Horror's in the forest.

[Deleted]

At tøsen var lammet af skræk, var næsten tydeligt for Izaiah at spotte, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre, for det for ham at bevæge sig efter de forvandlinger, var bestemt heller ikke nemt, da det var meget smertefuldt. Han turde ikke tænke på hvor forfærdeligt det egentlig stod til hjemme, og specielt med tanke på at han var sluppet ud. Hans butler måtte være omkommet, for han havde fået manden til at love, at han ville gøre hvad det krævede for at holde ham i buret, når fuldmånen stod højt. Hans krop rystede og dirrede, og det var virkelig ubehageligt, men ikke fordi at der var noget som han kunne gøre ved det lige nu. Han lukkede øjnene for en kort stund. Han trak vejret hastigt og tungt, men det var typisk når han lå der som han gjorde lige nu. Han brummede svagt, idet han selv forsøgte at rejse sig. Kunne hun ikke, så var han nødt til at prøve. At han jo så ikke havde en trævl på kroppen, var slet ikke noget som han kunne tage sig af. Han nåede ikke rigtigt mere end et enkelt skridt, før hans egne ben kollapset i den hårde og nærmest kolde skovbund, hvilket uden tvivl var noget som virkelig måtte frustrere ham. Han gispede let. Hans krop rystede.. Det var endnu fuldmåne, og den vidste det. Han vendte blikket i retningen af den store himmel igen. ”Nej… nej… Nej..!” Skydækket passerede, kun for at tvinge det store og smukke månelys direkte nedover hans skikkelse igen. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen, som han nærmest stirrede på månen. ”L-løb… Gem dig..” Hans krop begyndte voldsomt at ryste, hvor hans mange led begyndte at knække og brække, for at give plads til den store ulvekrop som igen forsøgte at tvinge sig vejen igennem ham. Hans skrig som brød læberne, blev hurtigt erstattet med kraftige hyl, idet at snudeskaftet voksede og pelsen fulgte trop. Det hele gik hurtigt, men var ekstremt smertefuldt!

[Deleted]

Celina vidste at hun var nød til at komme væk. Især hvis han sagde det til hende. Han vidste det vel bedst? Men hun kunne bare ikke det. Hele hendes krop gjorde ondt. Hun havde virkelig aldrig prøvet noget lignende! Hendes blik hvilede på ham hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere situationen. At han var nøgen var virkelig ikke noget hun havde bemærket overhovedet. Hun så hvordan han rejste sig fra jorden og begyndte at gå mod hende. Hun vidste ikke hvor hun fik styrken fra men hun fik skubbet sig længere væk fra ham. Han skulle i hvert fald ikke tæt på hende! Hun så hvordan han faldt sammen og hun stoppede selv op igen. Smerten meldte sig med det samme og hun klynkede svagt. Det gjorde voldsomt ondt! Hun så hvordan han vendte blikket mod himlen og hun så hvordan månen begyndte at titte frem igen og bade hans krop i mådelyset. Hendes hjerte begyndte at hamre kraftigt i hendes bryst som hun blot så på mens han begyndte at forvandle sig for hendes blik. Hans ord lød i hendes hoved og hun prøvede virkelig at følge dem men hun kunne ikke. hendes ben ville bare ikke som hun ville og det gjorde for ondt. Hun hun virkelig kun se hvordan han forvandlede sig og det i sig selv var forfærdelidt nok! Hun kiggede fortvivlet rundt efter noget hun kunne bruge for at holde ham væk, hun kiggede på bladene og kvistene på gulvet og hun tog en dyb indånding, det hun ville gøre var ikke let når hun var så udmattet som hun var. Ilden kom roligt ud af hendes hænder og hun begyndte at sætte ild til bladene omkring hende, hun brændte alt i en ring omkring hende og begyndte at arbejde med vinden sådan så flammerne blev stærkere. Hun vidste at hun ikke kunne flytte sig, hun vidste at dette var hendes sidste mulighed for at holde ham væk men hvor længe mod hun kunne muren af ild oppe, det var noget af det hun ikke vidste og tanken skræmte hende virkelig!

