Min forfatter agtige tråd:D

[Deleted]

Velkommen til mit lille forfatter hjørne! Her inde vil jeg smide alt muligt som jeg har skrevet, FF, geniale ideer som jeg kommer på, alt muligt! Noget af det er gammelt ^^ Enjoy

[Deleted]

Det her er bare et lille snip af noget som kom til mig en aften jeg lå i sengen og kunne virkelig ikke holde op med at tænke på det før jeg fik det skrevet ned Oo håber at i kan lide det  Jeg tror jeg vil kalde det "Pure Hope" for nu ^^

Tusind år siden. Det er tusind år siden monsterene forsvandt fra Atia. Det er så længe siden monsterene jagtede menneskerne men alt det ændrede sig da den sidste engel steg til himmels og har lige siden våget over Atia og holdt monsterene på afstand. Men hendes himmel stigning gjorde blot plads for en anden slags monster, os selv. Atia blev delt imellem tre grupper som hver havde deres måde at styre landet på. Det var Nemia Belo som var den religiøse side af Atia. En orden der levede for at finde den næste engel og hjælpe hende på vej til himmels hvor hun hørte til. De holdte til en hellige by Nemiadad som ligger midt i Atia. Den anden gruppe, Garden Mirror, er en militær organisation som i samarbejde med Nemia Belo leder efter den nye engel og træner unge menensker for at se hvor de høre til i samfundet. Deres hovedsæde ligger i Felicia, Atia's hovedstad men de har skoler i alle de store byer. Den sidste gruppe, Leona Fenris, er den mindste og mest hadet gruppe i hele Atia. De kæmper hårdt imod både Nemia Belo og Garden Mirror for at få magten. Deres tilhængere er dog få og de holder sig som regel skjult.

”Kayleight! Du skal til at afsted.” Desmond's stemme lød lettere anstrengt nede fra køkkenet og Kayleight sukkede stille og rystede på hovedet mens hun blot blev siddende lidt på sengen. Det var jo en virkelig dum tradition, hvorfor skulle hun komme også? Hun sukkede stille og rejste sig før hun gik over til spejlet som stod i hjørnet. Hun betraktede sig selv i det og smilede stille. Det lange røde hår havde hun sat op i en høj hestehale sådan så det ikke ville komme til at sidde i vejen for dagens anstrengelser. ”Kayleight!” Hendes navn blev endnu en gang råbt fra køkkenet og Kay bed sig let i læben. Han lød vred, hun måtte nok hellere komme neden under i hvert fald. Hun sukkede og skyndte sig så ud af sit værelse og trippede ned af trappen næsten på listetå. Hun satte sig midt på trappen med et blidt smil og vendte blikket roligt mod køkkenet. ”Nu er det nok!” Hørte Kay Desmond mumle inde i køkkenet og så kom han styrtende ud og skulle lige til at styrte op af trappen for at hende hende da han stoppede op ved synes af hende. ”Hvor længe har du siddet der?” Mumlede han lidt surt og lagde armene over kors. Kay smilede blot blidt og rejste sig og trippede de sidste skridt ned af trappen. ”Længe nok min kære bror” Hun krammede ham og gik så hen til døren for at forsvinde uden for. ”Stop lige der Missy!” Desmonds tonefald fik Kayleight til at stoppe med det samme og vende sig mod ham uden at svare. Han fortsatte. ”Kay, du er nød til at tage der hen. Det er obligatorisk og hvis du ikke gør kommer de og henter dig og i det værste tilfælde vil de smide dig i fængsel. Lov mig at du tager derhen?” Hans bøn fik Kay til at sukke og rulle let med øjnene. Hun kendte udmærket konsekvenserne hvis hun ikke gik hen til skolen men hvorfor skulle hun? Hun var ingen speciel, ingen overhovedet. Hvorfor kunne de ikke lade hende være? ”Jeg skal nok” Svarede hun stille og bed sig let i læben mens hun blot betraktede det brede smil der skød frem på Desmonds ansigt. Han var glad for hendes valg, et sted ikke så underligt. Han ønskede jo ikke at hun kom i fængsel eller blev tvunget derhen. ”Du må hellere skynde dig, ellers kommer du for sent” Kayleight havde slet ikke realiseret at han egentlig havde ret og hun nikkede og styrtede så uden for og hen mod udkanten af byen. Hun løb ned af hovedgade og smilede til alle de små gadesælgere da sad og prøvede at sælge deres forskellige udvalg af varer. ”Wow, wow, hvor brænder det min kære?” Spurgte Fru. Nemi da Kayleight kom løbende mod hende. ”Det er første skoledag og jeg er forsinket!” Råbte Kay med et smil som hun styrtede forbi med et smil. Fru. Nemi grinede mildt af hende og rystede på hovedet.

