Horror's in the forest.

[Deleted]

Selvom foråret var ved at komme og sommeren snart kiggede frem så var det nu alligevel koldt om natten synes Celina nu ellers. Hun gik roligt og meget forsigt gennem Iyanna skoven, hun vidste at der var en rebel lejr et eller andet sted her i skoven og dem ville hun helst ikke rende ind i! Ihh hvorfor skulle hun dog også være ude på denne her tid af døgnet?? Hun vidste at hun havde været ude det meste af natten og at solen ville stå op om ikke ret længe men stadig var den stråler ikke begyndt at titte frem over horisonten hvilket måtte irritere hende noget så frygteligt! Hun var stærkest i solen, trak sin energi direkte der fra men det var jo ikke ens betydning med at hun var svag i mørket, tvært imod. Hendes skridt gav genlyd i skoven og hun gik og holdt en ildkugle foran sig for at hun kunne se hvad der skete lige omkring hende men det hjalp virkelig kun et par meter og så var der bare kulsort igen. Hun hørte en lyd bag sig og drejede hovedet for at se hvad det var. Der var intet men hendes fokus på lyden fik hende til at snuble og ligge så lang hun var på den kolde fugtige jord. "Koldt, klamt og væmmeligt! jeg hader skoven" vrissede hun af sig selv og sukkede stille. Det kunne stadig når at blive en meget lang nat.

[Deleted]

Fuldmånen hang endnu over den store himmel, hvilket var noget som tvang Izaiah direkte i en sindstilstand, hvor han var ude for rum, tid og sted. Han havde ingen anelse om at han havde formået at kæmpe sig ud af buret i sit eget hjem, også fordi at han gjorde alt hvad han kunne for netop at undlade at folk skulle vide hvem og hvad han var, for det var bestemt heller ikke noget som han var stolt af i den anden ende, for det var han bestemt heller ikke. Han brummede svagt, som han kom vandrende igennem skoven. Han havde blod og fråde omkring munden, da han allerede nu til have formået at overfalde en uskyldig forbipasserende, som kun havde været ude for at nyde utrolig godt af den smukke forårsaften, også selvom det havde været hans sidste. De gyldne øjne hvilede foran ham. Han kunne dufte at der havde været en kvinde forbi, ikke for særlig lang tid siden. Han fangede hendes duft i græsset som han betrådte, som han opfangede den i luften, så hun var bestemt heller ikke langt foran ham. Svagt rejste han børster og blottede de skarpe tænder. Han rettede sig op. Selv i denne skikkelse, så var han temmelig stor, og han var uden tvivl en yderst dominant han, og han accepterede bestemt heller ikke, at nogen i det hele taget kom ind på de områder som han betragtede som sine!
Hylene lød op mod den store måne, idet Izaiah satte i løb i retningen af kvinden. Af erfaring vidste han at menneskerne ikke kunne løbe nær så hurtig som han kunne, så det var uden tvivl noget som passede ham fint. Hans skridt var tunge, men han var jo så til gengæld også et kæmpe og ikke mindst massivt og stort dyr, så han var tung, faretruende og ikke mindst stor af en han at være. Han kom kun tættere og tættere på, hvor hans knurren og brummen var at høre, næsten selv på lang afstand. Han var uden tvivl et stort rovdyr nu på jagt.

[Deleted]

