Hokus what-pokus?

[Einar Calder Vali]

For en gangs skyld var det faktisk rart for Rachel at komme ud af byen, for der var bestemt ikke meget hjælp at hente som bare en fattig kvinde på gaden, men det slog dog bestemt ikke hendes humør ud, for hun havde accepteret sin tilstedeværelse og set i øjnene, der ikke var nogen vej tilbage. Efter at have fået brændt sit hjem ned, blevet taget som forsøgskanin til at gøre en vampyr til noget levende, så var hun endt på gaden, men da det var noget tid siden nu, havde hun slået sig til tåls med hvad hun havde og kunne få. Dog var det faktisk lykkedes de væsener, der havde holdt hende hen, at indsætte en warlock i hende og få hendes hjerte til at banke igen, ligeså at hun faktisk kunne gå i dagslys, som hun stadig kunne se i natten med sit vampyriske væsen. Hun sad på græsset et godt stykke fra søen, og det var faktisk midt på dagen, hvilket hun stadigvæk fandt utroligt fra tid til anden, fordi at hun ikke blev til en bunke aske. Det var gråt vejr og solen kom ikke igennem, så der lå et underligt dystert lys omkring søen, der selv virkede skummel på nogle planer. Hun sad på sin bagdel med krydsede ben i skrædderstilling, i en lettere laset grå kjole, hvor hun om maven havde en bælte, hvor de små ting hun ejede sad i hendes bælte såsom en kniv, få mønter hun havde tigget sig til og et lille bånd, hun kunne binde om hendes hår. Hendes brune hår, der i nogle skær så lettere kobberbrunt ud hang løst og let uldent omkring hendes skuldre, for vinden gjorde det let filtret. Hun holdt hænderne i en slags kugleform foran sig og prøvede at fremmane noget magi, for hun agtede at finde ud af hvad hun kunne med hendes nye race, det var hun opsat på! "Kom nu," hvislede hun og kneb øjnene sammen, hvor der endeligt dukkede en lille sort kugle op mellem hendes hænder, men hun blev dog så ivrig at den forsvandt hurtigt igen. Opgivende faldt armene ned langs hendes sider, mens hun kiggede ud over søen.

[Alexander Raphael Vladimir]

Livet i Dvasias var ikke just det værste. Ej heller det bedste. Der var fordele og ulemper ved alle steder. I Dvasias var der en vigtig person, men hans bolig var mere komfortabel i Imandra. I Dvasias kunne han færdes ude stortset når han ville. Men i Imandra kunne han føle sig mere fri når han var hjemme. Det var utroligt som små ting kunne gøre en forskel.
Han havde valgt at søge væk fra byernes larm og trængsel. Han havde for nogle dage siden været på marked og skaffe sig noget forråd, da han var ved at løbe tør og han skulle jo have til rejserne og til dyrene. Men i dag ville han nyde en rolig eftermiddag i det fri. Han havde allerede ladet Brutus rende og forsøge at fange en hare eller fasan og Cæsar gik og græssede. Helt frit og uden at være bundet til noget. Hingsten rendte ikke sin vej og der skulle meget til før den blev skræmt og løb væk fra Alexander. Denne selv samme person lå i græsset tæt nede ved søens mørke vand og havde sin kappe på som han lå under ham foldet ud helt nærmest som en vifte. Han havde trukket hætten lidt længere frem så den dækkede hans ansigt en del som han lå der og tog sig en lur. Han vidste, at skete der noget han burde vide så gav Brutus eller Cæsar besked. Han havde svagt kunne høre Brutus snuse rundt i nærheden af ham. Det gled lidt væk og kom lidt nær igen. Men nu var han efterhånden døset så meget hen, at ingen lyde nåede hans øre. Han var helt afslappet og nød godt af at kunne hvile sig i det fri med alt den friske luft. Det var noget andet end en grotte uden tvivl. Og han tog ikke hjem til Imandra før senere hen mod vinteren eller foråret.
Selvom han var faldet hen i en døs så var der lige med et noget der var nyt af lyde og som nåede lidt bedre ind til ham. En stemme? Han var da alene? Han åbnede stille de mørke blå øjne og så op mod den mørke himmel før han lyttede lidt for at høre om der virkelig var en stemme eller om han bare havde bildt sig det ind med noget drømme stof?