Der gik ikke længe før Kayleight var uden af byen og kunne se den store bygning foran hende. Hun stoppede op ved indgangen for at få vejret og bed sig let i læben. Hvis hun virkelig var noget specielt ville hun blive fanget derinde for altid. Hun vidste det, det var vel også det hun frygtede allermest? Den golde facade tilbød hverken trøst eller varme som den stod der og selvom solen skinnede på den så virkede den kold og kedelig. Selve murværket var gråt, huset var en fire etager så bygningen tårnede sig hen over hovedet på hende med vinduerne på rad og række som et militær regiment. Hun hadede det. ”Burde du ikke være over ved forsamlingen?” Den rolige mande stemme kom fra et sted bag hende og hun vendte sig hurtigt om og stod ansigt til ansigt med en mand i en flot marine blå uniform. Kayleight genkendte den som en militær uniform og hun smilede skævt. Hendes blik kørte kort op og ned af ham, han var da pæn, bevares, også selvom han var militær. Hans krop var veltrænet og man kunne tydeligt se at han havde muskler. Han virkede stærk, som en der kunne passe på en. Hans ansigt var rundt men ikke tygt, han havde lidt smalle læber og de mest græsgrønne øjne som Kayleight nogensinde havde set. Hans hår så egentlig en smule rodet ud og gav ham et lidt drenget udseende. Han sendte hende et lille smil og nikkede kort mod den retning hun skulle gå. ”Du må hellere skynde dig, de starter om lidt” Sagde han roligt. Kayleight prøvede at forblive rolig men det var skam svært. Hun fandt ham utrolig charmerende og utrolig pæn at kigge på hvilket hun ikke havde oplevet før. ”Tak” Fik hun endelig fundet frem og begyndte så at løbe i den retning som han havde vist hende. Hun stoppede dog op lidt længere nede, vendte sig tilbage mod manden som stadig stod der og kiggede på hende. Hun smilede til ham og vinkede før hun igen løbe videre. Måske var det her sted ikke helt så tosset alligevel? Hun løb rundt om bygningen hvor synes at et hav af ungen mennesker mødte hende. Hun stoppede bræt op da hun var ved at løbe ind i et par der stod og snakkede. ”Undskyld” mumlede hun og begyndte så stille og forsigtigt at bevæge sig igennem folkemængden op til en scene som hun kunne se var blevet sat op til lejligheden. Kay stoppede et sted midt for scenen lige ved siden af en gruppe af unge drenge hun kendte fra byen. De rodede sig altid ud i problemer, var de virkelig på hendes alder? Hun rystede stille på hovedet og vendte opmærksomheden mod scenen. En ældre herre kom gående ud til den opstillede mikrofon og rømmede sig. Han var iført en Marineblå uniform ligesom manden fra tidligere havde haft på men den gamle mand på scenen havde mange medaljer og bånd af forskellig farve og betydning på. Kay vippede hovedet let på skrå, han måtte være meget vigtig inden for militæret. Han rømmede sig endnu en gang og der blev helt ro i forsamlingen af unge. Så begyndte han at snakke. Hans stemme var rusten og slidt og bag tydeligt præg af at han nok havde råbt mere end han havde snakket normalt igennem hele sit liv. ”Drenge og Piger! Det er her jeres fremtid for alvor begynder. Det er nu hvor i skal stå jeres test og derved finde ud af hvad i skal lave fremover. Dette er den vigtigste dag i jeres liv! Seksten år er en vigtig alder, det er den alder jeres forskellige evner modnes og den alder i skal have mest hjælp i. Det er derfor i er her. Vi vil hjælpe jer og guide jer på vej videre. Dagen i dag vil være meget simpel. I vil blive inddelt i nogle grupper efter at i har været heroppe og trække et båd som vil bestemme jeres gruppe. Dette er et bånd som i skal have på jer indtil jeres træning slutter og i kan forlade skolen her igen. Vær venlig at komme hid og trække et båd og derefter gå ud til jeres trænere. Mange tak og held og lykke!” Han stoppede endelig sin snak og mange af de unge mennesker klappede. Kayleight var ikke videre imponeret, men hun havde jo heller ikke meget til overs for militæret. Roligt stillede hun sig i køen for at få et båd. Hun var nysgerrig og holdt øje med hvad de andre før hende fik. Det blev dog klart at mange