Time to leave the past behind

[Deleted]

Der var så stille i skoven. Fuglene sang ikke og vinden fik ikke de spæde udsprunget blade til at hvisle. Her var så stille, at stilheden nærmest virkede foruroligende. Ved lysningen midt inde i skoven, sad Melrose i det høje græs. Hun havde samlet nogle græsstrå og var i gang med at flette en krans. Hun nød at bruge hænderne, for det gav hende en ro indeni, hun ikke rigtig kunne få på anden vis. Endelig var hun langsomt ved at blive sig selv igen. Hendes hår, som for nogle få dage siden havde været filtret og gråt, var ved at blive blankt og lyst igen. Vingerne var blevet mere hvide, og bløde, i stedet for den ru og grå tilstand de havde været i. Hendes øjne var blevet blå igen. Det hårde blik var erstattet af et eftertænksom et. Et lille smil sad på hendes læber. Men den unaturlige stilhed sad klæbende til hende og gjorde hende rastløs. Der var noget helt galt. Hun vidste det. Dog tvang hun sig selv til at sætte sig ned igen og flette videre på kransen. Hun fandt nogle små blomster og flettede også dem ind i kransen. Den mindede hende om den selv samme krans hun havde flettet for et par dage siden til Lucas. Hun havde besluttet sig for at sige farvel. Give slip en gang for alle. Og hun følte sig lettere om hjertet. Men hvor skulle man starte, når man skulle starte helt forfra? Selv med Salvatores hjælp, følte hun sig hjælpeløs. Hun havde endnu ikke besøgt himmeriget, for hun frygtede stadig for hvordan de ville tage imod hende. Var hun til at stole på? Mørket, sorgen og smerten havde hun kunne regne med, men dette lys og den pludselige glæde var hende fremmed og hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere sit nye jeg. Hvad for hende blev et mysterium, for hun havde engang været i stand til at leve med glæden, lyset og varmen, uden problemer. Hun frygtede at de venlige sjæle som nu hjalp hende på rette vej, ville forsvind. Hun frygtede ensomheden, smerten, mørket og sorgen. Hun frygtede det som havde været hendes støtte igennem så lang tid. At blive indhyllet i mørket igen. Hun rejste sig op og tog kransen på. Med et ramte en blid brise hendes ansigt, og fuglene begyndte endnu engang at synge.

[Deleted]

Paige havde ikke været tilbage fra Madara i mere end et par uger og hun havde allerede sat en række af begivenheder igang. Procias var blevet svagt og tomt - Noget Paige ville lave om på, hurtigst muligt! Hendes forretning havde allerede sat skub i økonomien og hun havde doneret flere forheksede uniformer og svær til hæren, selvfølgelig anonymt, kun et lille mærke på hvert håndværk og stål kunne afsløre de kom fra samme forhandler. Paige gik sig en tur igennem skoven, hun havde fået lagt låg på sin fortid og fortrød intet - hun var blevet stærkere af det hele. Magien flød fra hende, hendes udstråling var varm og tryg men selv dyrerne omkring hende undveg hende ydmygt for den kræft der lå i den. Det lange lyse hår bølgede efter hende og den lille stjerne ved hendes øje lyste svagt af liv selv. En lysebrun kjole dækkede hendes slanke krop og hendes nøddebrune øjne studerede naturen omkring hende. Paige lod en enkelt bølge af tung energi flyde igennem skoven, det ville få alting til at stoppe kort op før det igen ville optage dets normale liv. Denne bølge afslørede dog en energi højere end det af et dyrs. Det var spinkelt, ikke særligt men det var der, og energien genkendte Paige hurtigt og et lille smalt smil spilelde hen over hendes røde læber. "Melrose" sagde hun kort, og hendes stemme blev båret af vinden som en hvisken igennem skoven mod Melrose. Gentagende, mystisk men varm og dog for Melroses ville det nok mærke den som noget helt andet. Paige lod magien opsluge hendes krop og bragte hende hen over flere hundrede meters afstand på kun skunder. "Well, well, well.. Se hvad vi har her. Melrose, du ser" Sagde Paige og holdte en kort pause. Hendes stemme var hård, dominerende og afslørede den høje status hun havde. "Mindre skrøbelig" Afsluttede hun kort og lod kroppen tage form igen kun et par meter bag hende. 

