A visit from the past

[Deleted]

Det var ved at være hen på aftenen, og Maurus tog sig endnu en tur igennem de manjanske gader, også mest i et forsøg på at holde varmen. Han havde stort set trækket sig fra alt der hed venner og bekendte, også fordi at han altid endte med at blive skuffet, og det ønskede han slet ikke igen! Han havde åbnet sig op, budt folk tæt på, kun for at se dem vende ryggen til ham igen og søge til det som var bedre. Ikke fordi at det kom bag på ham, for selvom han måske var en Igleéias, så var han slet ikke den type som hans kære bror, og det nok var det som skuffede folk flest, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det!
Den lasede kappe trak han godt og tæt omkring sin egen krop, idet han søgte ned af gaden. De fleste boder var allerede i færd med at lukke, da det var ved at være sent på aftenen. De fleste ønskede jo nok heller ikke ligefrem muligheden for at støde på en vampyr eller lignende, som kun ville lægge op til ballade. Der morede det jo faktisk også ham, at han fik de skæve blikke, selvom han kun havde vist sig at være en god mand, for han havde aldrig ønsket nogen ondt. Eniqa havde han mistet, selvom det hårdeste tab for ham, faktisk var Cayenne. Han havde ikke set eller hørt så meget som en skygge, eller en lyd fra hende igennem de sidste rigtig mange år, så et sted var han næsten sikker på, at hun havde valgt at gøre det samme som så mange andre havde; At finde det som var bedre? Hans navn afholdt ham fra at få et fast arbejde, for der var absolut ingen som stolede på ham, og hans personlighed skuffede folk, for han var ikke en typisk af det navn som han bar, hvilket kun gjorde det hele langt mere frustreret. Et sted gik han vel bare.. hvileløst omkring? Uden egentlig mål eller mening? Selvom det ikke ligefrem var noget nyt, for sådan havde det været igennem de sidste rigtig mange år nu. Et sted en ensom tilværelse, men det var nu det som han havde, selvom man ikke just kunne kalde det for værdigt.

[Deleted]

Aftenen nærmede sig og Cayenne skuttede sig og kiggede mod himlen. Hun havde jo lovet at være hjemme igen inden det blev mørkt men det havde bare trukket så meget ud på markedspladsen og med alle de mange boder var tiden ligesom bare løbet fra hende. Hun stod roligt ved en bod som var ved at pakke sammen med manden der arbejdede der havde givet hende lov til at kigge videre på nogle urter hun skulle bruge. "Hmmm. Jeg tror jeg tager en pose af dem hver Sir. Det er altid godt at have lidt ved baghånden hvis der nu skulle ske noget uventet" Cayennes blide stemme førtes roligt ud over den snart stille plads. Hun havde godt bemærket at der virkelig ikke var mange mennesker tilbage her og hun vidste udemærket hvorfor. Mørkets væsner lurrede og ventede på at det blev deres tur til at styre byen. Hun var ikke bange for dem, en del af hende hørte jo til dem selvom hun kun kunne huske de sidste meget få år i Procias. Hun var blevet givet en ny chance, det vidste hun godt men det irriterede hende en smule at hun ikke viste noget om hvem hun var før. Hun tog roligt imod urterne og takke ham hvorefter hun pakkede den ned i sin taske og tog en brød frem som hun havde købt tidligere pakkede det roligt ud af det linned det var pakket ind i. Hun skulle lige til at tage en bid da hun fik kigget op og så en Mand i en laset kappe. Han så ikke godt ud, den stakkel. Havde han intet sted at være? Hun vidste at der var fattigdom alle steder men det var ikke ret ofte hun stødte ind i det på denne måde. Selvom den familie hun boede hos ikke var rige som sådan så havde de til dagen og vejen hvilket jo var det vigtigste. Hun gik stille over til der hvor manden var. "Undskyld Sir. Her er lidt brød. De ser ud til at kunne trænge til lidt ordenligt mad" sagde hun blidt og sendte ham et blidt smil. Der var noget over ham synes hun nu egentlig nu hvor hun var kommet så tæt på ham men hun kunne virkelig ikke sætte en finger på det så hun valgte blot at slå det hen igen. Hun var iført en hvid sommeragtig kjole og det bruge hår hang løst ned over hendes skuldre, vingerne havde hun pænt gemt væk også fordi hun vidste at det ikke var smart med englevinger et sted hvor mørkevæsner kunne komme og tage hende.