venner blev splittet og Kay bed sig let i læben. Hun var glad for at hun ikke havde en ven med som hun ikke ville splittes fra. Det ville være ubehageligt. Ud fra hvad dem foran hende fik af farver kunne hun konkludere at Grøn var den mest hyppige farve der blev givet ud, gul var den næstmest hyppige og rød og lilla var sjælden. Det blev endelig Kayleights tur og hun sat hånden ned i kassen og trak en seddel op med samme farve som hendes hår. Hun smilede og takkede dem der stod ved kassen og gik så videre ud for at finde sin gruppe. Hendes træner skulle åbenbart være Matt Holden hvem det så end var. Hun bevægede sig roligt rundt mellem de mange mennesker der både kæmpede for at finde deres grupper og komme op og trække et bånd. Hun fandt et rødt skilt men der stod ikke nogen ved det endnu. Hun stilte sig op af muren sammen med skiltet og kiggede på båndet i hendes hånd. Hun faldt helt hen i sine egne tanker og opdagede slet ikke at der kom en mand til som stoppede lidt foran hende. ”Nå, så mødes vi vist igen” Den samme bløde mande stemme ramte hendes øre endnu en gang og hun genkendte den med det samme som den samme mand som hun havde set tidligere. Hun sendte ham et lille smil og greb roligt fat i en tot af det røde hår. ”Måske følger du efter mig” smilede Kayleight drillende og lod de lyseblå øjne glide rundt på pladsen og på alle menneskerne. Matt skulle til at svare men nåede det ikke før der kom flere med røde bånd til. Kayleight blev bare stående, lænet op af vægen og smilede roligt mens hun betraktede Matt finde de sidste elever frem fra gruppen. Det virkede som om alle havde fået deres bånd nu og var delt ud i deres respektive grupper. ”Goddag! Mit navn er Matt Holden og jeg er jeres træner for i dag. Følg med her” Han begyndte at lede den forholdsvis lille gruppe rundt og bygningen og videre ud på et træningsområde. Området var opdelt i felter af forskellig størrelse og Matt førte dem hen til et felt af en passende størrelse og stoppede op. ”Okay. Bare for at være sikker, har i alle sammen røde bånd?” Gruppen nikkede og han smilede. ”Se det lyder jo lovende! Røde bånd betyder at i er i træning og at i kender jeres evner og har prøvet jer frem derhjemme og måske endda modtaget noget træning.” De fleste i gruppen nikkede enigt men Kayleight stod stille. Hun havde ingen evner, hun havde aldrig modtaget træning så hvorfor var hun her? Hun var bare helt almindelig. Hun bed sig let i læben og rakte hånden i vejret. ”Undskyld” Mumlede hun roligt og trådte lidt frem mod ham. ”Jeg tror der er sket en fejl med mit bånd. Jeg har ingen evner, jeg er ikke trænet i noget overhovedet.” sagde hun næsten flovt og rakte ham båndet. Matt kiggede lidt længe fra Kayleight til båndet og så tilbage til Kayleight hvorefter han rystede på hovedet. ”Umuligt. Dette er ikke bare almindelige bånd, de er magiske målere, de måler hvor meget kræft du har i din krop og hvor trænet du er. Prøv at række den til mig” Kayleight rakte ham hendes bånd og da Matt fik båndet i hånden begyndte det at blive helt sort. ”Dette betyder at jeg er en træner på skolen, båndene kan måle det. Derfor kan der altså ikke være sket en fejl” Han gav hende båndet tilbage og det blev knald rødt endnu en gang. ”Måske du bare ikke selv er klar over dit potentiale Miss...??” Kayleight betraktede det røde bånd i hendes hånd og lagde hovedet let på sned. Hvad hun potentiale? Hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde, det var da sikkert og vidst. ”Kayleight. Kayleight Maldova” Svarede hun da han spurgte om hendes navn og sendte ham et lille smil. Han nikkede og vendte sig mod gruppen igen. ”Okay, som i alle er klar over bliver jeres magi forstærket når i får et våben i hånden som i er kompatibel med. Derfor skal vi i dag finde ud af hvad i fortrækker og hvilke våben i høre sammen med.” Han gik hen og lagde skiltet på jorden og begyndte at finde et sværd frem. ”Og lige en sidste ting. Disse grupper er ikke endelige, bestemmer jeg at i af en eller anden grund ikke er gode nok eller værdige nok til at være her så smider jeg jer ud."