Celina sukkede stille og kom langsomt på benene igen. Der var så stille i skoven på denne her tid af døgnet og hun brød sig virkelig ikke om det. Hendes blik gled stille op mod himlen, fuldmånen var så flot her til aften. Hun skulle bare have været blevet i byen, så havde hun måske haft en af dele den med. Hun begyndte at gå et par skridt hvorefter hun så stoppede op igen. Der var noget galt, lydene i skoven var blevet endnu mere stille end før og hun vendte og drejede sig for at se hvad der skete men hun kunne intet se længere væk end hendes flamme kunne nå. Hun bed sig let i læben, hun kunne virkelig ikke lide det her. Hun vendte sig rundt for at skulle til at gå igen da hun hørte det. Hylene, det lød som ulve i skoven men hun havde en ide om at dette ikke bare var en almindelig ulv når nu fuldmånen hængte så tungt over hende. Hun kunne tydeligt høre en brummen og en knurren komme faretruende hurtigt mod hende og hun satte i løb. "Det her er ikke godt" hviskede hun til sig selv og tænke over hvad hun kunne gøre. Det var virkelig begrænset hvad hendes ildevner kunne klare når solen ikke var fremme og hun vidste det så udemærket. Dog var hun også vinddæmon så hun havde et par tricks oppe i ærmet selvom hun ikke vidste hvor meget det ville hjælpe mod en varulv. Hun fandt et stort træ som Hun tog en hurtig beslutning og hoppede op i. Hun vidste at hun ikke ville kunne løbe fra ham ret længe og at det kun havde været fordi hun havde været foran ham i første omgang at hun havde kunnet det indtil nu. Hun sendte en masse små ildkugler op i luften en en stor cirkel omkring hvor hun var sådan så hun kunne se når han kom og kunne se hvis det kom til kamp. Hun prøvede virkelig at give sig selv en stor fordel. Hun bed sig stille i læben, hun var et sted egentlig ret bange. Hvis det virkelig var en varulv som at der var efter hende så ville hun virkelig være på spanden, det var da sikkert og vist.

[Deleted]

Izaiah havde absolut ingen anelse om hvor han var, eller hvem han var for den sags skyld, og det at han var kommet ud af sit bur derhjemme, var naturligvis noget af det værste som han kunne udsættes for, for han gjorde ellers altid alt hvad han kunne for at tage sig sine forholdsregler, netop så dette ikke var noget som ville ske. Han brummede svagt, og nu hvor han havde opfanget duften af et andet individ – som ikke var en varulv, var uden tvivl det som fik hans bæst til at reagere kraftigt, for det var jo en indtrængen på hans område, og det var bestemt ikke noget som han fandt sig i. Han satte direkte i løb efter at have hylet mod den store himmel over sig. Duften af kvinden blev kun stærkere og stærkere, jo tættere på hende, at han kom, og derfor satte han også farten op, kun lige tidsnok til at se hende hoppe direkte op i et træ, hvor han fast knurrede tydeligt utilfredst. Han satte af alt det som han kunne, idet han spænede direkte ned mod træet, hvor han gjorde et fast hop, kun for at lukke den kraftige kæbe omkring en gren, som han vilkårligt fik bidt af med et kraftigt knæk, inden han faldt direkte ned i jorden igen. Ildkuglerne i luften, fik ham hastigt til at trække sig en anelse. Tænderne forblev blottet, for lyset af de lysende ildkugler gjorde automatisk, at han ikke kunne skjule sig i mørket, hvilket var noget som uden tvivl måtte irritere ham. Han slog let med halen og rev let i skovbunden. Hun var – for hendes del, temmelig højt oppe, og højt nok oppe til at han ikke kunne nå hende. Som et rovdyr, søgte han omkring træet i en rolig cirkel, inden han gjorde endnu et hop i forsøget for at nå hende. Han slog kraftigt ud efter hende med sin pote, for han ville jo have hende ned! Hun skulle da slet ikke sidde deroppe, hvor han slet ikke var i stand til at nå hende, for det var jo på ingen måder retfærdigt!

[Deleted]

