Et Royalt møde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han ikke kunne stole på synderlig mange, men af den grund, så var det noget som han kun var nødt til at bide i sig for nu, selvom det var svært, eftersom Leonardo var død, og han var klar over, at han ikke kunne fortsætte med at bide den nyhed i sig, selvom det nu heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han var nødt til at handle, og det var skam også det som han følte, at han gjorde i denne stund. At hun i det mindste var ærlig overfor ham, var noget som han faktisk havde det ganske fint med, for det var skam også noget af det som han havde brug for i længden, så naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han nikkede eftertænksomt. ”Når jeg efterspørger en ærlighed, er det fordi at det er hvad jeg ønsker at høre. Jeg finder det skam.. underholdende, at det er det mig som folk frygter, når de har kendskab til at min moder er mange gange værre end hvad jeg er,” fortalte han med en rolig stemme.
Alvoret var efterhånden ved at synke ind ved Kellan, hvilket var noget som Mattheus havde det ganske fint med, for han havde slet ikke været ude på at skræmme hende eller noget lignende, men fordi at han ønskede at høre om det var noget som hun kunne være interesseret i. Så snart at han meddelte landet at kongen var død, ville det gå galt, og det var slet ikke noget som man kunne sige sig, at han var det mindste interesseret i. Hendes måde at tackle tingene på, var uden tvivl noget som faldt i utrolig god smag, selv ved ham, og det var noget som han kunne bruge, også fordi at det hele stod stærkest med to på tronen, frem for ham alene, også fordi at han endnu var en ung mand og med meget ringe erfaring. Hendes sammenligning med marken, forstod han skam godt, hvor smilet let bredte sig på hans læber. ”Det er ikke lige den sammenligning jeg havde set komme, men ja.. Det er en sammenligning som siger det hele ganske vidst. Jeg har brug for en til at tage del i ansvaret, og det er noget som jeg er overbevist om at du er i stand til,” sagde han med en rolig stemme. At hun så næsten skulle til at kalde ham ved titel igen, fik ham til at smile ganske let. Han lod roligt sin ene hånd tage omkring hendes, hvor han derefter klappede den ganske let. ”Jeg er sikker på at vi nok skal finde en løsning, som fungerer for os begge. Jeg ved det ikke kommer til at blive let, og.. jeg frygter lidt for rygterne, som kommer til at lyde. Leonardo er netop gået bort, og jeg finder mig en hustru. Jeg ved det er meget at bede dig om, men jeg beder dig om at stole på mig,” sagde han roligt. Han forstod skam godt, hvis det var noget som hun skulle have tid til at finde ud af, også fordi at man ikke ligefrem kunne sige sig, at være en nem ting. Tvært imod, så var det jo en kæmpe stor ting.

[Deleted]

Kellan lagde selv meget vægt på ærlighed og kunne godt forstå at han ønskede den så brændende. Kellan gøs næsten ved tanken om Jaqia, hun var normalt ikke bange for noget men Jaqia fik altid en lille gysen til at løbe ned af hendes rygrad. Den kvinde kunne være grusom! Hun smilede stille og nikkede anerkendende. "Jeg har hørt rygterne men jeg har aldrig haft fornøjelsen af at træffe hende" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil.
Alvoren var da så sandelig begyndt at gå op for Kellan, det var da helt sikkert. Det han ønskede af hende var da bestemt ikke så lidt igen, det vidste hun. Det ville blive svært, det var hun slet ikke i tvivl om men hun havde bestemt sig, hun ville gøre alt hvad hun kunne for at hjælpe ham og hjælpe landet. Det kunne der vidst ikke være meget tvivl om. hun så hvordan smilet måtte brede sig på hans læber og det gjorde hende ret glad eggentlig at se. Det var dejligt at se ham smile nu hvor dagen i dag måtte have været så hård for ham ved tabet af Leonardo. Hun grinede mildt ved hans ord. "Jeg kender ikke til andet end hæren, soldaterlivet eller det ikke at skulle tage imod ordre fra nogen. Jeg er opvokset med et sværd i hånden og opfostret af generalerne. Der er ikke så meget andet visdom at hente fra." forklarede hun mildt og kørte en hånd igennem de lange sorte lokker. Det her var måske ikke så slemt. Hun kunne komme lidt væk fra slagmarken? Opleve nogle andre ting end blot krig og kamp selvom dette ikke var gået så godt sidste gang. At han tog hendes hånd fik hende nærmest øjeblikkeligt til at rødme svagt. Hun havde aldrig oplevet nogen gøre sådan noget ved hende før, end ikke holde hende i hånden eller tage fat i hende. Det var virkelig underligt. Hun betraktede deres hænder mens hans talte videre og det var først da han holdt op med at tale at hun kiggede op på ham igen. "Jeg stoler på dig. Det har jeg altid gjort. Hvis jeg ikke anså dig som værende værdig til din position så ville du ikke se mig stå her foran dig lige nu. Jeg ved hvor meget røre dette kan skabe og eftersom jeg intget ved om politik eller tak og tone endnu så vil jeg lade dig håndtere denne del ligesom du ønsker det." sagde hun roligt og sendte ham et opmuntrende smil. Hun følte sig endelig godt tilpas også selvom om vejen forude var lang og meget besværlig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus satte prisen på ærlighed, men når det var de færreste som faktisk ville give ham den, så måtte han jo trods alt søge den, hvor han nu havde muligheden for det, og det var ved Kellan. Det var de nærmeste for ham, som faktisk viste sig fra den side, og naturligvis var det noget som han vægtede højst. Hans moder derimod var jo lidt en anden boldgade, men hun var god af sig, og hun havde sine klare meninger og holdninger som hun bestemt heller ikke var bange for at give udtryk for. ”Mange vil nok sige, at du er en af de heldige. Hun er ikke slem, hun er ærlig og lægger ikke skjul på noget. Hun er nok grunden til at folk i det hele taget vil frygte mig,” svarede han sandfærdigt, for der var vel noget om det? Så erfaren at han trådte i karakter fuldstændig, kunne man jo ikke ligefrem sige, at han var endnu, men han var af den overbevisning, at det nok skulle komme med årene og tiden.