[Deleted]

Izaiahs hjerte hamrede kraftigt mod hans bryst, og han havde slet ikke nogen kontrol over noget som helst, for det var jo slet ikke meningen at han ville gøre nogen noget ondt, for det var jo derfor at han skulle være i sin egen kælder, så han kunne gå igennem det hele i stilhed, selvom det desværre ikke havde set ud til at gå som han ville. At hun var så panisk at hun ikke kunne flytte sig, var næsten det værste af det hele, hvor han selv valgte at tage valget og forsøge at komme derfra, også selvom skydækket passerede hurtigere end det som han lige havde regnet med. Næsten helt automatisk så kæmpede han kraftigt og ihærdigt for ikke at gå forvandlingen igennem, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans skrig brød hans læber, idet at han desværre måtte give efter for forvandlingen og lade den gå igennem endnu en gang. Det store dyr kom atter engang til udtryk i ham, hvor kroppen kraftigt voksede og pelsen kom til og det store snudeskaft, efterfulgt af de store poter, idet han igen rejste sig op med det kraftige hyl mod den store himmel. Izaiah var endnu en gang overvundet og erstattet med et glubsk rovdyr, som igen hastigt vendte blikket i retningen af den kære kvinde, som ikke havde formået at flytte sig det mindste. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, men det var bare.. svært for ham, når hun ikke løb, for så vidste han da helt præcist hvad han skulle give sig i kraft med, men når hun bare sad der, så rev det ikke rigtigt i dyret i ham på den samme måde, som det ellers ville have gjort. Han brummede tydeligt utilfredst, idet at hun dannede sig ringen af ild omkring sig – med andre ord, så kunne han heller ikke komme tættere på hende. Næsten som et brøl eller en form for en kraftig gøen, forlod det hans strube, næsten som han ville tvinge hende til at rejse sig og løbe. Han begyndte at kredse omkring hende i cirkler. Han slog let og kraftigt med halen, hvor børsterne på skuldrene, så tydeligt havde rejst sig. Han vendte sig direkte i retningen af hende igen. Han gav bestemt ikke op!

[Deleted]

Celina kunne ikke helt forstå det. På en måde så virkede det som om han ikke ville gøre hende ondt og på en anden måde virkede det som om at det virkelig var det eneste han ville. Hun var helt rundt på gulvet lige nu og forstod slet ikke hvad der skete omkring hende. Hans forvandling foran hende gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun klynkede let og skyndte sig bare med ilden fordi det endnu havde været det som havde holdt hende i live indtil nu. Hun måtte finde på noget og det var i en fart. Hun betragtede ulven som begyndte at kredse omkring hende, hun kunne ikke lide det men ulven så ud som om at han forblev væk fra ilden og det var i det mindste en god ting. Hun sad der et stykke tid før hun begyndte at kunne mærke at ilden ikke længere kunne holdes i gang. Den var ved at dø ud og hun vidste at dette ville være hendes endeligt hvis hun ikke gjorde noget. Hun måtte tage sig sammen. Hun endte med at rejse sig lidt fra jorden og sad på hug. Smerten fra hendes ben fik tårerne til at trille endnu en gang og hendes vejrtrækning begyndte at blive besværet en smule. Hun ventede roligt på at ulven kredsede rundt om hende igen, hun ventede til han var helt foran hende og så lod hun ellers ilden samle sig til en kugle som hun kastede efter ham. Hun vendte sig derefter om og begyndte at løbe, hun vidste ikke om hun havde ramt ham men det var heller ikke vigtigt. Lige nu skulle hun bare løbe så hurtigt som hun kunne for at komme væk fra bæstet som tydelig vis ikke ville give op. Han var ude efter hende og det var en tanke som skræmte hende endnu mere nu. Hendes ben gjorde så forfærdelig ondt, hun havde virkelig aldrig oplevet noget så smertefuldt men hun var bare nød til blive ved med at løbe. Hun ville ikke fanges, det ville hun bare ikke!