[Einar Calder Vali]

I en vinkel på cirka 90 grader fra Rachel, der kunne hun se en skikkelse i græsset samt den græssende hingst der gik bag ved ham, og som egentligt bare stod frit uden at være tøjret. Hun havde også lugtet et andet dyr i sin næse, men hun kunne ikke helt sætte på plads hvilket dyr det var, men måske et rovdyr af en art, hun var ikke helt sikker. Hun blev siddende i græsset med krydsede ben, for egentligt havde hun ikke det store at lave i dag, for det var rart for hende for en gangs skyld at komme ud af byen og så bare slappe af, for herude kunne hun også prøve at fordybe sig med hendes magi, selvom hun ikke helt vidste hvor hun skulle begynde. Det længste hun var kommet var den lille kugle energi, men hun havde svært ved at fokusere på det og få sin hjerne sporet ind på magien, fordi det var så nyt og noget… hun var påtvunget at have fået, for hun havde ikke haft noget valg eller noget at sige. Hun var blevet fanget, brugt som forsøgskanin og da det så var lykkedes dem, havde de smidt hende på gaden… de skulle vel bruge deres erfaring på en egentligt person, om ikke andet. Hun kneb de nærmest dyriske øjne sammen og stirrede ned på sine hænder. "Jeg befaler jer til at skabe en kugle," hvæsede hun til sine hænder, men der skete intet og hun slog let hænderne ned i jorden og hev noget græs op fra sine rødder. Hun fnøs, lukkede øjnene strøg let sit hår om bag øret.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han var lige ved at opgive det med at lytte efter stemmen der havde fået ham hevet ud af hans søvn. Det var nok bare noget han havde drømt. Han var begyndt at lukke sine øjne i igen for at sove videre, da han så hørte en stemme igen. Nej ikke en stemme. Den stemme! Hans øjne var kun gledet lidt i, men de gled straks op igen og han lyttede mens han fik sat sig op stille og roligt. Han trak hætten på kappen lidt tilbage så den ikke skjulte hans udsyn til siderne nær så meget og drejede sit hoved lidt. Han gik ikke ud fra stemmen kom fra søen så han så sig rundt om på græsset. Men selvom stemmen jo måtte komme fra en person så var det åbenbart ikke nogen som hverken Brutus eller Cæsar mente var farlig. Han ville dog stadig gerne vide hvor vedkommende var. og om der måske var mere end én. Bare fordi han kun havde hørt en stemme kunne der sagtens være flere.
Dog landede hans blik kun på en enkelt skikkelse der stad et stykke væk. Selvom græsset var lidt højt skulle man være meget lille for at kunne ligge skjult helt og aldeles. Han lod hætten falde helt tilbage så det mørke blonde kom til syne. De blå øjne hvilede på skikkelsen. Men enten var han ikke opdaget eller så var personen ikke interesseret i at kende til hvad han lavede der. Begge dele ville han skam være tilfreds med. Han så sig over skulderen for at få øje på Brutus. Der som forventet gik et rimelig godt stykke væk med halen viftende let fra side til side bag sig og snuden i græsset. På jagt efter duften af noget spiseligt. Alexander rystede lidt på sit hoved og lod den snusende ulv være i fred med sin jagt. Det var god træning for dyrets instinkter. Plus det skaffede den sin egen mad på og den kunne hjælpe ham med hans jagt om foråret. Så alt i alt var det godt. Hans blik gled tilbage mod skikkelsen længere væk. Hvad var vedkommende mon igang med? Han havde ikke hørt alle ord der var blevet sagt klart og tydeligt, men havde der ikke været noget med en..kugle?

[Einar Calder Vali]

