Et Royalt møde.

[Deleted]

Kellan havde virkelig altid tænkt sådan her. Hun mindes altid at have haft denne holdning at være fornuftig. Hun havde egentlig aldrig prøvet at være ufornuftig, aldrig haft et "teenage" oprør eller noget som helst. Hun havde bare altid været den sammen hvilket nok også gjorde at folk vidste hvor de havde hende hænde. "Vi skal nok få gjort det stærkt igen. Det er jeg sikker på. Sammen kan vi gøre noget for dette land, gøre noget for folket og det er virkelig det jeg ønsker mere end noget andet. Jeg vil være stærk for at de alle sammen bliver stærkere og det er jeg ret så sikker på at jeg kan med dig" svarede hun blidt og smilede til ham. Hun var virkelig efterhånden blevet meget hooked på dette forslag som han havde kommet med. Hun ville så gerne gøre det godt for folket og dette var nok en af det bedste måder hun kunne gøre det hun ønskede i sidste ende.
Hvis han stolede på sine kilder så ville hun også tro på dem. Hun vidste at den stilling hun havde ikke kom til en hvis man ikke havde overblik men hun vidste også bare at hun altid var den der stormede frem og ikke lyttede til sin generals ordre hvilket havde bragt hende i fedtefadet nogle gange måtte hun dog erkende. Hun var virkelig ikke ret god til det med strategier. "Jeg vælger at tro at du har ret så." sagde hun blidt og strakte sig lidt. Det var egentlig lidt hårdt at have den tunge rustning på i dag, måske var det fordi der forgik så meget i hendes hoved. det havde jo også en betydning i den sidste ende.
Hun vidste virkelig ikke om hun ville kunne vende sig til at sove i sådan et fint rum. Det ville være meget fremmed for hende, det ville det helt sikkert. Hun bed sig let i læben og kiggede bare fortsat rundt. At han var et rodehovedet gjorde hende virkelig intet for hun var ikke ligefrem organiseret selv. Hun smed som regel sine ting hvor der var plads og det var så deres plads indtil hun skulle bruge dem igen. Det var vel en meget effektiv måde at holde orden på, var det ikke?? "Jeg ved hvad det er jeg går ind til når jeg siger ja til det her. Min far og mor gjorde alt hvad de kunne for Dvasias, for dem betød det at kæmpe kampene på fronten og de døde mens de lavede det de elskede. Længe har det ligeså været min drøm men forskellen er at jeg har fået en mulighed for at gøre noget mere, en mulighed for at gøre mere for Dvasias end hvad jeg kan på frontlinjen. Og det er det vigtigste. Også selvom dette er for livet" sagde hun stille men mente hvert et ord. Hun mærkede hvordan hans hånd endnu en gang søgte om hendes og hun valgte at flytte blikket op på ham og gav ligeså hans hånd et lille klem. "Man kan vænne sig til meget, det har jeg fundet ud af på den hårde måde. Dog tror jeg at dette vil blive en del lettere at vænne sig til end så meget andet her i livet" Hun smilede roligt til ham og derefter satte hun sig på sengen ved siden af ham. Hun fjernede ikke blikket fra ham det mindste. Hun var glad for denne mulighed han havde givet hende, ja lige nu så hun det klart som en mulighed for at hun kunne gøre en forskel.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var virkelig glad for den indstilling som Kellan havde til det hele, og selvom det hele måske var ren og skær professionelt, så var han faktisk overbevist om at dette nok var en af de bedste beslutninger som han havde taget igennem temmelig mange år. Hans smil bredte sig jo nærmest på hans læber alene ved hendes ord, for det kunne jo heller ikke ligefrem blive bedre i hans ører! Han nikkede mod hende. Hun fulgte ham i hans ideologi, og det var uden tvivl noget som faldt ham i frygtelig god smag. ”Har jeg sagt hvor meget jeg beundre dig for din indstilling? Det er præcist den som jeg har brug for. Med en stærk kvinde ved min side på tronen, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kan fremstå som det stærkeste kongepar igennem Dvasias’ historie!” Det var måske at sætte tankerne en smule højt, men han var en som ønskede og kunne se de gode ting i mange ting, og dette var noget som allerede lettede frygtelig mange byrder fra hans skuldre.
Mattheus havde kilder ude stort set over det hele, for han havde frygtelig mange ting, som han var nødt til at holde øje med. I det ene hjørne af hans gemakker, havde han jo det store kort ude og med en masse brikker, som han flyttede rundt i ny og næ. Selv han var nødt til at have og skabe et overblik, og derfor var det uden tvivl kun rart at have en ved sin side, hvor det faldt langt mere naturligt ind, at skulle danne sig det overblik og de billeder, som han direkte skulle bruge ressourcer på. ”Så lang tid du stoler på mig, så er vi rigtig godt på vej,” sagde han med et ganske sigende nik, for det var jo ikke ligefrem en løgn.
Kærligheden var ikke til stede, så det hele foregik på ren og skær forretning, og det var noget som Mattheus havde det ganske fint med. Selvom det var en forpligtelse for livet, så ønskede han selvfølgelig at hun skulle vide, at dette var noget som alligevel ville give hende en frihed, og ikke bare holde sig til ham som den mand han var. En mand – hendes kommende husbond og den slags, men at hun havde mulighed for at søge til den mand som hun ville, ligesom han ville søge til den kvinde som han ønskede sig. Han var et rodehoved, og det havde han altid været. Organiseret, kunne man næppe påstå at han var, for det var han på ingen måde! ”Din familie har altid været kongehuset og landet her meget loyalt, og dette vil jeg selvfølgelig ære på den måde, som jeg kan. Det er Jer fortjent, at Jeres familienavn er blevet kendt for hvad I har præsteret og ofret for landets sikkerhed,” lovede han endeligt. Han lod hende sætte sig ned ved siden af ham. Han smilede let. Livet i luksus, vænnede man sig kun alt for hurtigt til, og det kunne han kun forestille sig. ”Jeg vil bede Enrico tage dig i lære med det samme, Kellan.. Det er en helt ny tilværelse, som dette kræver af dig, og jeg vil give dig den nødvendige tid for dette. Du skal nok klare det.. Det er jeg overbevist om,” afsluttede han sandfærdigt, som han let trykkede om hendes hånd.