[Deleted]

Izaiah var slet ikke ude på at gøre skade på andre end sig selv, når fuldmånen ville rive sådan i ham, så det at han var sluppet ud, var noget som selv gjorde ham bange, for han vidste jo hvor farlig han var! Nu hvor forvandlingen endnu en gang havde drevet så voldsomt i ham, så vendte han de gyldne øjne mod hende. Endnu en gang var han helt væk, og kunne ikke styre noget som helst af hvad der foregik. Ilden som hun havde omring sig i en ring, var noget som naturligvis afholdt ham fra at gøre hende noget som helst, for han kunne slet ikke komme tæt nok på, og det var noget som uden tvivl generede det store dyr. Fråden stud ud af munden, som selv var på vidt gab, da han egentlig bare ventede på at kunne få lov til at snappe ud efter hende, for han ville slet ikke have at hun skulle sidde der, hvor han ikke selv var i stand til at komme til hende. Han slog med halen, idet han roligt stoppede op foran hende i stedet for. Kuglen som hun kastede direkte mod ham, ramte ham ved øjnene, hvilket kraftigt fik ham til at hyle af smerte, hvor han trak sig væk fra hende temmelig hurtigt. Poterne strøg han over hovedet, for at få ilden væk, også selvom det hele var sløret og ondt for ham i starten. Han knurrede kraftigt og med en tydelig irritation, for han kunne jo mærke og dufte, at hun ikke var der – hun var løbet, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget! Han rystede let på hovedet, idet han spidsede ørene. Hun løb. Han kunne høre det. Med et kraftigt hyl, så satte han direkte efter hende. Med de kraftige ben, så satte han direkte i løb, og han følte slet ikke at han kunne komme hurtigt nok af sted. Med fråden nærmest stående ud af munden, så søgte han direkte efter hende. Han var ude på at slå, flænse og slå ihjel. Han var et dyr på jagt og byttet var fundet og spottet – nu skulle det bare fanges!

[Deleted]

Celina vidste virkelig ikke om hun kunne slippe væk fra ham. Han var jo et monster som kun ville hende det ondt. Hendes ben gjorde så forbandet ondt efter hans klør men hun havde ikke andet valg end at bide smerten i sig og bare blive ved med at løbe. Hun var forpustet, havde virkelig svært ved at få vejret og hun stønnede af smerte ved hvert skidt hun tog. Havde hun egentlig en mulighed for at løbe fra en varulv? Hun var ikke sikker men hvis hun ikke gjorde forsøget så overlevede hun jo slet ikke. Hun hørte hans hyl bag sig og hun satte farten en smule op mens tårerne trillede ned af hendes kinder som små vandfald. Hun vidste at han var efter hende og at han ville nå hende snart hvis hun ikke gjorde noget. Hun havde ikke mere energi tilbage, ikke mere juice til hendes ild evner, det var virkelig om natten hun var svagest. Hendes ben begyndte at syre under hende men hun kunne ikke give op og hun ville ikke give op! Hun ville kæmpe for sit liv ligemeget hvor svært det var så ville hun ikke bare ligge sig ned og dø. Hun kunne høre ham komme tættere og tættere på, han nærmede sig og det eneste hun kunne vare bare at blive ved med at løbe selvom det klart var langsommere nu. Hun havde virkelig ikke meget energi tilbage.

[Deleted]

Izaiah havde allerede sat i løb direkte efter hende, for nu hvor hun løb, så vidste han helt præcist hvad han havde at forholde sig til, og det var uden tvivl noget som faldt i særdeles god jord ved ham. Hans fråde om munden, dryppede nærmest, som tænderne løb i vand, idet han kraftigt satte af direkte efter hende over skovbunden. I ny og næ passerede han bloddråber som hun havde tabt på vejen, for det var jo tydeligt, at hun var kommet til skade, og det var noget som kun formåede at rive voldsomt i den blodsult som han brændt inde med, for han nød jo af det, og tanken om at få noget at spise på den måde, var bestemt heller ikke noget som han ville have det mindste imod når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han stormede direkte efter hende, hvor han hurtigt kom tættere og tættere på, for han var et stort og stærkt, og ikke mindst et kraftigt dyr, så der skulle egentlig heller ikke særlig meget til, før han faktisk kom op i nærheden af hende, og det var noget som jo egentlig passede ham selv ganske fint i længden. Han gjorde et kraftigt hop og spring med bagbenene, kun for at springe mere eller mindre på hende, for at få hende tvunget ned i jorden. Det hele var gået for langsomt for hendes vedkommende, for han havde jo advaret hende om at hun skulle løbe og gemme sig, frem for at sidde der og først løbe, når forvandlingen var gået igennem, for det var yderst dumt, hvilket der heller ikke var nogen tvivler om i den anden ende. Med forpoterne sat direkte mod hendes ryg, for at få hende ned at ligge, også selvom det i sig selv, gav ham en overbalance. Han røg direkte ned i jorden og et par meter væk fra hende. Han slog let med halen, idet han kæmpede sig op at stå igen, kun for at vende sig mod hende. De gyldne øjne søgte fast til hendes skikkelse igen.