Celina kunne virkelig mærke hvordan hun begyndte at blive bange hvilket ikke skete særlig ofte. Hun kunne høre hylene bag sig og de kom tættere på. Det var virkelig en skræmmende tanke for hvad kunne hun i realiteten gøre mod en vild varulv? Hun bed sig let i læben som hun bevægede sig op i træet så hurtigt som det var hende muligt. Hun udstødte dog et skrig da hun så varulven hoppe op i træet og knækkede en gren af. Det har var jo pisse farligt! Hun kravlede højre op og klamrede sig til træet mens hun blot så på hvordan han gik og kredsede rundt om hende. Han var på jagt og hun var byttet. Normal kunne Celina klare det hele, hun var ikke bange for nogen eller noget men som denne her varulv, med fråde og blod om munden, hoppede op mod træet og daskede efterhende så kunne hun alligevel mærke hvor bange hun var. "Okay okay. Hvad gør jeg nu? Hvad gør jeg nu?" hviskede hun til sig selv og prøvede virkelig at finde en udvej. Hun kunne mærke hvordan træet rystede når han prøvede at hoppe op efter hende og hun kunne mærke vinden som blev genereret når han slog efter hende. Han kom tættere og tættere på. Hun sukkede stille og kiggede ned på ulven under hende. Hun vidste at hun ikke kunne blive her meget længere, hun var nød til at gøre noget. Hun rejste sig på grenen og formede en flamme i sin ene hånd, den var svag og hun kunne så tydeligt mærke det! Ihh hvor var solen når man skulle bruge den?! Hun samlede flammen i hendes hænder og pegede den ned mod ulven på jorden og derefter begyndte hun stille og kontrolere den vind som vare lige omkring hende. Hun havde brug for den for at gøre flammen stærkere. Roligt tilføjede hun mere vind og flammen blev mere og mere solid og stører og stører. Til sidst var den stor nok at hun prøvede at kaste den ned mod ulven. Hun håbede at dette ville skabe noget konflikt eller frygt hos ulven sådan så hun kunne flygte. Hun hoppede ned fra træet og begyndte endnu en gang at løbe så hurtigt som hendes ben kunne bære hende mens hun igen begyndte at forme en ny ildkugle i hænderne på samme måde som før. Det her var virkelig ikke en ideel situation for hende!

[Deleted]

Izaiah var virkelig langt væk, og havde absolut ingen kontrol over hvad der skete i denne stund. Under normale omstændigheder når det var fuldmåne, ville han være i sin egen kælder, netop fordi at han slet ikke var interesseret i, at det skulle gå ud over uskyldige, selvom det var tydeligt, at det ikke var noget som han havde nogen kontrol over i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han hoppede direkte op mod træet, hvori han vidste, at hun var, for han ville have hende ned, og han ville æde hende, ligesom han ville gøre med alle som han kom og faldt over. Hellere gøre dem ondt, end at blive udsat for det selv – det var nok nærmere det som han levede efter i denne stund, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget yderligere til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han knurrede kraftigt og tydeligt med en utilfreds mine, for han var bestemt ikke synderlig begejstret for, at hun var kravlet derop, hvor han ikke kunne få fat i hende. Kløerne rev i jorden under ham, som han søgte rundt træet i cirkler, næsten som han bare ventede på at hun ville falde ned, så han kunne få fat i hende, for han var bestemt ikke den type bæst, som man skulle komme på tværs af. Men det var vel også bare typisk hanulven? At den skulle være i kontrol og det hele? For det var uden tvivl sådan at han havde det! De gyldne øjne søgte direkte op mod hende, da hun samlede sig ildkuglen i sin hånd, for at ende med at.. kaste den efter ham? Han bakkede hastigt, selvom det slet ikke var hurtigt nok for hans vedkommende, og han blev ramt over hoved og nakke, hvilket resulterede i at han straks peb og vendte om, kun for at løbe tilbage i buskadset, kun for at efterlade det hele fuldkommen stille. Han var måske ikke så langt væk, som han ellers ville give udtryk for, men ild var slet ikke noget som han kunne lide, og det var jo noget som faktisk endte med at gøre ondt, selv på ham! Helt væk var han som sagt ikke, da han havde fået slukket den ild som nærmest havde sat sig i hans pels, ved at rode rundt i jorden ikke langt fra træet af, så havde han lagt sig på lur i stedet for. Den ene taktik havde ikke virket, så måtte han naturligvis forsøge sig med den næste, og det var at ligge og vente.. Og før eller siden, så ville hun vel også komme ned?

