A last goodbye...?

[Deleted]

Klokken var tæt på midnat. Samthiya og Reylo havde taget en beslutning om at besøge deres fars grav. Ikke fordi det var noget Samthiya ligefrem frivilligt gjorde. Men Reylo havde presset på i del måneder. Til sidst havde Samthiya givet efter. Ikke fordi hun havde en træng efter at se sin fars grav. Hun var mere nysgerrig efter at besøge en kirkegård efter midnat. Dette vidste Reylo godt, men han kommenterede det ikke. Her var vældigt mørkt og koldt. Fuldstændig vindstille. Ikke et blad bevægede sig i vinden. Samthiya havde overtaget den fysiske krop, da Reylo ikke rigtig turde. Hun drillede ham ikke. Hun var mere optaget af det nye eventyr de var draget ud på. Hun gik i et med mærket. Det eneste man så, var de lysende grønne øjne og den blege hud. De gik imellem rækkerne af gamle, mosbegroede gravsten. Egentlig vidste ingen af dem hvor deres far lå, for der var ingen af dem der havde været til stede til begravelsen.
”Vi finder ham aldrig,” sagde hun højt. Af en eller anden grund, brugte hun ikke tanketale. Hendes stemme rungede i stilheden og blev opslugt af mørket. Hun rundede et hjørne og lige foran hende stod en vældig normal gravsten, uden nogen særlig udsmykning. Der var ikke lige så meget mos på, som der var på nogle af de andre. Og teksten var stadig tydelig. Der stod ikke andet end hans navn:

Raynlin William Santiess

Samthiya følte ikke noget særligt ved at stå her. Det var mærkeligt. Men for hendes skyld betød det ikke spor. Hendes far var ingenting for hende. Ikke andet end en, som havde prøvet at gøre hendes og Reylos liv til et helvede. Hun havde selv skåret halsen om på hende. Det var hende der havde endt hans liv, og det var hun nu ganske tilfreds med.

[Deleted]

Shalio sad under et dødt træ på kirkegården. Der var ikke længere blade på det, stammen var blevet helt mørk og det var kun et spørgsmål om tid, før træet gav efter for insekter som levede under barken. Månens lys sneg igennem grenene på træet og ramte hans hånd. Den hånd som lå og hvilede på et kranie. Kraniet havde et tomt og dødt udtryk, der hvor der engang havde været øjne. Shalio nød udsigten over kirkegården, alle gravene som blev pænt lyst op af månens skær. Nogle var der blomster ved, andre var blevet glemt og dækket helt til af diverse planter. Det var tydeligt at se forskel på de folk som var elsket og dem som ikke var. Blot ved at se deres grav, kunne man bedømme deres familie, deres liv før og deres liv efter. Shalio brugte skeletterne som krigere, derfor kunne han ikke bruge et svagt skellet når han kæmpede. Det ville bare være spild af energi, hvilket han i forvejen ikke havde uendelige mængder af.
Han hørte nogle fodtrin ikke så langt der fra. Det var underligt, folk plejede aldrig at komme til kirkegården midt om natten. Det var kun vampyrer, men der var altid mere end en når de jagede ham væk. Han rejste sig op med kraniet i hånden, man vidste jo aldrig hvad der lurede i mørket. Han vandrede stille hen mod lyden af fodtrin. Som sagt, så kom der ikke så tit mennesker på kirkegården, så han blev altid glad for besøgende. Så længe det ikke var vampyrer, eftersom de havde taget stedet fra ham. Bare fordi de var flere og stærkere, betød det ikke bare at de kunne gøre krav på kirkegården! Han kiggede rundt om hjørnet og så en skikkelse ved en gravsten. Han fik et lille grin på læberne. Det var trods alt næsten midnat, så folk på kirkegården var ofte anspændt. Han listede sig tættere på skikkelsen. "Undskyld mig, hvad laver De her?" spurgte han nysgerrigt, mens han betragtede skikkelsen.

[Deleted]

Reylo hviskede i hendes bevidsthed, at der var nogen i nærheden, men hun havde nu også selv bemærket det. Hun drejede rundt og kiggede på den fremmede skikkelse. Hun fik øje på kraniet. Hun gøs højlydt. Hvor var det dog ækelt! Hvordan kunne man vandre rundt med et kranie af egen fri vilje!?
#Samthiya, han er necromancer,# oplyste Reylo hende. Necromancere, var det ikke dem som fik skeletter til at rejse sig fra deres grave og danse?
”Jeg vidste ikke at det var blevet forbudt at strejfe omkring på en kirkegård midt om natten? Hvad jeg laver her? Jeg besøger da min gamle fars grav. Er det nu også blevet forbudt?” Hendes stemme var skarp som et piskesmæld. Han skulle på ingen måde, løbe om hjørner med hende! Sikke et liv denne unge necromancer måtte have. At sidde og vogte over de døde i flere tusind år. Samthiya kedede sig allerede, men hun følte sig en smule nysgerrig efter at finde ud af mere om denne mand.
”Og hvad laver De her, min gode herre?” Hun tog den høflige tone på, selvom hun ellers aldrig tiltalte folk med des. Så høflig havde hun aldrig været. Men der var noget der fortalte hende – sikkert Reylo – at hun skulle passe på. De var trods alt på hans territorial.