[Deleted]

Maurus’ øjne var tomme som den sjæl han var i besiddelse af. Nej, han ville ikke ligefrem vove at påstå at hans liv var værdigt på nogen måde, men det at ende det, det var ikke noget som han havde lyst til. Han havde lyst til at bevise, at han kunne klare sig selv på trods af den evige modgang som han havde mødt, og tanken om det, var noget som direkte måtte irritere ham som bare pokker, og det var det som næsten var det værste af det hele. Han så sig omkring. Folk ignorerede ham og lod ham passere, for de vidste jo at han intet gjorde, hvis de ikke gjorde ham noget, så han var jo ikke ligefrem nogen trussel på nogen måde. Han sukkede let. Det var koldt, når man ikke havde noget sted at søge hen, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det vildeste ved det nu. Vinteren havde dog været det hårdeste, så nu var det da om ikke andet, så overkommeligt for ham at være udenfor. Folk købte og betalte, gik ud og spiste og søgte hjem.. Ja, nogen havde jo trods alt pengene til at få det hele til at købe rundt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som man kunne sige sig at han havde, og det var naturligvis noget som faktisk formåede at gøre ham ked af det. Fol havde vel ret..? Der var ikke nogen stolthed i ham, og bestemt heller ikke når det kom til familien.
Kvinden som henvendte sig til ham, fik ham hastigt til at dreje blikket mod hende. Ved synet af hende, så begyndte hans hjerte allerede at hamre for fulde hammer mod hans bryst, for det var jo… Cayenne? Det kunne da ikke passe! Han blinkede med øjnene, som han tog imod brødet. Hans tarme skreg nærmest efter noget at spise, men han nægtet at vise sig som svag, for selv det måtte jo ligge langt under hans værdighed. ”… Cayenne..?” spurgte han let overrasket, for han var da også nødt til at vide sig sikker på, at det jo faktisk var hende, som han stod ansigt til ansigt med i denne stund, for hvad nu hvis det var hans hoved, som havde spillet ham et puds? Han stirrede på brødet, næsten som han ikke vidste, om han skulle spise det eller ikke. ”E-er.. er det virkelig dig..?” Han hævede de isblå øjne til hendes skikkelse. Et sted næsten bedende for svar.

[Deleted]

Cayenne havde altid lærte at hvis man havde for meget så skulle man give til dem der ikke havde noget. Eller altid og altid. Det var det dem hun boede hos havde lært hende efter hun vågnede igen og gud viste hvor længe siden hun havde været væk. Manden foran hendes rev i hendes sind. Hun havde ondt af ham for det lignede at han ikke havde et sted at bo og det var en ting som hun ikke kunne lide. Hun brød sig ikke om at folk var nødsaget til at sove på gaden. Han tog imod brødet og hun smilede til ham og fangede hans blik. Hun blev dog lettere forbavset da han sagde hendes navn. Kendte han hende? Hun kiggede lidt underligt på ham og bed sig i læben. "Mit navn er Cayenne, Cayenne Dormingos. Men hvor kender du mit navn fra?" spurgte hun forvirret. Hun kunne ikke tage blikket fra hans øjne, de fangede hende, det var flotte de sagde hende et eller andet men hvad! Det var spørgsmålet. Hovedet søgte let på sned mens hun prøvede at huske hvor hun kunne have mødt ham før siden han kende hendes navn. Måske havde hun healet ham før hen? Nej hun mente det ikke. Hvor kunne det være fra. Endelig fik hun sit blik revet løst fra hans øjne og kiggede ned af ham. Han måtte jo fryse i det der tøj han havde på. Hun dykkede ned i sin taske og fandt sin kappe frem og så gik hun ellers helt hen til ham og lagde den om ham. "Du må være kold herude. Hvad hedder du?" spurgte hun blidt og smilede til ham. Hun vidste virkelig ikke hvor han kendte hendes navn fra men hun var ikke bange for ham. Hun vidste ikke hvorfor men han virkede virkelig ikke som en der ville gøre hende noget og derfor blev hun vel også stående der sammen med ham. Hendes tanker kørte stadig på fuld drøn for at finde ud af hvor han kunne kende hende fra men ak. Hun endte hver gang ved den hvide mur af ingenting som var hendes fortid efterhånden og hun udbrød et lille suk før hun endnu en gang lod blikket søge til himmels. Hvorfor var ens fortid så vigtig i det hele taget???