Selvfølgelig glædede det Mattheus meget, at Kellan havde valgt at gå med til det, for det var uden tvivl med til at fjerne en frygtelig tung byrde på hans skuldre. Selvom han vidste, at det var meget forhastet i forhold til at Leonardo netop var gået bort, så var det jo faktisk noget som han gjorde mere for folkets skyld, end hvad han gjorde det for sin egen. Han vidste, at det ville koste ham dyrt, hvis folk vidste hvor svagt kongehuset stod, og det var slet ikke noget som man kunne sige sig, at han var det mindste interesseret i på nogen som helst måde i det hele taget. Han nikkede mod hende. ”Der er måske ikke visdom at hente på slagmarken, men en viden og en anden erfaring er der dog. En som jeg ej er i besiddelse af, og sikkert aldrig får. Du derimod, Kellan, har noget som jeg ikke har endnu.. Og det er det som jeg ønsker på tronen side om side med mig selv,” sagde han roligt. Hun var vokset op i hæren stort set, og det vidste han godt, og derfor havde hun netop den personlighed som der skulle til for en dronning, og det var det som han måtte anse som det vigtigste af det hele! Han lod roligt hendes hånd hvile i sin. Det måtte næsten more ham, hvor varm hun var i forhold til ham selv, for han var jo kold at røre ved, da det var Spiden som uden tvivl var det stærkeste i ham – efter hans mor selvfølgelig. ”Tillid og tro hvad det her angår, er yderst vigtigt. Jeg forstår skam godt, hvis du ikke ønsker at flytte ind i min gemak, så arrangerer vi blot med din egen. Det er vigtigt, at du forstår alvoret i hvad det vil sige at være royal og hvad det vil sige, at være kongelig. Politik, takt og tone skal vi nok få lært dig, hvis du er villig til at tage imod det,” afsluttede han endeligt, som han sendte hende et mildt smil. Hun var virkelig et lys for enden af den mørke tunnel!

[Deleted]

Kellan lyttede og sendte ham et lille smil. Rygterne omkring Jaqia kunne være grumme men han fik hende næsten til at lyde helt blid. Det kunne hu et sted godt lide. "Man kommer længst med ærlighed men ærlighed kan være voldsomt skræmmende for nogle mennesker så det er vel et sted intet under at hun er frygtet" sagde hun roligt og tænkende. Det var nu egentlig ret sjovt at stå her og føre en normal samtale med ham. Hun havde altid været så formel når de havde været sammen fordi det skulle hun jo men hun følte nu at hun kunne være lidt mere rolig omrkring ham.
Det var meget forhastet at bede hende indtage tronen men hun vidste at der ikke rigtig var så meget valg fra hans side. Hun havde anet at han ikke længere følte at han stod stærkt på tronen alene og det var derfor han havde ønsket en dronning ved sin side. Hun havde bare ikke i hendes vildeste fantasi troet at det ville blive hende. Hans ord gav mening og hun nikkede roligt. "Der er en visdom på slagmarken, en god del erfaring og en masse ting man kan lære af det. Det ved jeg kun alt for godt. Jeg ønsker at hjælpe landet og hjælpe dig med at holde det sikkert. Jeg håber at mine erfaringer på slagmarken og min viden om denne vil kunne komme mig til gode når jeg skal være på tronen ved din side." Hun var helt rolig nu, helt okay med hvad der skulle ske i fremtiden. Hun havde fået styr på sig selv, styr på hvad det egentlig var han ønskede af hende og det havde virkelig lettet så ufattelig meget. Det var da helt sikkert og vist. Hun lagde hovedet på sned og bed sig i læben mens hun tænkte godt over det han sagde og hvad hun selv følte. "Jeg har tiltro til dig, Jeg stoler på dig det må du slet glemme. Jeg vil i og for sig ikke have noget imod at bo i dine gemakker, jeg frygter dig ikke og jeg vil gerne lære dig bedre at kende så hvis du vil besværes med mig så er jeg villig til alt. Jeg er lærenem hvis jeg virkelig sætter mig noget for så skal jeg nok få lært alt hvad jeg sætter mig for. Jeg skal nok få lært politik og takt og tone, det er ikke det jeg frygter men jeg er bange for mit temperament. Jeg er virkelig ilter, hvilket du måske også har fået besked om. Jeg er meget meget hidsig" hun smilede undskyldende og betraktede ham. HUn var virkelig virkelig hidsig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at folk som frygtede ham, udelukkende måtte være på grund af hans mor, selvom han virkelig forsøgte at gøre hvad han kunne for at acceptere tingene som de var, så måtte han jo selv træde i karakter på et tidspunkt, og det var også ved at være på tide, men det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham på nogen måde. Han lod hovedet søge let på sned. ”Min moder er en kvinde af ord, og hun gør naturligvis hvad hun siger, og dog.. så har hun for vane at blive meget uforudsigelig, og det er også en grund til at mange frygter hende,” fortalte han roligt. Han selv var personligt ikke i tvivl om hvor han havde hende, og naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det forholdt sig.