Rachel lod sit hoved falde en smule på sned, for lige nu var hun så fuldt optaget af hvad hun havde gang i, at hun egentligt var lidt ligeglad med personen og hesten og det sidste dyr. Hun agtede ikke at spilde den race hun nu havde fået tildelt, efter lang tids forsøg fra de, der havde kidnappet hende, så hun ville gerne finde ud af hvad det var hun egentligt kunne. Warlocks var magiske, så derfor ville hun gerne fremmane magi, men det gjorde hende også træt når hun havde brugt en dag på det, fordi det var psykisk hårdt. I dag havde hun dog den tid og ro, fordi hun var gået ud af byen for at netop finde den tid til at arbejde med hendes magi, selvom hun egentligt kun havde den fjerneste anelse om hvad hun gjorde. Hun kneb øjnene sammen igen og løftede hænderne, som hun igen formede foran sig som en kugle, for nu måtte det da snart lykkes hende. "Fokuser. Tænk… magi… magi… sort magi… sort kugle, kuglen er sort og mørk… mørk magi, forsvarsmekanisme," sagde hun og fremsagde for sig selv i usammenhængende grunde, men på en eller anden måde virkede det for hende at sige hendes tanker højt, for så fokuserede hun både på at sige, tænke og hørte ordet. Mellem hendes hænder dannede sig en sort kugle, der denne gang blev lidt større end første gang og hun sad og stirrede intenst for den, for hun ville gerne kunne holde den i længere tid. "Den bliver i mine hænder… sort som kul er den… en lille bold af mørk magi," fortsatte hun hendes talestrøm, som hun studerede den nærmere, for den slog nærmest gnister, selvom det dog ikke gjorde ondt på hende. Forsigtigt så fjernede hun sin ene hånd og vendte hendes hånd med kuglen i opad, så det var ligesom at holde enhver anden ting på flad hånd og hun blev med at studere den og holde øje med den, for nu kunne hun faktisk holde koncentrationen!

[Alexander Raphael Vladimir]

Han fik snart svaret på hvad der blev talt om, da der langsomt kom en ting frem mellem hænderne. En sort kulge så det ud til. Magi. Han gyste kort. Han havde aldrig været fan af magi, da det var noget der kunne kastes på afstand og han skulle selv tæt på for at kunne give et mere dødeligt angreb. Dog kunne han ofte stoppe magien fra at ramme ham ved hjælp af sine egne kræfter, men det var jo kun forsvar. Angreb var nu engang det bedste forsvar.
Han blev siddende og så hvordan kuglen voksede lidt større, men stadig ikke større end den kunne være i en håndflade. Det var altså det vedkommende sad og lavede? Øvede sig på magi? Nu hvor han var vågnet lidt mere op kunne han høre på stemmen, at det måtte være en kvinde der sad der. Hun virkede meget koncentreret og Alexander havde jo ikke nogen grund til at forstyrre hende i det. Han kunne gøre det for at være ond og forsøge at stoppe hendes koncentration på magien, men hvad fik han ud af det? Andet end hun nok blev sur og han var kommet for at slappe af. Og han var også for gammel til sådan nogle drengestreger nr han selv skulle sige det. Der var ikke mange fugle der sang i træerne som der måske ellers ville være på en dag i naturen, men nu var det jo heller ikke lys, varme og sommer som Dvasias bestod af. Derfor også mindre antal fugle. Selvom der da var nogle enkle. En kort raslen i et buskads og tydelig lyde på kamp fik Alexander til at se væk fra kvinden og vendte blikket over sin skulder hvor Brutus kom nærmest stolt travende med en død hare som der dryppede blod fra ved halsen hvor ulven også havde fat i dyrets kød. Han smilede lidt og klappede Brutus, da denne kom hen og lagde sig i græsset ved siden af ham og snart smæskede sig i dyrets lækre kød.

[Einar Calder Vali]

Rachel kunne fornemme at hun blev overvåget af en art, men egentligt gjorde det hende ikke så meget, for hun havde altid synes godt om når andre beundrede hende, det havde hun helt fra hendes gamle liv, hvis man kunne kalde det det. Det hun anså for hendes gamle liv var at hun var ren vampyrrace og havde et hjem, hvor hun i hendes nye havde fået denne nye warlock race blandet ind i vampyren og hun boede på gaden, fordi hendes hjem var brændt ned og hun ejede intet andet end sig selv, det tøj hun gik i og hvad hun kunne tigge sig til eller endda stjæle. Hun syntes det var fascinerende at hun pludseligt kunne magi og det var jo af den grund også det, der gav hende lysten til at udforske hendes magi race og prøve at få fremmanet noget, for det var en god forsvarsmekanisme og noget hun vel også kunne bruge til at true med? Kuglen blev større med en diameter på cirka 8 centimeter, så det var den største magikugle hun havde lavet frem til nu, og hun var egentligt lidt stolt af sig selv hvis hun selv skulle sige det. Hun drejede hovedet let på sned den modsatte vej af hvad hun havde før og så intenst på kuglen. Hun gjorde et nyt forsøg, hvilket bestod i at kaste kuglen lodret op i luften og derefter gribe den igen, og det kunne hun, og hun så ret glad ud i ansigtet da det lykkedes hende. Raslen i buskadset hørte hun tydeligt i hendes skærpede hørelse og kuglen forsvandt i hendes hånd, som hun også vendte sig om med let sammenknebne øjne for at se hvad det var; en ulv, med en død hare hængende fra sit gab og hun rynkede panden let. Ulven løb hen til personen i græsset, hun havde set før, der nu sad og op og lagde sig ned, som var den et kæledyr, hvilket måtte forundre hendes blik. Hun løftede kort blikket til manden, men det faldt ned på haren i ulvens mund igen, da hun kunne lugte det friske dyreblod, som satte lidt gang i hendes dyriske vampyrinstinkter. Hun var faktisk sulten, for meget blev det ikke til ved at tigge i Dvasias gader, og hun havde ikke helt vænnet sig til at skulle jage dyr, for som vampyr var hun vant til at spise menneskeblod. Hun sad kort overvejende om hvad hun skulle gøre...