[Deleted]

Maurus’ hjerte hamrede så kraftigt mod hans bryst, at an næsten følte sig svimmel, men han nægtet at gå og vise sig svag på denne her måde, også fordi at det var svært for ham. Han havde gået i troen om at hun enten havde fundet hvad der var mere spændende, ligesom så mange andre, eller var blevet slået ihjel, uden at han egentlig havde vidst det, for hun havde jo mere eller mindre lovet ham, at hun ikke ville forsvinde fra ham. Han bed tænderne svagt sammen. Han vidste ikke hvad han skulle forholde sig til, hvad han kunne tillade sig eller noget som helst, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget nemmere for ham af den grund. At hun direkte stod fast på at hun ikke kendte ham, var nærmest noget som fik hans hjerte til at synke i hans bryst for kunne hun slet ikke huske ham? Han sænkede hovedet en anelse og bed sig let i læben. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Du kan slet ikke huske mig..?” Hans ord var næsten nænsomme, for han vidste da slet ikke hvad han skulle forholde sig til. At hun så hentede en kappe og lagde om ham, så hun faktisk kom i kontakt med ham, var noget som satte en skælvende fornemmelse igennem ham. Han sukkede let, idet han stort set tabte brødet i jorden, kun for at kigge på hende. Han blinkede let med øjnene, inden han ganske svagt bed sig i læben, for det var direkte ubehageligt for ham at stå der, også fordi at han slet ikke vidste hvad han skulle forholde sig til, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham på nogen måde i det hele taget. ”Det er da til at.. overkomme nu. Det er værre om vinteren.. Jeg hedder Maurus.. Maurus Igleéias.” Et sted håbede han jo lidt, at det ville hjælpe hende til at huske, hvis hun slet ikke kunne huske ham i det hele taget, også selvom det uden tvivl var en tanke som ville knuse ham! Han sendte hende et prøvende smil. Bare at vide, at hun endnu var der, var noget som satte en tydelig varme i ham, for det var velkendt, og ikke mindst utrolig rart.

[Deleted]

Manden foran hende sagde hende virkelig et eller andet men hun kunne ikke huske og det var så fustrerende i sådan situationer! Hun havde en gang før stået overfor en, en der kunne huske hende men Bertram havde hevet hende væk før de rigtig fik snakket. Var hendes fortid virkelig så slem at de ville gøre alt for at holde hende fra den? Hun bed sig let i læben og kunne virkelig se hvor meget det ramte ham at hun ikke kunne huske ham og hun fik det helt dårligt med sig selv. "Ehm.. Det er virkelig ikke fordi jeg ikke vil huske dig." sagde hun stille, næsten undskyldende og kiggede ned i jorden. "Det er bare ...." Hun tav igen og bed sig i læben mens hun rodede med en tot hår. Hun havde fået strengt at vide at hun ikke måtte fortælle folk at hun led af hukommelsestab fordi det kunne være farligt ifølge Bertram og Ellen. totten snoede sig om hendes fingre mens hun bare tænkte som en gal. Hvis han virkelig kendte hende så ville det måske ikke gøre noget at fortælle ham det? Det kunne være han kunne hjælpe hende med at huske og et sted så ville hun så gerne huske hvem hun havde været. "Det kunne jeg forstille mig. Har du været ude hele vinteren?" spurgte hun roligt og betraktede ham. Hun kunne slet ikke forstille sig at skulle sove ude når det skulle være så koldt. "Maurus. Det er rart at møde dig" sagde hun blidt. Navnet ringede en klokke men den var så langt væk. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Hun kiggede op og derefter så ned i jorden igen og sukkede. "Kendte du mig før? Altså jeg mener mere end 2 år tilbage? Det er virkelig vigtigt for mig at vide hvis du gjorde." Det var en lille bøn fra hendes side af. Hvis han virkelig havde kendt hende så var der en chance for at hun kunne få noget mere at vide om sig selv og det ønskede hun så brændende også selvom dette var et faktum hun holdt skjult for dem derhjemme. Det ville virkelig ikke have at hun vidste det og hun kunne bare ikke forstå hvorfor. Måske denne mand ville kunne fortælle hende noget mere, og måske sætte noget lys sådan så hun kunne ane en vej gennem den hvide mur der lige nu udgjorde hendes minder. Der var så tomt her.

[Deleted]