Det glædede naturligvis Mattheus, at Kellan var faldet mere til ro omkring hvad han havde bedt hende om, også fordi at han vidste, at det var utrolig store ting, og det var slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde i det hele taget. Han vendte blikket roligt mod hende. Alene på tronen ville han være usikker og meget sårbar, så det var måske meget forhastet, men det var slet ikke noget som han kunne tage hensyn til nu. Af hjertet, så var et måske ikke den rette beslutning, men han havde valgt hende, og hvis de begge var indstillet på det, så vidste han, at det hele nok skulle ordne sig, for af hjertet, ville han nok aldrig falde for en kvinde, som han ville være i stand til at skænke sit evige ja. ”Hvis det forholder sig sådan, at du har din visdom fra marken, og jeg har fra min plads som konge, som jeg allerede blev skænket da jeg var ganske ung, er jeg af den overbevisning, at vi nok skal formå at supplere hinanden,” sagde han roligt. Han sendte hende et let smil. At hun snakkede sådan til ham, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod i længden. At hun gerne flyttede op på hans gemakker, var egentlig noget som han havde det fint med, for så kunne det jo også ligne, at de var et par, og kunne finde ud af det i den forstand, frem for alt det andet. Han trak let på smilebåndet, så selv den ene spidse tand kom til syne i hans mundvig. ”Det er den form for temperament som denne trone har godt af, Kellan. Jeg ønsker du skal flytte ind på mine gemakker, så jeg lige så kan hjælpe dig med at finde ud af det hele og hjælpe dig med politik, takt og tone. Jeg er af overbevisningen at Enrico vil yde sin assistance lige så. Ej skal du frygte for dit temperament.. Det kan kun komme dig til gavn, såvel som jeg.. Kom med.. Jeg skal vise dig det..” sagde han roligt, idet han roligt slap hendes hånd, kun for at føre dem over ryggen igen, inden han roligt gik mod dørene til Tronsalen.

[Deleted]

Kellan lyttede og nikkede roligt. "En ting er at være ærlig og gøre det man siger at man vil gøre og et andet er at være klog nok til at vide hvornår man skal tie. Jeg er sikker på at Jaqia ved hvornår hun skal gøre dette og det er det der gør hende uforudsigelig men også meget stratetisk." sagde Kellan tænkende og begyndte at lege med en tot af hendes sorte hår.
Kellan var helt rolig nu, hun vidste hvad han ønskede af hende selvom hun endnu ikke havde den vildeste ide om hvad alt dette indebar. Hun vidste at hun ville hjælpe ham, hun ønskede at hjælpe ham og ønskede at hjælpe landet. Hun elskede Dvasias, hun var loyal overfor folket og hun var loyal overfor kongehuset, at hun selv skulle være en del af det lige om lidt var hende stadig lidt underligt men det gjorde hende ikke urolig mere. "Det lyder da som om vi kunne komme til at suplere hinanden meget godt. Jeg ved du blev sat på tronen tidligt, Det kan virkelig ikke have været let for dig og som du havde hjælp da du blev sat på tronen så må du ligeså hjælpe mig igennem sådan så jeg kan blive klar til at indtræde den plads som du ønsker af mig." sagde hun roligt og med et lille smil. Hun ville virkelig få brug for alt den hjælp hun kunne få. Hun ville så gerne gøre dette så godt som det var hende muligt, ligsom hun ville gøre sit bedste i hæren så ville hun også gøre sit bedste her.
At de skulle bo i samme gemak skræmte hende ikke det mindste. Hun havde jo været i hæren, i store barraker med både mænd og kvinder alike. Hun kunne sagtens dele, desuden så ville det nok også være bedst hvis hun kunne være i hans nærhed hvis hun ønskede hjælp med det hele. Det var nok det hun tænkte mest på. Navnet Enrico ringede en lille klokke i hendes hoved men hun kendte ham ikke som sådan. "Sjovt. Det var absolut det samme min gamle overordnede i hæren sagde da han hørte om mit temperament. Han skiftede ret hurtigt mening om det. Jeg håber ikke at du vil gøre det samme. Og jeg har brug for at den hjælp jeg kan få. Jeg har meget at lærer og jeg vil gerne gøre det så godt som muligt her. Både for din skyld men også for landet skyld. Jeg vil ikke svigte." hun betraktede ham roligt som han begyndte at gå og hun fulgte roligt efter ham. Gad vide hvad der nu skulle ske.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke bange for at erkende, at han virkelig var glad for sin mor, for det var hendes ry, som automatisk havde sat ham lidt som blommen i et æg for det første lange stykke tid. Han nikkede mod hende. Hans mor var intelligent, og det var noget som han uden tvivl havde den største respekt for, også fordi at det var noget som alt sammen betød utrolig meget for ham. ”Min moders ry er det som har reddet mig, og det erkender jeg gerne. Det er nok en af mine små hemmeligheder,” påpegede han med et stille smil på læben, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn.