[Deleted]

Klokken er nu over 01 om natten og jeg kan ikke sove. Tankerne flyver bare rundt i hovedet på mig og jeg ender ved denne her tråd hver gang. Jeg sidder og overvejer hvor vidt denne her tråd ligger det helt rigtige sted for det her er ikke kun med historier og spøg og skæmt. Her er også om plots, mine chars og essentielt alt hvad jeg ønsker at i ved om mig Oo Men den må jeg tage med Matt imorgen ^^

Nå, hvad laver man så her klokken bæ prut om natten? Jo normalt ville jeg skrive på en char eller to men jeg har efterhånden så mange at jeg er nød til at holde lidt igen på mig selv hvilket er ret svært. Jeg har alt mellem himmel og jord efterhånden og de er alle sammen så sjove og spille. Okay, vildspor! Vi sakkede om hvad man lavede klokken bæ prut om natten? Jo jeg sad lidt her og lyttede til et gammelt musik nr, eller selve nummeret er ikke gammelt men det er bare længe siden at jeg har hørt det efterhånden og det fik mig næsten til at græde. Jeg sidder oppe fordi jeg ikke tør gå i seng, jeg er bange for at sove og jeg ved virkelig ikke hvorfor. Tror måske at det er alle de informationer som kører rundt i hovedet på mig, forvirre mig og jeg ved ikke helt hvor de høre til så jeg koder dem sammen med søvnen. En skidt ting, i know men jeg kan virkelig ikke gøre så meget ved det lige pt ^^'' Jeg er speciel, mærkelig og helt igennem rundt forvirret omkring 80% tiden. Nå det jeg egentlig ville men denne her post var at skrive til alle jer herinde på LLD. Både jer som kender mig men også jer som måske ikke kender mig endnu. I skal jo også have en mulighed for at løbe skrigende væk xD
Anyways. Here it goes.


En kvinde med mange ansigter, det må man sige at jeg har. Forskellige folk kender mig under mine forskellige chars og jeg har haft mange. Matt lærte mig at kende under navnet Kira, Sheila lærte mig at kende under navnet Kayleight and so on. Alle mine karaktere har en del af mig i dem, de er alle sammen en del af mig som jeg endten undertrykker eller er meget opmærksom på. Den gang jeg startede herinde for snart 5 år siden tror jeg havde jeg det skidt. Jeg havde det meget meget skidt. Jeg skar i mig selv, hadet mig selv og min verden og jeg brugte rollespil til at slippe væk og ikke skulle håndtere mine problemer. Jeg har aldrig haft nogen grund til at have det sådan. Jeg er enebarn, min far tjener godt så jeg har aldrig manglet noget, jeg blev sikkert forkælet lidt mere end hvad godt var men stadig så havde jeg det skidt. Jeg var ved at få det bearbejdet men rom blev jo ikke bygget på en dag, det ved vi alle vel efterhånden. Mine gamle chars, Elmyra, Kayleight (ikke hende jeg har i spil nu), Kira, Cayenne, Angelea, Angelique alle kunne se hvordan jeg pinte dem in game. Jeg torturerede mine egne chars eller fik andre til det. Jeg fik bl.a. Sheila til at rive øjnene ud på Kayleight en gang, det var vildt hyggeligt o.o Kira klarede jeg selv med en meget voldsom tråd ved søen hvor min egen char torturerede hende inden hun så var nødsaget til at blive forvandlet til en vampyr for overhovedet at overleve. Elmyra, uha hun er noget for sig. Hun er kun kommet til skade. Hun blev forelsket i en mand som hun aldrig havde en chance hos, hun valgte at give ham sine øjne men han ville ikke have dem. Den alkymist hun bad om hjælp torturerede hende og gjorde jeg ved ikke hvad ved hende. Angel var bare håbløs, og angelique valgte simpelthen bare at begå selvmord. Jeg projekterede min egen elendighed over på mine karaktere og lod dem skade i stedet for at skade mig selv i virkeligheden og det gør jeg stadig. Hvis jeg har en periode hvor jeg har det dårligt så vil mine chars lide og det vil være meget. Men hvad skal jeg ellers gøre? det er egentlig en ret sund måde at komme af med sine fustrationer et sted. Jeg er barnlig og jeg er umoden, jeg er jealoux og jeg er syg i hovedet i følge Matt selvom jeg ved hun mener det godt xD Nå nu har jeg rablet længe, egentlig så ville jeg bare skrive tak til jer alle. Mattheus, Faith, Melrose.

I gennem alle de svære tider så har i været der og hjulpet mig. Nogen mere end andre men det er jo ligemeget hvem. I har bare været der så længe, og det er jeg taknemmelig for. Matt og Mel skriver jeg faktisk med hver eneste dag og en gang i mellem er det det eneste der holder mig oppe for tiden. Der er så mange problemer ved at være voksen og det er ikke altid lige sjovt. Pengene presser, huslejen skal betales og i dag gik jeg i seng uden aftensmad fordi jeg ikke synes min forlovede skulle sulte så han fik også min mad. Det lyder nok meget voldsomt egentlig men det er det ikke xD Jeg er aldrig sulten så det er ikke nogen big deal for mig. Og nu kom jeg på side spor igen! Men det jeg var ved at sige var at Hvis jeg ikke svare med smilies når i skriver, hvis mine chars går igennem meget smerte så er det fordi jeg stadig er her, still alive so to say og im here to stay. Så jeg vil bare sige tak. Tak fordi i er jer og fordi i har gidet / følt jer tvunget til at høre på mig i så mange år xD Jeg ved at jeg ofte er besværlig, jeg skriver i tide og i utide til både Matt om hvad der er op og ned på verdenen og en gang i mellem så er det virkelig bare for at abstahere fra hverdagen for den er jeg ikke gode venner med xD jeg ved godt at jeg ikke burde brokke mig. Jeg er flyttet hjemmefra, ved at få min uddannelse, forelsket, forlovet og alting ser lyst ud men stadig kan jeg ikke finde meget at stå op til om morgenen bortset fra Dennis og så jer. Elsker jer sgu tøser. Ked af at der skulle rables så meget før det blev sagt men det skulle der altså xD jeg elsker jer og i betyder så fandens meget for mig. Det må i ikke glemme <3 Jeg har altid været dårlig til at holde på venner så jeg må indrømme at jeg er overrasket over hvor lang tid dette har holdt men det er en af de ting jeg virkelig sætter pris på. Det er virkelig dejligt at vide at der findes dejlige mennesker som jer derude.
Nå! Nu må jeg hellere i det mindste prøve at sove Oo natte nat alle dejlige mennesker og undskyld den lange meget mærkelige / akavede post o.o nat gør mærkelig o.o xD