[Deleted]

Shalio blev overrasket over hendes tone, folk plejede ikke at svare skarpt igen, i hvert fald ikke uden at få et chok først. "Det skulle stadig gerne være lovligt" sagde han stille. Han kunne godt mærke, at hun ikke brød sig om kraniet. Faktisk var det bare fordi, der ikke var særlig mange folk som delte samme glæde for skeletter som han gjorde. Han bøjede sig ned og lagde kraniet på jorden. Der lød et knæk og to skelet arme kom op af jorden. Et skelet rejste sig foran Shalio. Hovedet havde sat sig fast på rygraden af det nu stående skelet. Der dryssede stadig lidt jord fra knoglerne. Skelettet gik langsomt hen mod sin grav. "Han skal lige på plads igen" sagde Shalio drillende mens han afventede hendes reaktion. Han studerede hende lidt, hun var en flot pige. "Jeg bruger det meste af min tid her, skeletterne er altid så venlige" sagde han med et let smil og kiggede over på skelettet, som var igang med at lægge sig i graven.
Han kunne godt mærke, at hun var på vagt. Det var også forståeligt nok, de var på en kirkegård, midt om natten og en fremmede henviser sig til hende. Han overvejede lidt hvordan han skulle forklare hende, at han ikke var en fjende. Folk i landet er altid på vagt, nok fordi der er så mange korrupte borgere. Shalio var jo også lejemorder, dog ikke fjendtlig på nogen måde, han gjorde bare det han var god til, dræbe folk uden at efterlade beviser. Faktisk var det hans skeletter der gjorde alt arbejdet, men han styrede dem jo. Det ville være det samme som en konge der sendte sin hær i krig, efter krigen vil det være ham der har vundet slaget. Shalio behandlede dog ikke sine skeletter dårligt, han tilbragte alt sin tid med dem, tog sig af dem og sørgede for at de så pæne ud.

[Deleted]

Samthiya blev en smule overrasket over denne necromancers venlighed. Hun havde altid haft et andet syn på sådan nogle som nærmest levede sammen med de døde. Men hendes dømmende mening, forandret sig på et splitsekund og det skete ikke særlig tit for Samthiya. Hun var taknemmelig for han stillede kraniet på jorden, men forundret få sekunder efter hvor et skelet kom op af jorden. Det var tydeligt at denne mand holdt af sine skeletter, men han måtte være ensom, tænkte Samthiya. Hun var udmærket godt klar over at han studerede hendes reaktion, men hun holdt sit ansigt i rolige folder. Som om at det med at skeletter som kom op af jorden var det mest naturlige på denne jord. Dog var hun mundlam. Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Hun fornemmede at Reylo morede sig, for det var ikke tit han oplevede hende fuldstændig rundt på gulvet. ”Fascinerede,” sagde hun med en monoton, stille stemme. Gad vide hvad denne necromancer ville sige til at hun havde slået sin egen far ihjel. Pludselig fik hun en idé. ”Min far ligger i denne grav..” Hun pegede. ”..tror du kan få ham til at danse?” spurgte hun.
#Samthiya… Hvad i… Jeg vil ingen gang kommentere det her. Du skal ikke regne med min moralske støtte, hvis du har brug for den,# erklærede Reylo rasende. Samthiya smilede et lille indforstået smil til manden foran hende. Gad vide hvad han ville tænke?

[Deleted]