Det glædede uden tvivl Mattheus at Kellan var faldet langt mere til ro, for det gjorde også, at han vidste hvad han havde at forholde sig til, og det var slet ikke noget som han ønskede at skjule. Det var store ting som han bad hende om, og han gjorde det uden tvivl mere for tronen, end hvad han gjorde for sig selv, men det var jo heller ikke ligefrem nogen nyhed, for det var jo trods alt sådan at det altid havde været. Han lod hovedet søge en kende på sned ved hendes ord, også selvom hun havde ganske ret. ”Jeg blev sat på tronen frygtelig tidligt, og det er kendt for stort set alle. Min kongelige rådgiver har fungeret nærmest som en onkel for mig, fra jeg var helt lille. Jeg er sikker på, at han lige så vil yde sin assistance, så vi kan få dig ordentlig ind i det hele. Det er yderst vigtigt, du er komfortabel med at få den post som jeg nu vælger at skænke dig, Kellan.. For jeg ved, at det er frygtelig meget at bede dig om,” afsluttede han med en sandfærdig og rolig stemme.
Uanset hvordan man vendte og drejede den, så var Mattheus af den opfattelse at de nok skulle få det hele til at fungere. Hun havde måske et kæmpe temperament, men hun var villig til at lære, og det var jo trods alt deri at det hele måtte ligge, og det var den kampgejst som han godt kunne lide. Uden tvivl. ”Kernen og vigtigheden er at du er villig til at give det et forsøg. Jeg ved at jeg beder dig om meget, ved at indtage den plads side om side med mig.. Jeg ved det godt, men jeg ved til gengæld også at du er kvinden som kan løfte ansvaret og opgaven.. Kom.. Lad mig vise dig hvor du skal bo for fremtiden,” sagde han roligt, idet han forlod Tronsalen, kun for at gå op mod De Kongelige Gemakker i stedet for.

[Deleted]

Kellan nikkede roligt. "Nogen hemmeligheder er til for at blive holdt som hemmeligheder. At Din moders ry har stået dig så meget bi gennem dine tidlige år på tronen er nok ikke den største hemmelighed du kunne holde dig. Vi arver meget fra vores forældre. Min fader var ved at blive forfremmet til hærfører før han døde da jeg var spæd. Og selvom han ikke nåede at lære mig noget som helst om krig eller noget som helst om det at være i hæren så var der en forventning om at jeg kunne det hele i forvejen da jeg var lille. Og bevares, jeg har altid været lærernem, altid kunnet svinge et sværd hurtigere end så mange andre men jeg fik næsten aldrig nogen ros for det fordi jeg jo var barn af ham og de ikke forventede andet. At ens forældre har et ry kan virkelig være en velsignelse og en forbandelse." afsluttede hun roligt og bed sig let i læben. Hun havde virkelig altid haft det hængende over hovedet at hendes far havde været så god og alle forventede altid mere af hende end hvad godt havde været. Ikke at dette var noget som gik hende på mere, tvært imod så satte hun det bare som en udfordring for sig selv.
Hans tidlige indsættelse var virkelig ikke noget som var blevet holdt skjult. Han havde været uerfaren, ung og havde haft meget brug for hjælp i starten og det var så det som han nu var nød til at give videre til hende for uerfaren, da var da virkelig noget hun også var. Det var der vidst ingen tvivl om overhovedet. "Det var tidligt du blev indsat, nogen ville mene for tidligt og at det var en stor fejl at u blev det. Selv mener jeg at du har gjort det godt med alt taget i betrakning, du var ung og folk forventede nok mere af dig end hvad man kunne hvilket heller ikke er i orden. Jeg håber at jeg kan gøre dig kunsten efter, at jeg kan blive indsat på tronen og ikke bare ødelægge det hele eller gøre mere skade end gav. Jeg vil hjælpe og jeg er villig til lige meget hvad for at det skal komme til at fungere." sagde hun blidt og smilede til ham. Hun ønskede virkelig så inderligt at gøre dette godt og gøre folk stolte af hende og ikke mindste få ham til at sile og sige at han gjorde det rigtige valg. Hun ville ikke skuffe ham.
