altid smidt ud, selvom han nu heller ikke kommenterede det for nogen som helst, for det var han slet ikke ude på. Han tog roligt omkring hendes hånd, som han trykkede ganske let og med et roligt smil på læben, inden han søgte hen til bordet sammen med hende, hvor han nu alligevel satte sig overfor hende, så han kunne se i hendes smukke ansigt, for han kunne virkelig sidde og stirre på det i evigheder, for i hans øjne, var hun uden tvivl det smukkeste og skønneste som han længe havde set. ”Jeg er bare virkelig glad for at se dig igen,” afsluttede han dæmpet.

[Deleted]

En længsel var begyndt at brede sig i Cayennes indre men hvorfor den kom kunne hun ikke lige få til at hænge sammen. Hun kunne ikke finde ud af hvor vidt den hørte til nu og at hun bare ønskede at være i hans nærhed eller om det var et minde fra lang tid siden hvor hun havde savnet ham eller en anden? Hun prøvede at slå det væk for lige nu var han vigtigere for han var her foran hende og ikke i fortiden. Hun sendte ham et lille smil og gav hans hånd et blidt klem da han tog om hendes. Hun sagde dog ikke noget men valgte bare at blive i øjeblikket for her var egentlig rart. At han var her sammen med hende fik hende på en måde til at føle sig helt og aldeles tilpas, som om hun var blevet hel igen uden at have følt sig i stykker før. Hun smilede blidt til ham og lyttede roligt til hans ord. Jo måske havde han klaret sig igennem vinteren uden problemer men derfor behøvede han jo ikke at nøjes. "Ah bab bab!" sagde hun fast og prøvede at afbryde ham. Hun smilede blidt til ham og gik hen og gav ham et kys på kinden. "Ikke noget med at sommeren er nemmere, du har ikke noget valg mister!" hun grinede mildt.
Hun havde fået mad til dem begge, noget brød og noget suppe som kunne varme og så havde hun fået et værelse som de skulle dele, en tanke som virkelig var hende ret underlig et sted. Ikke fordi hun var nervøs over at skulle dele værelse med ham men mere fordi hun ikke var nervøs over det. Det at han satte sig overfor hende i stedet for ved hendes side fik hende til at bide sig let i læben. Hun var lidt mut over at han ikke var ved hendes side og at hun ikke kunne trykke sig op af ham for et sted var det det hun havde aller mest lyst til lige nu. Hun vendte dog blikket mod ham og lagde sine hænder på bordet med et lille smil rettet mod ham. Dette skulle nok blive godt i den sidste ende. "Okay. Nu har du fortalt mig noget om mig, ting som jeg ikke selv kendte til men jeg vil vide noget mere om dig, søde. Jeg ved at det ikke er fair men jeg kan virkelig ikke huske ret meget og jeg vil virkelig gerne kunne genkende dig så vær sød at fortælle mig lidt om dig" bad hun blidt og lagede hovedet let på sned. Hun smilede blidt til ham, hun var bare så glad for at hun havde stødt ind i ham.

[Deleted]

Maurus var virkelig bare glad for at se hende, og at vide, at hun var ved godt vel, var egentlig det som var det vigtigste for ham i denne stund. Selvom han slet ikke ønskede at tænke over hvad der var sket hende, såvel som ham, så var det vigtigste at hun var der, som hun var nu. Vintrene havde været hårde, men det var ikke fordi at han havde haft noget andet valg, end at klare sig med de midler som han havde haft, for han havde ikke haft det nemt, og det erkendte han gerne, men han havde aldrig været derude, hvor han havde sat sig ned og ynket, for det havde han på ingen måde. Han smilede let for sig selv, også selvom hun havde valgt at afbryde ham. ”Du har ret… Du giver mig jo heller ikke ligefrem noget andet valg,” sagde han med en morende stemme, for det betød faktisk meget for ham. Selvom hun måske ikke kunne huske ham, så genkendte han uden tvivl sin kære Cayenne i hende.
Selvom Maurus havde valgt at sætte sig overfor hende, så var det slet ikke fordi at han ikke ønskede at sidde ved siden af hende, men det at han kunne se hende og ikke mindst mærke hende, var noget af det som han faktisk vægtede mest og højst i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. At hun havde betalt for mad for dem begge, var slet ikke noget som hun skulle have gjort, for han stod fuldkommen fast på, at det primært burde være mandens arbejde og opgave, og ikke en kvindes, selvom det nu og da var midler som han slet ikke havde. Som hun lagde hænderne på bordet, lagde han roligt sine hænder over hendes. Han sendte hende et smil. Måske at han var mørk af race, men en som Cayenne havde altid været i stand til at finde selv lyset frem i ham, og endnu en gang følte han hvordan varmen spredte sig i hans krop, bare ved at have hende ved sig. Han vendte blikket mod hende. Hun behøvede så sandelig ikke undskylde for sig, for hun kunne jo ikke gøre for, at hun intet kunne huske. Han trykkede om hendes hænder. ”Hvad ønsker du at vide?” spurgte han med en rolig stemme. Der var naturligvis mange ting som han ikke ønskede at fortælle om ham selv, også fordi at han ikke vidste eller kendte til hendes holdninger eller noget som helst, som det stod i denne stund, og derfor ønskede han jo ikke at hun skulle ende med at trække sig, så det var vel ikke så underligt, at han var blevet påpasselig?