[Deleted]

Det her er en lille FF som jeg begyndte at skrive. Det er sat i Harry Potter universet på Lily og James' tid ^^

Kitty så de andre gøre grin med ham bag hans ryg. ”Øj! Se den fest original.” sagde Timmy. ”Hvad tror han det er? Et pyjamasparty eller klæd ud fest?” De andre børn der havde hørt det grinede med Timmy. Den gamle man så ud som om han ledte efter nogen. Kitty der havde stirret på ham i et stykke tid nu blev rød i hovedet da han opdagede hende. Hun kiggede ned i jorden i et stykke tid og da hun kiggede op var han næsten nået over til hende. Hun forberedte sig på en skideballe fordi hun havde stirret på ham men den kom ikke. Han kiggede lidt på hende. ”Er du Cathrine Pryde?” spurgte ham hende. Hun kiggede op på ham og hun så at han smilte venligt til hende. Han havde meget blå øjne bag halvmåne brilleglassene. Hun nikkede men fjernede ikke blikket. ”Du modtog et brev for et par dage angående din optagelse på Hogwarts skole for Heksekunster og Troldmandsskab.” Sagde han venligt. Nu kom det. Det hun havde ventet på. Den gamle man ville nu fortælle hende at det var en spøg som Timmy havde arrangeret og at hun skulle blive på hjemmet til hun blev voksen. Men sådan skulle det ikke gå. ”Hvor er rektor?, Vi må inddrage hende.” Kitty rejste sig da han spurgte og gjorde tegn til at han skulle følge hende. ”Frøken Jones,” spurgte hun stille en meget strengt udseende kvinde. Hun havde et gråt sæt tøj på og håret bundet i en knude i nakken. ”Denne mand vil gerne snakke med dem.” Frøken Jones kiggede op på manden og måbede. ”En til!” udbrød hun og kiggede fra Kitty til Herren. Han nikkede venligt og hun gjorde tegn til at både han og Kitty skulle gå med. Kitty hun blev mere og mere nervøs. Det virkede ikke som om frøknen var glad for at se ham eller glad for at han skulle snakke med hende om Kitty. De trådte ind på Frøken Jones kontor. Et sted Kitty havde stiftet bekendtskab med ved flere lejligheder. Døren blev lukket efter dem og Frøken Jones satte sig bag sit bord hvor hun gjorde tegn til at de begge skulle sætte sig. Kitty var meget nervøs. Hun prøvede at komme i tanke om hvad hun havde gjort siden at de også skulle snakke med hende. Frøken Jones var den første der brød stilheden. ”Professor Dumbledore. Dette er anden gang du kommer med sådan en...” hun prøvede at finde det rigtig ord. ”Nyhed. Og du regner med at vi bare skal acceptere dette.” Sagde hun vredt. Dumbledore som manden åbenbart hed, forholdt sig roligt og kiggede bare på Frøkenen bag sine halvmåne brilleglas. Hun fortsatte. ”Efter Romeo svor vi at vi ikke ville have flere af jeres slags.” Vrissede hun. Kitty sad i sin stol og kiggede ned i sine hænder som lå i hendes skød. Hun lyttede til deres samtale og prøvede at forstå hvad de mente. Det var svært. Men det virkede som om at Frøken Jones var meget vred over noget og det havde noget med Kitty at gøre og det gjorde hende utilpas. ”Jeg skal nok tage mig af hende her fra.” Sagde Dumbledore til Jones. ”Hun er mit ansvar nu!” Han kiggede på hende med sine blå øjne. De glimtede. ”Synes du ikke at hun har ret til at vide det inden du tager hende med!” Sagde Jones stille og kiggede bekymret på Kitty. Dumbledore fulgte også Jones blik og kiggede ligeledes på Kitty. Kitty mærkede at der blev kigget på hende og hun så op. Hun blev lidt forskrækket over at de begge kiggede på hende. Dumbledore rømmede sig og adresserede hende. ”Cathrine,” Sagde han stille. ”Du er ikke nogen almindelig pige” Hun kiggede opmærksomt på ham. ”Du er en heks.” Kitty måbede.