[Deleted]

Kellan smilede roligt til ham og bed sig let i læben ved hans ord. Det var egentlig rart at blive talt sådan til på denne måde. Det var da helt sikkert. Hovedet lod hun let søge på sned med et lille grin. "Det tror jeg du har men jeg må da erkende at jeg ikke bliver træt af at høre det." sagde hun roligt og legede med en tot hår. Der lå en voldsom hård opgave foran hende, det vidste hun godt men et sted kunne hun ikke vente, der var så meget at nå og hun ville gerne snart igang. Hun vidste at hun ville stå stærkt med ham, hun vidste at sammen med ham kunne der ske store ting og sager og det var noget som virkelig fik det til at brænde i hende. "Haha, jeg ved ikke med det stærkeste kongepar i historien men det er da noget at stræbe efter og jeg elsker at stræbe." Hun kunne egentlig ikke lade være med at hygge sig lidt her sammen med ham på denne her måde. Hun havde aldrig i sit liv forstillet sig at hun skulle sidde i sådan en situation.
Kellan var ikke det mindste i tvivl om at han havde følere alle steder i landet og vidste hvad der forgik. Kortet i hjørnet havde hurtigt fanget hendes interesse og brikkerne havde hun betraktet inden hun havde sat sig ved hans side på sengen. Hans ord fik hende til at nikke roligt. Hun stolede på ham, det var da helt sikkert. Ikke nok med at hun var blevet opdraget til at stole på kongen så den måde hun snakkede med ham på her gjorde det også bare hundrede gange bedre. Hun stolede mere og mere på ham nu end noget andet tidspunkt.
Hvad han sad og tænkte på lige nu kunne hun ikke vide. Lige nu gik hun virkelig bare ind med dette med begge ben og så måtte de se hvor de endte hende når alting var på plads. Hun vidste at dette var forretning, hun følte selv intet for ham men det gjorde hun jo ikke for nogen. Endnu havde ingen vækket hendes interesse så hun forholdt sig bare alene. "Tak. Det betyder meget at du skænker mine forældre den tanke også. De gav deres liv for Dvasias og det vil jeg ligeså gøre." sagde hun roligt med et let smil. At Enrico ville overtage hendes træning var noget hun glædede sig til og frygtede ret så meget alligevel. Hun vidste ikke helt hvorfor men det gjorde hun nu. "Tak. Jeg vil prøve at lære så hurtigt som muligt. Jeg ved at dette vil komme til at kræve rigtig meget af mig men det er jeg opsat på. Jeg må ofre nogle ting og selvom det er skræmmende at tænke på en gang i mellem så kommer jeg igennem det hurtigt." sagde hun optimistisk og betraktede ham blot.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være Mattheus havde en sjov tendens til at gentage sig, men han ønskede selvfølgelig at hun skulle høre det, og så lang tid hun ikke blev træt af at høre om det, så var det noget som passede ham fint. Han nikkede med en rolig mine i retningen af hende endnu en gang. ”Det er selvfølgelig rigtigt. Så lang tid du ikke bliver træt af at høre om det, så er det fint,” sagde han med en rolig stemme. Det glædede ham selvfølgelig at hun var villig til at gøre et forsøg, også selvom han vidste, at det ikke bare var noget som man ville komme over og igennem, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er et mål ikke sandt? Og jeg er slet ikke i tvivl om at jeg vil formå det med dig ved min side,” afsluttede han med en rolig og ganske alvorlig og bestemt mine. Det var en sjov følelse som hun skænkede ham i det indre, og det var faktisk noget som han virkelig godt kunne lide, for det havde han ikke oplevet igennem temmelig mange år efterhånden.
Så lang tid Kellan kunne hjælpe ham med at skabe og holde et overblik, så var det faktisk noget som Mattheus havde det ganske fint med, og det var noget som han selvfølgelig også ønskede, at hun skulle vide. Som det nu var sagt, så var han fuldkommen afslappet ved at lade hende kigge rundt omkring, for dette var jo de omgivelser, som hun nu skulle være ramt af, da det var en forpligtelse for livet, og det var noget som han naturligvis ønskede at hun skulle have det komfortabelt med. At hun havde sat sig på sengen, var slet ikke noget som han havde noget imod, for han ville gerne have at hun skulle være lige så komfortabel omkring ham og ikke bare se ham som konge, hvis de skulle have det til at virke. Jovist skulle hun vise ham respekten, som han nok skulle gøre det gensidigt.
Med Kellans hånd i sin egen, så fandt Mattheus det faktisk.. rart på en lidt anden måde, end det som han måske lige havde regnet med, men det var nu heller ikke fordi at ha kunne gøre det største ved det af den grund. Som en tak for hvad hun gjorde for ham i denne stund, så ville han selvfølgelig gerne vise hende og hendes familie den ære og lade dem blive husket for alt det som den nogensinde havde gjort. Det var måske det mørke land, men respekt og ære, var noget som de vel alle sammen gik op i? ”For hvad de har gjort, og hvad du netop gør for mig, så er det alt sammen fortjent, min kære..” sagde han endeligt. Han slap roligt hendes hånd, kun for at trække sig op til puderne i sengen. Han klappede let på pladsen ved siden af sig. ”Alle må vi ofre for at nå de mål som vi sætter os i livet, og jeg er kun glad for, at du hjælper med at opnå dem som jeg har sat for mig selv. Landet her er nødt til at stå stærkt og stærkere end hvad det gør nu.. Kom her og sæt dig.. Jeg vil lade dig falde godt til ro og rette her,” sagde han stilfærdigt.