Shalio kunne godt mærke, at hun var en stærk pige. De fleste andre piger ville løbe væk hvis de så et skelet løb rundt, eller en fremmed kom med et kranie imod dem. Han bukkede kort overfor hende, som en taknemmelig gestus for hendes kommentar over det med skelettet. "Tusind tak" sagde han med et smil på læben og rettede sig op igen. Han så undrende på hende "jeg beklager Frøken, jeg er ikke sikker på om jeg forstod deres spørgsmål rigtigt. De vil have mig til at få deres faders lig, til at danse for dem?" spurgte han lettere forvirret. Folk ville ofte blive fornærmet og provokeret, hvis man bragte deres slægtninge til live igen. Han så på graven, det var tydeligt at se, at den ikke var blevet vedligeholdt. Shalio nikkede kort og gik hen til den. Han satte hånden på jorden. Der gik et kort stykke tid og en skelet arm kom op ad jorden. Den blev hurtigt forfuldt af en til arm. Armene fik hevet overkroppen op ad jorden. Skelettet fik rejst sig op. Det kiggede på hende med det tomme blik, mens det langsomt bevægede sig hen imod hende. Den døde, beskidte, skelet hånd blev lagt på hendes kind, mens de tomme huller i kraniet holdte fokus på hende. Shalio så på hende igen "er De sikker? Det vil blive et ydmygende syn, skeletter er ikke legetøj, de er fantastiske væsner, som kan danne større og mægtigere skeletter, de kan kæmpe en krig for en, du kan ikke miste dem, for de er allerede døde. Skeletter er fantastiske væsner, derfor bryder jeg mig ikke om at lege med dem" sagde han stille. Han fik et glimt i øjnene da han snakkede om, hvor mægtige væsner han syntes skeletterne var. Man kunne tydeligt mærke på ham, at det var det han brugte det meste af sin tid med.

[Deleted]

Samthiya vidste udmærket at det hun ønskede sig, var langt over alle grænser. Men den bitterhed hun havde imod sin far, var større end noget andet. Den mand havde ødelagt hendes liv!
”Jeg ønsker at se ham danse,” bekendtgjorde hun. Med en lettere forskrækkelse, så hun et skelet komme op af jorden og træde hen imod hende. Da det stirrede på hende med de tomme øjenhuler, så hun sin hårde fars blik for sig. Hun mærkede skelethånden mod sin kind og slog den straks væk. Sådan noget ville deres kære fader aldrig have gjort af egen fri vilje.
”Min far har aldrig været et kærligt væsen! Jeg er sikker på han ville nyde en smule dans her i efterlivet. Det må være frygteligt kedeligt at ligge i en kold grav det meste af tiden.” Da han begyndte at tale om at skeletter var fantastiske væsner som var i stand til at kæmpe en krig for en, fascinerede Samthiya. Hun havde altid haft en smag for blodudgydelse, også selvom hun aldrig direkte havde overværet en. Tanken om kaos tiltalte hende. Hvis nu? Nej det gik ikke. Men tanken tiltalte hende.

[Deleted]

Shalio sendte hende et kort nik. Det var trods alt hendes far, hvis hun ville have ham til at danse, så ville han ikke stå i vejen for det. Han bevægede hånden kort, skelettet begyndte at danse foran hende. Det varede ikke særlig længe igen, før Shalio stoppede skelettet igen. "Det lyder ikke som om, at De havde det bedste forhold til Deres far, men jeg syntes dog stadig, at De skal have respekt for hans skelet" sagde han stille. Det var ham som styrrede skelettet, derfor ville han ikke være en del af det mere. Han syntes det var for ydmygende. Bare det at se et skelet danse, det var som at træde på hans egen Necromancer sjæl. Skelettet var utrolig gode krigere, de kunne kæmpe som en normal soldat, dog kunne de ikke føle smerte eller have medlidenhed. Dog var det begrænset hvor mange han kunne have af gangen. Jo flere skeletter han havde gang i, desto svagere blev de. Han blev nødt til at kontrollere dem allesammen på en gang, så han fik mindre overblik over, hvad de hver især lavede. Derfor kom det an på situationen, hvor mange skeletter han lavede. Dog var det ikke kun mennesker han lavede, han havde et hemmeligt våben, hvis ting skulle brænde helt på. Dog havde han ikke trænet så meget, derfor ville det koste ham utrolig meget energi. Han var ikke helt klar til at bruge den i kamp. Den ville kunne tage mange liv, dog var det for risikabelt, da det sagtens kunne koste hans eget, uden at have gjort gavn. Til gengæld, hvis han fik trænet det, så ville han kunne tage mange liv og overleve. Det ville dog tage ham lang tid endnu. Han trænede ofte, det krævede bare rigtig meget energi, at forbinde så mange skeletter på en gang.

[Deleted]

