Hokus what-pokus?

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander tog et par stykker pære og kastede over til Cæsar der stak mulen ned og ledte. Gumlede dem i sig, da han fandt dem og fortsatte så med, at spise græs. Han så på hesten lidt, men da den ikke lod til at have interesse for andet end græsset længere så så han væk igen og spiste de sidste par stykker af pæren. Han så så ned mod Brutus der spiste videre i fuld koncentration. "Det er godt. Han har det med, at han skal ligge tæt ved mig når han spiser." Ulven var til tider som en kælesyg hund og ikke som en ulv der burde være mere vild. Men han var nu glad for at have ham hos sig. Det var rart nok med en til at varme fødderne om natten. For ja Brutus lå ofte i fodenden af sengen.
Hans blik gled tilbage over hende ved spørgsmålet der kom fra hende lidt efter. Han var lidt overrasket over, at hun kom så tæt på når hun for lidt tid siden havde været så nervøs og skræmt, at hun ikke turde komme ret tæt på og hurtigt skyndte sig væk efter hun havde skyndt sig hen og hentet æblet fra hans hånd. "Fra tid til anden." Han trak lidt på sine skuldre. Han kom her jo ikke så tit igen, men når han var i nærheden og havde tid og lyst til noget mere roligt i omgivelser. Han elskede at være ved søen her så han kom så ofte han kunne. Både dag og nat. Han tog noget af det tørrede kød op og tog nogle stykker og spiste. "Vil du have noget af kødet også?" spurgte han roligt. Det havde han en del mere af end frugt og det var noget som han normalt delte med Brutus, men denne havde jo fundet frisk kød idag. Derfor kunne han lige så godt spørge hende for han kunne ikke spise det hele selv og så slap han for at tage det med hjem igen. og hun kunne godt se ud til, at bruge mere mad.

[Einar Calder Vali]

Med øjnene så kiggede Rachel efter mandens bevægelser, da han kastede nogle pærestykker over til hesten, der hurtigt fik dem gumlet i sig og fortsatte med græsset derefter igen. Egentligt havde hun altid syntes at heste var nogle underlige dyr, ja faktisk var alle dyr underlige i hendes øjne, for hun kunne ikke bruge dem til noget overhovedet, for hun var for bange for ild til at stege kødet og stadig for kræsen til at spise dyreblod, hun ville have menneskeblod. Hun strøg sig tænksomt over læben og så videre mod ulven, der lå og spiste, og hun kunne tydeligt lugte blodet fra det rå kød, men hun tog ikke notits af det, for det satte lidt et ubehag i hende, selvom det dog ikke ville holde hende væk fra at sidde her. Hun trak vejret roligt og så mod ham, hvor hun kunne mærke det undrende blik møde hende, over at hun nu pludseligt sad der ret tæt på i forhold til hvordan hun havde reageret før, hun vidste også godt at hun var lidt svingende på det plan. "Okay," svarede hun ham og nikkede let til ham, mens han selv trak på skuldrene, det betød dog vel at han ikke kom her så tit, men han kunne også nemt komme rundt nu når han havde hesten med sig, og ulven var vel en form for beskyttelse på en måde. Hun rynkede let næsen da han tilbød hende kød; hun kunne ikke huske smagen af kød og ville heller ikke prøve det, for det så ærlig talt ikke specielt lækkert ud, selvom det var mere af det, men hun holdt sig mest til frugt og brød når hun kunne det. "Nej tak..." svarede hun stille og stirrede ned på det og rynkede næse igen, mens de lettere dyriske øjne blev vendt væk igen fra ham og ned i græsset.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han tog kødet tilbage fra sig, da det var hun ikke ville have det. kunne jo være hun var vegetar? Havde han ikke haft tænkt over. Kunne også være hun foretrak frisk kød. Men det var nemmere at opbevare tørret og røget kød, da det også kunne holde længere så man kunne have et lidt større lager af gangen. Han pakkede dog det ned igen lidt efter, da han ikke selv ville have mere nu og rejste sig op for at gå over og ligge det tilbage i sadeltasken. Han klappede Cæsar på halsen før han gik de få skridt tilbage og satte sig ned. Brutus havde også stortset fået spist sin hare færdig og så var de alle mættet lidt. Han så på kvinden igen og forsøgte lidt at tyde tegn på hvad race hun mon var. Han kunne regne ud hun nok var her fordi hun intet hjem havde og bare gik rundt. Måske havde nogen faste steder hun opholdt sig og sådan, men ikke noget der kunne minde om en bolig. Hun lignede en hjemløs. Ikke at det var noget skidt. Ikke alle kunne have et hjem. Ikke alle havde penge. Han havde selv kun et hjem fordi han havde arvet hytten efter sine forældre og den havde de i sin tid selv bygget så det var et rart sted for ham. Og han tjente kun penge på grund af sit arbejde.
"Hvad med dig selv? Kommer du tit her?" spurgte han roligt. Hun havde jo selv spurgt først så han så intet galt i, at han så spurgte hende om det samme bagefter. Ikke at det var noget han interesserede sig vildt for, men han havde også lidt lært, at nogen typer kunne blive vrede hvis man ignorerede dem eller ikke viste nogen høflig form for interesse og når han ikke vidste hvad hun var kunne han ikke vide hvad han havde i vente, at hun kunne gøre i vrede.