Hun lyttede til ham og nikkede smilende. "Jo, jeg er villig til at lære. Det er man et sted nød til hvis man gerne vil overleve, i hvert fald i hæren. Jeg var den der lille pige som alle folk forventede guld og grønne skove fra, min far var så højt rank og alle forventede at jeg skød lige efter ham og når jeg så ikke kunne blev det oftest flået hen som om at selvfølgelig kunne jeg ikke det for jeg var jo en kvinde. Jeg var nød til at lærer mig selv alle mulige ting og sager for at vise dem at jeg var god nok. Det er heldigvis et aspekt som jeg kan tage med mig videre derfra. Jeg er utrolig lærernem og jeg er meget hurtigt til at lærer essentielle og vigtige ting." sagde hun roligt og fulgte efter ham med blide skridt, ja næsten svævende. Hun havde det faktisk godt lige nu, helt rolig og fattet, det var dejligt. "Hvor jeg skal bo fremover? Det her kommer virkelig til at virke underligt i starten vil jeg gå ud fra. Jeg er vant til barrakker." hun grinede mildt og betraktede ham roligt. Hun vidste at de var på vej mod de kongelige gemakker og det var virkelig en underlig følelse for hendes vedkommende. Det var der heller ingen tvivl om.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus lyttede til hendes ord, også selvom han måtte erkende, at han ikke kunne sige det meget bedre selv. Hun havde jo ganske ret i alle hendes udtalelser, for hemmelighederne i familien og hvad angik denne trone, var uden tvivl hvad der faktisk holdt ham ved den endnu, for han var ug, og han skulle jo selv finde ud af det hele, og nemt, var det bestemt heller ikke altid. ”Du har ganske ret i hvad du siger, Kellan. Det er nok familiehemmelighederne, som har sørget for, at jeg har fået lov til at beholde den plads som jeg nu har, for jeg er ikke den store erfaring, og folk ved det jo som sagt godt. Du har erfaring fra marken og du er lærenem, det er nemlig også hvad jeg har hørt, og derfor ved jeg også, at du vil være den rette til at indtage den plads side om side med mig,” sagde han med en rolig stemme. Det ville blive en udfordring, hvilket han udmærket godt vidste, men selv han vidste, at de sammen, nok skulle få det hele til at virke som de ønskede det.
Mattheus trak svagt på smilebåndet. Han var sat på tronen alt for tidligt, men han havde jo været den næste til at indtage den, efter hans stedfar var gået i døden, som døde kort efter hans kære moder, som nu også var kommet tilbage til ham. At hun roste ham for hvad han havde gjort, var naturligvis en tanke som gjorde ham utrolig glad, og glædede ham ikke mindst. Han nikkede mod hende, næsten som havde det været et tegn på taknemmelighed, også fra hans side af, for det betød virkelig meget for ham, når andre så på det på den måde. ”Jeg var måske indsat for tidligt, men jeg har nu gjort det så godt som jeg kunne, ud fra de omstændigheder, som jeg har haft. Det er ikke ofte, at jeg hører at nogen har det indblik på mig og det som jeg har formået at gøre, og det varmer Kellan. Kan jeg, er jeg overbevist at du også kan.. Jeg lever i troen på det,” lovede han endeligt.
Kursen havde Mattheus allerede sat i retningen af hans gemakker, for nu hvor hun skulle til at flytte ind der, så kunne de jo lige så godt starte ud med det hurtigst muligt. Han nikkede igen idet han stoppede op udenfor hans gemakker, inden han roligt skubbede dørene op, inden han selv trådte ind. Han gik næsten automatisk ud fra at hun ville følge med ham derind. ”Du viser ønske og interesse for at lære, og det er hvad der er vigtigst for mig, Kellan.” Han kuklo ganske let. Dette var nok så langt fra barakker som man kunne komme! ”Jeg håber du kan vænne dig til en stor seng, tryghed og en god dyne,” sagde han med en morende mine, idet han igen vendte sig i retningen af hende.

[Deleted]

Kellan smilede og nikkede roligt. Det var egentlig rart at han var så enig med hende og at han lyttede til det hun sagde. Jo der blev da lyttet til hende i hæren og i Garden, især nu hvor hun havde steget til så høj rang begge steder men et sted var det alligevel som om hun ikke rigtig blev lyttet til og det var virkelig irriterende men et sted så havde hun vænnet sig til det og derfor kom det egentlig også helt bag på hende hvor meget hun egentlig savnede det. "Nu må du heller ikke være alt for hård ved dig selv. Du har også gjort nogle gode ting for landet så det er ikke kun din moders status som har banet vejen for dig. Selvom du er ung og uerfaren så har du stadig udrettet noget og det er det som folket ser." sagde hun roligt med et blidt smil. "Jeg er da glad for at det er blevet kendt ude for hæren at jeg er lærernem for jeg gør virkelig mit bedste for at lærer hvad der kræves af mig og jeg anser det selv for en af mine styrker."
At stå sådan her og snakke med ham, ja han virkede jo næsten som en helt normal person og ikke en konge. En gang i mellem havde en kongelig vel også brug for bare at snakke, ikke tænke på rank eller status men bare at snakke. Sådan havde hun det i hvert fald når det kom til hæren. Hvis hun havde haft brug for at snakke så havde hun bare fundet en, hun havde ikke tænkt over rank eller noget som helst. "Jeg er jo nød til at have et vist indblik. Jeg var kaptajn i hæren og ikke nok med det så blev jeg jo senere kaptajn for din personlige Garde. Jeg var nød til at sætte mig lidt ind i hvad der skete omkring mig og omkring dig, ikke at det gjorde mig noget, ikke det mindste. Og lad os ikke lade det blive i troen. Lad os se om vi ikke kan få det frem og gerne hurtigt. Jeg vil ikke skuffe!" sagde hun optimistisk, ja næsten kamplysten og svævede næsten en gang over jorden. Hun havde virkelig let ved at blive ophidset på denne her måde og ville rigtig gerne i gang!