[Deleted]

Han kom nærmere, de tunge skridt kunne hun nu tydeligt høre bag sig men der var virkelig ikke mere at give af fra hendes side. Heller ikke selvom hun prøvede. Hendes ben gjorde ondt, hendes arme gjorde ondt, ja hele hendes krop gjorde efterhånden snart ondt men hun kunne ikke bare ligge sig ned, ikke endnu. Hun løb så hurtigt som det var hende muligt mens hun blot prøvede ikke at lytte til de tunge skridt som stadig kom hende nærmere og nærmere. Skridtene bag hende holdt op i et enkelt sekund og hun nåede at undre sig kort før hun mærkede det. Hun kunne tydeligt mærke hans forben ramme hende i ryggen og skubbe hende for at få hende ned at ligge. Hun fik overbalance og endte med at trille hen af jorden indtil hun endte på ryggen lidt væk fra ham. Hun trak vejret hurtigt og klynkede lidt. Det havde gjort ondt på hende at han havde ramt hende på den måde, det var da helt sikkert. Hun så hvordan han stille begyndte at komme mod hende men nu havde hun ikke mere energi tilbage, hun kunne ikke løbe mere men hun vidste at hun måtte komme væk. Hun begyndte at skubbe sig væk fra ham så hurtigt som det var hende muligt men hun tog ikke øjnene fra ham. Denne gang græd hun heller ikke hun lod bare sit blik mødes hans og ned stirrede ham og håbede at det ville hjælpe hende til at holde ham på afstand. Måske han ikke ville hoppe på hende hvis hun stirrede på ham på den måde? Hun håbede det lidt men vidste virkelig ikke hvordan det her ville ende. Hun håbede bare at dag snart ville overrumple natten og månen forsvinde sådan så han i det mindste ikke var lige så farlig som han var det nu.

[Deleted]

Izaiah havde formået at få kvinden ned i jorden, hvilket næsten gjorde at jagten stoppet og holdt inde, for han havde endelig fået hende, hvor han ville have hende! Hvilket uden tvivl var noget som passede ham særdeles fint! At hun valgte at holde en øjenkontakt med ham, var en måde hvorpå man i dyrenes verden, faktisk udfordrede den som man stod overfor, og han vidste jo trods alt også at han var langt større end hende, og at hun derved heller ikke var nogen direkte trussel overfor ham, hvilket uden tvivl var noget som passede ham særdeles perfekt! Han blottede tænderne i en kraftig knurren og nærmest hvæsen af hende, idet han stoppede op ikke langt fra hende. Børsterne rejste han som han holdt sig så høj og stor som han var, også mest for at virke mere faretruende overfor hende, for hun udfordrede ham jo! Han søgte igen mod hende. Han trampede nærmest hårdt i jorden og slog med halen. Han sprang ikke umiddelbart på hende, for hun forholdt sig jo egentlig ganske rolig, også mest for sin egen skyld vel at mærke, for det var jo aldrig til at sige, om hun havde noget at slå fra sig med, ligesom hun havde slået og sparket, samt kastet ildkugler mod ham, hvilket han i øvrigt, slet ikke var synderlig begejstret for! Allerede nu havde han fået ar i ansigtet på grund af den som hun havde kastet mod ham, og det var noget som faktisk gjorde ham hidsig. Han blottede tænderne, som nærmest badede i fråde, idet at han denne gang hoppede direkte mod hende, kraftigt for at slå til hende med sin pote, nærmest som havde det været et forsøg på at slå hende ud. At månen derimod var på vej ned, var slet ikke noget som han bed sig mærke i. Nu var det jo derimod kampens hede, som havde og fangede hans fulde opmærksomhed.