[Deleted]

Kellan var ligeglad med om han gentog sig for en gang i mellem havde man vel brug for at høre tingene mere end en gang? Og når det kom til de ord som han valgte at skænke hende så havde hun nok også brug for at høre dem lidt mere end tog gange. Hun var virkelig ikke vant til at få ros for sådan nogle ting, kun med hvor god hun var i kamp eller noget i den dur. Det var helt rart når der også blev lagt mærke til andre sider af hende. "Bare rolig, jeg skal nok fortælle dig når jeg bliver træt af det, eller du vil nok ikke være i tvivl." sagde hun med et lille grin. Hans mål kunne hun nu godt lide, det var meget stort mål, svært at nå men hun ville virkelig gerne hjælpe ham så meget som det var hende muligt. Hans drøm skulle nok ende med også at blive hendes drøm, det vidste hun. Hun smilede roligt også selvom han så alvorlig. Hun kunne ikke andet end at smile lige nu for det hele var bare så rart.
Kellan vidste det hele, hun vidste hvor stort et ansvar dette ville være, hun vidste at dette var noget hun sagde ja til for livet og det havde hun det fint med for det meste. der var stadig noget i hende som var trist ved tanken om at skulle sige ja til det her. Det med at hun ikke ville være i marken mere og kæmpe Dvasias slag på frontlinjen. Det var nok det eneste hun rigtig ville komme til at mangle. Set at have hans hånd i sin var virkelig ikke noget hun var vant til. Hun kunne nu godt lide det et sted. Hun var ikke vent til at være sammen med et andet menneske på denne måde, jo hun snakkede da med folk i barakken men det var bare ikke det samme som det var lige nu og det undrede og forundrede hende. hans ord gav hende glæde og hun smilede stille. "Det er jeg meget taknemlig for Mattheus. Mine forældre ville have været lykkelige for den omtanke. Igen, mange tak." sagde hun blidt. Hun betragtede ham blot mens han slap hendes hånd og trak sig op til puderne, det at han ønskede hende med sig fik hende blot til at rejse sig strække sig kort. "Jeg håber ikke det gør noget men jeg vil af med min pladerustning først. Jeg trænger til at sprede vingerne lidt" sagde hun med et smil. Hun tog roligt og hurtigt plade delen af hendes rustning af, hun havde en blå linen bluse på inden under med et hul i ryggen, tydeligt til hendes vinger. Hun satte rustningen af vejen og spredte roligt sine vinger sådan så hun ikke væltede noget. "Ahhh, der er virkelig intet bedre" sagde hun blidt og gik så tilbage til ham igen og kravlede op ved siden af ham hvorefter hun lage sig på maven hvor at mindst muligt stress på sine vinger. Det var hårdt at gemme dem væk hele dagen. Hun nikkede roligt ved hans ord. "Vi skal nok få landet til at stå stærkere, sammen skal kan vi sagtens opnå det" sagde hun roligt og betragtede ham med de rav gule øjne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Så lang tid hun markerede for Mattheus, at hun havde hørt det nok, så var han bestemt heller ikke den som ville brokke sig over det, og det var ganske sikkert. Som det nu var sagt, så var det faktisk noget som betød utrolig meget for ham, at hun havde valgt at gå med til, også fordi at det var noget som automatisk gjorde, at han kunne slappe mere af, velvidende om, at de nu ville være to om den store byrde, og det var altid bedre end at skulle stå for det hele alene – ingen tvivl om det. ”Det glæder mig,” sagde han endeligt, efterfulgt af et ganske let nik, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at der var nogen løgn i dette. At høre hende grine, var faktisk en underlig lyd, for man kunne jo ikke ligefrem sige, at det var noget som han var vant til at høre i forvejen. Målene havde han sat, og med hende, var han slet ikke i tvivl om, at det hele nok skulle løse sig.
At skænke hende og hendes familie den ære, udelukkende for alt det som de havde gjort for landet her, var noget som Mattheus mere end glædeligt gjorde, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu som det var sagt, så var det en glæde for ham at vide, at hun støttede ham i det, for han vidste jo godt, at han ikke var særlig gammel, og derfor ikke rigtigt havde nogen støtter til de forskellige ting, som han jo ellers gerne ville det. Han rystede let på hovedet. ”Det er mig der takker, Kellan. For alt hvad din familie har gjort for mig og min, så er det min måde at vise respekten på. Det er mig der takker,” afviste han en kende bestemt. At hun gerne ville ud af rustningen, inden hun lagde sig op til ham, var egentlig også noget som han havde forståelsen for i længden, for det kunne næppe være behageligt at rende rundt med den og skulle gemme vingerne væk en hel dag. Han rynkede let i panden, som han blot så til. En smuk kvinde var hun og de vinger var uden tvivl noget som faldt i hans fascination. ”Naturligvis,” sagde han roligt, inden han så til at hun lagde sig på maven i sengen. Blikket gled gang på gang til vingerne, for det var bestemt heller ikke ofte, at man havde muligheden for at se dem så tætte på. ”Må jeg..?” Han rykkede en anelse tættere på, kun for varsomt at lade hånden glide over vingerne i fjerenes retning. De føles bløde.. rigtig bløde, hvilket var noget som morede ham. Han nikkede til hende. Hun virkede selvsikker, og det var noget som han bestemt godt kunne lide. ”Jeg ved vi kan.. Men som sagt, så er det en forpligtelse du går ind til for livet, Kellan.. Jeg vil ikke holde dig til mig som mand. Den forpligtelse kan jeg ej kaste over dig,” afsluttede han bestemt.