Hun fulgte ham roligt og havde foldet hænderne på ryggen lidt ligesom han mens hendes blik bare gled rundt på det hele. Hun vidste ikke hvorfor men hun var virkelig spændt. Hun bemærkede hurtigt hvor han var ved at føre hende hen og hun bed sig let i læben. Hun havde aldrig sat foden i det kongelige gemak før og hun kunne slet ikke forstille sig hvordan det så ud. Kellan lyttede roligt til hans ord og fulgte med ham ind i hans gemak. Det var stort, hun havde aldrig nogensinde forstillet sig noget så fint. Det var helt vildt. "Wow" hviskede hun mens til sig selv mens hendes blik bare skød rundt for at studere det hele. Var det her en drøm. Hans ord nåede hendes øre og hun vendte sig mod ham med et lille skævt smil. "Jeg har aldrig nogensinde været i et rum der var så fint som dette. Det bliver virkelig en omvæltning for mig, det må jeg erkende. Jeg ved slet ikke hvilket ben jeg skal stå på. Selv gulvet her er finere end den seng jeg har sovet i igennem de sidste mange mange år. Det er helt vildt" sagde hun stille og begyndte igen at betrakte værelset omkring hende. det var jo slet ikke til at fatte at noget kunne være så fint!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde måske en sjov tendens til at blive meget hård ved sig selv, selvom det bestemt heller ikke var noget som han gjorde med vilje. Han var kendt med sin kære moders rygte, og han vidste, at det primært var det var hvad der havde reddet hans skind, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun faktisk roste ham, var noget som han ikke oplevede særlig ofte, men det var rart at det endelig skete. ”Jeg vil ikke ligefrem vove at påstå at jeg er hård af mig, for det er jeg ikke. Det er sådan at det forholder sig. Jeg er ung og uerfaren, og har ikke haft nogen at støtte mig op af, så det fremstiller mig svag, og jeg ved det.” Han sendte hende et taknemmeligt smil. At hun direkte stod og roste ham, samt komplimenterede ham for hvad han havde formået at gøre, var noget som uden tvivl betød utrolig meget for ham. ”Det er uden tvivl en styrke, Kellan, og en af de bedre, som kun kommer dig til gavn nu her i fremtiden. Selv vel det komme mig til gode,” forklarede han med en rolig stemme, for løgn var det vel ikke? At hun var så stærk, var uden tvivl noget af det som han selv havde brug for, for det var noget som han lige så kunne afspejle sig selv i.
At snakke som man snakkede til et ganske normalt individ, var uden tvivl noget af det som Mattheus savnede mest igennem en dag, og specielt nu hvor han ikke havde Leonardo at gøre den slags med, som han nu ellers havde været vant til før i tiden. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende og med den samme stilfærdige mine i ansigtet. Han var slet ikke i tvivl om at hun ville løfte og hæve rollen som kongelig her i landet, og det var uden tvivl også noget som passede ham selv helt fint, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen når alt endelig skulle være. ”Du har et godt indblik, du har et overblik siger man, og du er lærenem, og ikke bange for at tage fat.. Det er alt sammen noget som er med til at jeg ved, at du vil gøre et fantastisk godt stykke arbejde, kære Kellan,” roste han hende. Hun behøvede ikke stå overfor ham som var han kongelig, men bare.. et enkelt individ, for det var noget som selv han havde kraftigt brug for til tider, og derfor var han glad for, at det var en besked som var gået fint igennem ved hende.
Kellans reaktion på de kongelige gemakker, var uden tvivl noget som morede Mattheus, hvor selv det morende smil måtte melde sig på hans læber. Han vendte blikket roligt i retningen af hende. Selv var han sikker på, at dette var noget som hun nok skulle vænne sig til, for det gjorde man vel også hurtigt? ”Du skal nok vænne dig til det. Det er naturligvis kun en forespørgsel om hvorvidt du vil bo her, eller om du vælger det samme som Leonardo, og tager dine egne gemakker. Jeg kan dog forsikre dig om, at det bliver mindst lige så fint som dette. Det skal jo trods alt også være en dronning værdig,” påpegede han sandfærdigt. Han kunne nu godt lide hende. Hun havde jo begge ben solidt og godt plantet på jorden.

[Deleted]

Kellan talte virkelig frit fra leveren, hun var ikke bange for at sige sin mening, heller ikke overfor ham men hun synes nu alligevel at han var lidt hård ved sig selv. "Ung og Uerfaren er ikke ens betydning med svag må jeg dog indrømme. Måske har du ikke været den stærkeste regent vi har haft men så længe folket støtter dig så er du altså ikke gået helt forkert i byen og af hvad jeg har hørt så bliver der ikke talt dårligt om dig." sagde hun roligt og smilede blidt. Hun var ikke i tvivl om at de to nok skulle få det godt sammen her på slottet og på tronen, hun vidste ikke helt hvorfor men der var noget over ham, noget hun ikke helt havde opdaget før han vare bare meget karismatisk og meget let at snakke med hvilket nok skulle komme til at lette en hel del for Kellan i den sidste ende.