Diagonalstrædet.

Det var nu tre uger siden Kitty fandt ud af at hun var en heks. Hun havde vænnet sig til det og hun var glad for at hun ikke var den eneste der ikke var helt normal. Hun stod op et værelse og kiggede ud over Londons gader. Hun smilede svagt og gik over til sin kuffert og tog noget tøj på. Hun kiggede sig selv i spejlet. ”De tøj har da set bedre dage!” Fortalte det hende skeptisk. Kitty tog sig ikke af det længere, men første gang det havde snakket til hende var hun blevet meget forskrækket og fornærmet. Hun havde indledt en meget lang diskussion med spejlet hvilket ikke havde ført til andet end en spildt dag. Kitty greb værelses nøglen og gik ud på gangen. Den var meget skæv og der hang billeder på væggene der bevægede sig og talte til de forbi passerende. Hun smilede til malerierne og sagde ”Godmorgen” til nogen af dem. Hun fortsatte ned i baren og fik et godt måltid mad. Kro fatter Tom kom over.
”Godmorgen, Miss Kitty” sagde han og smilte. ”Sovet godt?”
”Godmorgen Tom,” Svarede hum med et smil. ”Jeg har sovet fortrinligt og hvor mange gange skal jeg bede dig om bare at kalde mig Kitty?”
Han smilede. ”Dette brev kom med posten i morges. Det er adresseret til dig”
”Tak” sagde hun og tog brevet. Hogwarts våbenmærke var på konvolutten og hun flåede den op. I brevet lå en lille nøgle og en lille besked.

Kære Miss Pryde.
Dette er din nøgle ned til bankboksen i Gringotts troldmands banken. Der vil du finde penge til din tryllestav, bøger og kapper med mere. Vi har vedlagt pensum list.

Mange venlige hilsener
Professor McGonagall
Viseinspektør

Kitty smilede og kiggede på nøglen. Hun glædede sig til at se alle butikkerne i Diagonalstrædet. Hun havde boet på den utætte kedel i næsten to uger men havde kun gået rundt i London indtil videre. Hun rejste da hun var færdig med sin morgenmad gik hun op i baren. Hun vidste ikke hvor Diagonalstrædet lå henne så hun ville spørge Tom.
”Tom, Hvor ligger Diagonalstrædet egentlig?” Spurgte hun.
”Nu skal jeg vis dig det” han viste hende ud i baggården og tog en pind frem som Kitty regnede med var en tryllestav og han slog let på nogle sten. Kitty huskede meget godt og tænkte ”3 sten fra venstre” for sig selv. Da tom havde slået på stenen begyndte den og de andre at bevæge sig og i stedet for en solid mur var der nu lavet et indgangs parti og bag ved det lå Diagonalstrædet. Hun havde aldrig set noget lignede. Hun gik igennem porten og da hun vendte sig om var den væk igen. Hun blev stående lidt for at indsnuse det nye miljø. Der var en masse mennesker i kapper og hatte i forskellige farver. Meget få mennesker var i mugglertøj. Hun gik lige så stille ned igennem gaden. Hun kiggede rundt til alle sider på de mærkelige butikker som så ud til at sælge alt det hun skulle bruge på Hogwarts og mere til. Der var et apotek der ikke solgte medicin men øglelæber, spyfluevinger igler og endda pulveriserede enhjørningehorn m.m. Der var også en butik der solgte kapper, en anden der solgte koste og der var også en der solgte kedler til eliksir brygning. For enden af denne specielle gade lå en stor bygning af marmor og med store guldbogstaver stod der Gringotts ”WOW!” Sagde Kitty stille og gik hen imod banken. Hun kiggede på den lille nisse der åbnede døren for hende men hun blev næsten overvældet da hun kom ind i forhallen. Gulvet var så skinnende at man kunne se sig selv i det. Hun gik over til en af skrankerne og ventede på at det blev hendes tur. Hun kiggede over mod døren og ind kom en familie på fire personer. En mor, en far, en lidt ældre pige og en pige der var på Kittys alder, alle var i klædt mugglertøj. De stille sig i en anden kø hvor man kunne veksle mugglerpenge til troldmands penge. Pigen der var på Kittys alder var glad og lyste op og sagde en masse til sin forældre der åbenbart også var lykkelige. Derimod var pigens ældre søster ikke glad. Hun gad næsten ikke snakke med sin søster eller sine forældre.
”Petunia!” Sagde moderen. ”Lad vær med at se så sur ud. Du skal være glad på Lilys vegne. Det er hende første år på Hogwarts!”
Pigen der åbenbart hed Petunia fnøs og satte næsen i sky.
Den yngste der hed Lily og som havde været så glad for lidt siden blev nu ked af det over den måde hendes søster tog det og kiggede ned i jorden. Kitty lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende. Lily måtte havde bemærket det for hun kiggede op og de fik øjenkontakt. Kitty smilede til hende og vendte sig så mod nissen ved skranken. Det var blevet hendes tur.