[Deleted]

At hun i virkeligheden udfordrede ham vidste hun virkelig ikke for så havde hun jo nok ikke gjort det. Hun holdt bare hans blik så meget som det var hende muligt mens hun tænkte over hvor pokker hun skulle stille op nu. Hun bed sig let i læben og begyndte stille at famle i skovbunden, måske var der en sten eller noget hun kunne bruge. At han knurrede og hvæsede af hende gjorde hende virkelig ilde til mode, hun endte med at finde en sten på jorden som hun samlede op og kastede efter ham så hårdt som hun kunne. Hun ville virkelig ikke det her mere! Hun så hvordan han blottede sine hvide tænder af hende og derefter hoppede på hende. Hun kunne mærke hvordan hjertet hamrede i hendes bryst og det var helt ligesom om altid bevægede sig i slow motion. Hun kunne tydeligt se ham hoppe på hende. Hun mærkede hans pote som endte med at ramme hende i hovedet idet han slog ud efter hende og hun endte med at trille end gang hen af jorden. Det gjorde ondt og hun var svimmel af slaget men hun kom da op og sidde igen selvom det hele var slørret. Hun var virkelig rundt på gulvet! Hendes blik fandt ulven endnu en gang og hun begyndte meget halvhjertet begyndte at slå ud efter ham og sparke efter ham men det var virkelig svært for hende efter det slag i hovedet. At natten var ved at gå på held havde hun slet ikke set. Hun kunne virkelig kun fokusere på ham foran hende for hun ville virkelig ikke dø!

[Deleted]

At fastholde hans stirrende mine, var noget som uden tvivl var en udfordring, selv i dyrenes verden, så det var nok heller ikke ligefrem det mest smarte træk som hun kunne gøre, hvis hun var så bange for ham, som det hun egentlig gav udtryk for. Som det nu var sagt, så var han bestemt ikke kendt for at være typen som bakkede ud for en udfordring. Selv nu hvor hun havde samlet en sten op, så hun kastede den direkte i retningen af ham, hvor hun faktisk ramte ham i det ene øje, hvilket fik ham nærmest til at pibe og kort valgte at trække sig for en kort stund. Han blinkede med de gyldne øjne, også selvom det faktisk var ved at blive ganske svært for ham at se noget, hvilket kun irriterede ham yderligere, og det var slet ikke noget som han fandt sig i, når det nu endelig skulle være. Han slog kraftigt med halen, inden han vendte sig mod hende, kun for at springe direkte på hende og kun for at slå kraftigt ud efter hende, selv uden at lægge mærke til hvor langt månen egentlig var på vej ned.
I takt med at han havde slået kraftigt ud efter kvinden under ham, så slog han endnu en gang, idet han gjorde et fast forsøg på at snappe ud efter hende med tænderne, idet at hun forsøgte sig med at slå og sparke ud efter ham, hvilket jo faktisk gjorde det svært og ikke mindst problematisk for ham at komme i nærheden af hende i det hele taget. Han knurrede kraftigt og tydeligt utilfredst, idet han alligevel spærrede øjnene op. At snappe ud efter hende, havde han allerede droppet og opgivet, for han kunne ikke komme til hende, så meget som hun sprællede under ham, som havde hun været en fisk. Han peb svagt, idet han fast trak sig væk fra hende. Månen søgte ned bag et lavt skydække, og derved gik permanent i skjul, hvilket vang forvandlingen tilbage. Han begyndte kraftigt at ryste og nærmest skrige det skingre skrig, idet at forvandlingen gik i sig selv igen. Kroppen blev mindre og pelsen synes at forsvinde, og det samme med halen, snuden og de store poter, kun for at lade Izaiah ligge tilbage som den nøgne mand han nu var. Han rystede let, også selvom.. han kunne næsten ikke se med det ene øje. Han gispede ganske svagt, som han så sig omkring, for at finde ud af hvor han nu var endt henne.