Kellan ønskede ikke at se ham som værende kongen længere, ikke efter hun ligesom havde set en anden side af ham. Han var meget rolig og han havde et sted en beroligende effekt på hende hvilket nok skulle komme dem begge til rådighed hvis hun blev hidsig. Hun smilede blidt ved hans ord og kørte hånden igennem det sort hår endnu en gang. "Nåe så det siger man at jeg har? Overblik? Den har jeg ikke helt hørt før må jeg nok sige." svarede hun roligt og grinede mildt. "Jeg har altid troet at jeg bare blev set som en irriterende frembrusende ting uden følelse med hvad der sker omkring mig men måske er der vel en form for overblik i min galskab."
Kellan var udentvivl og meget tydeligt ude af sit element når det kom til gemakker som disse. Det var virkelig helt underligt for hende at nogen som helst kunne leve så fint? Hvorfor var der ikke beskidt nogen steder? Hun kunne slet ikke finde hoved og hale i det hele og endte bare med at vende sig mod ham med et lille smil. "Jeg har aldrig nogensinde i min vildeste drømme kunnet forstille mig noget så flot og prængende som dette gemak. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller hvor jeg skal stå henne." sagde hun og begyndte endnu en gang at kigge rundt. Hun bed sig tænkende i læben mens hun blot studerede rummet lidt mere. "Jeg sagde til dig i tronsalen at jeg ville sove sammen med dig, at jeg ville dele gemak med dig og det har ikke ændret sig men det her! Det er virkelig bare overdrevet fint. Det er slet ikke noget jeg sådan bare lige kan forholde mig til." Hun var en pige med benene solidt plantet på jorden, det var da tydeligt og derfor så var sådan noget som det her virkelig bare fjernt for hende. Hun kunne virkelig ikke tro at dette virkelig skete et sted? Det var simpelthen for underligt og alligevel så var det noget af det bedste der nogensinde var hændt hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke farlig at snakke med, og det vidste han godt, men det var bare som om at det var en formaning som så mange andre havde fået af ham – at man slet ikke kunne snakke med ham. Som det nu var sagt, så gjorde hun ham rolig, også fordi at hun faktisk.. roste ham for hans arbejde, og det var bestemt heller ikke noget som han oplevede særlig ofte, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det vil hurtigt overraske dig, hvor mange som egentlig forbinder helt præcist disse to ting, og det går ud over min troværdighed her som konge. At der ikke bliver talt dårligt om mig, er jeg naturlgivis glad for, men jeg ved, at det er de færreste som faktisk har respekten for kongehuset, og det synes jeg personligt, er en meget skidt fremgang,” påpegede han med en ærlig mine, for det var bestemt heller ikke fordi at der var nogen løgn i det.
Mattheus var slet ikke i tvivl om, at han nok skulle finde ud af det hele med Kellan, også fordi at hun havde det syn på tingene, og hun faktisk formåede at muntre ham op, hvilket var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Da det nu endelig var sagt, så var det faktisk utrolig rart for ham at vide, at han ikke var alene om det hele, for det var jo den overbevisning som han havde været i igennem det sidste rigtig lange stykke tid nu. Han havde virkelig følte sig alene. Selvom de måske ikke kendte hinanden, så vidste de nu begge hvad det var de gik ind til, og det var noget som fakisk passede ham selv særdeles fint. ”Du vil passe perfekt ind i min familie. Slå ordet ’galskab’ op, og Angleráx vil nærmest stå i billede ved siden af. Du har overblik. Det er det som jeg får tilbagemelding om,” sagde han med en rolig og ikke mindst ganske sandfærdig stemme.
Måden Kellan reagerede på, var noget som kun fik Mattheus til at grine – noget som han ellers aldrig gjorde nu om dage, men lige når det var dette, så var det virkelig underholdning af bedre klasse! ”Du skal se det, når det er ryddet op og pænt i så fald. Jeg kan lide det, og det samme håber jeg at du kan..” Han vendte sig igen i retningen af hende, idet han roligt satte sig på sengen. At hun gik ind i det, med alt hvad det indebar, var egentlig noget som passede ham fint, for det glædede ham, at han vidste helt præcist hvor han havde hende. ”Du vænner dig hurtigt til det. Det håber jeg godt nok,” påpegede han med en ganske sigende og dog alvorlig mine. Det var vel ikke for fint?

[Deleted]

Kellan havde virkelig ikke det mindste imod at snakke med ham, ikke kun fordi han havde bedt hende om det han nu havde bedt hende om men også bare sådan generelt. Alle havde vel brug for en at snakke med og det havde han jo også. "Hmmm, jeg ved hvad du mener. De fleste tror at ung og uerfaren er svagt men det er ikke altid sandheden og det må man bare et sted erkende også. Jeg ved at respekten for kongehuset har været sløset i landet, men det skal nok blive ændret på. Så vel som folket er afhængige af Kongehuset så er kangehuset også afhængig af folket og hvis der ingen respekt er så mister man det forhold og så er der ubalance og hvem ved hvad det kunne føre til i et land som dette" mumlede hun stille og bed sig let i læben. Det var en delikat balance som skulle opretholdes og det kunne virkelig være svært og det vidste hun godt.