Maurus var naturligvis meget påvirket af at stå ansigt til ansigt med Cayenne igen, også fordi at det var hende som han gik og tænkte på, og nu hvor han så vidste at hun ikke var død, så var det jo kun noget som bragte ham selv en tydelig følelse af ren og skær lettelse, og det var noget som han helt sikkert havde brug for, selvom han bestemt heller ikke var tilfreds med tingene som de var, for.. hun kunne jo ikke huske ham! Han sukkede let og rystede på hovedet. ”Tænk ikke på det..” afveg han med en endelig stemme, som han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han nikkede igen. Han havde jo ikke noget sted at være.. Jo han var heldig i ny og næ, at han kunne finde noget blandt ruinerne, men det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. Han ville ikke lyve for hende, også fordi at det ikke var noget som han havde haft brug for før. ”Ingen penge, intet sted at være..” svarede han blot. Livet og tilværelsen som fattig, var bestemt heller ikke noget som faldt ham i særlig god smag, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget yderligere ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kendte hende i hvert fald, og om hans navn sagde hende noget… kunne han jo se, slet ikke var tilfældet. Han sukkede igen og rettede sig op. Brødet lod han ligge for hans fødder. For mange ville det være en svaghed uden lige, at erkende, at de ikke kunne huske noget, men han var nu alligevel meget glad for, at hun faktisk fortalte det til ham, da det også var noget som han havde brug for at høre. ”Det er langt mere end to år tilbage i tid, Cayenne.. Jeg kendte dig frygtelig godt, og du.. forsvandt. Jeg var sikker på, at du var død,” sagde han ærligt. At snakke om det, fik hele hans mave til at knude sig sammen. De havde jo mere eller mindre fungeret som kærester, havde de ikke det? Selvom de aldrig som sådan havde kaldt sig ved den titel, så havde han følt for hende.. mere end det som han nogensinde havde følt for noget andet individ, og derfor havde det uden tvivl gjort forbandet ondt, at skulle miste hende på den måde, som han havde.

[Deleted]

Cayenne Kunne virkelig ikke huske ham og det eneste hun kunne tro var at det var fordi han var fra hendes fortid. Især fordi han virkede som om han havde kendt hende godt? Tanken lettede hende og hun smilede stille. Hans ord gjorde hende en smule mere tilpas selvom hun havde det rigtig skidt med at hun ikke kunne kende ham. Det kunne virkelig være svært når man ikke genkendte hinanden. Cayenne lyttede til ham før hendes blik så vendte sig mod himlen, det var for sent for hende nu til at vende hjem til Procias så hun var nødsaget til at blive. Hun gravede igen ned i sin taske og fandt en lille lærreds pung frem som hun kiggede i. Hun havde nok til et værelse på en kro og noget mad. "Du skal ikke sulte i aften. Kom med mig til Kroen. Jeg giver. Jeg har lært at man skal passe på andre og du virker ikke til at ville mig noget ondt. Kom med" hun smilede roligt til ham, hun havde godt set brødet og nok anet at det var stoltheden mere end sulten som havde styrret ham lige der. Det fik hende til at smile lidt, tanken om at Maurus stadigvæk var stolt selvom han boede på gaden kunne hun nu godt lige. Hun begyndte stille at gå mod den nærmeste kro og vendte blikket mod ham for at være sikker på at han fulgte med.
Hans ord fik alt i hende til at stoppe op. Han havde kendte hende før hendes død? Hun vidste jo godt at hun døde og at det var de der havde forsaget hendes hukommelsestab. Hendes blik vendte sig mod ham, hun kunne jo ikke andet end at fortælle ham det hele nu! "Du har til dels ret" mumlede hun stille og kørte hånden igennem de brune lokker. "Jeg døde for mange år tilbage. Blev dræbt af en, så meget er jeg dog blevet fortalt men døden kom med en ny chance. Jeg har kun været vågen i omrking 2 år efterhånden og jeg kan intet huske fra før ud over svage glimt af ting og sager og enkelte velkendte lyde og den familie jeg bor hos ønsker ikke at jeg skal vide noget som helst om min fortid. De er næsten panisk bange for at jeg lærer noget om mit gamle jeg. Jeg må virkelig have været et monster før hen hvis de er så bange for det" mumlede hun stille. Hun havde virkelig ikke kunne stoppe sig selv fra at sige det sidste for det var noget der havde været på hendes tanker i så lang tid. Hun havde virkelig frygtet at hun havde været en forfærdelig person og at det var derfor hun ikke måtte vide noget om sig selv. Grunden til at hun troede at hun lukkede sig op for ham var fordi han virkelig så ud til at have kendt hende før og at han så kunne bekræfte hendes frygt en gang for alle.

[Deleted]