[Deleted]

Celina skulle virkelig bare væk fra det træ så hurtigt som muligt. Hun var intelligent og kløgtig så hun vidste at hun nok skulle finde ud af noget. Hun prøvede at komme ud af situationen så hurtigt som muligt fordi hun ville virkelig ikke ædes af sådan et rovdyr! Hun havde hørt ham pibe og gik roligt ud fra at hendes plan om at ramme ham med en kugle af ild havde hjulpet til hendes fordel. Hun kunne ikke se ham længere og det var det der havde fået hende til at hoppe ned fra træet i første omgang og hun spildte ikke tiden med at blive stående og vente på ham. Hun var begyndt at løbe med det samme for at stikke af og komme så langt væk fra ham som muligt. Ildkuglen hun havde i sin hånd var lille for hun havde ikke meget kræft om natten uden solen og varmen, hvorfor havde hun også bevæget sig så langt væk om natten?? Dumt dumt dumt, tænkte hun for dig selv mens hun løb. hun havde virkelig brug for vinden for at få hendes flammer til at blive større men var da lidt krævende og svært at løbe samtidig med for processen var delikat, for meget vind og flammen ville gå ud og hun skulle starte forfra og for lidt så ville det bare tage alt alt for lang tid og tid var virkelig ikke det hun havde mest af lige nu. Som hun løb knækkede skovbunden under hende med alle mulige grene og kviste, det var jo umuligt at løbe lydløst i denne her skov! Hun snublede endnu en gang og hendes flamme gik ud med det samme. "pis pis pis pis" hviskede hun og trillede om på ryggen og begyndte at kravle videre væk. Hun vidste at han måtte være lige i hælene på hende for det var et rovdyr. Og rovdyr gav ikke op så let. Hun bankede stille ind i et træ med ryggen og blev bare siddende. Der var helt stille og hun kunne virkelig ikke se hvor han var hende. Hun var bange.

[Deleted]

Ilden kunne man ikke ligefrem kalde for Izaiahs bedste ven, for hans ulveskikkelse brød sig bestemt ikke meget om den! Selvom hun havde ramt ham, så havde han allerede udstedt sig hende som sit offer for denne nat, og derfor havde han slet ikke nogen intentioner om at skulle stoppe sin jagt, så lang tid at månelyset endnu havde magten og kontrollen over ham, for han havde ingen kontrol over sig selv! Selvom gløderne i hans pels stort set var væk, så sved det faktisk ,og det lugtede bestemt heller ikke særlig godt, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund. Han brummede næsten helt lydløst, som han havde lagt sig på jorden i skygge og læ af nogen buske, hvor han så til at hun kom ned af træet. Han hævede ørene i det samme øjeblik, kun for at se hende løbe. Det var nok noget af det dummeste, som man kunne gøre overfor et væsen som ham. Han rejste sig igen i fuld størrelse, kun for at hyle i retningen af den store måne, som havde det været et næsten desperat forsøg på at kalde flere af sin art til sig. Det var jo trods alt et flokdyr. Han satte direkte efter hende med sine kraftige ben, som hurtigt førte ham over skovens bund, og det tog ham bestemt heller ikke særlig lang tid at komme efter hende og derved også hale ind på hende. De kraftige tænder blottede han endnu en gang. At hun faldt, var til hans egen fordel, for han kom hastigt over hende, selvom han havde fejlantaget sin egen hurtighed. Som han direkte sprang over en falden træstamme, så fik han overbalance, kun for at falde hen over jorden og derved komme op foran hende. Ham brummede irriteret, for selv han kunne jo mærke smerte af den ene eller den anden grad. Han rejste sig igen på alle fire. De gyldne øjne søgte direkte til hendes skikkelse. Han var påvirket af hendes frygt for ham, det var det som nærmest.. tændte for alle de dyriske instinkter i ham. Han rejste børster og knurrede med en intens mine, idet han langsomt bevægede sig tættere på hende. Når hun lå der, udgjorde hun ikke rigtigt nogen trussel for ham.. Det var sjovere og mere.. naturligt for ham at reagere, når byttet og offeret faktisk var i løb.