[Deleted]

Hun var vel inderst inde en glad pige selvom dette ikke var en af de ting hun viste ofte. Hun var en kriger, soldat og skulle som regel være meget alvorlig og det vidste hun men inde bag alvorligheden gemte der sig en sød og glad pige som bare godt kunne lide at smile. "Se det siger du nu men det er fordi du ikke har oplevet det når jeg siger fra. Jeg har to stadier, et hvor det er okay og sur. Der finden ikke rigtig noget imellem. Jeg undskylder på forhånd" sagde hun med et lille grin igen. Selvom dette skulle være seriøst og meget krævende så ville der stadig være tid til at være glad for Kellans vedkommende. Hun var som regel altid glad på marken, når hun slås og hun vidste med sig selv at hun ikke ville miste den glæde, heller ikke selvom hun nu skulle være dronning.
Hans ord om hendes familie gjorde hende ære og fik hende til at smile. Hun vendte blikket mod sine hænder og lagde hovedet let på sned. "Jeg husker ikke ret meget om dem selv. Jeg var ret ung da de blev dræbt og jeg så dem jo ikke ret meget når de så endelig var hjemme fordi de havde så mange opgaver rundt omkring i landet. Hvis det ikke var farligt og hvis de begge to skulle samme sted hen så tog de mig med og det var derfor at jeg blev opfostret i hæren, for da de døde var vi ude på en opgave og deres overordnede kunne ikke få sig selv til at smide mig på børnehjem fordi jeg bare altid havde været der. Hæren tog mig ind og opdragede mig i mine forældres tro og den måde de selv ville have gjort det. Det er den eneste måde jeg kender dem men det gør mig ikke så meget. Jeg ved at de ville være stolte af mig hvis de så mig i dag og for mig er det det vigtigste" sagde hun stille med et lille smil. Hun vidste ikke hvorfor men han havde bare en måde at få hende til at plabre sådan her på. Det var irriterende men også ret rart egentlig. Hun ønskede et sted at han også vidste noget mere om hende nu hvor de skulle sidde på tronen sammen. Det at få rustningen af var virkelig så fantastisk. Hun var ikke fuldt dødsengel så det at holde vingerne skjult var ..... ikke svært for hende men krævende i længden. Hun lagde sig roligt ved hans side og betragtede ham blot med et lille smil. At hendes vinger facinerede ham kunne dog kun få hende til at grine mildt. "Selvfølgelig" sagde hun blot da han spurgte om han måtte røre ved dem. De sorte vinger var virkelig et af hendes kendetegn og selvom mange mente at de var besværlige i krig så måtte hun da erkende at hun havde nyt godt af dem i kampenshede. At han strøg dem føltes egentlig ret rar og hun smilede blot. Hans ord gav mening og hun nikkede roligt. "Det ved jeg. Dette er ikke noget vi er gået ind i med kærligheden i tankerne det ved jeg. Jeg skal ikke og kan ikke afholde dig fra at gøre som du ønsker og vil men jeg kan ikke. En ting jeg husker fra min mor var den måde hun snakkede om kærlighed og ægteskab til mig på. Det var nok et af de hyppigste emner hun snakkede med mig om da jeg var lille. Hun sagde at man aldrig skal ligge med en anden mand hvis man er gift og det vil jeg ikke gøre. Hun ville vende sig i graven hvis jeg gjorde det og det er virkelig ikke noget jeg ønsker" sagde hun stille med blikket stadig vendt i hans retning. Hun mente virkelig hvert et ord hun sagde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kellan havde humor, og det var noget som selv Mattheus måtte værdsætte meget højt, for kørte det i alvor hele tiden, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han kuklo ganske let, idet han roligt lagde sig til rette i sengen og med hænderne over hovedet. Han slappet faktisk af nu, og det var første gang igennem rigtig lang tid, at han faktisk gjorde det. ”Uanset hvad, så er jeg sikker på, at det nok skal gå.. Så lang tid det ikke er mig det går ud over,” påpegede han sandfærdigt, som han let blinkede til hende. Ja, selv det kongelige kunne han formå at ligge det kongelige en smule til side og bare være sig selv, og det var egentlig også ganske rart når det endelig skete.
Mattheus var kendt med meget af Kellans fortid, for han havde jo snaget lidt, inden han havde valgt hende frem for så mange andre, som kunne være mindst lige så oplagte, som det hun måtte være. Han smilede let for sig selv. Han ønskede at gøre hende, såvel som hendes familie den ære, at lade dem blive husket og skrevet ind i historien, og derfor ønskede han naturligvis også at ære hendes forældre, for det hårde arbejde, som de havde gjort for ham igennem de år, som de havde tjent landet, for de havde uden tvivl været loyale, også selv tilbage i hans kære moders tid. ”Jeg er kendt med din barndom, Kellan, og det beærer mig, at du vælger at gøre dem kunsten efter og vise landet den loyalitet og trofasthed ved at følge mig og mit ønske. Naturligvis ønsker jeg at ære dem og deres navn, som jeg ønsker at ære dig som min kommende hustru og dronning af det mørke land. Du har været noget særligt for selv hæren, min kære.. Normalt opdrager de ikke børn,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. At hun åbnede op og fortalte om sig selv, havde han skam slet ikke noget imod, for selv på det personlige, ønskede han at lære hende bedre at kende, da det i sig selv, også var noget som betød utrolig meget selv for ham. Også mest for tillidens skyld, så han gik næsten ud fra, at han selv skulle afsætte noget tid så han lige så kunne lære hende bedre at kende – bare lidt gensidigt.
Det glædede uden tvivl Mattheus at han måtte berøre hendes vinger, hvor de jo faktisk var mere bløde end det som han lige havde regnet med, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til lige netop nu. Han satte sig roligt op og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han havde virkelig en god mavefornemmelse omkring alt det her. At hun så derimod ikke ønskede at have en ved siden af ham, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende. Ja, han havde altid været lidt løs på tråden, men han ville ikke tvinge hende til noget, hvis det ikke var noget som hun lystede på egen hånd. ”Jeg skal endelig ikke bestemme for dig, hvad du skal gøre i denne situation, min kære Kellan, bare du er klar over, at for dig og mig, bunder dette i ren og skær forretning og intet andet. Desuden ønsker jeg ikke du skal sidde alene tilbage,” påpegede han med en ganske sigende mine.