[Alexander Raphael Vladimir]

Hverken Alexander eller nogen af dyrene kendte til, at kvinden var vampyr og blodet måske derfor ville have en effekt. Hun kunne jo med lethed jage dyr, da der nok var rigeligt af harer og fasaner eller andet smådyr som færdes nær søen. Der var i alt fald flere af dem her end i byerne. Så meget var da klart. Men selv hvis kvindens race var velkendt ville han næppe forbyde sit dyr at jage og spise. Han ville holde øje med kvinden hvis det var for at se om hun kom for tæt på. Men han tog det nu roligt fordi han ikke anede spor om det.
Han rejste sig op og gik over til Cæsar og åbnede den ene sadeltaske for at få to pakker op. De var ikke særlig store og han gik hen i græsset og åbnede dem da han sad ned igen. I den ene var der noget tørret kød og i den anden havde han et par stykker frugt og et par gulerødder. Han rakte det ene æble op i luften så det stod på hans håndflade. Der gik nogle sekunder hvor han bare sad sådan. Og sikkert så temmelig dum ud på samme tid. Med den anden hånd var han så igang med at spise af et æble selv. Cæsar vendte sine ører mod lyden fra æblet, som kom når Alexander spiste. Så kom han roligt gående derhen og tog let og elegant æblet der blev rakt op og Alexander sænkede sin arm og spiste selv videre. To 'vegetarer' og en kødæder. Sikkert en udmærket kombination de tre gav. Han havde løbende også set over mod kvinden for at se nærmere på hvad hun foretog sig med den kugle. Han havde godt set den vokse og at hun sad og legede med den i form af at kaste den lidt. Men da han så så over mod hende lidt efter at have hentet noget at spise så var kuglen væk. Var det med vilje eller var koncentrationen hos hende mon smuttet?

[Einar Calder Vali]

Rachel kneb øjnene sammen mens hun ikke kunne lade vær med at kigge hen imod manden, der pudseligt rejste sig og gik op til sin hest, der stod og græssede. Han tog to indpakkede pakker ud af sin taske og da han åbnede dem, kunne hun lugte maden i sin næse; tørret kød og lidt frugt, og det fik direkte hendes mave til at rumle, hvilket hun endnu ikke havde vænnet sig til. Som vampyr havde hendes mave aldrig rumlet efter mad fordi hun kun indtog blod, men efter hendes nye ekstra-race så var hun også begyndt at mærke sult efter brød, frugt og så videre. Men almindeligt mad kostede penge hun ikke havde og det var svært og farligt at stjæle, fordi hun kunne få hugget en hånd af for at gøre det. Hun bed sig i læben og endte med at skubbe sig op at stå, hvorefter hun endte med forsigtigt at gå over imod personen, for hun havde besluttet sig for at spørge om han kunne undlade en af hans frugter til en sulten sjæl, men hun vidste jo ikke om han var en af de mere ondt sindede i Dvasias eller ej. Hun gik mod ham og pustede let ud på vejen, for hendes hjerte bankede en smule mod hendes brystkasse. Hun rømmede sig let da hun stod cirka 5 meter fra manden og hun stoppede op, for hun ville jo heller ikke trænge sig på; dyrene var hun dog ikke bange for, for med hendes vampyriske væsen kunne hun sagtens slås imod den ulv og bide igen, bogstaveligt talt. "Undskyld, men du kunne vel ikke… undvære ét af dine frugter til en sulten pige?" spurgte hun med de let dyriske øjne og kiggede på ham med et indgående blik, for hun var jo ikke bange af sig, hun ønskede bare ikke problemer, for hun kendte jo ikke denne persons race af nogen art.