Der var absolut ingen fornøjelse ved at se det skelet danse, for hun betegnede ikke skelettet længere som sin far. Hun håbede han brændte om i den ulmende undergrund, men dette skelet var ikke længere ham. ”Stop!” sagde hun med en hæs stemme, kort før manden foran hende fik skelettet til at stoppe. ”Nej jeg har aldrig haft et godt forhold til min far. Og det skelet er ikke min far,” sluttede hun af med. Hun ville egentlig allerhelst væk her fra så hurtigt som overhovedet muligt, men noget stoppede hende fra at gøre det. Denne mand kunne styre skeletter. Gøre en flok omvandrende knogler til en hel hær. Tanken tændte hende. Hvis der var noget Samthiya holdt af, så var det kaos. Hun så på manden foran hende. ”Undskyld, det var respektløst af mig at bede dig om sådan en ting. Jeg ved ingen gang hvorfor jeg endte her i nat,” sagde hun med en lille stemme. Hun løj men vidste det ikke, da hendes ansigt lå i afslappede folder. Hun havde drukket for meget her til aften. Reylo havde givet hende stærke formaninger om at hun ikke skulle gå nogle steder hen og egentlig ville det være bedst hvis hun gik på hovedet i seng, men Samthiya fulgte aldrig Reylos ordre. Hun havde besluttet sig. Hun vendte mod kirkegården. Selv om det var en lang tur og hun vidste at hun højst sandsynlig ville støde på vampyrer. Og hun brød sig på ingen måder om de blødsugende blege igler! Det slog hende med ét at hun havde opført sig urimeligt dum. Denne mand havde et langt større våben i hænderne end hun. Og hun stod endda og fornærmede ham. Hun besluttede sig for at holde sin mund og betragtede manden foran hende med et vagtsomt blik.

[Deleted]

Shalio betragtede hende kort. Det beroligede ham dog, da hun bad skelettet om at stoppe. Det vidste bare, at hun alligevel havde respekt for døden. Da hun benægtede at dette væsen var hendes far, stod han bare og så på hende. "Dette er skelettet fra denne grav, om det så er Deres fars, eller en billig kopi, kan jeg ikke fortælle dig" sagde han kort. Han vidste intet om denne pige, eller hendes fortid. Han vidste ikke engang hvorfor han "legede" med hendes fars skelet. Han trak let på smilebåndet, da hun undskyldte overfor ham. "De skal ikke undskylde, dette er Deres fars skelet, de bestemmer over det. Jeg gør bare hvad De beder mig om" sagde han med et let smil. Han vidste dog heller ikke hvad hun lavede på kirkegården. Hun ville måske bare snakke med sin far? Dog virkede det ikke som om, at hun havde det bedste forhold til ham. "Måske jeg kunne hjælpe dig med at finde hjem?" spurgte han. Det var måske lidt underligt, men han kunne godt mærke på hende, at hun ikke ville være på kirkegården længere. Han kunne som det mindste, prøve at hjælpe hende hjem, så hun ikke blev overfaldet af vampyrer. Han brød sig heller ikke særlig meget om dem. De invaderede hans kirkegård, ikke fordi han ejede den, men han tilbragte det meste af sin tid på den og vampyrene gjorde det bestemt ikke lettere for ham. "Jeg beklager hvis det er pludseligt, men jeg vil bare hjælpe Dem hjem, hvis altså De har brug for det" sagde han og sendte hende et smil. Der var ikke nogen tanke bag det. Han havde bare på fornemmelsen at hun gerne ville væk fra dette døde sted og han kendte det ud og ind.

[Deleted]

Dette var ganske enkelt ækelt! Hun ville bare ikke se på det skelet længere.”Om det er min far eller ej. Det er fuldstændig lige meget. Det er ækelt!” udbrød hun. Men hun stoppede sig selv og så på ham. ”Undskyld, jeg skulle aldrig være dukket op her til aften. Det var yderst dumt af mig!” Hun så hen til ham og smilte et forsigtigt smil. ”Jo jeg skal netop undskylde. Jeg har fornærmet Dem, og det var ikke min mening.” Hun ville bare tilbage, og hun kunne også tydeligt mærke på Reylo at han langsomt havde mistet tålmodigheden med hende. ”Hvis De gerne vil følge mig hjem, må De meget gerne det,” erklærede hun. Hun sagde det mest af venlighed, men hun var i virkeligheden også en smule utryg ved at befinde sig herude. Hun vidste udmærket godt at der var en stor risiko for at støde ind på vampyrer og det ville hun for alt i verden gerne undvære. Hun kunne ikke fordrage dem; den hvide hud, de skarpe tænder, deres gyldne kodeks og deres spisevaner. Hun hadede det! Og Reylo havde det på samme måde.
”Som sagt ville det være en fornøjelse hvis De ville følge mig hjem,” sagde hun. Hun tog hans arm og begyndte langsomt at gå.
Fra det øjeblik gik alt pludselig galt. Noget skreg i hendes bevidsthed. Der var vampyrer i nærheden. Et langt stykke fra hvor de stod, var der nogle skikkelser indhyllet i mørke kapper. Imellem dem slæbte de på en bylt. Det lignede et menneske og Samthiya fik sin teori afgjort, da hun så en bleg arm stikke ud fra bylten. Det var et menneske. Aftenens fangst. Hun stoppede op og stivnede.
”Vampyrer!” hviskede hun. Hun rakte efter en dolk hun havde siddende i bæltet. Hun trykkede instinktivt den unge necromancers arm. Bare de ville komme ud af det her i live!