[Deleted]

Det var ret rart at se og høre Mattheus le på den måde. Det gjorde hende glad og det var en følelse som hun ikke kunne lade være med at nyde. Det var noget hun ikke prøvede ofte."Se det ved man aldrig om du ender med at være Min Kære Mattheus" sagde hun blidt men også drillende. Hun nød virkelig bare at have ham på denne her måde, så normalt i stedet for alt det formelle. Det var en helt anden følelse.
At han havde snaget i hendes fortid og hendes familie undrede hende virkelig ikke. Han skulle jo helst vide noget om hende før han bad hende om at blive den næste dronning. Hun smilede blidt og lyttede til hans ord. De gjorde hende helt varme, det var bare så rart. Hun nikkede roligt og begyndte at lage med en af hendes lokker. "Det betyder virkelig meget for mig når du snakker sådan om mine forældre. De var virkelig så tro mod dette land og det er den arv de har efterladt mig med. Jeg vil ikke svigte dem eller landet her eller dig for den sags skyld. Det var også derfor jeg takkede af til stillingen som dronning. Jeg ved hvad det indebære og det er jeg helt og aldeles forberedt på. Et sted ville jeg vel egentlig bare ønske at de var her til at se det." sagde hun lidt stilfærdigt men stadig med et smil på læben. Hendes forældre døde for mange mange år siden og det havde hun efterhånden indset men når sådan nogle ting som dette skete så ville det ellers have været rart hvis de havde været der for hende. Hun følte det helt naturligt at åbne sig for ham på den måde. Hvis hun skulle til at være regent på tronen sammen med ham så skulle de kende hinanden for det kunne uden tvivl gavne dem i fremtiden. Hvis de kendte hinanden så ville de stå så meget stærkere.
Kellan havde virkelig ikke noget imod at han berørte hendes vinger, hun nød det faktisk. De kunne være en byrde en gang imellem, som når hun skulle sove og sådan noget men når hun bare lå sådan her som hun gjorde det nu med ham så var de noget af det bedste i hendes hoved. At han gjorde det klart for hende at dette kun var forretning var hun helt og holdent med på. Hun havde selv ingen følelser for ham på den måde og regnede ikke med at få det for det gjorde hun jo aldrig. "Du skal ikke være nervøs. Jeg ved godt at dette er forretning og ikke fornøjelse. Jeg har ingen følelser for dig på den måde og jeg tvivler på at jeg kan få det. Jeg er ikke en person som bliver tæt med folk på den måde, i hele mit liv har jeg altid været alene. Man kan vel sige at jeg venter på den rette. Og ydermere som jeg sagde før så ville min moder vende sig i graven og forbande mig derfra hvis jeg havde en mand ved siden af. For mig gør det intet. Jeg klare mig, det har jeg altid gjort og det vil jeg med garanti gøre igen." sagde hun stille men hun mente virkelig hvert et ord. Han skulle ikke tænke på hende, hun skulle jo nok klare sig, det gjorde hun jo altid.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Drillerier var noget som Mattheus faktisk forstod sig på, og det var noget som uden tvivl også passede ham selv helt fint. Ingen tvivler om det. Han sendte hende et svagt smil. Det var yderst sjældent at han slog en latter, for det gjorde han som regel aldrig nogensinde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hvem ved.. om jeg måske er så heldig en dag, at få den betydning og plads,” påpegede han med en tydeligt morende stemme, idet han let blinkede til hende. Ja, selv han kunne have det ganske morsomt med den slags.
Mattheus havde skam allerede gjort sig sine undersøgelser, inden han havde ladet valget falde på Kellan, for han vidste, at det ville være det som gavnede ham mest. Det kunne godt være, at det var en meget egoistisk handling, men selv han var nødt til at tænke på hvad der ville gavne landet mest frem for noget andet, og der havde han jo igen valgt at nedprioritere sig selv, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes forældre havde naturligvis gjort meget for ham og hans familie allerede, og det var noget om faktisk betød meget for ham og hans familie, samt hans tid som konge på tronen. ”Hvis det er en trøst, så er jeg sikker på at de er stolte af dig, fra det sted hvor de nu befinder sig, kære Kellan. Du går meget op i ære, og det er lige så en evne som jeg værdsætter frygtelig højt. Du ønsker ikke at skuffe, og det ved jeg at du ikke vil. Kald mig naiv, men det er hvad min mavefornemmelse fortæller mig,” sagde han med en rolig stemme, som han let sendte hende et smil. Han lettede hende uden tvivl, og det var noget som faktisk betød frygtelig meget for ham, for det var som om at det hele bare… lettede fra hans skuldre, og det var uden tvivl utrolig lettende for ham at have det på den måde!
Hvis der var noget som faktisk fascinerede Mattheus, så var det hvor bløde vingerne var, men det jo heller ikke ligefrem fordi at det var en mulighed som tilfaldt nogen temmelig ofte, så han nød det naturligvis også. Han smilede let for sig selv. Det var ren og skær forretning for dem, og det var noget som han gjorde tydeligt for hende. Nervøs var han ikke ligefrem, men nok snarere.. konstaterende. ”Jeg er skam slet ikke nervøs. Jeg ønsker bare ikke, at du skal føle dig bundet af mig, når jeg ikke vil være bundet af dig på det led. Jovist skal det hele gøres rigtigt, og alt skal være ordentligt og ægte på sit vis.. Det indebærer trods alt også bryllupsnatten, hvis det hele skal gøres gyldigt,” påpegede han ganske sigende. Han respekterede naturligvis at hun havde det som hun havde det, men det var bare.. svært for ham at forholde sig til at det var sådan at det egentlig var for hende.