Det gjorde faktisk Maurus ked af det, at vide, at hun ikke kunne huske ham, men så lang tid hun havde det godt, så var det virkelig også det eneste som faktisk betød noget som helst for ham lige nu. Blikket gled roligt i hendes retning, og med den samme næsten triste mine, for.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne alverdens. Han var en stolt mand, og derfor var han bestemt heller ikke den som gik rundt og bad om hjælp til det ene eller det andet. Brødet havde hun jo skænket ham, såvel som kappen, så det var ikke fordi at hun havde givet ham noget andet valg. Han var bare efterhånden vant til den evige modgang, selvom det jo faktisk var noget som gjorde ondt, men han kunne jo ikke brokke sig over det. Sådan havde det jo været stort set siden han var kommet til verden, så man kunne jo ikke ligefrem sige, at han var vant til det andet, for han havde jo stort set aldrig prøvet det. At hun sagde, at hun betalte for et ophold, var noget som direkte kom bag på ham, hvor han vendte de isblå øjne direkte mod hende. Det her var jo direkte slag på stoltheden, også fordi at det slet ikke var meningen at en kvinde skulle købe den slags for en mand. ”Det.. det skal du slet ikke, Cayenne.. Jeg klarer mig. Det.. det har jeg jo altid gjort..” En lille løgn måske, for han havde bestemt ikke klaret det særlig godt. Han valgte dog alligevel at følge med, for det var jo trods alt Cayenne.
At hun havde været død og borte, var noget som fik Maurus’ mave til at slå yderligere knuder, for så havde hans bange anelser været rigtige, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Blikket gled varsomt i retningen af hende som hun begyndte at fortælle. Han var naturligvis glad for, at hun åbnede op og fortalte ham den slags, også fordi at hun altid havde været den kvinde, som faktisk havde haft den største betydning for ham, så naturligvis var det også noget som betød ekstremt meget for ham. ”Det.. det er jeg virkelig ked af, Cayenne, jeg.. jeg var der bare ikke til at passe på dig, og.. det er jeg virkelig ked af.. Du har aldrig fortjent døden.. du har ikke været grusom.. du har slet ikke fortjent den slags..” sagde han med en næsten skamfuld stemme, for han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, også fordi at hun havde været noget af det mest søde som han nogensinde havde været overfor, og det var jo noget som også gjorde, at hun havde fået den betydning for ham, som det nu havde. Han lukkede kappen mere om sig, for han var ganske kold, men det var vel heller ikke underligt, når det var køligt i vejret, og han ikke rigtigt havde energien til at holde varmen, for han havde jo ikke rigtigt noget at spise. Hans liv var på ingen måder en Igleéias værdig.

[Deleted]

Cayenne var ligeglad med hans stolthed. Den betød intet for hende hvis hun skulle vælge mellem at føje hans stolthed eller give ham en varm seng og noget mad for så ville hun til hver en tid vælge maden og sengen. Ingen fortjente livet på gaden, ingen fortjente ikke at have noget at spise, det var helt sikkert. Hans ord lød stille ved hende men hun vendte sig bare mod ham med et lille smil. "Det lyder næsten som om du tror at du har et valg min ven men ak det har du ikke. Du kommer med mig til kroen og får noget varm mad" sagde hun blidt og tog roligt fat i hans hånd for at få ham til at følge med. Hun kunne godt mærke at kulden var ved at snige sig ind på hende ligeså men hun kunne ikke sprede sine vinger her, ikke nu og da slet ikke mens det var ved at blive mørkt! "Men maden kommer med en lille pris. Du skal fortælle mig alt du kan huske om mig fra før for jeg er helt og aldeles blank og der er ikke nogen der vil fortælle mig sandheden." hun sendte ham et blidt og roligt smil. Hun skuttede sig lidt, det blev nu koldt ret tidligt alligevel men hun ville ikke tage kappen fra ham igen.
At han fortalte at hun ikke havde fortjent døden fik et stort smil til at brede sig på hendes læber og enkelte tårer trillede ned af hendes kinder. "Tak. Du forstår slet ikke hvor meget det betyder for mig at høre det. I 2 år har folk nægtet at fortælle mig noget som helst om hvem jeg var før og jeg har kun kunnet gå ud fra at jeg har været en så forfærdelig person at de ikke ville have at den person kom frem igen" forklarede hun taknemmeligt og gav hans hånd et lille klem mens hun stadig førte ham stille mod kroen. "Hvis jeg døde så havde jeg højest sandsynligt dummet mig på en eller anden måde. Gået et sted hen jeg ikke skulle eller fået mig rodet ud i noget jeg ikke skulle. Du skal ikke undskylde for noget der med garanti var min egen fejl. Du virker som en god mand og ..... jeg ved ikke hvad det er men der er noget, der er et eller andet som i mit indre fortæller mig at jeg sagtens kan stole på dig." smilede hun blidt. Hun var virkelig glad for at have mød en som kunne fortælle hende noget om hende selv. Det betød virkelig bare så meget for hende at hun kunne lære noget mere om sin fortid men ikke nok med det så kunne hun også hjælpe ham med at få et sted at sove, om ikke andet så bare for en nat.