[Alexander Raphael Vladimir]

Til at starte med så bemærkede ingen af de tre, at skikkelsen med magien havde rejst sig op og stille kom tættere på. Selv hvis de havde set det så kunne de jo ikke vide hvad der trak hende nærmere. Kort før hun valgte at stoppe op løftede Brutus sit hoved en smule og knurrede. Børsterne rejste sig let ned langs dens rygsøjle og den havde tydeligt blod omkring munden i den pels og en luns kød den var igang med at fortære. Den havde bare af ren instinkt reageret og advaret sin herre og ven. Alexander så roligt ned mod ulven og op mod skikkelsen, da denne talte. Selvfølgelig var det hunkøn. Han stødte altid på dem følte han. At hun spurgte efter et stykke frugt fik ham overbevidst om hun måtte have set ham spise eller måske ligefrem kunne opsnuse duften. Det var altså dét der havde fået hende herhen. Så kendte han da årsagen. Ikke at han jo skyldte hende noget mad. Ikke at det kom ham ved om hun ville sulte. Han var sådan set.. ja ligeglad? Han havde nærmest altid været ligeglad med kvinder. Dog så var der kun det problem, at uden kvinder ville der ikke kunne komme nye børn og dermed heller ikke nye drenge til verden. Han så på hende og hans øjne vænnede sig til det nye i mørket. Hun så ikke ligefrem ud som en der kunne gå hen og købe sig et helt festligt måltid i anledning af noget. Og selvom han et sted var ligeglad med kvinder så var han jo heller ikke direkte ondskabsfuld. Han tog en pære og et æble op i samme hånd og så på hende. "Æble eller pære?" spurgte han roligt. Om hun så var så venlig kun at vælge ét nu hun kun havde spurgt efter et, eller om hun var grisk og tog begge måtte tiden vise. Et sted ville han nok ikke finde sig i, at hun tog begge. Hun havde jo kun spurgt efter om han kunne undvære et. Så måtte hun jo spørge om hun måtte få begge hvis det endelig skulle være. Der var noget.. Ja noget over hende der ikke helt stemte. Han havde set hende sidde og pusle med en magisk kugle. Han var et sted ikke tryg ved hun var kommet så tæt på når han vidste hun kunne angribe. Men ville hun angribe så havde hun vel gjort det nu og ikke været så forsigtig og venlig? det var nok det der i sidste ende gjorde, at han gav hende noget frugt uden at tænke for meget over det. Han var ikke bange. Men at hun på trods af hun kunne, så valgte hun at undgå angreb. Han lod blikket glide lidt over hende igen. Hun så godt nok ikke ud til at spise for meget. Han sukkede lavt. "tag bare begge to hvis du vil. Du ser ud til at kunne trænge til lidt ekstra." Han holdt stadig frugterne frem mod hende og ventede på hun kom helt hen og tog dem. Medmindre hun ville have han skulle kaste eller trille dem?

[Einar Calder Vali]