[Einar Calder Vali]

Rachel var faktisk ligeglad med om Alexander spurgte ind til hende eller ej, for hun ønskede egentligt ikke at snakke om sig selv, fordi det var et dybt emne for hende. Hun havde det som om at hun kun havde levet fra hun havde fået sin nye race, som en genfødt, da hun var blevet warlock, fordi det havde gjort hende direkte fattig også, hvor hendes liv var vendt som en mønt. Hun sendte ham et roligt blik med øjnene, hvor hun blot holdt øje med alle hans bevægelser, for hun ønskede ingen overraskelser; men af den grund så holdt hun også øje med hans dyr, sørgede for at de faktisk ikke gjorde noget uventet heller, for så skulle hun nok kunne forsvare sig, eller prøve i hvert fald. Hun så efter ham da han gik hen i sadeltasken og lagde sit mad tilbage deri, og kom så tilbage og satte sig ned igen. Hun tjente stort set intet og hun havde meget få mynter, der kun kunne købe hende en frugt… men der manglede hun alligevel nogle flere småmønter, for så lidt værdi havde de og det frustrerede hende fra tid til anden, at hun faktisk skulle mærke sult på den måde, og følte sig direkte fattig, som hun jo var og blev mindet om hver gang hendes mave knurrede. "Jeg er her ikke så tit faktisk," startede hun ud da han spurgte og blev alligevel overrasket at han gik op i det, men det var vel almen høflighed. Hun trak vejret roligt og så mod ham, mens han bare var der og sad der sammen med hendes dyr, hvor hun nærmest følte sig lidt udenfor det hele alligevel, for hun havde jo egentligt kun sig selv. "Men det er rart at komme ud af byen," afsluttede hun til ham og nikkede let, mens hun skubbede sit hår om på ryggen.

[Alexander Raphael Vladimir]