[Deleted]

Kellan grinede mildt ved hans ord og bed sig let i læben. Det var egentlig rart det her, det var længe siden hun havde morret sig på sådan en måde som han fik hende til det nu og det i sig selv var virkelig bare behageligt. Hun lagde hovedet let på sned før hun valgte at svare ham. "Åhh du behøver ikke have nogen betydning for mig før jeg råber af dig, min kære Mattheus og dog så råber jeg mere af dig hvis du betyder noget for mig. Og det skal du ikke ønske dig" sagde hun drillende og blinkede til ham. Hun var bare helt sig selv og det var helt vildt rart at kunne være det i sådan en situation.
At han havde undersøgt hende var hun slet ikke i tvivl om og hun var da også sikker på at hun ikke var den eneste som hun havde undersøgt på den måde før hans valg var faldet på hende. Hun vidste ikke helt hvorfor men det glædede hende utrolig meget at hun et sted havde været den bedste blandt den gruppe han havde anset som værdig. Hun var glad for at han så det i hende og det betød noget. hans ord fik hende til at rødme let og hun vendte blikket ned mod hendes hænder. Et sted så savnede hun vel den ros og den stolthed som kom med det at have forældre, hun havde altid været alene, også selvom hæren var som en familie for hende så havde hun altid været alene i sine mål og det at han sagde at hendes forældre ville være stolte af hende hvoren de var, det var virkelig noget som ramte hende dybt i hendes hjerte. "Det betyder meget for mig at du siger det. Jeg har da en gang i mellem tænkt på om de ville være stolte af mine handlinger og det at du siger at de ville det betyder så meget for mig. Tak" sagde hun stille før hun vendte blikket mod ham. Det var virkelig en rar fornemmelse. "Jeg er glad for at du stoler på mig. Jeg ville ikke skuffe, det lover jeg" sagde hun stålfast og med et roligt blik. Hun ville ikke skuffe, ikke på vilkår!
At hendes vinger facinerede ham så meget kunne hun virkelig godt lide. Det var svært for hende at holde dem skjult så det at han var så betaget af dem var kun en fordel for han ville komme til at se meget til dem. Hun lå bare roligt og betragtede ham som han talte til hende. Hun vidste at de ikke var bundet til hinanden og det var helt i orden med hende men hun kunne bare ikke gå ud og finde sig en anden for det var virkelig ikke sådan en person hun var! Hun hørte hans ord omkring bryllupsnatten og hun vendte roligt blikket ned mod sengen og hendes hænder. hendes hjerte hamrede i hendes bryst, hun havde aldrig ligget med en mand før og det at det skulle ske så snart for hende var både skræmmende og underlig. Hun vidste dog at det skulle forkomme og om ikke andet kunne han måske en dag ønske at der skulle være en tronarving mellem dem men lige nu så var det hele bare en skræmmende tanke for hende. "Jeg ved vi ikke er bundet til hinanden i elskov og selvom jeg ikke ønsker at finde en ved siden af så synes jeg blot at du skal boltre dig med lige den dit hjerte begære. Jeg vil ikke stå i vejen for dig på den front. Hvad angår Bryllupsnatten så ved jeg hvad det indebære men du skal blot vide at jeg aldrig har prøvet noget i den stil før så jeg er ret så uerfaren" sagde hun roligt uden at vende blikket mod ham. Hendes hjerte hamrede stadigvæk og det virkede virkelig som om det ikke ville stoppe igen lige forløbig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus slap en let latter og rystede på hovedet. Han tog det nu ikke så tungt igen, så det var jo egentlig ganske rart, at han kunne slappe af sammen med hende. ”Det vil faktisk imponere mig, hvis du vovede og turde at hæve stemmen overfor mig,” påpegede han tydeligt morende. Ikke fordi at han tog det så tungt, for han ønskede jo at det skulle virke så naturligt og rigtigt som muligt, selvom det nu og da, faktisk var en aftale og en snak om ren og skær forretning, så var det ikke fordi at det var noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende.
Mattheus havde været nødsaget til at tage sine forholdsregler, så han havde naturligvis læst op på lektien, men han havde slet ikke været i tvivl om at det havde været Kellan som skulle få denne utrolige mulighed for at blive hans hustru. Selv kendte han til det med at vokse op uden forældre, for han havde selv mistet sine dengang han havde været ganske lille, og havde derved også haft Enrico til at tage sig af ham. Som det nu var sagt, så kunne han jo se på hende, at det alt sammen var noget som betød frygtelig meget for hende, og det var noget som han stod ganske fast på. Han sendte hende et roligt smil, inden han tog omkring hendes hånd. ”Nu er jeg selv kendt med det at vokse op uden sine forældre, og jeg ved hvor meget det vil betyde selv for mig, at vide at ens forældre er stolte af en. Jeg er ikke i tvivl om at dine må være stolte på trods af din plads i marken, og nu den kommende ved min side,” lovede han. Han var slet ikke i tvivl om at hun ej ville skuffe ham, og det betød faktisk meget for ham.
Det var ikke nogen hemmelighed at Mattheus var fascineret af hendes vinger, for det var bestemt ikke fordi at det var en mulighed som man blev mødt af ofte, og derfor ønskede han jo at finde ud af hvordan det føles. Han var meget direkte i hans udtalelse, og de kunne jo lige så godt få det hele på plads, så hun selv vidste hvad hun skulle kunne forvente af ham, såvel som hvad han var i stand til at forvente sig af hende. At hun var komplet uerfaren, fik ham til at smile ganske let, inden han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun lå der ved ham. ”Uanset hvad du har af erfaring, så skal jeg nok hjælpe dig igennem det, Kellan.. Jeg ønsker at selv du skal få en god oplevelse med det.. Og samtidig kan stole på, at jeg vil passe på dig.. For det vil jeg,” lovede han med en rolig stemme. Han slap roligt vingen, inden han lagde sig ned ved siden af hende og med det samme stille smil på hans læbe. ”Men som sagt, så skal du igennem en træning og oplæring, inden jeg kan tage dig til mig som min hustru.. Men jeg ved at du kan.. Jeg sætter Enrico på sagen fra i morgen,” afsluttede han stilfærdigt. Jo før jo bedre.