[Deleted]

Melrose havde ingen anelse om Paiges forsvinden. Hun havde jo selv været forsvundet i mange år. Hun vidste heller ikke at Paige var vendt tilbage, som hun selv var det.

Melrose...


Det løb Melrose koldt ned af ryggen. Hun genkendte stemmen. Paige var i nærheden. Hun så sig om i alle retninger. Var der en mulig flugtvej? Hun var ikke sikker på hun kunne gå på vingerne, for der var umulig nok plads. Før hun kunne nå at tænke nærmere over det, stod Paige få meter fra hende. Had, vrede og bitterhed skyllede igennem Melrose. Hun havde håbet i sit stille sind, at hun aldrig mere ville støde på det kvindemenneske! Hun så trodsigt på Paige. Dog lå hendes ansigt i milde og rolige folder. Hvis hun viste det mindste tegn på svaghed, kunne hun lige så godt vinke farvel. Hun træk vejret dybt igennem næsen, og et væld af vidunderlige dufte af forår nåede hende.
”Jamen goddag, Paige..”
Hvordan hilste man dog på det væsen man afskyede allermest? Det kvindemenneske havde slået Lucas ihjel! Og så vidt hun også havde hørt – sine to børn. Hvordan kom hun dog ud af dette i live? Hun kunne jo tydelig mærke hvordan Paiges kræft hvirvlede omkring hende som en tung tåge. Og det eneste hun havde, var Lucas’ daggert.
”Ikke forandret det mindste,” kommenterede hun og kastede et blik mod Paiges smukke skikkelse.
Melrose vidste ikke hvad hun skulle tænke. Paiges kommentar omkring at hun var mindre skrøbelig, var vel sandt nok, men Melrose vidste ikke om Paige mente det. Hun var jo blot blevet sig selv igen få dage forinden. Hun ville ønske at det ikke var nu hun skulle stå overfor Paige. For hun vidste bogstavelig talt ikke om hun kunne holde til det.

[Deleted]

Paige fortræk ikke en mine, forholdte det svage og lokkende smil og det skarpe glimt i øjet. Paige var høj, af en kvinde at være og hendes former var lokkende og flatterene - Noget Lucas i sin tid fladt for og i hans efter eftertid mange andre væsner også. Det lange lyse hår bølgede omrking hende og hun lod stadig magien flyde omkring dem. Paige lod blikket studere Melrose, hvordan denne kvinde kæmpede, det var næsten, bemærkelsesværdigt, men kun næsten. Lucas døde ved hendes hånd, men hendes børns død var ikke hendes skyld, det var hendes sorg at bære rundt på... "Tak skal du have, jeg synes heller ikke jeg ser så meget ældre ud." Sagde Paige varmt og alligevel med en klar klar undertone. Hun kiggede på sit spejlbillede i åen der løb ved dem og førte hånden hen over kinden og rettede på håret. "Men Du, Melrose..." Sagde Paige kort og lod blikket lande på Paige igen, lod det gå langsomt fra toppen af hendes vinger og ned til hendes fødder og op igen, men ikke engang kiggede hun hende i øjne. Hun slankede blot et øjnbryn som om det skulle være nok til at afslutte hendes stning. Paige følte sig klart bedre end Melrose, havde vundet over hende mange gange og var hende mere ovenlegen på så mange punkter. Paige fnøs en enkelt gang og trak på de slanke skulder uden rigtigt at tildele Melrose nogen form for værdighed. "Hvordan behandler du dig selv?" Spurgte Paige og hentydedet til at alt det dårlige der var sket Melrose var hendes egen skyld, men alligevel var der oprigtighed i hendes tone, hun var intereseret i at høre om Melrose havde det godt. 