[Deleted]

Maurus var slet ikke meget for at en kvinde skulle tilkøbe ham alle disse goder, også fordi at det slet ikke var noget som foregik sådan normalt! Det var da normalt manden som skulle skænke en kvinde disse ting, og ikke omvendt. Han have allerede fundet ud af, at det ikke hjalp at arbejde imod hende, også selvom det nu heller ikke var en tanke som gjorde ham noget, for tanken om at være omkring og sammen med hende, var… utrolig, og noget som han uden tvivl ville nyde! ”Du giver mig slet ikke noget andet alternativ, kan jeg fornemme.” Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget som sådan. Han vendte blikket mod hende derefter igen, idet hun sagde at det hele havde en pris. At han skulle fortælle hende om sig selv, var da noget som han ville have gjort ganske gratis, for.. det var jo hende.. Den kvinde som faktisk havde formået at få den største betydning for ham, så naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. ”Jeg ville skænke dig det ganske gratis, kære..” Det at kalde hende ved det, var nærmest bare det som faldt ham mest naturligt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre det største ved. Han.. holdt jo forbandet meget af hende, og det havde han jo også altid gjort.
Med hendes hånd knugende direkte i sin egen, som en bekræftelse på, at hun var der, og det var virkelig rart for ham selv at stå der med noget velkendt, for det havde han slet ikke oplevet igennem frygtelig lange tider. Han vendte blikket roligt i retningen af hende, som han let blinkede med øjnene. ”Det.. det sidste man kunne kalde dig, var en grusom person, Cayenne.. Du… du er noget af det mest blide, som jeg nogensinde har stået ansigt til ansigt med,” sagde han med en dæmpet stemme, idet han roligt vendte sig mod hende igen. At se hende stå der i levende live, så var han næsten kun glad for, at hun havde fået denne ekstra chance, så han kunne være sammen med hende, eller.. det var det som han håbede på i hvert fald. ”Du vil altid kunne stole på mig, Cayenne.. Bare følg din mavefornemmelse hvad det angår, og så kan jeg trygt love dig for, at du nok skal lære at huske igen.. Det håber jeg i hvert fald..” afsluttede han endeligt, idet han søgte direkte i retningen af kroen sammen med hende. Tanken om at få noget varme og eventuelt noget at spise, ville bestemt heller ikke gøre ham det mindste! Slet ikke!

[Deleted]

Cayenne gik ikke op i roller. For hende betød det intet om det var en mands opgave at skænke hende tingene og ikke omvendt. Hun ville bare gerne have at han havde det godt og det var vel ikke en skidt ting, var det? Hun sendte ham et drillende smil over skulderen. "Absolut ikke. Du har intet andet valg end at følge med mig" Hun følte sig bare så glad og så fri lige nu. Hun vidste ikke hvorfor for hun mindes aldrig at have haft det sådan her før. Han gjorde noget ved hende og hun kunne mærke det så tydeligt nu. Hun forstod slet ikke hvad det var der gjorde at hun havde det sådan men det kom fra ham. Det var dejligt og hun kunne næsten ikke lade være med at smile. Det at han kaldte hende for kære var virkelig ikke noget hun havde regnet med og det fik hende til at rødme noget så gevaldigt. Hun bed sig let i læben og prøvede næsten at gemme det for ham. Hun hadede at rødme for det skete virkelig så sjældent og dog så virkelig det bare så naturlig ting at ske sammen med ham. "Det er jeg glad for at du ville. Det betyder rigtig meget for mig" svarede hun blidt og var virkelig stadig ildrød i kinderne.
Hun mærkede hvordan han knugede hendes hånd og hans ord om hende varmede virkelig. Det var så rart endelig at høre noget om sig selv igen. Hun havde altid følt det så fremmed men lige nu sammen med ham så føltes det nu en gang bare så fantastisk dejligt! "Det betyder bare så meget for mig at høre dig sige det til mig. Jeg har ventet længe på at finde nogen som kunne fortælle mig hvem jeg var før. I så lang tid frygtede jeg at vide det men jeg har følt at uvisheden har holdt mig tilbage. Dine ord gør mig fri og det kan jeg virkelig kun være dig yderst taknemmelig for" sagde hun blidt og smilede sødt til ham. Hun følte sig egentlig ret knyttet til den mand som stod der med hendes hånd i sin. Hun vidste ikke hvad det var men der var noget der virkelig bragte hendes sind i omdrejninger for at finde de mindre frem som omhandlede ham. Åhh hvor hun virkelig gerne ville kunne huske ham! At han sagde at hun kunne stole på ham var hun virkelig slet ikke i tvivl om. Hendes mavefornemmelse skreg af hende at det kunne hun og hun havde da så sandelig tænkt sig at følge den. Hun var virkelig sikker på at han intet ondt ville hende. "Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg kan stole på dig. Ikke det mindste. Den følelse havde jeg allerede det samme sekund jeg talte til dig. Jeg er slet ikke nervøs omkring dig overhovedet." sagde hun blidt. Hun bed sig let i læben og kiggede lidt i jorden. Hun følte sig virkelig et sted at hendes krop tvang hende til at gøre det hun gjorde nu, hun følte virkelig at det var det rigtige at gøre. Forsigtigt men med en lidt hurtig bevægelse gik hun helt hen til ham, lagde armene om ham og gav ham et kram. Hun lukkede stille øjnene og trykkede sig ind til ham. "Da jeg kendte dig, hvad var vi så til hinanden? Jeg har så længe nu bare følt et savn fra at være tæt på dig og jeg kan ikke huske hvorfor. Det er virkelig forfærdeligt" hviskede hun stille mod hans skulder og bed sig i læben. Hun ønskede at være tæt på ham og det var virkelig en dejlig ting men hun hadede den tanke at hun ikke vidste hvorfor!