[Deleted]

Hans ord fik hende til at grine mildt og sende ham et drillende blik. "Hvorfor skulle jeg ikke turde det? Udenpå er du måske farlig men inden i virker det nu som om du er en blid. Så du skræmmer mig ikke" sagde hun drillende. Hun morrede sig virkelig, det var rart at være så rolig sammen med ham, det gav hende virkelig en følelse af at dette nok skulle gå og at de nok skulle få det godt sammen, også selvom det kun var forretning.
Det havde jo været nødvendigt at der blev taget forholdsregler nå det omhandlede den kommende dronning. Det var Kellan slet ikke i tvivl om. Hun ville nok have følt det en smule mærkværdigt hvis der ikke havde været nogen. Hun smilede stille og tænkte stille tilbage på sine forældre selvom hendes minder var få så var de nogen hun holdt ordenligt fast i for at de ikke skulle forsvinde. Følelsen af hans hånd om hendes gjorde hendes humør en smule bedre, hun mærkede hvordan hans ord genoplivede hende, gjorde hende glad igen selvom det han sagde var en smule trist. "Det er hårdt at vokse op uden forældre. Ikke mange kan forstå hvor svært det egentlig er uden dem men det er det, også selvom mange ikke vil indrømme det." sagde hun roligt og lagde hovedet let på sned. Hun var virkelig glad for at de bare kunne stå her og snakke, hun følte sig virkelig mere jordnær end hun havde gjort længe og det betød virkelig meget for hende. Hun ville ikke skuffe, det ville hun gøre alt for ikke skete.
Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile ved hans facination af hendes vinger. Det var virkelig så sjovt at se og hun kunne godt lide følelsen af hans hænder mod de bløde fjer. Hun lå godt der i sengen som hun lå og betragtede ham med de ravgule øjne. hans ord gjorde hende mere sikker og hun nikkede roligt og taknemmeligt. "Tak. Jeg stoler på dig, jeg ved at du vil passe på mig" sagde hun roligt men med et lille smil. Da han slap hendes vinge strakte hun sig let i sengen, ja hele hendes krop blev strukket ud. Hendes vinger nåede et pænt stykke op mod loftet da de var fuldt udstrukkede og hun sukkede nydende og lagde sig til rette igen. Efter en lang dag i rustningen så var det at strække vingerne virkelig en dejlig ting. Hun nikkede roligt ved hans ord om hendes træning og hun smilede roligt. "Jeg kan næsten ikke vendte med at komme i gang. Jeg er ikke typen der kan lide at sidde og vente" sagde hun roligt og begyndte let at lege med en hårtot.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste at det hele nok skulle gå. En mavefornemmelse var god, hvad dette angik, og derfor følte han ikke, at der var noget som helst i det, som kunne gå galt, og det var en fornemmelse, som han virkelig godt kunne lide. Han sendte hende et drillende smil. Noget som faktisk ikke skete særlig ofte for hans vedkommende. ”Du kan jo prøve og se hvad der sker, hvis du gør det..” Han blinkede let mod hende. Måske at han var konge af det mørke land, men selv han kunne lægge den konge lidt til side, og bare være sig selv, og han var altså en mand som havde humor, og det var noget som selv sjældent kom til udtryk, også fordi at han havde så meget andet at tage sig af i løbet af en dag, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Det at vokse op uden forældre, var noget som Mattheus selv var kendt med, da han havde mistet sin mor allerede da han havde været ganske lille, og hans stedfar var revet fra ham allerede kort inden det, så han vidste jo hvordan hun havde det, når det var de tanker som hun gjorde sig, og det var vel egentlig også rart? At vide, at man ikke var alene om tingene? Hans kolde hånd, lod han dog ligge over hendes, mens de rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun var meget åben overfor det hele, og det var noget som han uden tvivl var utrolig glad for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hårdt havde det uden tvivl været, og selv for hans vedkommende, og det var noget som han helt klart godt kunne mærke, så det i sig selv var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han nikkede dog endeligt til hendes ord. ”Dem som benægter hvor hårdt det er, lyver, for det er det.. Specielt når man mangler dem, fra man er ganske lille og ganske ung. Som dig og mig,” påpegede han med en ganske sigende mine. Det var jo ikke rigtigt nogen diskussion af nogen slags, for det var jo bare sådan at tingene forholdt sig. Han ønskede at passe på hende, og han ønskede uden tvivl også at være der for hende, da det var noget som ville gøre det hele langt bedre og nemmere for begge parter. Han smilede let for sig selv, og nikkede. ”Så lang tid du stoler på, at det er hvad jeg har tænkt mig, så er jeg glad,” sagde han endeligt. Hovedet lod han søge let på sned. Hendes væsen og hendes personlighed fascinerede ham uden tvivl, også fordi at hun tog så nemt på det, og langt nemmere, end hvad han lige havde regnet med, men det var alt sammen noget som passede ham ganske fint! ”Du må nok vente til i morgen, hvor jeg får Enrico til at gå i gang med træningen med dig. Først når skikke og etikken, samt den rette morale er lært, vil jeg kunne tage dig til ægte.. Men med den rette indstilling, som jeg kan se, at du er i besiddelse af, så skal det nok gå hurtigere end du aner det,” påpegede han med en rolig stemme, inden han roligt gled ned i sengen, og derved også opfordrede hende til at lægge sig ned ved siden af ham, for han ønskede jo at tilbringe den tid med hende og oprigtigt lære hende bedre at kende.