[Deleted]

Melrose følte sig en smule truet. Mest på grund af at Paige var så høj. Melrose var ikke mere end halvanden meter høj, så hun følte sig som et barn i Paiges tilstedeværelse. At Paige følte sig overlegen overfor Melrose, undrede hende ikke. Hun kunne mærke det så tydeligt at det gjorde hende dårlig tilpas. Hun følte sig som en åben bog, og der var ingen mulighed for at skjule sig. Hvorfor så ikke bare vise Paige hvordan hun havde det? Hun kunne jo ikke skjule det for Paige alligevel. Dog kom hun til at tænke på om hun var skrøbelig. Det havde hun altid været. Men det milde og varme i hende havde gjort hende stærk. Om hun var skrøbelig i øjeblikket – muligvis. Hun var jo lige kommet ud af mørket få dage forinden.
Hun bemærkede hvordan Paige så på hende, men ikke hendes øjne. Hvorfor ikke? Følte Paige ikke at Melrose var værdig nok til at kigge i øjnene?
”Hvordan jeg behandler mig selv? Som jeg plejer vel,” svarede hun blot. Hun sporede ikke Paiges troværdighed for hun mærkede at Paiges ord, ramte hende som spyd i hjertet. Det var ikke et spørgsmål om hvordan hun behandlede sig selv, men hvordan hun havde behandlet andre. Og på det punkt kunne hun give Paige et svar. Men ikke når det galt hende selv. Efter hun blev engel havde hun aldrig skænket sig selv en tanke. For hende havde det altid været hendes mål at andre omkring hende havde det godt. Om det galt hende selv var ligegyldigt. Men om hun selv havde været skyld i sin egen ulykke, var et spørgsmål hun ikke kunne svare på.

[Deleted]

Paige førte hænderne igennem håret før hun lod det glide ned omkring hendes skuldre igen. Hun gik langsomt hen over græsset og lænede sig op af et træ, der synes at omfavne hendes væsen. Paige rystede kort på hovedet af hendes svar, hvordan kunne man virkelig være sådan som Melrose var? Engle skulle være stærke, de skulle bekæmpe det onde og være et symbol på frihed og tryghed - Men Paige så ikke Melrose som mere end et menneske... Svagt, ikke noget særligt og egentlig bare til pynt.. "Som du plejer.." Gentog Paige kort og træk vejret dybt der fik hendes barm til at rejse sig let. "Så du er stadig ubetydelig, glemsom, paranoid, jaloux og hvad er det for et ord jeg leder efter..." Sagde Paige og et lumsk smil spillede hen over hendes læber. Hun grinte svagt og så op imellem trækronerne før hun gik hen imod Melrose med faste skridt. "Når ja." Sagde hun kort og koldt.. "Svag" afsluttede Paige der lod magien flyde fra hende, men denne magi var ikke af den tunge art, men som den magi der lå skjult i engle.. Kun få kendte til den og Paige havde knækket koden.. Dette spil hun udsatte Melrose for var ikke med hendes gode vilje, men kvinden kunne jo ikke engang tage et skridt før hun brød sammen over hvad hun end måtte træde på.. Men magien skulle vise, eller prøve på, at få Melrose til at indse at Paige ikke havde noget imod Engle mere, nu hun havde knækket deres magi, var de alligevel ikke nogen trussel der kunne blive fordærvet.. Men hendes sidste ord hang stadig i luften som et blad der svævede langsomt ned igennem luften. 

[Deleted]