[Deleted]

Celina vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere en varulv, hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle slippe godt fra det her. Det eneste hun vidste der ville hjælpe var ved at månen forsvandt og solen stod op. Hun vidste at de ville forvandle sig tilbage når solen kom op! Men hvor længe mon der var til det? hun synes ikke at det var blevet lysere endnu overhovedet men hun var også ret rundt på gulvet. Hun pustede og stønnede efter løbeturen og hun kiggede fortvivlet rundt for at finde ham og så fik hun øje på ham i mørket. Den store skikkelse foran hende som bare kom hen i mod hende, langsomt godt nok men stadig kom imod hende knurrende fik hende til at klynke lidt. Hun var bange, det var vel tydeligt. Ulven foran hende kunne jo slå hende ihjel så let som ingenting og hun vidste det! Hun var stadig på jorden men havde sat sig op nu med blikket mod ham. Hun begyndte at søge væk fra ham, stadig på jorden så ikke ret hurtigt. Hendes blik hvilede på ham konstant, hun ville ikke fanges bagfra, det ville hun bare ikke. "Gå med dig! Forsvind!" råbte hun og løftede den ene hånd og begyndte at sende de små ildkugler efter ham. Hun håbede på at det ville skræmme ham væk, at han bare ville forsvinde. Hun prøvede virkelig alt i hendes magt for at få ham væk fra sig for han var farlig og hun havde ikke ligefrem et ønske om døden lige nu. Hun var stadig ung, hun kunne leve længe endnu før hun skulle blive til jorden. Enkelte tårer løb ned af hendes kinder, hun var virkelig bange. "Skrid så!" råbte hun og kastede flere ildkugler efter ham mens hun blot blev ved med at søge væk fra ham. Hvad skulle hun dog gøre!?!

[Deleted]

Izaiah havde sit kære bytte lige hvor han ville have det. Eller.. næsten i hvert fald. Frygten stod så tydeligt i hende, og det var det som gjorde, at han ikke rigtigt mistede interessen for denne jagt, for han elskede det. Han knurrede kraftigt, som han søgte mod hende. Hun var ikke et dyr, hvilket gjorde hende til en kraftig og ærbødig modstander, og derfor skulle hun elimineres, også fordi at hun jo faktisk havde valgt at gøre ham ondt på den måde som hun nu havde gjort det. At hun igen fandt ildkuglerne frem igen, fik ham hastigt til at springe bagud, for ikke at blive ramt, men det som han hurtigt lagde mærke til, så var det jo at de slet ikke var så kraftige som den han var blevet ramt af en gang, for det var faktisk noget som gjorde ondt. Så lang tid fuldmånen var oppe, så var det den som styrede ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han burde være hjemme i sit eget bur hvor han ikke kunne gøre nogen skade på andre end sig selv, som han plejede at gøre. Han lagde ørene faretruende ned, idet han direkte valgte at tage et tilløb og bare.. springe direkte mod hende. Han var temmelig stor i forhold til hende, og derfor nok også langt mere faretruende, end det som godt måtte være i den anden ende. Han slog kraftigt ud efter hende med sin pote, som havde det været hans forsøg på at slå hende omkuld i stedet for, for det var mere hendes hænder som var faretruende overfor ham, snarere end det var hendes væsen og hendes kropslige legeme i sig selv, for hænderne brugte ildkugler og de gjorde jo trods alt ondt. Han knurrede kraftigt, som han snappede ud efter hende, kun for at slå igen. Han havde de skarpe kløer, og de var bestemt heller ikke særlig sjove at komme i vejen for, for de rev uden tvivl i hvad de kunne få fat i, og med den kraft og styrke som han lagde i det, så ville det uden tvivl gøre forbandet ondt, hvis han endelig fik lov til at ramme rigtigt selvfølgelig.

[Deleted]

Hun så hvordan hun ramte ham men han bakkede ikke meget tilbage og det var kun med til at skræmme hende mere. Hvorfor ville han ikke bare stikke af. Hun blev ved med at kaste ild efter ham men hun kunne da efterhånden godt mærke at hun var ved at blive træt. Det tog meget af hendes energi at kaste sådan nogen om natten hvor hun ikke kunne bruge solen som energi kilde men det kunne hun ikke nu. Hun kunne høre ham knurre og frygtede det værste. Hun så hvordan han tog tilløb og sprang på hende. Han var over hende hurtigt og hun prøvede bare at slå ud med ham, stadig med ildkugler for det var virkelig det eneste våben hun havde som så ud til bare at have en lille effekt på ham. Hun kunne mærke hans klør mod hendes arme og hun kunne mærke hvordan det begyndte at løbe noget varmt fra dem. Smerten mærkede hun næsten ikke fordi adrenalinen var i hendes blod så hun blev blot ved med at slå ud efter ham. Hun så hvordan han snappede efter hende efter og hun prøvede at komme mere væk fra ham. HUn ville i hvert fald ikke bides! "SKRID!" skreg hun og begyndte ligeså at sparke ud efter ham. Hun ville bare have ham væk fra sig, hvorfor angreb han hende? Der var vel ingen grund. Varulve var vel bare partu dårlige mennesker! Hun havde ingen ide om at han ikke kunne gøre for det for hun vidste ikke meget om dem som sådan. Kun at de var påvirkede af månen og at hun ikke ville bides af dem. Hun blev bare ved med at slå og sparke ud efter ham indtil han ville forsvinde. Hun ønskede virkelig ikke at dø her!