[Deleted]

Hun havde valgt at abryde ham for han havde virkelig ikke noget andet valg. Han skulle ikke blive herude i aften, han skulle med hende ind på kroen og have noget varmt mad og en dejlig seng at sove i. Det stod hun helt fast ved. Hun smilede blot ved hans ord, det var godt han havde fårstået det så hurtigt. Hun gav hans hånd et lille klem og førte ham med sig.
At han valgte at sætte sig overfor hende havde gjort hende lidt trist for hun kunne mærke hvordan hele hendes væsen higede efter at mærke hans væsen i sit. Hun lyste dog helt op igen da han tog hendes hænder i sine og hun smilede roligt til ham. At hun havde mulighed for at spørge ind til ham gjorde hende også glad og hun valgte blot at side lidt og tænke over hvor hun skulle starte henne. Hendes fingre dansede let hen over hans hænder og forsigtigt valgte at flette sine fingre ind mellem hans. Hun sendte ham et blidt smil og nappede sig let i læben. "Jeg vil vide alt. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte henne. Ehm...." sagde hun tænkende endnu en gang og betragtede ham. Hun lagde hovedet let på sned og besluttede sig så. "fortæl mig om dig som person. Hvorfor bor du på gaden?" spurgte hun roligt og nussede blidt hans hænder i sine. Hun vidste ikke hvorfor men hun kunne mærke hvorden hele hendes væsen reagerede på at han var der sammen med hende og hun følte sig så hel, som om hun hele tiden havde manglet ham men ikke havde vidst det. Det var som om hun havde havde rendt rundt med et tomrum som han hun udfyldte for hende og hun kunne ikke lade være med at smile konstant. Det var virkelig en dejlig følelse og hun ønskede aldrig at det skulle ende.

[Deleted]

Det var fuldstændig forkert for Maurus, at det var hende, som skulle skænke ham alle disse ting. Han havde klaret sig forholdsvis udmærket til nu, måtte han jo erkende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han tog roligt om hendes hånd og gik med hende. Det var jo allerede tydeligt for ham, at hun havde taget den beslutning for ham på forhånd. Hun havde nu ellers altid været yderst stålfast, så selv for ham, var det da tydeligt, at hans elskede Cayenne, stadig var derinde et eller andet sted.
Maurus havde valgt at tage pladsen overfor hende, så han kunne få lov til at se hende. Hun var jo trods alt stadig i stand til at berøre ham på denne her måde, uden at det gjorde den store forskel. Han tog roligt omkring hendes hænder, hvor han heller ikke kunne lade være med at kigge på hende. Smuk havde hun nu altid været i hans øjne, og han havde jo altid nydt at være sammen med hende, og.. bare se hende. Han lod deres fingre roligt sammenflettes, også fordi at han slet ikke kunne lade være med det, nu hvor han var der, og overfor hende. At hun så derimod ikke vidste hvad hun ville spørge ham om, var noget som han faktisk fandt direkte morende. At det jo så derimod var et temmelig stort spørgsmål hun stillede ham, var noget som alligevel ikke kom bag på ham. Han trak let på skuldrene. Ja, hvad var der at sige om ham? At han ikke var hans race værdi? For det vidste han jo godt, at han ikke var, og det havde han fået at vide igennem stort set hele livet. Han vendte de isblå øjne roligt i retningen af hendes skikkelse. ”Du forsvandt for mange år siden for mig, kæreste.. Jeg har søgt efter dig lige siden. Jeg slog mig ikke ned, men rejste fra sted til nyt i håbet om i det mindste at.. høre noget. Derfor på gaden,” fortalte han ærligt. Det kunne godt være, at det var meget fimset i forhold til hans race som warlock, men det var han uden tvivl ligeglad med. Han havde sat sine værdier helt andre steder, end at gøre skade på folk. Hans familiebaggrund, var han faktisk ikke meget for at snakke om. Det var noget som gjorde ondt for ham at tænke på, for han havde jo aldrig været ønsket af nogen.. foruden hende.