Paiges ord var som et dødsstød. Melrose fik kort svært ved at trække vejret. Kulden haglede ned af ryggen på hende og i et kort øjeblik havde hun svært ved at holde balancen. Men det hele varede kun få sekunder, så rettede hun ryggen også på Paige med et trodsigt blik.
”Du siger jeg er ubetydelig, glemsom, lider af paranoia, er jaloux og svag, men hvad ved du egentlig om det Paige? Du kender mig knap nok. Du ved ikke hvem jeg er. For mig er det ikke vigtigt at stå på den højeste piedestal, det er heller ikke vigtigt for mig at have høj status, at jeg er glemsom, mindes jeg ikke at jeg er, paranoia … livet er hårdt Paige, og sommetider kan man blive udsat for nogle ting, som gør at du knap nok kan kigge dig over skulderen uden at frygte det værste. Jaloux? Det har jeg aldrig nogensinde været. Ingen gang da du stjal Lucas fra mig. Svag … Jeg er ikke svag Paige. Jeg…”
Engang havde Melrose været en sand engel. En som havde strålet og reddet menneskeheden. Efter Lucas død, var lyset i hende falmet og hun havde ikke længere været i stand til at opfylde de krav der blev stillet til hende som engel. Og hun vidste ikke om hun nogensinde ville nå dertil hvor hun endnu engang blev sig selv igen, men om hun var svag…
”Hvis jeg var svag, ville jeg have endt det her mareridt for længst, Paige. Men som du kan se, lever jeg stadig.” Et lille svagt violet skær dannede sig om hende lille, spinkle krop.
Melrose mærkede ikke Paiges magi, og det ændrede ikke på hvordan Melrose stadig opfattede Paige. Med et had, hun ikke kunne hviske bort.

[Deleted]

Paige fnøs køligt af Melrose's ord og vandrede stille hen over den lune skovbund. Kjolen der elegant flød ned fra hendes skulder og håret der legede lystigt med vinden, der var isandhed meget der skilte disse to kvinder ad, men der var måske endnu mere der kunne holde dem sammen og.. Ja, hvem ved... "Hvis du ikke var svag Melrose. så var du aldrig faldet så langt som du gjort. Så var du ikke sky for at bruge dine vinger, at kæmpe mod det mørke du så tydligt slæber rundt på." Startede Paige i en kølig tone - Det ville helt klart kræve mere end et par få ord for at begrave deres fortid, men var det egentlig noget Melroses ville? Eller vigtigere, ville Paige egentligt det? Paige studere roligt Melrose, lyttede til hendes ord og prøvede, selvom det nok ikke virkede særlig godt, ikke at virke for højt på strå. "Du skal ikke belære mig om hvad livet byder på. Jeg har været igang med det længere end jeg vil indrømme." Snarpede Paige skarpt, og for første gang kunne man rigtigt høre hendes alder i hendes stemme, ru, træt og magtfuld, men hendes slanke figur opretholdte stadig den yndefulde holdning af værdighed og stolthed. Paige rettede på et par ringe og da Melrose havde sagt sit sidste ord blev Paiges krop nærmest mekanisk vendt mod Melrose. "Tror du at, det at tage sit eget liv bare kræver svaghed? Åndssvage pigebarn. Det kræver mere styrke end du formår at have i din lille finger, din ene hånd, hvis jeg skal være gavmild." Sagde Paige køligt og bedømmene. At skulle tage sit eget liv var noget der krævede mest mod og styrke i denne verden. Paige lod øjne studere Melroses fine nye farve og vidste godt hun skulle holde sin mund, men dette pigebarn var så nem at træde hende over og skylde skylden på for alt der var sket med Lucas. "Har du lært nye tricks, pigebarn? Du kan blive lilla, det er flot, dygtig - Men lyset skal være klart og stærkt, ikke som en eller anden hinne over et sår!" Sagde Paige og trådte straks i karekter som lære og bedrevidne, selvom hun kun havde lidt viden omkring hvad Melrose var gennemgået, så Paige hende tydligvis ikke som en trussel. 

[Deleted]