En halv time senere stod Kitty ude i sollyset med pengene der skulle bruges på hendes skolesager. Hun besluttede sig for at gå ind og købe sin tryllestav først. Hun gik ind i butikken. Den så øde ud men på skranken stod en lille klokke og Kitty ringede på den. Der blev ud fra baglokalet.
”Et øjeblik!”
Kitty kiggede rundt i butikken den var meget fascinerende. En ældre mand kom ud inde fra baglokalet. Han smilede meget venligt.
”Skal du have din først tryllestav min lille ven?” Spurgte han og smilede.
Hun nikkede. Han så lidt skræmmende ud fordi de briller han gik med forstørrede han øjne tre gange.
Han tog mål og gik så ind og fandt nogle tryllestave. Han snakkede meget mens han fandt tryllestavene frem og rakte dem frem til hende.
”Elleve tommer, birk, kimæhorn” Han rakte den til hende men snuppede den hurtigt igen.
”Syv og en halv tomme, ibenholt, enhjørningehår” den blev også snuppet igen.
Efter mange prøvede tryllestave kom han med en.
”Ti og en kvart tomme i kirsebær og med drageskæl. Meget ilter og god til Forsvar mod Mørkets Kræfter.” Han rakte den til hende og der spredte sig en varm følelse fra hende fingre og ud i resten af kroppen.
”Fantastisk!” Råbte manden der hed Ollivander. Han pakkede pænt tryllestaven ind og ti minutter efter stod Kitty uden for Madam Malkins kapper til enhver lejlighed. Hun trådte ind i butikken og blev ført ud i baglokalet for at få taget mål til hendes kapper. Mens hun stod der kom pigen fra banken, Lily og hendes far ind i butikken Lily blev placeret ved siden af Kitty.
”Hej!” Sagde hun og smilte. ”Jeg så dig i banken”
”Hej, ja jeg så også dig.” svarede Kitty. ”Er du mugglerfødt?”
”Muggler?” spurgte Lily med undrende blik.
Kitty smilede. ”Ja, en magiker der er født af ikke magikere.”
”Åhh, ja det er jeg. Hvad med dig?”
”Halvt af hver”
”Hvor er din forældre?” spurgte Lily
”De er døde” svarede Kitty som om det var meget normalt men Lily så ud som om det gik hende meget på.
”Det er jeg ked af at høre!” Mumlede hun stille.
”Det skal du ikke være. Jeg er vantil det. Jeg har aldrig kendt dem. Jeg har boet på Mugglerbørnehjem hele mit liv”
Lily skulle lige til at komme med indvendinger men nu var Kitty færdig.
”Vi ses på Hogwarts” Sagde hun lige inden hun gik ud af butikken. Hun vinkede til Lily og gik over i Flourish & Blotts for at købe sine nye bøger. Kitty var tilbage på værelset omkring klokken seks om aftenen og hun faldt om på sin seng med alle hendes nyindkøbte skoleting. Hun havde et stort smil på læben. Det havde været en af de bedste dage i hele hendes liv.

Togturen.