Øjnene vendte sig ned mod ulven da den knurrede af hende og hun måtte holde sig igen, for ikke at vise tænder af den gengældende og knurre tilbage, for det ville nok ødelægge hele hendes forsøg på at få bare lidt at spise, selvom det så kun var en frugt, så var det bedre end ingenting, for hendes mave var sådan set tom for dagen. Hun greb fat i hendes kjole lige der hvor fingrene kunne nå og klemte lidt til, mens hun rynkede panden let af ulven, selvom den dog ikke kom nærmere, så hun så ingen grund til at gå alt for meget i forsvarsposition, når den vel bare prøvede at advare manden hun tiltalte. Hvem denne person var anede hun ikke, men hvis hun kunne få en frugt og så bare lade det være det, så måtte det jo være sådan, for hun ville heller ikke irritere denne, hun anede jo ikke om han var i stand til noget eller var en mere fredelig dvasianer. Hun bed sig let i læben og kiggede på de to frugter han lagde foran hende, hvor han endda gav hende et valg, det var hun slet ikke vant til fra byen, for hvis hun endeligt fik noget, så var det hvad personen selv smed til hende. "Æble," sagde hun stille og var faktisk rimelig hurtigt henne ved ham og tage æblet fra hans hånd og bakkede så tilbage til hvor hun havde stået før, da hun ikke ville trænge sig på, bare have noget mad. "Tak," sagde han så bagefter og holdt æblet i begge hænder, nærmest bange for at han faktisk snød hende, gav hende det og så tog det tilbage igen, det kunne ligne folk rundt i Dvasias, af hvad hun havde oplevet førhen også. Hun ville ikke tage dem begge to, for hun havde kun spurgt om én og hun var ikke grisk på nogen måde, for egentligt var det stadig underligt for hende at skulle spørge sig frem og nærmest tigge om mad og penge. Men nu hvor hun havde fået den ekstra race, så var hun ikke mæt nok af blod, og hun var bange for ild, så det havde hun ikke turde prøve sig med endnu, på grund af hendes vampyrrace og hun nægtede at spise råt kød på nogen måde. Hun kiggede let på ham, inden at hun stod trippende og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun trådte dog et lille skridt tilbage, for at antyde at hun ville gå igen, selvom hun stod der for nu.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun om hen i en fart og tog æblet og rendte tilbage igen fik ham til at tænke på et sky dyr. At hun kun tog æblet kom lidt bag på ham når han nu havde sagt hun godt måtte tage begge to. Han så lidt spørgende på hende, men da hun ikke lod til, at ville komme og tage pæren også tog han sin lille kniv frem og begyndte at skive pæren lidt ud. Brutus var gået igang med sin mad igen allerede, da Alexander havde tilbudt hende noget frugt. At Alexander ikke gjorde noget yderligere måtte jo betyde det var okay og ulven tog sig ikke længere af hendes nærvær. Eller gjorde den?
Han tog en af de pærestykker han havde skåret ud i mundrette bider og tyggede godt på det saftige frugtkød. Han elskede en god saftig pære eller æble. Han så hun stadig holdt afstand og undrede sig over om det var fordi hun måske alligevel ville have mere? eller af høflighed hun blev der så han kunne se hun værdsatte hans hjælp? Eller var det bare fordi hun var ude på et eller andet? Et sted havde han troet hun hurtigt ville rende væk. Hun virkede sky. Han så mod hende med et stadig lidt spørgende blik, men spurgte ikke om hvorfor hun blev stående. Han tog et stykke pære mere og så hun dog trådte lidt længere væk. Sådan ud af sin øjenkrog. Var hun på vej væk? "Vi spiser dig altså ikke." Han vidste dog ikke om det var generthed, utryghed eller noget andet der fik hende til at holde så stor en afstand. Ikke at det gjorde ham noget. Men et sted så var han lidt irriteret over hun ikke kunne bestemme sig for om hun skulle gå, blive eller komme tættere på. Kvinder var altid så ubeslutsomme tænkte han for sig selv og proppede endnu et stykke pære ind i sin mund og tyggede.

[Einar Calder Vali]