Melrose var egentlig fuldstændig ligeglad med hvordan Paige reagerede på hendes ord. Paiges reaktion vedkom egentlig ikke hende. Men hun havde et behov for at forsvare sig selv, også selvom det var overflødigt, for de fleste ting der var sket i Melroses liv i de sidste mange år, var noget hun ikke var herre over. ”Paige, det er vidst tydeligt at du ikke er klar over at mørket er en del af min fortid. Før jeg blev engel var jeg dødsengel. Mørket ligger naturligt og lurer. Mens lyset er mig påtvunget. Tror du virkelig at det var min egen gode vilje at lade mørket indhylle mig? Det kan jeg fortælle dig Paige, det har det aldrig været,” sagde hun. Melrose var ikke klar over hvad Paige ønskede hende, men hun havde ikke et ønske om at tilgive Paige. Det kvindemenneske havde været skyld i så meget af den ulykke Melrose var endt i!
”Paige, jeg belærer ikke, jeg beretter,” fortalte hun tålmodigt. Hun var træt af at folk konstant så ned på hende. Hvad for det meste skyldtes Melroses tro på at der var noget godt i alt og alle. Dog tvivlede hun på hvor det gode befandt sig i Paige.
Hvor gammel Paige var, vidste Melrose ikke. Hun havde efterhånden også selv levet et langt stykke tid. Men det var første gang Melrose så at alderen viste sig i Paige. Dog irriterede det hende, at Paige kaldte hende et pigebarn, som var hun et lille uvidende barn. Hun havde altid været en stærk modstander af at tage sit eget liv. Og hun så grund til at det skulle kræve stor mental styrke. Dog stammede denne modstand et sted fra. Hendes egen mor havde taget sit eget liv for Melroses skyld. Melrose kunne godt se heltedåden i dette, men hun forstod ikke hvorfor hendes mor dog havde ofret sit eget liv, for Melroses. Og siden hen havde hun været dyb modstander af det. Men der var stadig en stor forskel i at ende sit eget liv fordi det man var endt i, var et helvede og i at man ofrede sit eget liv, for en anden. Dog grundede al denne modstand også i, at hun efterhånden havde indset med lidt hjælp, hvor langt nede i mørket hun havde været.
”Paige, hvad ved du egentlig om det? Ja det kræver mod, men de fleste gør det for at undslippe det helvede de lever i. Og ja, sommetider er det den eneste udvej, men det er ikke løsningen,” sagde hun. På mange måder vidste hun, at på dette punkt ville hende og Paige muligvis altid være dybt uenige.
Hun sukkede dybt. ”Paige, jeg har aldrig haft det stærke lys omkring mig. Som sagt er jeg ikke født engel. Denne violette aura, er det tætteste jeg kommer på at være en rigtig engel,” sluttede hun.

[Deleted]

Paige, der nægtede at lytte til Melroses ord. Men selvom hun ikke rigtigt ville tage notis af dem, så nåede de Paige og ind i hendes sind hvorpå hun kunne tolke og reagere som hun selv så skulle være påkrævet. Paige hævede igen detslanke bryst i en dyb vejrtrækning, som om hun samlede toldmodighed til at forsætte denne samtale med denne kvinde. At Melrose fortalte om hendes fortid var ikke Paige overraskende, Lucas havde vist forklaret det - men som så meget andet havde Paige slettet de minder fra sindet, ej gad hun besidde de minder der skulle foresage hende så meget smerte og sorg. "Så du mener altså atlyset er dig påtvunget? Melrose, så forlad det dog hvis du ikke syntes om det?" Sagde Paige ganske køligt. Hvis Melrose virkelig følte hun ikke kunne leve op til det lyset krævede og hun følte at det var hende påtvunget, hvorfor i al verden så blive ved med at gå rundt i det? Var hun for svag til at stå fast og sige fra - om det så var overfor mørket eller lyset var Paige ligeglad med, det ene ville føre en ting med sig og det andet med noget andet... Paige gjort et kort træk på skulderne af hendes forklaring om at berette, som en hurtigt brise havde hun strøget den af sig. Ikke om denne kvinde foran Paige skulle berette Paige om noget som helst! "Vi vil aldrig blive enige om dette er sandt eller ikke.. Vi har tydligvis andre synspunkter end hinanden." Sagde Paige ganske kort for hovedet og slankede et øjenbryn. Paige studerede hendes farve nærmere, og bare med blikekt kunne man føle hendes magiske kræfter træde i karakter og lægge sig over Melrose. Paige plukkede hver lille energi ud fra Melrose, læste den, analyserede den og tillod så blikket i at finde en ny kilde. Efter et godt stykke tid med denne scene uden ord og blot studering rettede Paige sig ordenligt op og et svagt smil spillede hen over hendes røde læber. Tungespidsen gled hurtigt hen over læberne før hun talte; "Melrose, hvorfor hader du mig?" Kort, intet spor af nogen følelser - hverken gode eller dårlige, og hendes blik var nu rettet direkte ind i Melrose med strømmen af magisk udstråling med sig.