[Deleted]

Hvis Izaiah havde nogen anelse om hvad der skete, så havde han uden tvivl gjort hvad han kunne, for at forhindre, at nogen skulle komme til skade ved dette, for det var jo slet ikke hensigten ved noget som helst. Dyret i ham, havde bare den fulde kontrol og med månen som ejeren af pisken, så var der ikke rigtigt andet for, end at gøre hvad.. naturen nærmest bad ham om. At lade hende gå, var slet ikke noget alternativ for hans vedkommende, og det var ikke mindst frygtelig tydeligt for ham at det var hende som han havde udset sig som byttedyret for denne aften, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at lade hende gå, for det kunne man bestemt ikke sige, at han havde! Slet ikke! Han tog tilløb og sprang direkte på hende. Selvom det måske ikke direkte var mordlysten som stod i ham lige nu, så var det ikke fordi at han kunne undgå at lade sig bide mærke i at hun ikke.. løb fra ham, men kun forsøgte at slå og sparke ud efter ham med arme, ben og de ildkugler, som han bestemt heller ikke var synderlig begejstret for i forvejen, for han kunne bestemt ikke lide dem!
Et skydække valgte roligt at passere og derved dække månen. Slagene mod den kvindelige skikkelse, holdt inde, idet han i stedet trak sig, kun for at vende blikket mod månen. Månelyset blev fuldkommen skjult, hvilket kraftigt fik ham til at klynke og nærmest.. pibe og gå i kramper. Den store skikkelse krympede og blev mindre, inden pelsen forsvandt, poterne og den store snude med, idet at Izaiah lå på jorden i det som nærmest lignede rystende kramper, som lå ham og var iskold. Han så sig omkring, da han endelig fik øjnene op. Han var ligbleg i ansigtet. Selv kroppen var præget af mærker efter de ildkugler hun havde kastet efter ham. Han rullede varsomt om på maven. Han lå bestemt ikke hjemme i sit bur, men var udenfor? ”Åh gud…” Han så sig omkring. Han var fuldkommen forvirret!

[Deleted]

Celina var rædselsslagen for ham foran hende. Han var et monster, et uhyre under månen! Hun vidste ikke at han ikke var sig selv, hun vidste jo intet om varulve så hvordan skulle hun kunne vide det?? Hun bed blev bare ved med at slå og sparke til ham for det galt hende livet. Hun prøvede at trække sig længere tilbage men det gjorde så at hun kunne slå fra sig lige så meget så hun stoppede og fortsatte med at slå og sparke ham. Hun var efterhånde forrevet på både arm og ben og smerten begyndte stille og melde sig. "Please. gå med dig" bad hun stille og gråden begyndte stille at melde sig. Hun var stadig rædselsslagen og ville bare gerne væk men hun så ingen mulighed.
Hun blev ved med at slå på ham og havde lukket øjnene for ikke se på ham, hun ville ikke se når han slog hende ihjel. Som hun blev ved med at slå ud kunne hun pludselig mærke at hendes hænder ikke længere ramte noget. hun begyndte stille at åbne øjnene og så hvordan ulven foran hende krampede og endte tilbage i menneskeform. Hun var fuldstændig målløs over hvad der skete foran hende. hans stemme nåede hendes øre og hun rystede en gang. Hvad skete der? vidste han ikke hvad han havde gange i?? Hun ville løbe men hendes ben ville ikke bevæge sig. Hun sad bare på jorden hvor han havde efterladt hende med åben mund. Stille begyndte alt ting ligesom at gå op for hende, at han ikke længere var skiftet form og ikke længere kunne rive eller bide hende. Lige nu så var hun stadig i live. Hulkene begyndte stille at melde sig som tårerne trillede ned af hendes kinder. Blodet løb stadig fra hendes rifter og det gjorde ondt. Hun græd bare men kunne ikke flytte blikket fra skikkelsen på jorden. Hun kunne bare ikke fjerne blikket fra ham!