[Deleted]

Kellan lod en let latter glide hen over hendes læber og hun betragtede ham roligt. "Det tør jeg skam godt. Du virker som om du er all bark and no bite" sagde hun drillende og strakte sig lidt i sengen. Det her var rart, hun var så seriøs normalt at hun næsten helt glemte hvordan det var når hun var så glad og smilende som hun var det nu.
Hans kolde hånd mod hendes varme fik hende til at smile lidt. Det var rart, hun vidste at han måtte vide lidt om hvordan hun havde det. Hun kendte jo trods alt lidt til hans historie med hans mor, den tidligere dronning som var død. Havde han været lige så alene som hun havde været det? Hun kunne kun undre sig over dette. Stille bed hun sig let i læben og lod tankerne flyve rundt i hendes hoved. Hans ord bragte hende dog ud af alle tankerne. Hun nikkede roligt. "Du har kun alt for ret. Så mange lyver når de siger at det at have mistet ens forældre og kære ikke har berørt dem. Det er svært, man er alene i verdenen uden nogen til at guide en og uden den kærlighed som de giver en. Dog må jeg indrømme at det er rart at vide at jeg ikke er den eneste som har lidt dette tab. Der er en trøst i at dele ens tab med andre som kender det fra deres eget liv" sagde hun med en stille hvisken og gav hans hånd et lille klem. Hun følte sig virkelig allerede så godt tilpas der sammen med ham. På en måde så fik han hende til at føle sig hjemme og hun følte sig rolig i hans nærvær. Hun smilede let og rodede med en tot hår. "Jeg stoler på dig og ligeså håber jeg at du stoler på mig" sagde hun roligt og endte med at sætte sig op i sengen på knæene. Hun smilede roligt og strakte sig igen. Hendes blik hvile på ham som han lagde sig bedre til rette i sengen og hun smilede roligt ved hans ord om at hun måtte vente. Hun lagde hovedet let på sned og så lidt drillende på ham. "Jeg er ikke specielt tålmodig min kære Mattheus. Det burde du vide efterhånden" sagde hun med et let grin før hun rejste sig fra sengen. Hun vidste at hun havde nogle ting hun skulle gøre før hun kunne smide sig alt for godt til rette ved hans side. Måske skulle hun være dronning men der var ting hun kunne gøre før i morgen hvor hendes træning begyndte. "Jeg er ked af det Mattheus, men der er nogle ting jeg er nød til at ordne før jeg kan slå mig alt for godt til rette her ved din side. Jeg er også nød til at hente mine ting i barakken og sådan noget." hun gik over og tog sin rustning op fra gulvet og med lethed havde hun gemt vingerne væk og havde taget den på igen. Hun sendte ham et blidt smil før hun bukkede let for ham og vente sig og gik mod døren. Hun stoppede dog i den og vendte sig mod ham med et roligt smil. "Hvis min træning begynder fra i morgen af så vil jeg være din fra i morgen men indtil da vil jeg få afsluttet nogle sager og pakket mine ting" sagde hun roligt. Hun blinkede en enkelt gang til ham før hun med rolige skridt gik ud af døren og lukkede den efter sig. Hun rettede let på sin rustning hvorefter hun skyndte sig videre. Hun havde ting og sager hun var nød til at få styr på.

//OUT