[Deleted]

Det skar i Maurus’ hjerte, at se hvor meget hun egentlig bare lignede sig selv, for.. det gjorde hun jo. Det var noget som uden tvivl også måtte påvirke ham gevaldigt, og det var noget som han så sandelig også godt kunne mærke i dette øjeblik. Han holdt endnu godt omkring hendes hånd. At hun ville skænke ham det, var han naturligvis glad for, selvom det var hans stolthed som slog ind og nægtede ham den form for glæde, eller bare det at kunne tage imod det, for det var intet andet end forkert i hans øjne og forstand! Han smilede let for sig selv. ”Det kan jeg fornemme,” sagde han med en morende stemme. Det var sjældent at han morede sig i det hele taget, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. At kalde hende for sin kære, var bare det som lå ham mest naturligt, for det havde han jo trods alt også altid kaldt hende, så det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen gevaldig nyhed. At fortælle hende om hende selv, var noget som han sagtens kunne gøre for hende, også fordi at.. han ønskede at hun skulle huske ham, for hvad nu hvis han stadig havde en chance? Hun var jo den eneste som ikke havde lukket af for ham igen. ”Du fortjener da at vide det,” fortalte han med en snert af alvor i stemmen. Hvorfor skulle hun da ikke fortjene at vide hvem hun var?
Maurus havde slet ikke nogen intentioner om at lade hende gå, nu hvor han endelig havde fundet hende, og vidste, at hun faktisk var i live, for det var hun jo! Jo nærmere kroen de kom, jo mere slappet han faktisk af, for tanken om at han kunne få lov til at have hende lidt for sig selv, var egentlig noget som passede ham selv helt fint. Han rystede let på hovedet. ”Det skal du slet ikke være bange for, for der er ingen grund til at skjule den fortid som du faktisk har, Cayenne..” Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang og med et svagt smil. Han følte sig helt komplet når han havde hende omkring sig, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det var noget som han ønskede at hun vidste. Hun stolede på ham, og selv det, var noget som fyldte ham med en varme. ”Godt.. Det skal du heller ikke være..” sagde han med en endelig stemme, for han ønskede da slet ikke, at hun skulle være bange for ham eller noget lignende, for det var da slet ikke meningen med noget som helst af dette. At hun vendte sig om, trådte ham i møde og slog armene om ham, var noget som direkte overraskede ham, selvom hans arme endte omkring hende med det samme. Han bed sig i læben. Skulle han sige det? Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod hende. ”Du.. du var min kæreste, Cayenne..” hviskede han forsøgende og prøvende.

[Deleted]