[Deleted]

Celina vidste virkelig ikke meget om dyr hvilket også var grunden til hun bare stirrede på ham fordi hun håbede at han ikke ville angribe hende. Hun ville virkelig ikke mere! Hun ville ønske hun havde løbet da han havde bedt hende om det men hun havde bare ikke kunnet. Det havde gjort så ondt men den sidste ende havde hun været nød til det. Smerterne i hendes ben gjorde hende efterhånden dårlig. Nogle af de rifter hun havde fået var faktisk ret dybe og efterhånden var de også ret beskidte efter alt den roden rundt på jorden hun havde lavet her til nat. At han var sprunget på hende igen havde forundret hende så hun var blevet godt ramt af hans slag. Hun havde trillet hen af jorden. Hun kunne næsten ikke mere, hendes energi var næsten ved at være opbrugt men hun fik dog formået stadig at slå og sparke ud efter ham om end ret så halvhjertet. Det at han peb fik hende dog til at vågne lidt op igen. Hun kunne hen på ham og så hvordan han forvandlede sig tilbage til et menneske. Hun bed sig let i læben og sukkede stille, var det virkelig slut denne gang?? Hun kunne så småt begynde at mærke at det blev varmere, solen ville snart stå op på himlen og det var en dejlig ting. Det ville om ikke andet give hende en smule energi. hendes blik faldt på manden foran hende igen, han virkede ikke så slem når han bare lå der, måske var det fordi han var så blottet som han var. Stille endte hun dog med at komme op på knæ. Hun kravlede stille hen til manden, tog sin kappe af og lagde den over ham før hun måtte bukke under for udmattelsen og falde om ved hans side. Hun træk vejret tungt men var stadig vågen. Hendes blik søgte stille over mod ham igen. Hvem var han egentlig??

[Deleted]

Izaiah gispede let. Han hadede virkelig når forvandlingen gik i sig selv, for det gjorde ham så frygtelig irriteret, for det gjorde ondt, og specielt når han ikke befandt sig i hans kælder, for det som han var mest bange for, var jo at han gjrode andre ondt, for det havde aldrig nogensinde været hans intentioner med noget som helst. Han lukkede øjnene. Det var næsten som han omgående begyndte at fryse. Nu hvor han havde været vant til at rende pelsklædt rundt igennem natten, og nu lå der i det rene ingenting, var noget som han udmærket godt kunne mærke, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Benene trak han let op under sig, som havde det været et forsøg på at beholde varmen, også selvom han fik noget af et chok, da det føles som noget blev lagt om ham. Han vendte blikket med det samme i retningen af kvinden som han havde bedt om at gemme sig en gang. Han havde haft fat i hende.. Det kunne han jo tydeligt se, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, for han låste sig jo inde af en grund, netop så ting som dette, ikke skulle ske! Han sukkede indædt, også selvom han tydeligt kunne se, at hun faldt om ved siden af ham. Hun måtte være træt, angst? Panik? Ja, det kunne jo være så meget, for det var ekstremt uheldigt at støde på ham på den måde, og nu hvor han lå der, så var det bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle lade hende ligge der på den måde. ”Du.. du skal ikke ligge her..” sagde han med en dæmpet stemme. Han trak hendes kappe godt om sig, så han kunne skjule sig lidt, inden han roligt gik i knæ, for at tage fat om hende, så han kunne få hende op i armene. At se hende se sådan ud, var slet ikke en tanke som han brød sig om, også fordi at han vidste at det var hans egen skyld. Selvom han måske var træt, så ville han finde energien og styrken til dette. Han lod en hånd søge bag hendes ryg og den anden under hendes knæ, idet han kæmpede for at komme op at stå, kun for at vende snuden hjemover. Han ønskede da ikke at lade hende ligge der, når hun så sådan ud.

//Out

[Deleted]

Hun havde virkelig været bange, hun havde været panisk og hele hende krop gjorde ondt. Hun havde bare siddet og betragtet ham ligge der og ryste. Var han kold? Hun bed sig let i læben, han virkede ikke så farlig når han lå der helt nøgen. Hun havde kravlet hen til ham og lagt kappen om ham. Han virkede virkelig ikke farlig nu og selvom han havde så havde hun ikke haft kræfter til at stikke af. Det at hun faldt om ved siden af ham kunne jo kun vise at hun var helt og aldeles udmattet. At han så matte samle hende op på den måde fik hende til at føle sig helt hjælpeløs. "Jeg ... jeg kan ....... selv" hviskede hun stille før hendes hoved endte mod hans brystkasse og hun simpelthen faldt hen i en urolig søvn.

//out