[Deleted]

Melrose anede ikke hvad der skete inde i Paiges hoved. Men det virkede ikke som om der skete meget. Følte Paige overhovedet noget som helst? Melrose tvivlede. Men for at dræbe den mand man elsker samtidig med at lade sine børn i stikken… Man kunne ikke være andet en følelsesløs! Hvis man lod ting trænge for dybt ind, ville det ødelægge en totalt. Og Melrose havde været derude men hun var begyndt at indse at livet tilbød på mere. Hun stod ikke ved livets ende længere. ”Jeg har aldrig følt mig mere hjemme Paige, end jeg gør her i lyset. Jeg er taknemmelig for jeg er vendt tilbage. Jeg mener ikke at det er mig påtvunget, men det falder mig ikke naturligt og alligevel har jeg aldrig følt mig mere hjemme end nogensinde før." Melrose følte sig mere og mere irriteret for hvert minut der gik. Hun ønskede ikke at stå ansigt til ansigt med Paige. Det smertede hende for dybt at kigge på den kvinde som havde ført Lucas bag om ryggen på Melrose og til sidst havde slået ham ihjel. Melrose havde aldrig mødt et væsen som hun hadede mere end Paige. Men det var også fordi at alt det Paige havde bedrevet lå så langt fra Melroses virkelighed. Hvis det stod til hende lukkede hun øjnene og så væk fra alt grusomhed her i verden for hun brød sig ikke om det. Hun ønskede fred og harmoni men dybt inde i hendes underbevidsthed så vidste hun godt at sådan var verdenen ikke støbt sammen. Det undrede hende at Paige spurgte.
”Hvorfor jeg hader dig? Er det svar ikke enkelt Paige? Du slog Lucas ihjel som efterlod mig alene og gravid,” svarede hun kort tilbage, uden følelser. Dog lykkedes det ikke. Fede store tårer trillede ned af hendes kinder.

[Deleted]

Paige begyndte en rolig gang igennem græsset, langsomt, sikkert og forførende nærmest svævede hun hen igennem de grønne strå og lod roligt hendes former vise sig frem. Paige var aldrig sky for at vise sig frem, for når man kunne stå ved sig selv, hvorfor så ikke gøre det og blot nyde det?? Paige førte en hånd igennem det lange hår og lod tungespidsen hurtigt køre hen over de røde læber og smilede svagt, mystisk og roligt. "Melrose altså.. Jeg prøver ikke at belærer dig, denne gang, om lyset - For det stærkeste lys skal findes på de mørkeste steder" Sagde Paige roligt med et blik der hurtigt blev sørgmodigt for et øjeblik. Hun førte hånden op til hjertet og som det kun lige var nået der op stod den stærke og selvsikre kvinde igen foran Melrose i ret holdning. Paige studerede Melrose, gennemborede hende med blikket og sagde ikke noget for en tid.. "Lille uvidne pigebarn" sagde paige indskudt i Melrose talestrøm. da Melrose havde svaret Paige fnøs Paige køligt og slankede et øjnbryn. Ville Melrose kunne klare det, hvis Paige virkelig afslørede hvad der var foregået den nat i templet?? Ville Melrose's lille barnesind kunne klare den sandhed, den vægt den ville have?? Paige vidste det ikke, som en af  de få ting, hun ikke vidste.. Men det kunne da være lidt sjovt at se hendes reaktion, mente Paige og fugtigede læberne. "Jeg slog ikke Lucas ihjel" Sagde Paige og rettede blikket mod Melroses, Paige vendte hele fronten mod Paige og fastholdte stadig det skjulte og mystiske smil.