Kellan var ikke i tvivl om at de to nok skulle finde ud af det her sammen. Hun var fuldt ud sikker på at der nok skulle blive rig lejlighed for dem til at finde ud af hvordan de kunne få det bedste ud af det hele og lige nu så glædede hun sig virkelig til at komme i gang. Hun grinede mildt ved hans kommentar og lagde hovedet let på sned. "Så må vi jo se om dine kilder har ret i at jeg har overblik og jeg håber at jeg vil passe godt ind. Jeg ønsker virkelig bare at gøre mit bedste" sagde hun roligt og betraktede ham. Hun havde da måske overblik, lidt i hvert fald men det var virkelig ikke noget hun regnede for en af hendes stærke sider, det var da sikkert og vist!
AT han morrede sig så meget på hendes bekostning gjorde hende også kun selv rigtig glad. Det var vel altid rart når man kunne underholde nogen. Hun stirrede rundt i rummet, det hele var bare så stort og flot. Det var jo helt vildt! Hun kunne gå rundt herinde med sine vinger fremme og ikke vælte noget hvilket hun absolut ikke var vant til, det var detfor hun heller ikke havde dem fremme nu. Hun væltede altid alting med dem. Hun stopped eop og kiggede på ham. "Du mener ikke at dette er ryddet eller fint? Gulvet er finere og renere end hvad jeg normalt sover på i barakken. Det her er ryddet og meget pænt i min bog må jeg da nok erkende" sagde hun roligt og gik over til ham ved sengen. Hun bøjede sig ned og mærkede på sengetøjet og smilede stille. "Dejlig blødt. Jeg kommer måske til at vende mig til det her men lige nu er det mig bare så fremmet at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre. Men det skal jog nok komme efter en eller anden dag" sagde hun smilende og vendte blikket mod ham. Det var virkelig overdrevet fint efter hendes standarder men hun havde jo heller aldrig prøvet sådan noget. Hun var slet ikke vant til sådan noget, det var da sikkert og vist.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus måtte erkende at Kellan virkede meget fornuftig, også i hendes tankegang, hvilket kun gjorde, at han slet ikke følte, at han havde taget et forkert valg hvad dette angik, så det var jo selv noget, som han havde det fint med. Han nikkede mod hende. Hendes udtalelser omkring kongehuset var fuldstændig rigtige. ”Uden et kongehus, er der intet folk, men uden folket er der heller ikke et kongehus, så det er ganske rigtigt. Troværdigheden og tilliden til huset her, har været meget sløset, og det er noget som bekymre mig. Kongehuset her, har altid stået frygtelig stærkt, og det er naturligvis noget som jeg ønsker at vende tilbage til.” De stod muligvis stærkere som et par hvis det bestod af mand og kvinde, i stedet for mand og mand, men det var nu ikke noget som han ønskede at bryde sit hoved med, for han havde mere end nok at tænke over i forvejen.
Mattheus stolede på sine kilder, også fordi at det var nogen som virkede troværdige. Desuden med den plads som hun havde haft i hæren, så måtte det da også være noget af slagsen, som krævede et overblik, som man ikke bare kunne finde sådan uden videre? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg vælger at betro mig til dem.. Jeg har jo kun set hvor fint et overblik du har,” påpegede han med et let smil på læben. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvor meget det faktisk lettede ham, at dette var noget som hun gik med til. Nu hvor de var ankommet til hans kammer, så kunne de også gå i gang hurtigst muligt, og det var jo trods alt også noget som kun passede ham selv helt fint. Også fordi at hun virkede til at være indforstået med hvad dette kom til at betyde for hende og ham for den sags skyld.
Selv var Mattheus ikke i tvivl om, at hun meget hurtigt ville vænne sig til at sove på et sted som dette. Det var fint og overdådigt og sikkert i langt større grad end hvad hun var vant til ude på marken, hvilket var noget som han egentlig også havde det helt fint med i den anden ende.
Mattheus var et kæmpe rodehoved, og det vidste han udmærket godt, og det var skam også til at se, også selvom det passede ham fint, at det var noget som hun kunne klare at leve med. Han betragtede hende, som hun tog en runde igennem hans gemakker. ”Så lang tid du kan leve med det, så er jeg tilfreds Kellan. Det er trods alt det vigtigste, for det er en forpligtelse for livet det her, og det håber jeg du ved..” Tronen krævede evig loyalitet og tro, og det var en plads som hun kom til at sidde på resten af livet, ligesom han selv kom til det. Hånden hævede han roligt, kun for at lade den glide mod hendes, som han tog omkring den. De rødlige øjne søgte direkte til hendes skikkelse. ”Det er måske meget uvant, men jeg ved at det meget hurtigt kommer.. Det er mit indtryk af det i hvert fald,” sagde han med et svagt smil.