"Bylivet er skabt for nogen og andre foretrækker at være udenfor i den vilde natur." Han hørte selv til den sidste kategori. Han hadede byer, især de større slags. De duede til arbejde relaterede årsager og ellers markedspladser var en god ting. Men der var for mange folk, og for få steder hvor han kunne opholde sig med sine dyr. Hesten kunne opstaldes, men ulven var det ikke alle der lige ville have indenfor i hverken kro eller stald. Den kunne jo angribe de andre heste eller gæster. Nogen ville dog godt gå med til det hvis han lovede at have den på sit værelse og den ikke ødelagde noget. Ellers måtte han sove ude under åben himmel. Ikke at det var et problem for ham. At hun så var glad for at komme lidt udenfor byen kunne han kun være enig i. Hun ville jo få sværere ved at skaffe sig mad eller andet herude end på en overfyldt markeds plads, men der var der så også risiko for at blive snuppet. hvis det var hun stjal. Ikke at han gik ud fra hun måtte det, men hun så ud til at det enten var sult eller tyveri. Han dømte dog ikke. Så længe hun ikke stjal fra ham eller nogen af hans kære så var han ligeglad. Overfor ham havde hun været venlig og spurgt pænt om et stykke enkelt frugt. Ikke engang grådig var hun. Hun havde kun modtaget det ene hun havde bedt om selvom han havde tilbudt mere. Hvordan kunne han så se ned på hende hvis hun så var tyv? at hun så var kvinde havde i hans verden allerede givet minus point. Snæver synet og fordømmende. Ja det var han sikkert på det punkt. Men han havde bare oplevet så mange kvinder der havde givet ham et indtryk som han så godt rundt med gældende nærmest alle kvindfolk. De få der fik lejlighed til at vise ham at de faktisk ikke var sådan. Ja de var få, men det hændte. Han sad lige nu overfor en af de få.

[Einar Calder Vali]

Rachel kiggede mod ham mens han svarede hende, han var ikke en mand af mange ord… ellers så interesserede hun ham ikke nok til, at han gad snakke, for det kunne jo ligne folket på disse egne om ikke andet, men det var intet hun tog særlig tungt, for hun gad egentligt heller ikke fortælle dybe detaljer om sig selv. "Alle er jo forskellige heldigvis, men du har ganske ret," sagde hun roligt og nikkede mod ham, mens hun let endte med at skubbe sig op at stå, for det var vel også på tide at udforske området lidt nærmere nu hvor hun var her, fremfor at sidde og sludre, for de havde vel i sig selv ikke så meget at dele, for ingen af dem virkede til at være den store 'deler' af deres liv, men det passede hende nu også fint. "Tak for frugten," startede hun ud mens hun meget lidt bukkede hovedet, men det var der, for det lå ikke til hende at være under andre, selvom hun følte at hun gang på gang blev trampet på i byerne, så var det jo sådan det måtte være. "Jeg vil begive mig videre…" endte hun så og så på ham med øjnene, der havde de let dyriske træk over sig, hvilket i og for sig gjorde hendes ansigt lidt mere specielt. Nogle så det som et tegn på ondskab, fra de overtroiske, og andre så det som noget smukt ved hende. Hun drejede om på hælen og begyndte at gå fra ham og uden at se tilbage, for nu var det vel et overstået kapitel som hun så det, hun havde fået og takket for hans ydmyghed angående frugten, der havde gjort toppen for hendes sult, hvilket var rart om ikke andet. Hun nåede rundt om søen og forsvandt på den anden side ind i skoven, for nu ville hun lige finde ud af hvordan det hele egentligt så ud, for dagslyset var stadigvæk spændende for hende…

//Out.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun valgte at begive sig videre efter lidt tid og efter at have fået spist frugten til ende var i sig selv noget der ikke kom så meget bag på ham igen. Enten blev folk for at snakke eller så gik de videre. Hun valgte så det sidst nævnte. Ikke et stort tab som sådan, da han jo stadig havde selskab. Han nikkede let til at hun ville begive sig videre og så hvordan hun en smule bukkede hovedet som et tegn på taknemlighed mens hun takkede. "Ingen årsag.. Du trængte mere til den end jeg selv gjorde." Han havde følt det som en god ting at gøre også. Han var ikke den store beundrer af kvinder eller ligefrem vilde med dem, men hun havde jo intet gjort ham så han havde ikke set nogen årsag til, at benægte en sulten person lidt føde. Hun havde været venlig og ikke grådig så det satte han stor pris på. "Lykke til på din videre færd." Han så efter hende som hun begyndte at gå væk og lidt efter tænkte han mon på om han selv skulle give sig til at tage hjemover. Han blev dog siddende lidt endnu før han valgte at rejse sig op og satte sig op i sadlen efter at have strammet den så den ikke ville glide fra side til side. Han tog tøjlerne og snart forsvandt de tre væk fra søen.

//Out