One happy day..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var en højlys dag i Procias, og selv Thranduil havde valgt at bevæge sig ud af skoven og mere ud i de åbne arealer, selvom det i sig selv, ikke var noget som skete synderlig ofte. Vinden blæste mildt og træerne stod i fuld flor, hvilket uden tvivl var noget som faldt i god jord ved denne gamle elver. Efterhånden med frygtelig mange vintre som somre som han kunne lægge bag sig, så var han en mand med en utrolig erfaring og frygtelig mange historier at berette om, og han måtte erkende, at det uden tvivl var noget som han måtte nyde forbandet godt af!
Siddende på sin smukke hingst Elaneêse, så søgte han roligt over græsmarkerne. Umiddelbart, så var der ikke så meget som en sjæl at spotte, men selv han vidste, at man ikke kunne vise sig sikker. Selv den mindste fjende kunne skjule sig i græsset, i træernes toppe, eller sågar i vinden, dersom de var dygtige nok, og selv på denne side af muren, som eftersigende skulle være den tryggeste, så tog han sine forholdsregler og havde både bue og pil med sig, som han uden problem kunne trække og spænde, hvis det skulle vise sig at være en nødvendighed.
Tøjlerne til Elaneêse holdt han kun i sin ene hånd og med de mosgrønne øjne som spottede frem for ham og let til den ene og den anden side. Selvom han var en mand som kun synes at leve i ro og fred med sig selv, så var han en som sagt, var oppe på dupperne. Han trak vejret dybt. At bevæge sig udenfor skoven, gjorde han heller ikke ofte, da han var en mand som normalt holdt sig hvor han ville og hvor han følte, at han kunne være tryg, og hvor han vidste, at han havde sit eget folk omkring sig. Han havde en mosgrøn kappe på og med en beklædning kun lavet af hvad skoven kunne skænke ham, så var skindtøjet også ved at være varmt, selv for ham. Han klappede let Elaneêse på siden af halsen, inden han roligt hoppede af og lod det smukke dyr græsse hvor de stod. De stod stort set midt på pladsen, og var egentlig ganske udsatte. Han havde dog øjne, som havde han været en ørn. Et yderst trænet blik, og det kunne godt vise sig at være til hans fordel. Han blev stående. Luften og det smukke vejr var uden tvivl noget som påvirkede hans humør.

[Deleted]

Elaine stoppede op og trak vejret dybt tre gange, det nyttede ikke at løbe. Sandsynlig heden for at hun indhentede nogen der havde en halv dags forspring ved at løbe var minimal, også selv om man tog den forfulgtes størrelse i betragtning. Elaine gik fra løb ned i et lidt mere roligt tempo, og gav sig tid til at nyde den verden der var omkring hende. Det var dage som disse der gjorde hende lykkelige, dage som disse der i sandhed fik hende til at sætte pris på lyset pragt og vælde. Elaine stoppede kort og gjorde en flakse vand fri af sit bælte og tog, to store slurke inden hun atter forsatte sin vandring, nu i et mere passende tempo end det løb hun havde holdt før. Bare knægten nu ikke var faldet i floden, eller på anden vis kommet til skade.

Elaine havde ikke gået i meget mere end fem minutter inden hun fik øje på en mand og hans hest. Det undrede Elaine så tæt på hun var kommet før hun opdagede manden, men så igen han var klædt i grønt, og selv om han stod på et bart sted var det som om engens planter prøvede at skærme ham fra omverden, som om de ikke ville give slip på manden, som om han var deres skat. Elaine der selv var iklædt en højrød kappe var bestemt ikke diskret så hun løftede en hånd over hovedet ”Vel mødt fremmede!” hilste hun med munter, lidt udmattet stemme. Imens hun gik nærmere manden og hans hest. ”Du har tilfældigvis ikke set en lille blond dreng, med et træspyd løbe denne vej for nyeligt?” Elaine håbede inderligt at manden havde set den lille thomas, der var taget hjemmefra for at fange trolde. I en alder af 6 mente hans mor at det lige var tidligt nok, og knægten havde været væk siden engang i nat. Moderen havde lagt ham i seng og set til ham lidt efter midnat, men ikke fundet knægten da hun kom ind for at vække ham til morgen maden, men hans sko manglede, sammen med hans ynglings træspyd. ”Han brude være til at genkende, omtrent så høj” Elaine holdt en hånd ud til siden for at indikere barnet højde. ”Fyldt med mod, og nok temmelig sulten efterhånden”.
Nu da Elaine var kommet nærmere var der et eller andet ved manden der fik hende til at føle sig mere rolig, det virkede som om han havde styr på tingene, også selvom han bare stod og nød vejret.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom Thranduil var en mand som tydeligvis måtte leve i sig selv, så var han endnu på vagten, og det var noget som hurtigt kunne gøre ham en anelse paranoid, også fordi at han yderst sjældent befandt sig udenfor skoven. Elaneêse græssede med største velbehag, også selv han måtte hæve blikket i retningen af den fremmede, som han tilsyneladende havde opdaget længe før selv Thranduil måtte skænke det en tanke. Hånden gled næsten automatisk mod buen, som han havde over ryggen, også selvom han dog ikke trak den. Hvem denne kvinde var, vidste han ikke, også fordi at det var sjældent at han faktisk mødte andet end druider og elvere, da han som sagt, yderst sjældent forlod skoven, da det var sjældent at han havde en grund til dette. ”Vær hilset kære frøken,” hilste han med en rolig stemme, også for at vise sig fra en lidt venligsindet og åben side, da han ikke var ude på noget, dersom det kunne undgås, selv i hans verden.
Hvem end denne kvinde måtte søge efter, så var det jo desværre ikke noget som han kunne hjælpe hende med. Elaneëse græssede glædeligt videre. Han opfattede tilsyneladende ikke noget farligt ved denne kvinde, hvilket også var noget som gjorde Thranduil langt mere rolig af sig, og det var noget som uden tvivl også passede ham selv helt fint. Hånden faldt endeligt, da det gik op for ham, at det kun var en lille dreng, som hun søgte efter, også selvom.. en dreng helt herude, og så tæt på den store og ikke mindst berygtede grænsemur, så kunne det godt vise sig at blive farligt. ”Jeg kan meddele Dem, at jeg ej har set nogen lille dreng. Dog må jeg give udtryk for min frygt for hvad dette betyder, så tæt på den store grænsemur. Det kan hurtigt blive et farligt sted,” fortalte han roligt.
Han foldede roligt hænderne over ryggen, og tydeligt med en afslappet attitude, for han var som sagt, slet ikke ude på at gøre nogen noget ondt, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af. ”Men hvis det er så ungt et væsen De søger, vil jeg med glæde stille mig til rådighed og hjælpe Dem i Deres eftersøgning,” tilføjede han med en rolig stemme. At hjælpe andre, kunne som regel godt komme godt tilbage til ham, og det var også sådan at han havde det med tingene. Ingen tvivl om det.