Cayenne mente virkelig hvert et ord. Hun var ligeglad med hans stolthed for han skulle altså havde noget mad og noget varme og det kunne virkelig kun gå for langsomt! Hun smilede roligt til ham og gav hans hånd et lille klem. Hvor var det egentlig rart at være sammen med en anden person på denne måde. Hun kunne mindes følelsen af at være tæt på et andet menneske på denne måde og hun nød det. Det gjorde hun virkelig. "Det var godt." smilede hun blidt. Hun kunne mærke hvordan det varmede hende at blive omtalt på den måde, det betød virkelig meget for hende at en anden snakkede sådan om hende og til hende. Det var noget hun havde manglet indtil nu selvom hun ikke havde vidst det før. "Tak. Det betyder meget" sagde hun med et lille stille smil og var stadig rød i kinderne efter hans ord til hende. Hun kunne jo slet ikke lade være!
Cayenne fandt det egentlig ufattelig rart at være i nærheden af Maurus. Det var da helt sikkert. Hun vidste ikke hvorfor men hans nærhed tiltalte hende og hun var draget af ham. Han virkede bare så dejlig og rolig og det var virkelig noget hun havde haft brug for. Hans ord gjorde hende godt og de fik hende virkelig kun til at smile. "Jeg kan næsten ikke vendte med at høre mere om min fortid. Det bliver spændende at lære om hvad der hændte mig før denne tåge af rent og skær hvidt der bare er dukker frem når jeg går længere tilbage end to år. Det bliver rart at lære noget mere." sagde hun lykkeligt. hun var virkelig noget så glad for at han gad at fortælle hende om hendes fortid. Det betød bare så meget for hende at hun slet ikke kunne beskrive det med ord. Hendes arme som hun blidt havde ladet falde om ham gjorde hende virkelig godt selv. Hun vidste ikke hvorfor men at stå så tæt på ham gjorde bare hele forskellen. Hun trykkede sig stille ind til ham med blikket mod hans skulder mens hun forsigtigt afventet svaret på hendes spørgsmål. Hendes hjerte hamrede så hurtigt at hun næsten var bange for at det ville stoppe da han svarede hende. De havde været sammen, været kærester, de havde elsket hinanden?? Tankerne for rundt i hovedet på hende og hun lukkede stille øjnene mens hun blot tænkte og tænkte men en tanke blev ved med at poppe frem i hendes sind. Hun var død, hun havde forladt ham, hun var forsvundet. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder i en lind strøm. "Undskyld" hviskede hun svagt ind mod hans skulder og nappede sig selv kort i læben. Et lille hulk kom fra hende før hun fortsatte. "jeg døde og forsvandt fra dig. Jeg forlod dig i min død. Undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld." hviskede hun bare mens tårerne fortsat kørte ned over hendes kinder. Hun kunne virkelig slet ikke forholde sig til at hun bare havde forladt ham på den måde. Det kunne hun virkelig ikke og selve tanken gjorde bare så ondt på hende. Det var der virkelig ingen tvivl om.

[Deleted]

Maurus så virkelig ingen grund til at lyve for hende, når det var sådan han havde det med tingene. Selvom han måske ikke var meget for at hun pungede ud for ham og den slags, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trykkede let omkring hendes hånd i gengæld, hvor selv smilet måtte brede sig bare en anelse på hans læber, for det var.. utrolig rart. ”Bare du er der, så synes jeg alt er godt,” sagde han endeligt. Det var egentlig ikke fordi at det var noget som han tog så tungt igen, for han ønskede jo at skænke hende sandheden, når det nu var noget som hun ønskede af ham i gengæld, og naturligvis, var det noget som han sagtens kunne give hende. Så mild og blid som hun havde været omkring ham vel at mærke, så var det jo slet ikke en fortid som han synes skulle være skjult for hende på nogen måde i det hele taget. ”Det er jeg glad for. Det betyder lige så meget for mig,” sagde han med en rolig stemme.
Sandheden omkring ens liv, var altid at foretrække frem for ikke at kunne noget som helst, og det vidste Maurus godt, så det at hun gerne ville have ham til at fortælle det, kunne han så til gengæld godt forstå. De isblå øjne gled roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. ”Du fortjener naturligvis at kende til din fortid, kæreste. Det gør mig forarget, at du intet kan huske,” sagde han endeligt. Bare det at hun havde kastet armene omkring ham, var noget som kraftigt havde fået hans hjerte til at hamre mod hans bryst, men det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for det var virkelig rart. At han så var nødsaget til at fortælle hende at hun faktisk havde været det kæreste i hans liv, var noget som han kun ønskede at fortælle hende, for det var vel kun tydeligt at det var noget som påvirkede hende? ”Det.. det skal du ikke tænke på nu, Cayenne.. Det.. det vigtigste for mig, er at du har det godt.. Uanset hvor du var henne..” Han vovede måske pelsen, men han valgte nu alligevel at give hendes kind et blidt kys, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle have det skidt med sig selv eller noget lignende, og specielt hvis det var noget som hun slet ikke havde været enehersker over, såsom hendes død og bortgang. Han strøg hende roligt op og ned af ryggen, som havde det været et forsøg på at trøste hende, for han kunne slet ikke huske, at have set hende på denne måde tidligere, log det var noget som han faktisk ikke kunne lide. Han var vant til den muntre, og som kunne holde ham over vande, for det var hun uden tvivl den eneste som havde formået at gøre det ved ham. ”Jeg har klaret mig, og det samme har du, kæreste, og det er vel også det som er det vigtigste..?” spurgte han. Der var ingen grund til at spilde tårer på grund af dette. Han havde klaret sig, og hun lige så.