Kitty blev vækket klokken seks om morgenen på den første september. Tom var kommet ind med en kop te og lidt brød.
”Tak Tom” Gabte hun og smilte. Hun drak sin te og spiste sit brød. Hun pakkede det sidste og tog det sidste blik over Londons gader. Klokken var nu blevet 8 og hun gik ned i baren.
”Tom, hvordan er det jeg kommer ned på perron 9 ¾?” Spurgte hun da hun satte sig.
”Jo nu skal du hører” Sagde han og gjorde tegn til en der skulle gå op og hente hendes kuffert. ”Når du ankommer til stationen skal du finde billetautomaten mellem perron ni og ti. Og her kommer det svære så. Du skal styrer lige ind i billetautomaten for det er portalen ned til perronen." Kitty så lidt mærkelig ud i hovedet.
”Skal jeg skubbe min vogn ind igennem væggen?” Spurgte hun lidt forvirret.
”Jep. Det skal du” Han kiggede ud af vinduet. ”Åhh, din vogn er her nu” Udbrød han så. Kitty sagde farvel, med løftet om at komme igen til næste sommer. Hun satte sig ud i taxaen og bad om at blive kørt til Kings Cross station. Hun betalte chaufføren 25£ for turen og hendes kuffert blev lagt på en vogn sammen med hendes nye ugle. Det var en kirkeugle som var sort og hvid med helt brune øjnene. Den var lige fyldt 1 år men den var allerede meget trofast. Kitty takkede chaufføren og kørte vognen ind på stationen. Klokken var 10:15 og Kitty ledte efter perron ni og ti. Hun fandt perronnerne og billetautomaten og stod bare og kiggede lidt. Hun rev sig fri af sin trance og kiggede rundt. Hun fik øje på en mor med en dreng som så meget selvtilfreds ud. Kitty overhørte deres samtale.
”Nu har du bare af at komme på Slytherin, Severus, ellers så vanker der når du kommer hjem!” Sagde moderen. Drengen ignorerede hende. Kitty tog mod til sig og gik over til dem.
”Undskyld, Frue” Spurgte hun meget nervøst. ”Er det her man går igennem porten til perron 9 ¾?”
Både kvinden og drengen kiggede på hende. Kvinden smilte stille til hende.
”Ja det er det. Hvor er dine forældre?”
”De er døde Frue.”
”Det er jeg ked af at høre.” Sagde hun og så lidt bekymret ud. ”Hvis du er nervøs skal du bare tage tilløb og løbe igennem porten.
”Tak” Sagde Kitty og løb igennem portalen. Hun endte på Perron 9 ¾ og den var tæt pakket. Alle folk tog afsked og mange børn løb mod toget. Nogle løb ned gennem perronen for at finde venner og bekendte som de kunne sidde sammen med i toget. Kitty fandt en tom kupé og satte sig. Hun kiggede på alle familierne ude på perronen og hun misundte dem lidt. Det ville være rart at have nogen at komme hjem til men hun ville ikke tænke for meget over det. I dag skulle være en god dag. Hun skulle begynde i en ny skole og hun glædede sig rigtig meget. Toget begyndte at kører og forældrene på perronen smilede og vinkede til deres børn. Toget fortsatte ud af London og videre ud på landet. Der gik over en time før der kom nogen hen til hende i kupéen. Døren blev pludselig åbnet og i kom Lily og drengen som hun havde spurgt om vej til perronen. De så ud som de kendte hinanden.
”Hej” sagde Lily og smilede.
”Åhh, hej Lily.” Sagde hun stille.
Lily kiggede på hende med et undrende blik. Det tog lidt tid før Kitty fandt ud af hvorfor.
”Jeg hørte dit navn i banken” Grinte hun. ”Jeg hedder Cathrine men kald mig Kitty”
Hun kiggede på drengen. De satte sig begge overfor Kitty.
”Jeg hedder Severus Snape” Præsenterede ham sig selv stolt.
Han kiggede på hende. ”Er de rigtigt at du ikke har nogen forældre?” Spurgte han interesseret. Lily kiggede ondt på ham. Men Kitty smilede bare til Snape.
”Ja, jeg er vokset op på et mugglerbørnehjem. Jeg er aldrig blevet adopteret” Afsluttede hun. Snape kiggede stadig på hende. ”Så du er Mugglerfødt ligesom Lily!” Konstaterede han. Kitty grinede lidt af ham. ”Nej jeg er halvt af hvert. Min mor var heks og min far var muggler!” Han rødmede.
”Undskyld!” Mumlede han.
”Er der pres på?” Spurgt Kitty kækt. Snape kiggede på hende som om han ikke helt forstod hvad hun mente. ”Altså hvis du ikke kommer på Slytherin?”
”Nårh!” Han smilede grumt. ”Det er ikke noget problem. Jeg er selvskrevet til Slytherin kollegiet.”
Resten af turen gik med at grine og fjolle. De diskuterede hvilke kollegie de skulle gå på og hvilket et de absolut ikke ville gå på. Lily der ikke rigtig vidste hvad de snakkede om lyttede bare. Da de havde skiftet til skole kapper sad de og ventede på at toget rullede ind på Hogsmeade station.
”Hvordan kan du vide så meget om Hogwarts når du ikke kendte til magi for bare uger siden?” Spurgte Snape pludseligt. Kitty kiggede lidt på ham og tænkte sig lidt om.
”Jeg har læst det i vores bøger!” Svarede hun eftertænksomt. ”Jeg kan bare huske det jeg læser. Det er medfødt. Det kaldes af mugglerer ”Klæbehjerne”.” Hun smilede og toget satte farten ned inden det endelig holdt helt stille. De rejste sig og forlod toget. Ude på perronen blev mylderet af mennesker værre og værre. Det blev råbt hen over elevernes hoveder.
”1 års elever denne vej!” Det var en meget stor man der råbte dette. Han var tre gange så høj som Kitty og han havde et stort sort vildmandsskæg. Kitty gik ufortrødent over til ham. Hun var ikke bange og da hun komme derover smilede han meget venligt og råbte igen. ” 1 års elever denne vej!” Da han havde samlet dem alle sammen gik de ned af en masse små stier ned til en stor sø hvor en hel flåede af både lå og ventede på dem.
”Kun 4 i hver båd!” råbte den store mand. Kitty kom i båd med Lily, Snape og en dreng der så meget syg ud. Kitty tog sig ikke så meget af det. Hun kiggede op på slottet med alle dens lys og alt sin pragt. Lige over slottet kunne man se månen. Den var næsten fuld.