Rachel kunne ikke helt forklare hvorfor hun var så ubeslutsom på nuværende tidspunkt, men faktisk så følte hun sig lidt ubehagelig omkring de to dyr, for det var aldrig noget hun havde gjort i selv, end ikke som måltid, hun holdt mest af menneskeblod eller endnu bedre lyst blod. Dog så dyrene ud til at være lidt ligeglade med hende lige nu, så de måtte være meget tro mod hvad denne person sagde og gjorde, eller reagerede vel, så hun skulle bare være ufjendtlig overfor personen. Hun trak vejret dybt og pustede let ud, mens hun stod og holdt det nærmest dyrbare æble i sine hænder, hvor hendes mave dog kort og utilfredst knurrede lidt over, at hun ikke havde spist af det endnu. Hun kiggede let på ham som han skar pæren ud, men lod ham bare, for hun ville jo heller ikke tage alt hans mad, for han havde det jo med af en grund vel, selvom hun dog intet kendte til hans økonomiske tilstand på nogen måde. Hun var ikke direkte ude på noget, faktisk anede hun ikke hvorfor hun blev stående, men hun var helt i vildrede over hvad hun skulle og hun vidste ikke hvad hun skulle svare på hans spørgende blik. "Det ved jeg godt," svarede hun så og kneb øjnene kort sammen i det let skarpe lys fra den fuldstændig grå himmel, der dækkede for solen, men det var jo stadig lyst. Hun sukkede let og tog endeligt et bid af æblet, der let knaste mens hun tyggede, selvom hun prøvede at skule det på bedste vis, selvom hun slet ikke var så fin som hun engang havde været; ja hun huskede næsten ikke hvordan hun havde været, kun personligt hang det hele ved hende. "Må jeg så, gøre jer selskab?" endte hun, nu havde hun da besluttet sig hvad hun ville og hvis han svarede ja, så satte hun sig ned en smule tættere på ham, men ikke for tæt.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun bare stod med æblet undrede ham også. Hun havde både virket, lydt og så vildt sulten ud og så stod hun bare med det? Sær kvinde. Men ja han mente jo at alle kvinder på et plan var sære, men ikke sære nok til han fandt det interessant. Tværtimod så fandt han dem bare mere kedelige på det punkt. Men hun var på samme tid ikke en af de der kvinder der kun talte og talte og oftest om sig selv. Det var altid et lyspunkt.
At hun omsider begyndte at spise kunne han høre på lyden da hendes tænder bed igennem æblets skræl og ned i det saftige frugtkød under. Han kunne høre hende tygge og det fik Cæsar til at løfte hovedet fra græsset og så i hendes retning. *Den hest er da helt tosset med æbler..* tænkte Alexander som han så hvordan hesten stod med hovedet løftet, vendt mod kvinden og ørene rejst. Og han var holdt helt op med, at gumle på det græs han havde i munden så der stak bare totter ud mellem læberne. Alexander smilede let og rystede på hovedet. "Beklager min ven, men det æble er hendes nu." han smilede og kunne nok forestille sig hvor utilfreds Cæsar ville være med den bekendtgørelse.
Han så mod hende igen, da hun talte på ny og lyttede til hvad hun sagde, da det var et spørgsmål der kom og var henvendt til ham. Nu ville hun gerne sidde der? Hun måtte være en del genert blev han enig med sig selv om. Det måtte være noget i den stil. Han lavede et lille nik der knap var synligt. "Hvis du vil. Hvis du kan holde lugten af blod og sådan ud." Han pegede ned på Brutus der komet godt i krig med sin indfanget mad og det var ikke let at se mere, at det havde været en hare der havde løbet levende rundt for kort tid siden. Selvom han ikke var den store selskabs fan, så kunne han da godt prøve sig lidt frem. Og hvis hun ikke var så slem som andre kvinder han havde mødt på sin vej så ville han nok kunne holde det ud. Det kunne være han jo ligefrem fik et lidt nyere syn på kvinder?

[Einar Calder Vali]

Rachel kiggede på hesten da den kiggede op på hende, fordi hun spiste af æblet og det knasede mellem hendes tænder, hvor hun dog bare lod ham tage sig af det, for hun skulle ikke prøve at kommandere rundt med et så stort dyr. Det var godt hun kunne flygte i vampyrfart hvis det endeligt skulle være, men lige nu, så kunne hun da måske snakke med en der ikke så ned på hende, som når hun var på gaderne i byerne. "Det generer mig slet ikke, bare jeg ikke skal spise det," svarede hun ham roligt, hun nægtede at indtage dyreblod og hun kunne ikke få kødet stegt over et bål, så så enkelt var det egentligt for hendes vedkommende om ikke andet. Hun foldede benene let så hun sad i skrædderstilling foran ham - hun anede ikke hvordan han så på kvinder, men hun havde egentligt også altid set mænd som mindre end sig selv, netop fordi hun engang havde været slaveejer. Hun vædede let sine læber, inden at hun tog endnu en bid af æblet og tyggede det og sank det, det smagte dejligt og gjorde godt i hendes ellers tomme mave. Hun betragtede ham roligt. Hun gik mere til æblet og spiste det helt ind til kernen, til hun ikke kunne få mere ud af æblet og hun lagde skrællen fra sig ved siden af sig, mens hun kiggede hen mod ham. Hun var ikke den der snakkede meget om sig selv, ikke længere, for hun ville ikke fortælle alt om sig selv, som han jo nok heller ikke ville. Hun funderede over hvad hun skulle snakke med ham om, for hvis de ikke snakkede, så kunne hun jo egentligt ligeså godt gå. "Tak for æblet," startede hun ud og kiggede let ned på skrællen, der nu kun var tilbage, "kommer du meget på disse kanter?" spurgte hun så, for hun var da lidt nysgerrig om han blev et bestemt sted eller rejse rundt med dyrerne.