[Deleted]

At skulle vågne op midt i skoven, var slet ikke hvad Izaiah havde regnet med, og det beviste kun for ham, at han var sluppet ud derhjemme. Han bed tænderne kraftigt sammen. Hvordan det i så fald ville se ud i hans hjem, vidste han ikke, men det kunne næppe være kønt, for der blev lagt så meget arbejde i at holde ham der. Han vendte sig om på maven, kun for at fange synet af en forskræmt og blødende kvinde. Han bed sig svagt i læben. Han havde heldigvis ikke formået at slå hende ihjel, hvilket han var glad for! Han var ikke ligefrem stolt over at være det væsen som han var, men det havde heldigvis ikke været så smertefuldt som det ellers havde været. Han blev liggende. Alene det at rejse sig, var slet ikke noget som han magtet, for det var virkelig hårdt at forvandle sig! Hans krop var tydeligt muskuløs, men det krævede også sit at gennemgå den forvandling under fuldmånen. Han lukkede øjnene ganske let. ”L-løb… Please løb..” hviskede han med en dæmpet stemme. Han vidste jo godt, at skydækket ville være forbi inden alt for lang tid og så var forvandlingen jo igen noget som han kun måtte se frem til. Det var jo trods alt stadig fuldmånenatten, og så lang tid at det var den som herskede på himlen, så var det ikke rigtigt fordi at han selv kunne gøre alverdens ved det, og det var næsten det som var ham selv det værste af det hele. At høre hende græde, så var han bange for, at hun var blevet for panisk til at løbe fra ham, og så han gerne at hun forlod stedet, inden skydækket passerede, og han ville forvandle sig, for så havde han ikke kontrollen over sig selv mere. Han vendte blikket mod himlen. Han bed sig svagt i læben, inden han igen vendte blikket mod hende. ”LØB!” nærmest skreg han af hende. Hun skulle da løbe mens hun havde muligheden for det, for det at blive siddende der, ville da kun slå hende ihjel!

[Deleted]

Celina var lammet af skræk. Hun kunne intet gøre andet end bare at sidde der og stirre på ham som ville han springe på hende igen med det samme. Hun kunne se at han havde ondt, den måde han lød på og hans vejrtrækning. Det lød ikke godt. Hvis hun havde været ved sine fulde fem havde hun nok gået over og prøvet at hjælpe ham for det lød som om han led men lige nu kunne hun ikke. Hun var bange fanget i panikken og kunne ikke finde sin vej ud igen. Hun så hvordan han trillede om på maven og fik øje på hende. Det gav et sæt i hende fordi hun troede at han ville tage hende nu men det gjorde han ikke. Hans bøn hørte hun men hun kunne ikke løbe. Hun var bare alt for bange og ikke nok med det så de sår hun havde fået var ømme. Endelig fik hun revet blikket fri fra ham og kigget ned af sig selv, hun blødte meget men ikke så meget at hun var i fare for at bløde ud. Hun vendte blikket op på ham igen da han skreg af hende. Hun bed sig let i læben, hulkene var stoppet men tårerne trillede stadig. Hun prøvede forsigtigt at rejse sig men faldt hurtigt sammen på jorden igen. Hendes ben gjorde simpelthen for ondt! "Jeg kan ikke" hviskede hun stille og man kunne høre i hendes stemme hvor skræmt hun var. Den dirrede helt og hun begyndte svagt at ryste. Det var koldt, hun var træt og hun var såret. Adrenalinen havde lagt sig igen så hun kunne nu mærke den fulde smerte i hendes lemmer hele tiden men det var værst når hun bevægede sig.